begejstret med Armene, var en Digter ved Navn Povl Berger. Med
Tilslutning fra Drikkebrødrene rundt om kaldte han først Dr.
Nathan sin „Helt“, derpaa sin „Gud“ og tilsidst sin „Frelser“,
og efter endelig at have tømt sit Glas, knuste han det til hans
Ære i sin Haand, saa Blodet løb ham ned over Fingrene.
Per sad med aaben Mund. Han havde en Fornemmelse af at befinde
sig i et Galehus.
I Løbet af Natten fik Selskabet stadig ny Forøgelse. For at
skaffe Plads maatte der tilsidst sættes endnu et Par Smaaborde
derind, og af Hensigtsmæssighedshensyn anbragtes saa disse ikke
i Fortsættelse af de andre men paa Siden, saa den hele Samling
dannede et Kors. Men da hørtes pludselig et Brøl og et
Dunderslag i Bordet. Det var Fritjof, der raabte:
„Vi vil ikke sidde her under det forbandede Galilæer-Tegn! … Jeg
faar Kvalme af al den Fromhed! … Lad os danne en Hestesko! Vi
vil forskrive os til Fanden ved at hædre hans Fodbeklædning! …
Flyt ud, Venner!“
Og da man havde føjet ham, og alle igen var kommen tilsæde efter
Forstyrrelsen, løftede han sin fyldte Pokal og fremsagde:
„Jeg hilser dig, Lucifer! Hellige Oprører! Du, Frihedens og
Glædens Skytsaand! Alle Djævelungers Gud! … Tildel mig endnu
mangen fed Smørgrosserer, og jeg vil opbygge dig et Alter af
Østersskaller og tømte Champagneflasker! … Hej, Vært! …
Gripomenus! … Mere Vin her! … Et Hav af Vin! … Et Daabens Bad i
Vin, mine Venner! … Hej, er der Ingen, der hører -- --!“
Værten, en lille trøjeklædt Schweizer, viste sig i Døren ind til
Kafeen, hvor der forlængst var lukket og slukket. Med optrukne
Skuldre og mange beklagende Haandbevægelser bad han de Herrer
meget undskylde, men han turde ikke servere mere iaften. Klokken
var over to, og Gadens venligsindede Nattebetjent havde allerede
een Gang banket advarende paa Ruden ind til ham.
„Klokken? … Klokken!“ raabte Fritjof. „Vi er Guder, Gripomenus!
Klokken er for Skrædere og Skomagere!“
„Ja, ok for Kafeværter -- disvær!“ svarede den lille Mand med
Hovedet paa Siden og Hænderne foldede foran Brystet. Og da han
mærkede, at hans Vittighed gjorde Lykke, tilføjede han med et
Smil, at han glædede sig til at se de Herrer igen den næste Dag;
de kunde komme saa tidligt, de ønskede det. „Vi opner Klokken
syv.“
Men nu kastede Fritjof sig tilbage i Stolen og tog et dybt Greb
ned i sin højre Bukselomme. „Vin vil jeg ha’e!“ raabte han og
strøede i det samme en Haandfuld Guldpenge ud over Bordet, saa
de rullede klirrende ned til alle Sider. „Her er Smør! … Vil I
ha’e mer! … Drik, Venner! … Lad det Skidt ligge! … Vi er ikke
Spidsborgere!“
Men denne Ophøjethed var dog de andre lidt for olympisk; de blev
med eet ganske ædru og fik travlt med at samle Guldet op fra
Gulvet, mens Fritjof blev ved at brøle:
„Vin! -- Vin og Piger vil vi ha’e! -- Vin, siger jeg!“
Efterhaanden opløstes dog Drikkelaget. Værten trak ærbødig hver
enkelt til Side og bad ham mindelig „for den Politiens Skyld“ at
forlade Lokalet, hvorefter de en efter en blev lukket ud ad en
Bagdør. Kun Fritjof var ubønhørlig og blev ved at raabe.
Tilsidst var der ikke andre end Per tilbage. Men da saa ogsaa
han vilde gaa, holdt Fritjof ham tilbage ved Ærmet og truede,
tiggede, ja tryglede ham næsten med Graad i Halsen til at blive.
