højere Grad end baade Forhallen og Biblioteksværelset gav ham
Fornemmelsen af at betræde den virkelige Rigdoms -- Millionernes
-- Eventyrrige. Det store Rum med et pragtfuldt, svagt hvælvet
Stukloft i Rococostil, fra hvis Hjørner fede Englebørn blæste
til Doms i lueforgyldte Basuner, var det gamle Palæs
Selskabssal. Her, hvor fordum to Rækker spinkle Stole langs
Væggen og et Par høje Pillespejle rimeligvis havde udgjort hele
Bohavet, saaes nu en moderne Overflødighed af Møbler og
Dekorationsgenstande. Dybe Sofaer og store, bløde Lænestole,
Borde, Skamler, Bjørneskind og Bladgrupper, Søjler med
Statuetter, Etagerer med Nips, og atter Lænestole og smaa og
større Borde, og nye Bladgrupper og Kunstværker og et Portræt
paa et Staffeli. Omtrent midt i Stuen stod et opslaaet
Koncertflygel. Fra en mindre Stue ved Siden af, der var
indrettet som Vinterhave med Palmer, Gummitræer og syngende
Fugle, hørtes et Springvands Plasken.
Omsider opdagede han Fru Salomon paa en Puf under et af
Vinduerne, hvor hun nok saa huslig sad og syede. Hun modtog ham
med Venlighed og rakte ham sin venstre Haand til Velkomst.
De havde akkurat faaet udvekslet et Par Talemaader, da Per hørte
en Dør gaa inde i Vinterhaven og derpaa en munter Nynnen, der
hurtig slog over i nogle klare Sangtriller. Et Øjeblik efter
stod Frøken Nanny i Døraabningen i Overtøj og Hat. Ved at opdage
Fremmede i Stuen stoppede hun op i sin Sang med en pudsig
forskrækket Mine og førte Muffen op til Munden -- ligesom for at
standse et Udraab.
Per rejste sig og bukkede.
Ikke et Øjeblik faldt det ham ind, at hun havde vidst om hans
Tilstedeværelse -- saa naturligt gennemførte hun sin
Forstillelse.
„Er du hjemme endnu, mit Barn,“ sagde Moderen. „Jeg troede, du
var gaaet. -- Ja, jeg behøver jo ikke at forestille. De kender
min Datter, ikke sandt?“
Per svarede med et nyt Buk og ledsagede det med et Blik, der
noget for uforbeholdent gav Udtryk for de Følelser, hvoraf han i
dette Øjeblik beherskedes. Allerede forinden han havde set
hende, alene ved den blotte Lyd af hendes Sangtriller, der i
hans Øre lød som Klangen af Guldstykker, havde han slaaet sin
Beslutning fast. Hun var Midlet! Her skulde Skatten hæves! -- Og
som hun nu aabenbarede sig der i Døren med Vinterhavens Sol og
Fuglekvidder bag sig, ung og yppig, fristende at skue som en
østerlandsk Bajadere, syntes hun ham selve Eventyrets Fe med
Sejrens palmebladsvingende Genier i sit Følge.
Frøken Nanny satte sig et Øjeblik. Hun tog Plads paa en
Ottendedel af en Taburet, og der begyndte en af de sædvanlige
Visit-Samtaler, hvorunder hinanden fremmede Mennesker skaffer
sig Lejlighed til i Skjul af en Række Talemaader at anstille en
Undersøgelse af hinandens Ydre, Væsen og Manerer.
Per var nu slet ikke nogen Mester i at konversere. Dertil var
han bestandig for optaget af sig selv og sit eget. Desuden havde
han ingen Interesse for de sædvanlige Samtaleemner, vidste saa
lidt Besked om, hvad der foregik i Byen, i Teatrene, i
Politikens eller Literaturens Verden. Han følte ikke engang
nogen Forpligtelse til at være underholdende. Naar det ikke
desmindre nogle Gange var lykkedes ham at gøre Indtryk paa
Kvinder, var det sket ved en Art Overrumpling, et velberegnet
Tigerspring fra Tavshedens Baghold ud i de aabneste og frieste
Tilstaaelser.
Her sad han nu, mens den unge Pige fortalte, og dannede sig et
Skøn over Størrelsen af Grosserer Salomons Formue. Hans Øjne
stjal sig rundt i Salen. Og det svimlede for ham ved Tanken om,
at alt dette maaske engang skulde blive hans.
