Kniven ud af Saaret og tørrede den omhyggeligt af i Ulden paa Faarets
Hals. Saa stak han den i Skeden med et Smæld, fik Faaret paa Nakken
og begyndte Opstigningen.
Det var livsfarligt at stige op ad den stejle Fjældvæg med
Faaret; men han kantede sig frem ad Omveje. Da han naaede op paa
Fjældskrænten, fra hvilken han havde gjort Springet ned over Faaret,
saa han op og fik Øje paa en lille, vissen Mandsling med spidst Hoved
og plirende Rotteøjne; han sad bøjet fremover oppe paa Æggen med
Benene dinglende ned over Fjældet og stirrede paa Niels.
Niels stod som groet fast til Klippen og stirrede paa Mandslingen
deroppe. Hans Hjærte var som Is, og hans Hjærne hvirvlede rundt som
et susende Hjul.
Saa var det da sket, det han havde frygtet saa længe; grebet, grebet
paa fersk Gerning. Et Øjeblik tøvede han og saa ned over Fjældet
under sig, saa satte han Foden frem og begyndte at kravle det sidste
lodrette Stykke op.
Mandslingen deroppe blev siddende, til Niels havde faaet Tag i
Stenene paa Æggen, saa rejste han sig og retirerede forsigtigt et
Stykke ind paa Fjældet, medens Niels smed Faaret op over Fjældkanten
og langsomt fulgte efter.
"Naa, saa det er dig, der stjæler mine Faar," sagde Mandslingen. Han
havde begge Hænder dybt i Bukselommerne og skrævede med de korte,
spinkle Ben.
"Ja, jeg har forresten længe tænkt mig det."
Den høje, kraftige Karl stod dukket foran ham med Armene hængende
slapt langs Siden. Han stod og stirrede som bedøvet ned i Græsset
foran sig, evnede ikke at tænke en Tanke. Stadig hvirvlede det rundt
i hans Hoved: Opdaget, du er opdaget. Aah Herregud, du er opdaget.
"Tyv, du er, Tyv!" skreg Mandslingen hidsig.
Der gik som et Stød gennem Karlen. Aldrig havde han tænkt sig det at
blive kaldt Tyv. Men Manden havde jo Ret. Hans Hjærne begyndte igen
at arbejde, febrilsk, planløst; det var, som om det frygtelige Ord
gav ham Evne til atter at tænke.
"Tyv," gentog Mandslingen, "Tyv."
Han havde set Ordet svide den anden som et Piskeslag.
Karlen traadte et Skridt fremad. Han havde hævet Hovedet en Kende og
stirrede nu mod Jorden lidt foran Mandslingen.
Om han nu kastede sig over Manden der og slyngede ham ud over Æggen
ned i Havet. Aldrig, aldrig vilde noget Menneske faa at vide, at han
var Tyv.
Han vidste, at den Mand vilde sprede det rundt i Bygden. I Morgen
vilde de alle vide det, og saa havde han mistet alt. Og Mandslingen
der, den lille rige, dumstolte Bonde, der ikke gjorde andet end ondt,
hvor han kom, ingen vilde savne ham. Bare et Spring fremad og et
Spark ud over Fjældkanten, og han var frelst.
Langsomt hævede han Hovedet helt op og stirrede paa Rotteansigtet
foran sig med et fortænkt, forpint Blik.
"Godt var det da, jeg gik efter dig i Dag og fik Vished. Din
Tyveknægt."
Niels hørte ikke Ordene, men han saa Mandslingens Læber bevæge sig
ivrigt forarget. Og der trak næsten som et Smil op bag hans fortænkte
Ansigt.
Om han ikke næsten følte Medlidenhed med denne lille, dumme Mand, der
stod der og skrævede og kaldte ham Tyveknægt lige op i hans aabne
Øjne. Denne lille, dumme Mand, der stod som groet fast til Fjældet,
og som ikke anede, han stod paa Gravens Rand, ikke anede, at han var
dødsens i samme Øjeblik bare et eneste Baand slappedes i hans
Modstanders Hjærne. Men Baandet holdt; han var sikker nok paa sit
Liv, han stod jo der som groet op af Fjældet, groet op af Samfundet
under dem. Det var ham, der havde Ret, det var ham, der ejede Jorden
og det hele, og det var Niels, der var fremmed og havde Uret. Han
ejede intet af det altsammen. Det var ham, der skulde vige.
