Raseri. Men han svarede ikke. Der stod en Strid i hans Indre. Da
Døren lukkede sig efter Per, gik der et Ryk igennem ham, som
vilde han kalde ham tilbage. Men med et „Aa, den Dreng --“
vendte han sig om og gik tilbage til Skrivebordet, hvor han i
sin Forbitrelse gav sig til at rode frygtelig om i nogle
Papirer.
Lidt efter kom hans Frue ganske forskrækket ind fra Dagligstuen
ved Siden af og sagde:
„Hvad var det dog for et Menneske, der var inde hos dig? Du gode
Gud! Han slog Entredøren i efter sig, saa der faldt et stort
Stykke af Loftsgesimsen.“
„Ja saa! … Ja, han vil vist komme til at gøre Ulykker paa mere
end Loftsgesimser, den Fyr!“
„Men hvad var det da for En?“
„Ja, sig mig det, du! En Forrykt, antager jeg. Eller en
Charlatan! … Maaske et Geni! … Tiden vil vise det.“
Sjette Kapitel.
En Søndag Formiddag i Begyndelsen af April, en Foraarsdag med
stille Vejr og høj Himmel, sad Per udenfor Restavrationen paa
Langelinje og saae ud paa den uophørlig forbidragende Strøm af
Spaserende, der efter Kirkegang og Frokost var kommen ud for at
sole sig lidt og forfriske Lungerne med Saltvandsluft.
Hans Ydre havde forandret sig i Løbet af de sidste Maaneder. Han
var bleven mager (hvad dog ikke misklædte ham), og det Hageskæg,
han havde lagt sig til i den bestemte Hensigt at gøre sig ældre
af Udseende, gav hans Ansigt mere Karakter. Ikke heller
Udtrykket var længer det gamle sorgløse og lidt forsorne. Som
han sad der med Haanden under Hovedet og stirrede ud over de
søndagspyntede Spaserende, var det ikke svært at se paa Blikket
og de sammentrukne Bryn, at han var en ung Mand, hvem Livet
havde beredt den første, alvorlige Skuffelse.
Det var nu virkelig gaaet ham saare ilde. Han, som hidtil under
Tilrettelæggelsen og Opbygningen af sin Fremtid havde besiddet
den stærke Selvtillids Taalmodighed og været saa omskuende, saa
behersket, til Tider saa klogt beregnende, havde efter
Sammenstødet med Oberst Bjerregrav aldeles tabt Besindelsen. I
Haab om at kunne faa Hævn over Obersten og Professor Sandrup,
eller hvem det nu var, der havde staaet hans Fremgang imod,
havde han ikke alene søgt en Række andre af Standens Førstemænd
der i Byen og vist dem sit Arbejde; han var ogsaa gaaet rundt
til Dagbladenes Redaktioner for at faa indrykket Artikler om
sine Ideer, ja han havde tilsidst gjort et desperat Forsøg paa
at faa Avdiens hos selve Indenrigsministeren for at forestille
ham, hvor paatrængende nødvendigt det var at skride til en
fuldstændig Omordning af vort hele Vandbygningsvæsen. Og
allevegne havde han kun mødt Smil og Skuldertræk, naar man ikke
ligefrem havde vist ham Døren.
En Ulykke for ham var det nu under al denne Modgang, at han stod
saa ensom, uden Tilknytning til noget Menneske, med hvem han
kunde tale fortrolig om sine Skuffelser, og som kunde skaffe
hans Harme Luft. Nu slog Forbitrelsen ind, gjorde ham
menneskesky og avlede i Mørket sygelige Forestillinger om at
være Genstand for en bevidst, planlagt Forfølgelse. Sine
forhenværende polytekniske Medstuderende undgik han overalt. Han
indbildte sig, at de allesammen ansaae ham for forrykt (hvad
forresten adskillige af dem virkelig gjorde). I „Gryden“ havde
han ikke sat sine Ben i over et Aar, skønt han vidste, at
Lisbeth forlængst havde trøstet sig med en anden. Han var kommen
til at nære formelig Afsky for Kunstnere, disse Nationens
Kæledægger, som drev det samme hysteriske Afguderi med Naturen
som Præsterne med det Hinsides og som derfor ogsaa betragtedes
som benaadede Væsner, „Aandens“ Budbringere mellem Himmel og
Jord. Naar det kom til Stykket, var disse Lærredstilbedere og
Stemningsprædikanter i al deres Latterlighed slet ikke saa
uskyldige eller ufarlige, som han havde troet. Ogsaa de havde
været med til at undergrave Troen paa Mennesket som Jordens
Herre og enevældige Behersker.
