hende. Men hun saa intet, sansede intet, før hun hørte det knirke og
smaasnakke under sine Fødder. Da løftede hun Hovedet og saa Sneen
lysne mellem de smaa, tjærede Huse. Hun kendte Vejen, vidste, at hun
gik hjemad.
Og hun brast i Graad. -- -- -- -- -- --
Maden var spist, Tønderne var tomme. Brylluppet var slut.
Det var slut med Dansen, der havde varet uafbrudt tre Nætter i Træk
fra tidlig Aften til sen Morgen. Det var slut med Lammestegen og
Skinsakjøtet, og det var slut med de 120 Potter Brændevin, de 60
Potter Rom og de 40 Potter Cognac.
Det var tredje Dags Morgen efter Brylluppet. Det var raakoldt og
taaget. Sneen laa snavset og halvsmeltet gennem Bygden, over Markerne
og op over Fjældet. Og en svag Blæst strøg fra Fjorden ind over Øen,
rullende træge, dorske Bølger foran sig ind over Strandens Sten og
Rev. Himlen var graa og snavset, og Fjorden lignede en dyndet
Landevej med opkørte Hjulspor.
Bygden laa snavset og tavs midt i Sølet og Taagen og lignede
en eneste stor Mødding, og den var som uddød. Kun nede ved
Landingsstedet var der Folk. Mænd, Kvinder og enkelte Børn. Kvinderne
var byltrede ind i Tæpper og Kaaber, saa man daarligt kunde se, hvad
der var op og ned paa dem. Mændene var træge og tavse med blege
Ansigter, vildt Skæg og rødrandede Øjne. De havde endnu ikke faaet
Bryllupsglæden sovet ud.
Baadene blev gjorte i Stand, sat i Vandet og bemandede. Saa krøb de
fra Land med tunge, trætte Aaretag. Det var Bryllupsgæsterne, der tog
hjem.
Kun nogle faa Folk var kommen ned til Stranden for at se paa
Afrejsen, de stod forvaagede og harkede og spyttede sejgt og skuttede
sig i Morgenluften og saa paa, hvorledes det tyndede ud i Baadene ved
Stranden.
Saa stødte den sidste Baad fra Land og gled langsomt udefter. Da den
var kommen lidt ud, standsede den, og Mændene hvilede paa Aarerne.
Da rejste en ung Mand sig ude i Baaden, strøg Huen af og svang den
mod Land og raabte Hurra. Men det klang svagt og stygt i Taagen,
syntes han, og han stod lidt og saa tankefuld ind mod Land. Der stod
en høj, ranglet Skikkelse derinde og svingede med de lange Arme og
raabte Hurra, og svingede og raabte og blev ved. -- Det var Idioten.
"Det var en grim Afskedshilsen og et stygt Minde," sagde den unge
Mand og saa alvorligt paa Thomas, idet han lod sig falde tilbage paa
Toften ved Siden af ham.
"Hæ, stygt Minde," vrængede Thomas foragteligt. Hans Stemme var saa
rusten som et gammelt Spiger, og hans røde Skæg strittede som Piggene
paa et sindssygt Pindsvin. "Stygt Minde, stygt Minde. Jeg gad se det
Minde, der ikke er stygt, naar man haler det frem paa en saadan
Morgen og ser det rigtig efter i Sømmene. -- Ræk os Flasken, Elias."
Men Elias tog Flasken fra Munden og sukkede.
Det var det sidste, der var igen af de 120 Potter Brændevin, de 60
Potter Rom og de 40 Potter Cognac.
* * * * *
MAGTESLØS
Det var hen i Oktober. Vinteren var kommen vadende nordfra over Havet
med en bidende skarp Nordenvind i Ryggen. Oppe paa Fjældene havde den
bredt sit nye, hvide Snelagen hen over Toppe og Tinder. Nu laa den
deroppe paa de haarde Bolstre og lurede, parat til at slaa ned over
Dale og Bygder som en Rovfugl.
Nede i Bygden var man utryg. Man kunde føle dens stirrende, graa Øjne
og dens kolde Aande, der stivnede Jorden og gennemisnede Folk og Fæ.
Saa slog Vejret pludselig om. Det begyndte at blæse fra Syd.
I tre Dage blæste det mere og mere op. Havet rejste sig i Fraade og
larmede og buldrede mod Klipperne. Husene rystede, som skulde de
styrte sammen. Stormen sled i Fjældene, som vilde den rive dem op med
Rode. Og Søvand og Regn piskede ind over Land.