Per lod sig tilsidst overtale. Han fandt det ikke længer
forsvarligt at lade Mennesket ene i en saa overspændt
Sindsstemning. Under Løfte om at ville forholde sig rolige fik
de Kaffe og Kognak bragt ind; hvorpaa „Gripomenus“ hovedrystende
trippede tilbage til sit Lukaf.
Fritjof plantede begge Albuerne oppe paa Bordpladen og støttede
sit skæggede Hoved mellem Hænderne. Han var pludselig bleven
tavs og saae ned for sig med halvlukkede Øjne.
Per sad paa den anden Side af Bordet og tændte sig en frisk
Cigar. Et eneste, halvt nedskruet Gasblus brændte lige over
deres Hoveder. Resten af det store Rum kunde akkurat skimtes
gennem et graat Slør af ophvirvlet Støv og Tobaksdamp. Rundt om
stod Mylret af tomme Borde og Stole ganske saaledes, som
Gæsterne havde forladt dem. Paa Bordene flød Cigaraske,
Champagnepropper, itubrudte Glas. Men alt var stille nu … saa
iørefaldende stille efter den forudgaaende Larm, at det var, som
om der ved hver Lyd kaldtes puslende Genlyd frem af alle
Hjørnerne.
Da Fritjof stadig ikke sagde noget, troede Per tilsidst, at han
var falden i Søvn. Han stødte da sit Glas mod hans og sagde:
„Skaal!“
Men i Stedet for at svare begyndte Fritjof at tale melankolsk om
Døden. Idet han saae usikkert over paa Per med sine ligesom
blinde Øjne, spurgte han, om han aldrig følte sig uhyggelig
tilmode ved at tænke „paa detteher -- hvad det nu er -- paa den
anden Side Graven.“
Per, som ikke kendte den Slags Anfægtelser og i hvert Fald endnu
var for opfyldt af det nærværende Liv til at have Tanker
tilovers for det muligvis tilkommende, troede i første Øjeblik,
at den anden gjorde Løjer, og gav sig til at le. Men da greb
Fritjof ham i Armen og sagde -- halvt angstfuldt, halv bydende:
„Stille Menneske! Lad os ingenting forsværge! … I unge
Grønskollinger har saa let ved at være raske paa det. Men vent,
til I faar de første graa Haar i Tindingen. I skal da nok føle
en løjerlig Kriblen i Kroppen ved at tænke paa, at jeres
velplejede Person engang skal anrettes som Festmaaltid for nogle
hundrede sultne Maddiker. Bare lidt overflødigt Fedt om Hjertet
-- færdig! En Høvlspaanspude under Hovedet, otte Skruer i
Kistelaaget og -- værs’artig -- Bordet er dækket! … Lad os
ingenting forsværge, siger jeg! Maaske findes der alligevel mere
ovenover Stjernerne, end vore moderne Jødeprofeter drømmer om.
Og i saa Fald … hvad saa? Kommer der saa ikke en Regnskabets Dag
for os allesammen? … Vi bilder os nu ind at være bleven saa
kloge. Ja vel! Men lykkeligere? … Skaal!“
Per spilede Øjnene op. Han stirrede paa denne skæggede Vildbams,
denne Livsglædens og Skønhedsdyrkelsens Ypperstepræst, der
pludselig aabenbarede sig som hans Faders og Moders Aandsfrænde,
en Underjordisk, hvis inderste Sjæl færdedes i Skyggeriget,
kresede omkring Graven og den hinsidige Dommer, -- ræd for de
Lysets Magter, han for et Øjeblik siden selv saa overmodig havde
paakaldt. -- --
Og dette blev ikke den eneste Gang, Per fik et saadant
overraskende Indblik i disse „Uafhængiges“ Indre og skimtede en
Vrange, en Natside, en uovervunden Rest af et gammelt Jeg, der i
ubefæstede Øjeblikke drev et uhyggeligt Abespil med deres nye.
Om det saa var „den sidste Græker“, Reeballe, kunde han, naar
han undtagelsesvis var ædru, have ret alvorlige Kampe at bestaa
med sin Samvittighed, og Lisbeth fik regelmæssig sin
Konfirmationssalmebog frem af Kommodeskuffen, saasnart hun fik
sine Lændesmerter eller frygtede for at være frugtsommelig.
