sagde nej, vilde han rimeligvis aldrig se Fransisca mere -- og
hans Hjerte blev tungt derved. Han saae hende for sig, saadan
som hun rimeligvis nu gik derinde i Huset ved Siden af og i
Angst og Spænding ventede paa Udfaldet. Og virkelig foer i dette
Øjeblik den Tanke ham som en Lysning gennem Sjælen at lade alle
tvivlsomme Storheds-Drømme fare, at holde fast paa denne ene,
sikre lille Lykke-Spurv, han holdt i sin Haand, og glemme
Guldfuglene højt paa Tage og Tinder. Men atter dukkede
Neergaards nøgne Hoved op for ham. Og han rettede sig i Vejret
og svarede aabent Nej.
Og nu forefaldt der en Scene, som han ikke siden kunde tænke paa
uden at bide sig i Læben af Skam. Med begge Hænder i
Bukselommerne traadte Mester Jacobæus ham i to tunge Skridt saa
nær ind paa Livet, at han kunde føle Haar af hans graa Fuldskæg
kilre ham i Ansigtet. Og den fremmede Mand kaldte ham en Flab,
en Lømmel og en Gadedreng og lod ham vide, at dersom han endnu
en eneste Gang nærmede sig hans Broderdatter, skulde han blive
gennempryglet og lempet ud af Nyboder som en skabet Hund.
Per var bleven kridhvid af Raseri; men han rørte sig ikke,
svarede ikke heller. Dog var det ikke Mandens Trusler, der
gjorde ham tavs. Han havde før været ude for et Par knyttede
Næver, og hans første Tanke, da han saae Manden nærme sig, havde
da ogsaa været den at gribe ham i Kværken og sætte ham op imod
Væggen og holde ham fast der, indtil han havde faaet Galskaben
sprællet af sig. Men da han stirrede ned i dette blege,
fortrukne Ansigt med den dirrende Mund, der endnu tydeligere end
hans fremstammede Tale viste, hvor nær den hele Sag var gaaet
ham, hvor alvorligt den havde græmmet og ydmyget ham, rørte der
sig i Dybet af hans Sind en Følelse af Skyld, der holdt hans
Haand nede og hans Mund lukket.
Bagefter, da Mester Jacobæus var gaaet, maatte han rigtignok
spørge sig selv, hvormed han egenlig havde forbrudt sig. Han
havde jo ikke villet Fransisca noget ondt. Dersom han fra
Begyndelsen havde anet, at der skulde udvikle sig Kærlighed
imellem dem, vilde han endda helt have holdt sig fra hende; men
forresten havde han jo ikke misbrugt hendes Tillidsfuldhed. De
Kys, de i Uskyldighed havde vekslet, kunde da for Pokker ikke
kaste nogen Skygge over hendes Fremtid. Men hvad Skade var der
saa sket?
Det var altsaa igen hans „Samvittighed“, der havde overlistet
ham, -- dette ubestemmelige, spøgelseagtige noget, der pludselig
satte En et Troldspejl for Øjnene, hvori man saae sig selv i
hæslig forvrænget Skikkelse. Han, som havde troet sig saa
lykkelig frigjort for alle Slags Pukler og Knyster paa Sjælen,
stod atter her beskæmmet som en Nar, -- og Ærgrelsen herover var
nær ved at faa ham til at glemme baade Fransisca og Adskillelsen
fra hende.
Nu viste det sig desuden, at Mester Jacobæus’ Trusler havde
været ganske overflødige. Allerede Dagen efter rejste nemlig
Fransisca efter sit eget Ønske hjem til Fyen. To Dage senere
modtog Per med Posten nogle Smaating, han nu og da havde foræret
hende. Hun tilbagesendte dem uden at ledsage dem med et eneste
Ord, endsige nogen Bebrejdelse; men hver enkelt Ting i Pakken
var omhyggelig indsvøbt i rosenrødt Silkepapir. Og som Per nu
stod med dem i Haanden, overgik der ham en ny Ydmygelse. Hans
Øjne begyndte at fugtes. Han kunde ikke afværge det. Ja, havde
han ikke skyndt sig at lukke det hele ned i sin Skuffe, kunde
der let være overgaaet ham den endnu større Skam, at han
virkelig var kommen til at græde.