I det hele genvaktes hos ham i disse Modgangens Dage den dystre,
stridbare Ensomhedsfølelse, der havde forfulgt ham under
Opvæksten i Barndomshjemmet. Som han der havde følt sig hjemløs
mellem Forældre og Søskende, følte han sig nu som en vildfarende
Fremmed i det hele hjemlige Samfund. Han saae i sine Landsmænd
lutter selvgode Sidenius’er, der overkalkede deres
smaaborgerlige Klejnmodighed med Farisæerens hovmodige Ringeagt
for denne Verdens Glans og Herlighed; og han tænkte ofte paa,
hvad det maatte være for en Velsignelse for Katolikerne, at
deres Præster ikke giftede sig, at ikke al den aandelige
Vanførhed, der opklækkedes af Kirkens falske Ydmyghed, og som i
de protestantiske Lande gik i Arv fra Slægt til Slægt,
forplantede sig ud i Befolkningen opefter og nedefter og
endevendte alle Begreber ligesom i Kong Pukkelrygs Land, hvor
det Smaa kaldtes stort og det Skæve lige.
Nu havde han tilmed haft andre Genvordigheder at kæmpe mod,
blandt andet Pengebekymringer. Skønt han i den sidste Tid igen
havde levet saa sparsommelig som nogen fattig Student, havde
opsøgt Borgergadekvarterets allerbilligste Kælderrestavrationer
og spist sammen med Droskekuske og Bybude, var Arven efter
Neergaard næsten opbrugt. Han havde regnet ud, at hans Penge i
det højeste vilde kunne strække til endnu et Par Maaneder. Og
hvad saa? Skulde han saa igen begynde at være Drengepisker?
Eller gaa Tiggergang til Fabrikanter og Haandværksmestre for at
faa Kopieringsarbejde? …
Desuden havde han Kærlighedssorger, forsaavidt som han dog
aldrig ganske kunde glemme Fransisca. Han kunde undertiden sidde
helt bevæget og betragte et Par opbevarede Smaaerindringer om
hende: en hentørret Blomst, hun engang havde fæstet i hans
Knaphul, et Gækkebrev, hun havde skrevet til ham med
Spejlskrift, et blaat Silkebaand, han en Aften havde røvet fra
hendes Hals. Ja, naar han i Mørkningstiden gik sine ensomme
Spasereture og saae de andre unge Mænd, der i bedste Forstaaelse
med alle himmelske og jordiske Avtoriteter nød Solnedgangen og
Foraarsluften med deres Kærester eller unge Koner under Armen,
kunde der komme Øjeblikke, da han overfaldtes af sin gamle
Svaghed og spurgte sig selv, om han ikke havde ofret sin Lykke
for et Blændværk, om han ikke lige saa godt først som sidst
kunde skrinlægge alle stolte Drømme og blive som de andre,
beskedent dygtiggøre sig til en eller anden haard Kontorstol for
engang i Tiden at gifte sig med Fransisca og blive en velagtet
Borger og en glad Familjefader i Kong Pukkelrygs Land.
