ikke, omend der i Almindelighed var en halvbevidst, humoristisk
Overdrivelse ogsaa i hans Forbitrelse. Hans selvtagne Rolle som
Bindehund i Søsterens Hjem, hans Glæde ved at fare i Benene paa
Folk, naar de af en eller anden Grund mishagede ham, og da
særlig paa Enhver, som kunde mistænkes for at spekulere i
Niecernes Medgift, -- alt dette stod i Forbindelse med den fikse
Ide hos ham, at han havde en Mission som de unge Pigers
Raadgiver og Beskytter. Der var i denne Opgave saa megen Alvor,
som der overhovedet var i Manden. Han havde sin egen, hemmelige
Tanke med saaledes at ville værne om de efterstræbte unge Piger.
Skjult bag alle hans Skryderier laa Erkendelsen af den Skam, han
havde kastet over sit ansete Slægtsnavn, og det var for at bøde
herpaa, han nu vilde være Søsterdøtrenes Forsyn og gøre sit til,
at de ikke valgte iblinde men gjorde et godt og navnlig et
fornemt Parti.
Salomons havde i mange Aar ikke haft nogen stor Omgangskres.
Byens ortodokse Jøder holdt sig lidt tilbage fra dem paa Grund
af deres Irreligiøsitet, den navnlig Fru Lea vedkendte sig med
stor Aabenhjertighed. Selv havde de aldrig følt sig stærkt
tiltrukket af det københavnske Selskabsliv og havde derfor
indskrænket sig til at holde aabent Hus to Gange om Maaneden og
iøvrig lade deres Venner vide, at de altid ventedes og til
enhver Tid var velkomne.
En Forandring heri skete der imidlertid, da Ivan vendte hjem fra
Tyskland og Nanny blev voksen. Lykkedes det end ikke Ivan helt
at virkeliggøre sin Drøm om at omskabe Hjemmet i Smag med
Renaissancens Fyrstehoffer, fik dog efterhaanden adskillige af
det yngre Slægtleds ledende Mænd, deriblandt ogsaa dets
Forfattere og Kunstnere, Indpas i Familjen.
Jakobe opholdt sig paa den Tid endnu mest i Udlandet. Hun havde
fundet et andet Hjem i sin gamle Pensionsanstalt i Schweiz,
mellem hvis høje Bjerge hun søgte Sundhed for sit sarte og med
Aarene stedse mere ømtaalige Legeme. Hun var hjemme i
Sommermaanederne, naar Forældrene laa paa Landet, men længtes
bort, saasnart den første Kulde og de første Tegn paa
Vinterselskabeligheden viste sig. Men en Dag -- hun gik dengang
i sit nittende Aar -- næppe en Maaned efter, at hun sidst var
rejst hjemmefra, fik Forældrene et lidt forvirret Brev fra
hende, hvori hun midt imellem forskellige andre Ting pludselig
henkastede den Tanke at opgive sit Pensionatsophold og slaa sig
til Ro derhjemme. Et Par Dage efter kom et nyt Brev, der slog
hendes snarlige Tilbagekomst fast, og næsten samtidig indløb et
Telegram med Meddelelse om, at hun allerede befandt sig paa
Hjemvejen og vilde komme den følgende Dag.
Saa karakteristisk denne utaalmodige Iværksættelse af en fattet
Beslutning nu end var for hende, saa satte den dog Forældrene i
nogen Uro. De anede, at der var tilstødt hende noget alvorligt,
og Fru Lea betroede sin Mand, at der rimeligvis var en
Kærlighedshistorie med i Spillet. Jakobe havde om Sommeren med
megen Varme omtalt en ung, sydtysk Advokat og bekendt Politiker,
en Søstersøn af Pensionatsejerinden, hos hvem han et Par Gange
havde været paa Besøg. Fru Lea kendte sin Datters letfængelige
Blod, der allerede et Par Gange før havde voldt hende bitre
Skuffelser. Da hun kom hjem, var det ogsaa let kendeligt paa
hende, at hendes Hjerte blødte; men da hun ikke selv gav anden
Forklaring paa sin Hjemkomst, end at hun dennegang havde følt
sig ene mellem de mange nye Pensionærer og længtes hjem, var der
ingen, der trængte ind paa hende for at aflokke hende nogen
Tilstaaelse -- mindst af alle Moderen, som altid for sit eget
Vedkommende havde fordret Kærlighedens Hemmeligheder respekteret
og f. Eks. aldrig havde villet forklare sin Mand, hvorfor han
ikke fik Lov at kysse hendes højre Haand. Hun havde kun ladet
ham forstaa, at det var et Løfte, hun havde givet sin Ungdoms
Elskede i et Øjeblik, der var bleven helligt for dem begge.