Til alt Held var Frk. Nanny i Stand til at besørge
Underholdningen ganske alene. Men samtidig med, at hun sad der
paa Kanten af sin Taburet -- i den korrekteste Stilling, med
Albuerne klemt ind i Siden og den lille, besløjfede Fløjlsmuffe
i Skødet -- og lod sin smukke, røde Mund løbe, havde ogsaa
hendes Øjne travlt og optog dristig Pers Person til Bedømmelse
Stykke for Stykke lige oppe fra Haaret med dets tykke Krøller og
ned til Anklerne, der saaes over de lidt landlige Sko.
Fru Salomon blev tilsidst en Smule urolig ved hendes Snaksomhed.
„Kære Barn, du glemmer vist din Spilletime.“
„Ja, lille Mama.“
Hun rejste sig straks. Med et hastigt Øjekast til Moderen og et
mere dvælende og mere talende til Per svansede hun ud.
Per viste sig meget adspredt efter hendes Bortgang. Det var
temmelig forrykte Svar, han gav Fru Salomon, der havde ledet
Talen hen paa hans Studier. Han var ganske fortryllet af den
unge Pige. Om det saa var hendes Gang, som han havde været
mindst tilfreds med, dengang hun kom ind, fordi den var en Smule
tung og vraltende, saa havde den, da hun gik bort (og just af
samme Grund) virket sært betagende paa ham. Den syntes ham saa
udpræget kvindelig, saa hunkønsagtig -- en ubevidst Logren.
Men nu opdagede han midt i Stuen en sortklædt Skikkelse -- en
Dame -- der maatte være kommen ind ad en Dør bagved ham.
„Min Datter Jakobe,“ forestillede Fru Salomon.
Per blev overrasket. Han havde aldrig tænkt paa, at der kunde
være andre Børn i Familjen end de to, han kendte, -- og der sneg
sig straks en bekymringsfuld Tanke til de Millioner, han i sin
Fantasi allerede havde taget i Besiddelse. Maaske er der endda
flere! -- foer det pludselig igennem ham med Skræk.
Den unge Dame syntes at være nogle Aar ældre end Søsteren, var
højere af Skikkelse og slankere, i Pers Øjne ligefrem uhyggelig
mager. Hun mindede ham i det hele mere om Broderen Ivan, havde
som denne stærkt udpræget jødiske Træk, en voksbleg Hud, en
stor, kroget Næse, en bred Mund og en kort afskaaren Hage.
Virkede hun allerede ved sit Ydre ubehageligt paa ham,
forbedredes Indtrykket ikke ved den Overlegenhed, hvormed hun --
tavs og paa Afstand -- besvarede hans Hilsen. Lidt efter rejste
han sig da ogsaa og sagde Farvel.
„Det var altsaa det saa meget omtalte Naturgeni,“ sagde Frøken
Jakobe, næsten før Døren havde lukket sig efter ham. „Han gjorde
unægtelig ikke noget synderlig civiliseret Indtryk.“
„Hans Opdragelse har vist været en Del forsømt,“ sagde Fru
Salomon. „Han har nok altid levet under meget trykkede Forhold,
fortæller Ivan.“
Datteren trak paa Skuldren.
„Ak ja, naturligvis … alle er de jo fattige i dette Land. Gud
give, der blot en eneste Gang maatte fremstaa en Begavelse
herhjemme, der fødtes rig. Der er i Længden noget ynkværdigt ved
det Armodsstempel, der vansirer selv de bedste. -- Og saa var
han jo ikke engang køn. Nanny udbasunerede ham forleden som en
komplet Byron.“
„Naa, køn … men han ser ganske godt ud.“
„Med de Gloøjne! Jeg fandt ham nu ligefrem hæslig,“ sagde
Datteren og lukkede med et Smæld en Bog, hun havde staaet og
bladet i. „Han virkede ubehagelig paa mig som en glasøjet Hest.
Og saa saae han saa brutal ud,“ tilføjede hun lidt efter med et
Udtryk, som gik der hende i det samme et mørkt Minde gennem
Sjælen.