Og dette var endda ikke alt. Som om alle Magter havde
sammensvoret sig for at prøve hans Standhaftighed, var han for
et Par Dage siden bleven opskræmt af en uhyggelig Begivenhed
derhjemme i Hjertensfrydgade, idet Højbaadsmanden pludselig var
død. Den gamle Mand havde om Formiddagen foretaget sin
sædvanlige Runde over Amalienborg Plads, gennem Borgergade og
ind til Antonistræde og befandt sig paa Hjemvejen, da han paa
Hjørnet af Goters- og Adelgade pludselig sank sammen og blev
liggende paa Stenbroen. Han havde akkurat haft Samling nok til
at fremstamme sit Navn og sin Bopæl, og gennem en tæt Sværm
Nysgerrige, der øjeblikkelig havde samlet sig, var han bleven
baaret ind i en lukket Droske og kørt til sit Hjem. Her stod
hans Kone netop og kiggede efter ham i Gadespejlet, da Drosken
standsede udenfor; og i det samme hun saae en Politibetjent
stikke sin Arm ud af Vognvinduet for at aabne Døren, forstod
hun, hvad der var sket, og foer ned ad Trappen. Per, der havde
opholdt sig paa sit Værelse og pludselig mærkede Uro i Huset,
var gaaet ud paa Gangen for at høre, hvad der var paa Færde; og
herfra havde han da set, hvorledes Madam Olufsen ude foran
Vogndøren resolut skubbede Betjenten til Side og et Øjeblik
efter kom ind i Huset med Højbaadsmandens slapt nedhængende
Legeme i sine Arme. Ganske alene, uden at ville modtage nogen
Hjælp, havde den 73-aarige Kone baaret sin døende Mand op ad den
stejle Stigetrappe, mens Politibetjenten med embedsmæssig
Værdighed fulgte bagefter bærende Olufsens graa Cylinderhat og
brune Stok. Efter at der i Hast var skikket Bud efter en Læge,
og mens den af Ulykken ganske fortumlede Skibstømrerkone i Stuen
for egen Regning løb efter en Præst, havde Per og Betjenten
været Madam Olufsen behjælpelig med at bringe Manden i Seng,
hvor han saa faa Minutter efter udaandede med Hovedet paa hendes
Bryst.
Per havde siden den Dag ikke følt sig vel tilpas derhjemme i
sine Stuer. Det var første Gang, Døden traadte ham saa nær.
Billedet af det stive, uskønne Lig, der laa deroppe lige over
Hovedet paa ham og gabede, havde holdt ham vaagen om Nætterne;
og om Dagen, naar han sad ved sit Bord med Hovedet mellem
Hænderne og stirrede fortabt ned paa sine Tegninger -- disse
fem-seks ulyksalige Blade, der havde magtstjaalet al hans Tanke
og Vilje -- da var det for ham, som om den Dødens Stilhed, der
rugede over Huset, den Gravkulde, der trængte ned til ham gennem
Loftet, spottede al hans Møje ved at minde ham om, hvor ringe og
fattig selv den sejrrigste Skæbne blev overfor Dødens Vælde,
hvor sekundkort selv det længste Menneskeliv var i Sammenligning
med Intethedens Uendelighed.
Han havde slet ikke været hjemme hele det sidste Døgn. For at
dræbe Tankerne havde han drevet om paa Kafeer og Billardstuer og
havde tilbragt Natten i Selskab med en fremmed Kvinde, en af
Gadens barmhjertige Søstre, og sad nu her med et tømt Glas --
jaget gennem Byen af den ham fra Barndommen saa forhadte Lyd af
Kirkeklokkerne, der havde forfulgt ham den hele Formiddag som en
besværgende Mumlen. Aldrig følte han sig saa fredløs, aldrig saa
mistrøstig og modløs som paa en saadan Helligdag, naar han gik
mellem Gadernes lange Rækker af tilskoddede Butiker og saae alle
Parker og Spasereveje fulde af søndagsglade Borgere. Her kom en
fednakket Herre med Næsen i Sky og Hænderne bag paa Ryggen, --
en Jurist (skønnede han), maaske en Aagerkarl, en Tyvekæltring,
der i en eller anden Kirke havde hentet sig Absolution for Ugens
Synder og nu luftede sit genfødte Menneske med en Havannacigar i
Munden. Og der kom en anden fednakket Herre, en Tvillingbroder
til den første, med en yppig, blond Dame under Armen og en
henrivende lille Pige ved Haanden, -- en lykkelig Familjefader,
der havde fundet sit Kald her i Livet som Agent i Tinknapper
eller maaske grundet en velsignelsesrig Eksistens paa en
Forretning med Klosetpapir. Og der kom Studenter og Soldater,
leende unge Piger og surt smilende gamle Damer, alle udluftende
hver sit lille, hyggeligt indrettede Sneglehus, der for dem
betød den hele Verden. Beskedne Folk! Lykkelige Mennesker!