Jakobe havde nu været hjemme i fire Aar. Hun havde fyldt de
treogtyve og var stadig uforlovet. Det havde dog i den
mellemliggende Tid ikke manglet hende paa Tilbud, endog af
ganske smigrende Art. Hun havde med Aarene vokset sig næsten
smuk trods sin Sygelighed. Særlig følte lidt ældre Herrer sig
tiltrukket af hendes sære og blege Ydre. Enkelte foretrak det
endog for Nannys straalende men noget mere almindelige Skønhed.
I hendes Ansigt med den kraftig krogede Næse og det uudviklede
Hageparti -- dette Ansigt, som hendes Beundrere kaldte for et
Ørneansigt og Spotterne et Papegøjefjæs -- sad et Par store,
dunkle Øjne, i hvilke det hvide havde et stærkt blaaligt Skær,
der til Tider kunde blive næsten sort. Næsen var absolut for
stor, Munden for smallæbet og for bred; men disse Øjne havde et
uforglemmeligt Blik, paa engang stolt og sky, mærket af Ensomhed
og vidtflyvende Tanker. Af Skikkelse var hun højere end sine
Søskende, havde lange, slanke Ben og en ejendommelig, lydløs
Gang med et let og hurtigt Fodskifte. De faa, der havde set
hende smile, talte om hendes smukke Tænder. Og saa hvilede der
over hele hendes tørre og nervøse Skikkelse den særegne, aandige
Ynde, som Lidelser og Savn kan lægge om et sart Kvindelegeme.
Det var dog hovedsagelig hendes indre Egenskaber, man tænkte
paa, naar man talte om hende. Overalt berømmedes hendes
Klogskab, hendes Viljeskraft og hendes mangfoldige Viden. Hun
havde i sin Ensomhed kastet sin Kærlighed paa Bøger, studerede
gamle og nye Sprog, Historie og Literatur og søgte utaalmodig
stadig nye Felter for at tilfredsstille sin Kundskabstørst.
Fru Salomon sagde altid om hende, at hun var sin Faders udtrykte
Billede.
Af de unge og yngre Mænd, der hyppigst gæstede det salomonske
Hjem paa det Tidspunkt, da Per gjorde sin Indtrædelse deri, kom
de fleste imidlertid for Nannys Skyld. Ikke alene betragtedes
hun af Størsteparten som langt den smukkeste; men man antog
desuden, at hun som Philip Salomons eget Barn vilde blive den
mest begunstigede Arving af de to, endskønt baade Jakobe og Ivan
allerede som Børn var bleven kuldlyst af ham. Saa indbød nu
heller ikke Jakobes Væsen til nogen Slags Kurmageri. Man saae
hende sjelden, og i sin Skyhed viste hun ofte Fremmede en
fornærmende Kulde.
Ved den lille Herremiddag, hvor Per for første Gang var
Familjens Gæst, traf han -- foruden nogle ældre Herrer fra
Forretningsverdenen -- Digteren Povl Berger, en Husarløjtnant
Hansen-Iversen, en Kandidat Balling og Journalisten Dyhring. Kun
den første af dem havde han set før; men forresten havde han nær
ikke kendt ham igen. Den fanatiske Himmelstormer og Nathandyrker
havde, siden han sidst saae ham, ikke alene forandret sit
Mefistoskæg og ladet Barten gro ud over hele Ansigtet, men ogsaa
Minen var bleven en ganske anden; han lignede nu mest de gængse
Billeder af den lidende Kristus, hvad han -- som en af de andre
Herrer senere i Fortrolighed tilhviskede Per -- netop ogsaa
tilstræbte. Han havde, forklarede denne, i de samme Dage til
sine Venners Forbavselse udgivet nogle fromladne Vers, med
hvilke han paa eengang friede til Nannys Barmhjertighed og til
Udødeligheden paa det danske Parnas.
