dennegang af Ivan, der var vendt hjem fra Byen opfyldt af
fantastiske Forestillinger om den Opsigt, den havde vakt. Han
havde paa Vejen til Stationen været inde paa Redaktionskontoret
hos Dyhring, der -- uden at nævne noget bestemt Navn -- havde
fortalt om Onkelens Besøg og i det hele ladet ham forstaa, at
han havde vovet sig meget langt ud ved at tjene ham i denne Sag
og derfor haabede at kunne gøre Regning paa en Gentjeneste ved
Lejlighed.
„De gamle Parykker begynder at blive bange!“ jublede Ivan ud
over Bordet. „De vil paa Forhaand knuse Sidenius ved at tvinge
Bladene til Tavshed! Men det skal ikke lykkes dem! … Og faar han
først Luft! Gud, hvor de vil hyle!“
Hverken Philip Salomon eller Fru Lea svarede noget hertil;
navnlig den sidste iagttog i den senere Tid en paafaldende
Tavshed, hver Gang Pers Navn nævnedes. Jakobe sagde heller
ingenting men syntes ganske optaget af at hjælpe en af de smaa
Søskende, der havde Plads ved Siden af hende. Dog var hun
hverken saa uopmærksom eller saa ligegyldig, som hun gav det
Udseende af. Broderens Fortælling om de foregivne Trusler mod
„Falkens“ Redaktion drev hende endog et Øjeblik Blodet til
Kinderne. Hun kunde nu engang ikke høre Tale om nogen Slags
Tvang eller Forfølgelse uden straks at flamme op. Ivans
overdrevne Forherligelse af Vennen afkølede hende dog hurtig, og
det var tilsidst med et Udtryk af Lede, hun hørte paa hans
triumferende Forkyndelser.
Da de sad ved Kaffebordet ude paa Terrassen, fik de Besøg af
Eybert; og i samme Nu forsvandt Onkel Heinrich. Han kunde -- som
han med en hæslig Sigtelse plejede at sige -- „ikke aande samme
Luft som den Kviksølvæder.“ Ogsaa Nanny tog kort efter bort for
at køre til Stationen, mens Ivan allerede straks efter Bordet
var ilet dertil -- utaalmodig efter at erfare, om Aftenaviserne
skulde indeholde noget om „Falkens“ Artikel.
Eybert havde lejet sig Sommerbolig der i Nærheden og var i denne
Tid næsten daglig Gæst paa „Skovbakken“. Alligevel kom han
dennegang halvt bagpaa Jakobe. Da hun hørte Hundene gø, havde
hun været overbevist om, at det var Per, der kom. Lige siden hun
læste Artiklen om ham, havde hun ventet at se ham. Hun kunde
ikke tænke sig, at han skulde kunne lade Dagen hengaa uden at
fremstille sig her med sine friske Lavrbær, -- og hun havde paa
Forhaand følt Ubehaget ved Synet og ynket ham. I sin glade
Overraskelse gengældte hun nu Eyberts Hilsen med et usædvanlig
varmt Haandtryk.
Det var overhovedet ikke grundløst, naar den aldrende Frier i
denne Tid saae saa forhaabningsfuld ud. Jakobe gav ham for hver
Dag mere talende Beviser paa, at hun betragtede deres Forlovelse
som en halvvejs afgjort Sag. Blandt andet var hun begyndt at gaa
med en østerlandsk Ring, han engang havde givet hende til en
Fødselsdag, og som hun aldrig før havde villet bære; og naar
hans to Smaapiger kom der i Besøg, sendte hun gerne Barnepigen
hjem og tilbragte halve Dage alene med dem ude i Haven.