Brave, rettroende Sidenius’er.
Han foer sammen ved det hæse Stød i en Dampfløjte. En stor
Fragtdamper gled ud af Havnen under kraftige Stempelslag. Solen
spejlede sig i dens sortmalede Skrog, og Røgen væltede ud over
Skorstensranden som Bunker af sort Uld. Kaptajnen stod paa
Kommandobroen med Haanden paa Signalskiven. Over Agterstavnen
saaes det engelske Handelsflag.
Der vaagnede ved dette Syn en heftig Længsel hos Per efter at
rejse … efter at komme bort og begynde sit Liv fra nyt i en
anden Jordbund, mellem andre Mennesker … at søge over til
Amerika, til Avstralien eller endnu længere bort, til et eller
andet fjernt og ukendt Land uden Degnesjæle og uden
Kirkeklokker.
Tanken var ham slet ikke fremmed, Fristelsen ikke ny. Og hvad
hindrede ham vel egenlig? Han kendte intet til den Hjemstavnens
Trolddomsmagt, som Neergaard hin Nat havde talt om og selv var
bleven et Offer for. Med det gamle Nyboderhjems forestaaende
Opløsning vilde han tilmed miste sin allersidste Tilflugt
herhjemme. Og var det ikke haabløst at vente sig nogen Fremtid i
dette lille vanrøgtede Land, der af Skæbnen syntes bestemt til
en snarlig Undergang? Han havde i disse Dage efter
Højbaadsmandens Død ofte maattet tænke paa, hvad den Gamle havde
fortalt ham om sit lange Livs Oplevelser, der strakte sig lige
fra Skærtorsdagsslaget derude paa Reden, til hvilket han havde
været Vidne fra sin Moders Arm, og ned gennem den lange Række af
Ydmygelser, den enestaaende Sønderlemmelse, hvortil hin
Paasketorden havde været Indledningen. Men hvorfor blive ved at
klamre sig til et dødsdømt Land, der i Løbet af et Menneskes Liv
var svundet ind til en Ruin, sygnet hen til et blegt og slapt
Rudiment paa Evropas kraftsvulmende Legeme?
Et nyt Liv! En anden Jord, en anden Himmel! … Der ligesom groede
nye Kræfter frem i ham, blot han tænkte derpaa. Mens hans Øjne
blev ved at følge den bortdragende Damper, vaagnede alle
Drengetidens Fribytterlyster igen i hans Blod. Han sagde til sig
selv, at derude -- langt borte -- ventede maaske den store
Sejrslykke ham. Derude skulde maaske Barndommens gyldne Drømme
opfyldes. Der kunde han maaske endnu virkelig vinde Prinsessen
og det halve Kongerige, -- selv om Prinsessen var sort, og
Kongeriget en Palmeø i Sydhavet!
Der faldt i dette Øjeblik en Skygge henover hans Bord. Foran ham
stod en lille, modeklædt Herre med opløftet Hat og et henrykt
Smil i Ansigtet, -- Ivan Salomon.
„Syntes jeg ikke nok, det var Dem! … Hvor det var morsomt! Det
er saa længe, siden jeg har set Dem! Jeg tror virkelig, De
undgaar Deres gamle Venner. Hvorledes lever De dog?“
Per rejste sig halvt op og mumlede nogle Ord. Han var ikke
videre glad for dette Møde men bad dog den anden tage Plads.
Salomon satte sig paa den modsatte Side af Bordet og slog et Par
rappe Slag med Haandtaget af sin Stok paa dets Jernplade for at
hidkalde en Tjener.
