At Jakobe just ikke opmuntrede ham men endog temmelig tydeligt

undgik hans Selskab, nedslog ikke hans Haab. Han havde fra

første Færd været klar over, at han maatte gaa lempelig

tilværks, saa at sige erobre hende Stykke for Stykke, … og

forresten mente han allerede at være rykket hendes Hjerte saa

nær, at han kunde høre det banke. Den forøgede Skyhed, hvormed

hun i den sidste Tid omgikkes ham, opfattede han netop som et

godt Tegn. Nu vilde han holde sig lidt paa Afstand og give hende

Ro og Tid til at overveje, forinden han skred til Handling.

En Dag fik han et Ekspresbrev fra Ivan, der glædestraalende

meddelte ham, at den Artikel, Dyhring havde lovet at skrive om

hans Ideer, nu var gaaet i Trykken og rimeligvis vilde komme i

„Falken“ allerede den næste Dag.

„Tjen mig nu i“ -- skrev han -- „at gøre Dyhring en Visit. Jeg

veed, han vil sætte Pris derpaa. Betænk, at det vil kunne blive

af Betydning for Dem at overvinde den Uvilje, De mulig føler ved

at foretage et saadant Skridt. Dyhring vil paa mange Maader

kunne gøre Dem Tjenester baade nu og i Fremtiden. Som jeg før

har tilladt mig at sige Dem, kære Sidenius -- Pressens Bistand

er i vore Dage en uomgængelig Nødvendighed!!“

Per sov ikke meget den Nat. Ivan havde for en Ugestid siden igen

ført ham sammen med den ansete unge Journalist, og Per havde ved

den Lejlighed endelig givet efter for Vennens Bønner og lukket

lidt op for sine Hemmeligheder. Forøvrig havde han selv anset

det for ganske klogt saaledes at berede Vejen for sit Skrift, og

han var nu spændt paa for første Gang at se sit Navn og sine

Tanker forkyndt for den undrende Verden.

Det blev dog kun til Skuffelse og Ærgrelse for ham. I Stedet for

den ledende Artikel, han havde ventet, fandt han paa Bladets

tredje Side en halv Spalte trykt med Petit og underskrevet med

et af Dyhrings mange Mærker Si’l vous plaît. At Artiklen var

holdt i en let spøgefuld Tone, mærkede han endda slet ikke.

Endog Overskriften „Millionærer søges“ optog han i fuldeste

Alvor. Derimod var han højlig misfornøjet med ikke et eneste

Sted at finde sit Navn men gennem hele Artiklen at se sig

ubestemt betegnet som „Planens unge, talentfulde Ophavsmand“

eller lignende. Ogsaa var han dybt forarget over den

overfladiske Behandling af Bekostningsspørgsmaalet, og navnlig

blev han aldeles rasende over en fejlagtig Anbringelse af et

Komma i en Decimalbrøk, der efter hans Mening ganske vilde

forvirre Begreberne om Værkets Karakter og Betydning.

Det havde ellers været langt fra hans Hensigt at give efter for

Ivans Ønske om, at han skulde gøre Hr. Dyhring en Takkevisit;

han fandt, at det snarere maatte være denne, som var ham Tak

skyldig for Stof til en opsigtsvækkende Artikel. Men nu

betragtede han det som sin ligefremme Pligt at bekvemme sig til

dette Besøg for at faa den kompromitterende Decimalbrøk rettet

hurtigst mulig. Endnu samme Formiddag søgte han derfor Dyhring

paa hans private Bopæl, -- en elegant Ungkarlelejlighed i et af

Byens flotteste Kvarterer.

Skønt Klokken var næsten tolv, var Dyhring endnu ikke paaklædt.

Hans Husholderske nægtede ham af den Grund hjemme; men

Sovekammerdøren blev i det samme aabnet lidt, og Journalistens

gyldenblonde Hoved kiggede frem med en Silkepapirspapillot

viklet om hver af Mustachespidserne.

