Trine. Med Kærlighedens tusindøjede Instinkt havde den enfoldige
Pige -- saavidt hendes Forstaaelse af den Slags Ting overhovedet
rakte -- hurtig begrebet, hvad det var, der her forberedtes; og
bestandig hyppigere i disse Dage maatte hun ty over i
Nødtørftshuset, der var hendes Tilflugtssted, naar Sorgen
overvældede hende og hun maatte være ene for at kunne græde ud.
Ikke desmindre var det med om muligt endnu større Omhu og
Andagt, at hun nu puslede om nede i hans smaa Stuer og tog Vare
paa, hvad der tilhørte ham. Navnlig vaagede hun over alt dette
nye, som hun antog for hans Brudgomsudstyr, med en Nidkærhed,
som galdt det hendes egen Lykke. Hun syede Mærke paa det fine
Linned, paa Lommetørklæderne og de silketynde Strømper og lagde
rent Papir i de nederste, uaflaasede Kommodeskuffer, hvor det
altsammen skulde ligge. Da Balaftenen kom, var det ogsaa hende,
der maatte binde hans hvide Slips, knappe hans Handsker, sige
ham, om hans nyanskaffede Kjole sad godt i Ryggen, og om det
maskinklippede Haar klædte ham. Og da Klokken var bleven halvni
og den bestilte Droske ikke kom, var det hende, der blev skældt
ud for en Torsk, og hende, der i Slud og Mørke, uden Hat og
Sjal, maatte løbe helt ind i Adelgade efter en anden.
Da Per traadte ind i Balsalen, var Dansen allerede begyndt. En
halv Snes Par valsede højtidelig omkring paa Gulvet, mens et
noget lignende Antal stod eller sad langsmed Væggene. Mellem de
sidste opdagede han hurtig Fru Engelhardt. Hun var i ildrød
Silke og sad og viftede sig med en stor, dunkantet Vifte. Ved
hendes Side sad en blankskallet Herre og vuggede en Klaphat paa
sit Knæ -- Neergaard.
Synet af denne Mand, men navnlig den skinsyge Tanke, der i det
samme foer ham gennem Hovedet, at ogsaa hans Nærværelse kunde
skyldes Fru Engelhardts begunstigende Mellemkomst, ødelagde
totalt hans Stemning. Det første Kvarterstid deltog han slet
ikke i Dansen men opholdt sig inde i de tilstødende Stuer, hvor
nogle ældre Herrer sad og spillede Kort. Først henimod
Slutningen af første „Vals“ gik han ind og inklinerede for Fruen
med et stift Buk uden at se til hendes Kavaler. Hun syntes ikke
straks at ville genkende ham. Endelig rejste hun sig op, samlede
Slæbet og lagde med et halvt moderligt Smil sit svære Legeme i
hans Arm.
„Hvad De dog er for en utaknemlig En,“ sagde hun paa sit
københavnsk, da de havde danset et Par Gange rundt, uden at Per
havde mælet et Ord. „De siger mig ikke engang Tak, fordi jeg
skaffede Dem Indbydelsen. Det var dog ellers slet ikke saa let,
vil jeg fortælle Dem.“
„Jeg er Dem særdeles forbunden, Frue!“
„Hvor formelt! Er der gaaet Dem noget imod?“
„Ja -- lidt.“
„Og hvad er det, … dersom det kan betroes en Dame?“
„Hvorfor er den Neergaard her? Jeg kan ikke lide ham. De vilde
gøre mig en Tjeneste ved ikke at danse med ham.“
„Det maa jeg sige … De er virkelig fordringsfuld.“
Hun lo, men gjorde sig i det samme tungere i hans Arm.
Ogsaa Per kom til at le. Dette lønlige Fortrolighedstegn, Duften
fra hendes Haar og den halvblottede Barm, der hvilede mod hans
Bryst, gjorde ham øjeblikkelig hed. De dansede fire Gange rundt,
og da han førte hende tilbage til hendes Plads, var Neergaard
forsvunden. Han saae ham lidt efter staa henne i den anden Ende
af Salen og gøre Kur til en ganske ung Pige med lange, korngule
Fletninger nedad Ryggen.