Nu fulgtes de ned til Stranden, hvor de en Tid gik samtalende
frem og tilbage i Alleen langsmed Bolværket. Som saa ofte, naar
de var alene, faldt deres Tale paa Politik. Det var dennegang
Stormagternes Kolonierhvervelser og de dermed forbundne
Krigsrustninger, de kom ind paa; og Eybert udtalte Haabet om, at
man herhjemme vedblivende vilde være saa forstandig at afholde
sig fra al Slags Eventyrpolitik. Han tilhørte som Statsmand den
nøgterne Skole; det var hans Ærgerrighed at repræsentere
Ædrueligheden i dansk Politik, og trods sin sociale Stilling og
sin Verdensmandsdannelse følte han sig naturlig knyttet til det
brede, frisindede Landbodemokrati, der altid havde været Udtryk
for Besindigheden i Nationen. I sine Samtaler med Jakobe gav han
dog gerne sine Ord et noget dristigere, mere revolutionært Sving
for at dække over Ulighederne i deres Karakterer. Hun havde paa
alle Omraader en Forkærlighed for de yderliggaaende
Standpunkter. Derfor fandt hun det ogsaa meget uklogt, om Landet
paa Forhaand opgav al Kappestrid med Handelens og Industriens
Stormagter og ikke i Tide søgte at sikre sig Handelspladser og
Afsætningsmarkeder i de fjerne Fremtidslande. Som hun plejede at
sige: Et saa lilleputagtigt Land som det danske var i sig selv
en Urimelighed, et saa lille og saa fattigt Land var i Længden
en Umulighed. Hun vilde have, at der skulde rejses en Bevægelse
herhjemme for at faa Folk til at forstaa, at kun ved Rigdom, ja
ved Overflod befæstede en lille Stat sin Tilværelse og skabte
sig Respekt hos de store.
Det var imidlertid begyndt at smaaregne. Ved Solnedgang blev
Himlen ganske overtrukken, og de maatte søge under Tag. Inde i
Havesalen var der bleven tændt et Par Lamper, og paa Fru
Salomons Opfordring satte Eybert sig til Klaveret og spillede et
Par Lieder ohne Worte, hendes Yndlingsmusik. Blandt mange andre
fortræffelige Egenskaber besad Eybert ogsaa den at være
musikalsk. Han spillede godt og navnlig korrekt og dertil med
megen Følelse. Særlig denne Aften lagde han en saadan Ømhed i
Foredraget, at Hensigten ikke let kunde misforstaaes.
Imidlertid stod Jakobe henne i den aabne Havedør med Skuldren
støttet til Karmen og saae ud paa Regnen, der nu styrtede ned
spandevis. Hun var ganske umusikalsk og blev hurtig fraværende,
naar der spilledes. Aldeles uden Virkning listede Eybert sin
smægtende Kærlighedserklæring ind i hendes Øre. Hun stod og
tænkte paa, at Per alligevel ikke havde vist sig. I dette
Tilfælde havde hun altsaa gjort ham Uret. Og hun følte sig nu
lidt skamfuld derved. Dagens megen forherligende Tale om ham var
i det hele ikke gaaet hende ganske sporløst forbi. Hun spurgte
sig selv, om hun maaske havde værdsat ham for ringe og muligvis
derfor ogsaa havde bedømt hans Væsens Egenart for strengt.
Maaske var han virkelig en Naturkraft, der engang skulde rydde
Skranker og rejse Kamp. I hvert Fald syntes han jo at eje lidt
af de fødte Høvdingers Evne til at vinde Vaabenfølge. At tænke
sig, at han havde faaet selve Onkel Heinrich lænket til sin
Triumfvogn! -- Naa, hun var jo endelig ikke selv helt ukendt med
den Uhyggens Magt, der udgik fra hans lyse, havkolde Øjne. Mod
manglede han jo heller ikke. Hun skulde ikke let glemme den
Søndag Middag, da han havde sat dem alle i Skræk ved en
dumdristig Svømmetur. Hun havde dengang tilfældig staaet her i
Døren og set udover Vandet og hørt Kandidat Ballings og nogle
andre Herrers barnligkaade Pjasken og Skrigen nede omkring
Badehuset, som laa skjult af Haven. Da saae hun pludselig hans
mørke Hoved langt ude i den oprørte Sø. Hun tænkte i Begyndelsen
slet ikke paa, at det kunde være et Menneske, endsige, at det
var ham. Først idet der blev gjort Anskrig fra Badehuset,
forstod hun det, … og hun kunde endnu fornemme det Skrækkens
kolde Lyn, der i det samme jog hende nedover Ryggen fra Nakke
til Hæl.