Den, som fortalte Per alt dette, var Kandidat Balling, der ogsaa
var en literær Mand men saakaldet Literaturhistoriker. Han var
en tre Alen høj, tarmetynd, løvemanket Lemmedasker med et Ansigt
saa fladt og udtryksløst som en Oblat. Den til Fromhed omvendte
Digter betroede Per henne i en Krog, at Manden var en Idiot, der
havde forset sig paa Dr. Nathan og nu ogsaa vilde være Geni og
Banebryder men foreløbig bare havde opnaaet at studere sig en
kronisk Mavekatar til. Balling var nu ganske rigtig uhyre
belæst, havde slugt hele Biblioteker, var saa fuld af Citater,
at man ikke kunde røre ved ham, uden at der slap ham en stjaalen
Aandrighed ud af Munden -- kort sagt, han var en af disse
Bogorme, der suger sig fast paa Literaturen ligesom Igler og
drikker dens røde, varme Blod og dog bliver ved at være lige
klamme. Han havde for et Aarstid siden udgivet en Bog om den
klassiske Tragedie; og da den var bleven en Del rost i Pressen,
havde Ivan straks sikret sig hans Person og indført ham i sit
Hjem.
Per, der havde været lidt spændt paa Udfaldet af dette Møde med
sine Medbejlere, blev fuldkommen beroliget ved Synet af disse
Mænd. End ikke overfor Husarløjtnanten nedsloges hans Mod, skønt
denne virkelig var en flot Skikkelse med et Par kække blaa Øjne
og en lys Snurbart i et af Foraarssolen brunet Ansigt.
Hvad Dyhring -- Journalisten -- angik, saa kunde Per ikke blive
klog paa, om han overhovedet var en Rival. Den skødesløse Maade,
hvorpaa han bevægede sig mellem Husets Damer, tydede ikke
derpaa. Ivan havde, uden at Per begreb hvorfor, været meget
ivrig for at bringe ham sammen med dette Menneske. Straks,
saasnart Dyhring var kommen, var de bleven forestillet for
hinanden; og efter Bordet søgte Ivan igen at føre dem sammen og
at faa Per til at udtale sig om sine Planer.
Men Per havde ikke mindste Lyst til at snakke fornuftigt. Dertil
var han altfor optaget af Nanny, der nu ogsaa saae forlokkende
dejlig ud i en udringet Raasilkekjole med røde Roser i sit sorte
Haar. Han havde haft den Ære at føre hende tilbords, og denne
Udmærkelse, og Bordets Glæder, og Anretningens ham uvante Pragt
var stegen ham til Hovedet og havde gjort ham overstadig. Inde i
Rygeværelset, hvor Kaffen og Likørerne anrettedes for Herrerne,
og hvor Onkel Heinrich med diabolsk Skadefryd lumskelig blev ved
at fylde i hans Glas, var han paa Nippet til at gøre Skandale.
Han slog Philip Salomon fortrolig paa Skuldren, roste hans Vine
og udtrykte i en hel Tale sin Beundring for Husets Damer. Nogle
af de ældre Herrer samlede sig efterhaanden om ham og havde
deres Morskab af den unge Mand, der saa aabenbart for første
Gang var i ordenligt Selskab.
Inde hos Fru Salomon og Jakobe i Dagligstuen sad en midaldrende,
blond Herre, der ikke røg Tobak. Det var en vis Hr. Eybert, en
af Byens større Fabriksejere og tillige bekendt som Politiker af
den liberale -- saakaldte „evropæiske“ -- Gruppe, en fordomsfri
og kundskabsrig Mand med megen Anseelse. Blandt den salomonske
Familjes nærmeste Omgang betegnedes han i Fortrolighed som
Jakobes tilkommende Mand. Han var noget ude over sin bedste
Alder, nemlig omkring de fyrre, og forøvrig Enkemand med to
Børn. Hans Kærlighed til Jakobe var en Kendsgerning. Han lagde
ikke Skjul paa den hverken overfor Forældrene eller overfor
hende selv. Forældrene var begge velstemte for Partiet; Hr.
Eybert var en prøvet Ven af Huset og dertil en meget velstaaende
Mand, der ikke kunde mistænkes for at spekulere i et rigt
Giftermaal. De saae desuden af forskellige Grunde gerne, at
Jakobe giftede sig; og de var i den Henseende under stadig
Paavirkning af Familjens Læge, en jødisk Professor, der med stor
Aabenhed erklærede, at „det Pigebarn sgu ikke var skabt til at
leve som Nonne“.
