hastede netop ud af en saadan Krinkelkrog og passerede Per under
en Gadelygte. Og han, som plejede at more sig over disse
hjemluskende Synderes paa eengang frække og skamfulde Udtryk,
vendte dennegang Hovedet bort for at undgaa Synet. Han tænkte
paa, hvordan han vel selv saae ud, og han havde ikke Mod til at
møde Spejlbilledet af sin egen Nedværdigelse.
Da han naaede hjem til Hjertensfrydgade, var det med et eget
Velbehag, en ukendt Tryghedsfølelse, at han igen stod i de to
smaa Stuer, som han i den sidste Tid havde haft saa meget at
udsætte paa. Han kastede hurtig Klæderne, og da han puttede sig
i sin Seng, var det med en Fornemmelse, som mindede om den,
hvormed han som Barn trak Dynen op om Ørene, naar han havde
siddet i Mørke og hørt den gamle, eenøjede Barnepige derhjemme i
Præstegaarden fortælle sine Spøgelsehistorier.
* *
*
Efter nogle Timers Søvn med urolige Drømme vaagnede han ved, at
en Stær fløjtede udenfor i Haven. Han kunde høre paa Tonen, at
det maatte være Solskin. Alligevel blev han liggende og gad ikke
staa op. Han var træt. Og hvad skulde han ogsaa op for? Han
forsømte jo ikke noget ved at blive i Sengen.
Hans kun halvvaagne Tanke havde straks stjaalet sig til den
øverste Kommodeskuffe. Og han vendte sig om mod Væggen for at
sove videre.
Dette lykkedes ham dog ikke. Saa saare Tankerne fik fat i disse
ulykkelige Tegninger, blev de øjeblikkelig lysvaagne. En
Timestid laa han derpaa med Hænderne under Nakken og stirrede op
i det lave og møre Træloft med de mange Oljeblærer. Og idet han
nu i nøgtern Morgenstemning gennemgik Nattens Oplevelse, var han
ikke fri for at blive lidt forlegen over sin Opførsel. Han
tænkte paa, at han dog vist havde baaret sig noget ungdommelig
ad. I hvert Fald skyldte man jo selv en Dame af Fru Engelhardts
Kvalitet et vist Hensyn…
Da han var staaet op og havde faaet sin Morgenkaffe, blev han
ganske klar over, at han havde begaaet en Dumhed. Han havde
taget Sagen for højtidelig, i det hele været for højt oppe. --
Skulde han mon ikke have drukket lidt rigelig?
Ikke destomindre vedblev han at føle dette sære Behag ved at
være hjemme, som han længe ikke havde kendt. Han havde tændt sin
Pibe og sad og vuggede sig saa smaat i sin Ruin af en Gyngestol,
mens hans Øjne dvælede ovre paa et af Nabogadens Smaahuse, hvis
Salsvinduer han havde Udsigt til over Plankeværket. I et af
Vinduerne saaes et Par rødkindede Børn og en Kone, der sad og
stoppede Strømper, og udenfor paa den solbeskinnede Mur hang et
grønmalet Bur med en Irisk. Han gjorde sig det ikke klart, hvad
det egenlig var, der fængslede ham derovre. Det var jo det samme
lille Billede af tryg og rolig Hverdagslykke, han i saa mange
Aar havde haft for Øje her. Men der var kommen ligesom noget
nyskabt over det denne Morgen; det var næsten, som saae han det
nu for første Gang.
Han foer nervøst sammen, da det bankede paa Døren.
Det var Madam Olufsen, der kom ind for at aflægge Besked om den
Herre, som havde været der den foregaaende Aften og spurgt efter
ham.
„Hvad var det for en Slags Herre?“
„Ja, det kender jeg ikke; men han saae ikke videre behagelig ud.
Forresten tror jeg nok, han har været her engang før.“
Sandsynligvis en Rykker -- tænkte Per, og Spørgsmaalet om den
Neergaardske Arv trængte sig atter ind paa ham og gjorde ham
urolig. Vilde han nu ogsaa kunne forsvare at give Afkald paa
disse Penge, som han dog saa haardt trængte til?
