som de andre Børn, frydede sig over Solen om Sommeren og over Sneen
om Vinteren. Men han var urimelig bange. Han var bange for det
stejle Fjæld, hvor de andre Børn kravlede rundt og legede Fuglemænd
og gjorde beundringsværdige Forsøg paa at falde ned og knække
Halsen. Og naar selv den allermindste Knægt i Bygden stillede sig i
Positur foran ham med fremskudt Mave, skrævende Ben og Hænderne i
Bukselommerne, blev han imponeret. Og naar Purken tilmed spyttede og
kaldte ham Idiot eller lovede ham Prygl, krummede han Ryggen endnu
mere og luskede bort som en vaad Hund.
Han var bange for Stormen, der buldrede løs oppe i Fjældene, saa det
lød, som om Øen var hul. Og naar den larmede ind gennem Bygden, saa
det hvinede om Hjørnerne og skrattede mod Ruderne, medens Husene
stønnede og vaklede, da rystede han og græd af Skræk. Og han blev
først rolig igen, naar Husene rettede sig, og Stormens Triumfhyl lød
langt ude over Fjorden.
Han frygtede for Brændingen, der kunde ligge i ugevis og rive og
slide i Fjældet med sine store, kladskende Næver. Han var bange for
Hanen, der stod og kroede sig paa Møddingen, og han var bange for
Gasen.
Men han vænnede sig efterhaanden til Frygten, lærte at dukke Hovedet
og gaa af Vejen.
Saa kom han i Skole sammen med de andre Drenge. De andre gik frem i
Kundskab, lærte at skrive og regne og mange andre Ting. Læreren
roste nogle, og dem, han ikke roste, roste Forældrene, og de, som
hverken Læreren eller Forældrene roste, blev rost af andre. Alle de
andre blev rost, men der var aldrig nogen, der roste ham. Men der var
heller ingen Grund til det, for han lærte ikke engang at stave.
Læreren baxede lidt med ham, men det hele Udbytte, han havde af sit
Slid, var, at de andre Børn lo af Idiotens tossede Svar. Saa opgav
han det og lod ham skøtte sig selv.
Han mødte i Skolen hver Dag og fulgte med, saa godt han kunde, men
han var akkurat lige saa dum, naar han gik hjem fra Skolen, som naar
han kom, og saadan gik det Aar efter Aar.
Men Idioten mærkede det ikke, skønt han blev længere og længere og
mere ranglet for hver Dag, der gik. Han sad i Skolen i sit bestemte
Hjørne og tog Del i Undervisningen paa sin Maade. Han lyttede nemlig
spændt til, skønt han ikke forstod et Ord af det hele. Han holdt af
Skolen, thi der var han ikke bange. Og han mente som saa mange andre,
at man blot behøvede at gaa i Skolen for at lære noget.
Men saa kom den Tid, da de skulde konfirmeres.
Det blev en drøj Tid for Idioten; thi der blev rejst det Spørgsmaal,
om han nu ogsaa skulde konfirmeres ligesom de andre.
I Grunden var det jo ingen Nytte til, mente de fleste.
Idioten gik i flere Dage i stor Spænding.
Paa den anden Side var Konfirmationen noget, der hørte sig til. Og da
Præsten ikke havde noget imod at konfirmere ham sammen med alle de
andre, gennemgik han denne Handling med samme Selvfølgelighed, som
han i sin Tid var bleven født, døbt og engang med Tiden vilde dø og
blive begravet.
Men den Strid var ikke gaaet saa sporløst hen over Idiotens Hoved som
saa meget andet. Han havde som saa ofte før følt, at der var noget i
Vejen med ham. Men denne Gang havde han følt, at det var noget
alvorligt.
Han kunde ikke lære noget i Skolen, og han kunde hverken læse eller
skrive, havde de sagt, naar Sagen blev drøftet. Men det vidste han,
var der flere i Bygden, der heller ikke kunde.
Han havde egentlig været bange for, at det var hans Frygtsomhed, det
var galt med. Der følte han Brodden, og den pinte ham. Den var der
imidlertid ingen, der havde talt om. Det var Skolen. Der var noget
ved Skolen, der var galt.