Men atter var Lykken ham huld. Ikke mange Dage efter skete der
noget, der ikke alene fik ham til at glemme den bratte
Udstødelse af Kærlighedens Paradis, men næsten tog sig ud som
selve Skæbnegudens opmuntrende Vink til ham -- en Belønning for
hans Standhaftighed. Havde han længe ligget og kæmpet i Dødvande
og biet paa en gunstig Vind for sin Eventyrsejlads gennem Livet,
saa rejste der sig i det hele nu en Storm af Begivenheder
omkring ham, der bar ham ud paa det aabne Hav.
* *
*
Allerede for noget siden var han naaet saa vidt med Arbejdet paa
sit Projekt, at han havde ment igen at turde forelægge en
Avtoritet det til Bedømmelse. Han havde dennegang henvendt sig
til Formanden for Ingeniørforeningen, en pensioneret
Ingeniøroberst, hvem han oftere havde hørt omtale som en
fordomsfri Mand og en indsigtsfuld Tekniker, der sad inde med
betydelig Indflydelse og blandt andet var Hovedredaktør af
Foreningens meget ansete Maanedsskrift. Per havde sendt ham sine
Oversigtsplaner tilligemed et Brev, undertegnet „P. Sidenius,
Ingeniør“, hvori han havde givet en sammentrængt Fremstilling af
sine forskellige Ideer og frimodig udtalt Haabet om, at Obersten
vilde erkende de fremsatte Tankers Betydning og anbefale dem til
Offenliggørelse i Maanedsskriftet.
I et Par Uger havde han gaaet og ventet paa Svar, og han havde
tilsidst opgivet Haabet om overhovedet at faa noget. Men nu var
det, at der kom Brev fra Obersten, der skrev, at han „med
særdeles Interesse“ havde gjort sig bekendt med hans Udkast, og
bad ham om ved Lejlighed at se ind til ham i hans Kontortid og
medbringe de Detajlplaner, han havde omtalt, for at de kunde
forhandle nærmere om Sagen.
Straks da Per havde fløjet Skrivelsen igennem, bankede han med
Bagen af sin Haand op paa Loftet, hvilket var Tegn til Trine om
at komme ned.
„Kald paa de Gamle!“ kommanderede han.
Derpaa tog han en Flaske med en Rest svensk Punsj frem fra
Bunden af sit Klædeskab, opstillede tre Glas i Række paa Bordet
og fyldte dem.
„Hvad er der paa Færde?“ spurgte Madam Olufsen og stak sit
papillotprydede Hoved ind, mens Højbaadsmanden hørtes at stolpre
besværligt ned ad Stigetrappen.
„Nyheder, Madam Olufsen! … Kom og gratuler mig!“
„Min Gud, Hr. Sidenius, er De bleven forlovet?“
„Ikke dengang, sa’e Kællingen. Bedre op, Madam Olufsen!“
„Har De vundet i Lotteriet da?“
„Saamænd, det kan man gerne kalde det … Ligemeget! Skaal, gamle
Venner! Og Tak for alt godt! Skaal, Højbaadsmand! … Og bliv nu
ikke altfor forskrækket, dersom De skulde høre noget om mig med
det første!“
Allerede den næste Dag stod Per udenfor Oberstens Dør med sine
Tegneruller under Armen. En Pige lukkede op for ham, og efter at
have maattet vente lidt i en Slags Forstue, mens Pigen bragte
hans Kort ind, blev han ført ind i et stort, trefags
Arbejdsværelse med klart Lys fra en udenfor liggende Have. En
lille, blussende, purhaaret Mand rejste sig fra Skrivebordet og
gik ham livlig imøde med en Næseklemmer i Haanden. Men midt paa
Gulvet standsede Manden, satte Lorgnetten paa Næsen og saae et
Par Gange op og ned ad Per med alle Tegn paa at være bleven
ubehageligt overrasket.
„Hvorledes?“ spurgte han. „Er det … Hr. Ingeniør Sidenius?“
„Ja“.
„Men -- du gode Gud! -- De er jo et purt ungt Menneske.“
„Aa,“ sagde Per lidt stødt. „Jeg er da fyldt toogtyve.“
„Ja-men … ja-men … saa er det hele jo en -- --.“
Han vilde tydelig nok have sagt „en Misforstaaelse“ men tog sig
i det og stod en Tid og vendte sig paa Hælen som et Menneske,
der ærgrer sig over at have begaaet en Dumhed og ikke kan blive
enig med sig selv om, hvordan han bedst skal dække over den.
