sig med ham i Hjemmet -- det være sig ondt eller godt -- gjorde
længer noget Indtryk paa ham. Den Tid var forbi, da han lagde
Planer om ved et eller andet eventyrligt Skridt -- en formelig
Opstand eller en hemmelig Flugt -- at forkorte sin Pine og drage
ud i Verden for paa Lykke og Fromme at opsøge det Kongerige,
hans Drømme havde forjættet ham. Han var nu baade gammel nok og
forstandig nok til at indse, at han hurtigst og sikrest vilde
kunne naa den attraaede Uafhængighed, naar han taalmodig gik sin
Skolegang tilende, -- og forresten varede det heller ikke længe,
før han udfandt andre Midler til at skuffe Faderens
Aarvaagenhed. Naar alt i Huset var bleven stille, firede han sig
ved Hjælp af en Tougende fra sit Gavlvindue ned paa Portrummets
Halvtag og lod sig herfra glide langsmed Nedløbsrenden ned paa
Gaden, -- og endnu mangen maaneklar Nat laa han ude paa Fjorden
med sin elskede Fiskesnøre og forærede ved Hjemkomsten Vægteren
sin Fangst for at holde hans Mund lukket.
Ogsaa med den sortøjede Oline fra Riisagers Gaard havde han
fundet Lejlighed til at forny Bekendtskabet. De havde et Par
Gange haft Stævnemøde om Aftenen i en af Byens store
Tømmergaarde; men forresten var de hurtig bleven færdig med
hinanden. Den altfor grovkornede Ligefremhed i Tøsens Udtryk og
Lader havde gjort ham skamfuld, og da hun engang ligefrem
forsøgte Angreb paa hans Dyd, havde han med Skyhed slængt hende
fra sig og søgte hende ikke tiere.
En særlig Forkærlighed havde han for Havnen og det Liv, der --
fattigt nok forresten -- rørte sig paa Bryggen mellem Kulskibene
og de smaa, svenske Tømmerlastere. Dernede laa en lille
Provianteringsbod, hvis Bestyrer han havde lært at kende, og her
tilbragte han ofte sine Fritimer for at kunne høre paa
Søfolkenes Fortællinger om deres Oplevelser i fremmede Lande, om
de store Oceandampere med deres Fragt af indtil to Tusinde
Personer, og om Livet paa de store Havnepladser med deres
vældige Skibsværfter og Dokker.
Sømandslivet fristede ham dog ikke. Han havde sat sig et større
Maal. Han vilde være Ingeniør. Denne Stilling syntes ham nemlig
at byde de fleste Muligheder for Virkeliggørelsen af hans Drøm
om et stolt og frit omflakkende Liv, rigt paa Eventyr og
spændende Tildragelser. Desuden vilde han ved at vælge en saadan
rent praktisk Livsgerning paa den tydeligste Maade udskille sig
fra sin Slægt og bryde med dens saa forherligede,
aarhundredgamle Traditioner. Hans Valg var en bevidst Udæskning,
navnlig overfor Faderen, der plejede at tale meget nedsættende
om Folks Glæde ved Tidens store tekniske Fremskridt. Saaledes
havde han engang, da der var bleven en Del Røre blandt Borgerne
i Anledning af et Forslag om at søge Byens hensygnende Skibsfart
fremmet ved en Uddybning af Fjordindløbet, udtalt sig yderst
ringeagtende om den hele Sag. „Disse Folk med deres idelige
Bekymringer for alle andre Ting end det ene fornødne,“ havde han
sagt. Fra den Dag vidste Peter Andreas, at han vilde være
Ingeniør.
En Tilskyndelse i samme Retning fik han desuden henne fra
Skolen. Mens de fleste af hans Lærere, paavirket af Forældrenes
Opfattelse af ham, allerede paa et tidligt Tidspunkt havde
opgivet ham som En, der dog aldrig vilde drive det til noget
ordenligt, havde han efterhaanden vundet sig en Ven og Beskytter
i sin Matematiklærer. Denne, en gammel Militær, udtalte sig
endog særdeles rosende om hans Evner overfor Faderen, naar denne
-- som det et Par Gange havde været Tilfældet -- i sin
Utaalmodighed tænkte paa at tage ham ud af Skolen for straks at
sætte ham til et Haandværk. Det saae næsten ud, som om den gamle
Soldat dreves hertil af en forstaaende Deltagelse for Drengen og
fandt en Tilfredsstillelse i at bringe den strengt dømmende
Præst til Tavshed med sine Lovord.