Efterhaanden dæmrede der da hos ham en Forestilling om, hvad det
overhovedet var, der lammede Menneskenes Kraft og gjorde Verden
til en stor Lemmestiftelse. Som her den ene søgte Fortrøstning i
Flasken, den anden nedlarmede „Stemmen i sit Indre“ med
drengeagtig Stortalenhed og vilde Løjer, den tredje i artistisk
Selvbedøvelse sluttede sig inde i sin Skal som en Snegl under
Torden, mens den fjerde fortabte sig i ørkesløse Drømme om et
fremtidigt anarkistisk Broderskab mellem Mennesker, -- saadan
sad Folk overalt i Verden og kæmpede med Spøgelser, mens Livet
rødmosset og smilende bød til Fest rundt omkring dem. Han kendte
det jo altsammen derhjemme fra!
Og nu vældede der frem i ham en svimlende Følelse af at være
noget for sig selv, en Undtagelse, der allerede som Barn ved et
lykkeligt Tilfælde havde sprængt de Lænker, hvori selv Tidens
frieste Aander endnu trællede. Ivan Salomons Ord om hans
Aladdinslykke og om Gudeskriften paa hans Pande fik med eet en
ny, langt mere vidtrækkende Betydning. Det galdt blot om at
ville, hensynsløst og uden Anfægtelser at begære -- og alle
Livets Herligheder skulde blive ham til Del!
Saa var han da en Kongesøn alligevel. Herskerkronen var lagt om
hans Isse. Een var der jo allerede, der havde set den skinne og
læst dens Indskrift: Jeg kommer, ser, sejrer!
Tredje Kapitel.
Efter lange Overvejelser tog Per en Dag nogle Tegneruller og
Beregningshefter under Armen og søgte Professor Sandrup i hans
Privatbolig for at bede ham om at se paa hans Kanal- og
Fjordreguleringsprojekt og udtale en Dom derom. Professoren
spilede Øjnene op, satte tavs sine Briller paa den lange Næse og
smaagryntede utilfreds. Og med den uhyggelige Evne, der i
Aarenes Løb udvikler sig hos gamle Lærere, til øjeblikkelig at
slaa ned paa et Arbejdes svage Punkter, varede det ikke længe,
før han paaviste en Fejl i Pers Strømhastigheds-Beregninger.
Per kunde ikke nægte hverken Fejlens Tilstedeværelse eller dens
Betydning for den hele Plan. Han blev brændende rød og forsøgte
ikke et Ord til Forsvar.
Derpaa aftog Professoren atter Brillerne. Og idet han iøvrig
ydede ham sin Anerkendelse for den Interesse og Flid, hvorom
hans Arbejde vidnede, tilraadede han ham indstændig ikke oftere
at bruge sin Tid til den Slags hensigtsløse Forsøg men helt at
ofre sig til et grundigt og planmæssigt Studium af de
foreskrevne Eksamensfag.
Da Per var kommen hjem, tog han igen Papirerne for sig og
studerede dem grundig. Men det hjalp ikke. Fejlen var
uomtvistelig. Den havde indsneget sig straks i Begyndelsen af
hans Beregninger over Strømhastighederne, og dens Berigtigelse
vilde, som Professoren rigtig havde set, have til Følge, at den
projekterede Middelvandstand paa Aaens laveste Punkt sænkede
Vandspejlet her under Havets Niveau, med andre Ord, at hele
Planen hvilede paa et falsk Grundlag og var ugennemførlig.
Paany steg Skamrødmen op i hans Ansigt … han saae sit hele
stolte Kongedømme uhjælpeligt synke i Grus. I over en Time blev
han siddende sammenbøjet ved Bordet med Hovedet i sine Hænder og
rørte sig ikke.
Men pludselig rejste han sig, kastede Tegninger, Beregninger og
Overslag hulter til bulter ned i Kommodeskuffen, tændte sig en
Cigar og skridtede ind til Byen, hvor han tilbragte
Eftermiddagen i en Billardstue. Højrøstet spaserede han omkring
i Skjorteærmer og spillede med enhver, der bød sig til. Han var
endda ualmindelig sikker i Stødet, vandt Parti efter Parti.
Ingen skulde se paa ham, at han samme Dag havde lidt et saa
forsmædeligt Nederlag.
Hen paa Eftermiddagen traf han her en Bekendt, som falbød en
tiloversbleven Billet til et Kunstner- og Studenterkarneval
samme Aften. Billetten var at faa til halv Pris. Per købte den
straks.