Og alligevel havde han ikke helt Uret. Det var hans Hjærne, der var
syg, der ikke var som de andres. Han havde Ret paa sin Vis, som de
andre havde Ret paa deres. Men dræbte han Manden der, dræbte han mere
end ham. Han kunde ikke klare det, der holdt ham tilbage; men han
kunde ikke dræbe ham.
Han vilde tale, forklare sig, men kunde ikke.
"Kom ikke med Udflugter," sagde Mandslingen og hævede Haanden i
Vejret. "Sagen er klar nok."
Da følte Karlen, at der skød en stærk Harme op i ham, et Slags Raseri
mod denne lille, dumme Mand, der intet forstod, og som stod der saa
sikker i sin Uvidenhed. Det var nok bedst at skræmme ham, det kunde
dog gaa galt.
Niels gjorde et langt Skridt frem imod ham og standsede saa.
I samme Nu var Mandslingens Sikkerhed veget for Forfærdelse. Han
holdt Hænderne afværgende frem for sig og veg baglænds ind over
Fjældet.
"Tyv, Tyv!" raabte han endnu en Gang. Saa vendte han sig og løb
hurtigt ned mod Bygden.
Niels stod og saa efter ham, mens han løb. Endnu var der Tid. Endnu
kunde han indhente ham. Endnu var ikke alt tabt. Han følte, at Manden
dernede løb med hans Fremtid, hans Lykke, hans Liv. Men han kunde
ikke flytte en Fod for at løbe efter ham; thi hvad saa, selv om han
indhentede ham, vilde han dog lade ham løbe igen.
Der sneg sig en underlig højtidelig Følelse over ham, mens han stod
og saa paa Mandslingen, der løb dernede. Det var hans Terning i
Livets Spil, der trillede af Sted ned over Fjældet. Hvert Skridt han
tog dernede, var som et Chiffer i den Dom, der om lidt skulde fældes.
Saa forsvandt Mandslingen bag Bakken.
Saa, nu var det for sent.
Med en tung Stønnen kastede han sig ned, hvor han stod. Det var ham
umuligt at tænke paa andet end Manden dernede. Nu havde han vel naaet
Bygden, nu passerede han det første Hus og smed det ind ad Døren hans
gode Navn og Rygte. Han laa og fulgte Manden paa hans Vandring, saa
det saa tydeligt for sine Øjne, hvorledes han gik frem midt igennem
Bygden, slæbende hans gode Navn og Rygte efter sig i Støvet. Og
Folkene kom ud af Husene og snakkede, mens Rygtet spredtes. I Dag
vidste hele Bygden det. Og i Morgen vidste hans Far det. -- -- -- --
-- --
Der kom en ung Mand løbende ned over Fjældet. Han løb i stærk Fart.
Huen svingede han i Haanden, det lange, røde Haar bølgede og flakkede
om hans Hoved som Ildsluer, og hans Ansigt var rødt og glinsende af
Filipenser og Varme.
Da han fik Øje paa Niels, løb han henimod ham.
"Grind, Grind!" raabte han og gestikulerede ivrigt med Armene, med
hele Kroppen undtagen netop Benene, der løb.
"Der er Grind i Fjorden, Niels."
Men Niels hørte ham ikke. Han var sprunget op og stod og stirrede ned
over Bakken, der hvor Mandslingen var forsvundet.
I Morgen vidste hans Far det. Det var slaaet ned i ham som et Lyn,
som en Helvedesbrand. Hans Ansigt var blegt, hans Øjne vilde, og hans
Læber blødte.
At han dog ikke havde sparket den Slyngel ud over Fjældet. At han dog
havde ladet ham løbe, skønt han var i hans Magt. Havde han ham nu
foran sig, han vilde styrte sig over ham, slaa ham til Jorden,
mishandle ham og smide ham ned i Havet som den Pjalt, han var. -- Og
nu, nu var det for sent. Og i Morgen vidste hans Far, hans gamle,
prægtige Far, at han var Tyv.
"Hvad fejler du?" spurgte den rødhaarede. Han stod og rystede Niels i
Skulderen og saa helt befippet ud.
Niels saa et Øjeblik op i Vennens runde Ansigt, saa sænkede han
Øjnene.
"Er du syg?" spurgte den rødhaarede.
Niels bed Tænderne sammen og nikkede.