Ellers var det nu saaledes, at Byens Stemning overfor Pastor
Sidenius og hans Hus var i Færd med at vende sig. Tiden og Vanen
havde omsider ogsaa i dette Forhold gjort sin forsonende
Gerning. Hertil kom, at adskillige af de gamle Købmænd og
Studeopdrættere, som hidtil havde behersket Byens offenlige
Mening, i Aarenes Løb var døde, og -- hvad der var det
væsenligste -- det havde for de flestes Vedkommende vist sig, at
hverken deres Handelsomsætning eller deres Formue stod i
rimeligt Forhold til den Myndighed, de havde tiltaget sig i alle
Byens Anliggender. Det havde været Forretningsfolk af den gamle
Skole, der i deres Bondehovmod ikke vilde erkende, at Tiden løb
fra dem, og som lod haant om de ændrede Former,
Samfærdselsmidlernes Udvikling havde givet Handelen. Flere af
Byens bedste Familjer, der havde levet stort paa nedarvet
Rigdom, sank i Aarene efter Krigen næsten ned til Fattigdom. Og
som Velstanden svandt, voksede Trangen til Religionens Trøst.
Pastor Sidenius’ myndige Ord om det Timeliges Forfængelighed og
Armodens og Savnets sande Rigdom begyndte at finde Forstaaelse
hos Folk og allermest netop hos dem, der forhen havde staaet ham
haardest imod. Stadig øgedes den Skare af Andægtige, der om
Søndagen samledes om hans Forkyndelse, og det hændte aldrig mer,
at nogen af Byens Borgere undlod at hilse ham, i hvert Fald naar
han var i Ornat.
* *
*
Det var under den videre Udvikling af disse Forhold, at
Befrielsens Time endelig slog for Peter Andreas. Takket være den
gamle Matematiklærers indtrængende Forestillinger hos Faderen
havde denne omsider indvilliget i at lade ham rejse til
Hovedstaden for at studere ved det polytekniske Institut. Han
var nu seksten Aar.
En smuk Høstaften, da den ugenlige Passagerbaad langsomt dampede
ud gennem Fjordens endnu lige tilgroede Krumninger paa Vej til
København, stod Peter Andreas henne i Agterstavnen med en Taske
over Skuldren og saae tilbage imod Byen, der tegnede sig
bestandig mørkere mod den gulrøde Aftenhimmel. Løsrivelsen fra
Hjemmet havde ikke kostet ham Taarer. Selv Afskeden med Moderen
var gaaet for sig uden større Sindsbevægelse. Og dog, som han nu
stod der i sin nye, skræddersyede Dragt, med en
Hundrededalerseddel indsyet i Foret paa sin Vest, og saae Byens
Tagvrimmel og Kirkens tunge Murstenstaarn svinde bort mod den
lysende Himmelrand, greb Benauelsen ham, ja der rørte sig en vag
Følelse af Taknemlighed i hans Bryst. Han syntes nu selv, at han
ikke havde faaet sagt Hjemmet og Forældrene Farvel paa rette
Maade, og han ønskede næsten, at han kunde vende om og tage
Afsked endnu engang. Om det saa var den fjerne Lyd af Kirkens
Aftenklokke, der bares ud til ham over Engene som Hjemmets
sidste Hilsen og Advarsel, saa vakte den nu kun hans forsonlige
Følelser.
Denne let bevægede Stemning holdt sig hos ham den første Tid
under Opholdet i København. Den forstærkedes endda, efterhaanden
som han blev et Bytte for den særegne Forladthedsfølelse, der i
Begyndelsen knuger Provinsboeren i den store By med dens lutter
fremmede og ligegyldige Ansigter. Han kendte ikke et Menneske i
København. Ingen af hans Skolekammerater var endnu kommen
dertil, idet de havde fortsat deres Skolegang for at blive
Studenter. Han kunde de første Uger blive helt modløs i sin
Ensomhed; og ofte gik han ned til Børsbroen for at se, om der
ikke skulde være kommen en Æbleskipper derhjemmefra, med hvem
han kunde faa sig en Passiar om Byen og fælles Bekendte. Kun
hans Følelser overfor Faderen undergik ingen væsenlig
Forandring; det var bestandig til Moderen, han skrev, naar han
overhovedet lod høre fra sig.
