gik det langsomt op for ham, at han stod ved en Mur, ved et Hus.
Krumbøjet og stønnende famlede han sig frem over Væggen, til han traf
et Vindue.
Han bankede paa Ruden, atter og atter, til han hørte, der kom Liv i
Huset. Og da han hørte Skridt, bankede han endnu en Gang haardere end
før og sank bevidstløs ned ved Væggen.
Hele Bygden var til Begravelse. Hele Bygden undtagen Thomas.
Han stod ved Gavlen af et af de yderste Huse i Bygden og stirrede
frem mod Kirken. Sort og lille stod den midt i Sneen, der laa drysset
i et tykt Lag ned over Fjældet helt ned til Fjordens blanke Flade. Og
Sangen kneb sig ussel og fattig ud gennem Sprækkerne i de tjærede
Trævægge.
Som Morgendug mit Liv hensvinder,
Som Strømmen skynder Tiden sig,
Maaske naar næste Dag oprinder,
Den rinder ikke op for mig;
O, hjælp mig Gud, at hver min Dag
Maa bruges dig til Velbehag.
Gammel og affældig stod Kirken der i Sneen med lave Vægge og lave
Ruder. Og øverst oppe paa Tagrygningen ludede det lille firkantede
Skur, hvori Klokken hang, som en faldefærdig Skorsten.
Thomas rokkede frem og tilbage mod den tjærede Gavl, mens han stod
og stirrede over mod Kirken.
Og Sangen sivede ud imod ham.
Hvor flygtig er al jordisk Gode,
Selv Ungdom, Styrke, Munterhed.
Maaske, naar vi det mindst formode,
Til Død og Grav vi segne ned.
O, lær mig alt at bruge saa,
Som det, der snart skal Ende faa.
Hvor lød den fattig og grim den Sang, ynkelig og elendig. Og det var
Menneskers Klage, Menneskers Sorg. Hvor elendig, hvor ussel, hvor
fattig.
Nej, et Menneske skal sørge stille for sig selv. Eller klage og
jamre, til Fjældene sprængtes, og hans eget Hjærte brast.
Men det er Løgn alt, alt sammen. Fjælde og Hjærter kan ikke briste.
-- Det havde han følt. -- Ja, det havde han følt.
Sangen sivede og sivede ud imod ham.
Et er fornødent, dertil ene
Du satte os paa Jorden her,
I Tro og Sandhed dig at tjene
Og vorde gode Mennesker;
O lad den Dag, som svinder hen,
Berede mig til Himmelen.
At de kunde synge saadan noget. At de kunde synge, -- synge og
virkelig tro, at de sørgede. Hvor latterligt, hvor himmelraabende
latterligt. De flæbte som Børn, gjorde de.
Aah, han kunde spytte paa denne trangbrystede Kirke, der stod der og
peb som en gigtsyg Mus.
Han greb for sig mod Væggen med begge Hænder og stirrede ud over
Fjorden, der laa kold og rolig derude bag Kirken. Og han stirrede op
over Fjældene, der svulmede i stærke, faste Former under Sneen.
Han kunde se helt ind omkring det inderste af Fjorden, hvor de var
gaaet. Og hist ovre paa den anden Side laa Bondegaarden, hvor de
holdt Raad, inden de gik. For fire Dage siden havde han siddet
derovre livskraftig og munter og slaaet i Bordet og spottet og haanet
de andre. -- Og nu.
Hans Blik flakkede hjælpeløst rundt og rundt, som var han ved at
drukne. Men hver Gang kom det tilbage og blev hængende ved Kirken,
der stod og krøb sammen ved Foden af Fjældet og peb og klynkede af
Sorg og Kulde.
Vær hos mig, Fader, Herre, Dommer,
Du kender mine Dages Tal,
At Livets Aften, naar den kommer,
Mig uberedt ej finde skal;
Og naar du kalder mig herfra,
Forbarm dig, o forbarm dig da.
Det var den samme Sang som før, ussel og fattig. Men hvor sørgelig og
højtidelig klang det ikke nu.
Det var, som Tonerne skar sig ud gennem Kirkens Væg og frem imod ham
gennem den fine, klare Frostluft. De slyngede sig omkring ham,
knugede ham og vilde tvinge ham i Knæ.
Nej. Han kunde ikke nøjes med Floskler og Godtkøbsforargelse over de
andre. Hvad kom de andre ham ved. Han vidste jo, han havde Skylden.
Han og han alene.
Hele Dagen havde han drukket. Drukket, saa han knap kunde se ud af
Øjnene. Drukket, saa han ikke vidste, hvad der var op, og hvad der
var ned. Men det hjalp ikke.
At han dog heller ikke kunde holde sig borte fra den Kirke. At han
dog ikke gik langt, langt op i Fjældet og lagde sig der i Sneen med
sin Sorg og sin Kæfer, langt, langt borte fra det altsammen. -- Men
han kunde ikke, han var som tøjret til den lille, sorte Kirke.
Hvad mon Præsten nu sagde derinde? Han strakte Hovedet frem, som
troede han, han kunde fange Præstens Ord. Det var naturligvis om ham,
han talte. Og det var ham, som hørte han Præstens Stemme.
Thomas, sagde han. Thomas. Thomas. Thomas. Og for hver Gang, han
nævnede Navnet, blev hans Stemme højere og skarpere, og han slog i
Stolen, som han plejede, naar han var vred.
Thomas, sagde han. Thomas har hele Skylden. Thomas er Morderen. Det
er ham, der har myrdet dem begge. Det er ham, ham.
Og hele Menigheden sad andægtig bøjet med Salmebøgerne i Skødet og
lyttede til og nikkede og tænkte. Ja, det er Thomas. Det er ham, og
ingen af os andre.
Han vred sig op imod Væggen.
Var den Præst dog ikke snart færdig. Var det dog ikke snart nok.
Hvorfor skulde han pines saadan.
Og Præsten talte om Elias, talte om hans Enke og de 7 smaa Børn.
Og han talte om den unge Knøs, der var, bleven slæbt med, og som
endnu levede, da Mændene fandt ham bag Stenen.
Og det var Thomas, der havde dræbt dem. Thomas, Thomas.
Atter hørte han Slagene i Prækestolen, og atter saa han de sænkede
Ansigter lude frem over Salmebøgerne. Alle nikkede de og mumlede de:
Thomas, Thomas.
Han greb for sig i Væggens Fjæl for ikke at falde. Sludder og Vrøvl,
han stod jo fuld her ved Gavlen af Huset og kunde umulig høre, hvad
Præsten sagde derinde i Kirken. Han kunde jo ikke høre en Lyd.
Men alligevel. Han saa det hele for sig; saa hele Kirken, saa Præsten
oppe paa Prækestolen. Og Præsten blev ved at tale. Det var, som kunde
han læse hans lønligste Tanker.
Og ikke alene lokkede han dem med ud i Mørket og Regnen. Nej, han
spøgte og lo med dem, saa de glemte, hvor farligt det var, det de
havde indladt sig paa, glemte det og gik Døden i Møde i Stedet for at
vende om, mens det endnu var Tid.
Og saa var han en Pjalt. Da Knøsen blev træt og ikke kunde mere,
standsede Elias for at hjælpe ham. Men Thomas lod, som om han intet
mærkede og gik videre. Han var ræd som en Hund, ræd for dette der
bagved.
Og havde han saa endda været en Mand og var bleven ved med at gaa. Da
havde Elias vel opgivet at slæbe Knøsen med sig alene og var gaaet
med Thomas og var bleven frelst. Og de var kommen til Bygden, Hjælpen
var bleven sendt ud, og ogsaa Knøsen var bleven frelst. Var han bare
vedbleven at gaa.
Havde han bare været saa meget Mand, at han var vedbleven at gaa, da
havde de været frelste begge to. Men han var en Kujon. Han var bange
for dette der bagved. Og alligevel havde han ikke Mod til at gaa
videre, skønt han inderlig godt vidste, at det var det rigtige, det
eneste rigtige.
Og havde han ikke ladet Elias gaa efter Hjælpen, Elias, der var
gammel. -- Og havde han ikke siddet saa længe og maabet bag Stenen og
ventet og ventet. Da havde han i det mindste frelst Knøsen og maaske
ogsaa Elias.
Bare han havde gjort alt muligt andet end netop det, han gjorde, da
havde de alle været i Live. Men nu.
Nu begyndte Sangen atter derinde. Tynd og trist kneb den sig ud af
Kirken og hen imod ham.
Det var, som om Ordene svøbte sig om ham og stirrede ham op i
Ansigtet. Og han kunde skelne Stemmerne i Sangen. De græd imod ham.
De jamrede imod ham, og de truede ham. Og alle skreg de, det er ham,
ham.
Han saa sig frygtsom omkring, om der var nogen, der lurede. Men han
var ene, ene i hele Bygden, alle var jo i Kirken. Saa knyttede han
Næven og rystede den truende mod Kirken.
Ja, de kunde sagtens spotte. De havde let ved at haane ham, som han
stod der hjælpeløs og ene. Men det var ondt gjort, nederdrægtigt
gjort.
Men han skulde hævne sig. Saa sandt han stod her, skulde han hævne
sig. De skulde komme til at fortryde det alle som en.
Grusomt, grusomt vilde han hævne sig. Og han rasede og slog med
knyttet Næve mod Væggen.
Saa gled der et Billede forbi ham. Han saa Elias' Enke, gammel og
forslidt, som han havde mødt hende forleden. Og han saa Knøsens Far,
stiv og alvorlig, ene og ukrænkelig i sin Sorg.
Og de Folk vilde han hævne sig paa. Han vilde hævne sig paa dem, der
havde Retten. Det var jo dem, der skulde hævne sig paa ham.
Og hvorledes vilde han bære sig ad med at hævne sig, Pjalt som han
var. Han kunde drikke, drikke og spekulere sig gal. Det kunde han, og
det var det eneste.
Han krøb sammen bag Hjørnet, medens Følget gled ud af Kirken. En
efter en dukkede de frem af Kirkedøren, alvorlige og sortklædte var
de alle. Og han nævnede dem ved Navn, efterhaanden som de kom.
Saa kom Kisterne, de to Kister, og bagefter Præsten.
Han kunde ikke se dem mere. Men han stod og stirrede frem mod
Kirkegavlen, bag hvilken de var forsvundet ind over Kirkegaarden.
Nu sænkede de Kisterne i Graven, Præsten forrettede Jordpaakastelsen,
og saa vilde de atter dukke frem om Hjørnet og komme lige hen imod
ham.
Han stod og stirrede frem for sig, stirrede og stirrede, kunde ikke
rive sig løs, skønt han ikke for alt i Verden vilde have, at de
skulde finde ham i den Forfatning, han var i. Han maatte se de
Mennesker, maatte se dem i Ansigtet og trodse deres Dom.
Saa drejede den første omkring Kirkegavlen og kom lige frem imod ham.
Det var Præsten. Thomas stod med sænket Hoved og lyttede til
Skridtene, der kom nærmere og nærmere. Han turde ikke se op, og han
kunde ikke røre sig til Flugt. Saa standsede Præsten foran ham.
"Jeg saa dig ikke i Kirken, Thomas. Jeg havde dog ventet at se netop
dig. Du var jo den af os alle, der stod de to nærmest paa det
sidste."
Præsten standsede lidt. Saa lagde han alvorlig til: "Det var jo saa
at sige dig, der hørte deres sidste Suk."
Men Thomas stod stille mod Væggen. Han stod med sænket Hoved og
mumlede ned for sig. Dette havde han ikke tænkt sig. Dette havde han
ikke ventet. Saa mildt Præsten talte; og saa stod han her drukken,
drukken. Aah, han vilde give Resten af sit Liv for at være ædru nu i
dette Øjeblik.
Da strakte Præsten Haanden ud, lagde den paa hans Skulder og bøjede
Hovedet frem imod ham.
"Hvad siger du?" spurgte han.
Men Thomas stod og mumlede som før. Han vilde give sit Liv for at
vide, hvad han vidste nu, og være langt, langt borte.
Da først saa Præsten, at han var drukken. Han trak Haanden til sig,
som havde han brændt den, og veg et Skridt tilbage.
"Du har drukket," sagde han, og det milde gled bort fra hans Ansigt.
"Du er fuld," sagde han. Og Thomas syntes, han hørte Slagene i
Stolen.
"Og det paa saadan en Dag. -- Svin."
Det gav et Sæt i Thomas. Det saa ud, som skulde han synke helt
sammen, som hang han slapt ned over Væggen naglet fast af Præstens
Blik.
Men da rettede hans sammensunkne Skikkelse sig i Vejret med et Sæt.
"Hvorfor kalder du mig Svin?" raabte han. "Lad mig i Fred, siger jeg.
Er det da ikke nok, at jeg har Ligene at slæbe paa; thi Kisterne, I
begravede, var tomme, tomme, siger jeg. Ved I da ikke, skal jeg da
selv sige jer, at det er min Skyld altsammen. At jeg er Morder,
Morder, Morder."
Da gik der som en Lysning over Præstens Ansigt, og hans Øjne mistede
Brodden. Han traadte et Skridt nærmere og strakte atter Haanden ud
mod Skikkelsen foran sig.
Men Thomas veg til Side for ham.
"Med hvad Ret kalder du mig Svin," skreg han. "Med hvad Ret kalder du
mig Svin. Kald mig Morder, om du vil. Men Svin, det taaler jeg ikke.
Hører du. Svin, det taaler jeg ikke."
Aarerne stod spændt og svulne paa hans Pande, hans Ansigt dirrede,
hans Mund savlede, og Stemmen skælvede, saa han knap kunde faa Ordene
frem.
"Gaa, gaa," skreg han.
Og uvilkaarlig veg Præsten tilbage.
"Gaa, gaa," hylede han. Det var, som skulde han styrte om i Krampe.
Da vendte Præsten sig og gik skamfuld bort.
Men da Thomas saa Præstens Ryg, var det ham, som en sort Mur taarnede
sig op foran ham og spærrede hele Verden. Og han strakte Næven ud og
truede den i afmægtig Rasen.
"Svin," hylede han. Og han blev ved: "Svin, Svin."
Saa brast det for ham, han knækkede sammen og sank ned ved Væggen.
Men mens han laa paa Jorden foran Huset, strakte han endnu de
knyttede Næver op mod Begravelsesfolkene, der stod i Kreds omkring
ham. Og han hylede som en rasende:
"Svin I er. Svin I er."
Men Stemmen blev svagere og svagere. Til Slut var den Klynken.
Da bøjede Mændene sig ned over ham, løftede ham op imellem sig og bar
ham ind mellem Husene.
Og han hang imellem dem som et hjælpeløst Barn og tudskraalte, saa
det kunde høres over hele Bygden.
* * * * *
NIELS
Havet laa og krøb som et stort, tungt Dyr. Det glitrede og funklede
fra dets Overflade som fra tusinde Skæl. Og saa langt Øjet rakte,
saas kun Vand, der gled langsomt og lydløst fremad.
Der var ganske stille derude. Nu og da røg en Fisk op gennem
Havfladen. Det var et Blink og et Knæk, saa saas kun Ringen, der
bredte sig længere og længere bort fra Stedet, langsomt vuggende op
og ned. Og saa forsvandt ogsaa den.
Nede i Horisonten tumlede den ene Sky frem efter den anden, utidige
som efter en lang Middagslur. De laa lidt og fik Søvnen gnedet af
Øjnene, saa begyndte de at række og strække sig og kravlede højere og
højere op paa Himlen. Og der øverst oppe laa en stor, tyk Sky, der
slugte dem, efterhaanden som de kom.
Da den store Sky havde spist færdig, var den bleven uformelig tyk;
den bredte og vendte sig, saa den næsten dækkede hele Himlen, lagde
sig rigtig mageligt tilrette deroppe og faldt i Søvn.
Lige under den store Sky laa en Flok smaa Hvaler og drev. De sorte
Hoveder dukkede op ved Siden af hinanden, og ned igen et efter et.
Der var stadigvæk Hoveder, der dukkede op, og Hoveder, der dukkede
ned, og saa nær klemte Hvalerne sig sammen, at deres Sider skrattede
og gned mod hinanden med en underlig tør Knitren som af garvet Læder.
Der var over tusinde Hvaler, baade smaa og store. Der var Hvalmødre
med deres ganske smaa Unger, der ikke var mere end 2 Alen lange, de
holdt sig særlig i Midten af Flokken. Og i Spidsen svømmede en
ældgammel Han paa 12 Alen. Det var den, der førte an, og hele Flokken
fulgte den. Hver Gang den gamle Han fik Hovedet op over Vandet, saa
den ud i Horisonten. Men den var helt ren, der var intet at se uden
Havet, Himlen og den store, tykke Sky. Og med et veltilfreds Snøft
gik den atter paa Hovedet ned i Vandet.
Et Øjeblik gled dens Ryg hen over Havet som et sort Skær, fra hvis
Top Rygfinnen stak til Vejrs som en lang, sort Kniv, saa forsvandt
ogsaa den. Men bag ved var der en Vrimmel af Snuder, der dukkede op
og ned, Rygfinner, der gled fremover ved Siden af hinanden og
forsvandt, og en skrattende, skrabende Lyd af Hvaler, der tørnede
sammen og gned imod hinanden. Og hver Gang et Hoved dukkede op, lød
der et langt, snøftende Pust, og en lille Sky steg til Vejrs og
forenede sig med hundrede andre Smaaskyer, der hang og drev over
Flokken som en Taage.
Det var et myldrende Virvar. Det var, som om Havet kogte i store,
sorte Bobler og pustede og dampede som en stor Gryde.
Det er ingen Sag at gaa i Spidsen og føre an, naar det er sigtbart
Vejr, og intet Land er at se hele Horisonten rundt. Den gamle Hval
følte det som en Leg, og hele Flokken fulgte den, for alle kunde se,
at der ikke var noget at være bange for. Men saa kom Taagen.
Havet blev mørkt og tungsindigt, og Himlen blev ogsaa mørk, og Skyen
deroppe blev ligesom urolig. Og saa blev den gamle Hval ogsaa urolig.
Og den spejdede ud mod Horisonten, hver Gang den kom op. For det var
jo den, der havde Ansvaret for det hele.
Og da saa den, at Synskredsen gled frem over Havet derude og kom
nærmere og nærmere. Og skønt den gamle Hval endnu ikke kunde se
Taagen selv, vidste den, at det var den, der kom.
Kort efter gled Taagen frem over Havet som en dugget Rude, der naaede
fra Horisont til Horisont. Og Ruden kom nærmere og nærmere og blev
større og større. Tilsidst laa Hvalerne midt i Taagen som under en
Dugklokke, der blev mindre og mindre og tættere og tættere.
Der er ingen, der kan lide Taagen, ikke engang Havet og Skyen, og de
er dog dens nærmeste Familie til begge Sider. Skyen vender sig om paa
Ryggen og glor lige op i Himlen, og Havet bliver endnu mere
sørgmodigt og indesluttet, end det er i Forvejen, for Taagen er saa
klam og trist.
Den gamle Han, der førte an, lod først som ingenting og svømmede
roligt videre gennem Taagen, for den vidste jo, at der var frit Hav
forude. Men Flokken bagved blev urolig. Hvalerne begyndte at dukke op
og ned paa Kryds og tværs i alle Retninger og at puste ængsteligt.
Men Taagen blev tættere og tættere. Og da der var gaaet en Tid,
mindskede den gamle Hval Farten. Det var slet ikke dens Hensigt at
gøre det. Den vidste godt, det var klogest, hvis den vilde holde
sammen paa Flokken bagved, at svømme løs og lade som ingenting. Men
det kom lidt efter lidt ganske af sig selv. Og saa blev Flokken
bagved endnu mere urolig.
Den gamle Hval dukkede op og ned og pustede voldsomt og lod, som om
den skød en vældig Fart. Men den blev næsten paa samme Sted, for den
vidste ikke sine levende Raad.
Det var endt med, at den helt var gaaet i Staa. Men saa mærkede den,
at de yngre Hanner, der gik ved Siden af den, begyndte at smaaknubse
hinanden og at stikke Hovederne sammen. Og den tog sig sammen og gik
fremefter paa maa og faa, men saa langsomt, som den paa nogen Maade
kunde være bekendt.
Den gloede lige ind i Taagen med sine halvblinde Øjne, der ikke saa
andet end graat i graat, snøftede besindigt og med Værdighed og lod,
som om den var helt rolig og kendte Vejen, skønt den var meget nervøs
og ikke anede det mindste. Og det var, som om Flokken bagved blev
roligere og atter fulgte efter saa nær som muligt i dens Kølvand.
Saaledes gik det fremefter i Taagen, Time efter Time. Og jo længere
Tid der gik, jo hurtigere gik den gamle Hval fremefter, og jo
roligere fulgte Flokken efter. For det gik jo godt, og naar det bare
gaar godt, kan man vænne sig til alting, ogsaa til Taage.
Da var det, at en af de yngre Hanner, der svømmede ved Siden af den
gamle, der førte an, saa en lang, sort Skygge glide forbi gennem
Taagen forude. Men inden den fik set sig rigtig for, var Skyggen
atter væk.
Den spekulerede lidt over Skyggen, den havde set, dukkede ned og op
igen og atter ned og atter op. Saa vendte den brat af tilhøjre og gik
tilbage. Og en Del af Flokken fulgte den, for selv om den ikke var
den ældste Han, saa var den dog heller ingen Aarsunge. Og der var
dem, der mente, at den gamle maaske alligevel var for gammel.
Den gamle Hval lod, som om den ikke mærkede noget og fortsatte roligt
sin Kurs. Og den største Del af Flokken fulgte den.
Men havde den været oppe i rette Tid og set den sorte Skygge glide
forbi forude, havde den betænkt sig, for det var en Baad, der havde
hentet Doktoren og nu var paa Vej over Fjorden.
Doktoren laa tilbagelænet i Bagstavnen. Og da han ikke havde andet at
bestille, laa han og saa ud over Fjorden ind i Taagen, thi det var
Grindevejr og netop den rigtige Aarstid. Da løftede Taagen sig et
Øjeblik, og inde under den saa han Hvalhovederne dukke op og ned.
"Grind!" raabte han.
Men Taagen sænkede sig atter. Og da Folkene i Baaden drejede
Hovederne og saa efter, var der ingenting at se. Saa tænkte de, at
Doktoren var et godt Fæ, men højt sagde de, at det havde været en
Kastevind. Og det hjalp ikke, at Doktoren skældte og bandede. De
gloede bare haardnakket op i Taagen over hans Hoved og trak til paa
Aarerne, for den syge ventede; og var der Grind, var de vel Mænd for
at se den.
Lidt efter passerede Hvalerne en Baad, der laa og fiskede ud for
Land; dens mørke Omrids gled tæt forbi Flokken og forsvandt atter i
Taagen.
Alle Hvalerne saa den Baad, og de blev nu for Alvor urolige. De
pustede ængsteligt og dukkede op og ned i alle Retninger, medens de
spredte sig mer og mer ud til Siderne. Men den gamle Hval fortsatte
sin Kurs lige fremefter, for den vidste ikke, til hvad Side den
skulde vende sig.
Saaledes laa Flokken en Tid og drev, mens den spredtes mere og mere.
Saa kom der Liv i den, og den gik atter fremefter; thi Fiskerne i
Baaden havde set Hvalerne, da de passerede forbi, var roet efter dem
og drev dem nu fremad med Raab og Stenkast. Og Larmen voxede og
voxede, thi andre Fiskerbaade kom til, og der blev fler og fler.
Taagen lettede, saa man kunde se ud over Havet. Til begge Sider saas
Land som en mørk, utydelig Skygge, der tabte sig forude i Taagen. Og
inde ved Strandkanten blussede Baalene frem, det ene efter det andet,
og spredte Budskabet om Grinden fra Bygd til Bygd, fra Ø til Ø.
Taagen lettede mer og mer. Havet laa som en mørk Flade afgrænset af
sorte Fjældsider, og Taagen klumpede sig sammen og rullede op ad
Fjældene som tykke, graa Skyer. Baad efter Baad stødte fra Land paa
begge Sider af Fjorden og sluttede sig til Baadeflokken, der langsomt
drev af Sted op gennem Fjorden med Hvalerne.
Og Hvalerne lod sig drive som en Flok Faar. Den gamle Hval var stadig
forrest, men den førte ikke længer an. Den sansede intet, den havde
lukket Øjnene og lod sig støde og puffe af Sted af Flokken bagved.
Men nu var det heller ikke længer den, der havde Ansvaret. -- -- --
--
* * * * *
Et Hoved dukkede frem over Æggen og spejdede ned, saa svang en høj,
kraftig bygget Karl sig ud over Fjældet. Et Øjeblik hang hans Legeme
ned over Fjældvæggen, saa fandt hans Fod Støtte paa en fremspringende
Knold, han satte fra med Hænder og Fødder og faldt ned paa den smalle
Skraaning nedenunder. Det var et dybt Fald; men saa smidigt og blødt
faldt han, at Faaret nedenunder intet mærkede. Niels trak forsigtigt
Lemmerne op under sig og stirrede ned.
Fire Alen under ham stod et Faar og græssede paa en Afsats, der saa
ud, som om den svævede i Luften. En halv Snes Favne længere nede kom
Fjældvæggen atter til Syne som en stejl Skraaning, der skød sig frem
og tegnede sig med takket graa Profil mod Havet, der laa og blinkede
400 Fod længere nede.
Niels laa og stirrede paa Faaret, og han følte, hvorledes hans Lemmer
spændtes som Staalfjedre. Om han vovede Springet derned og kastede
sig over Faaret, vilde hans venstre Fod kunne finde Støtte mod den
store, fremspringende Sten yderst paa Afsatsen, den saa ud, som den
var sikker nok.
Men hvorfor! hvorfor vilde han gøre det? Hvorfor vilde han kaste sig
over Faaret dernede og støde Kniven i Struben paa det. Det var jo
meningsløst Vanvid. Det var atter at give efter for de vilde Drifter,
der vilde rive ham med sig i Afgrunden. Han, en rig Mands Søn, ligge
her og stjæle Faar. Nej, han vilde ikke, han vilde ikke give efter.
I samme Nu, han havde fattet denne Beslutning, slappedes hans Lemmer,
og han blev grebet af en knugende Kraftløshed. Han følte, at han ikke
var i Stand til at røre en Fod eller rejse sig, hans Hjærne blev
uklar, det var, som skulde han svimle ud over Afgrunden. Han smed sig
over Stenen, hans Hænder knugede om den. Nej, han vilde ikke give
sig.
Med lukkede Øjne laa han og stønnede over Stenen. At han ogsaa altid
blev grebet af dette Vanvid, der lammede og knugede ham, til han gav
efter. Men i Dag vilde han ikke lade sig hundse af meningsløse
Drifter.
Længe laa han over Stenen og stred: Tyv! skældte han sig selv,
Morder! Hund! -- Men det hjalp ikke. Gid han kunde rejse sig og
kravle op igen, hvorfra han kom; men han kunde ikke røre sig, evnede
det ikke. Og skønt hans Øjne var lukkede, traadte Faaret dernede
pludselig ganske klart og skarpt frem for hans Blik. Ja, han syntes
endog, han kunde høre det bevæge sig og slide i Græsset.
Selvfølgelig var det Indbildning, maaske havde det hørt ham og var
flygtet.
I samme Nu laa han bøjet ud over Fjældet og stirrede ned. Hans Legeme
var atter spændt, og hans Hjærne klar. Han maatte lægge voldelig
Haand paa sin Vilje for at hindre Springet.
Atter lukkede han Øjnene og knugede Hænderne om Stenen i stille Kamp.
Atter følte han Kraftløsheden fra før falde over sig, atter blev hans
Hjærne sløv og uklar. Han følte Fjældet svingle og glide under sig, i
næste Nu styrtede han i Afgrunden. -- Da følte han, at det ikke
nyttede at stride imod. Han maatte give efter denne ene Gang endnu;
men det skulde ogsaa blive den sidste.
I samme Nu fløj han gennem Luften ned paa Afsatsen. Hans venstre Fod
traf rigtig Stenen, og med sin fulde Vægt faldt han over Faaret og
væltede det. Et Øjeblik kæmpede det under ham, saa fik han Kniven
frem og jog den i Dyrets Hals.
Blodet rislede ud over Stenene. Der gik et Par Kuldegysninger gennem
Faaret, dets Legeme knugedes sammen under ham, Øjnene brast; det var
dødt.
Længe laa Niels over det døde Faar og stirrede ned i Havet der dybt,
dybt nede. Hans Hjærne og hans Legeme var saa slappet efter Springet
og den korte Kamp med Faaret, at han helt havde glemt det, der var
sket. Først da hans Fod begyndte at smerte, vaagnede han af sin Døs.
Han rejste sig og stirrede ned paa Faaret, der laa dødt for hans
Fødder med brustne Øjne og Kniven gennem Struben.
Aah Herregud! saa var det dog sandt, at han var sprunget herned og
havde dræbt det, sandt, at han havde givet efter igen, havde stjaalet
igen. Hans Øjne blev fugtige, mens han stod og stirrede ned paa det
dræbte Faar. Aah Herregud, hvor var det dog sørgeligt alt, alt
sammen.
Men Død og Pine. Det gjaldt nok om at komme herfra med Faaret i en
Fart og faa det skjult.