„Er der ikke noget, jeg tør byde Dem?“ spurgte han. „Jeg ser,
Deres Glas er tomt. En Absint?“
„Tak, jeg skal ingenting have.“
„Et Glas Øl maaske? Eller et Glas Vin … Et Glas engelsk Portvin
f. Eks. Kan det ikke friste? Det er første Klasses Varer, der
serveres her.“
„Mange Tak. Jeg skal ikke have noget“, gentog Per meget bestemt,
idet han melankolsk tænkte, at han jo virkelig her alligevel
havde en Ven, endog en Beundrer. Og han mindedes et Ord, han
engang havde hørt eller læst, at Ingen var saa ene, han havde jo
sin Nar.
Salomon bestilte et Glas Isvand til sig selv og bød Cigaretter
af et Sølvetui.
„De har naturligvis siddet begravet i Arbejde, Hr. Sidenius! I
store Opfindelser! Det er derfor, De har søgt Ensomhed, ikke
sandt? Det har jeg netop tænkt mig. -- Naa, skal Bomben snart
springe? Tør Verden snart vente sig en Overraskelse fra Deres
benaadede Haand?“
Per svarede kun med et Skuldertræk.
„Jeg vil betro Dem, at der ventes paa Dem. Ventes med Længsel.
Jeg siger altid til Folk, der klager over, at der ikke mere sker
noget af Betydning herhjemme, -- vent, siger jeg, der er i Færd
med at gro en ny Slægt op i vort Fædreland. Fra den vil
Revolutionen komme“.
Per vilde stadig ikke ind paa det Emne. Han følte sig ogsaa
altid ubehagelig berørt af Salomons Smiger, fordi den saa
ublufærdig afdækkede Tanker og Forhaabninger, han mangen Gang
knap rigtig havde Mod til at tilstaa for sig selv.
„Har De læst Nathans sidste Afhandling i „Lyset“? De kender den
ikke? … Aa, den skal De læse! Den er netop noget for Dem!
Aldeles ypperlig, siger jeg Dem! Som han der afklæder indtil
Nøgenhed, hvad han kalder vore udmalkede Æstetikere herhjemme,
og raaber Initiativets og de dristige Handlingers Mænd i Gevær,
… vidunderligt!“
Per saae overrasket op.
„Dr. Nathan?“ sagde han.
Han mindedes med eet hin sidste Kafe-Samtale, han havde haft med
Fritjof, og hvorledes denne idelig havde hentydet til den
jødiske Skribent paa en Maade, han ikke dengang havde forstaaet
eller havde brudt sig om at forstaa. Nu gjorde Salomons
Meddelelse ham alligevel nysgerrig. Han spurgte, hvad det i
Grunden var for noget, denne Universitetsdoktor havde skrevet,
og øjeblikkelig tilbød den anden at laane ham den nævnte
Afhandling.
„Gør Dem ingen Ulejlighed“, sagde Per afværgende. „Jeg faar den
dog næppe læst.“ -- Og efter at have lagt sig tilbage i Stolen
tilføjede han henkastende: „Jeg tænker nemlig saa smaat paa at
udvandre“.
„Vil De rejse?“
Det lød næsten som et Angstskrig.
„Jeg tænker paa det.“
„For bestandig?“
„Maaske“.
Den lille Ivan slog Øjnene mod Jorden og sad en Tid tavs.
Han havde paa anden Haand hørt noget om Pers Projekt og om
Oberst Bjerregravs og Professor Sandrups afvisende Holdning
overfor det; men han havde ikke villet tro paa Muligheden af, at
man i vore Dage kunde udsættes for en saadan Miskendelse.
„Naa ja,“ sagde han. „Jeg forstaar det egenlig godt, at De føler
Trang til at komme bort. Der er -- foreløbig -- næppe nogen
gunstig Jordbund for Dem herhjemme. Jeg kommer til at tænke paa
et Udtryk, De engang brugte om vort berømmelige polytekniske
Læreværk. De kaldte det „en Udrugningsanstalt for Kontorister“.