Med den Mistænksomhed, der regelmæssig vaktes hos den aldrende
Frier, saasnart et nyt, ungt Mandfolkeansigt dukkede op i det
salomonske Hus, havde Hr. Eybert straks ledet Samtalen hen paa
Per, idet han spurgte, hvem det unge Menneske var, der tilsidst
var bleven saa højrøstet ved Bordet.
„Det er en Hr. Sidenius … en af Ivans Venner,“ sagde Fru Salomon
i en Tone, hvori hun ligesom indlagde en lille Undskyldning paa
Husets Vegne.
„Ja saa, -- en Sidenius! Er han ikke saadan -- lidt --?“
Hr. Eybert gjorde med Fingeren en Kresbevægelse foran sin Pande.
„Aa, det tror jeg dog ikke,“ svarede Fru Salomon med en lille
Latter. „Men et noget uroligt Hoved er han vistnok.“
„Det ligger i saa Fald vist til Familjen.“
Jakobe løftede Øjnene fra en Bog, som hun -- tilsyneladende
udeltagende -- havde siddet og bladet i.
„Men han er jo en Præstesøn,“ sagde hun.
„Ja, der er vist en overhaandtagende Mængde Præster i Familjen,“
bemærkede Fabrikanten. „Rimeligvis netop af den Grund skyder
Slægten saa af og til nogle slemme Vildskud. Jeg erindrer, at en
af mine Onkler, der var Proprietær i Jylland, har fortalt mig om
en -- vistnok nu forlængst afdød -- Vendsysselpræst, der gik
under Navnet „gale Sidenius“ og virkelig ikke synes at have
faaet sit Epitheton ufortjent. Dersom min gamle Jyde-Onkels Ord
staar til troende -- hvad de forresten ikke altid gjorde -- maa
han have været noget nær en Landevejsrøver, der laa i Slagsmaal
rundtom paa Kroerne. Jeg husker ogsaa en Historie om en Degn,
som han engang i Drukkenskab … med Respekt at sige knappede
Permissionerne ned paa i Menighedens Paasyn, hvorpaa han i
Navnet Faderens, Sønnens og den hellige Aands tildelte ham tre
Næveklask, saa det rungede i Kirken. Det var jo en egen Art
Opbyggelse! Men efter den Historie blev den gode Pastor nok
ogsaa dømt fra Kjole og Krave og spærret inde.“
Mens Fru Salomon havde smilet af denne Historie, hørte Jakobe
paa den med et formørket Udtryk; og det var netop dette Udtryk,
saa fuldt af Afsky, der havde opildnet Fabrikanten til en ham
saa uvant dristig Veltalenhed og endog forledet ham til at
kolorere lidt paa Fortællingen for at gøre den des mere
afskrækkende.
Inde fra Rygeværelset hørtes igen Pers højrøstede Tale. Jakobe
foer formelig sammen. Lyden af denne Stemme fik hende til at
fryse. Hun gav sig atter til at blade i sin Bog, mens et bittert
Minde gled hende gennem Sjælen.
-- -- Det var for fire Aar siden paa en af Berlins store
Banegaarde. Hun var paa Vej til sin Pension i Schweiz, og det
var netop hendes sidste Rejse dertil; kort efter var det, hun
havde overrasket alle ved sin pludselige Hjemkomst. Hun skulde
her i Berlin tage mod en fra Breslau kommende Veninde, sammen
med hvem hun skulde fortsætte Rejsen sydpaa. Hun var urolig og
nervøs. Hun vidste, at hun snart igen skulde møde hin unge
Advokat, som hun elskede, og af hvem hun troede sig genelsket.