„Ah, er det Dem!“ -- Tonen lød lidt skuffet -- „Naa ja, gaa De

kun ind. Min Frisør er i Øjeblikket hos mig. Jeg skal straks

være til Tjeneste.“

Per fik god Tid til at se sig omkring i Dyhrings Stuer, om hvis

udskejende Luksus der gik saa mange overdrevne Rygter. Elegant

var der uimodsigeligt. Silkebetrukne Møbler i Arbejdsværelset …

Gobelinstapet … Malerier … Stabler af Bøger og Tidsskrifthefter

henkastede paa Stolene. Et Harem af Dameportrætter paa

Skrivebordet. -- Inde i den tilstødende Spisestue, hvortil Døren

stod aaben, saaes et festlig dækket Frokostbord med en skinnende

hvid Dug, Vinkaraffe, Blomster og Frugter.

Per kunde ikke lade være med i sit stille Sind at anstille en

Sammenligning mellem dette Hjem og sine egne to smaa, mørke

Kamre -- og han grebes af en ham ellers uvant Utaalmodighed. Det

var ikke, fordi han paa nogen Maade misundte et Menneske som

Dyhring, der i hans Øjne var en halvt foragtelig Person, en

Slags Alfons hos den store Skøge Bysladderen eller den offenlige

Mening. Men det harmede ham, at en saadan ussel Avisskriver

allerede havde naaet en Uafhængighed og Magtstilling, som han

selv endnu kun kunde drømme om.

Endelig kom Dyhring ind: lille og spændstig, -- en Taagænger --

klædt i chokoladefarvede Benklæder, Safianstøfler og en kort,

kraprød Hjemmejakke med sorte Silkeopslag.

„Hvormed kan jeg være Dem til Tjeneste, Hr. Sidenius?“ spurgte

han som den, der var vant til at modtage Ansøgere. „Vil De ikke

tage Plads.“

Disse to omtrent jævnaldrende unge Mænd, der satte sig der

overfor hinanden, hver i sin himmelblaa Silkelænestol, og

kastede Benene overkors, havde -- trods al ydre Ulighed -- ikke

saa lidt tilfælles. Otto Dyhring var ligesom Per et hjemløst

Barn. Han var Søn af en forgældet og udsvævende Officer, der

efter faa Aars Ægteskab havde lagt sin Kone i Graven og siden

var død for egen Haand. Slægtninge i Provinsen havde givet ham

Naadsensbrød, og atten Aar gammel var han kommen til København

som Student, fattig og forsømt, men -- ligesom Per -- opfyldt af

de dristigste Forventninger og fast besluttet paa for enhver

Pris at gøre sin Lykke og skaffe sig Oprejsning for

Barndomstidens Afsavn og Ydmygelser. Med en soldatermæssig

Koldblodighed, der ikke kendte til Anfægtelser, og med en

instinktsikker Fornemmelse af, hvor Aladdinslampen for Tiden laa

skjult, havde han kastet sig ind i Journalistiken, der netop i

de Aar efter udenlandsk Mønster havde brudt Politikens Overmagt

og lagt Hovedvægten paa et mangfoldigt, literært bearbejdet

Nyhedsstof. Uden særlig mærkelige Evner som Skribent men med de

Uinteresseredes vevre Smidighed havde han -- støttet af et Ydre,

der behagede Kvinderne -- hurtig opnaaet en indflydelsesrig

Stilling ved et af Hovedstadens toneangivende Blade og udnyttede

den hensynsløst, ganske ubekymret af Borgerskabets Fordømmelse.

Allerede fra sit enogtyvende Aar havde han haft en Aarsindkomst,

der nærmede sig en Ministergage. Teaterdirektørerne kappedes om

at spille hans Farcebearbejdelser; Bogforlæggerne tilkøbte sig

hans Bevaagenhed ved at udgive hans (af en eller anden fattig

Sproglærer besørgede) Oversættelser; Skuespillere og

Varietesangerinder, unge Digtere og graanende Jubilarer,

Bitterfabrikanter og Cirkusdirektører, … alle bejlede de til

hans Gunst, viste ham alleslags Opmærksomheder, for Kvindernes

Vedkommende ved Ydelser in natura. Som en ung Gud tronede han

højt i sin uanfægtelige Sorgløshed -- tilbedt og afskyet,

misundt og foragtet -- levende kongeligt paa Menneskenes Dumhed,

Forfængelighed, Fejghed og Hykleri.

