sig om, at der ingenting manglede paa Bordet, og at alle
Gæsterne var forsynede. Ude i Køkkenet tændte hun et Lys ved
Gløderne paa den aabne Grue og steg saa ned ad Husets smalle og
stejle Trappe -- en Slags Skibsstige -- for at gøre i Stand til
Natten i Hr. Sidenius’ Værelser. Det var to smaa, mørke og
fugtige Rum, saare fattigt udstyrede med en lille Voksdugspuf og
et Klapbord, hvorpaa der hulter til bulter laa Bøger,
Tegneredskaber og store Papirsruller med Mærker af
Blyantsfingre.
Trine satte Lyset fra sig paa Bordet, lukkede et Vindu op og
stod et Øjeblik drømmende med Haanden paa Karmen og saae ud over
den lilleputagtige, af nogle Plankeværker og et Nødvendighedshus
omgærdede Have, hvorover et romantisk Fuldmaanelys skinnede. Men
pludselig foer hun sammen, ligesom opskræmt af sine egne Tanker,
og gav sig ivrig i Færd med det Taalmodighedsarbejde at bringe
Orden i Stuens Forstyrrelse. Hun samlede nogle Klædningsstykker,
der laa henkastede rundt om paa Stolene, og hængte dem ind bag
Hjørneforhænget i Sovekammeret. Hun ordnede Bøgerne paa Bordet
og lagde alle de mange smaa Tegneapparater ned i de for hvert
enkelt nøje afpassede Rum i Etuierne. Skønt hendes unge Herre
aldrig havde ulejliget sig med at give hende Anvisninger i saa
Henseende, vidste hun nøjagtig, hvor hver Ting havde sin Plads,
og hvor han ventede, ja fordrede at kunne finde den. Med det
Instinkt, som Kærligheden skaber endog hos de Enfoldige, havde
hun lært sig selv alt, havde udfundet hans Vaner, gættet sig til
hans Ønsker, bestandig af sig selv fundet Vej gennem den
Labyrint af Luner og uberegnelige Indfald, der fører ind til en
saadan ung Mands egenlige, endelige Vilje. Han havde engang for
alle ladet hende vide -- og han havde ved den Lejlighed med en
skrækindjagende Grimace opløftet sin Finger -- at hun maatte
betragte det at passe ham som sit Livs Hovedopgave og egenlige
Bestemmelse, for hvis samvittighedsfulde Opfyldelse Gud engang
vilde kræve hende til Regnskab paa Dommens Dag.
Det var derfor med en oprigtig Følelse af at røgte et højhelligt
Kald, at hun færdedes dernede i hans smaa Stuer og syslede med
hans Ejendele. Med en særlig Andagt dvælede hun inde i det lille
Sovekammer, mens hun puslede med hans Seng, satte Tøflerne
bekvemt tilrette saaledes, at Taaspidserne vendte indefter, og
lagde Tændstikæsken paa den Side af Lysepladen, der var Sengen
nærmest. Naar hun tilsidst tog Hovedpuden mellem sine Hænder for
at rette paa Fylden, trykkede hun den et Øjeblik til sit Hjerte,
idet hun med et saligt Udtryk lukkede Øjnene.
Oppe i „Salen“ var de Gamle imidlertid bleven mere og mere
overstadige. Bolteslager Fuss havde faaet sin Guitar frem og
trods Konernes Indsigelser givet sig til at synge den berygtede
Skillingsvise „En bøvet Kælling ved Gammelstrand“. Mændene
jublede. Ogsaa den unge Sidenius lo, og inde i den 84-aarige
Obertømmermand Bendz klukkede det som i en Flaske. Men Konerne
rejste sig krænkede og fortrak ind i Gaardværelset, hvor nu
Kaffen blev anrettet med Tilbehør af Kandis og Solbærlikør.
Først henimod Morgen brød Selskabet op, og de forskellige
Ægtepar trippede forsonede hjemad i en Lyksalighedstilstand, der
henrev dem til Kys og Klap og kærlighedsfulde Omfavnelser midt
paa aaben Gade.