„Jeg tror, han har irriteret dig, Jakobe.“
„Det har han ogsaa. Jeg veed ikke, hvorfra Nutidens Herrer har
faaet den slagteragtige Maade at betragte Kvinder paa. Det er,
som om de med Blikket vejer, hvor mange Pund Kød vi har paa
Kroppen.“
„Ja, han var lidt udannet, det saae jeg nok. Men man maa holde
den Slags unge Mennesker saadan noget tilgode,“ sagde Fru
Salomon sagtmodig.
„Ja, det siger du jo. Men jeg forstaar virkelig ikke, hvorfor vi
skal blive ved at belemres med alle Ivans mislykkede Genier. Vi
veed jo dog, hvad der kommer ud af det -- selv i bedste
Tilfælde. Nu ser du selv Fritjof Jensen. Han har dog vist ikke
mødt andet end Venlighed her i Huset -- jeg veed da, at Far
nogle Gange har hjulpet ham ud af Pengeforlegenheder. Og nu
skraaler ogsaa han op om „Jøderne“ i Aviserne.“
„Nu ja, min Pige, lad os nu ikke igen komme ind paa -- --.“
„Jeg synes, jeg lugter Kristenblod!“ lød det i det samme henne
fra en halvaaben Dør, hvor Onkelens skrækindjagende Ansigt viste
sig i Klemmen.
„Er det dig!“ sagde Fru Salomon. „Kom kun ind. Vi er alene nu …
jeg syntes, jeg hørte Børnene.“
„Her er Yngelen!“ sagde han.
Og ind stormede i deres Overtøj en Skare af sortøjede Børn i
Alder fra tolv til fire Aar … ikke mindre end fem i Antal og
alle saa friske og levedygtige af Udseende, at Synet deraf vilde
have bragt Per til Fortvivlelse. En Tid fyldtes nu Stuen af en
øredøvende Knebren fra alle disse røde Barnemunde, hvoraf ikke
en stod stille. Alle havde de noget at berette. Snart omsværmede
de Moderen, snart Søsteren eller Onkelen, og alle de mørke Øjne
lyste af Iver for at komme til at fortælle.
Da der endelig igen blev Ørenlyd, sagde Onkelen:
„Det er sandt … maa jeg gratulere til Husets ny Akvisition. Jeg
traf her for lidt siden en ung Hr. -- ja, hvad var det nu, han
hed? Det var et uanstændigt Navn. En Søn af en Pibekrave, ikke
sandt?“
„Kommer nu ogsaa du!“ udbrød Fru Salomon. „Hør, nu vil jeg ikke
høre mere om den Person. Han er en Bekendt af Ivan. Og han har
gjort os en Visit idag. Punktum … Bliver du her til Middag,
Heinrich?“
„Her? -- Lea, min Søster, har du nogensinde smagt en koscher
Svinesteg?“ sagde den lille Mand, af hvis Ord det selv for hans
Nærmeste ofte var vanskeligt at blive klog paa, hvormeget der
var ment i Spøg og hvormeget i Alvor.
Fru Salomon kom til at le.
„Du har nok spurgt dig for i Køkkenet, kan jeg mærke. Naa,
stille! Jeg hører Salomon.“
Overvældet af Indtrykkene fra det rige Hjem og opfyldt af sin
store Beslutning var Per imidlertid gaaet ad Hjemmet til. Han
havde lagt Vejen om ad nogle mennesketomme Sidegader, han
trængte til at være alene. Han havde nu ikke alene fundet sin
Vej og sit Maal men ogsaa Midlet. „Philip Salomons Svigersøn“,
-- det var Trylleordet, der skulde aabne Livets Fløjporte for
ham og gøre ham Menneskene underdanige.
Og hvorfor tvivle om sit Held? Naar han tænkte tilbage paa sit
Livs mange underlige Oplevelser, maatte han da ikke give Ivan
Ret i de Ord, han engang havde sagt om hans Aladdinslykke? Og
var der ikke som en Forudsigelse deri, at det netop var ham,
Nannys Broder, der først havde tydet Gudeskriften paa hans
Pande: Jeg kommer, ser, sejrer!
Syvende Kapitel.
Blandt de Mænd, der hver Dag ved To-Tiden kom gaaende op under
Børsrampens bredkronede Træer, var der ikke mange, hvem den
galonerede Døroplukker hilste med større Ærefrygt end en høj og
svær, rødmosset Mand med et sortlokket Hoved, en hvidbarberet
Dobbelthage og et Par ualmindelig tykke og blodfulde Læber
mellem de sædvanemæssige Grossererbakkenbarter. Ogsaa inde i den
brune Søjlehal blottedes mange Hoveder, hvor han kom forbi.