Jeg finder det Udtryk aldeles mageløst. Og det er upaatvivlelig
fuldkommen rammende. Alt i vor Tid indrettes jo paa at fremelske
Middelmaadigheden. Der er ikke længer Plads for Undtagelserne,
ingen Forstaaelse af, ja ikke engang nogen Trang til det
særegne, det fremragende, det banebrydende. Det er, som Nathan
skriver, -- vi har altfor længe plejet en letfærdig Omgang med
Fantasien og derved i en betænkelig Grad svækket Nationens
Viljeskraft.“
„Skriver han det?“
„Aa ja, -- og meget mere. Men jeg vil nu alligevel sende Dem den
Afhandling. De maa læse den! -- Tænker De at rejse langt væk?“
„Jeg veed ikke. Jeg har ikke saadan nærmere -- --.“
„Aa, men De vil komme tilbage. De vil snart komme tilbage! Derom
er jeg ganske overbevist! Fremtiden herhjemme hører nu engang
Dem til! … Men maaske er det, alt vel betænkt, slet ikke afvejen
saadan at gøre sig usynlig en lille Tid. Det vil vist endogsaa
være ganske klogt. Et Ophold i Udlandet giver altid Prestige.
Kunde De blot opnaa en Ansættelse hos et af de store engelske
eller franske Ingeniørfirmaer. Blackbourn & Gries f. Eks. …
Firmaet med de store Broarbejder. Vi har undertiden haft lidt
Forretning med det. Men maaske har De allerede andre Planer?“
Per svarede undvigende.
Salomon sad og famlede med sit brogede Silkelommetørklæde. Der
havde hele Tiden brændt ham et Spørgsmaal paa Tungen; men han
fik ikke Mod til at udtale det. Det var et Spørgsmaal om
Rejseudgifterne. Han kendte Pers Forhold langt bedre, end denne
anede, vidste ogsaa om hans Pengevanskeligheder, og det havde
været hans store Sorg, at Pers Holdning overfor ham hidtil havde
gjort ham det umuligt at tilbyde sin venskabelige Hjælp. Nu
vaktes hans Haab om endelig at kunne faa Lejlighed til at vise
Per en af de Tjenester, han var saa ivrig efter at yde Folk, paa
hvis Talent og Fremtid han troede. Og denne Offervillighed var
aldeles ikke udelukkende en Forfængelighedssag for ham. Med sine
mange latterlige Egenskaber var den lille Ivan inderst inde et
uegennyttigt og barnligt medfølende Menneske, hvis Væsen var
Hjælpsomhed, hvis Natur det var at tilbede, og hvis eneste
Passion var den at bidrage til, at hans Afguder kunde
tilfredsstille deres.
Pludselig rejste han sig med et Sæt, som om han blev vippet
tilvejrs af en Mekanisme i Stolesædet.
„Jeg beklager at maatte forlade Dem,“ sagde han. „Jeg har lovet
min Moder og min Søster at tage med dem ud og se til vort
Landsted, -- og der ser jeg Vognen komme.“
Nede paa den smalle, dybtliggende Kørevej, der adskilte
Restavrationen fra Spaserestien, og som var overbygget med en
buet Bro, saaes en stor Herskabs-Ekvipage nærme sig. Bag et Par
høje, brune Heste med sølvbeslaaet Seletøj tronede en Kusk og en
Tjener i blaat Liberi, og bag disse igen øjnedes to
Silkeparasoller, en hvid og en lilla.
„De har ikke Lyst til at hilse paa min Familje?“ spurgte
Salomon. „Det vilde glæde baade min Moder og min Søster at gøre
Deres Bekendtskab.“
Per kom med Udflugter. Han havde slet ingen Lyst til at blive
trukket frem til Præsentation her for alle Menneskers Øjne. Men
Salomon havde allerede givet Tegn til Kusken, og et Øjeblik
efter standsede Vognen nedenfor en Trappe, der fra
Restavrationen førte ned til Vejen.