Den følgende Aften stod han med opslaaet Frakkekrave og ventede
ved et af de mørke og stille Hjørner af Frue Plads. Det var
Snevejr. Paa Pladsen foran ham saaes der ikke et Menneske. Det
hvide Snetæppe laa rundt om Kirken uden et eneste Fodspor. De to
Statuer af Moses og David foran Indgangen havde faaet store,
hvide Parykker paa og mindede med denne Hovedpynt og i deres
sorte Kapper om et Par holbergske Advokater.
Den, han ventede paa, var en Dame, en yngre Frue, som han havde
truffet paa Karnevalet og danset med den halve Nat. Noget stort
Haab om, at hun vilde komme, havde han dog ikke. Det var hans
første Kærlighedseventyr med en virkelig Dame, og noget Løfte
havde hun da heller ikke villet give ham. Hun havde nærmest
slaaet hans dristige Anmodning hen i forlegen Spøg.
Klokken oppe i Taarnet havde forlængst slaaet ni, og han tænkte
just paa at gaa hjem, da Nogen rømmede sig bag ved ham. Det var
et Bybud, der udbad sig hans Navn og derpaa overrakte ham et
Brev.
Per skyndte sig hen under den nærmeste Lygte, og mens hans
Næsebor udvidede sig for at indaande Papirets Violduft, læste
han: „Kommer selvfølgelig ikke. Skal derimod forsøge at skaffe
Dem Indbydelse til Fabrikant Fensmarks næste Søndag. Jeg tror,
de mangler dansende Herrer.“ -- Brevet var uden Underskrift. En
Efterskrift manglede derimod ikke. Der stod: „Jeg er i Grunden
meget vred paa Dem. Jeg haaber, De skammer Dem lidt.“
Per stak Brevet i Lommen og smilede tilfreds. Han tænkte paa
Lisbeth. Han kunde nu endelig give hende Løbepas. Han havde i
Virkeligheden længe haft Afsmag for disse Allemandspiger med
deres Raaheder og Prellerier, deres Lopper og snavsede Kamre. Et
rigere, værdigere Elskovsliv skulde nu begynde for ham. Hans
Fantasi oprullede et betagende Fremtidsperspektiv af galante
Oplevelser: farefulde Stævnemøder, hemmelige Drosketure, dulgte
Haandtryk under Bordet, stjaalne Kys bag Viften, frygtsomme
Tilstaaelser -- --
Han var kommen gennem Skoubogade og vilde dreje ind i
Vimmelskaftet, da han pludselig afsluttede den skønne
Billedrække med en drøj Ed. Lige imod ham paa samme Fortov kom
en lille, zobelskindsklædt Herre under en stor Paraply. Skønt
Paraplyen skjulte hele Overkroppen, havde han øjeblikkelig
genkendt ham paa det hurtige Fodskifte. Det var Ivan Salomon.
For at undgaa et Møde traadte han i Hast over Rendestenen og
vilde skraa over til den anden Side af Gaden; men det var
forsilde. Et Udraab, et Frydeskrig: „Hr. Sidenius! … Er det ikke
Hr. Sidenius?“ nødte ham til at standse.
„Dersom De er paa Vej til Gryden“ -- sagde Salomon, --
„fraraader jeg Dem at gaa derhen. Jeg kommer netop derfra. Der
er iaften ikke til at holde ud for Kedsommelighed. Der er ikke
andre end Enevoldsen; men vor kære Digter sidder aldeles
aandsfraværende og pudser sine Lorgnetter og har aabenbart store
Vanskeligheder med Anbringelsen af et Komma. Lad os gaa et andet
Sted hen. De gør mig nok den Fornøjelse at spise til Aften med
mig? -- De er fri, ikke sandt?“
Per vidste, at han lige saa godt straks kunde opgive al
Modstand, -- han vilde dog ikke kunne finde paa nogen
Indvending, som Salomon ikke var i Stand til øjeblikkelig at
slaa til Jorden.