Madam Olufsen var bleven staaende i den aabne Dør, som hendes
høje, sværlemmede Skikkelse næsten udfyldte. Hun havde mere paa
Hjerte.
„Saa vilde jeg ogsaa nok vide, hvordan det bliver, Sidenius. De
snakkede jo om, at De vilde flytte.“
Per smilte lidt forlegent.
„Naa -- det var ikke saadan alvorligere ment. Nej, jeg bliver
her, Madam Olufsen! … Dersom De da vil have mig.“
„Aa ja … naturligvis … dersom …“
„De trækker sgu dog paa det … Naa ja, jeg veed det godt. Jeg har
været lidt vidtløftig i den senere Tid. Lad os ikke snakke om
det. Men Gud bevares -- hvad er der paa Færde, Madam Olufsen? De
er jo i Stadsen fra Morgenstunden. Skal De til Alters?“
„Nej, men -- veed De det ikke? -- Skipper Mortensen er kommen
her til Byen iforgaars. Og nu skulde vi jo derhen i Besøgelse i
Eftermiddag.“
„Jeg følger med! Jeg møder ombord. Jeg længes virkelig efter
engang igen at se den gamle Støder.“
„Tager De nu ikke fejl, Sidenius? Den Morskab er vist ikke
længer noget for Dem.“
„Sludder, Madam Olufsen! Bliv nu ikke straks kalkunsk. Som sagt
-- vi mødes ombord! Er det hørt?“
Madam Olufsen maatte smile, saa tungt hendes Hjerte i Grunden
var. Hun kunde aldrig modstaa ham, naar han var i det Lune.
„Ja ja,“ sagde hun. „De veed, at De altid er velkommen hos
Mortensen. Han er da aldrig gladere, end naar han ser Dem. Jeg
tror, han er ligesom lidt forlibt i Dem.“
Skipper Mortensen var en gammel Ven af Huset. Han boede i
Flensborg men kom regelmæssig to Gange aarlig til København med
sit Fartøj for at sælge Ost, Smør og røgede Varer til nogle af
Byens større Spækhøkerforretninger og enkelte personlige
Bekendte. Naar Højbaadsmanden ved sin daglige og grundige
Gennemlæsning af „Telegrafens“ Skibs- og Havneliste havde set,
at Sluppen „Karen Sofie“ var passeret Toldbodbommen og laa
fortøjet ved Børsen, havde han ingen Ro paa sig, før Dag og Tid
for et Besøg var besluttet og Trine skikket i Byen for at varsko
unge Didriksen. Denne var en anden af Familjens Venner. Han var
Droskekører og boede i Store Brøndstræde og havde i en Aarrække
ved saadanne Lejligheder beredvillig stillet sig selv og sit
Køretøj til de Gamles Raadighed.
Paa Slaget tre holdt han ogsaa dennegang udenfor Huset med sin
nedslaaede Vogn saa fin og velpudset, som var den bestemt for et
Grossererbryllup i Vor Frue. Efter nogen Venten aabenbarede det
alderstegne Ægtepar sig for den halve Snes af Kvarterets Børn,
der havde samlet sig ved Vognen, og for de mange flere Ældre,
der fra Døre og Vinduer var Tilskuere til dette Triumftog. Madam
Olufsen var i Wienersjal og bar en stor, lysviolet Vindrueklase
paa Hatten, Højbaadsmanden var i sin stiveste Begravelsespuds
med 25-Aars Tjenestemedaljen og Sølvkorset glimtende frem bag
den uknappede Overfrakke.
Under Kørslen ind gennem Byen vakte han en Del Opmærksomhed
blandt Folk paa Grund af disse Ærestegn. Som han sad der --
hvidlokket og højtidelig -- med begge Hænder urokkelig hvilende
paa Paraplyens Hornhaandtag, kunde han meget godt vække
Forestillingen om en gammel Admiral fra Aarhundredets
Begyndelse, og sikkert vilde han ogsaa have fremkaldt en hertil
svarende Ærefrygt, dersom ikke unge Didriksen -- stolt over sit
Selskab -- hvert Øjeblik havde vendt sig om imod det med
højrøstet og fortrolig Tiltale.
