LYKKE-PER
HENRIK PONTOPPIDAN
LYKKE-PER
ANDEN UDGAVE
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
KØBENHAVN OG KRISTIANIA
1905
FR. BAGGES BOGTRYKKERI
KØBENHAVN
FØRSTE DEL
Første Kapitel.
I en af de østjyske Smaakøbstæder, der ligger gemt mellem grønne
Banker i Bunden af en tilgroet Fjord, levede der i Aarene før og
efter vor sidste Krig en Præst ved Navn Johannes Sidenius. Det
var en from og streng Mand. I sin ydre Fremtræden som ved sin
hele Levevis skilte han sig skarpt ud fra Byens øvrige Beboere,
af hvem han derfor i mange Aar betragtedes som en besværlig
Fremmed, hvis Særegenheder man afvekslende trak paa Skuldren af
og forargedes over. Naar han -- høj og alvorlig -- kom gaaende
gennem Byens krogede Gader, klædt i sin langskødede, graa
Vadmelsfrakke, med store, mørkeblaa Briller for Øjnene og med
Haanden knyttet om Grebet paa en stor Bomuldsparaply, som han
for hvert Skridt stødte med Kraft mod Stenbroen, vendte Folk sig
uvilkaarlig om efter ham; og de, som sad inde bag Vinduerne og
holdt Udkig i Gadespejlet, smilte ved Synet eller skar Ansigter.
Byens Storhanser, de gamle Bondekøbmænd og Studeopdrættere,
hilste ham aldrig, end ikke naar han var i Ornat. Skønt de selv
viste sig paa Gaden i Træsko og smudsige Lærredsfrakker og
pattende paa en Pibe, betragtede de det som en Skam og Skænsel
for deres By, at den havde faaet en saadan Stodderpræst, der gik
klædt som en Landsbydegn og vitterlig ogsaa havde Møje med at
skaffe Føden til sig og sin Redefuld af Rollinger. Man havde
været vant til en ganske anden Slags Gejstlighed her, -- til
Mænd i fine, sorte Klæder og hvide Kammerdugs Halsbind, Mænd,
der ogsaa ved deres Navn havde kastet Glans over Byen og dens
Kirke og senere var bleven Stiftsprovster og Bisper, men som
alligevel ikke havde hovmodet sig af deres Fromhed, ikke havde
følt sig for gode til at interessere sig for Byens verdslige
Anliggender og tage Del i Borgernes selskabelige Forlystelser.
Dengang havde den store, røde Præstegaardsbygning været et
Gæstfrihedens Hjem, hvor man, naar man havde afgjort sine
Forretninger inde hos Præsten, blev buden ind i Dagligstuen til
Fruen og de unge Frøkner for ved en Kop Kaffe eller (naar det
var bedre Folk) et lille Glas Vin og en hjemmebagt Kage at slaa
en Passiar af om Dagens og Byens Nyt. Nu betraadte Folk ikke
Præstegaarden uden tvingende Grunde, og aldrig kom man længere
end til Pastor Sidenius’ gravkammeragtige Studereværelse, hvor
Gardinerne gerne var rullet halvt ned, fordi Præstens Øjne ikke
taalte Genskinnet fra Murene ovre paa den anden Side af den
snevre Gade.
Her modtog han endda i Reglen Folk staaende, bød dem ikke at
sidde ned, affærdigede dem i det hele kort, tilsyneladende
udeltagende, og var netop allermindst indladende overfor dem,
som mente sig berettiget til at vente særlig Hensyntagen. Selv
Byens Embedsfamiljer havde ophørt at aflægge Visiter i
Præstegaarden, efter at det var hændet dem, at Pastor Sidenius
-- i Stedet for at byde Forfriskninger -- havde givet sig til at
udspørge dem om deres Tro og i det hele tiltalt dem paa en
Maade, som om de var Konfirmander, der stod paa Kirkegulvet.
En ganske særlig Forbitrelse vakte han ved de store
Borger-Begravelser, til hvilke Befolkningen mødte i festligt
Optog, med Hornmusik og floromvundne Lavsfaner, Embedsmændene i
guldbaldyrede Uniformer og med Hanefjer i Hattene, -- alle efter
deres egen Mening særlig vel stemte til Andagt og Opbyggelse
efter den lette Portvins-Frokost i Sørgehjemmet. I Stedet for en
stor Tale med den sædvanemæssige Lovprisning af den Afdøde
indskrænkede Pastor Sidenius sig ufravigelig til Fremsigelsen af
en Bøn, saadan som det ellers kun brugtes overfor udøbte Børn og
Fattiglig. Ikke et Ord om den Hensovedes hæderlige Karakter og
stræbsomme Vandel, ikke en Hentydning til hans Fortjenester af
Byens Opkomst, til hans opofrende Interesse for
Brolægningsvæsenet eller det kommunale Vandværk. Det var næppe
nok, at den Afdøde overhovedet blev nævnt ved Graven, og da
altid kun med Tilføjelser som „denne usle Støvhob“ eller „denne
Føde for Ormene“, -- og jo større og mere anset den Forsamling
var, hvortil han talte, jo flere Faner og Bannere der smeldede i
Blæsten omkring Graven, des kortere blev Bønnen, des
ynkværdigere de Levninger, hvorom man var samlet, saa at Følget
skiltes under en Ophidselse, der mere end een Gang paa lydelig
Maade havde givet sig Luft paa selve Kirkegaarden.
De eneste af Byens Folk, der havde deres Gang i Præstegaarden,
var et Par smaa, forvoksede gamle Damer fra Byens Jomfrukloster
samt en bleg, langskægget Kristusfigur af en Skrædersvend
foruden endnu enkelte andre saakaldte „vakte“ af de Ubemidledes
Klasse, som i Pastor Sidenius’ Hjem havde fundet en længe savnet
Tilflugt i den verdslig sindede By. Om nogen egenlig Omgang var
der dog alene af den Grund ikke Tale, at Fru Sidenius var meget
svag og i de sidste Aar havde ligget tilsengs. Men forresten var
Pastor Sidenius selv ganske uden Anlæg for det selskabelige, og
hans Tilhængere søgte ham kun i Troesanliggender. Derimod mødte
de regelmæssig hver eneste Søndag i Kirken, hvor de forsamlede
sig paa en bestemt Plads umiddelbart under Prækestolen og vakte
Forargelse blandt de øvrige Kirkegængere ved paa en
tilskuestillende Maade at synge selv de allerlængste Salmer uden
en eneste Gang at se i Salmebogen.
Pastor Sidenius tilhørte en ældgammel og vidt udbredt
Præsteslægt, der kunde føre sine Ahner helt tilbage til
Reformationen. I fulde tre Aarhundreder var Kaldet til gejstlig
Virksomhed gaaet som en hellig Arv fra Fædre til Sønner -- ja
til Døtrene med, forsaavidt som disse i mangfoldige Tilfælde
havde giftet sig med Fædrenes Kapellaner eller Brødrenes
Studiekammerater. Herfra udsprang den bevidste Myndighed, for
hvilken de Sidenius’ers Forkyndelse fra gammel Tid var bekendt.
Der fandtes næppe ret mange Sogne Landet over, hvor ikke en af
Slægten engang i Aarhundredernes Løb havde bøjet Sindene til
Lydighed under Kirkens Lov.