„Nu ja … sæt Dem ned,“ sagde han endelig, temmelig uvillig. „Vi
kan jo i alt Fald tale om Sagen.“ -- Og efter med en
Haandbevægelse at have anvist Per Plads i en lille Rørsofa ved
Siden af Skrivebordet og anbragt sig selv i en bred Armstol
foran dette fortsatte han i samme Tone: „Som jeg altsaa meddelte
Dem, har jeg -- mellem en Bunke Urimeligheder for ikke at sige
Galskaber -- fundet et og andet i Deres fremsendte Planer, som
-- maaske -- kunde fortjene nogen Paaagtning. Det vil rigtignok
sige, selve Deres Ide om et storartet, jysk Kanalanlæg og hvad
De har sat i Forbindelse dermed finder jeg -- mildelst talt --
altfor ungdommeligt. Den Ting lader jeg altsaa rolig ligge. Hvad
derimod Tanken om en Omregulering af de østlige Fjordindløb
angaar, saa hviler den jo i hvert Fald paa et nogenlunde
fornuftigt Grundlag … ligesom Maaden, hvorpaa De har tænkt Dem
Sagen udført, jo virkelig røber delvis nye Synspunkter og nye
Iagttagelser.“
Mens han talte, drejede han langsomt en Lineal rundt i sin Haand
og betragtede Per med et skarpt Blik over sin Lorgnet, der sad i
en næsten vandret Stilling helt ude paa den rødlige Næse. Hans
Tone var lidt efter lidt bleven noget mindre afvisende. Pers
sunde, skulderbrede Skikkelse tiltalte øjensynlig den gamle
Militær. Og pludselig standsede han midt i sin Tale for i
fornyet Overraskelse og med begge Hænderne plantet i Siden at
udbryde:
„Men -- for al Landsens Ulykke! -- hvordan er De, unge Mand,
kommen paa den forrykte Ide at lave hele dette taabelige
Projekt? Nogen praktisk Betydning kan det jo dog umulig have for
Dem. Og De ser mig, ærlig talt, mere ud til at have haft smukke
Pigebørn og den Slags Ting i Hovedet end Logaritmer og
Jordareal-Beregninger.“
Per fandt det rigtigst at smile af Bemærkningen, skønt den ikke
tiltalte ham. Og nu fortalte han ganske aabenhjertig, hvorledes
han i en Aarrække havde syslet med Opgaven, der paa en Maade
havde beskæftiget ham lige fra hans Drengetid. Og da han først
havde faaet Munden paa Gang, blev han hurtig veltalende og
udtrykte sig med ret ubehersket Selvfølelse om Sagens Betydning.
Idet han blandt andet støttede sig paa Henvisninger til
Udlandet, erklærede han det for sin Overbevisning, at
Avtoriteterne herhjemme, siden vi var begyndt at bygge
Jernbaner, i en utilgivelig Grad havde forsømt Udviklingen af
Landets naturlige Samfærdselsveje, Vandløbene, der overalt
henlaa næsten ubenyttede og efterhaanden vilde gro ganske til,
til største Skade for Landets Trivsel og Befolkningens Vel.
Obersten, i hvis Ansigt der under hele denne Tale havde spillet
et Smil, brød efter denne sidste Tirade uvilkaarlig ud i Latter.
„Hør, De er -- ved Gud! -- et modigt Mandfolk! Tror jeg ikke,
Deres Projekt ovenikøbet skal være en Udfordring til os gamle
Parykker, der saa skammeligt har vanrøgtet Landets Interesser!
Og saa forlanger De tilmed at faa Lov til at kritisere og
forhaane os i vort eget Tidsskrift. Det maa jeg sige, det er le
comble! … Er det Deres Detajlplaner, De medbringer der? Lad mig
se dem!“
Per udrullede sine Tegninger, een efter een, og lagde dem foran
ham paa Skrivebordet.