Først gjorde de en Rundtur gennem hele den gamle By, saae paa de
store, nye Bygninger, der skød op allevegne, paa Resterne af
Fæstningsvoldene, som man var i Færd med at sløjfe, og paa de
nye, overbyggede Omnibusser, der kom ind fra Frederiksberg, og
som i Østergades Menneskemylr lignede Elefanter med Ryttere paa
Ryggen. Fra Kongens Nytorv drejede de saa ned imod Kanalen,
standsede et Øjeblik udenfor Holmens Kirke, hvor de for 52 Aar
siden havde haft Bryllup, og havnede omsider paa Børsbryggen.
Per var allerede kommen. Han hilste dem fra „Karen-Sofies“
Ræling, hvor han -- lidt slap -- sad og lod sig bage af
Foraarssolen, mens Skipperen -- en ældre Mand med graat Fuldskæg
-- gik fraborde for at tage imod.
Paa Bunden af Skibets aabne Lasterum, saa at sige i „Karen
Sofies“ Mave, hvortil en Stige førte ned fra Dækket, var der
indrettet en Slags Butik, i hvis Halvmørke Skinker, Pølser,
røgede Bedelaar og møllestensstore Oste skinnede
hemmelighedsfuldt som Eventyrskatte i en Aladdinshule. Med Pers
og Skipperens Bistand blev Madam Olufsen bugseret ned ad Stigen,
bagefter fulgte Højbaadsmanden, der her paa Søen skulde være
rask paa det og vise sig som gammel Orlogsgast og derfor afslog
enhver Hjælp. Imidlertid snublede han allerede paa det første
Trin og vilde upaatvivlelig have brækket Halsen, dersom
Skipperen ikke havde fanget ham i sine Arme. Ikke destomindre
haanede han unge Didriksen, da denne som sidste Mand krøb ned ad
Stigen og forsigtig sikrede sig Fodfæste paa hvert Trin. „Saadan
kravler en Lus i en Redekam,“ tilraabte han ham med en
Talemaade, der havde lydt i den danske Marine siden fjerde
Christians Dage.
Efter en halv Times samvittighedsfuld Søgen og Smagen og Vejen
og Prutten blev Handelen afsluttet og de købte Varer bragt paa
Dækket. Og nu forefaldt der et Optrin, der Aar efter Aar
gentoges med samme Regelmæssighed som en Vittighed af
Bolteslager Fuss. Skipper Mortensen aabnede Døren til Kahytten
og bad sine Gæster ind til en lille Forfriskning; men Madam
Olufsen vilde paa ingen Maade tage mod en Indbydelse, der kom
hende saa overraskende. Ogsaa Højbaadsmanden vægrede sig paa det
bestemteste ved at opholde Tiden for deres Ven, medens unge
Didriksen, altfor vel kendt med disse Formaliteter, rolig
gravede Skraaen ud af Munden og gemte den i Vestelommen.
Snart sad man da bænket nede i det hyggelige lille Skafferum ved
et fuldt opdækket Bord, som hurtig fik Bugt med al forstilt
Beskedenhed.
Per følte sig stadig vel tilpas i saadant folkeligt Selskab.
Ligesom han aldrig spiste med friskere Appetit end ved et Bord
som dette med solide Flæskevarer og Snaps og Øl, fandt han endnu
sin bedste Underholdning i jævne Borgerfolks muntre og
ligefremme Tale. Her var han ikke -- som i „Gryden“ -- en tavs
og kritisk Iagttager; han kastede sig med Liv ind i
Diskussionerne og snakkede med om Vejret og Torvepriserne, om
Færgevæsnet og Kommandantskabet.
Efter at man havde spist og Teen og Romflasken var kommen paa
Bordet, gled Talen hen paa Krigsaarene og den efterfølgende
Dyrtid. Per huskede fra Krigen egenlig kun Fjendens første
Indrykning i Præstegaarden, da Have og Gaardsplads pludselig var
bleven oversvømmet af Soldater og Heste, saa hele Huset maatte
rømmes med Undtagelse af Rummene ovenpaa, hvor den store Familje
havde maattet pakke sig sammen i nogle faa Værelser. Han var
dengang kun syv-otte Aar gammel og havde fundet det yderst
underholdende og ikke kunnet begribe, hvad der var at græde for.