Saa havde han nu heller ingen stor Lyst til at komme hjem til
sig selv og faa sin Stemning ødelagt ved at erindres om det, der
laa i Kommodeskuffen. Sove kunde han dog ikke. Og naar Mennesket
endelig vilde have ham med, saa -- for en Gangs Skyld. -- --
Kort efter sad de i en vinrød Fløjlssofa i en nyopført, elegant
Hotelrestavration, der fortrinsvis besøgtes af det tilrejsende
Landaristokrati og af Officerer. Et kostbart Brysselertæppe
dækkede Lokalets Gulv, store Spejle dannede dets Vægge,
Betjeningen besørgedes lydløst af selskabsklædte Opvartere, og
blandt Gæsterne, hvorimellem der var flere Damer, førtes
Samtalen med dæmpede Stemmer.
Per følte sig i første Øjeblik en Smule trykket. Han var ikke
vant til at bevæge sig i saa fornemme Omgivelser. Men navnlig
generede det ham at være her med Salomon. Denne havde straks ved
en noget støjende og anmassende Optræden tiltrukket sig en
Opmærksomhed, som absolut ikke var præget af Velvilje.
Der var særlig een af Gæsterne, -- en enlig siddende Herre, som
Per forresten endnu ikke havde faaet Øje paa -- der havde set
irriteret op fra sin Avis. Det var en Mand i
Fyrretyveaarsalderen, en høj, skeletagtig, slapt udseende
Skikkelse med et skallet, næsten nøgent Hoved og et indfaldent
Ansigt, hvori der sad et langt nedhængende, blond Overskæg og en
Guld-Næseklemmer. Han havde betragtet Ivan Salomon med et
foragtfuldt Blik; men idet han opdagede Per, var der fløjet lidt
Rødme op i hans gulblege Kinder, og han havde hurtig skjult sig
saa fuldstændig bag sin Avis, at der ikke blev andet synligt af
hans Person end et Par lange, korslagte Ben.
„Hvad vil De spise? Lidt Østers?“ spurgte Salomon, idet han trak
sine rødbrune Handsker af og stak dem ind mellem de to nederste
Vesteknapper. „De har vel fuldkommen friske Skaldyr iaften?“
henvendte han sig til Opvarteren, der svarede med et lidt
skødesløst Buk.
Per kunde ikke faa sig til at tilstaa, at han ikke havde
synderlig Smag for denne fornemme Ret. Men paa den anden Side
vilde han ikke give Afkald paa et solidt Aftensmaaltid. Han var
bleven sulten af den lange Venten i den kolde Frostluft. Han
trængte til Kød, til Ost og Æg, -- mange Æg.
„Østers er godt,“ sagde han. „Men jeg vil sige Dem forud: jeg er
sulten som en Ulv.“
„Bravo! Udmærket!“ jublede Salomon og klappede i Hænderne, mens
alle Gæsterne -- endog Damerne -- vendte sig fortørnede om imod
dem. Ogsaa den enlige Herres Guldlorgnet viste sig et Øjeblik
spejdende over Kanten af Avisen.
Vendt mod Opvarteren vedblev Salomon: „Lad os høre? … Hvad er
der mere iaften?“
Opvarteren opremsede en Række Retter.
„Lad os faa det altsammen … hele Registret!“ raabte han i
løssluppen Overgivenhed og gjorde med begge Armene en svømmende
Bevægelse udover Bordet. „Dæk bare op! En grand souper! … Og
lidt hurtig, lille Ven! Vi er sultne som Ulve.“
Per, som havde set, at selv Opvarterens Mine var bleven
overlegen, vidste i sin Skamfuldhed ingen anden Udvej end at
slaa ind i den andens Tone. Han tog en Tandstikker fra Bægeret
paa Bordet, lagde sig tilbage i Sofahjørnet og kastede et
udfordrende Blik ud i Salen.
Nu blev „Skaldyrene“ anrettet paa et Underlag af smaa Isstykker
og med en Flaske afkølet Champagne. Senere fulgte Fuglevildt,
Asparges, en Omelet, Ost, Selleri og Frugter. Per tog forsvarlig
til sig af det altsammen. Han sagde til sig selv, at naar han nu
engang var kommen her, vilde han ogsaa have noget for det. Og
det var første Gang i sit Liv, han sad ved en saa kongelig
Opdækning.