* *
*
Det var hos disse livsglade gamle Mennesker, der endnu i deres
høje Alderdom uden Anfægtelser tømte Nydelsernes Bæger lige til
Grumset, at Peter Andreas havde fundet sit første Asyl, et
midlertidigt Fristed paa Vejen ud til det Lykkens Land, hans
Drømme havde forjættet ham. Han havde her mødt den velvilligste
Forstaaelse netop af det i hans Natur, som man hjemme i
Præstegaarden havde villet undertrykke og brændemærke som Dødens
og Djævlens Værk. Navnlig i sine første, ensomme Aar i København
havde han været taknemlig for dette Hjem og for det hele muntre
og idylliske Nyboder, der var som et hengemt Stykke Provins midt
i Hovedstaden. Senere -- efterhaanden som han udvidede sin
Bekendtskabskres -- havde hans Forhold til de to Gamle og deres
lille Vennesamfund vel faaet en mere flygtig Karakter; men brudt
blev det aldrig, og de Gamle blev ved at holde af ham og tage
sig af hans Vel, næsten som om han kunde have været en af deres
egne. De havde ikke været længe om at opdage hans Fattigdom,
skønt han gjorde alt for at skjule den; og mere end een Gang
vilde han være gaaet i Seng med tom Mave, dersom ikke Madam
Olufsen paa hensynsfuld Maade havde budt ham ind for at „smage
paa“ en ny Ost eller „sige hende sin Mening“ om en friskkogt
Skinke.
Noget rigtigt Indblik i hans Forhold lykkedes det dem alligevel
ikke at faa. Saa livlig og snaksom han til Tider kunde være --
om sig selv og sine Forhaabninger talte han aldrig eller dog kun
i Spøg, idet han, naar de spurgte ham, gerne svarede, at han
„studerede til Minister“. Ligeledes bevarede han en haardnakket
Tavshed angaaende alt, hvad der vedrørte hans Hjem og Forholdet
til hans Familje, skønt særlig Madam Olufsen aldrig blev træt af
at udfritte ham derom. Han havde foresat sig at ville betragte
alt det Forbigangne som noget glemt, noget dødt, der end ikke
som Minde skulde faa Lov at spøge i hans Tilværelse. Han havde
bestræbt sig for grundigt at udlufte sit Indre, at udslette hver
bitter og ydmygende Erindring af sin Sjæl, at den kunde blive
som en ubeskreven Marmortavle for Lykkens og Sejrens funklende
Guldskrift. Derfor fandtes der hverken paa hans Bord eller paa
hans Væg saa meget som et Portræt, der kunde minde ham -- eller
fortælle andre -- om det Hjem, han havde forladt, og som han
ikke vilde gense, før han kunde komme som den, der krævede til
Regnskab og holdt Dom. Dersom han pludselig var død, vilde man
ikke i hans hemmeligste Gemme have fundet saa meget som et
opbevaret Brev, ikke en Optegnelse, der kunde fortælle om, hvem
han var, og hvorfra han stammede. Om det saa var sit Navn, saa
havde han forandret det for saa vidt muligt at undgaa enhver
Erindring om Fortiden. Han skrev sig ikke længer Peter Andreas
men slet og ret Per, og det var hans Sorg, at han ikke ogsaa
kunde skaffe sig et andet og mere standsmæssigt Efternavn.
Al hans Forbindelse med Forældrehjemmet havde efterhaanden
indskrænket sig til de korte Breve, hvormed han kvartalsvis
kvitterede for den Pengehjælp, han endnu (og uden store
Skrupler) modtog derfra, men som rigtignok var ganske
utilstrækkelig, særlig paa Grund af de store Udgifter til
Forelæsninger, Bøger, Tegne- og Maaleredskaber o. s. v., som
hans Studium krævede. For overhovedet at kunne leve havde han
fra sit attende Aar maattet give Regneundervisning i en
Drengeskole og kopiere Arbejdstegninger for en Haandværksmester.
Til sine gamle Skolekammerater, af hvilke de fleste forlængst
var kommen til København som Studenter, stod han heller ikke i
noget Forhold. Han saae dem næsten aldrig. Krænkede i deres
Værdighed, fordi Per nogle Gange havde formastet sig til at gøre
Løjer med deres akademiske Borgerskab, havde de hurtig trukket
sig tilbage fra ham med noget af den samme højtidelige Skyhed,
han kendte fra sine egne Brødre.