Tredje Dags Aften lagde Stormen sig. Og fjerde Dags Morgen var det
blikstille. Og Havet laa som et skinnende, blankt Spejl.
Luften var atter lun og fugtig. Stormen havde jaget Vinteren langt
nordpaa ud i Havet, og oppe fra Fjældtoppene hang dens nye, hvide
Lagen, forjasket og sønderrevet, i Laser ned over Fjældsiden. Det var
atter Sommer.
Den Dag kom der mange Bygdefolk roende ind til Øgruppens Hovedstad
med Faar, thi det var lige i Slagtetiden. Men de Folk, der først
skulde op i Fjældet og fange Faarene, kom ikke afsted den Dag. De
maatte vente til den næste.
Femte Dags Morgen drog 6 Mænd afsted fra en af de nærmeste Bygder med
Slagtefaar. Vejret var endnu smukt, og Søen rolig; men Himlen var
overtrukken, og Barometret faldt. Derfor gik de ikke Søvejen til
Hovedbygden, men nøjedes med at ro den halve Mil over Fjorden, trække
Baaden paa Land ved Bygden her og gaa Resten af Vejen til Fods.
Først hen paa Eftermiddagen havde de faaet deres Ærinder forrettede
og begyndte Hjemturen. Det var allerede ved at mørkne, Himlen var
sort, og det var begyndt at blæse fra Nord.
Blæsten tog jævnt til, og da de var kommen halvvejs til Bygden, hvor
de havde Baaden, begyndte det at regne.
Det var ikke en Bygeregn, der begynder voldsomt og pludseligt med
store, tunge Draaber for at ophøre lige saa pludselig, som den er
begyndt. Det var en Regn af dem, der begynder fra en bælgmørk
Himmel, der hele Dagen har trukket sammen og fortættet sig, en Regn,
der begynder ganske smaat med smaa, fine Draaber, og langsomt og
sindigt bliver stærkere og stærkere, tættere og tættere, og som
bliver ved og bliver ved at pøle ned, til man til Slut ikke sanser
Forskel paa Himmel og Jord.
Og samtidig med at Regnen tog til, blev Blæsten stærkere og stærkere.
Det var en Blæst med gode Lunger. Roligt og besindigt øgede den sin
Styrke, stadig blæsende fra samme Kant uden at puste og uden at gøre
et Sidespring. Det var en Blæst af dem, der ved, hvad de vil, og som
kan vare og stige i dagevis.
Sligt Vejr er farligt, især naar Vinteren staar bag og følger det i
Hælene.
Da de 6 Mænd kom til Bygden, hvor de havde deres Baad staaende,
var de drivvaade. Og Søen var allerede nu for oprørt til, at de
turde vove sig ud i Baad. De kom ind til Bonden og fik sig en
Hjærtestyrkning, Mad havde de ikke smagt hele Dagen. Og saa holdt de
Raad.
Der blev talt baade frem og tilbage, Konerne sad derhjemme og ventede
paa dem og vilde sikkert blive urolige, hvis de ikke kom. Klokken var
endnu ikke mere, end at de kunde naa hjem til Aften. Og den to Mil
lange Vej ind omkring det inderste af Fjorden kendte de paa deres
Fingre, den var de gaaet mange Gange, og den kunde under heldige
Omstændigheder gaas paa et Par Timer. Og skulde den ogsaa tage 3
Timer, saa vilde de alligevel naa hjem i ordentlig Tid.
Paa den anden Side var det et slemt Vejr. Blæsten tog stadig til og
Regnen ligesaa. Men en Smule Blæst var jo for intet at regne, sligt
var man vant til heroppe. Og med Hensyn til Regnen, saa var de heller
ikke ukendt med den, og gennemblødte var de i Forvejen, saa det var
rent umuligt at blive vaadere. Desuden ventede der dem tørt Tøj
derhjemme. Og Varmen skulde de nok kunne holde, saa længe de gik.
Saa var der ogsaa det, at Bonden her i Bygden, thi der var kun en
Bonde og en Bondegaard i hele Bygden, større var den ikke, daarligt
nok kunde huse de 6 Mænd. Det kunde jo endda gaa, thi de Folk var
ikke kræsne med et Nattelogi; men alligevel, rarest var det jo at
komme hjem til sit eget.