Imidlertid slæbte Ballet sig trevent gennem de første Danse,
tilsyneladende uden stor Fornøjelse for andre end Husets
Tjenestefolk, der nu og da fik Lov at kigge ind i Salen bag en
Dør. Først efterat Herrerne havde opdaget nogle i Sideværelserne
fremsatte Forfriskninger, blev der mere Liv. Forresten var
Herreselskabet noget blandet og Tonen temmelig ugenert, saadan
som det let bliver Tilfældet i ellers dannede Familjer, der
mangler voksne Sønner, og hvor man maa skaffe sig Balkavalerer
gennem Bekendte og Bekendtes Bekendte uden anden Garanti end en
Vejviseradresse. De Indbudne følte sig ikke paa nogen Maade
forpligtede overfor det Hjem, de gæstede; man teede sig ganske
utvungent, gabede og kritiserede og krævede ind omtrent som i et
offenligt Lokale.
Værten, en lille hvidhaaret Mand, der ikke selv kendte Navnet
paa sine Gæster, bevægede sig ængstelig omkring i Stuerne som
den mest fremmede. Med et anstrengt Selskabssmil udførte han
samvittighedsfuldt det ham af Hustru og Døtre paalagte Hverv: at
faa Kavalererne til at „arbejde“. Naar han fandt en Herre staa
ledig foran Malerierne paa Dagligstuevæggen eller opholde sig
lidt længe ved Forfriskningerne, stillede han sig hen ved Siden
af ham og indledede en Samtale, der begyndte nok saa uskyldig
med nogle Ytringer om Billedkunst, om Teatret eller Skøjteføret,
men som ufravigelig endte med, at Vedkommende under hans
Bevogtning vendte tilbage til Dansesalen og her forestilledes
for en eller anden af Husets ældre Veninder, der manglede Navne
paa sit Balkort.
Fru Engelhardt havde lovet Per Kotillonen. Men da man havde
spist og Dansen begyndte, søgte han hende forgæves baade i Salen
og de tilstødende Stuer. Tilsidst fandt han hende i et lille,
svagt oplyst Kabinet, et sekskantet Taarnrum, paa den anden Side
Dagligstuen. Hun sad her ganske alene i Hjørnet af en Sofa, der
stod saaledes, at den ikke kunde ses, før man stod i Døren.
Hun modtog ham med blid, træt Sørgmodighed, sagde, at han
rimeligvis nu blev vred paa hende, men hun havde ingen Lyst til
at danse mere, og naturligvis var det for meget forlangt, at han
skulde give Afkald paa Dansen for at sidde her og underholde
hende. En saadan Opofrelse vilde hun aldeles ikke tage imod …
han maatte paa ingen Maade føle sig forpligtet.
Med al sin selskabelige Uerfarenhed var Per dog ikke dummere,
end at han forstod Meningen. Han skød en Stol hen ved Siden af
hende, og en Tid sad de nu tavse begge to, mens Musiken og
Støjen fra Dansesalen lød ind til dem -- stærkt afdæmpet, som
den blev, ved at passere to-tre store Værelser. Saa tog Per
pludselig hendes Haand, som laa blottet paa Sofaarmen, og da hun
lod ham beholde den, erklærede han hende i meget ligefremme Ord
sin Kærlighed og gentog sin Bøn om at tilstaa ham et Stævnemøde.
Hun lovede tilsidst at føje ham, og han bøjede sig ned over
hendes hvide Arm og trykkede een, to, tre Gange et Kys paa den
oppe ved Albuen. Han havde i Grunden troet, at hun vilde have
afværget det, og hun sagde da ogsaa, at hun vilde blive alvorlig
vred, dersom han gjorde det oftere -- men Øjnenes fugtige Glans
og den mægtige Barms Svulmen modsagde hendes Ord.
Men nu hørtes der Trin i Stuen udenfor. Per havde akkurat faaet
kastet sig tilbage i Stolen, da Neergaards lange Skikkelse viste
sig i Døraabningen. Han bukkede høflig undskyldende; dog blev
han staaende derhenne med Hænderne paa Ryggen, som tænkte han
paa at gaa derind.
„Træd nærmere,“ sagde Fruen.
„Trænger De til Selskab?“ spurgte han paa en Maade, som Per ikke
syntes om, -- næsten brysk lød det.
„Ikke just det; men har De noget morsomt at fortælle, vil vi
gerne høre det.“
„Aa ja, De og Hr. Ingeniør Sidenius sidder nu ogsaa her saa
trøstesløst ensomt … saa ganske forladt af Verden.“
„Ja,“ sagde hun, idet hun med en mat Bevægelse slog sin Vifte ud
og lagde sig tilbage i Sofahjørnet. „Det er trist … jeg er
bleven træt … ganske ødelagt af Dansen og de mange Mennesker.