Naturligvis -- disse mange Kirkens Tjenere havde ikke alle været
lige nidkære. Der havde endog været enkelte, temmelig verdslig
sindede Herrer imellem dem, -- Folk, hos hvem en kraftig, gennem
Slægtled tilbagetrængt Levetrang havde givet sig ret ubeherskede
Udslag. Saaledes levede der i forrige Aarhundrede en
Vendsyssel-Præst, „gale Sidenius“, der skulde have ført et
omstrygende Jægerliv i de store Skove omkring den jyske Aas,
hvor han ofte sad paa Kroerne og drak Brændevin med Bønderne, og
som tilsidst en Paaskedag i Drukkenskab slog Degnen i
Kirkegulvet, saa der sprøjtede Blod op paa Alterdugen.
Dog -- langt den overvejende Del af Slægten havde været fromme
Kirkens Stridsmænd, flere af dem tillige belæste, ja lærde Mænd,
teologiske Granskere, der i deres landlige Afsondrethed, under
Aarenes graa Ensformighed, havde søgt Erstatning for alle Afsavn
i et stille, indadvendt Tankeliv, en inderlig Fordybelse i deres
egen, indre Verden, i hvilken de saa tilsidst fandt Tilværelsens
sande Værdier, dens rigeste Lykke, dens egenlige Maal.
Det var denne i Slægten nedarvede Ringeagt for alle timelige
Tings Værd, der havde været ogsaa Johannes Sidenius’ Værge i
Livets Kamp og bevaret hans Ryg ubøjet og hans Sind rankt trods
Armods Tryk og mangeartet Modgang. Men han havde i saa Henseende
ogsaa haft en god Støtte i sin Hustru, med hvem han levede det
inderligste og lykkeligste Samliv, skønt de egenlig slet ikke
lignede hinanden. Ogsaa hun var et dybt religiøst Gemyt men -- i
Modsætning til sin Mand -- en tungsindig, lidenskabelig Natur,
hvem Livet indgød Uro og mørk Ængstelse. Oprindelig ubefæstet i
Troen, som hun havde været det fra sit Hjem, var hun under
Mandens Paavirkning bleven en Ivrer, hos hvem den daglige Kamp
for Udkommet og de mange Barselsenge havde affødt sygeligt
overdrevne Forestillinger om Jordelivets Trængsler og
Kristenmenneskers Ansvar. Og hendes lange Sengeleje; de mange
Aar, hun siden sin sidste Nedkomst havde ligget lammet i den
mørke Sygestue; endelig den nylig overstaaede, ulykkelige Krig
med dens fjendtlige Indkvarteringer, dens Brandskatning og
blodige Ydmygelser -- alt dette havde ikke bidraget til at gøre
hendes Syn paa Livet frejdigere.
Skønt hendes Mand ofte alvorligt bebrejdede hende det, fandt hun
aldrig rigtig Ro for bekymringsfulde Tanker. Endda hun ogsaa
selv erkendte, at det var en syndig Mangel paa Tillid til
Forsynets Naade, kunde hun ikke lade være med ved enhver
Lejlighed at foreholde sine Børn den yderste Nøjsomhed i alt som
en Pligt mod Gud og Mennesker. Hun kunde oprøres som over en
Forbrydelse, naar hun hørte om Borgernes Levevis der i Byen, om
deres Selskaber med mange Retter Mad og tre-fire Slags Vin, om
Fruernes Silkekjoler og de unge Pigers Guldsmykker, -- ja hun
havde endogsaa ondt ved at tilgive sin egen Mand, naar det
engang imellem hændte, at han kom hjem fra sin Spaseretur med en
eller anden beskeden Gave, som han med et vist, tavst Galanteri
henlagde foran hende paa Dynen, -- et Par Roser i et Kræmmerhus,
lidt fin Frugt eller en lille Krukke Ingefærsyltetøj for hendes
Nattehoste. Vistnok blev hun baade glad og rørt over hans
Opmærksomhed; men hun kunde dog aldrig lade være med at sige,
mens hun ømt kyssede hans Hænder:
„Du skulde nu dog hellere have ladet være, du Gode.“
I dette Hjem opvoksede et Kuld kønne, lidt kirtelblege Børn,
elleve i Tal, fem lysøjede Drenge og seks lysøjede Piger, der
alle var let kendelige mellem Byens øvrige Ungdom, blandt andet
paa Grund af nogle usædvanlige Halskraver, der gav Drengene et
lidt pigeagtigt og de halvvoksne Piger et lidt mandfolkeagtigt
Udseende. Drengene bar desuden deres brune Haar langt og lokket,
saa det naaede dem næsten til Skuldrene, medens Pigebørnenes laa
fast nedglattet over Hovedbunden og kun ved hver Tinding havde
en lille, haard Fletning, der var lagt i en Bue foran Ørene.
Forholdet mellem Forældre og Børn som overhovedet Tonen i
Hjemmet var gennemført patriarkalsk. Under de tarvelige, ja
fattige Maaltider, som regelmæssig indlededes med en Bøn, sad
Faderen for Enden af det lange, smalle Bord med sine fem Sønner
ordnede efter Alder langs den ene Side og de fem Døtre i
tilsvarende Rækkefølge langs den anden, medens den ældste
Datter, den huslige Signe, i Moderens Forfald indtog Pladsen for
den anden Bordende. Aldrig faldt det noget af Børnene ind at
tale uden at være adspurgt. Men Faderen talte ofte til dem, om
deres Skoleundervisning, om deres Kammerater og deres Lektier og
kom derved gerne ind paa selv at fortælle. Paa belærende Maade
skildrede han Forhold og Begivenheder fra sin egen Ungdom,
fortalte om Datidens Skolegang, om Livet i hans Faders og
Farfaders lerklinede Præstegaarde o. s. v. Undertiden, naar han
var særlig oplagt, kunde han endog fortælle spøgefulde Anekdoter
fra sine Studenterdage i København, fra Regenslivet eller fra
Studenternes kaade Løjer med Natvægtere og Politi. Men havde han
paa denne Maade faaet Børnene til at le, forsømte han aldrig
tilsidst at give sin Fortælling Advarslens Form og formanende at
vende deres Sind og Tanker mod Livets Alvor og Pligtens Bud.
Denne store Børneflok og navnlig den Fremgang, den havde --
først i Skolen, siden ude i Livet -- var efterhaanden bleven
Pastor Sidenius’ Stolthed og samtidig et med ydmyg Taknemlighed
modtaget Vidnesbyrd om, at Herrens Velsignelse hvilede over hans
Hus. Det var nu ogsaa en opvakt, lærelysten, frem for alt
strengt pligttro Ungdom, ægte Sidenius’er, der en efter en
voksede op i Faderens Billede, ja slægtede ham paa ogsaa i alle
ydre Smaatræk -- lige til den selvbevidste Holdning og den
taktfaste, soldatermæssige Gang. Der var kun eet af Børnene, af
hvem Forældrene havde Sorg. Det var et af de mellemste, en
Dreng, der hed Peter Andreas. Han var ikke alene uregerlig i
Skolen, saa der stadig indløb Klager over ham; men allerede i en
tidlig Alder sporedes der hos ham en overlagt Opsætsighed mod
Hjemmets Skik og Orden. Han var ikke bleven ti Aar, før han
nægtede sine Forældre Lydighed, og jo ældre Drengen blev, des
tydeligere aabenbarede der sig hos ham en udæskende overmodig
Trods, som hverken Tugt eller Tvang eller Herrens Formaning
formaaede at kue.