Hun havde rigtignok tænkt sig Fremtidens Helte af et renere og
ædlere Stof. Hun havde drømt om et genfødt Aristokrati, et
Aandens Adelskab, der skulde fuldbyrde Menneskehedens Frigørelse
ved Retfærdighed og Skønhed. Men maaske var det netop de brede
Næver og de plumpe Skuldre, der nu skulde til. Maaske var der
ingen anden Udvej end en grufuld Sprængning af det forbryderisk
skinhellige Samfund, en Hævnens Dommedag, der rensede Verden ved
Blod og Ild.
Niende Kapitel.
I Avgust havde Per fuldført sit Kampskrift og læste det en Dag
op for Vennen Ivan, der ikke forstod meget af det men dog var
bleg af Betagethed og straks udbad sig Tilladelse til at bekoste
Trykningen.
Og nu skulde han altsaa berede sig til at drage ud paa sin store
Rejse. Han havde allerede nogen Tid taget Undervisning i Sprog
„efter en letfattelig Metode“ og mente at kunne være færdig til
Opbrud om et Par Uger. Men forinden skulde han ifølge sin Plan
fri til Jakobe. Og han besluttede at gøre dette den 3die
September, der var en Søndag. Til den Tid havde Skræderen lovet
ham den første af hans nye Klædninger, som han havde ladet sy
efter engelsk Mode, fordi Jakobe engang i hans Nærværelse --
ligesom med Hensigt -- havde ytret, at hun foretrak denne for
den franske.
Han havde oprindelig tænkt at vente, indtil hans Bog var
udkommen og var bleven omtalt i Pressen; men han var bleven
utaalmodig efter at faa en Ende paa den Uro og Spænding, som
Tanken om Udfaldet af dette Frieri holdt ham i. Han kunde
tilsidst næsten ikke sove om Natten. Han havde sat sin hele
Velfærd i Vove paa dette Tærningekast, og han blev alvorlig hed
om Ørene en Dag paa en Kafe, hvor han traf Løjtnant
Hansen-Iversen, der bestemt mente at vide, at Jakobes Forlovelse
med Eybert nu var en afgjort Sag.
Paa den fastsatte Dag -- en straalende Solskinsdag med et Mylr
af Mennesker omkring alle Stationsbygningerne -- tog han
hjemmefra allerede om Formiddagen i Haab om at træffe Jakobe og
finde Lejlighed til en Samtale med hende i Enrum, forinden det
sædvanlige Tilløb af Søndagsgæster begyndte.
Der mødte ham nu straks et Uheld, forsaavidt som det viste sig,
at Dagen var grumme ilde valgt. Da han ved To-Tiden naaede ud
til „Skovbakken“, fandt han Huset fuldt af Fremmede. Det var
Familjens tredjeældste Datters -- den femtenaarige Rosalies --
Fødselsdag, og en Del kvindelige Slægtninge og en
sommerfuglebroget Sværm af den unge Piges Veninder foruden
forskellige andre Bekendte var kommen for at lykønske. Blandt de
sidste var den lange Kandidat Balling, Literatur-Iglen, der --
efter uden Held at have forsøgt sin Lykke hos Nanny -- nu havde
udset Rosalie til at faa Del i hans forventede Berømmelse.
Tilstede var ogsaa en anden Herre, som Per før havde truffet
her; det var en halvgammel, ugift Timelærer, Kandidat Israel,
der var beslægtet med Huset paa den salomonske Side. Han var en
lille, kejtet, tarvelig klædt Mand med sky og nervøse
Bevægelser. Altid stod han med Hænderne stukket ind i
Frakkeærmerne og drejede sit halvskallede Hoved og sin tynde
Fuglehals snart til den ene, snart til den anden Side, som om
han bestandig frygtede for at være i Vejen for Nogen. Naar man
ikke netop hørte ham tale (og han var i Almindelighed helst selv
Tilhører) skulde Ingen let falde paa, at han var den Aron
Israel, der i visse Krese nød et Ry, som kunde sidestilles med
selve Dr. Nathans. Han var en stille Lærd med en uhyre Viden paa
de forskelligste Omraader. Og dog var det ikke særlig hans
Lærdom, man tænkte paa, naar hans Navn nævnedes. Hvad der havde
skabt hans Anseelse, var hans sjeldne Uegennyttighed, en
Uselviskhed af den særegent ophøjede Art, som fortrinsvis
træffes mellem Jøder. Hans mange Venner sagde om ham, at hans
Sjæl var lige saa ren, som hans Frakke gerne var plettet.