Men De? Hvorfor danser De ikke? De er jo ovenikøbet saa stærkt
engageret iaften.“
„Aa nej, Frue,“ -- han besluttede sig endelig til at gaa derind
-- „nu tror jeg, at ogsaa jeg i dette stemningsfulde Mulm vil
indøve mig i at sige Verden ret Farvel. -- Tillader De?“
Han rullede en Stol hen til Sofaen fra den modsatte Side af den,
hvor Per sad. De to kom derved til at sidde Ansigt mod Ansigt
uden endnu at have hilst paa hinanden.
Fru Engelhardts Tunge fik paa engang yderlig travlt. Hun
kritiserede Selskabets Sammensætning, talte om Souper’en, som
hun til Gengæld roste stærkt, dernæst om forskellige af de
tilstedeværende Damers Toiletter. Per sad og iagttog Neergaard
og sagde ingenting. Heller ikke Neergaard talte. Han havde bøjet
sig forover, saa man ikke længer kunde se hans Ansigt. Albuerne
hvilede paa hans Knæ, og de lange Hænder -- der rystede lidt --
legede med de aftrukne Handsker.
„Hvor De er bleven en rigtig kedelig En, Neergaard,“ afbrød hun
pludselig sig selv. „Og De, som engang virkelig var saa
underholdende. Hvad er der i Grunden i Vejen med Dem? … Det er
naturligvis noget med en Dame.“
„Det er det maaske.“
„Ja, det er den lille Frøken Holm. Naturligvis! Hun maa jo være
aldeles efter Deres Smag. Jeg skal nemlig sige Dem, Hr. Sidenius
… Hr. Neergaard har altid været saa galant at fortælle mig, at
han sværmer for de lysblonde og blaaøjede. Og saa er hun jo
ovenikøbet fra Landet,“ sagde hun, atter vendt mod Neergaard.
„Lutter Kløverduft og Sommersol og sød Mælk, … en fuldendt lille
Mejerske, saadan som De jo altid har ønsket Dem det. -- Hvornaar
skal saa Bryllupet staa?“
Hr. Neergaard, der havde løftet Hovedet, lænede sig nu tilbage
mod Stoleryggen, lagde Klaphatten over sin Mave, foldede
Hænderne ovenpaa og sagde som med et mæt Suk: „Naar man har
naaet min Alder, gør man vist fornuftigst i at betragte sig som
en allerede hedengangen. Man har da kun tilbage at drage Omsorg
for en anstændig Begravelse.“
Fru Engelhardt lo.
„Nu ser De virkelig for sort paa Tilværelsen. Hvad skulde saa vi
stakkels Fruentimmer sige? … Se til den gamle Ritmester Frick
derinde, han er toogtres og fører sig endnu i Dansen som en ung
Løjtnant. Jeg er overbevist om, han gør endnu Erobringer blandt
Damerne … Ak nej, Mændene har i Deres Alder endnu megen Lykke
ivente.“
Neergaard bøjede sig for hende.
„Jeg takker Dem, Frue, for Deres ved Baaren holdte trøsterige
Tale. Jeg veed jo nok, at man -- saavel Mænd som Kvinder -- i
vore Dage forstaar den Kunst at bevare en ret frappant
Ungdomsfriskhed endog temmelig højt op i Alderdommen, paa
lignende Maade som man har lært at konservere Grønærter,
Asparges og andet Sommergrønt. Men saadan en gammel, henkogt
Ritmester er mig nu alligevel en Vederstyggelighed. Nej, man
skal resignere i Tide, give Ungdommen, hvad Ungdommens er … saa
sparer man sig mangen Genvordighed. Og af Genvordigheder kan man
jo i min Alder have tilstrækkeligt endda. Gigten,
Fordøjelsesbesværlighederne, Havresuppen, Stensmerterne og
Operationsbordet -- det er de reelle Værdier, man har tilbage,
naar man er kommen paa den forkerte Side af de fyrre.“
„Og saa Minderne,“ kom det blødt henkastet fra Fru Engelhardt.