Skipper Mortensen derimod havde som Sønderjyde været de egenlige
Krigsbegivenheder paa nærmere Hold, og han gjorde sig gerne en
Fornøjelse af med saftig Pensel at udmale de Grufuldheder, han
havde været Vidne til baade i 64 og i Treaarskrigen. Han havde
da ogsaa nu den Tilfredsstillelse, at Madam Olufsen holdt sig
for Ørene og erklærede Krig for en Afskyelighed.
Men dette vakte Højbaadsmandens Ærgerrighed; han blev let
krigerisk stemt, naar han havde drukket lidt. Han havde i 64
allerede været pensioneret, og da han heller ikke havde deltaget
i den første Kamp, fordi han netop dengang laa paa Hospitalet
for sin Benedder, begyndte han at tale nedsættende om disse
„Tyskerkrige“, hvis Ulykker for Landet slet ikke kunde maale sig
med dem fra Krigene mod Engelskmanden, som han havde set, baade
den i 1801 og 1807 og 14. Dengang maatte vi pænt af baade med
Norgesland og hele Flaaden. Se, det var noget at snakke om! For
at overtrumfe Skipperen, som havde fortalt om Dybbøl og
Frederits, gav han sig til at berette om Københavns Bombardement
og om Slaget paa Reden, som han, fem Aar gammel, havde været
Øjenvidne til fra Toldboden, hvor han havde set de Saarede blive
bragt i Land i Baade, der „var fulde af blodigt Kød ligesom et
Slagtertrug.“
Men Madam Olufsen vilde nu ikke høre et Ord mere, og da det
desuden var begyndt at mørkne, forlangte hun at komme hjem. Men
nu viste det sig, at unge Didriksen var falden i Søvn under
Indtrykket af sit Fædrelands Ydmygelser. Han sad med
tilbagekastet Hoved og aaben Mund, og da man ruskede i ham,
faldt Overkroppen forover, og han sov videre med Hoved og Arme
udover Bordet til Trods for, at han i Faldet var kommen til at
vælte et Ølglas, hvis Indhold flød ham ned over Knæerne. Efterat
man et Øjeblik havde betragtet dette Syn i forundret Tavshed,
løftede Per Romflasken og konstaterede, at den i Stilhed var
bleven tømt til Bunden, og man forstod da, at Manden var
stivdrukken.
Madam Olufsen blev smækfornærmet. Udenfor paa Bryggen ventede
Vognen med den krogbenede Krikke, der i al denne Tid havde
staaet taalmodig og sukket i en tom Mulepose; men det gik hurtig
op for dem alle, at der nu ikke var andet at gøre end at lade
Manden blive paa Skibet, indtil Rusen var sovet ud. Den store
Højtidsdag fik en sørgelig Afslutning. De to Gamle maatte sjokke
afsted tilfods i al deres Højtidsstads, hver med en indpakket
Skinke under Armen og med Pølser og Bedelaar stikkende frem af
Lommerne.
Per fulgte dem til Holmens Bro, hvor han fik dem anbragt i en
Sporvogn. Selv vilde han ikke hjem. Han trængte til at lufte sig
lidt ovenpaa den megen Latter og de mange stærke Drikke. Saa
spejlede han sig et Øjeblik i et Butiksvindu og gik langsmed
Kanalen op mod Højbro.
Det var i den Time, da Solskæret glider op over Tagene og gløder
paa Helligaandskirkens Spir samtidig med, at Aftenlivet allerede
rører sig livligt nede i Gaderne mellem de oplyste Butiker. Ude
paa Torvet var der endnu næsten daglyst. Her hoppede Spurvene
omkring og pillede i Gadeskarnet, og de nytændte Lygter brændte
med en bleg, aandeagtig Flamme bag Glas, hvori Solnedgangsskæret
flimrede. Per gik langsomt ind gennem Østergade, hvor der var
fuldt af Folk. Synet af de mange Mennesker gjorde ham lidt
melankolsk. Trods Aftenkulden og de røde Næser bølgede der
Foraar gennem Luften. Man kunde se det paa de Unges Øjne og høre
det paa Stemmerne, der var fyldte af Forventning. Udenfor
Dameskrædernes store Vinduesudstillinger stod Folk i Klynger for
at betragte de nye Foraarsmoder. Og alle Modeherrerne bar
Violbuketter i Knaphullet.