Artiklen om Pers Projekt havde han alene skrevet for at tjene

Ivan Salomon, der undertiden var ham behjælpelig med at anbringe

en Veksel. Per selv interesserede ham ikke det bitterste, og for

hurtig at blive af med ham lovede han straks at ville indføre de

begærede Rettelser i det næste Nummer af „Falken“. Men naar Per

først var begyndt at tale om sit Værk, var han ikke let at

standse. Dyhring blev fortvivlet og sad tilsidst og gabede

ganske ugenert bag sin kvindelig hvide Haand. Han fandt denne

skvaldrende Bonde uudholdelig. Desuden ventede han Damebesøg.

Foruden Artiklen om Per havde han i Dagsnummeret af Bladet en

lyrisk Lovprisning af en Balletdame, der for Tiden optraadte i

Cirkus, -- og han ventede desaarsag den ham tilkommende Tribut.

Endelig brød Per op, og Dyhring gik ind i sin Spisestue, hvortil

Døren under Besøget var bleven lukket af en usynlig Haand. Idet

han stod paa Tærskelen, gik han bagover af Forbavselse, …

derhenne paa Stolen foran hans Opdækning sad Nanny Salomon med

bredskygget, hvid Kniplingshat paa Hovedet og en halvfortæret

Radise i Haanden. Hendes sædvanlige Følgeveninde, den lille

skæve Olga Davidsen, stod henne ved Vinduet, sprudrød af

forlegen Munterhed.

„Maa jeg spørge … hvordan i Alverden er de ærede Damer sluppen

herind? Jeg har ikke hørt det ringe.“

„Hvorfor skulde vi ringe? Jeg har jo Deres Entrenøgle,“ svarede

Nanny med en Dristighed, der bragte Veninden til formelig at

snappe efter Vejret. „Forresten stod Døren aaben, … Deres

Madamme var ved at feje derude. Hun fortalte os, at der var

Nogen inde hos Dem, og saa bad vi hende vise os herind … Det er

ellers rigtig gode Radiser, De holder.“

Hun udsøgte sig omhyggelig en ny af Assiettens Beholdning,

dyppede den i Saltkarret og satte sine skinnende hvide Tænder i

den.

„De er virkelig modig, Frøken Nanny! Veed De, hvem det var, der

i dette Øjeblik forlod mig?“

„Ja, det var jo Hr. Sidenius. Hans Stemme tager man virkelig

ikke fejl af.“

„Og det siger De saadan ganske rolig. Sæt nu, at De var kommen

blot to Minutter senere, -- saa var De løbet lige i Armene paa

ham.“

„Nu ja, det havde maaske været ganske behageligt.“

Dyhring truede smilende ad hende med Fingren.

„Slemme -- letsindige -- henrivende Frøken Nanny! Hvad skal man

dog tænke om Dem?“

„Aa --,“ sagde hun og gav sig til at mønstre alle Retterne paa

Bordet. „De skal tænke, at jeg er gruelig sulten, og at jeg

kunde have den største Lyst til at spise Frokost hos Dem … her

er saa mange lækre Sager. Ym … Gaaseleverpostej! Min Livret …

Naa, men lad os komme til Forretningerne,“ afbrød hun sig selv,

viskede sig om Munden med hans Serviet og rejste sig. „Veed De,

at det idag er sidste Dag, „Bakken“ er aaben for i Sommer? Og

skammer De Dem ikke en lille Smule over ikke en eneste Gang at

have tilbudt to unge uskyldige Piger Deres Gelejdelse derop? De

veed dog, vi maa ikke gaa der alene for vore Mama’er.“

„Men, Herregud, hvad vil De paa Bakken?“

„Hvad vi vil der? … Olga, hører du! Hr. Dyhring er naiv, han

spørger, hvad vi vil der! Vi vil more os, naturligvis! Vi vil

høre paa Lirekasserne og køre paa Karussel og spise varme Vafler

og se paa Ildmanden og paa den fede Dame --.“

„Naa, ikke lidt mere?“

„Jo, saa vil vi høre paa Syngepigerne og danse paa den aabne

Estrade … Men først og fremmest vil jeg have en Skrigeballon. En

rigtig rød og væmmelig Skrigeballon, der kan sige Bæ--æh! At De

veed det!“

Dyhring, der med sammenknebne Øjne havde betragtet den unge

Piges svulmende Bryster og hvide Arme, som skimtedes under

Kjolelivets klare Sommerstof, var imidlertid gaaet hende ganske

nær og sagde nu med halv Stemme, for at Veninden ikke skulde

høre det:

„Det er meget betænksomt af Dem, Frøken Salomon, at De altid

tager en Sauvegarde med Dem. De er virkelig saa forførende i den

Dragt der, at -- --.“

Han fik ikke talt ud.