„De gode Minder, Neergaard … dem glemmer De.“
„Minderne? … Hm! … Er de ikke ogsaa saadan en Slags henkogte
Varer, skabte til fattig Vintertrøst for Tabet af den Sommer,
der svandt? Nej, lad os ikke tale om Minderne! De er jo bare en
Plage mere, … det er jo netop dem, der, efterhaanden som vi
ældes, faar os til at føle alle Livets Tildragelser som en
bestandig svagere og mere trættende Gentagelse.“
„Aa, De er aldeles umulig iaften. Men jeg undskylder Dem. De er
syg, Neergaard, … De lever sikkert altfor uregelmæssigt. De
skulde virkelig tale med en Læge. Jeg er vis paa, han vil
tilraade Dem en Kur i Carlsbad.“
„Maaske. Eller nogle af disse bekendte, virkningsfulde
Jernpiller … en Revolverfuld ad Gangen. Som smertestillende
Middel skal de være uden Lige.“
„Aa, nu vil jeg ikke snakke med Dem mere. At De dog ikke et
Øjeblik kan tale alvorligt!“
Per havde under dette Ordskifte flyttet sine Øjne fra den ene
til den anden. Dets kammeratlige Tone havde igen gjort ham lidt
usikker med Hensyn til disse to Menneskers indbyrdes Forhold;
men han beroligede sig med, hvad Fru Engelhardt havde fortalt
ham allerede Karnevalsnatten, at hun og Neergaard var Bekendte
fra Barndommen. Desuden tydede hendes Væsen overfor ham -- for
ikke at tale om denne vittigt anbragte Anbefaling af et Ophold i
det fjerne Carlsbad -- absolut kun paa, at han med sin
Paatrængenhed var hende til Besvær.
Men nu begyndte der at blive livligt inde i Stuerne, hvor trætte
og forpustede Par slog sig ned om de stadig lige velforsynede
Forfriskningsborde. Dansen var ved at slutte. Inde i Salens
Støvtaage hvirvlede tilsidst blot tre-fire forfløjne og
forelskede Par omkring; de kunde ikke faa nok men lod Musikken
gentage Tappenstregen Gang efter Gang i stadig hurtigere Tempo.
Vognene begyndte at køre frem. Fru Engelhardt gik rundt og sagde
Farvel med sin Mand under Armen. Det var en høj, mavesvær,
godmodig udseende Grosserer, der havde tilbragt Aftenen inde ved
Spillebordene. Da de kom forbi Per, standsede Fruen til dennes
største Forskrækkelse og forestillede de to Herrer for hinanden.
Og Ægtemanden tog ham i Haanden og sagde ham nogle høflige Ord.
Men Per blev undselig og kunde ikke faa sig til at møde hans
Øjne.
Hvorfor gjorde hun mon det? -- tænkte han lidt urolig, da han i
det samme hørte hende sige meget højt til sin Mand midt i
Stimmelen foran Udgangsdøren, aabenbart i den bestemte Hensigt,
at han skulde høre det:
„Er det ikke næste Tirsdag, du skal til London, min Ven?“
Grossereren bekræftede det. Og Per blev rød og smilte. Og smilte
igen og blev bleg. Med et stort, skinnende Blik fulgte hans Øjne
de fyldige, hvide Skuldre over den ildrøde Silke. -- Ja, nu
begyndte Livet for ham!
* *
*
Ved Tretiden fulgtes Neergaard og Per hjemad i den maaneklare
Nat. Det var ikke Per, der havde søgt Ledsagelse, men da
Neergaard ved Bortgangen havde spurgt ham, hvor han boede, og om
de ikke skulde følges, da de dog skulde samme Vej, havde han
ikke villet sige Nej. Han opfattede Tilbudet som den endelige
Anerkendelse af hans Sejr over ham i Kampen om Fru Engelhardt,
-- et Fredstilbud. Desuden havde han vanskelig ved at modstaa
den verdensmandsagtige Høflighed, den anden vedblivende viste
ham trods den store Aldersforskel.
Neergaard talte om Selskabet og om den selskabelige Adspredelse
i det hele taget; men Per var for optaget af sig selv og af
Aftenens Begivenhed til at opfatte stort andet end selve Ordene.
Trods den skarpe Frost og deres langsomme Marsj -- Neergaard
svinglede lidt paa Benene -- gik Per med opknappet Frakke.
Sejrsfølelsen gjorde ham hed. Smilende stødte han svære
Tobaksskyer ud i den lyse Luft.