De sad paa Bænken langs Væggen i Røgstuen og drøftede Sagen. Vandet
drev af dem i stride Strømme, saa Katten og Hønsene krøb ind under
Komfuret og gemte sig. Bonden var gæstfri, som alle Bønder, han vilde
gerne huse dem alle. Men Resultatet af Raadslagningen blev, at de tre
bestemte sig til at blive og de tre til at gaa.
Bonden vilde endelig traktere dem, inden de gik. Men nu, da de havde
besluttet sig til at gaa, gjaldt det at komme afsted saa hurtigt som
muligt. Desuden kunde de jo sagtens gaa de Par Timer til, naar de nu
havde gaaet hele Dagen uden at spise.
De tre besindige, der havde besluttet sig til at blive, forsøgte at
overtale dem, men de vilde ikke høre noget, havde bare travlt med at
komme afsted; og de var ikke fri for at smaaskose de tre, der ikke
vilde med. Saa gik de ud i Regnen og Mørket.
Paa Færøerne har man ikke Landeveje. Dels er der ingen Penge til at
anskaffe dem for, dels er det klippefulde og stejle Terræn ikke egnet
til Vejanlæg. En smal Fodsti, der ofte aldeles forsvinder, saa Vejen
kun markeres af en Række Stendynger, Varder, paa de højereliggende
Punkter, saaledes ser en færøisk Vej ud.
Vejen mellem de to Bygder ind om Fjorden befærdes kun af Folk fra
Bygderne og endda kun, naar Fjorden ikke er sejlbar, og nogen særlig
afmærket Vej findes derfor slet ikke.
Da de tre Mænd var kommen ud af Indmarken omkring Gaarden og ud i
den uopdyrkede Hauge, gik de afsted i Gaasegang. Regnen strømmede
ned med uformindsket Voldsomhed, og Stormen tog stadig til. Deres
gennemblødte Klæder ydede dem ingen Beskærmelse mod Regnen og
Stormen. Men de var glade og ved frisk Mod, de skulde jo vise, hvad
de duede til, at de ikke var af den Slags, der lod sig holde tilbage
af slig en Smule Vejr.
Samtalen var munter og spækket med Spottegloser over de tre, der var
bleven tilbage. Lidt efter lidt døde den dog hen. Og de gik tavse
fremad.
Man hørte kun Stormens Hvin mellem Klipperne, Regnens plaskende Slag
mod Stenene og den svuppende, sivende Lyd af de gaaendes Trin i det
opblødte Dynd.
Den unge Knøs gik efter de andre med ludende Hoved.
Han havde siddet og befundet sig saa vel inde i den varme Røgstue,
saa vel, at han syntes, at Vejen var ingenting. Han havde hjulpet de
to andre med at spotte de tre, der vilde blive tilbage. Og han havde
smilt og storleet ad deres alvorlige Ansigtet og betænkelige Miner.
Hvad var den Stump Vej vel værd at tale om.
Men da han rejste sig fra Bænken, og da Døren aabnede sig foran ham,
og Mørket og Regnen slog ham i Møde, havde han følt, at han var træt.
Han havde let Trætheden bort og spottet dem, der var bleven tilbage.
Men Mørket og Regnen slog ham paa Munden, til han tav.
-- Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med. -- Var det nu ikke
galt alligevel, at jeg gik med.
Den Tanke havde bidt sig fast i ham og var bleven som en Melodi, han
gik efter.
-- Var det nu ikke galt alligevel, at jeg gik med. -- Var det nu ikke
galt alligevel, at jeg gik med.
Men nu var det jo for sent. Han havde været med til at le ad de
andre, der blev tilbage, havde spottet sin Far og Bror, da de gjorde
ham Forestillinger om det urigtige i at gaa. Nu kunde han ikke opgive
det.
-- Hvis jeg nu kalder paa de andre, og de standser, vender sig om og
ser paa mig, og jeg kommer hen til dem og siger: "Nej, det var
alligevel dumt at gaa, nu vender jeg om og gaar tilbage." -- Hvor vil
da Spottegloserne regne ned over mig. Og naar jeg saa tier stille og
ikke svarer dem imod, da vil de efterhaanden holde op med at spotte
og bare staa tavse og se paa mig, og se, at jeg er mindre, end de
troede. Og tilsidst vil det saa komme langsomt og alvorligt, som naar
Voksne raader et Barn, der ikke formaar at raade sig selv: "Ja, saa
maa du jo hellere gaa tilbage til din Far og din Bror."
