Forfatteren som Svar paa de Angreb, hans Virksomhed havde været
Genstand for fra mange Hold, i digterisk Form gengav det første
Indtryk, han havde faaet af sit Hjemland ved Tilbagekomsten fra
et fleraarigt Studieophold i Udlandet. Han fortalte om,
hvorledes han efter en Iltogsfart forbi det genfødte Tysklands
larmende Storbyer, gennem det myretravle Hamborg og det nyskabte
Kiel, en stille Morgen var kommen med Damperen til Korsør og
allerede ved Indsejlingen til den lille Byes tavse og tomme Havn
var bleven grebet af en Fornemmelse af at glide ind i en anden
Verden, i Drømmenes overjordiske Rige. Og Indtrykket havde ikke
fortaget sig, da han med den frembrydende Dag kørte ind gennem
Landet i et tungt rumlende Tog, der efterhaanden rystede alle de
andre Passagerer i Søvn, og som hvert Kvarter standsede ved en
lille Landstation, hvor et Par Bønder med grundtvigianske
Pilgrimshatte og store Tobakspiber sad og ventede -- ikke paa
det Tog, der holdt, men paa et, der skulde komme om en Time
eller to. Det var, som om han var kommen til et Land, hvor Tiden
ikke havde Værdi for Nogen, hvor alle i bogstavelig Forstand
havde Evigheden for sig. Og Indtrykket holdt sig endnu, da han
naaede København og gik rundt i de snevre Gader, hvor intet
syntes at have forandret sig i de mellemliggende Aar, hvor
Brolægningen var lige elendig, Butikerne lige provinsielle,
Droskerne de samme Sneglehusbefordringer som før, og hvor
Teaterplakaterne forkyndte Opførelsen af ganske de samme
barnlige Ridderdramaer, som dengang han rejste. Det var, som om
Livet havde staaet stille her, mens der ude i Evropa paa alle
Omraader havde fundet en mægtig Udvikling Sted, en aandelig
Revolution, der havde omskabt Samfundene og givet Menneskene
højere og dristigere Maal.
Tilsidst -- fortalte han -- var han kommen hen i Nærheden af
Studenterforeningen paa Gammelholm og tilfældigvis netop paa den
Tid af Dagen, da han i sine Kandidataar daglig havde drukket sin
Eftermiddagskaffe der sammen med nogle af sine
Universitetsvenner. Idet han tænkte sig Muligheden af endnu at
træffe en eller anden af disse gamle Bekendte, var han gaaet
derind. Og stor blev nu hans Overraskelse, da han saae næsten
hele Selskabet samlet derinde omkring det samme Bord, i det
samme Hjørne, med nøjagtig den samme Gruppering, som da han for
mange Aar siden sad imellem dem. De var vel alle bleven ældede i
den forløbne Tid, en enkelt allerede graahaaret, nogle var
bleven magre, de fleste fede, og saavel Ansigtsudtryk som
Bevægelser og navnlig Talens selvbehagelige Langsomhed røbede en
tidlig indtraadt Aandssløvhed. Men iøvrig sad de der ganske, som
havde de i alle disse Aar ikke rørt sig af Pletten. Ja, om det
saa var deres Samtale, til hvilken han -- ugenkendt som han var
-- nogen Tid havde siddet og lyttet ved et af Nabobordene,
bestod den af den samme ophøjede, teologisk-filosofiske Væven,
hvormed de ogsaa i gamle Dage havde krydret Kaffen og Tobakken,
og som røbede, at intet Bud om, hvad man i den sidste
Menneskealder havde tænkt, virket og digtet rundt om i Evropa,
var trængt ind over dette Lands Grænser. Og i det samme forstod
han, hvor han befandt sig. Han var kommen til Torneroses Rige,
hvor Tiden stod stille, og hvor Fantasteriets blege Rosenflor og
Spekulationens sejge, tornede Stængler lumskelig skjulte det
indre Forfald. Men i det samme (saadan sluttede han) havde han
ogsaa forstaaet sit Kald. Ligesom hin „langsvejsfra
hjemvendende“ Mand i Eventyret, der vristede Hanegals-Hornet af
den sovende Portvægters Haand for at vække Kæmperne af deres
Stensøvn, havde han søgt at kalde paa, hvad der endnu havde Liv
herhjemme, først og fremmest paa de unge, og blandt disse
navnlig paa de stærke og stridslystne, der havde Mod til at
gennembryde og sønderhugge det sejge Drømmespind, det lodne,
forhærdede Puppehylster, hvori Nationens Aand havde indkapslet
sig.
