Anliggender. Det skulde kun være en Henstilling til dig -- du
maa nu afgøre med din egen Samvittighed, om du tror at kunne
forsvare det Forhold, hvori du saa længe har stillet dig til
dine Forældre … jeg ønsker ikke engang at udtale mig nærmere
derom. Hvad jeg derimod føler mig forpligtet til allerede nu at
præcisere for dig, er, at Faders Bortgang jo vil faa en væsenlig
Indflydelse ogsaa paa de pekuniære Forhold derhjemme. Jeg veed,
at Fader hidtil -- uden iøvrig fra din Side at have mødt nogen
Paaskønnelse derfor -- har ydet dig en regelmæssig Hjælp, som
maaske ikke har været netop rigelig, men med hvilken han dog --
jeg kan sige det med Sikkerhed -- har strakt sig endog udover
sine Kræfter. Og han har gjort det, for at han ikke skulde kunne
bebrejde sig at have vist Ligegyldighed for dine Studier --
eller hvad man nu skal kalde det -- til Trods for, at han ikke
har været i Stand til at bedømme dine Evner eller, hvad
Fremskridt du har gjort.“
„Jeg veed det.“
„Denne Understøttelse vil naturligvis øjeblikkelig bortfalde,
dersom Fader skulde gaa bort. Moders Kaar vil da blive endog
meget smaa, og det vil være en Nødvendighed at udvise den
største Sparsommelighed paa alle Omraader.“
„I den Henseende skal du ingen Bekymringer gøre dig for min
Skyld,“ svarede Per, der nu fastslog for sig selv, at han vilde
modtage Neergaards Arv for at opnaa en fuldstændig Uafhængighed
af Hjemmet. „Jeg har netop selv tænkt at skrive hjem, at jeg er
i Stand til fremtidig at klare mig selv helt og holdent. Jeg
trænger ikke Hjælp mere.“
Broderen gjorde store Øjne. Men da Per ingen yderligere
Oplysning gav, blev han højtidelig indadvendt og forholdt sig en
Tid tavs.
Han kunde dog ikke længe styre sin Nysgerrighed.
„Maa jeg spørge … hvorledes har du i Sinde at --“ begyndte han.
Men Per afbrød ham.
„Jeg synes, ærlig talt, du nu skulde gøre Alvor af ikke at
blande dig i mine Affærer. Jeg har ogsaa før sagt dig, at det er
mig ubehageligt.“
Eberhard rejste sig. Han var bleg, og hans Mund med det
fremtrædende Underbid var stiv af Ophidselse.
„Ja, jeg ser, at det i det hele er ørkesløst at tale med dig.
Jeg tror det rigtigst, at vi ikke fortsætter.“
„Som du vil.“
Han tog sin Hat for at gaa. Men da han stod ved Døren, vendte
han sig endnu engang om imod Per, der var bleven siddende ved
Bordet, og sagde:
„Jeg maa dog sige dig endnu et, Peter Andreas! Skønt du -- med
dine Følelser -- rimeligvis vil have vanskelig ved at forstaa
det, skal du vide, at der er ingen, paa hvem Fader i denne Tid
tænker mere end paa dig. Nu, da jeg var hjemme, gik der ikke en
Dag, uden at han talte til mig om dig … og Moder for den Sags
Skyld ogsaa. De har jo for længe siden maattet opgive at forsøge
at indvirke paa dig ved Overtalelser. De har maattet haabe paa,
at Livet engang vilde bøje dit Sind og lære dig, hvad du skylder
dem. Nu er Faders Tid rimeligvis snart omme. Vogt dig, Peter
Andreas, for at begaa en Synd, som du sikkert -- tidlig eller
sent -- bittert vilde komme til at angre.“
Efter at Broderen var gaaet, blev Per nogen Tid siddende med
Haanden under Kinden og saae mørkt ned for sig.
„Bøje Sindet“ … „bitter Anger“ … „Synd“ … „Naade“ … Hvor han
kendte den Lektie! Den hele Spøgelsekatekismus paany repeteret!