Pastor Sidenius sad ofte raadløs ved sin Hustrus Seng og talte
om denne Søn, der hos dem begge vakte en skræmmende Erindring om
hin vanslægtede Vendsyssel-Præst, hvis Navn stod som prentet med
Blod paa Slægtens Stamtavle. Og uvilkaarlig paavirkede af
Forældrenes Holdning saae efterhaanden ogsaa hans Søskende paa
ham med fremmede Øjne og undveg ham sky i deres Lege.
Nu var Drengen ogsaa kommen til Verden i en uheldig Time, nemlig
paa det Tidspunkt, da Faderen fra et ensomt liggende og fattigt
befolket Hedesogn forflyttedes herind til Købstaden og optoges
af en omfattende Embedsvirksomhed. Peter Andreas var herved
tilfældigvis bleven den første af alle Børnene, hvis tidligste
Opdragelse han havde maattet overlade til Moderen; men denne
havde i de Aar, da Peter Andreas var lille, altid haft mere end
nok at gøre med at tage Vare paa de endnu mindre; og da hun
tilsidst, lammet af sin Sygdom, søgte at samle alle de Smaa
omkring sin Seng, var han allerede bleven for stor til, at hun
herfra kunde holde Øje med ham og hans Færd.
Saaledes gik det til, at Peter Andreas saa at sige fra sin
Fødsel blev en Fremmed i sit eget Hjem. I sine første Leveaar
havde han sit Tilhold i Pigekammeret og ovre i Udhuset hos en
gammel Brændehugger, hvis nøgterne Betragtninger over alle
forefaldende Begivenheder tidligt paavirkede Drengens
Virkelighedssans. Senere fandt han ligesom et andet Hjem i
Nabolagets store Købmandsgaarde med tilhørende Tømmerpladser,
mellem hvis Gaardskarle og Krambodsvende han ligeledes tilegnede
sig et ganske verdsligt Syn paa Livet og dets Goder. Samtidig
udviklede dette Friluftsliv hans Krop og lagde et kraftigt
Teglstensrødt paa hans tykke Kinder. Blandt Gadens og
Tømmergaardenes Ungdom blev han snart frygtet paa Grund af sine
Kræfter, og han opkastede sig tilsidst til Fører for en lille
Skare smaa Røvere, der huserede omkring i Byen. Uden at nogen i
Hjemmet vidste det, voksede han op som en lille Vild. Det var
først, da han blev ældre, og navnlig, da han i Niaars-Alderen
var kommen ind i Byens Latinskole, at Drengens farlige
Tilbøjeligheder blev rigtig aabenbare; og Forældre og Lærere fik
nu travlt med at raade Bod paa, hvad der var forsømt.
Men da var det forsilde.
* *
*
Inde i Pastor Sidenius’ Studereværelse stod en Dag i Efterhøsten
en af Byens Smaaborgere for at bestille Barnedaab til om
Søndagen. Han havde udrettet sit Ærinde med saa faa Omsvøb som
muligt og stod allerede med Haanden paa Dørlaasen for at gaa, da
han efter en kort Betænkning atter vendte sig mod Stuen og --
temmelig udfordrende -- sagde:
„Jeg kunde forresten med det samme anmode Hr. Pastoren om at
være saa venlig at entholde Deres Søn fra min Have. Han og nogle
andre Drenger har meget ondt ved at lade mine Kaviller i Fred --
og det skøtter jeg, rent ud sagt, ikke stort om.“
Pastor Sidenius, der sad dybt bøjet over Skrivebordet med sine
store, mørkeblaa Briller skubbet op paa Panden, i Færd med at
indføre Faddernes Navne i Kirkebogen, rejste ved disse Ord
langsomt Hovedet, skød Brillerne paa Plads og sagde skarpt:
„Hvad er det, De staar der og siger …? Vil De beskylde min Søn
for at …“
„Ja, det vil jeg,“ vedblev den anden med en Haand i Siden,
særdeles tilfreds med engang at kunne triumfere over den
selvbevidste Præst. „Hr. Pastorens Søn -- Peter Andreas hedder
han nok -- han er nu tilogmed som en Slags Hovedmand for
disseherre smaa Gavtyve, der kryber over Folkses Plankeværker.
Og Ret skal vel være Ret -- ogsaa med Pastorens Børn. Jeg vil
ellers blive nødsaget til at henvende mig til Politiet, og saa
kan det jo let blive til en offenlig Afstraffelse for Drengen
paa Raadstuen. Og det vilde vel ikke være saa heldig i
Betragtning af Pastorens Embedsstilling her i Byen.“
Pastor Sidenius lagde med en usikker Bevægelse Pennen bort og
rejste sig.
„Min Søn …“ gentog han, og hele hans Legeme skælvede.
Mens dette foregik i Præstens Stue, sad den lille Synder henne
paa Skolen og skjulte sin daarlige Samvittighed for Læreren og
Kammeraterne bag en høj Stabel Bøger. Han havde paa Vejen til
Skolen mødt den vrede Borgermand, der havde raabt til ham over
Gaden: „Hold dig nu parat, min Dreng! For nu gaar jeg hen og
snakker et lille Ord med din Far!“ Peter Andreas plejede ellers
ikke at tage sig Faderens Vrede synderlig nær; men han havde
dennegang undtagelsesvis en Fornemmelse af at have begaaet noget
uværdigt, og han følte sig mere og mere utilpas, efterhaanden
som Tiden nærmede sig, da han skulde hjem.
Med røde Øren luskede han ind gennem Præstegaardsporten og forbi
det Forstuvindu, hvorfra Faderen plejede at passe ham op og
kalde ham ind, naar han havde forbrudt sig. Men Vinduet forblev
lukket. Heller ikke ude paa Gaardspladsen, hvorover Vejen gik
til Køkkenindgangen, saae han noget til Faderen, og han begyndte
allerede at trække Vejret lettere. „Manden har naturligvis bare
villet true,“ tænkte han og drev ind i Køkkenet for som
sædvanlig at høre til Middagsmaden. Grebet af et pludseligt
Overmod vovede han sig endog ind i Sovekammeret for at sige
Goddag til Moderen. Men her standsedes han straks i Døren af et
mørkt Blik henne fra Sengen. Med haard, ligesom fremmed Stemme
sagde Moderen: „Gaa ind paa dit Kammer, -- jeg vil ikke se dig.“
Drengen blev staaende lidt; han kunde se paa Moderen, at hun
havde grædt. „Hører du ikke? Bliv inde paa dit Kammer, indtil
der kaldes paa dig.“ -- Saa listede han modfalden bort.
Noget efter blev han af Husets gamle, eenøjede Tjenestepige
kaldt ind til Middagsmaaltidet. Hans Søskende sad allerede paa
deres Pladser omkring det lange Bord og ventede. I det samme han
viste sig, stoppede de op i deres Tale, og af denne Tavshed og
af deres tillaasede Miner forstod han, at ogsaa de vidste
Besked. Med et Forsøg paa at lade overlegen kastede han sig ned
paa sin Stol og stak Hænderne i Lommerne; men ingen saae paa
ham. Kun nede fra Bordenden rettedes et Øjepar imod ham, --
Søsteren Signes store, lyse, tankefulde Øjne under mørke,
sammenvoksede Bryn.