Per var kommen til at gaa bagved et Kærestepar, der gik saa tæt
ind til hinanden og bevægede sig saa rytmisk, som var de
sammenvoksede fra Skulder til Hæl. Han betragtede den unge Piges
Øjne, der hang ved den Elskede i en egen lystig Tilbedelse; og
han tænkte paa den foregaaende Nats Glæder og blev mere og mere
forstemt. Han kunde ikke lade være med at ærgre sig over, hvad
han nu rent ud kaldte sin enfoldige Forargelse. Han mindedes
navnlig een Ting, der nu helt forsonede ham med den elskovsglade
Frue; det var den Maade, hvorpaa hun havde tildækket Barmen, da
han var ved at gaa. Det havde i Grunden været næsten rørende. Og
disse Roser paa Neergaards Kiste. -- Hun maatte jo altsaa
virkelig have elsket ham. Hvad var der i Grunden at oprøres
over? Livet tog nu engang ikke smaalige Hensyn. Det krævede at
røre sig, og hvor det rejste sig i sin Vælde, sprængte det alle
Vedtægter. I Virkeligheden var der snarest noget ophøjet, noget
næsten religiøst betagende ved en saadan ubetvingelig
Elskovsdrift, der overvandt alle Hjertets Smaafornemmelser, ja
selve Dødens Uhygge. En saadan uforfærdet, altforglemmende
Hengivelse til Naturen var maaske netop Livets højeste Udtryk.
De „Mørkets Magter“, han havde rystet for, da han stod foran
hendes Seng og trods sine Samvittighedskvaler endnu følte sig
mægtig hendragen til hendes hvide Favn, -- det var selve
Naturgrunden i ham, det var selve hans Væsens Urkraft, der brød
op gennem Lag paa Lag af Aartusinders Fordomme. Ja, saadan var
det! Der fandtes intet andet Helvede end det, som Menneskene
selv skabte sig i deres Troldefrygt for Livets Lyst og Kødets
Almægtighed. Og Mands og Kvindes Favntag var det Himmerige, hvor
der var Glemsel for alle Sorger, Tilgivelse for alle Synder;
hvor Sjælene mødtes i skyldfri Nøgenhed som Adam og Eva i
Paradisets Have.
Der var et halvglemt Ord, en uklar Erindring, der pludselig
tegnede sig for ham som med luende Ildskrift. Det var Neergaards
spottende Ytring om hin Eventyrets Bondedreng, som drog ud i
Verden for at vinde et Kongerige men idelig saae sig tilbage og
-- da Vidunderlandet virkelig aabnede sig for ham med alle
Slaraffenlands Herligheder -- flygtede hjem til den hyggelige
Kakkelovnskrog og sin Mo’ers Skørter.
Han blev rød af Skam. Saa ynkelig var han kommen tilkort den
første Gang, Livet for Alvor havde prøvet hans Tro og hans Mod.
-- Men lod den skete Skade sig ikke genoprette? Om han nu f.
Eks. skrev et Brev til hende, forklarede hende alt og gjorde en
Undskyldning? -- --
Han var naaet hjem i Hjertensfrydgade. Skibstømrerkonen i
Stuelejligheden aabnede sin Dør og fortalte ham, at der sad en
Herre inde paa hans Værelse og ventede paa ham.
„Det er den Herre, der ogsaa var her igaar, … det er vist en
Præst. Han har siddet derinde over en Time.“
Det viste sig at være hans Broder Eberhard. Han sad i
Gyngestolen ved Bordet, Lampen var tændt, og Skyggen af hans
Hoved tegnede sig uformelig som et Troldehoved paa den nøgne
Væg. Han havde beholdt sin Overfrakke paa, og hans uldbevantede
Hænder hvilede paa en Paraply, der stod mellem hans Knæ.