Og hvor var det betegnende -- et ægte „sideniusk“ Karaktertræk
-- saadan at benytte Sygdom og Død som Anledning til et fornyet
Forsøg paa at skræmme ham tilbage til Hjemmets og Kirkens Fold …
at bruge selve Døden som Hververkorporal for den sorte
Korsdragerskare. For hvad vilde de ham andet end at bøje ham til
Lydighed under Slægtens Tugt? Hvem var det, de havde haft Bud
efter? Var det efter ham selv, saadan som Naturen i et af sine
lyse, lykkelige Øjeblikke havde skabt ham? Nej, det var hans
Underkastelse, de utaalmodig ventede paa. Det var hans
Ydmygelse, det hastede med nu, da Faderen skulde dø. Han kendte
dem! For deres egen Sjælefreds Skyld skulde hans Livsmod
stækkes. Deres Fromhed taalte ikke Synet af en rank Ryg og et
løftet Hoved, naar ikke „Naaden“ havde Part deri.
Han saae op og kom til at fryse. Der var bleven saa underlig
koldt og skummelt i hans Stue efter Broderens Bortgang. Hvorfor
kunde de ikke lade ham i Fred? Han havde jo selv begravet
Fortidens gamle, grimme Følelser og slaaet en Pæl igennem dem.
Hvorfor da komme nu og mane dem op igen? … Hans Fa’er? Nu ja,
lad ham dø! Han skyldte ham ingen Kærlighed. Han skyldte ham en
Række Aar, som han helst ikke tænkte paa. Nu havde han til
Gengæld slettet ham ud af sin Erindring. De var kvit.
Han drak ud af sit Glas. Saa rejste han sig med et Sæt, som om
han rystede en ond Drøm af sig, og gik op til de Gamle for at
snakke sit Sind i Ligevægt.
Femte Kapitel.
Eberhards Besøg og Budskabet om Faderens Sygdom fik dog den
Betydning for Per, at det gjorde en Ende paa den tankeløse
Omflakken, hvormed han de sidste Uger havde søgt at glemme sit
Nederlag hos Professor Sandrup. Endnu den samme Aften tog han
sine Tegninger og Beregninger frem af Kommodeskuffen, og hele
Natten sad han ved sit Bord med Hovedet mellem Hænderne og
stirrede grundende ned paa sine Papirer, indtil Linjer og
Streger dansede for hans Øjne og Hovedet var tungt af femsifrede
Tal, der summede derinde som sværmelystne Bier i en Kube. Og han
gjorde sig denne Nat højtideligt det Løfte ikke at helme, før
han enten var bleven fuldt overbevist om Planens
Uigennemførlighed eller havde overvundet alle Vanskeligheder og
ført sin Tanke frem til Sejr.
Det varede nu ikke ret mange Dage, før det virkelig lykkedes ham
ved en Omlægning af sin Kanallinje at raade Bod paa den
Grundskade, Professor Sandrup havde paavist. For at være sikker
paa ikke igen at lade sig narre af en Regnefejl gjorde han
dennegang en omstændelig Kontraprøve paa sin
Strømhastighedsberegning, og da han saae, at Facit stemmede,
udløstes hans Spænding og Glæde i en øreskingrende Fløjtetrille.
Han følte atter fast Grund under Fødderne. Arbejdet var altsaa
ikke spildt; de tusind Nætter, det havde kostet ham, var ikke
bortødslede. -- Holla! Der var maaske endnu Tid til at vinde
Sejr, før Faderen derhjemme i Præstegaarden lukkede sine Øjne.
Sit Forhold til den neergaardske Arv fik han nu hurtig ordnet
uden fornyede Skrupler. Han sagde til sig selv, at det dog ikke
nyttede med for megen Finfølelse. Man maatte gøre sig haard
overfor den Slags Fornemmelser, naar man skulde frem i Verden
med et Par bare Næver. Forresten viste det sig, at Summen ikke
var saa stor som ventet. Ved hans Besøg hos Sagføreren meddelte
denne ham, at Boet „var en Del belastet“, og med denne Erklæring
lod han sig nøje uden at tænke paa at foretage nogen nærmere
Undersøgelse. Et Par Tusinde Kroner maatte der efter Sagførerens
Mening dog sikkert blive til Rest, -- det vilde altsaa sige, at
han foreløbig havde sikret sig Arbejdsro i det mindste et Aar.
Et Forskud fik han straks og meget beredvilligt udbetalt, saa
han kunde afgøre sin Gæld.
Nu opgav han ogsaa sin Lærervirksomhed og den anden, nødtvungne
Bibeskæftigelse for helt at kunne ofre sig for det store Værk.