… Det var især dette sidste Kampsignal, der under Læsningen fik
Blodet til at skyde op i Pers Kinder. Han følte det, som var
dette æggende, ildnende Tilraab henvendt direkte til ham, ja
ganske særlig til ham. Hans Haand faldt tungt mod Bordpladen, og
han sagde to Gange ganske højt, som til Bekræftelse: „Ja! Ja!“
Han mindedes, hvorledes Obersten hin Dag spøgende havde kaldt
hans Projekt en Udfordring til den danske Teknikerstand. Nu vel!
Det skulde blive det! … For det vidste han nu, at han var født
til paa sit Omraade at blive Morgenvækkeren og Banebryderen i
dette dorske Samfund af tykblodede Præste- og Degnesønner. Den
lille Ivan havde haft Ret. Der ventedes paa ham. Netop paa ham.
Han rejste sig. Uden Tanke for den gamle Højbaadsmands Lig, som
endnu laa deroppe i sin udhuggede Konditorpapirs Dragt, gik han
frem og tilbage paa Gulvet med stærke Skridt. Og pludselig
trykkede han den knyttede Haand mod sin Pande, mens han taktfast
gentog sit bekræftende: „Ja -- ja -- ja!“
Det var den unge Frøken Salomon, han nu tænkte paa. Han saae
hendes store, sortebrune Øjne med det nyfigne, dristige,
tilsidst (bag Øjenhaarenes Slør) næsten som lokkende Blik.
Aldrig før var den Tanke falden ham ind, at han jo kunde fremme
sine Planer ved et rigt Giftermaal. Dertil havde han stolet for
sikkert paa sin egen Krafts Tilstrækkelighed, -- og forresten
var der ogsaa noget deri, som vilde have frastødt ham. Nu
foreholdt han sig selv, at det i Kampen for de store Maal ikke
nyttede at være for nøjeregnende med Midlerne. En Jødedame? Ja,
hvorfor ikke? Frøken Salomon var jo desuden baade ung og smuk ja
(saa vidt han havde kunnet se) overordenlig velskabt. Det var
paa Tide, han kom bort fra den barnagtige Forestilling om Lykken
som noget, der dumpede ned over Hovedet paa Folk ligesom en
Lotterigevinst. Der gaves i hvert Fald ingen anden paalidelig
eller fuldt værdig Lykke end den, man selv fravristede Skæbnen.
Som et Vilddyr, et krumtandet Bestie, en Eventyrets Gyldenbørste
skulde Lykken jages, fanges og bastes … et Bytte for den
snareste, den stærkeste, den modigste!
Et Par Dage derefter fandt Højbaadsmandens højtidelige
Begravelse Sted. Hans Lig var Aftenen forud bleven ført til
Kapellet; og paa Begravelsesdagen samledes Husets gamle Venner
til en stille Frokost forinden Jordfæstelsen. Klokken tolv holdt
unge Didriksen nede paa Gaden med sin Droske, hvori Madam
Olufsen og gamle Bendtz kørte bort tilligemed Kransene, mens de
øvrige Deltagere tilfods begav sig ud til Holmens Kirkegaard.