Per lod ligeglad. Men helt ukunstlet var hans Ligegyldighed
alligevel sjelden. Til Tider kunde han endogsaa være ret
forstemt. Ikke alene følte han sig nedværdiget af sin Fattigdom
og især af denne Pogeskolevirksomhed, som han aldrig nævnte for
nogen. Værre var det, at han begyndte at skuffes af sit Studium
og af de Fremtidsmuligheder, dette syntes i Stand til at skabe
ham. Dengang han for fire-fem Aar siden første Gang nærmede sig
den polytekniske Læreanstalt, havde det været med en næsten
andagtsfuld Forventning. Han havde forestillet sig den som en
Art Tempel, et højtideligt Tankeværksted, hvor den frigjorte
Menneskeheds Fremtidslykke og Velfærd smeddedes under Aandens
Lyn og Torden, -- og han fandt en grim og uanselig Bygning i
Skyggen af en gammel Bispegaard og heri en Samling mørke og
triste, af Tobak og Smørrebrødslugt gennemtrængte Rum, hvor en
Del unge Mennesker stod bøjet over smaa, papirbeklædte Borde,
mens andre sad med lange Piber og læste i Kollegiehefter eller i
Smug spillede Kort. Han havde tænkt sig sine tilkommende Lærere
som ildfulde Forkyndere af Naturvidenskabens hellige Evangelier,
og han traf i Foredragssalene nogle gamle, hentørrede
Skolemesterskikkelser, der ikke var synderlig forskellige fra
dem, han netop havde taget Afsked med paa Skolen derhjemme. En
af dem, en fuldkommen Mumie, hvis Stemme under Forelæsningen
hvert Øjeblik blev borte og maatte klares med en Slurk af en
medbragt Medicinflaske, underviste endnu paa Erindringer fra
Hans Christian Ørsteds Dage. En anden -- Professor Sandrup,
Læreren i de egenlige Ingeniørfag -- gik med hvidt Slips og
lignede mest en ældre teologisk Kandidat eller Præst. Han nød et
vist Ry for teoretisk Viden men var en Pedant, der i pædagogisk
Samvittighedsfuldhed havde udarbejdet lange, videnskabelig
formede Beskrivelser af selv de simpleste Redskaber som Økse og
Trillebør og fordrede dem ordret gengivet til Eksamen.
Fra alle Sider modtog Per den Belæring, at en duelig Ingeniør
slet ikke (i hvert Fald ikke længer) var en saadan stolt,
verdensomflakkende Eventyrhelt, som han havde foregøglet sig,
men blot et almindeligt Kontormenneske, en samvittighedsfuld
Regnemaskine, et levende Tabelværk lænket til et Tegnebræt. De
allerfleste af hans Medstuderende -- og netop de af dem, der
baade af Lærerne og de andre Elever ansaaes for de mest lovende
-- drømte da ogsaa blot om engang i Tiden at opnaa en eller
anden fast og betrygget, om end nok saa beskeden Embedsstilling,
der tillod dem at indrette sig det hyggeligt som Familjefædre
med en lille Husstand i et lille Hus med en lille Have for
engang efter fyrretyve Aars tro Tjeneste at afgaa med en lille
Pension og et lille Udmærkelsestegn eller en Justitsraadtitel.
Men saadanne Udsigter fristede aldeles ikke Per. Han følte sig
ikke skabt for Hverdagsliv og Godtkøbslykke. Han følte
Herskerblod i sine Aarer og krævede Plads til Højbords ved
Livets Taffel blandt Jordens frie og frelse Mænd.