Men nu hørtes Skridt inde i den tilstødende Stue. Det gav et Sæt
i Per, da Faderen tog i Døren. Imod Sædvane sagde denne ikke
Goddag. Tavs satte han sig ved Bordet, bøjede Hovedet og foldede
Hænderne.
Men i Stedet for at bede Bordbønnen gav han sig til at tale. Han
havde, sagde han (og hans Øjne lukkede sig bag de mørke Glas)
noget paa Hjerte, en alvorlig Sag, som han vilde tale lidt med
sine kære Børn om, inden de idag begyndte deres Maaltid.
Hvorefter han bekræftede, hvad de fleste af dem allerede i
Forvejen havde hørt om Broderens Forseelse af Moderen.
„Hvad der saaledes er sket, skal ikke forties eller besmykkes,“
fortsatte han. „Som det er Guds Vilje, at alt, hvad der avles og
fødes i Mørket, engang skal blive aabenbaret, saadan er nu ogsaa
denne Gerning kommen for Lyset for at faa sin Dom. Peter Andreas
har ikke villet agte paa Guds Lov og Befaling. Som han har
forhærdet sit Hjerte overfor sin Faders og Moders Formaninger,
har han trodset det Bud af Herren, der lyder: du maa ikke
stjæle. -- Ja, min Søn, du skal ikke skaanes for at høre din
Synd nævnet med sit rette Navn. Men du skal ogsaa vide og
forstaa, at det er af Kærlighed til dig, at din Fader og din
Moder og alle dine store og smaa Søskende her taler til din
Samvittighed gennem min Mund. Det er, fordi vi ikke kan slippe
Haabet om, at det dog engang skal lykkes os at finde Vejen til
dit Hjerte, at du ikke skal ende som hin onde Broder, over hvem
Herren udtalte sin frygtelige Forbandelse: fredløs og flygtig
være du overalt paa Jorden. -- --“
Rundt omkring Bordet var Børnenes smaa, rød- og blaarudede
Bomuldslommetørklæder kommen i Bevægelse. Alle Søstrene græd.
Ogsaa de ældre Brødre var stærkt grebne og havde Møje med at
skjule det, da Faderen endelig sluttede sin Tale med de Ord:
„Nu har jeg talt. Og dersom Peter Andreas nu vil gemme mine Ord
i sit Hjerte og ærlig søge Guds og Menneskers Tilgivelse for sin
Overtrædelse, saa skal denne Sag ikke oftere berøres imellem os
men være glemt af os, være død og udslettet. Saa lad os da --
kære Børn! -- forene os i Bøn til Herren, som er i Himlen, at
han vil tage Eders vildledte Broder ved sin Haand … bede, at Gud
vil bøje hans genstridige Sind og føre ham ud fra Syndens
Trældom, bort fra Fortabelsens Veje. Dette bønhøre du, o Gud,
som er i Evighed, at ikke een af os skal savnes, naar dine Børn
paa Opstandelsens Dag samles om din Herligheds Trone! Amen!“
Der var kun een, paa hvem det hele Optrin gjorde en Virkning,
ganske modsat den tilsigtede, det var Peter Andreas selv. Han
lod sig overhovedet aldrig let imponere af Faderen; dertil havde
han været en for lærvillig Elev af sine ældre Venner,
Gaardskarlene og Krambodsvendene, der langtfra altid havde
omtalt Præsten i de respektfuldeste Udtryk. Alligevel havde han
hidtil ikke kunnet gøre sig helt ufølsom for de mange gudelige
Ord og det hele truende Bibelsprog, hvormed Forældrene idelig
havde søgt at tale til hans Samvittighed, ja naar han om
Søndagen saae sin Fader knæle i den hvide Messesærk foran
Alteret eller staa oppe under Prækestolens billedskaarne
Lydhimmel, havde han endog undertiden kunnet føle sig greben af
en forbigaaende Ærefrygtsfornemmelse.
Men ved denne Lejlighed fik end ikke Bibelordene nogen Magt over
ham. I allerførste Øjeblik var han nok bleven en Del betuttet
over den usædvanlige Form for en Tilrettevisning; men
Forskrækkelsen varede ikke længe. Der var efter hans nøgterne
Drengeforstand et altfor taabeligt Misforhold mellem denne
højtidelige Paakaldelse af Vorherre og det sølle Par Æbler, han
havde rapset over et Plankeværk; og jo længere Faderen vedblev
at tale, jo lydeligere hans Søskendes Sindsbevægelse ytrede sig
rundt om ham, med des større Ro og Ligegyldighed betragtede han
den hele Scene.
Der foregik virkelig i dette Øjeblik en Slags religiøst
Gennembrud i den elleveaarige Drengs Sind. Helt overlegent
iagttog han tilsidst de andre, -- ja, da ogsaa de to smaa
Tvillinger, der hidtil havde stirret uforstaaende paa deres
hjertegrebne Søskende, begyndte en ynksom Snøften, havde han
ondt ved at undertrykke et Smil.
Alligevel -- helt uden Tvang var denne Munterhed ikke. Dertil
ramte dette Ydmygelsesforsøg ham for haardt paa hans
allerømmeste Sted: hans Æresfølelse. Hans Kinder havde ogsaa
efterhaanden mistet Kuløren. Dybest i hans Sind rørte der sig
under hele Slutningen af Faderens Tale en frygtelig Ophidselse,
en mørk, dump Gengældelsestørst, der lagde som en flimrende
Taage over hans Øjne.
Mindet om denne Middagstime skulde i det hele faa en
skæbnesvanger Betydning ikke alene for Drengens Forhold til det
religiøse. Der nedlagdes i disse Øjeblikke i hans hidtil
sorgløse Sind Spiren til et uforsonligt Slægtshad, en trodsig,
stridbar Ensomhedsfølelse, der blev Sjælen og Drivkraften i hans
fremtidige Liv. Han havde fra ganske lille følt sig forladt,
ligesom husvild, under sine Forældres Tag. Nu begyndte han at
spørge sig selv, om han ogsaa virkelig hørte hjemme der; om han
ikke var et fremmed Barn, som Forældrene havde taget sig af. Jo
oftere han i sin Ensomhed overtænkte Tingen, des sandsynligere
forekom den ham. Alt, lige til den forøgede Skyhed, hvormed hans
Søskende efter denne Dag omgikkes ham, syntes ham at bestyrke
hans Mistanke. Havde han ikke ogsaa de hundrede Gange maattet
høre, at han ikke var som de andre? Og havde Faderen nogensinde
givet ham et Kærtegn eller blot et venligt Ord? Og hans
Udseende? Naar han saae sig i Spejlet, fandt han, at han var
mørkere end sine Søskende, havde rødere Kinder og hvide, stærke
Tænder. Han huskede nu ogsaa, hvordan Naboens Gaardskarl engang
-- ligesom for Spøg -- havde kaldt ham en Gauner og Taterunge.
Denne Tanke, at han ikke var sine Forældres Barn, forfulgte ham
under hele Opvæksten og blev tilsidst hans fikse Ide. Den gav
ham nemlig ikke alene Forklaring paa hans Særstilling i Hjemmet;
den tilfredsstillede desuden i høj Grad hans Drengestolthed. Han
havde altid følt det som en Vanære at være Søn af en gammel,
halvblind og tandløs Mand, der var til Spot for den hele By. Han
følte sig tillige dybt beskæmmet af den Fattigdom, hvori
Familjen levede. Han var ikke bleven gammel, før han hellere
sultede en hel Dag paa Skolen, end han var at formaa til at
spise sin medbragte Fedtebrøds-Mellemmad i Kammeraternes Paasyn.