Det var en næsten sommerlig Foraarsdag. Ude omkring Gravene var
mange Smaabuske grønne, og over Ligstenene tumlede Fuglene sig i
deres kaadeste Elskovs-Tagfat. Den lille, tavse Sørgeskare af
gamle, affældige Skikkelser, der langsomt og vaklende --
støttende sig til Stokke og Paraplyer -- bevægede sig op ad
Kirkegaardsgangen i deres falmede og forældede Højtidsdragter,
tog sig helt gengangeragtig ud i dette klare Solskin. Kun Per,
der gik bagest, syntes i Pagt med den levende og ynglende Natur
rundtom. Vistnok var ogsaa han paa sin Maade greben af
Højtidelighed; men Dødens Magt over ham var brudt. Da han sammen
med de andre slog Kres omkring Graven og saae den solbeskinnede
Kiste glide ned i det mørke, snevre og kolde Jordhul, blandede
der sig for hans Vedkommende en næsten vellystig Fornemmelse i
Uhyggen. Endnu tilhørte han Livet og Solen. Endnu sang Blodet
sin rigt forjættende Sang i hans Øre. Endnu -- endnu!
Efter Begravelsen gik han hjem for at klæde sig om. Han vilde
aflægge Salomons en Visit.
Men hjemme i Hjertensfrydgade ventede der ham en sælsom
Overraskelse. Der laa et Visitkort paa hans Bord, -- et Kort med
adelig Krone og Navnet Baronesse v. Bernt-Adlersborg. Først
tænkte han, at det var kommet til ham af en Fejltagelse; men da
saae han, at der bag paa Kortet var skrevet et Par Linjer. I
elskværdige, næsten ydmyge Udtryk udbad Baronessen sig en
Samtale med ham og angav en Tid, paa hvilken hun den samme og
den følgende Dag vilde kunne træffes paa Hotel d’Angleterre.
Nu kom ogsaa Skibstømrerkonen ind og fortalte helt betagen om en
fornem Dame, der havde holdt udenfor i en Karet og spurgt efter
ham. Hun havde givet hende den „Seddel“ -- sagde hun -- og bedt
hende lægge den ind paa hans Bord.
Per stirrede igen paa Kortet.
Baronesse v. Bernt-Adlersborg! -- -- Aldrig i Verden havde han
hørt det Navn!
„Det maa alligevel være en Fejltagelse. Spurgte hun virkelig
efter mig? …. Nævnede hun mit Navn?“
„Ih ja, det gjorde hun da rigtignok. Hr. Sidenius, sa’ hun. Og
hun var grumme ked af ikke at træffe Herren hjemme.“
Der foer Per en Række dristige Fantasibilleder gennem Hovedet.
„Hvordan saae hun ud?“ spurgte han. „Var hun ung?“
„Ja saamænd. Hun kunde vel saadan omtrent være paa min Alder,“
svarede Kællingen, der var henimod de halvtres.
„Og det var en Dame … en virkelig Dame, mener jeg?“
„Jøsses Kors! Hun havde et stort Skind inde i Vognen.“
Per saae paa sit Ur. Ifald han skulde træffe den mystiske
Baronesse endnu den Dag, var der ingen Tid at spilde. Og han var
unægtelig noget utaalmodig efter at faa Gaaden løst. Han opgav
derfor Besøget hos Salomons, klædte sig i sin bedste Stads og
begav sig afsted.
Den langbartede Hotelportner gik ham straks noget overlegen
imøde; men da han hørte, hvem Per søgte, bøjede han sig ærbødig,
slog Trappedøren op for ham og ringede samtidig Allarm paa en
Klokke, der i et Nu hidkaldte en Tjener og en Stuepige ovenfra.