Af hans ældre Brødre havde den ene -- Thomas -- allerede for et
Aarstid siden fuldendt sine Studier og var bleven Kapellan et
Sted paa Landet. Den anden, Eberhard, boede ganske vist stadig i
Byen men var i Øjeblikket bortrejst; og selv da han kom tilbage,
saaes de to Brødre saa godt som ikke. Eberhard var en
omsigtsfuld og ængstelig Natur, der sluttede sig inde i sig selv
af lutter Frygt for at komme i Berøring med noget, der kunde
tænkes at skade hans Anseelse. Han følte sig derfor højst
generet af denne vanslægtede Broder, der saaledes var kommen
tilløbende og vilde gøre sig gældende uden engang at være
Student.
I det første Par Maaneder boede Peter Andreas oppe paa en
elendig Bagstuekvist i den indre By med Udsigt til en Mængde
røde Tage. Senere flyttede han ud til et Par gamle Folk i
Nyboder.
Da Vinteren kom og Julen nærmede sig, begyndte han at spare
Penge sammen for at kunne rejse hjem i Ferien uden at behøve at
bede Forældrene om Rejsepenge. Det var særlig Middagsmaden og
Kakkelovnsvarmen, det gik ud over. Tilsidst levede han
udelukkende af Brød og Kaffe.
Lillejuleaftens Dag rejste han saa hjem landværts, efter
forinden at have meldt sit Komme med et Par Linjer i et Brev.
Under den daglange, uendelige Kørsel gennem Sjælland og Fyen og
ved Synet af de mange glade Julerejsende, der fyldte Kupeerne og
overalt ved Stationerne modtoges af jublende Slægt og Venner,
voksede hans egen Forventning, saa den tilsidst stemte ham helt
højtidelig. Han huskede derhjemmefra, med hvilken Spænding hans
ældre Brødres Hjemkomst altid var bleven ventet; hvorledes
Lamperne var tændt i alle Stuerne, og hvorledes Aftensmaaltidet
var bleven udskudt til efter Togets Ankomst for at gøre
Modtagelsen des mere festlig. Og han tænkte paa sine gamle
Kammerater, som muligvis allerede nu vidste, at han vilde komme,
og som maaske vilde modtage ham paa Stationen.
Paa Vejen op gennem Jylland tømtes efterhaanden Kupeen, og
tilsidst blev han alene. Mørket var faldet paa, Lygten under
Loftet var bleven tændt, Storm og Regn slog mod Ruderne. Han
havde endnu halvanden Time at køre i. Saa strakte han sig, saa
lang han var, paa Bænken og faldt i Søvn.
Han vaagnede ved, at Toget kørte over en Bro. Hans Hjerte kom
til at banke. Den Lyd kendte han. Det var Skærbæk-Broen. Saa var
der kun fem Minutter igen.
Han foer til Vinduet og tørrede Duggen af … ja, der var Aaen …
og Engene og Skærbæk Bakker. Og nu svingede Banen, og Byens
første Lygter skimtedes gennem Regntaagen.
Søsteren Signe stod paa Perronen for at modtage ham. Der jog
straks en lille Ubehagsfornemmelse igennem ham, da han opdagede
hende. Hun stod der, lidt rundrygget, i en halvkort, skrækkelig
gammeldags Kaabe, med sorte Uldhandsker paa Hænderne og
Kjoleskørtet opheftet, saa man saae et Par lange, tynde Ankler
over et Par store Fødder i Galosjer. Det generede ham, at hun
havde stillet sig saadan op og givet sin uheldige Figur til Pris
for Folks Kritik. Desuden havde han bestemt ventet at se sine to
yngre Brødre -- Tvillingerne -- og det vakte hans Mistanke, at
det netop var Signe, der modtog ham, fordi hun var den af alle
hans Søskende, med hvem han allerdaarligst forligedes.