Forgæves havde man flere Gange tilbudt ham ærefulde
Universitetsstillinger; end ikke noget Adjunktembede havde han
villet modtage for ikke at tage Pladsen op for Nogen, der maaske
trængte til den. Han var selv ret formuende, men levede yderst
tarveligt og meget tilbagetrukkent, mens han i det skjulte
bortgav store Summer, særlig til fattige Studerende. Sammen med
to ældre, ligeledes ugifte Søstre boede han i en gammeldags
Lejlighed i Sværtegade, og hans lille Stue, hvis Vægge fra Loft
til Gulv dækkedes af fyldte Reoler, var et Samlingssted for hans
forhenværende Elever og andre unge Studerende, der søgte hans
Vejledning, laante Bøger af ham og paa alle Maader hensynsløst
misbrugte hans Tjenstvillighed. Nogen større Originalitet som
Videnskabsmand eller Pædagog besad han nu dog ikke. Kun Folk,
der fortrinsvis bedømte Menneskene efter deres Karakter, kunde
sætte ham ved Siden af en revolutionerende Aand som Dr. Nathan.
Selv nærede han en overordenlig Beundring for denne omstridte
Mand og traadte ofte med stor Lidenskab i Skranken for ham paa
Grund af den Smaalighed, hvormed man ogsaa mangen Gang i jødiske
Krese -- dels af Frygtagtighed, dels af Skinsyge -- misbilligede
Nathans Optræden og i Bedømmelsen af hans Person heftede sig ved
den Slags -- ganske vist komiske -- Smaaskrøbeligheder, der saa
hyppig følger Aandens kronede Storheder og ligesom smaa,
bjældeklingende Narre-Pager bærer Slæbet paa det kongelige
Purpur.
Per, der havde ladet sig skuffe af Hr. Israels uanselige Ydre,
og som forresten heller ikke sad inde med de fornødne
Forudsætninger for Forstaaelsen af hans Værd, havde altid
behandlet ham ganske overlegent. Ikke desmindre havde den lille
Mand bestandig vist ham megen Deltagelse og altid været en
opmærksom Tilhører, naar Per efter Middagen fik Tungen løst og
paa sin højmælte og foredragsagtige Maade udviklede sine
Fremtidsideer. Heller ikke nu havde Per opholdt sig længe i
Stuen, før Hr. Israel stilfærdigt nærmede sig ham og indledte en
Samtale med ham om hans Studier.
Jakobe havde endnu ikke ladet sig se. Hun opholdt sig paa sit
Værelse og viste sig først, da de fleste af Gæsterne var gaaet.
Hun havde ikke villet udsætte sig for frittende Blikke, maaske
endog for nærgaaende Spørgsmaal af Folk, der gik og ventede paa
hendes Forlovelse med Eybert, -- saa meget mindre, som det
afgørende Ord i dette Forhold endnu slet ikke var bleven sagt.
Det var hende selv, der havde afværget det endelige Spørgsmaal
fra Eyberts Side. Hun ønskede at udskyde Afgørelsen, indtil Per
var rejst. Med Skamfuldhed havde hun maattet tilstaa for sig
selv, at han i nogen Tid havde beskæftiget hende mere, end det
var tilladeligt i et Øjeblik, da hun stod i Begreb med at
bortgive sig til en anden. Hun havde i de sidste søvnløse Nætter
maattet gøre Vold paa sig for ikke at tænke paa ham, men hun var
overbevist om, at fra den samme Dag, hun vidste ham borte, vilde
det være forbi med det nedværdigende Herredømme, han havde faaet
over hendes Fantasi.
Idet hun nu fik Øje paa ham i hans ny, engelske Dragt, krøb hun
uvilkaarlig lidt sammen. Det viljespændte, forskende Blik,
hvormed han iagttog hende, vakte straks en Anelse hos hende om
den Beslutning, hvormed han var kommen. I Begyndelsen undgik hun
derfor at komme i Nærheden af ham; men da hun indsaae, at hun
dog næppe vilde slippe for hans Frieri, og da hun nu ogsaa selv
ønskede at faa en Ende paa det utaalelige Forhold, bestemte hun
sig til lige saa godt først som sidst at lade det komme til en
Afgørelse.