Han havde endogsaa for længe siden udset sig Midlet, der skulde
sætte ham i Stand til at opnaa den attraaede, stolte
Uafhængighed. Samtidig med, at han nogenlunde regelmæssig
passede sine Forelæsninger og Øvelser, og uden at han heller
forsømte de ydmygende Smaabeskæftigelser, der sikrede ham
Livsopholdet, havde han i al Hemmelighed beskæftiget sig med at
gøre Udkast til et stort Vandbygningsarbejde, en
Fjordregulering, hvortil han havde fattet Planen allerede i sit
første Studieaar i København. Den første Oprindelse dertil laa
endda endnu længere tilbage i Tiden, helt tilbage i hans
Drengealder, nemlig i hint Tidsrum derhjemme, da der havde været
saa megen Tale om at fremme den hensygnende Skibsfart paa
Fjorden ved at uddybe og regulere Sejlløbet og ombygge Havnen,
-- dette Foretagende, hvorom hans Fader havde udtalt sig saa
nedsættende paa Grund af det stærke Røre, det vakte i Byen, og
som da ogsaa tilsidst var bleven opgivet. Allerede dengang havde
han drømt om at blive den, der bragte den store Plan til
Udførelse og ledede de friske Havstrømme og Verdenshandelens
Guldflod ind til Byens fattige Pæreskipperhavn. Og denne Drøm om
paa saadan Maade at blive en Velgører for selve den By, der
havde været Vidne til hans Fornedrelse, havde egenlig aldrig
siden helt forladt ham. Efter hint sidste, ulykkelige Julebesøg
havde den især faaet stor Magt over ham. I hans Ensomhed lod den
ham aldrig Ro, den blev hans fikse Ide, i hvis Virkeliggørelse
han tilsidst med en Slags religiøs Overbevisning saae sit Livs
skæbnebestemte Opgave og foreløbige Maal.
I tre Aar, lige siden han fik lært sig at opsætte en Kanalprofil
efter et Generalstabskorts Højdekurver, havde han nu arbejdet
paa dette Værk. Døgn efter Døgn havde han stjaalet Timer af sin
Nattesøvn for at beregne Jordarealer og Strømhastigheder, tegne
Faskin-Indbygninger og Glacis’er, Brohoveder og Duc-d’Alber. Og
Aar for Aar udvidede han sin Plan, føjede noget nyt til, gjorde
den mere og mere kæmpemæssig. Paavirket af nogle bekendte tyske
Fagskrifter, som han havde anskaffet sig, var han saaledes
kommen paa den Tanke at lade den uddybede Skibsvej fortsætte sig
paa den anden Side af Byen som en Kanal eller et System af
Kanaler efter hollandsk Mønster. Hvad der foresvævede ham som
det endelige, vældige Maal var et Net af brede Vandaarer, der
forbandt alle Midtjyllands større Aaer, Indsøer og
Fjordindskæringer med hinanden og satte den opdyrkede Hede og de
opblomstrende Nybygger-Byer derinde i Forbindelse med Havet paa
begge Sider.
Men hver Gang hans Tanker løftede sig til saa høj en Flugt, var
det, at Mismodet meldte sig. Afmagtens laadne Trolde lejrede sig
om hans Arbejdsbord og haanlo af hans store Drømme. Du er gal!
skreg de. Før du bliver gammel og graa, kan du ikke gøre dig
nogen Forhaabning om at faa Tilladelse til at gennemføre
nogetsomhelst i dette Land, hvor det betragtes som en
Formastelighed af en ung Mand at have anden Ærgerrighed end den
at sidde sig en Pukkel til paa en Kontorstol, og hvor en
Ingeniør, der vil bevare sine Medborgeres Agtelse og sine
Overordnedes Tillid, i det højeste tør gøre sig Haab om at opnaa
en Stilling som Vejassistent med kongelig Udnævnelse. Har du
allerede glemt, hvad din ærværdige Lærer, den Guds Mand
Professor Sandrup, dog med saa megen faderlig Alvor lagde dig
paa Sinde, dengang du ved en Overhøring begyndte at kramme ud
med det nye, du havde lært ved din (af Ingen paabudte) Læsning i
moderne tyske Skrifter: „Beflit Dem, unge Mand, paa at bekæmpe
Deres utidige Trang til at vise Selvstændighed.“ Ikke sandt?
Lærerige Ord! Løfterige Ord!