Paa Vejen hjem gennem Gaderne forstod han da ogsaa snart af
hendes Tale, at Forældrene ikke var helt tilfredse med hans
Besøg; de fandt det mindre vel betænkt af ham, at han allerede
havde taget sig Ferie. En saadan Rejse kostede jo ogsaa mange
Penge, sagde hun, -- han burde i hvert Tilfælde først have
indhentet Faderens Tilladelse.
Endnu før de naaede Præstegaarden, var Peter Andreas’ Følelser
bleven grundig afkølede. Og da han nu kom ind i Dagligstuen og
saae Faderen sidde der paa sin sædvanlige Aftenplads i den
gamle, falmede Lænestol med sin grønne Papskærm for Øjnene,
fortrød han allerede, at han ikke var bleven i København. Det
var nu aabenbart ogsaa kun med nogen Overvindelse, at Faderen
bød ham velkommen og klappede ham paa Kinden. Døren ind til
Spisestuen var lukket; Peter Andreas kunde høre, at der blev
skuret Gulv derinde; og da han henne paa Bordet fik Øje paa en
Bakke med noget Smørrebrød, forstod han, at de andre havde
spist. Moderen laa som altid i Sengen. Hendes Velkomst manglede
hverken Oprigtighed eller Varme; hun kyssede ham bevæget paa
begge Kinderne; men Peter Andreas’ Hjerte var bleven koldt.
Han var for ung til at forstaa, at han ikke led anden
Forurettelse end den, der i Almindelighed bliver de yngre af en
stor Børneflok til Del, fordi de ældste har høstet Førstegrøden
af Forældrenes Kærlighed. Selv om denne ikke netop bliver
mindre, forandrer den dog Karakter, mister Nyhedsglæden, der
lyser saa festlig over ethvert Fremskridt hos de ældre. Da Per
ved Sengetid blev alene oppe paa sit gamle Loftskammer, gav han
sig til at le. Han var i Grunden nu mere ærgerlig end krænket.
Han gjorde Nar af sig selv. Han spottede over den
Sentimentalitet, der havde faaet ham til at længes efter dette
saakaldte Hjem, og han svor dyrt paa ikke oftere at lade sig
narre af den Slags Fornemmelser.
Og da saa Juledagene oprandt med al den himmelvendte
Højtidelighed, han selv var ganske udenfor, med den stadige
Kirkegang og den megen Salmesang, talte han blot Timerne, til
han kunde komme bort og igen være fri og uafhængig i København.
Ogsaa Gensynet med Kammeraterne havde nemlig bragt Skuffelse.
Nogle af dem vilde knap nok kendes ved ham igen, paavirkede som
de var af deres Forældre. Paa Grund af, at hans Fader og
Søskende kun ugerne talte om ham, havde Folk i Byen nemlig faaet
den Mening, at han var et Menneske, der var kommen paa Afveje.
Flere af Kammeraterne begyndte desuden allerede at føle sig i
deres Værdighed som vordende akademiske Borgere. Han havde
straks besøgt dem alle; men de fleste af dem modtog ham
forlegent, og ingen af dem havde bedt ham om at komme igen.
Straks efter Nytaar vendte han saa tilbage til København.
Andet Kapitel.
En af Nyboders bedst kendte og mest agtede Personer paa den Tid,
hvorom her fortælles, var den gamle, pensionerede Højbaadsmand
Olufsen i Hjertensfrydgade. Hver Formiddag, naar St.
Paulskirkens Taarnur slog elleve, kunde man se hans høje, magre,
lidt duvende Skikkelse træde ud af den lave Dør i det lille, to
Stokværks Sted, hvis øverste Lejlighed han beboede, og et
Øjeblik blev han staaende ude paa Fortovet for paa Sømandsvis at
kigge op til Skyerne og lade Blikket løbe henover Tagryggene som
over Takkelagen paa et Skib. Han var klædt i en noget falmet men
yderst omhyggelig afbørstet Overfrakke, i hvis Knaphul der saaes
et bredt Dannebrogsbaand. Paa sit hvide Hoved bar han en graa
Cylinderhat, og paa den venstre Haand, med hvilken han støttede
sig til sin Paraply, havde han en gammel, runken Skindhandske.