„Olga,“ sagde Nanny vendt mod Veninden. „Nu gaar vi. Hr. Dyhring

begynder at blive upassende … Tjenerinde!“

Hun trak med to Fingre ud i sit Kjoleskørt og nejede. Saa gik

hun stoltserende ud af Stuen med Armen om sin Ledsagerskes Liv.

Men i Døren standsede hun, saae sig tilbage over Skuldren og

sagde:

„Er det altsaa en Aftale, at vi mødes Klokken syv ved

Klampenborgstationen? … Men det vil jeg sige Dem, at dersom De

sladrer af Skole og fortæller Mama, at vi har været heroppe, saa

siger jeg, at De lyver, og saa faar De aldrig mere Lov til at

kysse mig -- uden paa Munden.“

„Men, Nanny, du er dog helt tosset idag,“ hviskede Veninden,

idet hun skyndsomst trak hende med sig.

Mens Dyhring nød sit ensomme Maaltid, tømte han et Par Gange

tankefuldt sit Sherryglas og sank hen i alvorlige Betragtninger.

Den unge Levemand var i den sidste Tid begyndt at beskæftige sig

med Ægteskabsplaner. Han havde en Dag sammentalt Summerne paa

sine løbende Veksler og var kommen til det Resultat, at han nu

ikke længer turde opsætte at gøre et godt Parti. Af de

forskellige unge Rigmandsdøtre, overfor hvem han i den Anledning

havde indledet et noget skødesløst Kurmageri, var Nanny Salomon

ikke netop den guldvægtigste og derfor heller ikke den, han

hidtil nærmest havde haft i Kikkerten. Derimod var hun ubetinget

den smukkeste, den kvikkeste, den dristigste, kort sagt den, der

mindede mest om den Slags løse Fugle, fra hvis Omgang han endnu

slet ikke længtes bort.

Men nu ringede det igen paa hans Dør. Og skønt han havde givet

Husholdersken strenge Ordrer til ikke at indlade andre end en

vis Cirkusdame med ildrødt Krushaar, hørte han et Mandfolk tale

højt ude i Forstuen og sætte en Stok i Paraplystativet. Døren

blev slaaet op, og paa Tærskelen stod en ældre, strengt udseende

Herre med et blussende Ansigt -- Oberst Bjerregrav.

„Jeg tænkte nok, du var hjemme alligevel. Bliv bare siddende …

Jeg ser, jeg forstyrrer dig i dit Arbejde.“

„Min ærbødige Hilsen, Onkel! … Vil du gøre mig den Ære at tage

Plads ved mit Bord?“

„Du skal have Tak, jeg holder ikke af at spise paa offenlig

Bekostning. Desuden har jeg spist Frokost for mere end to Timer

siden.“

„Et Glas Vin maaske?“

„Du skal ingensomhelst Ulejlighed gøre dig. Det er i det hele

ikke for min Fornøjelses Skyld, jeg er kommen.“

„Jeg kan næsten tænke det. Du maa rimeligvis have noget

alvorligt paa Hjerte, siden du har kunnet overvinde dig til at

se herind.“

„Deri tager du ikke synderlig fejl, min Ven! Nogen Længsel efter

at gense dig har i hvert Fald ikke drevet mig. For altsaa at gaa

lige til Sagen: jeg saae tilfældig imorges paa min Barberstue

det Smudsblad, du skriver i, og fandt deri en Artikel om et

saakaldt Vandbygningsprojekt … en Artikel, som du rimeligvis

kender noget til … i hvert Fald mente jeg at kunne genkende din

flabede Stil. Maa jeg spørge, hvad er Meningen med den Artikel?