Under Parasollerne sad to Damer, af hvilke den ene -- den yngste
-- straks tog Pers Blik fangen. Han havde forresten set hende
engang før men under Maske og uden at vide, hvem hun var. Det
var den Karnevalsnat for noget over et Aar siden, da han ogsaa
havde truffet Fru Engelhardt for første Gang. Han huskede hende
fra hin Nat dunkelt som en stærkt nedringet Snedronning i en
hvid Silkedragt, der straalede af Diamanter; og han havde siden
altid tænkt sig hende som en blegfed, opstadset Jødedame, der
udstillede sine Yndigheder og sine Juveler ligesom en Kræmmer
sine Varer. Og nu saae han for sig en helt ung Pige, næppe meget
over atten-nitten Aar, om hvis jødiske Herkomst der ganske vist
ikke kunde tvivles, men som havde et friskt, regelmæssigt og
rødkindet Ansigt, ombrust af et stort, krøllet Haar. Hun var
iøjnefaldende men slet ikke smagløst klædt i en lille,
tætsluttende, ulvegraa Fløjlsvams og havde paa Hovedet en lilla
Hat, hvorfra to store, brogede Silkesløjfer udfoldede sig som et
Par kæmpemæssige Sommerfuglevinger. Lige under disse Vinger sad
et Par dejlige, sortebrune Øjne, fulde af Liv og Skælmeri. Og
disse Øjne betragtede ham med umiskendelig Interesse, en dristig
Nysgerrighed, der var nær ved at forvirre ham.
Moderen derimod havde besvaret Pers Hilsen med et lidt afmaalt
Nik.
„Naa saaledes ser De altsaa ud,“ sagde hun. „Min Søn har ofte
talt om Dem. De er Ingeniør, ikke sandt?“
Per svarede mekanisk, -- han havde ikke sine Øjne fra den unge
Pige, hvis Blik heller ikke slap ham, omend det mere og mere
skjulte sig bag de lange, nedsænkede Øjenhaar.
Iøvrig stod det hele Møde ikke længe paa. Ivan steg op i Vognen,
og efter at Fru Salomon havde sagt, at hendes Søns Venner altid
var velkomne i hans Hjem, udveksledes der atter en ceremoniel
Hilsen, Tjeneren steg op paa Bukken, og Vognen rullede afsted.
Helt varm i Kinderne gik Per ind mod Byen.
Han kunde ikke glemme det forvovne Udtryk i disse straalende,
sortebrune Øjne … Og pludselig saae han ganske tydelig den unge
Pige for sig, saadan som hun hin Karnevalsnat var skreden ham
forbi gennem Mængden -- halvnøgen, med en Guldkrone paa sit
mørke Uldhaar og med det lange, bølgende Slør tindrende af
Diamanter.
Og det var, som hørte han selve Fristerens Røst hviske ham ind i
Øret:
„Den sorte Prinsesse … og det halve Kongerige!“
* *
*
Sit Løfte tro sendte Salomon endnu samme Aften Dr. Nathans
omstridte Afhandling til Per, der i Mangel af anden
Beskæftigelse straks gav sig til at kigge i den. Han blev hurtig
fængslet baade af dens Sprog og Tone, der var saa ganske
anderledes, end han havde ventet. Han mindedes de Bøger af noget
lignende Art -- Martensens Etik f. Eks. --, af hvilke han i sine
Drengeaar havde maattet læse højt for Faderen paa sine
Frieftermiddage, en Beskæftigelse, der ikke var bleven uden
Indflydelse paa hans Forhold til Literaturen udenfor hans eget
Fag. Her saae han nu klart og myndigt udtalt, hvad hans egen
Erfaring havde lært ham om Livet og Menneskene, og han frydede
sig i sit Hjerte ved at læse de vittige og skaanselsløse Angreb
paa alt det, han selv hadede herhjemme, først og fremmest paa
hele det smaavorne, selvgode Kleresi, Sidenius’erne, der ogsaa
for denne Mand stod som Landets Ulykke og Skam.