De drejede op fra Kanalen ved Holmens Bro og gik videre op mod
Kongens Nytorv paa Gadens venstre Side. De kom forbi
Nationalbanken, hvis tunge, firkantede Masse løftede sig mod
Stjernehimlen som en mægtig Sarkofag. En Skildvagt i rød Kappe
bevogtede Indgangen til dette Mammons stilfulde Mausoleum.
Lidt efter standsede Neergaard udfor et af de gamle, smalle og
uanselige Huse, der endnu havde faaet Lov at ligge her ved den
brede Færdselsaare.
„Ja, her bor altsaa jeg. Vil De ikke, Hr. Ingeniør, gøre mig den
Fornøjelse at følge med op og drikke et Glas god Vin. Det er jo
endnu ikke sent.“
Per betænkte sig, men sagde ja. Han følte Trang til at slaa sig
løs og havde navnlig ingen Lyst til at komme hjem. Siden den
Dag, da han laasede sine Papirer inde i den øverste
Kommodeskuffe, gik han om i sine Stuer med en Uhyggefornemmelse,
som havde han nedgravet et Lig under Gulvet.
Faa Minutter efter fandt han sig magelig anbragt i et Sofahjørne
bag et stort Bord, hvorpaa der brændte en højfodet Lampe med
grøn Silkeskærm. Mens Neergaard rumsterede i Stuen ved Siden af
for at finde Drikkevarer, løb hans Øjne mønstrende omkring i en
smuk og elegant Ungkarlesalon, der fik ham til med Bekymring at
tænke paa sine egne smaa, fattige Kamre. Hvorledes skulde han
der kunne modtage en Dame som Fru Engelhardt? -- Her var Tæppe
over hele Gulvet. Indlagte Mahognimøbler. Vaser og forgyldte
Armstager. Altsammen aabenbart gammelt Arvegods. Og derhenne paa
Væggen over Skrivebordet fremtonede gennem Halvmørket en sand
Hærskare af alle Slags smaa og store Portrætter: Malerier i
forgyldte Rammer, Daguerreotypier, Silhuetter, smaa
Elfenbensmedaljoner, Litografier, Haandtegninger og moderne
Fotografier … et Skyggetog af den henfarne Neergaardske Slægt.
Lidt forsømt saae det rigtignok altsammen ud ved nærmere
Eftersyn. Tæppet var næsten opslidt, Møbelbetrækket falmet. Paa
det store, smukke Bogskab, der var fuldt af lange Rækker
indbundne Bøger, lagde han Mærke til et Par Revner i
Glasruderne.
Men nu viste Neergaard sig med en langhalset Flaske og to grønne
Pokaler. Han satte sig i en Lænestol overfor Per og skænkede op
med stor Omhyggelighed.
„Det glæder mig at have gjort Deres Bekendtskab,“ sagde han og
løftede sit Glas. „Jeg tillader mig at drikke paa Deres
Velgaaende, Hr. … Hr. Lykke-Per!“
Per saae paa ham -- lidt overrasket og misfornøjet med denne
lidt for direkte Hentydning til Aftenens Begivenhed. Men da
Meningen altsaa dog var den at hylde ham som Sejrherre, vilde
han ikke vise sig fornærmet. Han greb sit Glas og nedskyllede
Vinen.
„Det er forresten ikke min egen Opfindelse med det just ikke
synderlig vittige Tilnavn,“ vedblev Neergaard og gav sig til at
pudse sine Lorgnetter. „Det er en af Deres Venner, jeg citerer …
den lille Salomon, som jeg forleden saae Dem sammen med. Han er
en stor Beundrer af Dem. Forresten er Navnet efter min Mening
ikke engang rigtig smigrende. Et gammelt Ord siger jo om Lykken,
at den er Daarernes Formynder. Og en ærværdig, latinsk Forfatter
skrev om Heldet, at det er Fader til Sorgen.“
Per tænkte ved sig selv: ja, trøst du dig! Det er dig vel undt!
„Dersom det ikke lød som et afskyeligt Paradoks,“ -- fortsatte
den anden -- „vilde jeg sige, at de Ulykkelige forekommer mig at
være de lykkeligste. De har dog den Tilfredsstillelse at kunne
skælde ud paa Skæbnen, injuriere Vorherre, kræve Forsynet til
Regnskab o. s. v., medens den, der -- som man siger -- sidder
paa Lykkens Skød, kun kan anklage sig selv ved indtræffende
Uheld.“
„Men hvorfor Uheld?“ bemærkede Per smilende og saae paa Røgen
fra sin Cigar.