"Men nu har du det bedre, ikke sandt?" blev den anden ved. Det var
tydeligt, at Vennens Sygdom kom ham ubelejligt.
Niels bed Tænderne endnu haardere sammen og nikkede igen for at føje
ham.
"Niels, der er Grind i Fjorden," raabte den rødhaarede ivrigt og
betaget som før. "Hører du, der er Grind i Fjorden." Og før Niels
kunde besinde sig, havde han sat ham i Fart ned over Fjældet.
Den fugtige Grund sivede og svuppede under deres Fødder, og
Lufttrykket peb dem om Ørerne. Det var, som om Luften og det hurtige
Løb atter bragte Fart og Friskhed i Niels' Blod.
Nede bag Bakken standsede de. Dalen havde aabnet sig for dem som
Indersiden af en stor Gryde; de kunde se Fjældene hele Fjorden rundt.
"Se, se," raabte den rødhaarede og pegede ud over Fjorden, hvor
Hvalerne og Baadene kom drivende som et Mylder af smaa, sorte
Prikker.
"Det er en stor Grind," raabte han og slugte Billedet derude paa
Fjorden med sine lyse, spillende Øjne.
"Nej, se nu, se nu!"
Men Niels var rystet i Lave, saa snart Farten standsede. Han stod og
stirrede ned over Skraaningen, hvor Bygdens første Huse tittede op.
"Jeg bryder mig ikke om at se," sagde han. Og saa haabløst lød det,
at Vennen studsede midt i sin Glæde og vendte sig imod ham.
Niels følte Vennens Blik hvile forskende paa sit Ansigt. Han kunde
ikke udholde denne Stirren, den sved ham helt ind i Hjærnen.
"Jeg skal sige dig, jeg har stjaalet."
"Stjaalet, hvad siger du. Har du stjaalet," raabte Vennen forfærdet.
Niels nikkede tungt.
"Er det sandt?" spurgte Vennen sagte, som slagen af Rædsel, "nej, det
er umuligt," aandede han op, "du vil bare narre mig."
"Det er sandt. Jeg har stjaalet," gentog Niels tungt og tonløst som
før.
"Ja men, hvorfor i Herrens Navn da," buste Vennen ud. "Hvad har du
stjaalet?"
"Faar," sagde Niels kort og plumpt.
Vennen stirrede et Øjeblik paa ham, som var han en svimlende Afgrund,
der havde aabnet sig for hans Fødder.
"Det er skrækkeligt, det er forfærdeligt," sagde han og tog Vennen i
Skulderen. "Hvordan kom du dog til det?"
Niels rystede modvillig hans Haand af sin Skulder og gav sig til at
drive bort fra Stedet, planløst som et surmulende Barn.
Vennen stod en Stund og saa efter ham, halvt medlidende, halvt bange,
det var jo aabenbart sandt. Saa kom han i Tanker om Grinden, og hans
Ansigt klarede op.
"Kom nu, kom nu," sagde han travlt og begyndte at gaa nedad mod
Bygden. "Vi maa ned og fortælle Nyheden dernede, de har endnu ikke
set Hvalerne. Saa kan vi tale om det andet undervejs."
Niels fulgte viljeløs med.
"Sig mig, hvordan gik det dog til?" spurgte Vennen atter. Stemmen lød
som hos en Mand, der har været ved at drukne og nu atter føler fast
Grund under Fødderne.
Niels svarede ikke. Saa blev der ikke talt flere Ord undervejs, men
stadig gik den rødhaarede og skottede til sin Nabo med den halvt
medlidende, halvt bange Mine fra før.
De nærmede sig hurtig de forreste Huse i Bygden. Saa begyndte Niels
at sagtne Farten.
"Det er skrækkeligt for Far," sagde han pludselig og standsede.
Graaden pressede ham op i Halsen, og han begyndte at græde med
pludselige snappende Hulk som et Barn.
"Saa, saa," sagde Vennen, halvt raadvild, halvt overlegen, "tag dig
nu sammen, du maa se at komme over det."
"Ja du, du kan sagt..." hulkede Niels, "men jeg. Aah, hvor det er
frygteligt for min stakkels, gamle Far."
"Saa, saa, kom nu bare," blev Vennen ved, "det kan ikke gaa, du staar
her og flæber, saadan et stort, voksent Mandfolk."