Særlig vakte hans Komme Opmærksomhed hos Kornagenterne i
Vinduesfordybningerne ud mod Kanalen og blandt de fragtsøgende
Skippere, der sad i en tavs Række paa den lange Bænk tilvenstre
for Indgangsdøren. Den statelige Mand var Grosserer Philip
Salomon, Chefen for det store Handelshus Isac Salomon & Søn, en
af Byens rigeste Mænd, hvis Formue Rygtet opgjorde til mellem
syv og otte Millioner.
Hans Ophold paa Børsen varede sjelden længe. Allerede naar
Betjenten gik gennem Salen med sin larmende Klokke for at
forkynde, at Kursnoteringen skulde begynde, var han i
Almindelighed færdig med sine Forretninger og vendte tilbage til
sit Kontor. Han hørte ikke til dem, der betragtede Børsen som en
Slags selskabelig Klub, hvor man mødtes efter Frokosten for at
snakke om Byens Nyt og kritisere den sidste Teaterforestilling.
Han viste sig ikke ofte i Teatrene og deltog kun nødtvungent i
Selskabslivet. Han delte sig ligelig mellem sin Forretning og
sin Familje, idet han ofrede den første sit klare og kolde
Hoved, den sidste sit varmtfølende og let overvundne Hjerte. Og
-- som man sagde om ham med en Hentydning til, at hans Kontor og
hans Hjem laa i samme Gade -- det hændte ham aldrig, at han „tog
fejl af Husnummeret“.
Philip Salomon var eneste Barn af den i sin Tid meget omtalte
Isac Salomon, efter hvem Firmaet havde Navn, -- en i mange
Maader mærkelig Mand, et Handelsgeni, der fra omvandrende
Sjakrer havde svunget sig op til at indtage en fremragende
Stilling paa det danske Pengemarked, -- „Salomon Goldkalb“, som
Folkevittigheden havde døbt ham. Han havde haft en Snes
Fuldskibe paa Søen, havde ejet Fabriker og vestindiske Plantager
og havde ved sit Snille aabnet den danske Handel nyt Opland paa
flere oversøiske Pladser. Under Jødeforfølgelsen i 1819 havde
han da ogsaa været blandt dem, der led mest Overlast fra den
københavnske Pøbels Side.
Det var ogsaa ham, der i sin Tid havde købt „Palæet“ og ladet
det istandsætte med saa ødsel en Pragt. Lige saa uanfægtet af de
Dydiges Forargelse som af Spotternes misundelige Forsøg paa at
latterliggøre ham var han ikke vegen tilbage for i sin hele
Livsførelse at kappes med selve Aristokratiets Stormænd. Han lod
sig køre gennem Byen med Fuldblods-Firspand og havde ved en
bestemt, festlig Lejlighed haft to Lakajer staaende bag paa
Karossen. Han gjorde sig til Beskytter for Videnskaben, stiftede
Legater, aabnede sit Hus for Kunstnere, -- og alt dette tiltrods
for, at han var en lille, svag og skrutrygget Mand, der vel
efterhaanden ved energisk Selvopdragelse havde erhvervet sig en
Del Kundskaber men ingen Dannelse, og som bevisligt havde købt
sin Kone for hundrede Rigsbankdaler af en fattig Jødeenke i
Jylland, hos hvem han engang under sin Omflakken havde haft
Logis.
Fra denne Mands Tid skrev sig ogsaa Forhallens orientalske
Vaabensamling og de mange andre kostbare Snurrepiberier, hvoraf
det salomonske Hjem endnu var fuldt, hele dette brogede og
prangende Musæum, som hans Skibe havde hjembragt til ham fra
alle Verdensdele, og som Sønnen -- mere af Pietetsfølelse end
fordi det tilfredsstillede hans personlige Smag -- havde ladet
henstaa i nogenlunde uforandret Skikkelse.