Med den højre Arm lagt bag om Ryggen trippede han derpaa
langsomt og forsigtigt henad den ujævne Fliserække. Samtidig kom
hans Kone tilsyne i Gadespejlet oppe foran Salsvinduet, hvorfra
hun blev ved at følge ham med Øjnene, indtil han var sluppen vel
over den dybe Rendesten ved Hjørnet af Elsdyrsgade. I en
storblomstret Nattrøje og med en Avispapirs-Papillot foran hvert
Øre stod hun deroppe og nød Synet af hans velplejede Person med
en stolt Selvtilfredshed, som var han helt og holdent hendes
eget Værk.
I det Øjeblik, Højbaadsmanden kom forbi Nyboders Vagt med den
høje Galge, hvori Alarmklokken hang, flyttede han Paraplyen over
i den højre Haand for at kunne hilse med den behandskede, dersom
nogen af Vagtmandskabet skulde give ham militær Honnør -- noget,
han satte stor Pris paa og altid nøje mærkede sig. Derpaa
drejede han om ad Kamelgaden og stilede ned imod Amalienborg
Slotsplads, hvor han daglig indfandt sig til det Klokkeslet, da
Vagtparaden trak op. Naar han nogen Tid havde hørt paa Musiken,
gik han tilbage over Store Kongensgade og gennem Borgergade og
videre ind i Byen.
Her, hvor han var udenfor sit fordums Magtomraade; hvor Ingen
kendte ham som Højbaadsmand Olufsen, der havde faaet Dannebrogen
af Kongens egen Haand; hvor han kort sagt var en ganske
almindelig Spaserende, som Folk ustraffet kunde rende paa
Albuen, -- her sank han uvilkaarlig noget mere sammen i Ryg og
Knæ, mens han lidt ængstelig stavrede frem paa sine ømme Fødder
mellem de ilsomt forbifarende Mennesker. Længere end til
Købmagergade gik han aldrig. Hvad der laa paa den anden Side af
denne Gade, var for ham ikke det rigtige København men en Slags
Forstad, saa afsidesliggende, at han ikke kunde begribe, hvor
Nogen vilde bo der. Det var Adel- og Borgergade, der i hans Øjne
var Byens Hovedaarer; og forøvrig var det Kvarteret
Grønne-Sværte-Regnegade, der tilligemed Toldboden og Holmen
udgjorde hans Verden. Naar han paa sin Spaseretur var naaet til
den sidste Børstenbinder i Antonistræde eller havde været inde i
Jomfru Jordans Lejebibliotek i Silkegade for at bytte en Bog for
sin Kone, vendte han om og gik hjem.
I Almindelighed varede det dog endnu et Par Timer, inden han
naaede tilbage til Hjertensfrydgade. Det var nemlig hans Vane at
stille sig op paa alle Gadehjørner for at betragte de her
sammenflydende Strømme af Mennesker og Vogne. Navnlig havde han
trods sine firsindstyve Aar og sine rindende Øjne et
langtskuende Blik for alle Tjenestepiger og særlig for dem, der
gik med bare Arme. Hændte det, at en saadan i Forbifarten strøg
ham tæt forbi, tilhviskede han hende en eller anden
Kærlighedserklæring og skyndte sig derpaa fnisende afsted med
dukket Hoved.
Hertil kom, at han nødvendigvis ogsaa skulde standse et Øjeblik
udenfor Butiksvinduerne for at betragte de udstillede Varer og
indprente sig Priserne paa alt lige fra Uldhandlernes
Underbeklædningsgenstande til Guldsmedenes Diamantsmykker, --
ikke fordi han havde til Hensigt ved Lejlighed at gøre Indkøb af
disse Ting (heri var han lovlig forhindret alene af den Grund,
at hans Kone, altfor vel kendt med hans Svaghed overfor
Kvindekønnet, aldrig betroede ham Omgang med Penge); men med
sine tomme Lommer fandt han en Tilfredsstillelse i at gaa ind i
Butikerne og nyde de Handlendes Høflighed, lade sig de
forskellige Varer forevise, spørge om Prisen paa de kostbareste
og derpaa tøfle af med den Besked, at han skulde „lade høre fra
sig“.