Lidt efter passerede de gennem den Klynge Huse, der dannede Byens
Fortrop.
"Grind, Grind!" raabte den rødhaarede og svingede med Huen. Men ikke
et Menneske viste sig, ikke en Lyd hørtes fra Husene.
"Det er underligt. Saa maa de alligevel have set Hvalerne," sagde den
rødhaarede, "men vi stod ogsaa saa længe og snakkede."
Straks efter drejede Vejen, saa de kunde se ned over Bygden.
Det myldrede og vrimlede dernede som i en stor Myretue, og der steg
en forvirret Larm og Raaben op til dem. Mænd, Kvinder og Børn for
frem og tilbage mellem Husene og Stranden med Hvalspyd, Olietøj og
lignende, og nede ved Stranden myldrede og summede det om Baadene,
der blev satte i Vandet og bemandede; et Par laa allerede fuldt
lastede med Mænd og flød ude paa Vandet. Og ude paa Fjorden kom
Baadene drivende indover med Hvalerne.
Det var et stolt Syn. Først kom de 300 Hvaler, der holdt sig i en
Klump og pustede og snøftede og ikke vidste, til hvad Side de skulde
vende sig. Og bag dem kom Baadene i en stor Halvkreds, der rakte over
Bugten fra Bred til Bred. Nogle af Baadene var smaa med kun tre eller
fire Mand; det var de Baade, der havde ligget ude paa Fiskeri. Men
de, der efterhaanden var stødte til fra Bygderne op langs Fjorden,
var store og bemandede med 10-12 Mand. De lange Hvalspyd stak op for
og agter i Baadene, saa de lignede Vikingeskibe, og oppe i Masten paa
den forreste Baad hang et Par Oliebukser som Flag; det var den, der
først havde opdaget Grinden.
"Hurra! Hurra!" raabte Mændene derude i Baadene og svingede med
Aarer, Spyd og Huer. "Hurra! Hurra!" raabte Mængden inde paa Land.
Det var, som om Baadene vendte hjem efter en stor Sejr.
Hvorledes de kom ned gennem Bygden og ned til Baadene, vidste Niels
ikke. Men pludselig saa han den rødhaarede springe ned i en Baad, og
i Baaden sad Mandslingen fra før og kiggede op paa ham med sine smaa
nysgerrige Rotteøjne.
Niels behøvede kun at kaste et Blik paa Folkene i Baaden for at se,
at de vidste alt.
"Kom nu," raabte den rødhaarede. Han stod dernede i Baaden og strakte
Hænderne op mod Niels. "Kom nu, for Fanden."
"Ja, jeg ved egentlig ikke," sagde en ung, høj Bonde, der stod
støttet til sit Hvalspyd længere fremme i Baaden, "jeg ved egentlig
ikke," gentog han og saa spørgende rundt paa Mændene, "om vi kan være
flere hernede."
Der blev en Pavse, en lang, dødsstille Pavse; alle stirrede op paa
Niels.
"Lad ham kun komme med," sagde Rotten og slog overbærende ud med
Haanden, "det gør ikke saa nøje med et Faar i Slagtetiden."
Der blev let dernede, en tør, forstaaende Latter. Niels oversaa i et
Nu de haanligt smilende Ansigter og den rødhaaredes brede, dumme
Fjæs. Saa blev han bagfra stødt ned i Baaden, og Mændene satte fra.
Inderst inde i Fjorden var Hvalerne samlede som en Flok Faar i en
Fold. De bagerste pressede paa de forreste, og de forreste pressede
tilbage paa Flokken bagved. De sorte Snuder dukkede op og ned,
sprøjtende og pustende, og de sorte, glinsende Sider gned knitrende
imod hinanden.
Baadene laa i en Halvkreds bag Flokken og ventede, medens Mændene
rettede Spydbladene og sleb de lange, spidse Hvalknive. Det havde de
ikke haft Tid til, før de kom af Sted.
Der var nu næsten helt stille. Baadene laa med Aarerne hvilende i
Vandet, medens Mændene gjorde alt klart til Drabet, og inde paa Land
stod Tilskuerne i spændt Forventning. Den eneste Lyd, der hørtes, var
Hvalernes Snøften og Pusten og Hvalformændenes Raab og Kommanderen.