Det er mig ikke bekendt, at du paa noget Tidspunkt af dit Liv

har beskæftiget dig med alvorlige Ting, altsaa heller ikke med

Vandbygningsvæsenet; og skønt jeg ikke tvivler om, at du i

Almindelighed skriver om Forhold, du ikke har ringeste Forstand

paa, saa finder jeg Anledning til i dette enkelte Tilfælde at

advare dig mod at fortsætte dine dumme Skriverier.“

„Ja, jeg har allerede hørt det, … der skal nok være indløbet et

Par Misforstaaelser,“ sagde Dyhring smilende.

„Misforstaaelser? Det hele er en kolossal Taabelighed, min Ven,

som du for din egen Skyld skulde vogte dig for oftere at røre op

i. Og du tager storlig fejl, dersom du mener at gøre den unge

Mand nogen Tjeneste dermed, -- du opnaar i det højeste at gøre

ham endnu mere storforrykt, end han er i Forvejen.“

„Du kender ham altsaa?“

„Kender … og kender! Fyren har jo rendt mig paa Døren med det

taabelige Projekt. Han er aldeles løbsk!“

„Saa du mener ikke, han duer til noget?“

„Nu, det vil jeg ikke netop sige. Aldeles ikke sige. Men han er

ganske umoden, har ikke haft Taalmodighed til at lære noget og

bilder sig ikke desmindre ind at kunne kritisere andre … ja at

have en Mission som Fornyer. Mindre kan ikke gøre det! Og nu vil

han udgive en Pjece, skriver du.“

„Gør jeg det?“

„Naturligvis! Der skal laves Spektakler, gøres Optøjer! Det er

denne Jødedoktor, der har sat Ungdommen Fluer i Hovedet. Der

skal luftes ud, som det saa stort hedder. Der skal paa alle

Omraader reformeres og revolutioneres -- --.“

„Men sig mig, Onkel, trænges der egenlig ikke til det? Jeg synes

at erindre, at du ofte selv har udtalt dig ret kraftigt om den

nationale Søvnagtighed og vore hjemlige Ingeniørers Mangel paa

Initiativ. Ja -- hvordan er det? -- du har jo selv engang

udgivet en Pjece, som nok skal have været temmelig skrap i

Tonen.“

„Det er en ganske anden Sag … og jeg skal have mig meget

frabedt, at du drager den Slags Sammenligninger,“ sagde Onkelen

og blev rød helt op over Skaldepanden. „De Anker, jeg i sin Tid

efter samvittighedsfuld Overvejelse tillod mig at rette mod

Administrationen, var alle fuldt berettigede og vel begrundede.

Dengang, ser du, var Oppositionen ikke et Udslag af drengeagtig

Forvorpenhed men af alvorlige og fædrelandskærlige danske Mænds

Bekymring for Landets Fremtid. Det gør en Forskel, min Far!“

„Tror du, at den Tids Magthavere netop havde den Opfattelse af

jer?“

„Ja, det tror jeg … men forresten er det aldeles ikke min Agt at

indlade mig i nogen Diskussion med dig om de Ting. Jeg har blot

for din egen Skyld villet advare dig mod at støtte en

Projektmager, som kun kan gøre dig og dit Blad latterlige i alle

sagkyndige Folks Øjne. Du veed, at jeg absolut ikke er nogen

Beundrer af din Virksomhed, men den Ros maa jeg dog give dig, at

du hidtil har undgaaet at gøre dig ligefrem til Nar. Og -- da

jeg nu engang er her -- lad mig saa med det samme sige dig

noget, som jeg længe har haft Lyst til at tale til dig om, naar

jeg læste dine Artikler. Det har undret mig, Otto, at du med din

Forstand og dine -- jeg kan godt sige -- ikke almindelige

journalistiske Evner ikke har indset, hvor du staar dig selv i

Lyset ved at arbejde ved det ryggesløse Blad.“

„Har du maaske noget bedre at tilbyde mig, Onkel?“

„Det siger jeg ikke. Men det kunde maaske være. -- Du veed vist,

at Redaktør Hammer ved „Dannevang“ hører til mine gode Bekendte.