Med en Højtidelighed (saadan forekom det Per), som om han kunde
have været en Konge, der kom for at gøre en Dronning sin
Opvartning, ledsagede disse ham op ad den brede, tæppebelagte
Trappe og hen gennem en lang Gang, for Enden af hvilken han
overlodes til en svensktalende Kammerjomfru, der modtog hans
Kort og førte ham ind i et Værelse, en lille Salon, som var
udstyret med den sædvanlige -- for Per dog ret imponerende --
Hotelelegance: nogle højrøde Fløjlsmøbler og en
Glasprismelysekrone under Loftet.
Per, der ellers ikke let lod sig forbløffe, var i dette Øjeblik
ikke fri for at føle sig noget beklemt. Der foer ham pludselig
den Tanke gennem Hovedet, at han havde ladet sig lokke i en
Narrefælde, at det hele var en Komedie, arrangeret af en eller
anden af hans Fjender, der vilde have ham tilbedste.
Men der blev ikke levnet ham lang Tid til Eftertanke. En høj
Dame traadte i det samme ind fra Sideværelset.
Ung var hun ikke -- smuk var hun endnu mindre. Ansigtet var
falmet, Næsen farvet af en mistænkelig Rødme. Og hendes dybsorte
Dragt gjorde endda et ret tarveligt Indtryk paa Per. Alligevel
var det ikke til at tage fejl af, at hun var en Dame af den
store Verden. Der var over hendes Skikkelse og Væsen -- ikke
mindst i den Maade, hvorpaa hun gav ham Haanden og takkede ham
for hans Komme -- saa meget af den fine og blide Ynde og den
Takt, som ikke lader sig erhverve men er fornemme Slægters
Særeje.
„Det har -- haaber jeg -- ikke undret Dem, Hr. Sidenius, at jeg
gerne vilde se Dem engang og tale lidt med Dem,“ begyndte hun,
da de var kommen til Sæde overfor hinanden i et Par af de røde
Lænestole. „De var jo min kære afdøde Broders sidste Ven og
Fortrolige. De var vel næsten ogsaa den, der tog hans Farvel til
denne Verden -- --.“
Nu forstod Per Sammenhængen. Han huskede med eet, hvad
Sagføreren, der ordnede Boet efter Neergaard, havde fortalt ham,
at denne efterlod sig to Søstre, af hvilke den ene var rigt gift
med en svensk Godsejer.
Baronessen fortsatte:
„Jeg har længe været besjælet af Ønsket om at lære den Mand at
kende, til hvem min eneste Broder følte sig saa nøje knyttet, ja
i hvem han havde fundet ligesom et forynget Genbillede af sig
selv -- saaledes som han jo skrev til os i sit efterladte Brev i
Anledning af sine testamentariske Bestemmelser. Men min
højtelskede Husbonds lange Sygeleje bandt mig til mit fjerne
Hjem. Det blev mig jo ikke engang forundt at komme hertil og
bivaane min kære Broders Jordfæstelse.“
Baronessens besynderlige Udtryksmaade tilligemed nogle sære
Ansigtstrækninger forraadte en vidt fremskreden Nervøsitet.
Efter de sidste Ord faldt hun i heftig Graad og sad nogen Tid
med et Kniplingslommetørklæde for Øjnene.
Per følte sig ilde tilmode og sagde ingenting. Han kunde stadig
ikke overvinde et vist Ubehag ved at blive mindet om sit Forhold
til den ekscentriske Selvmorder.
„Ja, jeg har haft megen Sorg,“ vedblev Baronessen, da hun var
kommen lidt til sig selv. „De maa derfor give mig Lov til at
græde … Som De maaske veed, har Vorherre nu ogsaa taget min
ridderlige Husbond bort fra min Side og stillet mig ganske ene.“
Per fandt det rigtigst at tilkendegive sin Deltagelse ved en
Hovedbøjning.