De stod forude i deres Baade, der strøg frem og tilbage bag
Baadrækken med de lange Flag slæbende efter sig i Vandet. Og deres
Raab krydsede hinanden, medens de gav Ordrer og Kontraordrer til
højre og venstre og raabte om Kap. Der var saa mange af dem, derfor
maatte de raabe saa højt. Men der var ingen, der hørte paa dem. Man
ventede kun paa, at de skulde faa skraalt og skreget sig saa hæse, at
de ikke kunde mere; thi før blev det alligevel ikke til noget.
Endelig begyndte Drabet.
Alle Baadene roede frem. Spydene haglede ned over de bagerste Hvaler,
og Mændene hylede og skreg, saa Fjældene skjalv.
Et Øjeblik følte de forreste Hvaler Stødet af Flokken, der for imod
dem. Saa jog hele Grinden mod Land, rivende Vandet med sig i en
mægtig Bølge. Det klaskede og slog mod Klippen af Vand og Hvalkroppe.
Saa rislede og sivede Vandet tilbage ned i Bugten. Men da Vandet
faldt, laa hele Bredden dækket af strandede Hvaler.
Der var et Virvar af Baade, Mænd og Hvaler, og et Myrderi. Der blev
myrdet oppe paa Land, og der blev myrdet ude i Vandet. Hele Bugten
var rød af Blod. Og Hvalerne laa og vred sig og piskede i deres
Dødskamp det blodfyldte Vand til Skum.
Inde paa Land kæmpede Mændene med de strandede Hvaler, og ude i
Bugten roede Baadene rundt, medens Mændene stak og huggede til alle
Sider ned mellem Hvalerne.
Den Baad, Niels var i, var kommen tæt ind til Land. Niels stod stadig
oprejst midt i Baaden, som da han blev stødt ned i den. En eller
anden havde givet ham et Hvalspyd i Haanden; men han brugte det ikke.
Det var, som om Virvaret omkring ham havde dysset hans Sanser i Søvn.
Saa skete der noget, der fik ham vækket.
Den høje, unge Bonde, der havde modsat sig, at han kom med i Baaden,
havde faaet hugget en Söknarkrog[9] fast i Hovedet paa en stor Hval.
Nu kom han springende gennem Baaden for at kaste Linen ind til
Mændene i Land.
[9] Meget stor og svær Jernkrog, fastgjort til en lang Line; bruges
ved Grindefangst.
I Forbifarten stødte han mod Niels og brugte Mund.
"Hvad Satan staar du der og glor efter, Fjols."
Niels var vaagnet saa meget op ved Stødet, at han lige netop forstod,
der blev talt til ham.
"Hvad siger du?" spurgte han.
Det var et simpelt Spørgsmaal, men den anden, der nu havde kastet
Linen i Land og atter havde vendt sig, opfattede det som en Protest.
"Tyveknægt," spyttede han ham ind i Ansigtet. I det samme sprang han
ud over Rælingen.
Det sidste Ord havde gjort Niels lysvaagen. Det sved ham, som da han
hørte det første Gang. Alt Blod var steget ham til Hovedet, og med
Spydet hævet stod han og stirrede ned i Vandet, hvor Hvalen og Manden
kæmpede. Mændene inde i Land holdt Hvalen fast med Linen, medens
Karlen stod i Vand til midt paa Brystet og flænsede i Dyrets Nakke
med sin Kniv.
Niels følte, hvorledes hans Arm spændtes som en Fjeder, uvilkaarlig
havde Spydet rettet Spidsen mod Manden dernede. Saa spændt var
Musklerne i hans Arm, at de smertede.
Et Øjeblik stod han saadan. Han saa kun Manden dernede utydeligt som
gennem en Taage af Blod. Det svimlede for ham, og han følte, han
maatte kaste. Men i det samme, han lukkede Øjnene for ikke at se det,
der nu vilde ske, var det, som greb en Haand i Spydstagen og holdt
den fast.
Han vendte sig, men der var ingen. Folkene i Baaden havde alle travlt
med at hugge efter Hvalerne omkring Baaden. Da saa han atter paa
Manden dernede i Vandet, nu saa han ham klart og skarpt. Taagen var
veget fra hans Øjne. Han saa, hvad det var, han havde været i Færd
med at gøre, og gysende kastede han Spydet langt ud over Vandet,
sprang ud af Baaden og vadede i Land.
"Hvor skal du hen?" hørte han en Stemme raabe. Han standsede og saa
den rødhaarede, der stod derude i Baaden og saa efter ham. Saa gik
han videre op over Fjældet, hjemad.