Engang, da Moderen havde ladet en af Faderens gamle Præstekjoler
omsy til en Vinterfrakke til ham, vægrede han sig ved at tage
den paa, fordi den med sit blanke Klæde altfor tydeligt røbede
sin Oprindelse; og da Moderen vilde tvinge ham, sønderrev han
den i et Udbrud af grædefærdig Trods og slængte den henad
Gulvet.
Nu hengav han sig til stolte Drømme om at være et efterladt Barn
af en eller anden omstrejfende Zigøjnertrup, en af disse
vandrende Natmandsfamiljer, hvorom den gamle, eenøjede Barnepige
saa ofte havde fortalt, og som netop havde deres Tilhold derude
paa den øde Hede, hvor Forældrene før havde boet. Han
forestillede sig sin virkelige Fader som en vældig
Høvdingeskikkelse med blaasorte Lokker hængende nedad Ryggen, en
Slængkappe over Skuldrene, en Egestav i sin brune, stærke Haand,
… en eneraadig Hersker, en Konge over de mørke Heders uendelige
Rige, Frihedens og de vilde Stormes Hjem.
Han befandt sig i den Alder, da Drømmene vaagner og Fantasiens
Vinger faar deres Svingfjer. Og nu, da alle Muligheders Porte
var slaaet op for ham, fik hans Indbildningskraft fri
Tumleplads. Intet forekom ham længer umuligt, naar det angik ham
selv. Regelmæssig endte han sin Drømmeflugt dybt inde i
Eventyrets allerluftigste Riger. Han indbildte sig tilsidst at
være en Kongesøn, der, ligesom Helten i en Fortælling, han netop
læste paa Skolen, var bleven bortført af omvandrende Folk og
siden solgt og holdt i Fangenskab her i Præstegaarden. Og saa
fuldstændig indlevede han sig i denne Forestilling, at han
undertiden syntes at kunne erindre Ting og Begivenheder fra en
saadan i lykkelige Omgivelser henlevet Barndom, … f. Eks. en
stor Sal med Marmorsøjler og mange sort-hvide Gulvtavl, hvorpaa
hans lille Fod gled, … en blaa Sø mellem høje Bjerge … en Abekat
i et gyldent Bur … en høj Mand i en rød Kappe, der satte ham
foran sig paa sin Hest og red med ham ind gennem store, mørke
Skove …
Baade hans Forældre og Lærerne paa Skolen blev efterhaanden
opmærksom paa den dystre Indesluttethed, der var kommen over
Drengen, og som undertiden næsten kunde antage Karakteren af en
Monomani. Hjemme i Stuerne gik han tavs omkring --
tilsyneladende ligegyldig for alt og alle. Og udenfor Hjemmet
gik han sine egne, uopsporlige Veje. Faderen kunde saa at sige
ikke faa et Ord ud af ham; og selv overfor Moderen, der dog før
havde ejet lidt af hans Fortrolighed, og hos hvem han, naar det
kom til Stykket, ogsaa altid havde fundet mest Forstaaelse og
Overbærenhed, selv overfor hende blev han Aar for Aar mere
tilmuret. Endnu kunde han vel af og til i Mørkningen, naar han
vidste hende alene, komme ind og sætte sig ved hendes Seng og af
sig selv tilbyde at gnide Aareknuderne paa hendes syge Ben. Men
aldrig fik hun andre Svar end Ja og Nej, naar hun søgte at
trænge ind paa ham for at faa at vide, hvad det var, han gik og
rugede over.
Alligevel søgte baade hun og Faderen en Tid at berolige sig med,
at hans Utilgængelighed kunde være Tegn paa, at han var begyndt
at gaa i sig selv. Men da hændte der en Dag noget, der udslukte
det sidste Haab.
* *
*
En Vinteraften ved Nitiden sad Familjen samlet i Dagligstuen og
ventede paa, at Vægteren skulde komme gennem Gaden og med sin
Sang forkynde, at det var Sengetid. I Hestehaarssofaen bag det
store Mahognibord sad den husmoderlige Signe med et Strikketøj
og arbejdede ivrig med Hænderne paa samme Tid, som hun læste
højt for Faderen af „Fædrelandet“, der laa udbredt foran hende
under den søvnigt lysende Moderatørlampe. Faderen sad paa sin
sædvanlige Aftenplads i en gammeldags, høj og stivrygget
Lænestol, der var betrukken med et blomstret Stof af billigste
Slags. Han sad der træt sammensunken, med bøjet Hoved; Armene
var korslagte over Brystet. En stor, grøn Øjenskærm skjulte mere
end Halvparten af hans graablege, rynkede og skægløse Ansigt.
Halvslumrende hørte han -- og hørte alligevel ikke -- den
enstonige Oplæsning af Bladets fire Spalter lange
Udenrigsartikel. Pastor Sidenius var Morgenmand. Selv midt om
Vinteren stod han op, naar Kirkeuret slog seks. Og forresten
havde han ikke stort tilovers for Aviser og den Art verdslig
Læsning, som han fortrinsvis anvendte som en Slags
Bedøvelsesmiddel, ved hvilket han lod sig dysse i Blund efter
Middags- og Aftensmaaltidet.
Ved Bordet sad foruden Signe to af de yngre Smaapiger i deres
store, tærnede Bomulds-Busseroner, begge -- skønt ganske
rødøjede af Søvnighed -- flittig bøjet over et Hæklearbejde. De
var at se til som nøjagtige Kopier af den ældre Søster, havde
det samme lidt gammelkloge Ansigtsudtryk, de samme smaa, haarde
Fletninger foran Ørene, de samme store, lyse, lidt udhvælvede
Øjne under kraftigt tegnede Bryn. Døren til Sovekammeret stod
aaben, og derinde i Halvmørket ved Moderens Seng sad et andet af
de mindre Børn og gned hendes syge Ben.
Peter Andreas var der ogsaa. Han stod for sig selv henne ved et
af Vinduerne og skottede hvert Øjeblik hemmeligt op til Uret paa
Sekretæren. Han var nu en Dreng paa fjorten Aar, tætbygget og
sværlemmet, med Klæder, der stumpede for Hænder og Fødder. Hans
to ældre Brødre var nu borte fra Hjemmet; de var begge bleven
voksne og studerede ved Universitetet i København. Som Husets
ældste, hjemmeværende Søn havde Peter Andreas arvet deres
Værelse, -- et lille Gavlkammer oppe paa Loftet, hvor han for
det meste opholdt sig, naar han var hjemme.
Saasnart Signe havde sluttet sin Oplæsning, benyttede han
Lejligheden til at sige Godnat og slippe bort; men Faderen
standsede ham henne ved Døren med det Spørgsmaal, hvorfor han
allerede forlod dem, og han gav da som Paaskud, at han endnu
havde en Stil at skrive.
„Er der ellers noget læseværdigt i Bladet?“ spurgte Faderen, da
han var gaaet -- endnu lidt fortumlet af Søvnen.
„Hvormange er Klokken, Børn?“ lød det i det samme med Moderens
svage Røst inde fra Sovekammeret.