„Jeg vil nu sige Dem, Hr. Sidenius, at jeg oftere har tænkt paa
at skrive til Dem, -- ogsaa paa min Søsters Vegne -- for at De
dog ikke skulde tro os ligegyldige for Deres Vel. Men jeg kunde
aldrig rigtig samle Mod dertil. Og De vilde vel ogsaa helst have
været fri for at korrespondere med en Dem vildfremmed og maaske
ganske ligegyldig Dame --.“
Per tvang sig til at fremmumle en hastig Indvending.
„Ja, ja … Oprigtig talt, jeg havde vist heller ikke ulejliget
Dem med noget Besøg idag, dersom ikke … ja, jeg kan ikke lade
være med at sige det … da jeg idag kom ud paa Kirkegaarden og
saae de dejlige, ganske friske Blomster paa min Broders Grav,
kunde jeg jo nok forstaa, hvem det var, der paa en saa smuk
Maade havde mindedes hans Dødsdag, og jeg følte en uimodstaaelig
Trang til at se Dem og bringe Dem min Tak, fordi De med en saa
trofast og -- tør jeg sige? -- sønlig Kærlighed bevarer Mindet
om min ulykkelige Broder.“
Per stirrede ned paa sin Støvlenæse og blev meget rød. Fra den
bageste Del af hans Bevidsthed sneg der sig en Tanke til Fru
Engelhardt. Selv anede han end ikke, hvor Neergaard laa
begravet.
„Men nu maa jeg da rigtig se paa Dem,“ vedblev Baronessen -- hun
følte sig mere og mere tiltalt af denne tavse og forlegne unge
Mand, der endog undsaae sig ved at vedkende sig sine
Kærlighedsgerninger. „Hvor De ser sund og frisk ud! Ja, De hører
sikkert ikke til disse Nutidens unge Mennesker, der ødelægger
deres Ungdom i Letsindighed. Hvor gammel er De, Hr. Sidenius?“
„Treogtyve.“
„Aa, saa ung! … Gud give, det maa gaa Dem rigtig godt! Jeg veed
jo, De har haft en trang Ungdom. Min Broder skrev det til os.
Deres Moder blev Dem tidlig berøvet. Og Deres Fader … ja, Deres
Fader har De jo aldrig kendt.“
Lænestolens Fløjlssæde begyndte at blive gloende under Per. Han
skyndte sig at skifte Emne.
„Det er kun paa Gennemrejse, at Baronessen befinder sig her?“
spurgte han.
„Ja -- ak ja. Jeg kom hertil iaftes og rejser, om Gud det vil,
igen herfra imorgen. Jeg er paa Vej ned til min Søster,
Hofjægermesterinde Prangen. Hun har jo -- som De nok veed -- for
sit Helbreds Skyld levet det sidste Aar i Syden. De kan tænke
Dem, jeg har nu ikke set hende i over to Aar, og vi tre Søskende
har nu altid saa daarligt kunnet undvære hverandre. Det var i
mange Aar min eneste Sorg, at jeg maatte leve borte fra mit
elskede Fædreland. Med Alexander var det jo ligedan. Ogsaa han
hang ved Hjemmet med hele sit rige og varme Hjertes Kærlighed.
Hr. Sidenius har rimeligvis hørt, at Hs. kgl. Højhed Prinsen af
Wales i sin Tid var saa naadig at interessere sig for min
Broder, og at der i den Anledning var Tale om en Ansættelse ved
vort Gesandtskab i London. Der havde jo sikkert under en saadan
Protektion kunnet aabne sig en glimrende Karriere for ham. Men
trods det meget, der kunde friste en Mand som Alexander ved et
saadant Tilbud, bestemte han sig til ikke at modtage det. Min
ærværdige Moder levede endnu dengang i København, og min Søster
var paa den Tid endnu ikke gift … og Alexander elskede København
og forgudede sit Hjem. Han kunde slet ikke trives udenfor de
kendte, kære Steder. Jeg tror, det var fra den Stund, da min
Moder døde og han blev ene tilbage mellem Minderne, at hans
Tungsind stammede. Saa var han i den sidste Tid jo ogsaa
legemligt syg … Og dog! At han kunde gøre det!“
Mindet om Broderens blodige Endeligt bragte atter Lommetørklædet
op for Øjnene, og Per snappede Lejligheden til at rejse sig for
at gaa.