„Hvorfor?“ sagde Neergaard, gennem hvis Tale der hele Tiden
klang en Bitone af Medlidenhed, hvad Per dog ikke havde Øre for.
„Jeg tror ikke, De forstaar mig rigtig, Hr. Ingeniør! Jeg mener
-- trods min Afsky for Paradokser -- at selve Heldet er det
allerstørste Uheld, der i vore Dage kan ramme noget Menneske,
fordi … ja, fordi vi i nihundredeognioghalvfems af tusinde
Tilfælde mangler Evnen til at benytte det saadan, at det ikke
bliver os mere til Skade end til Gavn. Vi er i vor Tid ikke
oplærte til at omgaaes fortroligt med det eventyrlige, -- det er
Sagen. Vi befinder os ved Lykkens Bord som en Bonde ved Kongens
Taffel. Naar det kommer til Stykket, foretrækker vi allesammen
den hjemlige Vandgrød og vor Mo’ers Pandekager for alle
Slaraffenlands Herligheder. -- De kender rimeligvis Fortællingen
om Svinedrengen, der vinder Prinsessen og det halve Kongerige.
Den ender, synes jeg, akkurat der, hvor den begynder at blive
interessant, i hvert Fald for voksne Mennesker. Vi skulde have
set denne Bondeknold i Fløjl og Brokade gaa omkring og blive
bleg og mager af lutter Lykke. Vi skulde set ham ligge i
Prinsessens Silkeseng og flæbe af Længsel efter sin
Maren-Malkepiges laartykke Arme. For der er ingen Tvivl om, at
han vil gøre det. Han vil i det hele ikke have en glad Time, før
han igen kommer i sine Træsko og faar Krone og Scepter ombyttet
med sin Faders Møggreb.“
Han havde paasat sig sin Lorgnet og sad tilbagelænet i Stolen
med sine lange Hænder samlede under det bøjede Hoved. Hans matte
Øjne hvilede paa Per med et paa een Gang udforskende og
deltagende, næsten bekymret Udtryk, mens han fortsatte:
„Med alt vort danske Fantasteri stikker der i os alle en
grundfæstet Forkærlighed for det tilvante og prøvede. Hvor
hidsigt vi end i vore unge Dage kan storme frem mod det
overordenlige og eventyrlige … i det Øjeblik, Vidunderlandet
virkelig aabner sine Porte for os og Kongedatteren vinker til os
fra Altanen, faar vi Anfægtelser og kigger tilbage efter
Kakkelovnskrogen.“
„De har vistnok Ret,“ sagde Per -- han saae stadig med et Smil
ud paa Røgskyerne fra sin Cigar. „I Almindelighed gaar det
vistnok saadan. Men der gives Undtagelser.“
„Ikke een mellem Tusinde. Maaske ikke een mellem Titusinde. De
vil selv engang erfare, hvad for en uhyggelig Trolddomsmagt der
ligger i alt dette hjemlige og tilvante, selv om vi maaske
samtidig hader det. Se Dem f. Eks. om her! Der slæber vi med os
gennem Livet en voksende Bagage af vor Slægts Efterladenskaber,
der stabler sig op omkring os som en kinesisk Mur, og som vi dog
ikke nænner at skille os af med. Vi hygger os inde i et
Gravkapel af Familjeerindringer og har tilsidst ikke andre
Følelser tilbage end Pieteten.“
„Naa ja -- det kan da ikke gælde alle,“ sagde Per. „Jeg f. Eks.
vil vanskelig komme i den Fristelse. For hvad jeg slæber med mig
fra Fortiden, kan magelig faa Plads i en Vestelomme.“
„Saa gratulerer jeg Dem! Og dog -- hvad hjælper det? Hjemmets
forkoglende Magt stikker jo ikke alene i det materielle. Vi
lader vor maaske forlængst afdøde Faders meningsløse Formaninger
eller en enfoldig Moders Fordomme faa Indflydelse paa vore
Handlinger helt op i vor egen Alderdom. Og saa har man til
Overflod sine kære Søskende og sine bekymrede Onkler og Tanter
-- --.“
„Jeg for mit Vedkommende er nu ogsaa i den Henseende saa heldig
stillet ikke at kende noget til den Slags.“
„Saa maa jeg virkelig paany gratulere Dem. -- Men et Hjem har De
dog vel haft … tilmed rimeligvis et af disse for deres Hygge saa
berømte danske Præstegaardshjem. Ja, jeg slutter af Deres Navn,
kan De vide.“
Per lod, som om han overhørte dette sidste, og sagde, at han
ikke kendte og aldrig havde kendt, hvad man kaldte nærmere
Paarørende.