„Klokken er ti Minutter over ni,“ svarede de to Smaapiger i
Munden paa hinanden efter at have vendt sig om og set paa Uret.
Der var derefter stille nogen Tid. Alle vidste, at nu maatte
Vægteren straks være der. Ude paa Gaden gik nogle Folk forbi.
Man kunde ikke høre andet end deres Stemmer. Et Lag nyfalden Sne
gjorde Skridtene lydløse.
„Skal jeg læse mere?“ spurgte Signe, henvendt til Faderen.
„Aa, lad det kun være,“ sagde han, rejste sig op, tog
Øjenskærmen af og gav sig til at spasere frem og tilbage over
Gulvet for at ryste Døsigheden af sig inden Aftenbønnen.
Det varede nu heller ikke mange Minutter, før der udenfor paa
Gaden hørtes en dyb Brummen, den gamle Vægters „Sang“. Det lød,
som om en fuld Mand gik og snakkede højt med sig selv. De to
Smaapiger begyndte straks at pakke deres Sysager sammen; ogsaa
Signe gav sig til at rydde op for Natten. Saa blev de to
Tjenestepiger hentet ind fra Køkkenet, og Signe satte sig ved
det opslaaede Klaver.
Inde fra Sovekammeret lød atter Moderens Stemme.
„Skal vi iaften synge: „Lover Herren, han er nær.“
„Hører du, Signe,“ sagde Faderen, han havde stillet sig hen bag
den store Lænestol, paa hvis Ryg han hvilede sine foldede
Hænder.
Signe havde en stor og ganske smuk Sopran, som hun brugte med en
ubehersket Kraft, der stod i en karakteristisk Modsætning til
det Maadehold, der prægede alle andre Livsytringer hos hende.
Som hun sad der med sine tykke, arbejdsrøde Hænder paa det gamle
Instruments gulbrune Tangenter og med Blikket løftet mod det
Høje, var det overhovedet ikke vanskeligt at se, hvad det var
for en Tro og et Haab og en Kærlighed, der havde givet denne
endnu ikke tyveaarige unge Pige Styrke til med en saadan
Selvfornægtelse at ofre sin Ungdom for Hjemmet og sine smaa
Søskende. Det var dog ikke nogen sværmerisk Betagethed, hendes
lille, runde Ansigt lyste af, mens hun sang, ikke denne
overjordiske Henrykkelse, hvorunder Himlene aabner sig og Sjælen
bortrives af salige Syner. Som den fuldblods Sidenius, hun var,
havde hun slet ingen Anlæg for katolsk Mysticisme. Den sikre
Fortrøstning, der afspejlede sig i hendes Blik og Miner, og som
gav hendes Stemme en saa usædvanlig Inderlighed og Kraft,
udsprang af en forholdsvis nøgtern, dogmatisk begrundet
Overbevisning om at tilhøre den lille Flok, der fulgte
Retfærdiggørelsens snevre Sti, og hvis Arvelod var i Himlen,
hvor engang den evige Herlighed skulde blive Lønnen for al Møje
og alle Afsavn.
Midt i Salmens andet Vers tav Faderen pludselig og løftede
Hovedet med et lyttende Udtryk.
„Stille!“ udbrød han og standsede Sangen.
Samtidig kaldte Moderen inde fra Sengen: „Der er Nogen, der
ringer paa Portklokken,“ sagde hun.
Nu hørte ogsaa de andre den tunge Natklokke klemte derhenne i
den anden Ende af Huset, og denne usædvanlige Lyd midt i
Aftenens Stilhed virkede uvilkaarlig opskræmmende.
Faderen gik gennem et tilstødende Værelse ind i sin Stue, der
laa ved Siden af Porten, og slog her et Vindu op.
„Hvem kommer her og ringer ved Nattetid?“ raabte han ud.
Inde i Dagligstuen kunde man høre, at en Mandsstemme svarede ude
paa Gaden. Mens de to Smaapiger, helt uhyggelig tilmode, saae
paa hinanden og derpaa hen paa Søster Signe, der var bleven
siddende ved Klaveret, fortsatte Faderen derinde i barsk Tone:
„Deres Barn sygt … Hvad er Deres Navn, og hvor bor De? …
Krankstuegyden … Ja saa … Hvor gammelt er Barnet? … Et Aar! …
Det er besynderligt, som Folk i denne By faar travlt med at
forlange Præstens Hjælp, saasnart der er Fare paafærde. Til
daglig føler de ingen Trang til at føle Guds Nærhed. Hvorfor har
De ikke ladet det Barn døbe for længe siden? … Ja naturligvis
skal jeg komme. De maa gaa hjem og ordne det fornødne, at alt
kan være parat, til jeg kommer. -- Og De maa sørge for, at der
er Lys paa Trappen,“ raabte han efter Manden, som allerede havde
fjernet sig.
Da Præsten kom tilbage til Dagligstuen, spurgte han efter Peter
Andreas.
„Nu skal jeg kalde paa ham,“ sagde Signe, der vidste, at Faderen
paa Grund af sit svage Syn ikke gerne gik ud om Aftenen eller i
glat Føre uden Ledsagelse.
„Boel kan hente ham,“ sagde Præsten til den gamle Tjenestepige
og gik ind i Sovekammeret for at klæde sig paa. „Du, Signe, maa
blive her og hjælpe mig med Præstekjolen.“
Inde hos Moderen var imidlertid Natlampen bleven tændt.
„Tag endelig noget varmt paa dig, Johannes,“ sagde hun i sin
altid lidt modfaldne Tone. „Det er vist rigtig koldt iaften, jeg
kunde høre det paa Kirkeuret før. -- Signe, hent Fa’ers forede
Vest. Den hænger inde i Skabet.“
Men nu kom den gamle Boel tilbage med den Besked, at Peter
Andreas ikke var paa sit Kammer, og at hun heller ikke havde
kunnet finde ham noget andet Sted i Huset.
Uvilkaarlig rejste Præsten sig fra den Stol, hvorpaa han netop
havde anbragt sig for at faa Præstekraven sammenheftet med en
Naal bag i Nakken. Han blev bleg. Og da han nu paa Pigens
forstyrrede Ansigtsudtryk kunde se, at hun vidste mere, end hun
havde sagt, gik han hende tæt ind paa Livet og sagde bydende:
„Hvad er der? … Tal ud! … Du skjuler noget.“
Skælvende af Angst for Præstens Vrede gik hun til Bekendelse og
fortalte, at hun, der ligesom Peter Andreas havde sit Kammer paa
Loftet, flere Gange i den senere Tid havde hørt ham liste om
deroppe om Natten; og da hun nu fandt hans Værelse tomt, havde
hun derfor anstillet en nærmere Undersøgelse og derved fundet
Vinduet i Forstuen staaende paa Klem og friske Spor i Sneen
udenfor.
Henne i Sengen havde Moderen forsøgt at rejse sig. Nu lagde hun
sig tilbage paa Puden med et klagende Udbrud og holdt Haanden
for Øjnene som En, for hvem det svimler.
Præsten gik hen til hende og greb hende om den anden Haand.
„Rolig, Mo’er … rolig!“ sagde han, skønt hans egen Stemme
skælvede.
„Gud se i Naade til os!“ stønnede hun.
„Amen!“ sagde Præsten stærkt, -- han slap ikke hendes Haand.