Baronessen, der blev siddende i sin Stol, tog med moderlig Varme
hans Haand mellem begge sine og sagde:
„Hvor jeg nu er glad ved at have set Dem! Det er mit Haab, at vi
oftere skal træffes. Vil De love mig, at De vil besøge mig, naar
jeg vender tilbage fra Udlandet? Efter al Rimelighed tilbringer
jeg den tilstundende Sommer hos min Søster og Svoger paa
Kærsholm, og jeg er overbevist om, at De ogsaa hos dem vil være
af Hjertet velkommen.“
„Jeg siger saa mange Tak … naar blot jeg ikke bliver til
Ulejlighed,“ fremstammede Per, -- han vidste i sin Forlegenhed
ikke andet at svare.
„Tal dog ikke saadan, kære! Husk paa, at De jo paa en Maade
hører med til vor Familje nu. Saaledes vil i hvert Fald jeg
opfatte min Broders sidste Ønske. Og jeg føler mig forvisset om,
at min Søster i den Henseende vil tænke ganske som jeg. Lev nu
rigtig, rigtig vel! Og endnu engang Tak, fordi De netop idag har
tænkt saa kærligt paa Alexander.“
Per steg langsomt, tilsidst næsten nølende ned ad Hotellets
Trappe. Først nu bagefter gik det op for ham, hvor
betydningsfuldt dette nye Bekendtskab var (eller vilde kunne
blive) for ham, dersom han -- uden at gøre sig for mange
Skrupler paa Grund af dets Oprindelse -- udnyttede det med
Klogskab og Energi. Ved et eventyrligt Tilfælde aabnede der sig
her en Vej for ham til Mennesker med betydelig Indflydelse.
Dersom han ikke huskede fejl, laa den omtalte Hofjægermester
Prangens Gaard endda paa selve det Terræn, hvorigennem han havde
tænkt at føre sin midtjyske Forbindelseskanal, hvad der altsaa
maatte give denne Mand en ganske særlig Grund til at omfatte
hans Plan med Interesse. I hvert Fald, -- det galdt om ikke at
lade nogen Chance uforsøgt. I det høje Spil, der nu skulde
spilles, kunde han ikke have for mange Trumfer paa Haanden.
Der foer ham et Øjeblik den Tanke gennem Hovedet, at det maaske
nu slet ikke var nødvendigt for ham at træde i nøjere
Forbindelse med Huset Salomon. Hvor meget han end havde følt sig
tiltalt af den unge Pige, saadan ligefrem begærlig efter at
gifte sig ind i en Jødefamilje var han dog ikke. Og hvem kunde
vide, hvilke Muligheder der ogsaa i Henseende til Giftermaal
kunde aabne sig for ham i de aristokratiske Krese?
Paa den anden Side: i det salomonske Hus vilde han rimeligvis
træffe Børsens Matadorer, Bankernes Chefer og Byens store
Industridrivende, kort sagt, den lille Kres af Pengemænd, der,
naar det kom til Stykket, regerede den øvrige Verden. Selv uden
al Spekulation i noget Giftermaal vilde det være af stor
Betydning for ham at komme sammen med saadanne Folk og faa
Lejlighed til at paavirke dem til Gunst for sit Værk. Baronessen
rejste jo nu desuden bort, -- og han havde ikke Tid til at
vente. Idag, imorgen, i hvert Fald inden to-tre Maaneder maatte
han have erobret Tryllestaven, der gav ham Magt over Menneskene,
og som i hans Haand skulde forvandles til en Tordenkile.