Utaalmodig som en ung Bjørn, der rejser sig af sit første
Vinterhi, rystede han den lange Lediggangs Døsighed af sig og
tumlede ud i sit Arbejde. Mens Foraaret drog henover Landet med
Solskyer og sortblaa Hagelbyger, sad han hele Dagen og den halve
Nat derinde i sit lille Kammer bøjet over sine Papirer, døv for
Stærefløjtet derude i Træerne og for den rosenrøde Sne af
Æbleblomster, der dryssede ned udenfor hans Vindu. Hver Morgen
vækkedes han af Nybodersklokkens Klemten, og han sad allerede
ved sit Arbejdsbord, naar Madam Olufsen viste sig udenfor i sin
storblomstrede Nattrøje og med Sovekammermøblet under Forklædet
for at vande Avriklerne i Haven.
Trods den forholdsvise Velstand, han nu havde opnaaet, foretog
han ingensomhelst Forandring i sin Levevis, der snarest i endnu
højere Grad blev præget af hans medfødte og tilvante
Sparsommelighed. Derimod anskaffede han sig forskellige ret
kostbare Plancheværker og andre tekniske Skrifter, som han havde
Brug for til sit Arbejde, ligesom han begyndte at holde baade et
tysk og et amerikansk Fagtidsskrift. Paa den polytekniske Skole
viste han sig aldrig mere. Han havde en Anelse om, at hans
forrige Medstuderende havde faaet Nys om Anledningen til hans
Besøg hos Professor Sandrup og hvad dette havde aabenbaret, --
og forresten ansaae han det for Tidsspilde længer at høre disse
endeløse Forelæsninger af pedantiske Stuelærde, der talte om det
praktiske Livs Krav som den Halte om en Springdans.
Fru Engelhardt saae han ikke tiere. Han tænkte vel endnu
undertiden paa Muligheden af en Forsoning; men noget Skridt
dertil havde han ikke gjort. Hvor flov han end vedblev at være
over sin Optræden hin Nat, havde Oplevelsen alligevel efterladt
en lille Mistro hos ham til det galante Eventyrs saa højt priste
Glæder. Han havde spurgt sig selv, om de nu ogsaa virkelig var
de mange dermed forbundne Besværligheder, det meget Komediespil
og navnlig den store Bekostning værd. Hvergang Fristelsen til at
forny Bekendtskabet med den forfarne Dame kom over ham, behøvede
han blot at tænke paa den syndige Hoben Penge, hun havde kostet
ham bare paa en Aften, -- og det faldt ham da i Almindelighed
ikke svært at glemme hende for sine Kanalprofiler og
Vandstandsberegninger.
Naar Solen skinnede, stod hans Vinduer gerne aabne ud til det
Fri. Sommerfugle og Humlebier forvildede sig da ind til ham ude
fra Haven, uden at dette Syn dog stemte ham lyrisk. I det
højeste kunde han give sig til at fløjte under Arbejdet, og da
stak Højbaadsmanden undertiden sit kalotprydede Hoved ind ad
Vinduet for at udtrykke sin Glæde over hans gode Humør, eller
Madam Olufsen stillede en Kop rygende Kaffe ind paa Karmen og
bad ham dog „unde sig Stunder til at trække Vejret“. Havde den
gode Kone en Tid frygtet for, at hendes Logerende var kommen
alvorlig paa Afveje, saa gik hendes Bekymringer nu snarest i
modsat Retning.
„Tag nu og drik den Kaffetaar, mens den er varm,“ kunde hun sige
i den kommanderende Tone, hvormed hun gerne skjulte sine
moderlige Følelser for ham.
Saa kastede Per sin Tusjpen eller Ridsefjer, tændte en lille
Shagpibe og lagde sig hen i Vinduet for at slaa en Passiar af
med de to Gamle, mens disse puslede om i den lille Stump Have,
hvor Pladsen var saa indskrænket, at de to store Mennesker
daarlig kunde bukke sig uden at støde sammen med den Del af
Ryggen, hvorom Olufsen (med en respektløs Hentydning til
Skabelseshistorien) plejede at sige, at den blev „klasket paa
bagefter af alt det, der var tilovers“.