„Nej virkelig! De er maaske et --.“
„Ja,“ sagde Per, idet han med Forsæt afbrød ham. „Jeg er kun mig
selv.“
„Se-se!“ -- Neergaard bøjede sig frem med Hænderne paa Stolens
Sidestykker og stirrede som nyvaagen over paa ham. -- „Saa har
den lille Salomon altsaa ikke helt Uret. Saa hænger der jo
virkelig noget af Eventyret ved Dem. Ingen Familjehensyn! Ingen
Søskendeplager! Ingen velmenende Onkler og Tanter … Fri som
Fuglen under Himlen!“
Per tav bekræftende.
Neergaard sank atter tilbage i Lænestolen, og der blev et
Øjebliks dyb Stilhed.
„De synes virkelig at være et sjælden begunstiget Menneske, Hr.
Sidenius. Dersom man ikke var saa gammel og affældig, kunde man
fristes til at misunde Dem. Fri og ubekymret i alle Forhold. Og
med en Appetit paa Livet som en Solsort i et Kirsebærtræ. Ja,
saadan skal det være! -- Og alligevel? Hvad hjælper det saa? De
Lænker, vi Mennesker ikke fødes med, dem lægger vi selv paa os i
Livets lange Løb. Vi er og bliver af Slavestand. Vi føler os kun
hjemme i Bolt og Jern. -- Hvad mener De derom?“
„Ærlig talt forstaar jeg ikke, hvad De der tænker paa,“ sagde
Per og saae op til Uret paa Bogskabet, der viste et Kvarter over
fire. Han begyndte at trættes af Samtalens Ensformighed, -- var
desuden ogsaa bleven lidt betænkelig ved sin Kaadmundethed.
Der gik en lille Tid, inden Neergaard svarede. Han saae stadig
over paa Per med et optaget, anspændt Blik.
„Hvad jeg tænker paa? … Aa, vi anskaffer os jo Venner og Vaner,
lader os i Tidens Løb svinebinde af alle Slags Forpligtelser.
For nu slet ikke at tale om den Sammenklistren af Mand og
Kvinde, som benævnes Kærlighed, Elskov, Drift, eller hvad De
vil. Selv en saadan fri Fugl som De maa dog vistnok indrømme
mig, at Kvinden har Fangarme, der trods deres Blødhed kan lægge
sig om en Mand som en Jernbøjle.“
„Aa, ikke saa det generer,“ sagde Per og lo. „Og mindst, naar de
klemmer haardt.“
„Ja, De er endnu saa ung. Men alligevel -- sæt, det ved
Lejlighed hændte Dem, at en eller anden Kvinde, der rent erotisk
tiltrak Dem, selv om De maaske samtidig foragtede hende … en
Tøjte maaske eller en Maren-Amme, som De i Deres Ungdoms Uskyld
havde kysset … kort sagt, et Væsen, som De ved Vanens eller
gamle Minders Magt følte Dem knyttet til, … sæt nu, De vidste,
at denne Kvinde koldblodig bedrog Dem bag Deres Ryg. Hvorledes
vilde en fri Fugl som De forholde sig i et saadant Tilfælde?“
Hvor vil han hen med det? -- tænkte Per. Højt sagde han:
„Hvad jeg vilde gøre? Jeg tog mig naturligvis en anden.“
„Meget godt! Men dersom nu ogsaa denne anden skulde vise sig
mindre tilfredsstillende -- og den Risiko løber man dog straks
-- hvad saa?“
„Saa tog jeg en tredje, en fjerde, en femte, … Herregud, der er
jo Kvinder nok i Verden, Hr. Neergaard!“
„Ja, det er sandt! … Det er sandt!“
Han vedblev at gentage disse Ord, idet han et Nu lukkede Øjnene,
som havde han her fundet selve Verdensgaadens Løsning.