„Du godeste Gud!“ udbrød Obersten forskrækket. „Det er jo et
helt Arkiv! Hvor har det dog kunnet falde Dem ind. Det er jo det
rene, skære Vanvid, kære! … Og med alt dette her ser jeg endnu
ikke det Udkast til Fjordreguleringerne, vi talte om. Det
interesserer mig unægtelig mest.“
Per udrullede sin sidste Tegning, en mægtig Karton, der næsten
dækkede hele Bordet. Det var Resultatet af et halvt Aars
Jernflid, som forelaa paa dette Blad. Det var Omrids og Tværsnit
af Parallelværker, Indbygninger, Faskinbeklædninger, Støttemure
o. s. v., -- alt omhyggeligt, næsten pertentligt udført lige til
Maalestokkene og de ligesom prentede Overskrifter.
Obersten satte sin Lorgnet fastere paa Næsen og tog en Passer
frem af sit Bestik.
„Som De maaske veed,“ -- ytrede han efter en Tavshed, hvormed
han ufrivillig tilkendegav, hvor imponeret han var, „som De
maaske veed, tænkte man for en halv Snes Aar siden virkelig paa
en Uddybning af netop dette Fjordindløb og en Ombygning af
Havnen. Jeg blev dengang selv raadspurgt i den Anledning … og
muligvis var det tildels paa Grund af de Erindringer, der vaktes
hos mig gennem Deres Projekt, at det … at jeg … Naa, tag Dem nu
en Stol og flyt Dem herhen, … og fortæl mig saa, hvordan De har
tænkt Dem det.“
I mere end en Time sad de to Mænd ved Siden af hinanden,
fordybede i Udmaalinger og Beregninger. Gang efter Gang kastede
Obersten Passeren fra sig og erklærede det hele for
Galmandsværk; men et Øjeblik efter kunde han saa igen udtale sig
med varm Anerkendelse om et eller andet lykkeligt Fund, en klog
Terrænbenyttelse, en vel afpasset Funderingsmetode eller
lignende. Per var hele Tiden fuldkommen rolig, viste sig i
Modsætning til den Ældre som Koldblodigheden selv. Med klog
Beregning gav han efter paa alle mindre væsenlige Punkter for
med des større Virkning at fastholde sin Mening der, hvor
Hovedangrebene paa hans Arbejde blev ført. Den lange Forhandling
udviklede sig efterhaanden til en Slags Holmgang mellem den unge
og den gamle Ingeniør, hvorunder den sidste mer end een Gang
blev bragt til Tavshed, undertiden endog til Indrømmelser. Ja,
saa ivrig blev tilsidst den gamle Oberst, at ogsaa det før saa
haanligt affejede Kanalprojekt med dets Sluseværker og store
Vestkysthavn blev taget frem til nøjere Undersøgelse.
Ganske rød af Anstrengelse skød han pludselig alle Papirerne fra
sig og sagde:
„Lad mig beholde alle disse Ting en otte Dages Tid. Vi maa jo se
at faa noget bragt ud af det, … at skille Hveden fra Klinten,
den forskrækkelige Masse Klinte! Før der kan være Tale om at faa
det frem i Maanedsskriftet, maa det hele jo sammentrænges … jeg
skal forsøge, hvad jeg kan udrette. Nu, da jeg bedre forstaar
Deres Tanker, indrømmer jeg, at Planen bør ses i Sammenhæng, maa
fremstilles i sin Helhed for at komme til sin Ret. Som et rent
Tankeeksperiment betragtet er den jo i hvert Fald ganske morsom
og vil sikkert interessere i Tekniker-Krese. De har Ideer, unge
Mand! … Hvor gammel var det, De sagde, De var?“
„Toogtyve.“
„En lykkelig Alder! … Altsaa, kom til mig om en Ugestid.“
Obersten trykkede hjertelig og kollegialt Pers Haand til Afsked.
„Det er dog Pokker til Øjne, De har!“ sagde han pludselig, idet
han blev ved at holde om hans Haand. „Hvor har De faaet dem fra?
De ser paa Folk ligesom en sulten Ulv. Naa -- god Jagt!“ endte
han leende og slog endnu engang sin Haand i hans.
Da Per traadte ud paa Gaden, syntes Verden ham forvandlet.
Luften var saa mild, Himlen var bleven højere og Menneskene saa
underlig smaa.