Det varede dog sjelden længe, før han fik Uro paa sig. Og atter
sad han bøjet over sine Tegninger og saae i Aanden Hakker og
Skovle blinke i Solen, saae, hvordan Høje jævnedes og Moser og
Kær fyldtes, og hørte det dumpe Drøn af Miner, der rystede selve
Jordens Grundvold ved et Tryk af hans Finger. Han havde igen paa
forskellig Maade omformet og udvidet sit Projekt. Saaledes havde
han -- i nøje Tilknytning til Kanalnettet -- udkastet
Grundplanen til en stor, ny Havn paa Jyllands Vestkyst, en
Verdenshavn, der skulde kunne optage Kampen med Hamborg og
Bremen. Og ikke nok dermed. Under sin Syslen med denne Opgave
var han bleven ført ind paa den Ide at udløse
Vesterhavsbølgernes Energimængder ved Hjælp af store Bøjer af
sammennittede Jernplader, der skulde udlægges i Brændingen, og
hvorfra Kraften igen førtes gennem Ledninger ind til
industrielle Anlæg paa Stranden. Ogsaa Vindens Arbejdskraft
tænkte han sig udnyttet gennem Motorer, der skulde være i Stand
til at opsamle og ligesom nedpakke Energien, hvorved der vilde
være tilvejebragt Betingelser for at omskabe hele Landet til et
Fabriksland af allerførste Rang.
Om Aftenen, naar Vejret var smukt og hans Hoved var svimmelt af
Dagens Arbejde, satte han sig ud til Højbaadsmanden paa en Bænk,
der var anbragt ved Plankeværket under et Par sammenslaaede
Lægter med en Stump gammel Sejldug over. Det var det saakaldte
„Lysthus“, hvorfra man efter de Gamles Mening havde det bedste
Overblik over det samlede Haveanlæg. Undertiden kiggede saa en,
saa en anden af Husets gamle Venner ind til dem, enten det nu
var den mosbegroede Obertømmermand Bendtz, der kom rokkende ved
sin Stok for at beklage sig over sin Lændegigt, eller det var
den immerglade Bolteslager Fuss med sit kirsebærfarvede Ansigt
og hvide Gorillaskæg. Madam Olufsen blandede da gerne en
Romtoddy til hver af dem, og Trine maatte løbe hen i
Krokodillegade til Bolteslagerens for at hente hans Guitar. Ovre
i Salslejligheden i Huset bagved boede der nemlig en ung
Overkanoner, der spillede smukt paa Humle. Hver Aften sad han
ved sit aabne Vindu med det lange, hjemmelavede Instrument foran
sig, og naar nu Bolteslageren faldt ind med sin Guitar, blev det
til en hel Koncert, der vakte Glæde i det ganske
Hjertensfrydkvarter. Rundt om i Nabohusenes Vinduer rakte Folk
sig frem for at lytte; Børnene i de omliggende Smaagaarde
standsede deres Leg og kravlede op paa Plankeværkerne for at
komme til at se noget, -- ja, om det saa var Spurvene, der havde
sat sig til Ro for Natten oppe i Trætoppene, svang de sig --
ugletyst -- hen paa Tagryggene og sad deroppe med Hovedet
paaskæve som smaa, andægtige Tilhørere.
En saadan Musikaften fik Per Øje paa en nydelig ung Pige, der
stod bag et aabent Salsvindue i et af Nabohusene. Hun havde lagt
begge Armene paa Ryggen, tilsyneladende ganske optaget af at
høre paa Koncerten og samtidig betragte Aftenhimlens drivende
Skyer. Dog, Kindernes stadig tiltagende Rødme forraadte, at hun
ikke var helt uvidende om det Par dristige Mandfolkeøjne, der
iagttog hende ovre fra Højbaadsmandens Lysthus.
Huset derinde tjente som Embedsbolig for en af Nyboders
Rangspersoner, Mester Jacobæus, hvis Kone kaldtes Frue i hvert
Fald af Mandens Underordnede. Per fik bagefter at vide af Madam
Olufsen, at den unge Pige var denne Mands Broderdatter, og at
hun nylig var kommen her til Byen for at lære Skrædersyning.
Efter denne Aften tilbragte han mere regelmæssig
Solnedgangstimen ude paa Bænken ved Siden af Højbaadsmanden for
herfra at holde Øje med Nabohusets Vinduer; og det slog ogsaa
kun sjelden fejl, at Pigebarnet kom tilsyne i et af dem og gav
sig noget at bestille ved Blomsterne eller Fugleburet.