„Jeg havde nær opgivet at træffe dig,“ sagde han, da de havde
hilst paa hinanden. „Du veed maaske, at jeg var her igaar?“
Per sagde ingenting. Hans Hjerte bankede. Han forstod, at
Broderen maatte have en eller anden alvorlig Meddelelse at gøre
ham, siden han saaledes søgte ham to Dage i Træk. Det var nu
heller ikke svært at se paa Eberhard, at han var sig Besøgets
Betydningsfuldhed bevidst. Hans hele Optræden var tydelig
beregnet paa at gøre Indtryk paa Per; men just derfor tog denne
sig sammen med en vældig Kraftanspændelse og gjorde sig Umage
for at synes ganske ligegyldig.
„Vil du ha’e en Cigar?“ spurgte han, mens han -- helt svimmel --
tænkte: Skulde Moder være død?
„Tak, jeg skal ikke ryge,“ svarede Eberhard.
„En Bajer maaske?“
„Jeg har aldeles afvænnet mig fra spirituøse Drikke. Det
bekommer mig bedst. Og forresten nyder jeg principmæssig aldrig
noget udenfor Maaltiderne.“
Per smilte. Og skønt han i Grunden ikke selv følte nogen Trang
til at drikke, hentede han en Flaske Øl i sit Hjørneskab og trak
den op.
„Ser du, jeg er nu saa barmhjertig at imødekomme Tørstens Krav
ganske uden Hensyn til Klokkeslettet,“ sagde han.
Eberhard sad lidt og drejede paa Paraplyen, mens hans store,
blege Øjne iagttog Broderen, der havde anbragt sig paa den anden
Side af Bordet og nu hurtig skyllede et Glas i sig.
„Du er vist i den Henseende mere samvittighedsfuld, end det er
nødvendigt,“ bemærkede han tilsidst.
„Er det for at sige mig det, at du er kommen her?“ begyndte Per
straks i stridbar Tone.
Eberhard gjorde en ganske lille, afvisende Bevægelse med
Haanden.
„Du veed, jeg blander mig aldrig i dine Anliggender. -- Det er
af en ganske anden Grund, jeg nu har søgt dig.“
Per vilde endnu ikke spørge, -- vovede det paa en Maade heller
ikke. Han var overrasket over sig selv, forstod ikke dette
stærke Indtryk, som den blotte Anelse om et Ulykkesbudskab fra
Hjemmet gjorde paa ham. Han havde troet forlængst at være kommen
ud over den Slags Fornemmelser. De derhjemme havde jo i de
senere Aar været som døde for ham allesammen, og det var langt
fra, at Broderens Nærværelse vakte nogen Hjemlængsel hos ham.
Tværtimod. Som Eberhard sad der med Hænderne over sin Paraply og
iagttog ham fra Siden med sine Gedebukkeøjne, optændte han paany
alle Fortidens uforsonlige Følelser hos ham. Denne ophøjede
Anklage i Holdning og Miner, denne tavse Tilkendegivelse af
krænket Familjeære, den hele Selvgodhedens beklumrede Atmosfære,
der slog ham imøde fra Eberhards tilknappede Skikkelse, førte
Mindet om Barndomstidens Trængsler saa levende tilbage, at det
var, som om selve den forhadte Tørverøgsfims derhjemme fra
Præstegaardens Stuer bragtes ind til ham med Broderens Person.
Og dog laa der paa Bunden af det Blik, hvormed Eberhard
betragtede ham, et Udtryk af oprigtig Sorg, af virkelig
broderlig Deltagelse. Opholdet i det lille, kælderagtige Kammer
med de fattige Udskudsmøbler, det nøgne Gulv og de tomme Vægge,
dette triste Rum, der -- trods al den Omhu, hvormed den lille
Trine vaagede over sin Helligdom -- var som et Billede paa selve
Hjemløsheden, havde vakt hans Medfølelse, og han ventede blot
paa en Anledning for at lade Hjertet tale.
Men Per gav ham ingen saadan Anledning, og de sad i nogen Tid
tavse begge to.