Nu bare rolig! tænkte han og tvang sig til at se ganske nøgternt
paa Sagen. Herregud -- det hele var jo kun kommet, som han havde
vidst, at det maatte komme engang. Naar Tidsskriftheftet forelaa
vilde han ikke engang sende det til nogen, heller ikke til
Forældrene eller andre af Familjen, -- det kom dem saamænd nok
ihænde alligevel. Og det havde jo altsammen foreløbig ingenting
at betyde. Det var bare det allerførste, lillebitte Skridt ad
Navnkundighedens Bane, han endelig havde gjort. Nu galdt det om
at samle sig til det næste og større. Hvad der forestod, var den
langt vanskeligere Opgave at føre Ideerne ud i Livet, at skabe
Stemning for dem, at vinde dem Tilhængere baade blandt de
Styrende og ude i Befolkningen.
I de følgende Dage drev han igen en Del omkring paa
Billardstuerne for at faa Tiden til at gaa og døve sin
Utaalmodighed, indtil han paany kunde vise sig hos Obersten.
Saaledes kom han en Aften ind i en Kafe ved Kongens Nytorv og
stødte her paa Fritjof, hvem han ikke havde set siden hin
Samtale efter Orgiet i „Gryden“, da den lodne Kæmpe i
Drukkenskab havde aabenbaret sig som en spag og skælvende
Konfirmand. Nu tronede han atter her i al sin Kunstnermajestæt
som det talende Midtpunkt i en Kres af unge, tavse
Skønhedsdyrkere, der alle ligesom han var klædt i Selskabsdragt
og sad og drak Sodavand og Kognak efter en Grosserermiddag. Han
havde skubbet sin store, graa Rubenshat bag ad Nakken og hvilede
Hænderne paa Knappen af en frygtindgydende Bambusstok, der var
plantet mellem hans fremstrakte Ben.
„Guds Død! Er det ikke Salomons unge Aladdin!“ udbrød han ganske
højt, da Per kom ind, og hilste ham med en naadig
Haandbevægelse. „Hvor har Lampens Aand haft Dem henne i saa lang
Tid? -- Sid hos!“
Men Per følte ingen Lyst til at blive optaget i det Selskab og
tog Plads for sig selv ved et Bord ved Siden af. Paa Fritjofs
fornyede Spørgsmaal om, hvorfor han havde været usynlig saa
længe, svarede han kort, at han havde været optaget af Arbejde.
Fra Fritjofs store Legeme udrullede en olympisk Latter.
„Ja, det er sandt! De hører jo ogsaa til disse moderne
Nytte-Mennesker, som Nathan er begyndt at gøre Skrabud for. Jeg
takker! -- Saa har De maaske været beskæftiget med at tappe
Vandet af en eller anden af vore uskyldige Smaasøer -- hva’?
Eller De har maaske fundet paa at hugge Møens Klint op i Skærver
og lave Mørtel af den? Eller paa hvilken anden Maade har De
gjort Dem fortjent af Fremskridtet og bidraget til vort
Fædrelands Forskønnelse og Forbedring?“
Per saae ud over Kresen af de unge Kunstnere, der sad der i
højtidelig Dvaskhed og hang over Stoleryggene, som rugede de
over indre Aabenbaringer. Og han henkastede, idet han tændte sig
en Cigar:
„Det er dog vist ganske godt, at vi ikke allesammen fødes med
Geni til at skabe Paradiser -- paa et Stykke Lærred.“
„Nej, naturligvis! Leve Industrien! Op med de stinkende
Fabriksskorstene, og Vorherre forbedre vort Kloaksystem! Sig
mig, unge Mand, har De nogensinde rigtig set, hvordan den ser
ud, en saadan nymodens Lyksalighed, fabrikeret paa Maskine? Tjen
mig i en Dag at ulejlige Dem ind i en af vore Smaagader og se
paa den kælderblege Yngel, der vrimler der som Midder i en
raadden Ost. Eller spankuler ind i de fine Røverkvarterer, gaa
op til Millionær-Jøderne med deres fede Fruentimmer …
Raaddenskab over det hele, min Ven! Aa, Gud hjælpe os! Og det
skal kaldes for Fremskridt! Det skal være Videnskabens
Velsignelser! Gud hjælpe os, si’er jeg! -- Nej, saa priser jeg
dog hellere et troskyldigt Fæ af en Bondemand, der synger
velfornøjet bag Ploven og lader sin „Vorherre“ om
Verdensforbedringen. Han er alligevel mere Menneske end alle det
moderne Fremskridts Jøde-Trompetere tilsammen. -- Hvad mener I?“
henvendte han sig til sine tavse Bordfæller, der svarede med en
bifaldende Mumlen.