De to Mil op over Fjældet og ned igen paa den anden Side gik han som
i en Døs. Bonden, der satte ham over Fjorden, troede, han var gal.
Saa gik han videre. Først oppe paa Fjældet over Hjemmebygden
standsede han. En Stund stod han og stirrede paa Gaarden dernede, saa
begyndte han Nedstigningen. Aldrig havde han tænkt sig, at nogen Gang
kunde være saa tung at gaa.
Fa'ren sad i Krogen ved Arnen, da Sønnen traadte ind, vaad og
rystende af Kulde.
"Jeg troede, du var i Grind, Niels," sagde Fa'ren og saa op.
"Det var jeg ogsaa," svarede Sønnen og viste paa sine vaade Klæder.
"Gaa ind og skift Tøj, min Dreng."
"Nej, Fa'r, jeg har noget at tale med dig om først."
Niels lod sig falde tungt ned paa Bænken. Fa'ren sad og saa paa ham,
syntes knap, han kendte ham igen, træt og elendig saa han ud, og
Ansigtstrækkene var saa underlig forvredne.
Hans Ansigt blev graat og hans Øjne bange, mens han sad og stirrede
paa Sønnen.
"Hvorfor gik du?" spurgte han.
"Jeg gik, Fa'r, fordi jeg var lige ved at myrde et Menneske."
"Myrde!" Fa'ren for halvt op af Stolen og satte sig tungt tilbage.
Sønnen nikkede. Han sad og stirrede ind i Ilden, turde ikke se op paa
Fa'ren.
"Fortæl."
"Det var midt under Drabet. En Karl kom til at støde til mig, jeg
stod ham i Vejen; og saa kaldte han mig noget stygt, spyttede mig et
stygt Ord i Ansigtet. Da for alt Blodet mig til Hovedet, Spydet
vendte sig i min Haand, saa Bladet pegte mod ham; jeg troede ikke,
jeg kunde holde det, lukkede allerede Øjnene for ikke at se det, der
vilde ske. Da var det, som en stærk Haand greb min Arm og holdt den
tilbage, og med et blev jeg rolig, saa, hvad det var, jeg var i Færd
med at gøre. -- Saa kastede jeg Spydet fra mig og gik herhjem."
Fa'ren sad og stirrede paa Sønnen, og det var, som sank han sammen i
Stolen.
"Hvad sagde den Mand?" spurgte han sagte.
"Tyv. Tyveknægt," jamrede Niels; han ligesom spyttede Ordene ud i
Graad.
Fa'ren var knækket helt sammen henne i Stolen. Hans Ansigt var
askegraat og ligesom dødt, der var kun Liv i Øjnene, der stirrede paa
Sønnen.
"Og han havde Ret, han havde Ret," hulkede Niels og smed sig paa
Jorden og krøb hen til Stolen.
"Jeg har stjaalet. Aah Fa'r, kan du tilgive mig. Fa'r, Fa'r."
Den kæmpestore Bondes Hænder rystede om Stolens Arme, mens han sad og
stirrede ned paa Sønnen, der laa for hans Fødder og tryglede med
Blikket som en Hund. Saa strøg han med rystende Haand gennem Sønnens
Haar.
"Stakkels Niels."
"Fa'r, Fa'r, kan du tilgi' mig, kan du, Fa'r?"
"Stakkels, stakkels Niels. Om jeg kan tilgi' dig. Hvad har du
stjaalet?"
"Faar, Faar. -- Og Bonden saa det. -- Og har sagt det i Bygden. --
Jeg ved ikke, hvordan det gik til, det kom over mig saadan
pludseligt. Som da jeg var nærved at dræbe Karlen."
Niels laa paa Knæ foran Fa'ren som et Barn og græd ud med Ansigtet i
hans Skød. Og Fa'ren sad og strøg ham med rystende Haand gennem
Haaret. Saa rettede han sig i Stolen og talte igen; og nu var hans
Stemme rolig.
"Stakkels, stakkels Niels. At det skulde gaa dig saadan. -- Hører du,
Niels. Hører du. Jeg har ogsaa stjaalet."
"Har du, Fa'r?" Niels saa forbavset op. Men Fa'ren saa ham fast i
Øjnene og nikkede.