„Jeg er forresten netop kommen tilbage fra en lille Rejse,“
begyndte Eberhard ligesom prøvende. „Jeg har været hjemme paa
Besøg i nogle Dage.“
„Naa, de har det vel godt?“ henkastede Per.
„Aa nej, det kan jeg just ikke sige, Fader har skrantet ikke saa
lidt i den sidste Tid.“
„Ja saa.“
„Han er endog temmelig daarlig.“
„Af hvad?“
„Hvad jeg vilde sige … jeg havde, forinden jeg rejste tilbage,
en længere Samtale med Doktor Carlsen, og jeg fik derved
bekræftet, hvad jeg allerede i længere Tid havde haft
Fornemmelsen af gennem Brevene derhjemme fra, at Faders Tilstand
giver Anledning til de alvorligste Bekymringer. Jeg tror, kort
sagt, vi maa være forberedt paa, at han inden ret lang Tid gaar
bort.“
Per, som følte Broderens Øjne hvile aarvaagent paa ham, fortrak
ikke en Mine, skønt Hjertet hamrede i hans Bryst. Det var dog
ikke Sorg, han følte ved Budskabet, ikke engang Vemod, ikke
heller Anger. Den Uro, der greb ham, udsprang væsenlig fra en
ham ikke helt bevidst Skuffelse. Aldrig var den Tanke falden ham
ind, at Faderen eller Moderen kunde dø, før han ved sit Livsværk
og sin Sejr havde retfærdiggjort sig for dem. Og nu skulde denne
Efterretning endda træffe ham i et Øjeblik, da hans store
Forhaabninger var bleven slaaet saa beskæmmende til Jorden.
„Det er efter al Sandsynlighed Kræft,“ fortsatte Eberhard.
„Doktor Carlsen brugte just ikke Ordet; men det fremgik med
tilstrækkelig Tydelighed af hans Udtalelser, at heller ikke han
var i Tvivl derom. Fader gaar dog endnu oppe og passer sin
Gerning, saa vidt hans Kræfter rækker, … du kender hans strenge
Pligtfølelse. Men mange Maaneder vil han næppe kunne blive
saadan ved, og jeg tror da ogsaa, at han selv er fuldt forberedt
paa at gaa bort. Moder er naturligvis meget nedbøjet; men --
forunderlig nok -- det er, som om Bekymringen for Faders
Tilstand har givet hende selv fornyet Livskraft. Hun er endogsaa
begyndt at staa lidt op for at kunne være mere om Fader i denne
Tid; men jeg tror, at denne underlige Naade, saa taknemlig hun
er for den, samtidig er hende en Bebudelse af, at Faders Time
stunder til.“
Skønt Eberhard ikke var Teolog af Fag, havde han en Forkærlighed
for at udtrykke sig i bibelske Vendinger. Han var Jurist og
betragtedes af sine Fagfæller endog som et ualmindelig klart og
skarpt juridisk Hoved. Saa ung han var, besad han allerede megen
Anseelse. Saaledes havde han nylig vakt Opmærksomhed ved en
Tidsskrift-Afhandling om Fængselsvæsenet og dettes pædagogiske
Opgaver. Selv havde han en Ansættelse i et af denne
Administrationsgrens Hovedkontorer, og da han var et Mønster paa
Flid og Pligtopfyldelse, stod han højt anskreven hos sine
Foresatte.
„Jeg har nu ment, at du i Tide burde underrettes om disse
Forhold,“ vedblev han, da Per stadig ingenting sagde. „Jeg
syntes, du skulde ikke være uforberedt, ifald Katastrofen skulde
indtræffe tidligere end ventet. Vi -- for jeg taler her i alle
dine Søskendes Navn og efter Samraad med dem -- vi har jo ogsaa
tænkt os, at du, naar du blev bekendt med Faders Tilstand, mulig
kunde føle dig opfordret til … jeg mener, kunde føle Trang til
at søge en Tilnærmelse til Fader, inden det blev for silde.“
„Jeg forstaar ikke … Hvorledes mener du?“ spurgte Per brysk men
kunde dog ikke faa sig til at se over paa Broderen.