Hun gik ene ned i Haven og spaserede lidt frem og tilbage i en
af Gangene nærmest Huset. Hun ventede, at han nu vilde opsøge
hende her, hvor de jo lettest blev uden Vidner.
Hendes Beregning slog til. Det varede ikke mange Minuter, før
hun hørte hans hurtige Skridt i en af Sidegangene; og pludselig
overfaldtes hun af Svimmelhed. Hun havde maattet standse men gik
nu atter nogle Skridt, idet hun ligesom søgte Tilflugt ved en
stor Stenvase, der stod opstillet bag en Bænk paa en
vedbendbevokset Sokkel midt i den overskyggede Gang. Hun gav sig
Udseende af her at være beskæftiget med at ordne en Slyngranke,
der hægtede sig op ad Stenen; men hendes Hænder rystede, og
efterhaanden som Skridtene nærmede sig, tog hendes Hjertebanken
til, saa Solpletterne paa Gruset dansede for hendes Øjne. Nu
hørte hun ham lige bag sig, og i det samme vendte hun sig om med
et af Angst og Had flammende Blik.
„Hvad vil De mig?“ næsten raabte hun. „Hvorfor forfølger De
mig?“
Han blottede ærbødig sit Hoved og bad om Tilladelse til at tale
med hende et Øjeblik.
Hun bød ham at fatte sig i størst mulig Korthed, hvad han med en
ny, dyb Hovedbøjning lovede.
„Men De ser saa træt ud, Frøken! Vil De ikke hellere tage
Plads?“
Han viste hen paa Bænken, der stod under Stenvasen med Ryggen
til dens Sokkel. Hun bad ham paany om ikke at opholde hende, men
hun kunde virkelig næsten ikke holde sig oprejst og maatte sætte
sig.
Da hun havde taget Plads, satte Per sig i hensynsfuld Afstand
ved Siden af hende. To Minuter efter havde han friet.
Han sagde, hvad han vidste, der skulde siges ved en saadan
Lejlighed, og føjede til:
„De maa være overbevist om, Frøken, at jeg ikke vilde have talt
saadan til Dem, dersom det havde været mig muligt at tie. De maa
ikke tro, at det bare er en flygtig Sommerforelskelse, … hvad De
maaske kunde mene paa Grund af den forholdsvis korte Tid, jeg
har haft den Lykke at kende Dem. Men den Tid, saa kort den er,
har for mit Vedkommende paa mange Maader haft en afgørende
Betydning. Jeg har før sagt Dem det, at fra den Dag, jeg første
Gang betraadte Deres Forældres Hjem og saae Dem, begyndte der et
nyt Liv for mig. Frøken Jakobe! Man siger om mig, at jeg ikke
mangler Evner, -- og jeg tror det selv! Jeg indbilder mig endog,
at man har svært god Brug for mig herhjemme. Men samtidig føler
jeg, at uden Dem vil jeg næppe nogensinde fuldtud kunne naa,
hvad jeg tilsigter, … jeg veed jo godt, hvormeget De allerede
har betydet for min Udvikling. Det er da ikke alene hele min
personlige Lykke, men min hele Fremtid og Velfærd, der bestemmes
af det Svar, De nu vil give mig.“
Han havde faaet Lov at tale ud. Hun havde ikke kunnet faa sig
til at afbryde ham, for hun maatte nu tilstaa for sig selv, at
det var en uværdig Trang til at høre disse Kærlighedsord, der
havde faaet hende til at søge denne sidste Samtale med ham. Der
var desuden noget i selve hans Stemme, der gjorde hende svag.
Dens dybe, stærke Mandsklang overvældede og bedøvede hende.
Tiltrods for, at han i sine sidste Udtalelser havde været mere
uklogt aabenhjertig, end han selv vidste af, gik det ikke op for
hende, at han i Grunden hele Tiden havde været mere opfyldt af
sig selv end af hende.
Foruroliget af hendes Tavshed og af hendes mørke og ubevægelige
Ansigtsudtryk vedblev Per:
„Jeg indser meget godt, at det er temmelig dristigt af mig at
henvende mig til Dem paa en saadan Maade. De er en attraaet
Dame, smuk, klog, formuende, -- og jeg en stakkels ukendt
Ingeniør, der endnu kun har sine Fremtidsudsigter at byde paa.