Undertiden lukkede hun ogsaa et Vindu op, flyttede Urtepotterne
tilside og lænede sig ud for at lade Blikket glide henover
Tagryggene eller ned i Genbogaarden eller op mod Himlen -- kort
sagt alle andre Steder hen end netop ned i Højbaadsmandens Have.
Noget Blik blev der i det hele ikke vekslet imellem dem, hvor
meget Per end anstrengte sig for at aabne det stumme Sprog en
Telegrafforbindelse over Plankeværket. Saa en Morgenstund, da
han kom ud af Gadedøren, saae han hende første Gang udenfor
Huset. Hun skraaede netop over Gaden fra Bagerboden i
Genbostedet -- iført grønne Plydses Hjemmesko og med en
Hankekurv i Haanden. Han kunde ikke lade være med at smile, da
han saae, hvor ulykkelig, ja næsten forbitret hun blev over, at
han skulde møde hende under saa beskæmmede Omstændigheder; denne
Skamfuldhed gjorde hende kun endnu mere indtagende i hans Øjne,
og han bestemte sig til at løfte paa Hatten. Hun lod imidlertid,
som hun ikke saae ham; og endnu samme Dags Eftermiddag skaffede
hun sig en glansfuld Oprejsning. Per vendte just hjem fra en af
sine smaa raske Spasereture paa Langelinje, da hun kom ud af
Farbroderens Dør i en fiks, lys Foraarsjaket, med en stor
Silkesløjfe under Hagen og slørombølget Hat. Et Øjeblik blev hun
staaende paa Dørflisen for at knappe den sidste Knap i et Par
skinnende nye, sorte Handsker; hvorpaa hun langsomt, med begge
Hænder i Jaketlommerne, gik ned imod Volden -- uden at have saa
meget som kastet et Strejfblik til den Side, hvorfra Per kom.
Men ogsaa dennegang maatte Per smile. Han havde nemlig forinden
skimtet hendes Ansigt oppe i Mester Jacobæus’ Gadespejl, og han
gissede nu, at hun havde set ham gaa ud, og at hun havde staaet
deroppe i al sin Puds for at vente paa hans Tilbagekomst.
Men Per havde nu faaet Blod paa Tanden, og han besluttede sig
til en dristigere Tilnærmelse. Han lod Trine skaffe ham
Underretning om Beliggenheden af den Systue, hvor hun
undervistes, og hvornaar hun plejede at gaa derfra, -- og en
Eftermiddag ved Syvtiden overraskede han hende ved Nørrevold,
bedst som hun stod og saae ind ad et Butiksvindu.
Han hilste hende med stor Ærbødighed og udbad sig Tilladelse til
at forestille sig for hende, og til hans Forundring viste hun
sig ikke fornærmet over hans Paatrængenhed. Det saae ud, som om
hun med provinsiel Enfoldighed fandt det ganske naturligt, at to
Naboer, der mødtes i den store By, gav sig i Samtale og gjorde
hinanden Følgeskab. Helt oprigtig var denne Troskyldighed
imidlertid ikke. Hun røbede det selv, da de nærmede sig Nyboder,
idet hun pludselig standsede og erklærede, at han nu ikke maatte
følge hende længere. Og Per, som vidste, at Mester Jacobæus var
en nidkær Mand, der var sig Ansvaret for den unge Broderdatter
fuldt bevidst, forlangte da heller ikke nogen Forklaring men tog
Afsked med Ønsket om et „snarligt Gensyn“.
I den følgende Tid mødtes de nu hyppig paa samme Maade og
fulgtes et Stykke hjemad. Ved en stiltiende Overenskomst lagde
de dog af Forsigtighedshensyn Vejen om ad Kongens Have og
Rosenborg-Gartnerierne, hvor de var mindre udsat for at møde
Nybodersfolk; og desuden forlængede Per hver Gang Vejen med et
lille Stykke, uden at hun gjorde Indsigelse derimod.