Derfor havde hun ikke kunnet finde Ro derhjemme og var rejst
bort endnu tidligere, end hun plejede. -- Idet hun nu kom ind i
den store Jernbanehal under Glashvælvingen, saae hun noget borte
paa Perronen en Flok ynkværdige Pjalteskikkelser, hvorom en Kres
af Nysgerrige stod og gabede, holdt i Afstand af et Par
Politibetjente. Paa Grund af Skikkelsernes brogede Dragter og
sydlandske Udseende tænkte hun, at det var en forkommen
Zigøjnertrup, som Myndighederne sendte tilbage til dens
Hjemsted; og i sin nervøse Frygt for stærke Indtryk vendte hun
sig henimod den modsatte Ende af Perronen for at opsøge en
Ventesal. Paa Vejen derhen mødte hun to Mænd, der bar en
Sygebaare; og paa denne laa -- blot tildækket med en Kappe -- en
gammel, udtæret Mand, der saae sig forvildet om med et Par
store, blodsprængte, feberglødende Øjne. Helt uhyggelig tilmode
henvendte hun sig til en Jernbanebetjent og spurgte, hvor
Ventesalene var. Manden saae paa hende med et uforskammet Smil
og sagde, at det maatte hun vist kunne lugte sig til; hun skulde
bare gaa lige efter Næsen. Saa vendte hun ham Ryggen og skyndte
sig videre. Udenfor en Række aabnede Fløjdøre, der afspærredes
af Politi, stod igen en Samling Nysgerrige, der strakte Hals og
løftede sig paa Tæerne for at komme til at se. Hun maatte
besværlig bane sig Vej gennem Sværmen, og nu mødte der hende et
Syn, der fik hende til at standse.
Derinde over en stor, halvmørk Ventesals Gulv laa eller sad
flere Hundrede af samme Slags fantastiske Pjalteskikkelser, som
hun havde set paa Perronen: Mænd, Kvinder og Børn, graaskæggede
Oldinge og Patteglutter, der laa ved Moderens Bryst. Nogle var
næsten nøgne; mange havde blodige Bind om Panden eller Hænderne;
alle var de gustne, udtærede og tilsmudsede, som havde de
vandret dagevis i Sol og Støv. Det faldt straks i Øjnene, at den
store, brogede Skare, hvori kun Kvindernes hvide Hovedklæder
skabte en vis Ensartethed, var grupperet slægtsvis, havde samlet
sig om Familjeoverhovederne, af hvilke de fleste var smaa,
sortøjede Mænd, klædt i lange Kaftaner med Bælte omkring Livet.
Alle havde de Stave hos sig og et eller andet Drikkekar ved
Bæltet. Mange af dem syntes overhovedet ikke at eje andet. Nogle
medførte dog lidt Køkkentøj; og enkelte Steder saae man Børnene
sidde trofast og vaage over nogle sammensnørede Bylter, der
aabenbart indeholdt Familjegods.
Jakobe stod i allerførste Øjeblik ganske uforstaaende overfor
hele dette Optrin. Da greb hun sig med eet til Hjertet. Hun
havde i Halvmørket derinde faaet Øje paa et Par jødiske Herrer
med hvide Mærker om Armen, der sammen med nogle Damer gik
omkring og uddelte Klæder og Mad. I det samme forstod hun alt.
Mens hun grebes af Svimmelhed, gik det op for hende, at hvad hun
her saae for sig, var et af de mange Tog af fordrevne russiske
Jøder, som i det sidste halve Aar var bleven ført gennem
Tyskland for at indskibes til Amerika. Hun havde den hele Sommer
læst i Aviserne om disse Skarer af Flygtninge, der endnu var
halvvilde af Rædsel over de Skænselsgerninger, som Pøblen under
Myndighedernes Ligegyldighed eller ligefremme Tilskyndelse havde
øvet imod dem. Der havde staaet, at man om Natten havde svedet
Jødernes Huse af over Hovedet paa dem, udplyndret dem indtil den
nøgne Krop, skændet deres Kvinder, stenet gamle Folk og slagtet
Børn, saa Rendestenene havde været røde af Blod, … hun havde
hver Dag læst derom, men hun havde søgt at trøste sig med, at
Skildringerne var overdrevne, at en saadan Umenneskelighed,
begaaet ovenikøbet mod et fredeligt og flittigt Folk, var en
Umulighed i Frihedens og Humanitetens Aarhundrede.
„Achtung!“ lød det bag hende.
Det var de to Mænd med Baaren, som nu kom tilbage og med Besvær
banede sig Vej ind gennem Salen for at bortbære en anden af de
mange Syge, der befandt sig derinde. Bagefter dem viste sig et
Par uniformerede Politiembedsmænd, der med den uanfægteligste
Inspektionsmine stillede sig op i den ene Dør og et Øjeblik
betragtede den sørgelige Scene, hvorefter de sabelraslende gik
videre.