Men det er heller ikke noget endeligt, afgørende Svar, jeg
forlanger af Dem. Hvad jeg beder Dem om, er blot, at De vil give
mig lidt Haab … en Smule af et Løfte med paa Rejsen ud i Verden.
Stol paa mig, Frøken Jakobe! Der er Intet, jeg ikke vil vove …
Intet, jeg ikke vil udrette … for at kunne vinde Deres Bifald!“
Mens den første Del af hans Tale havde været nøje overlagt i
Forvejen, havde han maattet sige dette sidste uden Forberedelse;
og det var kun Jakobes vedvarende Tavshed, der forledte ham til
saa vidtgaaende Indrømmelser. Men nu vidste han heller ikke mer
at sige. Og han bøjede sig for hende som for at erklære, at han
var beredt paa at modtage sin Dom.
Jakobe tog sig endelig sammen.
„Jeg bør vel i Grunden sige Dem Tak for Deres gode Mening om
mig. Forresten er jeg ganske overbevist om, at De i høj Grad
overvurderer Deres Følelser for mig. -- I hvert Fald,“ afskar
hun ham hurtigt Ordet, da han vilde gøre Indsigelse, „al videre
Forklaring er jo unødvendig, naar jeg fortæller Dem, at jeg --
allerede er forlovet.“
„Det er altsaa virkelig Tilfældet? … Og med Eybert, ikke sandt?“
„Derom har De ingen Ret til at spørge,“ sagde hun kort. Hvorpaa
hun rejste sig og gik bort. -- Som ramt af et Hjerneslag blev
Per siddende paa Bænken og stirrede udtryksløst efter hende.
Ude paa Terrassen sad Fru Salomon og Aron Israels to smaa,
tykke, borgerlig gemytlige Søstre; de kaldte paa Jakobe, da hun
kom forbi, men hun lod, som om hun ikke hørte det, og gik op paa
sit Værelse. Saasnart hun her var kommen indenfor Døren, trak
hun den højre Handske af og trykkede Haandbagen mod sine Kinder
for at fornemme, om de brændte. Hendes Bryst bølgede; Knæene
dirrede under hende. At noget saadant skulde overgaa hende! Hun
følte sig som En, der lykkelig var undsluppen en dødelig Fare …
Hurtig og ubehersket skilte hun sig af ogsaa med den anden
Handske og med sin Hat og kastede det altsammen hen paa Sengen
med et Udtryk, som om hun befriede sig for noget smudsigt.
Ganske udmattet sank hun saa ned i sin Lænestol. -- Godt, at det
nu var overstaaet, og at hun ikke skulde se ham mere! Stuen
begyndte at løbe rundt for hende. Hun lukkede Øjnene og trykkede
Haanden mod Siden. Aa, denne vilde Hjertebanken! Hvor hun kendte
den igen! Hvormange stormfulde Timer, hvormegen kummerfuld Lykke
den hamrede tilbage i hendes Erindring!
Hun blev siddende med lukkede Øjne og lod sig glide ind i en
drømmende Stemning, ind i hint Erindringens fredhellige
Mausoleum, hvor hendes Fortids døde Kærlighedshaab hvilede. I
sin Skamfuldhed søgte hun at forklare sig denne Betagethed af en
hende fremmed og usympatisk Mand derved, at det slet ikke var
ham selv, men alene de Minder, han vakte, der gød Uro i hendes
Sind. For at bortjage Billedet af Per lod hun Fortidens store
Skygger drage hende lokkende forbi, gennemlevede alle sine gamle
Lidenskaber lige fra den første Gang, hun som en lille
trettenaars Pige følte denne smertelige Vellyst under det
venstre Bryst, og til hendes sidste, skæbnesvangre Skuffelse,
der havde faaet hendes Hjerte til at lukke sig som en bortstødt
Haand, der knyttes.
Men nu lød Gongonen til Middag. Hun foer op og saae paa sit Ur.