Fransisca (saadan hed den unge Pige) var af Middelhøjde, blond,
slank, nærmest mager, men meget velbygget. Mest ejendommeligt
var hendes Fodskifte, der tydede paa noget rankt og „sikkert“ i
Karakteren. Naar hun gik ned ad Gadens Fliserække med Hænderne i
sine Jaketlommer og det unge Bryst kækt fremskudt, veg Folk
uvilkaarlig tilside for hende, og Per morede sig over at se de
slugne Blikke, Herrerne sendte hende. Det røde og hvide Ansigt
havde gerne et mut Udtryk, Brynene var dystert sammentrukne, --
hvad dog slet ikke betød noget, det var bare hendes Maade at
hævde sig paa i de fremmede Omgivelser. Hun vilde med denne
udfordrende Mine lade de gode Københavnere vide, at der ogsaa
fandtes Folk i Kjerteminde.
Hendes tilsyneladende saa dristige Forhold til Per skyldtes just
den samme skjulte Frygt for at blive anset for et Guds Ord fra
Landet. Og Per mistydede ikke denne Frimodighed, dertil var den
for nær beslægtet med hans egen jyske Selvhævdelsestrang.
Overhovedet havde det, at de begge var fra Provinsen, i høj Grad
fremmet den gensidige Forstaaelse, -- ja selve Pers Optagethed
af hendes Person kunde (hvad han dog ikke selv tænkte paa) føres
tilbage til Fortidsindtryk hos ham, idet hun baade ved sin
Skønheds Art, sine Manerer og sit ukøbenhavnske Sprog vakte hans
Erindring om Hjemstavnens lysblonde, skjoldmøagtige Borgerdøtre,
hvortil hans første erotiske Fornemmelser havde knyttet sig.
Det faldt nu til al Ulykke ind med en Række ualmindelig smukke
Sommeraftener, lyse, store og farvestraalende -- ret som skabte
til at vække Uro i to unge, ledige Hjerter. De havde
efterhaanden forlænget deres Spasereture helt udenom Søerne, og
altid gik de hjem gennem det romantiske Anlæg bagved den endnu
staaende Rest af Byens østre Fæstningsvold, i hvis højtliggende
Alle af gamle, bredkronede Træer de tilsidst gik frem og tilbage
adskillige Gange, før de kunde overvinde sig til at skilles.
Hvad de talte om paa disse lange Vandringer? Om Vejret og om de
Folk, de mødte; om fælles Nybodersbekendte og Dagens Nyt, --
aldrig om Kærlighed. Per gjorde end ikke nogensinde Tilløb
dertil. I Begyndelsen afholdt han sig derfra for ikke at skræmme
hende. Siden undgik han Emnet for sin egen Skyld, -- af Frygt
for den Magt, hun mere og mere fik over ham.
Han havde oprindelig nærmet sig hende uden nogen bestemt
Hensigt, havde rent vanemæssigt søgt Adspredelse ved at gækkes
med en ung Kvinde. Hans Arbejde havde saa fuldstændig opslugt al
hans Interesse, og hans anspændte, blodoverfyldte Hjerne havde
tæret saaledes paa hans Legemskraft, at der blev Brug ogsaa for
det Forstærkningsfond, der i Ungdommen skaber de erotiske
Trængsler. Men just dette, at han imod Sædvane intet begærede af
Forholdet; og saa denne lyse Feststemning, hvori Naturen Aften
efter Aften klædte sig, dette straalende Gyldenskær, der --
netop som de mødtes -- omskabte Byen og dens Omgivelser til et
Eventyrets Land; endelig denne store Hemmelighedsfuldhed, hvori
de for Fransiscas Skyld maatte mødes, den Uro og Ængstelse, hun
ikke formaaede at skjule for ham længer, naar de skiltes, -- alt
dette havde efterhaanden givet deres Forhold en ham ukendt, ja
uanet Fortryllelse, og en skøn Dag gjorde han den Opdagelse, at
han aldrig før rigtig havde forstaaet, hvad Kærlighed var.
Og han havde Ret.