Eftermiddagen tilbragte Højbaadsmanden hjemme i sin Dagligstue
-- „Salen“, som den kaldtes paa Nybodersproget -- et
kahytlignende, lavloftet Rum med en Række smaa Vinduesfag ud mod
Gaden. Her sad han i Skjorteærmer og med Kalot paa Hovedet ved
et af Vinduerne og iagttog i Timevis de Skarer af halvtamme
Krager ude fra Grønningen, som gav Hals ovre paa Genbohusrækkens
Tagryg eller krigedes nede paa Stenbroen omkring Skarnbøtterne,
der endnu paa den Tid af Dagen stod opstillet udenfor alle
Dørene i den stille og tomme Gade. Af og til kunde der trække
sig ligesom en Hinde over hans falmede Øjne, Hovedet sank da
langsomt ned mod Brystet, og Munden rundede sig.
„Nu sidder du igen og koger Ærter, lille Fa’er,“ sagde da hans
Kone og hentydede hermed til en egenartet Brummen, som
Højbaadsmanden gav fra sig, naar Søvnen var ved at overmande
ham. Hun havde sin faste Eftermiddagsplads paa en lav Stol henne
ved Kakkelovnen, hvor hun sad og strikkede, idet hun samtidig
læste i en laset Roman, som hun havde liggende foran sig paa
Knæet, og hvis Blade hun vendte med sin Albu for ikke at afbryde
Strikningen. Inde i Gaardværelset ved Siden af, hvortil Døren
stod aaben, sad gerne en ung, lyshaaret Pige, Plejedatteren
Trine, og syede. I Vinduet derinde stod ogsaa et Bur med en
Kanarifugl, der hoppede paa sine Pinde.
Madam Olufsen var næsten lige saa høj som sin Mand, havde dertil
en Bygning som en Hestgardist, ja endog en Antydning af en graa
Moustache paa Overlæben. Naar hun om Formiddagen gik omkring i
sin storblomstrede Nattrøje og med sine Avispapirs-Papilloter,
var hun ikke indtagende; men naar hun efter Middag havde faaet
Snørliv og sin sorte Merinos Kjole paa og skjult sin
halvskaldede Isse under en baandbesat Kappe, foran hvilken de nu
omhyggeligt ordnede Tindingekrøller præsenterede sig næsten
koket mod de ikke helt afblomstrede Kinder, kunde man meget godt
forstaa, hvad der fortaltes i Nyboder om hendes fordums
Herlighed.
Det havde i det hele været et smukt Par, hun og Højbaadsmanden.
Det havde ogsaa været et lykkeligt Par. Havde maaske
Højbaadsmanden ikke altid holdt sig Lovens sjette Bud strengt
efterrettelig, saa havde Madammen til Gengæld været trofast for
dem begge, skønt det i hendes unge Dage ikke havde manglet hende
paa Forlokkere. Dersom man kunde tro Rygtet, havde endog en af
Hoffets Prinser, der altid gik paa Rov efter unge Nyboderskoner,
hvis Mænd var paa Langfart, en Aftenstund passet hende op paa
Hjørnet af Haregaden og, efter at have givet sig tilkende for
hende, gjort hende et galant Tilbud. Hun havde nejet og slaaet
Øjnene ned og derpaa stiltiende fulgt ham hen i en af de mørke
og ensomme Alleer bag Volden. Men her i Ensomheden havde hun
pludselig lagt den lille, visne Højhed over sit Knæ og af sit
gode Hjerte givet ham en Endefuld, der ikke netop var den første
Revselse, nogen krænket Nyboderskone havde tildelt ham, men
sikkert nok den kraftigste.
Den medborgerlige Anseelse, dette aldrende Ægtepar nød, var da
af gammel Dato, og deres Hjem var endnu et yndet Samlingssted
for adskillige af Nyboders Standspersoner. Ikke i mange
Nybodershuse udfoldedes der en Selskabelighed som hos de to
Gamle i Hjertensfrydgade. Foruden de sædvanlige Kirkehøjtider og
saadanne Bods- og Bededage, som overalt i Kristenheden
festligholdes med fed Mad og varm Punsj, fejrede de en uendelig
Række Familjebegivenheder og aarlig tilbagevendende Mærkedage af
privat Natur. Der var saaledes Aarsdagen for Kanarifuglen Peters
Indlemmelse i Familjen; der var Mindefesten for Højbaadsmandens
Storetaa, som engang for mange Aar siden var bleven bortklippet
paa Grund af Beneder. Men frem for alt var der Madam Olufsens
Kopsætningsdag, der indtraf hen paa Foraaret, naar Varmen kom i
Luften, og som indlededes med en stor Chokoladefrokost for
Barberen, der udførte Operationen.