Salomon selv nippede kun til de første Retter men snakkede til
Gengæld ustanselig. Han var kommen ind paa sit Yndlingstema,
Renaissancen. „Denne Menneskehedens Stortid“ -- sagde han -- „da
Digtere, Kunstnere, Opfindere, alle de store Begavelser levede
som Fyrster, æredes som Konger, elskedes af Dronninger, medens
vore Dages Genier sidder og sulter paa Kvistkamrene og knap nok
regnes med til det gode Selskab. Derfor savner deres Værker saa
ofte det Storhedspræg, den gigantiske Kraft, der uimodstaaelig
river med. Jeg talte før om Enevoldsen. Ved Gud, jeg agter i høj
Grad hans Talent. Jeg betragter hans „Skabelsen“ som et lyrisk
Mesterværk. Og dog -- ikke sandt? -- Filigranarbejde,
fortryllende Hjernespind, smukke Statuetter i Stedet for
Monumenter. I tre Dage sidder han og grunder paa et Adjektiv.
Der mangler ham de store Oplevelser, det er Sagen! … Aa, hvem
der var rig … rig! … rig!“
Han kastede sig tilbage mod Sofaryggen med begge Hænder lagt om
bag Nakken og den ene Fod oppe under sig, saa et Stykke af den
røde Silkestrømpe saaes.
„Men jeg troede, De var rig,“ bemærkede Per tørt -- for dog at
sige noget.
„Aa, rig! … Nej, man skulde kunne strø Millioner omkring sig …
øse Guld ud med begge Hænder! Genierne skulde sidde som
Smaafyrster rundtom i Landet, omgive sig med et Hof, holde
Jagter, Maskeballer, Elskerinder … Tænk paa Rubens! Tænk paa
Goethe! Tænk paa Voltaire!“
Han kastede sig atter frem over Bordet for at fylde i Pers Glas.
Og nu gjorde han et Forsøg paa at faa sin Gæst til at udtale sig
om sig selv og sine Fremtidsplaner. Af en fælles Bekendt, der
var Polytekniker, havde han faaet at vide, at Per efter en
almindelig Antagelse blandt sine Medstuderende tumlede med en
eller anden stor Opfindelse; og det var hans stadige Sorg, at
han hidtil slet ikke havde kunnet faa ham til at aabenbare noget
derom, saa han kunde faa Lejlighed til at tilbyde ham sin
Støtte.
Men Per var nu mindre end nogensinde tilbøjelig til den Slags
Fortrolighed. Han lod, som om han ingenting forstod. Da han
endelig var bleven færdig med at spise, tændte han en Cigar og
lænede sig tilbage mod den høje Sofaryg uden længer at gide høre
paa den andens Udgydelser.
Hans Tanker, ildnede af Vinen, gled atter til Fruen fra
Karnevalet … Fru Engelhardt hed hun. Mens han med Øjnene fulgte
Cigarrøgens hensvævende Skyer, forvandlede disse sig for hans
Blik til et luftigt Flor, til et bølgende Alkoveforhæng,
hvorimellem hendes modne Skikkelse kiggede frem i nøgen
Dejlighed. Egenlig gik det først nu rigtig op for ham, hvor
forelsket han var. Naar han skulde være ganske ærlig, maatte han
tilstaa, at hans Følelser for hende indtil dette Øjeblik ikke
havde været synderlig forskellig fra dem, han plejede at nære
for smukke og fyldige Kvinder. Det eneste, der afkølede ham en
Smule, var Tanken paa hendes Alder. Hun var næppe helt ung; dog
vist ikke over de tredive. Men selv om saa var? Blikket i hendes
mørkebrune Øjne, der var store som et Par fuldmodne Kastanier,
-- hendes forvovne Holdning i den nydelige Columbinedragt, de
bugnende Skuldre, den lille Stumpnæses sitrende Fløje, -- alt
forraadte en ungdommelig Fyrighed, en hidsig Hengivelsestrang,
der trodsede Aar og Alder.
Pludselig faldt hans Øjne paa Herren med Guldlorgnetten, der
endelig havde lagt sin Avis tilside og nu tilkaldte Opvarteren
for at betale. Idet deres Blikke mødtes, rejste de sig begge
lidt op med en ceremoniel Hilsen.