Og saa. -- Ja saa var han mærket for Resten af sit Liv, kunde aldrig
blive Mand som de andre. Altid vilde de spotte ham med det. Og naar
de ikke nænned at spotte ham, vilde det være endnu værre.
Nej, nej. Det kunde han ikke. Han havde tænkt sig dette som en
Bedrift, som en Udmærkelse. Skulde det nu blive til en Skamplet, der
altid vilde klæbe ved ham.
Hvor roligt de gik der foran uden saa meget som at vende sig om og se
efter ham. De var sikre paa, at han kunde gaa med. De anede ikke,
hvad det var for Tanker, han gik med. De anede ikke, ingen anede, at
han var saadan en Svækling, saadan en Pjalt.
Og de tre, der nu sad tilbage i Bondens varme, lune Røgstue og talte
om dem, der gik afsted gennem Mørket og Regnen. Hvor vilde de ikke se
paa ham, hvis Døren gik op, og han traadte ind i Stuen. De vilde
smile til ham og sige, at han havde baaret sig fornuftigt ad. Men
hvordan vilde de ikke se paa ham. Pjalt, Pjalt. Nej, nej. Han maatte
holde ud, nu han var begyndt.
-- Men det var dumt, du gik med. Det var dumt, du gik med.
Takten vedblev at dunke i hans Hoved, vedblev at gentage og gentage
det, ikke heftigt, men lavmælt og roligt, som den taler, der ved, han
har Ret.
Han kunde være bleven tilbage hos de andre. -- Men nu.
Det var dumt, du gik med. Det var dumt, du gik med.
Saa opdagede han, at han var ved at sakke agterud.
"Herregud, hvor de dog gik hurtigt."
Han skottede op mod Himlen, der gabede imod ham som en sort, bundløs
Afgrund, blev ængstelig og gik hurtigere til for at indhente de
andre.
Det kneb. Han snublede over et Utal af Sten og i en Mangfoldighed af
Huller. Men han naaede dog op bag ved dem, og han kunde lige holde
sin Plads.
-- Det gaar jo godt, det gaar jo godt, det gaar jo godt, det gaar jo
godt.
Det var Løgn, men der var alligevel en Slags Trøst i de Ord. Og det
var, som om det gik bedre efter den Melodi.
Da de passerede Elven inderst inde i Fjorden, vidste han ikke, hvor
Fødderne traadte. Og hver Gang der kom et stærkt Vindstød buldrende
imod dem, stod han stille og svajede som et Siv. Men endnu tyggede
hans Hjærne i Takt med Fodslagene paa de samme Ord.
-- Det gaar jo godt. Det gaar jo godt.
Det var nu bælgmørkt. Der var ikke Menneskebolig i Mils Omkreds. Og
der var ikke det svageste Lys at se hverken paa Jord eller Himmel. De
kunde knap skimte deres egne Fødder i Mørket. Men stadig gik det
fremad mod Storm og Regn.
Væden drev dem ned over Ansigt og Krop i en uafbrudt rindende Strøm.
Og Stormen gennemisnede dem til Marven, thi det blev koldere og
koldere. Det var som at kæmpe sig frem paa Bunden af en Elv,
foroverbøjet og snappende efter Vejret.
-- Det gaar jo godt. Det gaar jo godt.
Han tumlede frem over Stenene, snart til højre og snart til venstre,
kastet hid og did af Stormen og Vejens Ujævnheder.
Han hørte en af Mændene sige "halvvejs". Der var ellers ikke mælet et
Ord i lange Tider. Han forsøgte at stramme sig op med den Tanke, at
der nu kun var Halvvejen tilbage. Men det gik ikke. Han var træt,
dødtræt.
Han mærkede, han sakkede mer og mer bagud. Men han kunde ikke hjælpe
det. Saa hørte han den forreste standse.
"Han kan ikke vinde med," hørte han ham sige. Den anden mumlede i
Skæget og gik nogle Skridt videre. Saa standsede han ogsaa ligesom
modvillig.
Han gik fremad imod dem, forsøgte at gaa fast og jævnt.
"Er du træt?" spurgte den første.
"Næ," svarede han. Han vilde have sagt nej; men Ordet trak sig saa
underlig langt i Halsen paa ham.
"Kom saa afsted. Vi kan ikke staa stille her." Og saa gik det atter
fremad mod Storm, Regn og Mørke. Men langsommere.
-- At du alligevel ikke vendte om, tænkte han. Men nu er det for
sent, nu er det altsammen for sent.
Det lysnede i Mørket under dem. De passerede en Elv, der styrtede sig
fraadende ned over Fjældsiden med et rasende, uafbrudt Brøl. Saa gik
det atter ind gennem Mørket.
-- Hvis de nu gaar fra dig. Hvad saa. Hvad saa. -- Men det gør de
ikke. Nej, det kan de ikke gøre.
Der kom et Vindstød og pressede ham for Brystet, saa han vaklede og
væltede over mod en Klippeblok. Han maatte holde sig fast med begge
Hænder for ikke at falde. Der stod han.
De andre standsede forude og talte lidt sammen. Saa kom den ene hen
til ham.
"Du er træt?"
"Ja."
"Kan du ikke mer?"
"Nej."
"Lad mig hjælpe dig. -- Tag ved hans anden Arm," føjede han til til
den anden, der nu ogsaa var kommen hen til dem.
-- Nu maa du holde ud. Nu gælder det. Nu maa du holde ud.
Han vaklede afsted hængende mellem de to Mænd og blev ved at gentage
det for sig selv.
-- Nu maa du holde ud. Nu maa du holde ud.
Men Tanken havde ingen Kraft. Og han kunde ikke holde den fast.
-- Bare der var et Lys at gaa efter, tænkte han. Men der var kun
Mørke, Mørke.
Og da var det med et, som om Mørket kastede sig over ham og tyngede
ham til Jorden, ned i Mørket.
Saa hørte han en Stemme over sig:
"Kom nu op."
Der var en sær haard Klang i Stemmen. Og han kom op.
"Kom saa."
Og atter slæbte de afsted med ham gennem Mørket.
Han vaklede frem med lukkede Øjne som en Søvngænger. Nu og da
svigtede Bevidstheden ham, saa blev han trukket og puffet afsted.
Der kom et Vindstød farende og standsede dem alle tre. Det varede
længe, inden de kom i Gang igen.
-- Det nytter ikke. Det nytter ikke. Herregud, at de ikke kunde se,
at det ikke nyttede.
Og ligesom paa Trods lod han sig falde. De kunde ikke holde ham
oppe, og han faldt forover imellem dem med Ansigtet mod Jorden.
"Hvad er nu det for Kunster. Kom nu op."
Men han rørte sig ikke; bare hvile, hvile.
De tog fat i ham og forsøgte at stille ham paa Benene. Men Benene gav
efter og kunde ikke bære ham. Saa lod de ham synke tilbage igen.
-- Hvis de nu gaar, tænkte han. Men han følte intet ved Tanken og gad
ikke engang aabne Øjnene for at se, om de allerede var gaaet.
Mændene stod et Par Skridt derfra og talte sammen. Det var bleven en
alvorlig Historie, dette her. Saa kom de tilbage.
"Kom nu op; nu gaar vi."
Og de begyndte atter at bakse med ham, men det nyttede intet.
Bare de vilde lade ham i Fred. Det nyttede jo ikke.
"Vi kan ikke lade ham ligge her og dø som et andet Stykke Kvæg. --
Hvad gør vi nu?"
"Ja, hvad gør vi nu?"
De stod lidt og overvejede. Regnen pølede ned over dem, og Stormen
rev og sled i deres Klæder.
"Vi maa sætte ham op bag en Sten. Saa bliver du hos ham, mens jeg
gaar til Bygden efter Hjælp. Der kan kun være en halv Mil igen nu. --
Hvem kunde ogsaa have tænkt sig det."
Saa satte de Knøsen i Læ med Ryggen op ad et Klippestykke. Den ene af
Mændene satte sig ved Siden af ham, og den anden gik afsted mod
Bygden for at hente Hjælp.
Dødtræt var han nu ogsaa bleven og gennemisnet af Regn og Blæst. Han
tumlede afsted gennem Mørket, snublede over Stenene og gled ud i
Dyndet. Det er ikke saa let at gaa, naar man er ene og har Hastværk
og ikke kan se.
Gang paa Gang gled Benene fra ham, og han gik paa Hovedet, undertiden
i Dyndet, undertiden mod en Sten. Men han gik og gik. Vilde den Vej
da aldrig faa Ende?
Saa opdagede han, at han var gaaet vild, gik endnu nogle Skridt
fremad, han vidste ikke mere hvor, snublede over en Sten, styrtede
næsegrus til Jorden og blev liggende.
Vandet, der pilløb ham ned over Nakken, fik ham atter til Bevidsthed,
han kom i Tanker om, at han skulde hente Hjælp, opdagede, at han laa
i Elven, og begyndte at krybe frem paa Hænder og Fødder over de
glatte Sten i Elvens Bund.
Endelig naaede han over Elven og krøb op ad Breddens Skraaning. Men
da han fik Hoved og Bryst op over Diget, for Stormen lige imod ham og
tvang ham atter ned bag Diget. Atter krøb han op. Og med Hovedet og
Brystet blottet for Stormen stirrede han frem i Mørket.
Bag ved ham smaaklukkede og smaanynnede Elven, som var den en flittig
Arbejder, der passede sin Dont og ikke agtede, hvad der ellers
foregik omkring den. Men foran ham fløjtede og peb Stormen hen over
Jorden. Det lød, som om den hylede og græd og lo og skreg. Han kunde
ikke se en Fod frem for sig, saa mørkt var det. Og alligevel. Han
skimtede de sorte Omrids af et Uhyre, der laa der midt i Mørket paa
Spring, strakt hen over Jorden imod ham.
Et Øjeblik blev han liggende paa Hænder og Fødder og stirrede frem
mod Uhyret, der blæste og blæste og truede med at blæse ham om paa
Ryggen. Han kunde nu skimte det mægtige, udspilede Hoved med de
store, tykke Kinder, der hang ud over Marken til begge Sider. Det
gled nærmere og nærmere mod ham og blæste, saa det sved og flaaede i
hans Ansigt og Bryst. Men han holdt sig fortvivlet fast og strittede
imod. Først da Uhyret naaede helt hen til ham og stødte til ham med
sin sorte, klamme Snude, opgav han Kampen, dukkede Hovedet ned bag
Diget og sank tilbage i Elven.
Og medens han laa paa alle fire i det rindende Vand og undrede sig
over, hvorfor Elven havde saa travlt, og hvad det egentlig var, den
vilde fortælle, randt hans Bevidsthed bort med det rindende Vand.
Himlen hang som en vaad Svamp, og Vandet sivede og sivede fra den ned
over Jorden. Stormen buldrede løs oppe mellem Fjældene, for hvinende
og hujende frem mellem Haugens Sten og Klippestykker, greb
Regndraaberne om Livet, rev dem med sig og slyngede dem i Forbifarten
mod Sten og Jordknolde, saa det smeldede og strintede langt bort,
eller tabte dem i Hastværket med smaa Plump i Vandpytterne mellem
Græsset og Mosset.
Alting silede af Væde. Selv Stenene syntes at være fyldt og
overmættet med Regn. Og midt i Mørket og Væden sad en Mand
sammenkrøben bag en Sten med en bevidstløs Knøs ved Siden af sig, og
ventede paa Hjælpen, der skulde komme.
Gennemvaad og forkommen af Kulde og Frygt sad han og ventede og
ventede, medens Vandet sivede ned over ham. Stormen og Regnen for
hærgende frem over Haugen og fyldte Mørket omkring ham med sære,
uhyggelige Lyde. Og medens han sad og stirrede frem for sig og
anstrængte sig for at finde et Holdepunkt derude i Mørket, ved
hvilket han kunde lade sit Blik og sin Tanke hvile, sad han og
kæmpede en afmægtig og haabløs Kamp med en Tanke, der ubønhørlig
trængte paa og vilde frem.
-- Det var jo i Grunden hans Skyld, at det var gaaet, som det var.
Han havde været saa kry paa det. Det var jo ingenting at tale om den
Pjalt Vej. Og han havde skræppet op som en æggesyg Høne og spottet
de andres fornuftige Indvendinger.
-- Men hele Skylden havde han ikke. Nej, nej. Langtfra. De andre
havde stemt i med og hjulpet ham; og saa.
Men det var ham, der havde faaet Ideen. Det var ham, der havde
foreslaaet, at de skulde gaa. Nej, nej. Det kunde ikke nytte at nægte
det. Det var hans Skyld, at de sad her, medens deres Kammerat tumlede
afsted i Mørket, maaske gik vild og tumlede om et Sted oppe i Haugen.