Jakobe turde ikke se mere. Hun mærkede, det begyndte at lyne
rødt for hendes Øjne. Hun vaklede ind i en Førsteklasses
Ventesal ved Siden af og snappede efter Luft. Vinduerne vendte
ud til et Torv, hvor Folk gik og passiarede og lo. Sporvogne
kimede og Hunde løb omkring og legede i Solskinnet. Hun maatte
holde sig fast til Vindueskarmen for ikke at falde. -- -- Og
dette var ingen Drøm! Det var Virkelighed! Disse til Himlen
skrigende Skænselsgerninger kunde foregaa for Evropas Øjne, uden
at en myndig Stemme hævede sig derimod! Og Kirkernes Klokker
ringede Gudsfred over denne By, og Præsterne stod paa
Prækestolene og vidnede om Kristendommens Velsignelser og
Næstekærlighedens Sejr i et Land, hvor man med koldblodig
Nysgerrighed -- ja med Skadefryd -- betragtede disse Tog af
stakkels Hjemløse, der dreves gennem Landene som Pestbefængte og
ofredes til Nød og Undergang i selve Kristendommens Navn!
Det gav et Ryk i hende. Derude paa Torvet fik hun Øje paa de to
Politiofficerer. Det var to ægte prøjsiske Løjtnantsskikkelser
med Nakkeskilning og Slæbesabel og skinnende Sølvepauletter paa
de brede Skuldre. Hendes Hænder knyttedes. I deres
embedsmandsmæssige Uanfægtelighed, med deres overmodige Miner
syntes disse to Lovens Vogtere hende et Sindbillede paa det hele
farisæiske Kristensamfunds brutale Selvgodhed, og hun priste sig
lykkelig over, at hun ikke havde haft et Mordvaaben hos sig før,
da hun stod faa Skridt fra dem. Nu bagefter følte hun, at hun
kunde have været i Stand til at dræbe dem med egen Haand.
Naar senere hendes Kærlighedsskuffelse havde oprevet hende, som
den gjorde, var det, fordi denne Sjælsrystelse var gaaet
umiddelbart forud. Den ene Ydmygelse virkede tilbage paa
Erindringen om den anden, ja Indtrykkene af de to Begivenheder
blandede sig efterhaanden sammen for hende og fik en
skæbnesvanger Magt over hendes Sind.
Hun havde blandt andet i hine Dage besluttet aldrig at fæste sig
til nogen Mand. Med en Jøde vilde hun ikke gifte sig. Hun vilde
ikke, at hendes Børn skulde komme til at gennemgaa, hvad hun
selv havde maattet lide paa Grund af sin usalige Fødsel. Men at
stifte Familje med en Kristen kunde hun heller ikke tænke sig.
Dertil hadede hun for uforsonligt dette Samfund, der i
Aarhundreder havde været hendes Stammes koldblodige Bøddel.
Selve Racen skræmmede hende desuden, virkede paa hende som en
raa Trusel. Synet af en saadan firskaaren, blaaøjet og kødrig
Nordbo som Per vakte straks Erindringen om hine to skulderbrede
og magtglade Officiantskikkelser, som hun endnu efter Aars
Forløb ikke kunde mindes uden at føle Mordlyst krible hende i
Fingerspidserne.
Saa var der ogsaa det, at hun nu begyndte at føle sig gammel.
Hun havde været voksen siden sit ellevte-tolvte Aar. Allerede i
Trettenaarsalderen havde hun haft sin første, dybt ulykkelige og
oprivende Forelskelse, -- hun syntes derfor, hendes Hjerte nu
fortjente Hvile.
At hendes gamle Ven Eybert holdt af hende og gerne vilde have
hende til Kone, havde hun længe vidst. Hun for sit Vedkommende
satte stor Pris paa at tale med ham. Saa forskellige de end var,
besad de mange fælles Interesser -- politiske og literære -- og
havde omtrent det samme mistrøstige Syn paa det meste af, hvad
der foregik herhjemme og rundt i Verden. I Grunden kunde hun
rigtig godt lide ham. Den lille, stilfærdige Mand med det
glatkæmmede lyse Haar og det tynde Fuldskæg havde en velgørende,
beroligende Indflydelse paa hende, vakte intet af den Erindring
om bredskuldret Brutalitet, der virkede saa afskrækkende paa
hende overfor saa mange andre Mænd. Rigtignok var der saa heller
ikke nogetsomhelst hos ham, der vakte det kvindelige Driftsliv i
hende. Kun naar hun engang imellem hørte ham tale til andre om
sine to moderløse Smaa, kunde der i Dybet af hendes Hjerte røre
sig noget, der flygtigt bragte Blodet op i hendes Kinder; ja,
der kunde være Øjeblikke, hvor hun i Trang til at udfylde en
Plads her i Livet og ofre sig for et Kald flygtig lod sig gribe
af den Tanke at blive Moder for denne ensomme Mands Børn.