Vi har oftere talt sammen om dig. Han anerkender, som jeg, dit

stilistiske Talent men beklager, at du anvender det i en saa

slet Sags Tjeneste. Jeg vilde ikke anse det for usandsynligt, …

ja, jeg har Lov at sige, at der sikkert kunde stilles dig en

fordelagtig Ansættelse ved Bladet i Udsigt, dersom du vilde føre

dig lidt skikkelig op.“

„Dannevang! Jamen, det er jo reaktionært, Onkel! Og tilmed

patentpatriotisk og militærbegejstret og skrupgudeligt. -- Du

vil da ikke, jeg skal svigte min Overbevisning?“

„Din Overbevisning! Hør, min Dreng, overfor mig kan du spare dig

al Maskering. Jeg kender dig! Og nu vil jeg sige dig endnu en

Ting. Jeg vil gøre dig en ny Indrømmelse. Du har i sin Tid valgt

din Levevej med et Fremblik, som jeg maa yde min Anerkendelse.

Journalistiken synes virkelig at skulle blive som et Springbræt

for dem, der vil tilvejrs i Samfundet. Du har naturligvis set,

at Redaktør Lille er bleven udnævnt til Gesandt i Washington.

Nylig sprang jo en anden Journalist op til at blive Amtmand. Det

være nu af det onde eller af det gode, saa er det altsaa et

Faktum, at Regeringen yder den anstændige Presse sin

Anerkendelse ogsaa ved Embedsbesættelser og det tilmed paa den

fordomsfrieste Maade. Den Ting synes mig værd at betænke for

dig, Otto! Husk paa, at overalt, hvor dine Kolleger har Chancer,

har du det i ganske fortrinlig Grad. Du bærer et Navn, der er

vel anset i Hæren og som saadant ogsaa skattet ved Hoffet. At

jeg er din Onkel og gerne støtter dig i enhver hæderlig Stræben,

kan maaske ogsaa blive af en Smule Betydning for dig. Og endelig

mangler du jo heller ikke selv Egenskaber, der vil kunne være

dig til Gavn f. Eks. paa den diplomatiske Løbebane. Hvem veed?

Maaske afhænger det kun af dig selv, min Dreng, om du engang

skal blive Hr. Lilles Afløser paa Gesandtskabsposten i

Washington.“

Dyhring, der havde smilet under denne Tale, gjorde sine Øjne

smalle og sagde ud i Luften:

„Washington? … Ja, hvorfor ikke? … De amerikanske Damer skal jo

være højst bedaarende. Og Køkkenet er vistnok i de højere

Stænder ligesaa meget fransk som engelsk. -- Jeg skal tænke over

det, Onkel.“

Men nu havde Obersten nok. Han røg op med glødende Ansigt.

„Og saadan vover du at svare mig!“

„Ja, du maa undskylde mig, Onkel. Jeg kan nu engang ikke tage

Livet saa højtideligt.“

„Nej -- det er sandt,“ sagde den gamle Militær efter et Ophold,

og hans Stemme slog over af Bevægelse. „Du kan ikke tage Livet

højtideligere. For dig og dine materialistiske, fædrelandsløse

og gudløse Lige er jo Livet intet andet end en god eller daarlig

Spøg. Fædrelandets Trængsler, Befolkningens Nød, politiske

Ulykker, Krig og Pest og Brand -- alt er for jer kun

Underholdningsstof, Spalteføde, et Rov for jeres lejede Penne.

Nej, I kan ikke tage Livet højtideligt. Men derfor vil Livet

heller ikke bruge jer. Vær vis paa det! Livet vil forkaste jer …

spænde jer ud som unyttigt Skrammel, der er dømt til

Tilintetgørelse! Vær vis paa det!“

Dyhring sad med fremstrakte Ben og Hænderne hægtede til Lommerne

ved Tommelen. Han saae stadig ud i Luften med sine slangeagtig

tilknebne Øjne.

„Tiden vil vise det, Onkel!“

* *

*

Ude paa „Skovbakken“ var Jakobe denne Eftermiddag ene hjemme.

Fru Salomon var efter Frokosten gaaet over i Skoven med de

yngste Børn, og Nanny var stadig i Byen. Jakobe opholdt sig i

denne Tid mest paa sit Værelse. Hun havde igen faaet en af sine

slemme Nedstemthedsperioder, led af stærke Hovedsmerter og laa

søvnløs Nat efter Nat, holdt vaagen dels af sine legemlige

Plager, dels af urolige og lidelsesfulde Tanker, fremkaldt af et

nedværdigende, sanseligt Begær. Udmattet efter en saadan

gennemvaaget Nat havde hun lagt sig hen paa sin Langstol og laa

der sammenkrøben med halvaabne Øjne og Hænderne under Kinden.