Paa Grund af Fritjofs lidt omtaagede Tilstand forundrede Per sig
slet ikke over Udtalelsen, der mindede om hans Ord hin Nat i
„Gryden“. Derimod forstod han ikke disse idelige, haanske
Hentydninger til Dr. Nathan, af hvem Fritjof før havde været en
saa højrøstet Beundrer. Men han fandt det ikke længer Umagen
værd at fortsætte Samtalen og gav sig med et Skuldertræk til at
læse i en Avis.
I det samme blev Døren ud til Gaden revet op. Damer i
Teatertørklæder og Herrer med Overfrakkerne hængende løst over
Skuldrene stormede ustandselig ind og optog i Løbet af faa
Minutter hver Siddeplads i den før næsten tomme Kafe. Der havde
fundet en Førsteopførelse Sted paa den kongelige Scene denne
Aften, og alle disse Mennesker førte med sig ligesom Luftningen
af en bevæget Femteakts Sindsophidselse og Spænding. Det summede
om Ørene med Forfatterens og Skuespillernes Navne; Rollerne
drøftedes, og Stykkets Mening vakte mange Steder en
lidenskabelig Diskussion. Men ogsaa Fritjof og de andre
Kunstnere, af hvilke flere trods deres Ungdom allerede havde et
almenkendt Navn, vakte efterhaanden megen Opmærksomhed mellem
Gæsterne. Rundt om ved Bordene stak man Hovederne sammen, pegede
og hviskede. Henne for sig selv i en Krog sad en ung, bleg Mand,
der ligeledes samlede mange Øjne om sin mefistofeliske
Skikkelse. Det var Digteren Povl Berger, en af den store
Enevoldsens mange Elever og almindelig betragtet som literær
Arvtager efter denne Sprogets Forfiner, der nylig var død under
Udarbejdelsen af en Eftersætning. Per hørte nogle Damer ved
Nabobordet tale interesseret om ham og hans Digte. Selv huskede
han ham nu ogsaa fra Fritjofs store Bakkanal i „Gryden“. Det var
ham, der var sprunget op paa en Stol for at udbringe Dr. Nathans
Skaal og tilsidst i fjollet Vildskab havde knust Glasset mellem
sine Fingre.
Og med eet faldt der en dyb Mistrøstighed over Per, mens han
saae ud over denne Staahej. Han kunde ikke lade være med at
tænke paa, at hvor meget det saa end lykkedes ham at udmærke sig
paa sit Omraade, vilde han dog aldrig kunne gøre sig Haab om at
opnaa den Berømmelse som saadan en Smule Versemager, hvis Navn
øjeblikkelig kom paa alles Læber. Naar hans Ideer nu blev
offenliggjorte, vilde hans Navn næppe trænge udenfor Teknikernes
snevre Kres. Mens Aviserne ofrede Spalter paa at anmelde den
første den bedste Kærlighedsnovelle, vilde de rimeligvis bare
omtale hans Værk i en lille Petit-Notits. Ja, dersom han havde
skrevet et Digt om Havet eller malet et Vandløb i Stedet for at
udkaste Kanalprojekter -- --
Idet han rejste sig for at gaa, kunde han ikke lade være med at
vende sig mod Fritjof og sige:
„Jeg synes forresten ikke, de Herrer Skønaander har noget at
beklage sig over hertillands. De ser selv, hvilken Ravage en
stakkels Teaterpjes kan afstedkomme. I otte Dage vil hele Byen
snakke om denne store Begivenhed.“
„Naa ja! Hvad Djævlen vil De i Grunden ha’e, Folk ellers skal
interessere sig for i dette Land?“
Per følte sig slaaet af Ordet. Han saae et Øjeblik tavs paa ham.
„De kan have Ret,“ sagde han. Og idet han derpaa saae ud over
Kunstnerkresen med et hvast Blik, der ligesom tilslyngede den en
Udfordring, føjede han til: „Men vent -- det skal snart blive
anderledes!“
„Igen en gal Mand!“ sagde Fritjof, da han var gaaet, og drak ud
af sit Glas. Og avtomatisk greb hans Bordfæller ogsaa deres og
mumlede bifaldende.