-- Store Gud, om han gik vild, medens han sad her og ventede.
Nej, det var umuligt. Han var altfor godt kendt. Men Knøsen. Hvis
Knøsen nu sad der og døde for ham, inden der kom Hjælp.
Han strakte Haanden ud til Siden og fik fat i en iskold, vaad Haand,
der laa i hans som en død Fisk.
-- Store Gud, om han nu sad og døde for ham. Eller maaske han
allerede var død.
Han følte op over den kraftløse Arm og naaede op til Ansigtet. Det
var vaadt og klamt som Haanden og hang bøjet ned mod Brystet. Han
famlede uroligt omkring i det for at finde et Livstegn. Han kaldte
Knøsen ved Navn, men fik intet Svar. Ikke en Trækning røbede, at hans
Stemme blev hørt.
-- Hvis han nu allerede var død?
Hans Arm stivnede af Skræk, og han rev hastig Haanden til sig.
-- Død. Død.
Han sad og stirrede frem i Mørket, medens Stormen larmede, og Regnen
sivede ned omkring ham.
-- Saadan skulde det gaa. Saadan skulde det være. Og han var Morderen
og sad her ved Siden af ham, han havde myrdet.
-- Hvad var det, rørte han sig? Nej, det var kun Stormen, der ruskede
og sled i Stenen, bag hvilken de sad.
Han lyttede og lyttede. Hvert Øjeblik for han sammen, skræmt af
Stormens Hvin og Regnens Plasken og Siven; troede, det var Knøsen,
der rørte sig, stønnede, sukkede. Til Slut kunde han ikke udholde det
længer, han maatte have Vished.
Han samlede alt sit Mod, lænede sig frem over Knøsen og rørte ved
ham.
Han gøs, da han rørte ved hans Legeme, men han tvang sig til at holde
Haanden presset mod hans Bryst.
-- Var det Indbildning. Nej, Brystet steg og sank, men ganske, ganske
svagt. Gud ske Lov, saa var han da ikke død endnu. Men hvor længe
vilde det vare; hvis Hjælpen ikke snart kom, saa.
Hvor blev den Hjælp dog af. Den kunde have været her for længe siden,
for lang, lang Tid siden. Hvor længe havde han siddet her, sikkert i
Timevis. Men det var jo uforsvarligt at lade ham sidde her og vente
ved Siden af en døende.
Han lyttede. Nej, der hørtes intet andet end Stormen og Regnen. Han
stirrede ud i Mørket, men der var intet Lys at se.
-- Hvor blev dog Hjælpen af, hvor blev dog Hjælpen af. Og hvor det
regnede.
Han strakte atter Haanden ud og rørte ved Knøsens Bryst. Det bevægede
sig endnu op og ned, men svagere end før. Og Lemmerne var vist ved at
stivne.
-- Store Gud, han sidder og dør for mig.
Og han blev pludselig greben af Skræk for at sidde her i Mørket ved
Siden af en døende Mand. Naturmenneskets Rædsel for Døden kom over
ham; og han klynkede som et Barn.
-- Hvad skal jeg dog gøre, hvad skal jeg dog gøre?
Og pludselig blev hans Frygt, at hans Kammerat var gaaet vild i
Mørket, til Vished. Saa klart og pludselig slog Visheden ned over
ham, at det blev lyst i Mørket omkring ham, og han saa tydeligt i
Lyset sin Kammerat ligge næsegrus kastet til Jorden foran sig.
Da rejste han sig og raabte om Hjælp. Raabte og skreg ud i Mørket,
som vilde han sprænge sine Lunger. Og han lyttede og spejdede ud i
Mørket.
Og Haarene paa hans Hoved reiste sig. Han kunde mærke, hvorledes
Knøsen ved hans Fødder ganske langsomt væltede sig over paa Siden og
greb hans Ben og kneb det.
Han skreg.
Og greben af en panisk Rædsel styrtede han afsted, løb, løb ud i
Mørket. Han gled og faldt og han løb til han atter faldt, bare løb og
løb, løb som en gal, løb som for Livet. Han maatte bort, bort.
Da pludselig fortættedes Mørket foran ham, og han løb Panden imod.
Han havde ikke Kræfter til at vige til Siden og løbe videre. Hans
Hænder bare famlede over den glatte Flade og fik fat i en skarp Kant.