Værelset laa paa første Sal, og gennem den aabne Altandør havde

hun Udsigt over nogle Trætoppe til et stort Stykke blaa Himmel

med mange smaa, dunformede Skyer. Den dybe Stilhed omkring

hende, gennemvævet som den var med Bladesuset derude fra Haven,

dyssede hende nu og da ind i det nervøse Halvblund, hvorunder

Legemet sover, uden at Bevidstheden tabes. Ved den mindste Lyd

slog hun Øjnene op og var lysvaagen.

„Jakobe! Er du deroppe? … For Pokker, er der Ingen hjemme i

dette Forstyrrelsens Hus!“

Det var Onkel Heinrichs Stemme nede fra Haven. Hun rejste sig

langsomt, sad nogle Øjeblikke med Hænderne trykket for Ansigtet

og gik saa derned. Hun fandt Onkelen i Havesalen. Først

beklagede han sig med sædvanlig Ubeherskethed over at have

maattet vente, derpaa trak han en Pakke Papirer op af sin

Brystlomme og kastede den hen paa et Bord.

„Der!“ sagde han.

I Jakobes trætte Ansigt lyste det pludselig op.

„Du har købt!“

„Jeg har fulgt din Ordre, … jeg siger dig det nok engang: Jeg

vil ikke have noget Ansvar! Jeg har advaret dig tilstrækkelig

mod det Fluepapir. I Længden er det noget Snavs.“

„Jeg kan høre paa dig, at de er gaaet op igen idag. Hvad sagde

jeg?“

„Hvad sagde jeg … hvad sagde jeg,“ vrængede han efter hende. „I

Fruentimmer er tossede! Har I spillet heldig engang, bilder I

jer straks ind, at I forstaar jer paa Forretning. Saa er din

Søster dog lidt fornünftigere, hun lader sig dog sige … løber

ikke bestandig grassat.“

Jakobe trak kækt paa Skuldren, tog Papirerne -- nogle usikre

Sukkerandele -- og puttede dem til sig. Baade hun og Nanny drev

i al Hemmelighed lidt Børsspil med deres Paaklædningspenge, og

Onkelen var den betroede Mellemmand ved disse Omsætninger. Begge

spekulerede de med en vis Lidenskab; men medens Nanny alene

dreves af Udsigten til Fortjeneste og altid foretrak det

beskedne Udbytte af en forsigtig Jobben med solide Papirer, var

det hovedsagelig Spillets Spænding, der fristede Jakobe,

tilligemed den Triumf, det var for hende, naar hun stik imod

Onkelens eller Avisernes Advarsler var bleven ved at vove paa en

„Hausse“ og slap heldig derfra.

Hr. Delft havde imidlertid faaet fat i Dagsnummeret af „Falken“,

der laa paa Bordet sammen med Dagens andre Aviser. Han stod lidt

og kiggede i det og sagde saa:

„Du har vel læst Dyhrings Artikel om ham, denne Sidenius? Jeg

tror sgu, han slaar sig op, den Fyr!“

„Aa, Dyhring gør jo i Grunden bare Løjer med ham.“

„Løjer -- hm. Veed du hvad, min Pige, det kunde saamænd gerne

hænde, at de Løjer blev til Alvor engang. Han har Lykken med

sig, den Knægt! Ved Gud, de snakker allerede om ham paa Børsen.“

Det sidste var nu pure Opspind; men Hr. Delft havde i den senere

Tid grebet enhver Lejlighed til at holde Lovtaler over Per.

Efter at det var gaaet op for ham, at det var selveste Jakobes

Haand, Per efterstræbte, havde han faaet meget høje Tanker om

hans Mod og søgte efter Evne at understøtte ham i hans dristige

Foretagende. Dertil kom, at han nærede et ganske specielt Had

til Eybert, hvem han trods ihærdig Bagvaskelse ikke havde været

i Stand til at fortrænge af Familjens Gunst; og den blotte Tanke

om endelig engang at se denne Mand ydmyget kunde faa Øjnene til

at spille i Hovedet paa ham af Skadefryd.

Lykke-Per. Første Del · 第 16 / 20 段