Dog, længe ad Gangen fik saadanne bitre Tanker sjelden Lov til
at gnave paa hans Hjerterod. Dertil var han for ung, og hans
Sind for omskifteligt. En rask Spaseretur, et Øjekast af en smuk
Pige, et Spisegilde hos de Gamle eller en Aften tilbragt med
nogle Venner paa en Kafe, -- mere behøvedes der i Almindelighed
ikke for at sprede Mismodsskyerne om hans Pande. Især var
Kvinderne virksomme Afledere, hver Gang det truede med at trække
sammen til en Stemningstorden. Han var nu enogtyve Aar gammel,
og Tiltrækningen til det andet Køn var i Færd med at tage
Herredømmet over hans Fantasi og give den en ny Horisont.
* *
*
En Aften kom han tilligemed en Bekendt ind i en gammeldags
Schweizer-Kafe, der var et yndet Samlingssted for Byens udbredte
kunstneriske og literære Halvverden. Med en Mine, der lyste af
Sindsbevægelse, udpegede hans Ledsager ham nogle af Tidens mest
omtalte Kunstnere og Forfattere mellem Gæsterne. Per, der slet
ikke havde Interesse for den Slags Ting, havde imidlertid fæstet
sin Opmærksomhed paa en ung Pige, der stod bag Skænken -- en høj
og slank Skikkelse med et pragtfuldt gyldenrødt Haar.
„Det er den røde Lisbeth,“ forklarede den anden. „Det er hende,
der har staaet Model til Iversens Venus og til Petersens
Susanne. Hun er ikke ilde, hva’? Sikken Hud!“
Per blev fra den Dag en hyppig Gæst i Kafeen, især paa de Tider
af Døgnet, da der kun var faa andre. Han var bleven meget
indtagen i den unge Pige, og da det viste sig, at Tiltrækningen
var gensidig, førte den uden mange Omstændigheder til et
fortroligt Forhold.
Han var med Aarene bleven ikke saa lidt forfængelig af sit Ydre.
Han havde et bredt og kraftigt Legeme, et stejlpandet Hoved med
mørkt, kruset Haar og store, blaalige Øjne under sammenvoksede
Bryn. Over den svære Mund tegnede sig Spiren til et Overskæg.
Takket være Madam Olufsens moderlige Omsorg havde han nogenlunde
bevaret sit gode Drengehuld, og hans Kinder havde heller ikke
helt mistet deres landlige Teglstensfarve. Naar han bevægede sig
ude mellem Folk, smilte han gerne uden selv at vide det, og
dette bestandige, lidt tomme Smil skuffede let dem, der ikke
kendte ham, saa de ansaae ham for en barnlig Natur i skønneste
Harmoni med hele Tilværelsen. Helt var det overhovedet ikke
lykkedes ham at ryste Provinsboeren af Ærmet; men naar han var i
sine bedste Klæder, gjorde han en ganske statelig Figur, førte
sig rankt og bevægede sig med ikke ringe Anstand. Trods sin
hyppige Pengemangel forsømte han aldrig sin Paaklædning. I hvert
Fald naar han viste sig paa Gaden, var han altid som pudset og
blæst. Han havde allerede Verdenserfaring nok til at vide, at
der var Øjeblikke, hvor et hvidt Skjortebryst og en ulastelig
siddende Frakke kunde faa større Betydning for en ung Mands
Fremtid end Aaringers selvforsagende Slid, -- at saalænge
Skinnet var reddet, var overhovedet ingenting tabt. Hjemme
derimod var han skødesløs med sig selv og følte endda en vis
Hygge og Tilfredsstillelse ved at gaa og slide paa sine gamle
Laser.