Virkelig elskede han nu for første Gang. Han, som i enkelte
Retninger var saa langt forud for sin Alder, havde i Følelsernes
Rige levet som et Barn eller en Vild. Nu gik han omkring med en
halvt benauet Fornemmelse af, at der foregik en mystisk Fødsel i
hans Indre, at en helt ny Verden var i Færd med at aabenbare sig
for ham. Han, som ellers overfor Kvinder havde søgt at gøre
Vejen fra Ord til Handling saa kort som mulig, blev i Forholdet
til denne unge Pige Nænsomheden selv, saa ridderlig i sin Færd,
saa angst for at saare, at det f. Eks. varede længe, før han ved
Afskeden fik Mod til at bede hende om et Kys. Og da hun tilstod
ham det og han saae Rødmen skylle hen over hendes Ansigt, var
han ikke langt fra at fortryde sin Dristighed; og det var med en
Følelse af at begaa Helligbrøde, at han berørte hendes
jomfruelige Mund og stjal Varmen af hendes Læber.
Henpaa Eftersommeren rejste Fransisca hjem til sine Forældre paa
et længere Besøg. Trods den Regelmæssighed, hvormed de i den
sidste Tid havde mødtes, og den Uforsigtighed, de havde begaaet
ved at henlægge deres stadig ømmere Afskedsscene til Nyboders
umiddelbare Nærhed, var der endnu ingen, der kendte deres
Forhold, -- ingen uden Trine. Med den næsten synske Fantasi, der
stod til dette lille svaghovedede Pigebarns Raadighed, saasnart
det galdt Per, havde hun længe vidst Besked om alt; og forresten
havde Per engang set sig nødsaget til at gøre hende til sin
Fortrolige for at faa et vigtigt Brev bragt over i Nabogaarden,
-- hvilket vanskelige og slet ikke ufarlige Hverv hun havde
udført, som var det en guddommelig Sendelse. Under det
selvopfundne Paaskud at skulle hente en Klemme, der var blæst
over Plankeværket, skaffede hun sig Adgang til Mester Jacobæus’
velbefæstede Hus og overbragte ogsaa lykkelig og vel sit
hemmelige Budskab i de rette Hænder. Men bagefter, da Per var
gaaet, havde hun listet saa usædvanlig stille og bleg omkring og
havde saa hyppig maattet søge Tilflugt ovre i Nødtørftshuset, at
Madam Olufsen troede hende syg og tilsidst kommanderede hende i
Seng og lagde hende et kraftigt Sennepsplaster paa Maven.
Efter Fransiscas Tilbagekomst i Oktober naaede hendes og Pers
Følelser for hinanden snart en saadan Inderlighedsgrad, at der
nødvendig maatte handles. Per var fuld af Uro. Den Tanke at lade
sine Følelser munde ud i Forsøget paa en Forførelse viste han
afgørende fra sig. Paa den anden Side kunde han rigtignok heller
ikke tænke sig at ophøje deres Forstaaelse til en regelret,
officiel Forlovelse; men det var uden Tvivl alene en saadan
Udgang af Sagen, Fransisca havde i Tankerne og utaalmodig gik og
ventede paa. Hun havde et Par Gange -- ganske uopfordret -- sat
ham ind i sine Familjeforhold, havde endog ved en enkelt
Lejlighed ladet en lille Bemærkning falde om sin Faders ganske
gode Formuesomstændigheder. Men at gifte sig med en
Sadelmagerdatter fra Kjerteminde -- det stod for ham som ganske
uforeneligt med det Livsmaal, han havde sat sig. Hvergang
Fristelsen kom over ham, saae han Neergaard for sig og mindedes
de Ord om Svinedrengeprinsen, der engang før havde lyst for ham
i Flammeskrift som et spottende Mene-Tekel.
Da hændte der noget, som hidførte en uformodet og hovedkulds
Afgørelse.
Allerede i nogen Tid havde Mester Jacobæus haft Mistro til
Paalideligheden af de Fortællinger, hvormed hans Broderdatter
forklarede Grunden til sin stadig senere Hjemkomst fra Systuen,
og en Dag foresatte han sig at anstille en Efterforskning. Denne
førte til et Forhør, hvorunder han tilsidst aftvang Pigen en
fuldstændig Tilstaaelse.
Dagen efter indfandt Mester Jacobæus sig hos Per og spurgte ham
kort, endog uden først at sige, hvem han var, om det var hans
Hensigt at gifte sig med hans Broderdatter. Per prøvede i
Begyndelsen at snakke sig fra Sagen, bad ham tage Plads og lod
halvt uforstaaende. Men med et Hovedkast bad den vrede Mand sig
fritaget for Talemaader og fordrede klar Besked. Et Ja eller et
Nej vilde han have -- intet andet.