Der var virkelig gaaet næsten to Timer. Og hun havde endnu ikke
faaet sig omklædt! -- Ja ja, saa fik det være; hun var saa
dødsens træt. -- Og Eybert, som sikkert ventede dernede! Hun tog
sig til Panden og blev stille et Øjeblik. Ham havde hun i disse
Timer ikke en eneste Gang haft i sine Tanker!
Størsteparten af Formiddagens Gæster var nu gaaet. Der var kun
nogle af Fødselsdagsbarnets unge Veninder; desuden Kandidat
Balling og Aron Israel med sine Søstre. Den første kresede med
rejst Løvemanke omkring Rosalie, der stod glædeshoppende midt i
Stuen og holdt Philip Salomon under Armen -- parat til at gaa
tilbords og som Dagens Dronning indtage Hæderspladsen ved sin
Faders Side. Eybert var ganske rigtig kommen nu. Og i den anden
Ende af Stuen stod Per -- i tilsyneladende rolig Samtale med
Ivan.
Der skød en rasende Forbitrelse op i Jakobe, da hun fik Øje paa
ham. Men saa kom hun til at tænke paa, at han muligvis var
bleven her for ikke at vække Mistanke og give Anledning til
Sladder ved en pludselig Forsvinden, og hvor pinligt det end var
hende at skulle være sammen med ham, maatte hun i sit stille
Sind yde ham sin Anerkendelse for en saadan Omtanke.
Da man satte sig tilbords, sørgede hun dog for, at de kom til at
sidde saa langt fra hinanden som muligt, og i det hele gjorde
hun sig Umage for at lade, som om han ikke var tilstede. Men hun
kunde ikke lade være med at lægge Mærke til, at han imod Sædvane
næsten ikke rørte Karaflerne. Paa en besynderlig
tilskuestillende Maade fyldte han Gang efter Gang sit Glas med
Vand, som han akkurat farvede med nogle Draaber Vin. Det var
tilsidst ikke til at tage fejl af, at han gjorde det i en
bestemt Hensigt, at han havde planlagt et eller andet Overgreb
og paa Forhaand vilde sikre sig mod at kunne mistænkes for at
handle under Paavirkning af stærke Drikke.
En vild Angst greb hende med eet … Hvad havde det gale Menneske
i Sinde?
Middagen gik dog tilende, uden at der skete noget, og Selskabet
spredte sig i Haven, de unge Piger med Cigaretter, Herrerne med
nogle store, mørke Cigarer med et Bismarckportræt paa Beltet.
Fru Salomon, Eybert, Aron Israel og hans to Søstre havde sat sig
ind i et lukket Bjælkelysthus, hvor Kaffen blev udskænket af
Husmoderen personlig. Ogsaa Jakobe var tyet derind, og pludselig
formørkedes Indgangsdøren af Pers brede Skikkelse. Hans
Ansigtsudtryk var sorgløst og smilende, men Holdningen
udfordrende.
„Undskyld, Hr. Sidenius,“ sagde Fru Salomon, der i den sidste
Tid var optraadt med megen Bestemthed overfor sin Søns
paagaaende Ven. „Her maa ikke ryges. Ivan er vist nede ved
Vandet. Kaffen skal straks blive bragt derned.“
Per trak sig tavs tilbage, og Jakobe saae overrasket hen paa
Moderen. Saa taknemlig hun end var hende for at have faaet ham
bort, følte hun sig dog lidt stødt af hendes Tone. Skulde hun
ane noget? Umuligt var det ikke. Moderen havde aarvaagne Øjne.
Forresten var hun fast bestemt paa, dersom Per fremtidig ikke af
egen Taktfølelse holdt sig borte fra Huset, da selv at
underrette Forældrene om hans Frieri. Hun vilde for enhver Pris
forskaanes for oftere at være sammen med ham. Og idet hun lagde
sit trætte, værkende Hoved tilbage mod Lysthusets Bjælkevæg,
lukkede hun et Øjeblik sine Øjne i en dejlig Forudfølelse af den
Fred, hun igen vilde faa, naar hun vidste sig sikret mod Synet
af ham.
I det samme hørte hun hans Navn nævnet. Det var Aron Israel, der
i al Troskyldighed havde givet sig til at tale om „Falkens“ to
Uger gamle Artikel om hans Ideer og meget begejstret udtalte sig
om „disse dristige og fantasifulde Fremtidsplaner for Land og
Folk.“