I flere Dage gik han rundt og spekulerede, saa han blev endnu mere
sær, end han var i Forvejen.
Han havde ikke lært noget, sagde de, og han havde dog gaaet i Skolen
som de andre, og naar han kom hjem, havde han siddet bøjet over sine
Bøger ligesom alle de andre. Hvorfor havde han da ikke lært noget?
Og en Aften, han som sædvanlig sad over Bogen og vendte Bladene og
mumlede for sig selv, thi i den sidste Tid havde han hængt meget
over Bøgerne for at indhente det forsømte, saa han kunde blive
konfirmeret, gik det pludselig op for ham, at han ikke lærte noget af
den Bog. Han saa nogle underlige smaa Figurer paa de hvide Blade, men
han lærte intet af dem. Bogen var ikke skrevet for ham.
Da tog han sig sammen for første Gang i sit Liv. Han vilde opdage,
hvori det laa, dette, der ikke var skjult for andre, men som var
skjult for ham alene.
Han stirrede og stirrede paa de kolde, hvide Blade med deres stive
Bogstavrækker, til Bogstaverne til sidst løb sammen til store, sorte
Klatter oppe i Hjærnen paa ham. Men han blev ikke klogere.
"Jesus!" raabte Mo'ren. Hun saa, at der faldt et Par store, tunge
Taarer ned i Bogen. "Det hverken stormer eller blæser. Hvad flæber
han da for?"
Men hun standsede og blev forskrækket, for Knøsen saa op paa hende,
og saadan havde hun aldrig set ham før. Det var ikke hans sædvanlige
bundløse Øjne, det var, som om man kunde skimte noget, der var ved at
dukke frem derinde. Og hun stirrede forbavset paa Knøsen. Det var
næsten, som om han vilde sige noget, noget fornuftigt.
Men Knøsen sagde ingen Ting. Han følte sig saa uendelig hjælpeløs
overfor disse stive, urokkelige Bogstavsrækker og overfor Menneskene
og sig selv.
Han kunde ikke. Nej, han kunde ikke.
Og hans Ansigt faldt ned mod Bogen, og han græd, græd, til han ikke
kunde mere. Og da han endelig holdt op, vidste han ikke, hvorfor han
havde grædt.
Men fra den Dag var han ogsaa bange for Bøger.
Konfirmeret blev han, men ogsaa det var en Skuffelse for ham.
Alle de andre var glade. De blev trykket i Haanden og gjort Stads af.
Men ham var der ingen, der tænkte paa.
Og efter den Tid blev det værre og værre for ham, efterhaanden som
hans Kammerater voxede op og blev Mænd. Han syntes, de voxede fra
ham.
De gik paa Fiskeri med Baadene og kom hjem med dejlige Torsk, og de
gik til Fjælds efter Fugle og Faar med de andre Mænd; men han gik
hjemme i sin egen Tummerum og hentede Vand eller spandt paa
Skotrokken[6], hvis han da kunde faa Lov til det. Endnu var han bange
for Hanen og Gasen, og selv den allermindste Purk i Bygden kunde
imponere ham.
[6] En gammeldags Rok; stammer fra Skotland, deraf Navnet.
Det hjalp ikke, at Kammeraterne nu var borte med Fiskerslupperne hver
Sommer, for de kom altid tilbage igen om Efteraaret, og for hver Gang
var de vigtigere og mere fremmede.
Han saa, hvorledes de sluttede Venskab indbyrdes, men ham var der
ingen, der vilde have at gøre med. Og hver Gang han nærmede sig en
Klynge, der stod og talte sammen, og talte til dem, var det, som om
de allesammen pludselig forandredes, de lo og blinkede til hinanden.
De lo ad alt, hvad han sagde.
Han gik og tossede rundt i Bygden ganske alene, og alting blev mere
og mere fremmed for ham. Naar det var Magsvejr, og Baadene gik ud paa
Fiskeri, stod han nede ved Stranden og ønskede, at han kunde komme
med. Men der var aldrig nogen, der havde tilbudt ham Plads i Baaden,
og han havde ikke selv Mod til at spørge. De vilde naturligvis bare
le ad ham, som de plejede.
Men naar det var ondt Vejr og haard Sø, naar Baadene gik ud, krøb han
sammen hjemme i en Krog, for han turde jo ikke gaa med, hvis der i
Dag var en, der spurgte ham.
Og saa kunde han sidde hjemme i Krogen og mumle og mumle. Og han
kunde le ganske højt, uden at han selv vidste hvoraf. Men han kunde
ogsaa skjule Ansigtet i sine Hænder og græde, græde, fordi han var
Idiot og ikke vidste, hvad det var.
Aarene gik, og hans gamle Kammerater fra Skolen blev pæne, unge Mænd,
der spadserede med Bygdens Piger, hver med sin Pige. Han vilde ogsaa
saa gerne spadsere med en af Pigerne, men Pigerne var bange for ham,
og han var endnu mere bange for dem. Og det blev aldrig til noget.
Tiden gik, og de unge Mænd giftede sig den ene efter den anden. De
byggede Hus, giftede sig og fik Børn. Men han fik ingenting. Da følte
han, som saa ofte før, naar Mændene gik til Fjælds, gik paa
Fuglefangst, eller naar Baadene roede paa Fiskeri, at der var noget,
der gik fra ham. Og saa græd han i sin Krog. Men han fik ikke engang
Lov til at komme med til Brylluppet.
I Aar var han 30 Aar; og i Aar var han kommen med til Bryllup.
Brændevin fik han ikke. Det vilde være at spilde Guds Gaver. Han var
saamænd gal nok i Forvejen. Men endda var han i Feststemning; og han
blev stadig gladere og gladere, jo længere Brylluppet skred frem.
For lidt siden havde gamle Elias klappet ham paa Ryggen og dunket
ham i Maven, hvorpaa han var forsvundet ind i Dansestuen med et vildt
Hyl, og nu kørte han rundt derinde i Klyngen, hylende og skraalende
af fuld Hals og svingende og svajende hid og did og rundt og rundt i
store Kredse som en Skibsmast i ond Sø.
Og Thomas, den Mand i hele Bygden, han frygtede mest, Thomas, med det
strittende, røde Skæg, der formelig stak en i Øjnene, naar man saa
paa det, han havde lige været henne og trykke ham i Haanden. Hans
røde Skæg havde været saa forunderlig blødt, og der var løbet noget,
der lignede Taarer, ud af Øjnene paa ham. Idioten havde ligefrem følt
Medlidenhed med den stærke, dygtige Thomas; han havde snakket godt
for ham, og Thomas, den haarde, energiske Thomas, havde bøjet Hovedet
og nikket og taknemlig trykket hans Haand, og derpaa var han tørnet
først mod den ene og saa mod den anden Dørstolpe. Nu dansede ogsaa
han rundt derinde i Glasstuen[7].
[7] Stadsstuen; den eneste Stue i Huset, der har Vinduer, heraf
Navnet.
Idioten var lige kommen ind med en Spand Vand, der skulde tjene til
Vederkvægelse for Damerne. Spanden havde han stillet fra sig i et
Hjørne af Røgstuen, og nu stod han i Døren ind til Glasstuen. Benene
var lange og ængstelig forvredne, og den øverste Del af hans tynde
Krop ludede fremefter, som om han var knækket flere Steder i
Rygraden. Halsen stak lige fremefter ind i Dansestuen, og det spidse
Hoved hang med et saligt Smil højt oppe over de dansende som en Pære
paa sin Stilk.
I Røgstuen[8] bag ham hang en Lygte og lyste søvnigt oppe under
Hanebjælken; den var for længe siden ked af det hele. Og paa Bænkene
langs Væggen sad de, der havde danset sig træt, og hvilede ud samt
Bygdens ældre Koner, der snakkede og stak Hovederne sammen
kritiserende, hvad der allerede var sket, og drøftende, hvad der mon
fremdeles vilde ske. Men han hørte dem ikke, anede ikke, de var der;
han stirrede bare fremefter ind i Glasstuen, der straalede af mange
Lys.
[8] Dagligstuen, hvor Arnen staar. Et firkantet Hul øverst i Taget
tjener som Vindu og Skorsten.
Stuen var fuld af Mennesker. Alle holdt de hinanden i Hænderne, saa
de dannede en Kæde, en Ring, der slyngede sig ind og ud i de
gaadefuldeste Krumninger og Knuder. Og medens Ringen langsomt
bevægede sig rundt med taktfaste Fodslag, der syntes at skulle
sprænge Vægge og Loft og splintre Gulvet, sang Mændene med Stemmer,
der var hæse og sprukne, thi de havde sunget ustandseligt hele
forrige Nat og Halvdelen af denne.
Luften var tung og giftig af Varme og Sved, men ingen mærkede det. De
røde, blussende Ansigter gled stødvis fremefter i lange Rækker,
hoppende op og ned i Takt med Dansen, Kvindernes alvorlige, næsten
gnavne, Mændenes skinnende og skraalende; men alle var de røde som
nyflaaet Kød, og Vandet drev af dem.
De sang om gæve Kæmper og lede Trolde og Drager. Om Ridderen, der
spændte sit Sværd ved Lænd og satte Hjælmen paa Hovedet. De sang hans
smukke og mandige Afskedsord, inden han drog afsted, sang hvorledes
han listede sig bag paa Dragen for til Slut at fælde den i aaben
Kamp. Og Stemmerne hævede og sænkede sig, og Rækkerne skiftede
Udseende med Sangens Stemning. Snart var Stemmerne dæmpede og dybe,
og Rækkerne skred langsomt og roligt fremefter. Saa kom Kampen med de
djærve Hug og Dragens Hvæsen. Da hævede Stemmerne sig, blev høje og
skingre, og Fistelhylene hven gennem Luften som skarpe Sværd, medens
Rækkerne svingede voldsomt op og ned og frem og tilbage. Mændene
stampede og sparkede, hævede Hænderne i Vejret og svingede dem,
medens de sprang alenhøjt i Vejret. Da kunde man se den gæve Ridder,
høre Kampgnyet, Sværdets Hvin og Dragens Dødsrallen.
Se Thomas og Elias. Se hvor de sneg sig afsted. Nej Elias var bedst,
han næsten krøb henad Gulvet bag paa Dragen med alle Muskler spændt
for i næste Øjeblik at springe op mod Loftet foran Dragen og
forskrække den som en Trold, der har mistet Laaget. Og se hans
Mandighed under Striden og hans Glæde og Sejrsstolthed efter Kampen.
Idioten stod og saa paa alt dette, og hans Ansigt skinnede som en
Sol. Folk puffede og stødte til ham, idet de myldrede ind og ud,
brydende Kæden for at komme ud og hvile sig eller atter træde ind i
Dansen, medens Kæden ustandselig svirrede rundt og rundt. Men han
mærkede intet. Han bare saa og saa, slugte det med Øjnene.
Se Skafferen, der staar dækket bag Kakkelovnen og skænker Brændevin i
et Ølglas. De dansende, der kommer forbi, drejer kun Hovedet om imod
ham, saa holder han Glasset til deres Læber og følger med, til de har
drukket færdig. Og se Hullet i Rækken histovre. Nej, det er intet Hul
alligevel. Det er to smaa Praase, der er kommen med i Rækken og nu
følger de dansendes Bevægelser med aarvaagne Øjne og gør Trinene
efter.
Nu er de færdig med Kæmpevisens hundrede og nogle og tredive Vers.
Langsomt standser Dansen, Kæden brydes, og de dansende samler sig i
Smaaklynger rundt i Stuen. Saa begynder en høj Fistelstemme henne i
et Hjørne paa en ny Vise. Klyngerne spredes til Kæder, der vugger
frem og tilbage og søger efter Takten. Men Kæderne sluttes sammen,
Takten lyder igennem; og atter maler Kredsen rundt, medens Takten
langsomt stiger til Drøn, en stadig rullende Torden.
En, to, tre-fire. -- En, to, tre-fire --.
Aldrig havde Idioten været saa glad som denne Nat. Alle disse Mænd,
som han aldrig før havde kendt, dem kendte han nu. