ikke naa frem, for mit Livsmod holdt det nede. I enlige Timer kunde
mine Tanker for et Øjeblik dvæle derved med en underlig mild
Sørgmodighed. Da kunde jeg smile medlidende af mig selv saaledes, som
jeg havde været; men saa skød jeg det atter bort langt ud i Fortiden,
hvor det hørte hjemme. Jeg havde jo været syg den Gang, hvad kom det
mig da ved nu, jeg var rask og sund. Jeg ved ikke, om jeg kom for let
over det. Jeg ved ikke, om der i det hele taget er nogen Mening i
vort Liv. Og jeg forstaar ikke, at min gode Vilje til at blive et
sundt og godt Menneske ikke var mere værd, end at den skulde trampes
sønder af dumme og tankeløse Mennesker.
Hvorledes det kom ud herovre, at jeg havde stjaalet, ved jeg ikke, og
jeg har aldrig eftersporet det. Jeg mærkede ikke, hvorledes der lidt
efter lidt aabnede sig en Kløft mellem mig og de andre, mærkede ikke
deres Gaaen af Vejen og Skumlerier i Krogene, før jeg en Dag fik
Ordet Tyv slynget i Ansigtet. Men da saa jeg med frygtelig Klarhed
hele mit Liv, alt mit Arbejde ødelagt, og jeg følte, at nu var det
slut altsammen.
Men det var ikke Tyvsmærket, der pinte mig mest, det var Fortiden,
som jeg havde tiet ihjel, og som mit Livsmod og min Vilje havde holdt
nede. Det var den, der nu sprængte alle Baand og kastede sig over
mig og sønderflængede min Sjæl. I samme Nu, jeg hørte Ordet Tyv, var
det som om Jorden svandt bort under mine Fødder, og jeg følte atter,
som første Gang jeg hørte Ordet, at jeg var Tyv.
Jeg kunde være bleven et godt Menneske, og det bedrøver mig for din
Skyld, at jeg ikke naaede at blive det. Men fra det Øjeblik, jeg
atter hørte Ordet Tyv, var Fremtiden lukket for mig, og jeg maatte se
tilbage, stirre mig blind paa det bagved. Dage og Nætter tumlede jeg
med det, og jeg led mere, end noget Menneske kan tænke sig. Det, der
før havde staaet for mig som en ond Drøm, steg frem, groede op for
mig som en grusom, hjærteløs Sandhed, jeg ikke kunde komme om ved,
ikke kunde ryste af mig. Jeg havde drømt mig bort fra det virkelige
Liv, og nu var Drømmen slut.
Hvor jeg led, især den første Tid. Jeg følte, hvorledes Fortvivlelsen
tog mig mer og mer. Havde jeg ikke haft dig, var jeg bleven
Selvmorder allerede den Gang, men jeg kunde ikke dynge den Sorg paa
de øvrige.
Senere blev jeg roligere. Jeg lærte at se paa det, der nu skete, som
en retfærdig Straf, jeg skulde lide. Og samtidig begyndte der at
dæmre som et Haab bag Fortvivlelsen. Jeg forstod, syntes jeg, at jeg
skulde og maatte igennem dette, thi først da kunde jeg naa det, jeg
stræbte efter.
Og atter begyndte jeg at kæmpe. Atter gik jeg ud blandt andre
Mennesker, rolig stillede jeg mig som Skive for deres Spot. Og da de
saa min Ro, blev de dristigere, skamløsere i deres Haan. Jeg bar det,
thi jeg forstod, at dette vilde høre op, og det hørte op.
Men jeg var kommen til at foragte disse dumme, uforstandige
Mennesker. Og jeg saa, at jeg aldrig kunde blive en af deres og
aldrig vilde blive det. Men jeg forstod samtidig, at disse Mennesker
trods alt ikke var onde, de var tankeløse og dumme, dumme. Var jeg
ren, vilde jeg staa op og belære dem, som man lærer Børn. Og jeg
skulde tvinge dem til at høre mig og forstaa mig, for jeg havde Ret
og var dem overlegen. Men nu. Nu var mit Liv spildt, jeg havde intet
mere at leve for og intet at stræbe efter.
Da dukkede Dødstanken atter op i mig; men langsommere, kraftigere,
mere grundmuret end før. Men for din Skyld vilde jeg ikke dø. Jeg
vilde over dette; det maatte svinde og synke tilbage i Mørket som
før.
Jeg stred og stred, thi nu var det Kamp for Livet. Men hver Gang, jeg
naaede op, blev jeg stødt tilbage. Saa blev jeg træt. Til Slut kunde
jeg ikke mer udholde denne Kamp, om Dagen med de andre, om Natten
med mig selv. Den prægede mig, gjorde mig sær. Det var Kainsmærket,
der brændte sig fast paa min Pande. Jeg lærte at forstaa de andre
trods deres Dumhed, lærte at give dem Ret trods deres Forvorpenhed.
Hele, hele Skylden gled over paa mine Skuldre, og da følte jeg, at
jeg ikke evnede at bære den. Jeg havde gravet mig saa dybt ned i min
Brøde, at jeg aldrig, aldrig nogensinde kunde bjærge mig op igen. Den
aad sig ind i min Sjæl og prægede mig mer og mer. Min Tanke blev syg,
min Aand svækkedes.
Da følte jeg, at jeg havde stridt Kampen til Ende og maatte dø, inden
det blev for sent, inden jeg helt gik til Grunde.
Kære Far, tak for alt, hvad du har gjort for mig; det er din Skyld,
jeg fik kæmpe saalænge, at jeg ikke behøvede at dræbe mig i et Anfald
af Fortvivlelse, men kan dræbe mig nu med rolig Samvittighed, fordi
jeg ser, mit Liv er spildt og aldrig kan blive nogen til Gavn. Det er
din Skyld, jeg fik Lov at leve, til jeg naaede saa højt, som mit Liv
kunde naa. Fra nu af kan det kun gaa nedad med mig, maaske til Vanvid
eller Forvorpenhed. Derfor gør jeg nu Ende paa mit Liv.
Kære Far, tilgiv mig al den Sorg, jeg har gjort dig, og tilgiv mig,
at jeg nu søger Døden. Naar du har læst dette Brev, vil du kunne
forstaa, at jeg ikke kan leve.
Jeg skilles fra Livet uden Bitterhed og i fuld Forstaaelse med min
Samvittighed. Jeg har kun den ene Bøn: Tilgiv mig, Far.
Din Søn Niels.
Nogle Dage efter mødtes Bonden fra Sund og Hans Joensen hos Købmanden
inde i Byen.
Der var stuvende fuldt af Folk i Butikken. Nogle hang hen over den
lange Disk, andre sad paa Bænken udenfor Butikken. Der blev snakket,
røget og drukket Øl.
Bonden fra Sund sad i en Krog og saa ud over Mylderet. Der var sket
en stor Forandring med ham i det sidste Par Dage; han var begyndt at
gaa ud og blande sig mellem andre Mennesker. Men alligevel var han
ikke den samme som før Historien med Sønnen, der var en sær
Højtidelighed over alt, hvad han gjorde.
Han sad med Fødderne trukket op under Stolen og den svære Krop
ludende forover. Albuerne støttede mod Knæerne, og Hagen hvilede i
Haandfladerne. Han sad og fulgte det, der skete foran ham med
aarvaagne Øjne, som vilde han indprente sig selv de mindste
Enkeltheder.
Der blev snakket meget, og der blev drukket meget, og jo mer der
blev drukket, jo højere gik Snakken. Og en af dem, der drak mest og
snakkede højest, var Hans Joensen. Han var kendelig fuld i Dag.
Hvorledes det gik til, var der ingen, der rigtig vidste. Men
pludselig standsede al Snakken i Butikken, og der blev dødsstille.
Hans Joensen havde i sin Fuldskab kaldt Bonden fra Sund for Tyv.
Kæmpen blev siddende urokkelig paa sin Stol. Ikke en Muskel fortrak
sig i hans haarde Ansigt. Han sad og stirrede lige ud i Luften, som
om intet var sket, lige forbi Mandslingen, der stod og skrævede og
fyldte op foran ham.
Saa skar Mandslingens pibende Stemme gennem Stilheden.
"Tyv."
Kæmpen løftede langsomt sin svære Krop, saa han sad oprejst i Stolen.
Saa skød han Albuen ind over Disken, lænede Hovedet mod Haanden og
saa paa Mandslingen, der stadig stod og skrævede.
Der var ingen Vrede i det Blik, men det var et underligt Blik, og det
tvang Hans Joensen et Par Skridt tilbage, saa han traadte dem, der
stod bagved, over Tæerne.
"Av for Satan."
"Han fægter nok med Hælene."
"Og med Kæften," lød det fra Klyngen bagved.
Hans Joensen var bleven ildrød i Hovedet.
"Tyv," raabte han for tredie Gang.
Kæmpen paa Stolen rørte sig ikke, blev bare ved at se paa ham med
samme rolige Blik som før. Men fra Klyngen bagved rejste der sig en
vred Mumlen, der blev højere og højere, stærkere og stærkere. De
begyndte at knubse Mandslingen i Ryggen og Siderne. Et Øjeblik til,
og han vilde være til Latter, drukne i Grin.
Da strakte han Haanden ud og pegede paa Manden i Stolen.
"Spørg ham selv," skreg han. "Spørg ham selv, siger jeg, om det ikke
er sandt. Har jeg ikke hørt ham i sin Søns Nærværelse kalde sig selv
for Tyv."
Klyngen bagved begyndte at bølge raadvild.
Men da rejste Kæmpen sig med et Sæt, saa Stolen væltede bagover. Saa
ret som et Lys stod han i sin hele Højde foran Klyngen og lod sit
Blik glide fra Mand til Mand. Og der var ikke en eneste, der ikke
følte sig som en Dreng under det Blik. Saa saa han ned paa
Mandslingen. Hans Joensen forsøgte at retirere baglænds bort, men
Klyngen lukkede sig som en Mur bag ham.
"Naar jeg nu gir dig en Dragt Prygl, lille Hans Joensen," sagde
Kæmpen, "saa maa du ikke tro, det er fordi du kalder mig for Tyv, for
det er det ikke. Men jeg gør det som Minde om min Søn, og saa fordi
du trænger til det. Det kunde jo være, det kunde gøre dig lidt mere
spag.
Men først skal du vide en Ting, og det er, at det, en Far gør for at
redde sin Søn, er mere værd end at blive traadt paa af saadan et
lille Fjols som dig.
Og saa skal du vide en Ting til, og det maa I alle sammen høre, det
er, at min Søn Niels trods alt naaede det, du aldrig naar, at blive
et godt Menneske.
Jeg har endnu aldrig lagt Haand paa en voksen Mand, men jeg har til
Tider banket Børn, naar de trængte til det. Nu faar vi se, om jeg kan
endnu."
Et Øjeblik efter laa Hans Joensen oppe paa Disken og sprællede og
hylede, medens Bonden fra Sund grundigt og samvittighedsfuldt
bearbejdede hans blottede Bag med et Sæberis.
Siden den Dag saa man meget lidt til Hans Joensen. Men Bonden fra
Sund gik omkring, som om intet var sket.
Næste Gang Postdamperen kom, mødte Bonden som sædvanlig for at hente
sin Post. Men denne Gang var der kun Avisen.
Postmesteren gjorde en Bemærkning om Brevet. Det var første Gang, det
udeblev siden Sønnens Bortrejse. Men Bonden rystede kun paa Hovedet,
smilte tungt og stak stiltiende Avisen til sig. Saa trykkede han
Postmesterens Haand til Afsked og skyndte sig hjemad.
Men han naaede ikke hjem. To Dage efter fandt man hans Lig ved
Stranden nedenfor Fjældet. Paa Hjemvejen var han gledet ud og styrtet
ned.
I Avisen i hans Lomme fandtes en kort Notits, der meldte, at Sønnen
var faldet overbord fra en Lystdamper og druknet.
INDHOLD
Side
LIPPEN 6
BRYLLUP 33
MAGTESLØS 81
NIELS 115
KNUD HJORTØ
SYNER
Kr. 3.00
"Det kan ikke nægtes, at man af store Partier af Bogen føler sig
stærkt fængslet." (Nationaltidende)
HJEMME FRA EGNEN
Kr. 3.00
"'Hjemme fra Egnen' er en Bog, der er skrevet med den Lidenskab, der
betinger al god Kunst." (Politiken)
STØV OG STJERNER
Kr. 3.00
"Fuld af Skønhed og Sorg, af Visdom og Taabelighed; det er en
forvirret og fortryllende Bog -- 'Støv og Stjerner'." (Samfundet)
"Kun en født Poet, en virkelig Skribent af Rang, skriver en saadan
Bog." (Nationaltidende)
KRAFT
Kr. 3.75
"Kraft" er en kærnesund Bog, svulmende af Styrke og Tro paa de
Værdier, som Fremtiden skal leve paa og som fører ud af Dekadencen."
(Nordjylland)
FOLK
Kr. 4.50
"De Læsere, som interesserer sig for Udviklingen baade i stort og
smaat, godt og ondt, skal læse denne Bog." (Dannebrog)
TO VERDENER
Kr. 3.50
"Bland de yngre danska författarna synes mig Knud Hjortø höra till de
interessantaste. Hans käcka och friska naturell, kraftiga fantasi och
energiska stil göra honom till en sympatisk och fängslande
berättare." (Dagens Nyheter)
DET SCHUBOTHESKE FORLAG