* *
*
Per styrede ikke sin Utaalmodighed længer end akkurat de otte
Dage, Obersten havde forlangt til Betænkningstid. Men da han den
niende Dag atter stod i dennes Arbejdsværelse, fandt han en helt
anden Mand end den interesserede Kollega, med hvem han Ugen før
havde taget en saa opmuntrende Afsked. Obersten hverken gav ham
Haanden eller bød ham tage Plads. Med bulderbasagtig Bryskhed --
som dog aabenbart dækkede over nogen Forlegenhed -- gav han ham
straks alle hans Tegninger tilbage, idet han sagde, at han ved
nærmere Undersøgelse alligevel ikke fandt disse Forsøg egnet til
Optagelse i Tidsskriftet.
„Det hele er for umodent. Men De er ogsaa altfor ung til
saaledes at gaa paa egen Haand … Og De har jo ikke engang taget
Deres Eksamen … er ikke Kandidat, efter hvad jeg hører.“
Naa saadan! -- tænkte Per. Han har været forsigtig og anstillet
Undersøgelser … rimeligvis forhørt sig hos selve Professor
Sandrup. Ja, vent!
Obersten havde imidlertid stillet sig hen foran Porcellænsovnen
i den anden Ende af Stuen og mønstrede herfra med Mistænksomhed
hans Person og Paaklædning lige ned til Støvlerne, -- ja kastede
endog et undersøgende Blik hen paa hans Hat, som Per ved sin
Indtræden havde lagt fra sig paa en Stol ved Døren.
„Deres Navn er Sidenius,“ sagde han efter nogen Tavshed. „Er De
maaske af den bekendte Præsteslægt af dette Navn?“
Som altid, naar Per fik dette Spørgsmaal, lod han, som om han
overhørte det. Og nu begyndte han i ret udfordrende Tone at
ironisere over Oberstens saa pludselig ændrede Dom over hans
Arbejdes Værd. Men Obersten afbrød ham hastig og noget nervøst
med at sige, at en fortsat Diskussion var ganske unødvendig og
fuldstændig ørkesløs. Hans Anskuelser om denne Sag, sagde han,
lod sig ikke rokke.
Det var let at se, at han ønskede at blive Per kvit hurtigst
muligt. Det saae næsten ud, som om han ikke vilde lade ham komme
til Orde -- af Frygt for igen at paavirkes til Gunst for ham.
„Jeg beklager,“ sagde han tilsidst i mere velvillig Tone og
traadte igen nogle Skridt frem, „jeg beklager, i Fald jeg med
mine Ord forleden skulde have vakt falske Forhaabninger hos Dem;
men jeg tvivler iøvrig ikke om, at jeg ved mit Afslag handler i
Deres egen velforstaaede Interesse. Jeg frakender Dem ikke
Evner; men foreløbig trænger De først og fremmest til en klarere
Erkendelse af, hvad De mangler. Naar man er toogtyve Aar, skal
man overhovedet ikke have anden Ærgerrighed end den, der gaar ud
paa at lære. I hvert Tilfælde har vort Tidsskrift ikke til
Opgave at tage sig af unge Menneskers umodne Forsøg.“
Efter disse Ord vendte han sig bort med en Haandbevægelse, der
skulde tilkendegive, at Avdiensen var sluttet.
Men Per blev staaende.
„Hvor affældig mener Obersten, jeg skal være for at kunne gøre
mig Haab om at faa mit Arbejde anerkendt?“
Krebserød i Ansigtet vendte den gamle Militær sig med en
Hastighed, saa Gulvtæppet slog Folder omkring hans Fødder.
„Er De gal!“ brød han ud -- men ved Synet af Pers dirrende,
dødblege Kinder betvang han sig. Han saae, at det trak op til
Haandgribeligheder, og af Frygt for at faa Skandale nøjedes han
med paany at lade ham vide, at han fandt det ørkesløst at
fortsætte Samtalen.
„Jeg har dog endnu et Ord at sige Dem, Hr. Oberst,“ sagde Per.
„De vil komme til at fortryde, at De har vist mig Døren.“
„Jeg tror, De vover at true mig!“
„Kald det, hvad De vil. Men næste Gang vi mødes, er det Dem, der
søger mig! … De har taget fejl af mig, Hr. Oberst … og jeg af
Dem. Havde jeg kendt Dem bedre, skulde jeg saavist ikke have
ulejliget Dem. Paa Gensyn!