Den Kafe, hvor han nu var bleven Stamgæst, og hvor han ødslede
mere Tid og flere Penge, end han rigtig vilde tilstaa for sig
selv, var den saakaldte „Gryde“, der var Stamknejpe for en
oppositionel artistisk Klike, de „Uafhængige“, en Kres af yngre
og enkelte allerede ældre Skønaander, virkelige Begavelser, men
alle mere eller mindre forsatte i Væksten, enten ikke rigtig
udvoksede eller altfor tidlig ældede. Der sad om Aftenen den
meget omstridte Saltvandsmaler Fritjof Jensen, en bredskaaren
Vikingeskikkelse i Sømandspjækkert og med bølgekruset Haar og
Skæg -- en genial, fantasirig Kunstner, en indtagende Broder
Lystig ved et skummende Ølkrus men holdningsløs og upaalidelig
som en Dreng i Overgangsalderen. Der sad hver Formiddag i
tungsindig Ensomhed den syge Digter Enevoldsen og pudsede sine
Lorgnetter eller kælede for sine Hænder eller fortabte sig i
Nydelsen af en Cigar, saadan som han havde siddet der Aar efter
Aar og under allehaande Smaabeskæftigelser udciseleret sine
farveglødende Vers, smaa Mesterværker, der anslog en hel ny Tone
i dansk Poesi. Der sad den unge, naturalistiske Figurmaler
Jørgen Hallager med Bulbideransigtet -- Oprøreren, Anarkisten,
der vilde omstyrte Samfundet, reformere Kunsten, afskaffe
Akademier og have alle Professorer hængt, men som iøvrig
ernærede sig redelig som Retusjør hos en Fotograf. Og der var
den gamle Spottefugl, Journalisten og Lystspilforfatteren
Reeballe, en lille, hjulbenet, parykbærende Dværg med eet blankt
skinnende og eet ligesom ormstukkent Øje og med et langt,
gulhvidt Bukkeskæg nedover et snavset Skjortebryst, -- det
uopslidelige Offer for Karikaturtegnerne i Byens
Vittighedsblade. Med en fortygget Cigarstump i Mundvigen og med
den ene eller begge Hænder skjult bagpaa under Bukselinningen
drev han i oftest temmelig drukken Tilstand omkring mellem
Bordene, slog sig ned hist og her, undertiden mellem ham ganske
ubekendte Folk, og blandede sig vrøvlagtig i deres Samtaler.
Ogsaa han vilde reformere Verden, men i klassisk Aand. Hans
Ideal var Sokrates. Hans Standpunkt var den klare, ædruelige
Erkendelses. I sine mest omtaagede Øjeblikke yndede han at slaa
sig for sit Bryst og kalde sig „den sidste Græker“.
Skønt Per var saa meget yngre end disse Mænd og ikke selv havde
gjort nogen Tilnærmelse, nød han den Ære at blive inddraget i
deres Kres, dels -- som Fritjof Jensen engang ytrede -- for sine
„maleriske røde Kinders“ Skyld, væsenligst dog paa Grund af sit
Forhold til Lisbeth, der var deres fælles Kæledægge, hvis
farveskønne Silkehaar og skære Hud nogle af dem skyldte
Halvdelen af deres Berømmelse, hvorfor de til Gengæld viste
hende den Opmærksomhed altid at anerkende den for Øjeblikket
foretrukne Tilbeder, selv om Vedkommende slet ikke hørte til det
benaadede Kunstnerlav.
Per vedblev ikke desmindre at føle sig fremmed i disse
Menneskers Selskab, og det var ikke udelukkende af Beskedenhed,
at han sjælden blandede sig i Samtalen. Han havde lige saa ringe
Sans for Maleri som for Poesi. Hans Fantasi fandt tilstrækkelig
Næring i hans Studium. Indbildningskraften blev saa aldeles
taget i Beslag af hans store Fremtidsværk, at der ikke blev
noget tilovers for Kunsten.
Nogen uinteresseret Tilskuer var han alligevel ikke. Han havde i
al Stilhed sin Morskab af disse kuriøse Mennesker, der kunde
springe i Harnisk paa Grund af en Farvesammensætning og tale sig
op i Ekstase i Anledning af fire rimede Linjer, som om
Menneskehedens Velfærd afhang af deres rette Forstaaelse. Han
nød en saadan Scene som et komisk Skuespil, og han maatte le ved
sig selv, da han mærkede, hvorledes ogsaa Lisbeth var greben af
Galskaben og -- stolt, som hun i det hele var, af sit Legemes
Betydning for Kunsten -- vilde have sit Liv opfattet som en
begejstret Hengivelse til det Skønnes Forherligelse.