* *
*
En Dag i Skumringen sad Onkel Heinrich hensunken i en dyb
Lænestol inde i Biblioteket og røg en af sine stærke, sødligt
duftende „Manillaer“ efter Middagen. Han havde siddet nogen Tid
alene, da Ivan kom derind og kastede sig i en Stol overfor ham.
„Onkel -- jeg har noget at tale med dig om.“
„Det er et højst ubekvemmeligt Øjeblik, du har valgt dertil. Du
veed, det inkommoderer mig at tale, naar jeg har spist.“
„Men du holder heller ikke af at tale, mens du spiser, -- det
plejer du jo at sige -- saa jeg veed virkelig ikke, hvornaar jeg
maa snakke til dig.“
„Naar jeg sover. -- Naa, men hvad er det saa?“
„Vil du gøre mig en Tjeneste, Onkel?“
„Du veed, at jeg af Princip aldrig gør Folk Tjenester. Lad os
altsaa tale om noget andet.“
„Saa kald det en Forretning -- eller hvad du vil,“ sagde Ivan og
anbragte sig i sin Yndlingsstilling med den ene Fod oppe under
sig. „Ser du, der er en ung Mand, som jeg interesserer mig for …
et Menneske, som --.“
„Kort og godt -- et af dine Genier. Videre!“
„Jamen dennegang tager jeg ikke fejl, Onkel! Det er absolut et
eminent Talent. Han vil engang komme til at præstere noget
epokegørende i sit Fag. -- Men han er fattig.“
„Fattig? Ja, det er jo en af Hovedegenskaberne hos Geniet, har
jeg forstaaet.“
„Og naturligvis vil man ikke give ham Lov til at gøre sig
gældende herhjemme. Det er jo de store Begavelsers sædvanlige
Lod. Men jeg er forresten ikke bange. Han skal slaaes op. Jeg
har talt med Dyhring derom, og han har lovet mig at interviewe
ham ved Lejlighed og skrive en Artikel om de store Opfindelser,
han beskæftiger sig med.“
„Med andre Ord, Ivan -- det Menneske, du der taler om, det er
den selvbevidste unge Person med Opstandernæsen, der optraadte
her forleden og gjorde Skandal’ -- ham med det uanstændige Navn.
Hvad er det nu, han hedder?“
„Sidenius.“
„Herr Gott von Mannheim! At et stakkels Menneske kan hedde
saadan!“
„Nu veed jeg, at han har i Sinde at rejse bort og studere i
Udlandet en Tid.“
„Er han kommen til Penge da?“
„Nej, ser du, Onkel, det er netop det, jeg gerne vilde tale med
dig om. Forstaar du, jeg vilde gerne kunne tilbyde ham de
nødvendige Rejsepenge, som jeg veed, han mangler. Men han er en
stolt Natur. Og saa ømfindtlig paa det Omraade, at -- -- ja, --
-- jeg er næsten sikker paa, at han vilde sige nej, naar man gik
hen og ligefrem tilbød ham Penge. Han vilde tage det op som en
Fornærmelse. Saadan er han.“
„Saa skulde du sgu beholde dine Moneter, Ivan.“
„Snak, Onkel! Det er netop den Slags Folk, der skal hjælpes. --
Og du maa finde paa en Udvej, Onkel.“
„Jeg? Er du gal?“
„Jeg har tænkt mig, at jeg kunde faa dig til at være Skærmbræt
for mig. Og det vil du nok, Onkel, naar jeg ber dig pænt om det.
Ser du, Pengene maa tilbydes ham paa en saadan Maade, at det
ikke støder ham … og absolut anonymt, ellers tager han dem
aldrig. Du kan jo sige, at det er nogle Venner og Beundrere, der
har ønsket at vise ham en Opmærksomhed, inden han rejser … eller
du kan tilbyde ham dem som Laan … eller hvad du nu kan finde
paa.“