Imidlertid befandt Peter Andreas sig ude paa de store Bakker
nordfor Byen, hvor en livlig Skare halvvoksen Ungdom i disse
Aftener drev Slædesport i det klare Maaneskin. Det var selve den
„kongelige Amtschaussé“, man havde udvalgt til Bane, -- en bred,
jævnt nedadskraanende Vej, der fra Bakkehøjden førte i en enkelt
stor Svingning lige ind til Byen, ja her kunde man endda, dersom
man havde tilstrækkelig Fart paa og ikke var bange for Vægterne,
rutsje gennem hele den stejle Nørregade næsten ned til Torvet
foran Raadhuset.
Under denne lange Nedfart havde man foran sig den frieste og
videste Udsigt over Egnen: først nedover selve den snedækkede By
med rødt Lygtelys i Gaderne og hvidt Maaneskin paa Tagene;
dernæst over den tilfrosne Fjord og de islagte Enge; endelig
over det fjerne Bondeland med dets Landsbyer, Skove og tilsneede
Marker. Og ovenover alt dette en høj, vatret Himmel, hvor Maane
og Stjerner syntes at lege Skjul bag Skyerne -- som havde disse
gamle Kloder ladet sig smitte af Ungdommens Lystighed.
Hallo! Under skingrende Fløjten og raske Tilraab foer de
skinnebeslaaede Slæder nedad den isglatte Vej, styret ved Hjælp
af lange Pigkæppe, der slæbte efter dem som et Ror, … hoppede
over Smaasten, løftede sig over enhver Forhindring saa let som
en Baad over en Bølge. Hist og her ved Siden af Vejen stod
Smaaklynger af halvvoksne Tjenestepiger med indbundne Hoveder og
med Hænderne viklede ind i Forklæderne som i en Muffe. Naar det
nu hændte, at en af Idrætsmændene tumlede bagover og blev
siddende paa Banen som en afkastet Rytter, mens den tomme Slæde
med forøget Hast fløj videre nedad Bakken, -- opløftede der sig
fra disse Klynger en ubarmhjertig Kvindelatter, tilsat med en
hoverende Hujen fra de Drenge, der tilfældigvis i det samme foer
forbi.
Værst gik det i slige Tilfælde ud over Latinskolens Drenge,
„Studenterfrøene“, som var i afgjort Mindretal. Peter Andreas’
højeste Unaade ramte derfor den af dem, der tilføjede Standen et
saadant Nederlag.
Selv styrede han med overlegen Sikkerhed sin nye, flotte,
rødmalede Langslæde, „Blodørnen“ kaldet, den han udenvidere
havde taget paa Kredit hos en af Byens Hjulmænd, og som han om
Dagen holdt skjult i en af Tømmergaardene. Let og lydløst næsten
fløj den gennem Luften paa sine engelske Rundjern, mens han i
eetvæk brølte: „Varsko!“ Hans runde Kinder glødede; hans Øjne
var stive af triumferende Iver og Kappelyst. Undertiden rejste
han sig midt under Farten op paa Mederne, svang sin Pigstav over
Hovedet som en Kriger en Lanse og raabte: Hej-Hallo-Ho! Hans
sydende Livsmod, al den viltre, ærelystne Ungdomskraft, han
maatte skjule og nedkue i Hjemmet og paa Skolen, brød i saadanne
Øjeblikke frem hos ham i et Overmod, der gjorde ham en Smule
latterlig selv for hans bedste Venner mellem Kammeraterne.
Pludselig hørtes et højt, varskoende Raab nede fra Foden af
Bakken. I samme Nu styrede alle Slædefarerne ud til Vejkanten og
lod sig vælte ned i de dybe Grøfter paa begge Sider. Ogsaa de,
der var paa Vej opefter, forputtede sig i Hast bag Snedriver og
Buske, mens alene Pigebørnene blev staaende oprejst og nøjedes
med at stikke Hovederne sammen og fnise.
Nede ved Indkørselen til Byen var Vægteren kommen tilsyne. I sin
lange Kavaj, med Blikskiltet skinnende paa Brystet som en
Stjerne, stod han der i Maanelyset for Enden af det mørke
Stræde. Af Hensyn til de købstadsøgende Bønders Heste var al
Slædesport paa Landevejen strengelig forbudt. Drengene havde
derfor udstillet Vagtposter hist og her under Bakken for at
sikre sig mod en Overrumpling. Og nu stod den frygtede „Wolle“
dernede og saae op mod den pludselig ganske tomme Vej, mens der
hist og her fra Grøfterne lød et halvkvalt „Kuk-Kuk“ eller
„Mi-jav“, efterfulgt af Grinen og Fnisen. Saa opløftede han
truende sin Stok, vendte sig hovedrystende om og gik tilbage ind
i Byen.
Kort efter hørtes igen Vagtmandskabets Signal. Og et Par
Minutter efter var Legen paany i fuld Gang over hele Banen.
Imidlertid havde en af de større Læredrenge faaet en af Pigerne
lokket med paa sin Slæde, et Syn, der øjeblikkelig fik
Ærgerrigheden til at flamme op i Peter Andreas’ Bryst. Midt
under Nedfarten standsede han udfor en Klynge lattermilde
Pigebørn og indbød den allerlængste af dem til at slaa Følge.
Efter lidt Nølen gav hun efter og satte sig foran ham overskrævs
paa Slæden. Dristigt slyngede han Armen om sin Erobring, -- og
Blodørnen foer afsted.
„Varsko!“ brølte han af sine Lungers fulde Kraft; han maatte
forkynde Verden sin Triumf.
„Saae du Peter Andreas? … Ja, det var jo Per!“ hørte han i
Forbifarten fra et Par af Kammeraterne, der var paa Vej opefter
med deres Slæder. Hans Hjerte svulmede. Han havde opfanget den
ufrivillige Beundring i Tonefaldet.
Ogsaa Pigebarnet -- en sortøjet og sortlokket Tiggertøs --
vendte sig under den vilde Fart anerkendende om imod ham og
grinte med en stor, rød, halvaaben Mund, der fik hans Kinder til
at brænde. Gamle Drømme vaagnede paany i hans Bryst, … Drømme om
Natmandsliv og Natmandslykke paa den store, frie Hede, Drømme om
et sorgløst Vandrerliv, om et Hjem i et Telt eller en Jordhytte,
ene med Stjernerne og de flyvende Skyer.
Slæden standsede først helt nede foran Byen, og Pigebarnet vilde
nu rejse sig for at vende tilbage til sine Veninder. Men Peter
Andreas tvang hende til at blive siddende, -- han vilde ikke
slippe hende og gav sig til at trække hende opad Bakken. Fod for
Fod stred han sig opefter med sin tunge Byrde. Han indbildte sig
at være en Kriger, en Viking, der vendte hjem fra Sejrstogt i
fremmede Lande og førte sit Krigsbytte med sig, en dejlig
Kvinde, en ranet Prinsesse, der nu skulde være ham til Vilje
deroppe i hans Bjælkehus dybt inde i Skovene, … og sporet af sin
Fantasi stemmede han Fødderne mod den isglatte Skraaning med en
Kraftanspændelse, saa Sveden sprak ham af Panden.
Da de havde naaet Bakketoppen, og idet han igen anbragte sig bag
paa Slæden for at fare nedover, vendte Pigen sig om imod ham og
sagde:
„Er det sandt, hvad de siger, at du er en Søn af Præsten?“
Spørgsmaalet trak ham saa hovedkulds tilbage til Virkeligheden,
at han formelig blegnede derved.