Mellem alle disse Mennesker var der en, der viede Per en ganske
særlig Deltagelse, en Mand, som heller ikke hørte hjemme i
Kresen og i Almindelighed ikke engang var rigtig velset der. Det
var en vis Ivan Salomon, en ung Jøde, Søn af en af Byens Rigmænd
-- en lille, vever Skabning, et brunøjet Egern, altid smilende,
lutter Tjenstagtighed, saare lykkelig ved at færdes mellem saa
mange berømte Kunstnere. Det var dette Menneskes ærgerrige Drøm
engang at opdage og fremelske et Geni. Bestandig var han paa
Jagt efter et skjult eller miskendt Talent, hvis Beskytter han
kunde blive. I enhver, lidt iøjnefaldende ydre Særegenhed -- et
Par dybtliggende Øjne, en kraftig formet Pande eller bare et
uklippet Haar -- saae han straks Tegn paa sjeldne Evner, og der
fortaltes mange muntre Historier om de Skuffelser, han i saa
Henseende havde lidt.
Nu havde han øjensynlig kastet sit Haab paa Per, der imidlertid
følte sig højst besværet af hans Opmærksomheder. Selv hans
Smiger var ham inderlig imod. Det virkede ubehageligt paa ham,
naar Hr. Salomon -- med ret uforblommede Hentydninger til hans
hurtige Held overfor Lisbeth -- smilende fortalte ham, at han
var en udpræget Aladdintype, et Lykkebarn, paa hvis cæsariske
Pande der med Gudens Finger stod skrevet: Jeg kommer, ser,
sejrer! Selve Ordene virkede ganske vist betagende paa ham, fik
hans inderste, skjulteste Stemningsliv til at dirre. Det pinte
og ydmygede ham blot, at han første Gang skulde høre denne
Profeti af en naragtig lille Jødes Mund.
En Aften kom han ind i Gryden henimod Midnatstid og faldt da
midt ned i et stormende Bakkanal. Det var den store Fritjof
Jensen -- „Fritjof“, som han slet og ret kaldtes af alle -- der
slog sig løs i Anledning af, at han havde faaet et af sine 4
Alens Lærreder „Orkan i Nordsøen“ solgt til en Smørgrosserer.
Midt paa Gulvet i et Værelse, som ved en Gang var adskilt fra
Kafeens øvrige Lokaler, var en Del Smaaborde stillet sammen i en
Række, og her sad en Snes Mennesker omkring to vinløvomkransede
Boller med Champagnepunsj.
For den øverste Bordende -- omhvirvlet af Tobaksskyer -- tronede
Fritjof selv som en olympisk Gud. Foran ham stod hans mægtige
Privatpokal, kaldet „Dybet“, og man kunde se paa hans ligesom
blinde Øjne og høre paa hans Mæle, at han ikke var paa det
tørre. I mere end et Døgn havde han uafbrudt været paa Farten,
havde tilbragt Nat og Dag i Østerskældere, hos offenlige Piger,
ude i Skoven og paa Vinstuer og havde trukket med sig, hvad han
undervejs traf paa af Venner og Venners Bekendte.
Der blev holdt en Række Taler. En bleg, ung Mand med
mefistofeliske Træk sprang saaledes op paa sin Stol og udbragte
skrigende et Leve for en Fraværende, en vis Dr. Nathan, hvem Per
hyppig havde hørt omtale her og altid med en særegen
Begejstring. Det var en Literaturkritiker og Populærfilosof, der
regnedes for visse yngre Akademikerkreses aandelige Fører, og
som, utilfreds med Forholdene herhjemme, havde bosat sig i
Berlin. Andet vidste Per ikke om denne Mand, skønt man vanskelig
kunde tage en Avis eller et Vittighedsblad i Haanden uden at
støde paa hans Navn, -- „Dr. Satan“, som de sidste ufravigelig
kaldte ham. At Manden var Jøde, havde gjort sit til, at Per
aldrig havde følt Trang til at skaffe sig nærmere Oplysninger om
ham. Han yndede nu engang ikke dette fremmede Folkefærd og havde
desuden ingenting tilovers for literære Mennesker. Og denne
Doktor havde endda holdt Forelæsninger paa selve Universitetet,
dette teologisk besmittede Moderskød for den hele akademiske
Spidsborgerlighed, der i Pers Øjne var Landets egenlige Ulykke.