"Ja, jeg har. Da jeg var ung som du. Men jeg slap godt fra det. Kan
hænde, du har arvet det. Kan det ikke trøste dig."
Niels laa og stirrede op med klare, forbavsede Øjne. Men han vidste,
Fa'ren aldrig løj.
"Var det -- var det ogsaa Faar?"
"Ja," sagde Fa'ren, "det var ogsaa Faar."
Tidlig næste Morgen kom den stærke, selvsikre Bonde fra Sund gaaende
ned til Stranden, hvor Folk havde travlt med at flænse de fangede
Hvaler.
Ved Siden af ham gik hans eneste Søn, der, som Gud og Hvermand
vidste, Dagen før var grebet i Faaretyveri oppe i Fjældet over
Bygden. Han gik lige hen til Bonden, der havde grebet hans Søn.
"Kan jeg faa tale med dig, Hans Joensen?" spurgte han og saa ned. Det
saa næsten ud, som var det ham selv, der var grebet i Tyveri.
"Det var godt, du kom nu," sagde Hans Joensen og satte Hænderne i
Siden; "jeg var ellers paa Vej til Sysselmanden for at melde din
Søn."
Hvad der blev talt de to Bønder imellem, fik ingen at vide. Men Hans
Joensen opgav sit Klagemaal over Sønnen og gned sig i Hænderne.
Maanedsdagen efter fulgte Bonden fra Sund sin Søn til Damperen. Han
skulde rejse til det store Land mod Vest for at begynde et nyt Liv.
-- --
* * * * *
Tiden gik. Bonden fra Sund var bleven graa, og hans brede Ryg havde
bøjet sig. Han var bleven gammel i de to Aar, der var gaaet, siden
Sønnen rejste. Sjælden kom han udenfor sine Enemærker. Men hver Gang
Postdamperen kom til Øen, gik han den fire Mil lange Vej over Fjældet
for selv at hente Posten, og der var altid Brev med til ham fra
Sønnen. Saa snart han havde faaet Posten, begav han sig saa hurtig
som muligt paa Hjemvejen. Folk havde undertiden set ham sidde oppe i
Fjældet og læse Sønnens Brev.
Hvad der stod i disse Breve fik ingen at vide; thi han talte grumme
lidt med Folk og aldrig om Sønnen, og der var ingen, der vovede at
spørge. Men saa meget sivede dog ud i Bygden, at det gik Sønnen godt
derovre i det nye Land.
En Dag i Begyndelsen af den anden Vinter efter Sønnens Afrejse bragte
Posten som sædvanlig et Brev fra Sønnen.
Det var et langt Brev, og det lød saaledes:
Kære Far.
Tak for alt godt, du har gjort mig, og tak for alt det, du har været
for mig siden min Bortrejse. Du har altid været en god og kærlig
Fader imod mig, men siden da er du blevet tusindfold mer.
Aldrig et Sekund har jeg glemt, hvorledes du tog min Brøde over paa
dine stærke Skuldre, saa jeg kunde begynde Livet igen som et nyt
Menneske. Det var ikke din Skyld, at det gik, som det gik; men det er
vel saadan, at et Menneske aldrig kan faa rettet det, han engang har
kroget i sit Liv.
Først beder jeg dig tilgive mig, at jeg har bedraget dig og løjet for
dig i mine forrige Breve. Det var ikke sandt, hvad jeg skrev, at jeg
havde det godt, og at det gik fremad. Jeg havde det ondt.
Men det skal du vide, jeg begyndte mit Liv herovre med nyt Mod. Jeg
havde Lyst til Livet, og jeg havde Mod til at leve det. Jeg saa Vejen
foran mig og troede, den var aaben for mig som for alle andre. Hvad
der var sket, syntes mig en ond, trist Drøm; men at denne Drøm havde
Krav paa mig ind i Fremtiden, faldt mig aldrig ind. Jeg var jo en
anden nu. Jeg vilde blive et godt og dygtigt Menneske. Jeg vilde
rydde Fortiden ud af mit Liv og slette den Sorg, jeg havde gjort dig.
Til at begynde med gik alt godt. For hver Dag der gik, syntes Verden
mig klarere og lysere, og for hver Dag slog jeg dybere og stærkere
Rødder i denne Verden. Jeg havde dræbt Fortiden bag mig og arbejdede
mig opad. Og som min Styrke voksede, svandt min Brøde bort.