„Nej!“ stødte han frem mellem Tænderne -- med et Eftertryk, der
forplantede sig helt ned i hans Fødder. Og Blodørnen fløj
nedover Bakken, saa Skinnejernene sang.
Og virkelig havde han heller aldrig saa stærkt som i dette
Øjeblik følt, at han ikke hørte hjemme dernede i den halvmørke,
beklumrede Stue, hvor hans Fader og Søskende nu sad og sang
Salmer og bad bange Bønner midt i Vinternattens Eventyrpragt --
en Slags Underjordiske, blinde for Lysets Glans, fulde af Gru
for Livet og dets Herlighed. Han følte sig tusinde Mile borte
derfra, i en hel anden Himmelegn, i Pagt med Solen og Stjernerne
og de sejlende Skyer.
Tys! -- Hans Øre fangede med eet en gammelkendt Klang dernedefra
… Kirkeklokkens Slag. Som et Budskab fra Underverdenen steg den
op til ham gennem den sølvlyse Frostluft … elleve tunge, mørke,
langsomme Slag. Hvor han hadede den Lyd! Allevegne og til alle
Døgnets Tider brød den skurrende ind i hans Lykkedrømme …
advarende, kaldende. Det var ikke muligt at flygte saa langt, at
den ikke indhentede ham. Som en usynlig Aand forfulgte den ham
paa alle hans forbudne Veje. Naar han om Foraaret havde stjaalet
sig ud paa Engene med sin Kæmpedrage „Heljo“, eller naar han om
Sommeren drev med en Jolle ude paa Fjorden og trak Aborrer, …
hvert Kvarter listede denne Spøgelserøst sig ind i hans Øre med
sin besværgende Mumlen.
„Hallo!“ skreg han for at overdøve Røsten og krystede i
udfordrende Trods den lange Pige endnu kraftigere i sin Arm. Hun
vendte sig atter smilende om imod ham med et Blik, der jog ham
en sød Kuldegysning nedover Ryggen.
„Du er smuk,“ hviskede han ind i hendes Øre. „Hvad hedder du?“
„Oline.“
„Og hvor bor du?“
„I Smedestrædet … Riisagers Gaard … Og hvor bor du?“
„Jeg?“
„Ja. Naar du ikke er Præstens Søn, hvem er du saa?“
„Hvem jeg er? … Jeg? … Det kan jeg ikke sige dig. -- Men skal vi
mødes imorgen Aften i Voldstrædet, naar det er bleven mørkt?“
„Det kan vi jo gerne.“
Uden at agte nogen Fare havde han overskredet Bygrænsen og foer
nu i fuld Fart videre nedad Nørregade. Han var dog ikke kommen
langt, før en stor Skikkelse sprang frem fra et Gadehjørne og
med et tordnende „Holdt“ huggede den krumme Ende af en Stok i
Slæden, saa denne væltede og kastede det sammenslyngede Par ud i
Sneen. Med et vildt Skrig flygtede Pigebarnet, mens Peter
Andreas følte sig grebet i Nakken af Ole Vægters kraftige Næve.
„Kom nu her, du Knægt! Jeg skal lære Jer Satens Drenger at holde
Jav med Øvrigheden. Paa Raadstuen med ham! … Ingen Snak! … Hvem
er du en forbandet Søn af?“
Peter Andreas forstod straks, at her maatte der Opfindsomhed
til, om han skulde slippe ud af Klemmen. Hurtigt og ligesom
aandeløs sagde han:
„Det var godt, jeg traf Dem, Vægter! Der er stort Slagsmaal
deroppe mellem Drengene. Iversens store Læredreng har trukket
Kniv. De maa skynde Dem, … han er helt rasende.“
„Hvad er’et, han siger?“
„Ja, han har stukket Alfred … Borgmesterens Søn. Bare han ikke
er død. Han ligger deroppe i en stor Blodpøl.“
„Borgmesterens Søn!“ stønnede Vægteren og slap sit Tag.
„Jeg løber hen og siger det til Familjen og henter Doktor
Carlsen,“ sagde Peter Andreas og greb hurtig efter Slæderebet.
Før Vægteren fik sig besindet, var han væk.
Klokken var bleven næsten tolv, da han, efter at have svunget
sig over Naboens Plankeværk, krøb ind gennem det Forstuevindue,
han ved sin Bortgang havde ladet staa paa Klem. Han havde
trukket Støvlerne af sig ude i Sneen, og med forsigtige Skridt
listede han henimod Loftstrappen. I det samme blev Døren til
Studereværelset reven op. Faderen stod foran ham med en Lampe i
sin opløftede Haand.
I nogle Øjeblikke stod Fader og Søn saaledes overfor hinanden
uden at tale. Der hørtes kun en klirrende Lyd af Kuplen paa
Lampen i Pastor Sidenius’ sitrende Haand.
„Ad Tyvens Vej gaar du ind og ud af din Faders Hus,“ sagde
Præsten endelig. -- „Hvor kommer du fra?“ tilføjede han lidt
efter med halv Stemme, som havde han næppe Mod til at høre
Svaret.
Peter Andreas fortalte uden Omsvøb eller Forsøg paa Besmykkelse,
hvor han havde været, -- han ringeagtede i dette Øjeblik Faderen
for dybt til, at han kunde faa sig til at lyve for ham. Og da
han nu var gaaet til Bekendelse, tilstod han med det samme baade
Købet af „Blodørnen“ og sin Gæld hos Hjulmanden.
„Saa vidt er det altsaa kommen med dig?“ sagde Faderen uden at
lade sig mærke med, at den værste Angst i Virkeligheden var
bleven taget fra ham. Han vidste, at der et Par Steder i Byen
fandtes Smughuler for Uterligheden, og han havde frygtet for, at
det var til et saadant Sted, Sønnen ved slet Eksempel var bleven
lokket hen. „Gaa i din Seng!“ fortsatte han. „Du er og bliver et
Syndens Barn! … Imorgen tales vi nærmere ved.“
Da Peter Andreas tidlig den næste Dag blev kaldt ned til
Morgenandagten i Dagligstuen, var han forberedt paa en
Gentagelse af den højtidelige Brændemærkning, der i sin Tid var
overgaaet ham i Anledning af Æbletyveriet. Signe sad ved
Klaveret, hvor der brændte et enligt Lys. Resten af den store
Stue laa i Mørke, og der var saa koldt, at der stod en Taage ud
af Mundene paa dem, der sang.
Imidlertid blev baade den første og den anden Salme sungen
tilende og Trosbekendelsen fremsagt, uden at der skete nogen
Hentydning til Gaarsaftenens Begivenhed. Heller ikke senere paa
Dagen blev der talt et Ord til ham derom. Pastor Sidenius havde
den hele Formiddag siddet ved sin Hustrus Seng, og Forældrene
var kommen til den Erkendelse, at det var frugtesløst længer at
forsøge paa ved Overtalelser at indvirke paa Drengens Sind, --
der kunde nu kun haabes paa, hvad Tiden og Livets Tugt ved Guds
Naade kunde udrette. Den eneste Foranstaltning, der blev
truffen, var den, at Naboens Plankeværk forsynedes med
opadvendte Spigersøm, og at Faderen fremtidig hver Aften
personlig forvissede sig om, at Sønnen laa i sin Seng.