„Men Gud, det er jo Neergaard!“ udbrød Salomon. „Kender De ham?“
„Nej … Jeg stødte tilfældigt paa ham igaar paa Karnevalet.“
„Hvad? Var De der? … Jeg saae Dem ikke.“
„Der var jo ogsaa saa skrækkelig overfyldt. -- De var der altsaa
ogsaa?“
„Gud, det var jo mig, der var Hamlet! Saae De mig ikke?“
Per mindedes godt at have set en lille sortklædt Ridderskikkelse
i Selskab med en Dame i en Snedronningedragt, som havde vakt
nogen Forargelse blandt de andre Damer, dels paa Grund af sin
dristige Nedringethed, dels for sin Overlæsselse med Diamanter,
der hang som regnbuespillende Rimkrystaller i det hvide Slør.
„De var der med en Dame?“ spurgte Per.
„Min Søster -- ja!“
„Aa --.“
Herren med Guldlorgnetten havde imidlertid rejst sig og var i
Øjeblikket i Færd med ved Opvarterens Hjælp at iføre sig sit
Overtøj. Per betragtede med nogen Misundelse baade hans meget
korrekte og elegante Paaklædning og den
Verdensmandsoverlegenhed, hvormed han lod Opvarteren bringe ham
baade Hat og Stok og tilsidst blot ved en Haandbevægelse
forlangte Ild til sin Cigaret. Per havde den foregaaende Nat kun
vekslet nogle almindelige Talemaader med ham. Kort efter, at han
første Gang havde danset med Fru Engelhardt, var han dukket op
ved deres Side og havde ladet sig forestille. Siden havde han
stadig iagttaget dem paa Afstand, saa Per tilsidst var bleven
enig med sig selv om, at han maatte være en Medbejler.
For at komme ud af Restavrationen maatte Hr. Neergaard forbi det
Bord, hvor Per og Salomon sad; og Salomon viftede nu kammeratlig
med Haanden og raabte:
„Godaften, Neergaard … Godaften … Hvordan lever man?“
Hr. Neergaards Øjenbryn løftede sig som i dyb Overraskelse. Saa
smilte han overbærende og besvarede Hilsenen med et skødesløst
Nik uden engang at tage Cigaretten af Munden. Derimod hilste han
igen med næsten overdreven Høflighed paa Per, som derved paany
blev tvungen til at lette paa sig og gøre sin Reverens.
„Hvad er han egenlig for en Fyr?“ spurgte Per, da han var borte.
Salomon trak paa Skuldrene.
„Veed ikke, hvad jeg skal sige … Kender i Grunden kun lidt til
ham. Træffer ham blot af og til i Selskabslivet. Han var engang
en ganske distingveret Person. Er forøvrig juridisk Kandidat,
bærer et anset Navn og har fortræffelige Forbindelser, … kort
sagt, har haft brillante Chancer for at gøre Karriere i vore
smaa Forhold. Der var nok ogsaa engang Tale om at ansætte ham i
Diplomatiet … ved Legationen i London, tror jeg. Selve Prinsen
af Wales skal have interesseret sig derfor. Jeg veed ikke, hvad
det var, der kom i Vejen. I hvert Fald frabad han sig
Ansættelsen. Han er vistnok noget af en Særling. Nu sidder han i
en yderst beskeden Stilling oppe i et af Ministerierne.“
* *
*
Allerede den næste Dag modtog Per den Bal-Indbydelse, Fru
Engelhardt havde lovet at skaffe ham, og han fik nu travlt med
at udbedre sin Garderobe, for at han ved sin Fremtræden i det
københavnske Selskabsliv ikke skulde staa tilskamme for de
øvrige Kavalerer. I den Anledning viste det sig nødvendigt for
ham at skaffe sig et Pengelaan. Ved en af sine Kafe-Bekendte
blev han indført hos en ældre, forhenværende Landmand, der
gjorde sin lille Kapital frugtbringende ved at udlaane den til
unge Mennesker mod en Godtgørelse af 60 p. C. og Sikkerhed i
Livsforsikringspolice, Bøger, Bohave, Daabs- og
Vaccinationsattest foruden en højtidelig mundtlig Erklæring,
afgiven i Vidners Overværelse og med Haanden paa Biblen.
Madam Olufsen gjorde store Øjne i Anledning af de mange nye
Ting, der næsten daglig blev bragt ind i Huset fra Byens store
Magasiner. Hun og hendes Mand talte ofte om, hvad der vel kunde
være igære. Per selv sagde ingenting. Han havde overhovedet
været meget tilbagetrukken i den senere Tid og var desuden
sjelden hjemme.