Han var kommen ud paa Torvet og saae op paa Uret i den høje
Hjørnebygning. Der var endnu Tid til Visiten hos Salomons, og
han bestemte sig til at gaa derhen. Men han var endnu lidt
fortumlet af sin Oplevelse hos Baronessen, og han maatte først
sætte sig ind i en Kafe et Øjeblik og drikke sig et Glas Øl for
at falde lidt til Ro og ligesom forberede sig paa Besøget. Han
havde aldrig før sat sine Ben i et jødisk Hjem, og han havde
hørt saa meget om de gamle Skikke og Forskrifter, paa hvis
Overholdelse der blev lagt saa stor Vægt. Det galdt jo nu om at
gøre et godt Indtryk, og han var ængstelig for at komme til at
støde an.
Efterhaanden gled han dog tilbage til sine forrige Tanker. Han
kunde ikke lade være med at forundre sig over, at hint
uoverlagte Ord, som var undsluppet ham den Nat hos Neergaard,
havde faaet saa vidtrækkende Følger. For det fremgik jo tydelig
nok af Baronessens Tale, at det særlig havde været denne
henkastede Bemærkning om hans Herkomst, der havde gjort Indtryk
paa Broderen. Han huskede, at han allerede dengang havde
fortrudt sin Kaadmundethed men dog ikke fundet det Umagen værd
at gøre Fejlen god igen. Nu ønskede han alligevel, at han havde
gjort det.
Naa! -- han drak ud af sit Glas -- gjort var gjort! Tvivlsomme
Handlinger kunde undertiden give gode Frugter. I hvert Fald:
den, der vilde frem, skulde ikke se tilbage…
* *
*
Grosserer Salomons hørte til de meget faa Familjer, der boede i
et helt Hus for sig selv i den indre By. Det laa i
Bredgadekvarteret, var et ældre Sted i to Stokværk og tog sig
ved første Øjekast ikke videre imponerende ud fra Gaden,
indeklemt som det tilmed var mellem to svære Lejekaserner. Ved
nærmere Betragtning opdagede man dog, at der hvilede en egen fin
Værdighed over det. Man saae det paa det høje, blaasorte Tegltag
og paa Vinduespillernes Bredde, at Huset var af fornem
Oprindelse. Endnu kaldtes det ogsaa af ældre Folk i Kvarteret
for „Palæet“. Det havde i sin Tid tilhørt en forgældet
Adelsfamilje, af hvilken Grosserer Salomons Fader havde købt det
i Begyndelsen af Tredverne. Fra Portrummet kom man gennem en
moderne Glasdør ind i en Forhal, der var saa høj og stor, at den
gav Genlyd af Ens Skridt. Dens Vægge var behængt med Rustninger,
gamle Broncesager og pragtfulde orientalske Vaaben, saa man
havde Fornemmelsen af at betræde et Musæum. I Baggrunden gik en
dobbeltgrenet Trappe med forgyldt Rækværk op til Værelserne paa
første Sal.
Pigen, der havde modtaget Pers Kort, førte ham ind i en Slags
Biblioteksværelse og bad ham tage Plads; og Per slog sig ned i
en læderbetrukken Lænestol og saae sig opmærksomt omkring.
Svære, rødvinsfarvede Silkegardiner for Vinduerne … Et
tommetykt, mosagtigt Tæppe over hele Gulvet … Gyldenlæders
Tapeter … Et ottekantet, med Sølv og Perlemoder indlagt Bord
midt i Stuen … I Reolerne kostbart indbundne Bøger … Paa Væggene
Malerier … Under Loftet en gammel Kirkelysekrone med Indskrift …
Langs den ene Væg en antik, rigt udskaaren Disk med en
Opstilling af gammelt Sølv -- Stob, Krus og Bægre -- blandt de
sidste endog et Par gamle Alterkalke.