Selskabet bestod ved disse Lejligheder altid af de samme
syv-otte gamle Venner af Huset, som nu i mere end fyrretyve Aar
havde fejret betydningsfulde Familjebegivenheder hos hinanden,
nemlig: pensioneret „Obertømmermand“ Bendtz fra Tulipangade,
pensioneret Kvartermand Mørup fra Delfingaden, Overkanoner
Jensen og Bolteslager Fuss fra Krokodillen, alle med Madammer.
Heller ikke Festlighedernes Forløb havde i den sidste
Menneskealder undergaaet nogen nævneværdig Forandring. Naar
Gæsterne var bleven samlede i Gaardværelset, aabnede
Højbaadsmanden Døren ind til „Salen“, hvor Bordet stod dækket,
og bød Selskabet tilbords med den staaende Vittighed, at det nu
var Tid at „faa puttet noget i Ansigtet“. Naar man saa var
kommen til Sæde, og Værtinden havde sat den dampende Gaas eller
Skinke paa Bordet, udbrød Bolteslager Fuss lige saa
regelmæssigt, idet han i forstilt Overraskelse kastede sig
tilbage mod Stoleryggen: „Naada, Madam Olufsen; der har De sgu
lagt et forsvarligt Æg!“ -- hvorpaa Madammen kaldte ham et
gammelt Vrøvl og bad Gæsterne lade, som de var hjemme.
Paa dette Tidspunkt kunde det hænde, at Døren gik op for en
krushaaret Yngling, hvis Ankomst blev hilst med et almindeligt
Glædesudbrud. Alle de gamle Mennesker rejste sig ærbødigt op,
idet de rakte ham Haanden, og den lille Trine -- Plejedatteren
-- der pludselig havde skiftet Farve, fik travlt med at bringe
en Stol ind fra Sideværelset, sætte et nyt Dække frem og hente
en varm Tallerken i Køkkenet.
Den unge Fremmede var Olufsens Logerende, den eenogtyveaarige
Polytekniker Sidenius, der i nogle Aar havde boet nede i Stuen i
et Par smaabitte Gaardværelser, som hørte med til
Højbaadsmandens Lejlighed. Han var alles Yndling her, og
efterhaanden som nu Fadene og Brændevinskaraflerne tømtes, blev
Stemningen meget lystig.
Der var kun een, der vedblev at være lige tavs og stille, -- det
var den lille Trine, som besørgede Opvartningen. Hun fyldte i
Glassene, bragte Brød om, skiftede Tallerkener, pudsede Lysene,
fremfandt Saltkarrene, optog tabte Lommetørklæder og hentede
Vand til Madammerne, naar nogen af dem begyndte at faa ondt
eller at hikke, -- altsammen saa tyst, saa lydløst, at hendes
Tilstedeværelse aldeles ikke mærkedes af nogen. Det var, som om
man blev betjent af en usynlig Aand. Hun var nu ogsaa let at
overse, saa lille og uudviklet hun var trods sine nitten Aar.
Blandt de gamle Mennesker betragtedes hun endnu helt som Barn,
tilmed som et meget indskrænket Barn, og i Virkeligheden
manglede hun ogsaa lidt paa Forstanden. Hun var en stakkels
Forældreløs, som Højbaadsmandens havde taget sig af, og hvis
Herkomst ingen kendte. Nogen Skønhed besad hun ikke, og selv for
den unge Hr. Sidenius var hun intet andet end det usynlige
Redskab, der børstede hans Støvler og bragte hans Linned til
Vadsk.
Naar nu Punsjebollen og de sukkerstrøede Æbleskiver var kommen
paa Bordet, fornøjede man sig en Tid med at afsynge forskellige
Selskabs- og Fædrelandssange, hvorved navnlig Madam Fuss gjorde
sig bemærket med en -- mere for sin Kraft end for sin Skønhed --
højt beundret Diskant.