Philip Salomon havde i det hele kun arvet Forretningstalentet og
Arbejdsomheden efter sin Fader. Maaske bestod der dog ogsaa en
indre Sammenhæng mellem dennes Vandreaar og den Glæde ved
Naturen, der var Sønnen egen. Om Sommeren laa han længere paa
Landet end de fleste andre af Børsens Folk; og i den øvrige Tid
af Aaret kunde han om Søndagen, naar Vejret blot var taaleligt,
køre ud med hele Familjen allerede fra Morgenstunden. Han var da
altid selv Kusk, og hans Kone sad ved Siden af ham, mens en
Vrimmel af egne og andres Børn fyldte Charabanc’en bag dem.
Først et Par Mil ude i Landet standsede de ved en Kro eller inde
i en Skov, hvor Fru Salomon og de mindste blev ved Madkurvene,
mens Salomon og saamange af Børnene, som var store nok dertil,
drog paa Ekspedition omkring i Omegnen. Med sin store,
bredskyggede Hat skubbet bag i Nakken og med Overfrakken paa
Armen skridtede den frygtede Børskonge muntert afsted i Spidsen
for sin Sværm af krumnæsede Unger, som dansede og sloges og
hujede omkring ham med den Vildskab, der betager Købstadbørn og
især jødiske Børn i det Fri. Og nu kunde de ikke komme i
Nærheden af en Høj uden at bestorme den; ikke mødte de en
Bondemand, uden at Salomon gav sig i Snak med ham; ikke forlod
de nogen Vogterdreng, før han var blevet beriget med en Mark.
Men navnlig var Salomon en ivrig Blomsterplukker, og aldrig var
han gladere, end naar han ved Tilbagekomsten kunde overrække sin
Kone en rigtig stor Buket, for hvilken hun da takkede ham ved
smilende at give ham sin venstre Haand til Kys.
Fru Salomon var den i Begyndelsen af Halvtreserne saa berømte
Lea Delft -- eller Fru Lea Moritz, som hun en kort Tid hed --
hvis orientalske Skønhed havde bragt en lille Manufakturbutik i
Silkegade i stort Ry blandt Datidens Modeherrer og gjort
adskillige af dem mere og mindre afsindige af Kærlighed. Onkel
Heinrich, hendes Broder, fortalte altid og med Fordring paa at
blive troet, at hun havde været den egenlige Aarsag til
Oprettelsen af Skt. Hans Hospital. Butiken tilhørte hendes
Forældre, der var indvandret fra Tyskland, hvor hun ogsaa selv
havde levet sine første Barndomsaar. Atten Aar gammel giftede
hun sig allerede -- af flammende Kærlighed til en Fætter, Marcus
Moritz, en fattig, brystsvag, tysk Lærd, der blev Fader til
hendes to ældste Børn, Ivan og Jakobe. Den sidste var endnu ikke
født, da han døde; og Lea flyttede derefter tilbage til sine
Forældre. Trods deres Uformuenhed tilhørte disse (der ogsaa var
Fætter og Kusine) en af Tysklands fornemste Jødeslægter, hvoraf
de begge var meget stolte. Da Lea efter et Par Aars Enkestand
forlovede sig med Philip Salomon, var det ikke langt fra, at de
betragtede det som en Selvfornedrelse; Brudgommens Millioner
bødede i deres Øjne kun maadeligt paa, at hans Fader havde rendt
Landene rundt med Kramkisten paa Ryggen. For den unge Enke
derimod havde Salomons Formuesforhold og Hensynet til hendes
Børns ubetryggede Fremtid været afgørende. Som hun havde sagt
til sig selv: hun havde nu eengang ladet sit Hjerte raade, helt
og fuldt; dennegang var Turen kommen til Fornuften. Og dog
bedrog hun ingen. Hendes Hjerte var rigt nok til at kunne give
Forstanden, hvad der tilkom den, uden derfor at lægges øde. Det
ofrede kun af sin Overflod. I hvert Fald havde hun senere
skænket Philip Salomon rundelig Erstatning for, hvad han paa
Bryllupsdagen endnu havde maattet savne i sin Hustrus Kærlighed.
I tyve Aar havde de nu levet sammen i et lykkeligt Ægteskab. Fru
Lea -- om hvem en af hendes Tilbedere engang havde sagt, at hun
ejede Københavns smukkeste Ansigt, Danmarks pragtfuldeste Figur
og de dejligste Hænder i hele Verden -- var vel i Aarenes Løb
bleven noget svær men bevarede baade i Ydre og Væsen et Præg af
„Race“, som Kendere straks fik Øje paa. I Formen af Hovedet med
den krogede Næse og den tredobbelte Hage -- og ikke mindst i
Maaden, hvorpaa hun bar det -- var der en Højhed, der mindede om
antike Kejserindebyster. I hendes tunge, sorte Haar, som fra en
Skilning hang i to flettede Bukler ned over Ørene, saaes endnu
kun ganske enkelte Sølvtraade; Ansigtets flødefarvede Hud var
glat og fin, Tænderne velbevarede, Øjnene sortebrune med et
gyldent Skær. Philip Salomon var da ogsaa stadig saa forelsket i
sin Kone, at han undertiden forglemte sig inde i selve
Dagligstuen og vedblev at trykke sine Negerlæber mod hendes
Haand eller Kind paa en Maade, saa hun med et Blik maatte
erindre ham om Børnenes Nærværelse.
Kun i een Henseende bar Fru Salomon endnu paa et Savn, som
næsten blev større med Aarene. Hun havde i sin Ungdom paa sine
hyppige Besøg hos Slægtninge og i sit første Ægteskab modtaget
for rige og dybe Indtryk af Livet i Udlandets store Forhold til
rigtig at kunne føle sig hjemme i København. Skønt hun vogtede
sig for at betro det til andre end sin Mand, led hun stadig af
Hjemve efter det Land, hun i sit Hjerte betragtede som sit
egenlige Fædreland. Hvert Aar foretog hun gerne en maanedlang
Rejse gennem Tyskland for at besøge sin Slægt; og endnu hændte
det hende, naar hun vilde udtrykke sig rigtig betegnende, at hun
maatte laane Ordet fra sit Modersmaal.
Det var da ogsaa hende, der i sin Tid havde faaet sat igennem,
at de to ældste Børns -- Ivans og Jakobes -- Uddannelse for en
væsenlig Del kom til at foregaa i det Fremmede. Hun vilde -- som
hun plejede at sige i sit navnlig dengang ikke helt sikre Sprog
-- ikke have sine Børn „forklejnede“ i den Provinsby, som
København i hendes Øjne var. Dertil kom for Jakobes Vedkommende
endnu en anden Grund. Hun havde altid været et vanskeligt Barn,
saa modtagelig for Indtryk, saa følsom navnlig for enhver
Krænkelse, der hentydede til hendes jødiske Herkomst, dertil saa
legemlig svag og ømfindlig, at hendes Barndom havde været en
eneste lang Lidelseshistorie. Hun havde kunnet komme ligbleg
hjem fra Skolen, blot en Dreng havde raabt „Smaus“ efter hende
paa Gaden. Hun blev syg af Sorg og Ophidselse, hvergang en af
hendes smaa, blaaøjede Kammerater -- som det Gang efter Gang
hændte -- ydmygede hende ved at afvise et af disse Tilbud om
Venindefortrolighed, som hun i sin lidenskabelige Trang til at
finde Forstaaelse og Genkærlighed og trods alle bitre Erfaringer
ikke kunde lade være med stadig at forny. Hun havde arvet sin
Moders overdaadige Følelsesliv, men ikke hendes lykkelige Natur,
ikke hendes sunde Sindsligevægt, ikke det stolte og overbærende
Smil, hvormed Moderen mødte de Dannedes Fordomsfuldhed og
Pøbelens Raahed.
Ikke heller havde hun arvet Fru Salomons regelmæssige Skønhed.
Hun var i den opvoksende Alder nærmest uheldig, mager og
blodløs, havde store, uskønne Træk, ejede intet af den
myndeagtige Ynde, som hos mange forsoner med Flanealderens
Opløbenhed. Det gjorde hende i de flestes Øjne ikke mere
tiltalende, at hun ivrig søgte at skaffe sig Oprejsning for
Kammeraternes Ydmygelser ved at overstraale dem paa saadanne
Omraader, hvor hun havde Betingelser for at gøre sig gældende.
Da hun var et udmærket Hoved og dertil jernflittig, kunde hun
under Overhøringerne brillere med en Kundskabsmasse, der
virkelig var ualmindelig for hendes Alder, ja i sin Græmmelse
kunde hun tage sin Tilflugt til saadanne Midler som at vække de
andres Misundelse ved Hjælp af sine rigelige Lommepenge, f. Eks.
ved at møde paa Skolen med en Pose af den fineste Konfekt,
hvormed hun da tilkøbte sig en kortvarig Ombejlen.
Forholdet til Kammerater og Lærerinder blev tilsidst saa spændt,
at Institutbestyrerinden selv tilraadede Forældrene at tage
hende ud af Skolen; hvorefter hendes Uddannelse blev
tilendebragt i en Pensionsanstalt i Schweiz.
Dette Jakobes Udenlands-Ophold og Ivans samtidige Anbringelse
ved et tysk Handelsakademi vakte imidlertid en Del Uvilje blandt
Folk, hos hvem Nationalfølelsen i hine Aar -- saa nær efter den
ulykkebringende Krig -- endnu var i høj Grad pirrelig. Salomons
gentog derfor heller ikke Forsøget med nogen af de andre Børn.
Nu var Nanny, den næste i Rækken, ogsaa en ganske anderledes let
omgængelig Natur. Allerede fra Vuggen en Øjenslyst af Sundhed og
Rundhed var hun vokset op under almindelig Forgudelse, var
bleven klappet og strøget som en lækker lille Kattekilling,
tilsyneladende uden at have faaet anden Skade deraf end et lidt
for behagelystent Væsen og noget Hang til Kælenskab.
„Normalpigebarnet“ kaldte Faderen hende, fordi hun altid var i
Ligevægt, aldrig havde kendt Sygdom, end ikke havde haft saa
meget som ondt i en Tand. Ikke desmindre var hun netop „Uroen“ i
det salomonske Hjem, bestandig paa Farten, den halve Dag i
Overtøj. Hendes Stemme gjaldede gennem Stuerne og meldte ti
Gange om Dagen hendes Hjemkomst. Og hørte man om Aftenen Latter
og Hvin oppe fra Pigebørnenes Sovekamre og bagefter en dump Lyd
af tunge Trin henover Gulvet deroppe, saa vidste man, at det var
Nanny, der havde været i Bad, og som nu i hvidt Gevandt og med
udslaaet Haar dansede Tarantella for sine Søstre.
Dog, endnu eet uroligt Hoved var der i Huset eller viste sig der
i hvert Fald daglig; det var Onkel Heinrich, Fru Salomons
Broder. Denne lille Mand, hvis Ydre var saa paafaldende
forskelligt fra Søsterens, var ogsaa i andre Henseender et
Vidnesbyrd om den Uregelmæssighed, hvormed Egenskaber nedarves i
jødiske Slægter. Hr. Delft var Ungkarl og kaldte sig Direktør. I
sin Ungdom havde han begaaet en „Uagtsomhed“ med et ham betroet
Pengebeløb, hvorefter han en lang Række Aar havde levet i
Amerika og (efter sit eget Sigende) ogsaa i Indien og Kina som
Agent eller Rejsende for engelske Firmaer. Han var nu vendt hjem
med lidt Kapital, hvormed han endnu i sin fremrykkede Alder nød
Livets materielle Goder uden nogensinde at trættes af deres
Ensformighed. Om sine Rejser og Oplevelser ligesom om sine
Formuesforhold ytrede han sig bestandig med en Forbeholdenhed,
der skulde lade ane det overordenlige. Selv overfor sine
Nærmeste gav han sig Udseende af at hemmeligholde eventyrlige
Rigdomme, ligesom han paastod endnu at være Meddirektør for et
engelsk-kinesisk Dampskibsselskab. Iøvrig levede han i en højst
beskeden tre Værelsers Lejlighed og var yderst nøjeregnende med
enhver Udgift, der ikke ligefrem bidrog til hans legemlige
Velvære. Han ofrede en Del paa sin ydre Person, optog de nye
Moder samtidig med de yngste Herrer i Byen, lod daglig Resterne
af sit sorte Haar krølle og parfymere hos en Frisør og bar ved
festlige Lejligheder et Pragtstykke af en Brystnaal, hvorom han
plejede at sige, at han med den „vilde kunne faa en Dronning til
at elske ham“. Naar hans Niecer vilde drille ham, paastod de
derfor, at den var uægte; og han var engang gaaet bort som en
Rasende og havde ikke vist sig der i Huset en hel Uge, fordi
ogsaa hans Søster og Svoger havde tilladt sig at betvivle
Stenens Renhed.