Dersom ikke Besøget hos Baronessen og de Tanker, dette havde
vakt hos ham, var gaaet forud, vilde al denne Pragt have gjort
et endnu stærkere Indtryk paa ham, end den nu gjorde. Og dog var
han imponeret. Halvt mod sin Vilje betoges han af denne
ublufærdige Forkyndelse af Pengenes Magt. Der krøb ham et eget
frysende Behag gennem Sjælen ved Tanken om denne Almagt, der
havde tvunget saa mange fremmede Folkeslags nedarvede Skatte, ja
selv Kirkernes hellige Kar til at tjene som Pynt i denne Jødes
Stue.
Han smilte lidt forlegen. Det lod sig ikke nægte -- den lille
Prinsesse Salomon havde virkelig ikke blot sin Skønhed at bringe
som Erstatning for, at hun var „sort“.
Døren til Sideværelset gik op. En lille Herre af et frastødende
Udseende traadte ind og bukkede dybt. Skønt vistnok henved
tresindstyve Aar var han meget moderne og ganske ungdommelig
klædt, bar en kort, lys Overfrakke og havde en Monocle dinglende
foran paa Brystet. I Haanden holdt han en blank Silkehat.
„Mit Navn er Direktør Delft,“ sagde han med noget fremmed i
Tonefaldet. „Jeg er Onkel her i Huset.“
Mandens store Høflighed forligede Per med hans hæslige Abehoved.
„Mit Navn er Sidenius.“
„Aa, -- den unge Ingeniør formodenlig? Min Nevø har talt om Dem.
Jeg be’r Dem, sæt Dem dog! Fru Salomon -- min Søster -- er i
Øjeblikket med en Syjomfru engagert. Hun vil straks være til
Tjeneste. Jeg be’r Dem! Gør Dem det mageligt!“
Per satte sig igen. Onkelen tog Plads paa en Stol i nogen
Afstand.
„Tør jeg være saa fri at spørge … har jeg før haft den Ære at se
Hr. Sidenius her i Huset?“
„Nej. Jeg traf forleden Fruen og Frøkenen for første Gang.“
„Aa ja, min Niece Nanny … Jeg tror, jeg har hørt derom.“
Der blev en lille Pavse, hvorefter Hr. Delft med et Smil og i en
Tone, der vilde have gjort alle andre end Per mistænksom ved
hans overordenlige Høflighed, henkastede den Ytring:
„Min Niece er ganske net, ikke sandt? …. Finder De ikke, Hr.
Sidenius?“
Per blev unægtelig noget forbavset. Med et overbærende Smil saae
han hen paa den snurrige lille Mand og sagde:
„Jeg finder Frøken Salomon meget smuk. En fuldendt Skønhed.“
„Ja, ikke sandt! Hun hører ikke til de ganske almindelige, tør
man vistnok sige … Men jeg kan forsikre Dem, Hr. Sidenius, hun
trækker ogsaa adskillige unge Mænd her til Huset mellem Aar og
Dag. For hvad formaar ikke Skønhed! Og Ungdom! Desuden … min
Svoger er jo ikke aldeles blottet for Midler.“
Manden er vist ikke rigtig vel bevaret, -- tænkte Per og opgav
Samtalen. Men den anden vedblev:
„Dersom Hr. Ingeniøren oftere beærer Huset med Deres Besøg, vil
De sikkert bekomme Lejlighed til at more Dem derover. Man kan i
den Henseende virkelig gøre højst kuriøse Observationer. For --
ikke sandt, Hr. Sidenius? -- Penge er magnetiske. Disse smaa,
runde Metalstykker tiltrækker de dybeste menneskelige Følelser …
bringer Hjertets mest ædleste Rørelser frem i Dagens Lys.
Agtelse, Venskab, Kærlighed. Har jeg ikke Ret?“
Per begyndte for Alvor at blive utaalmodig. Heldigvis kom nu
Pigen tilbage, og idet hun holdt Døren aaben ind til
Sideværelset, bad hun ham gaa derind.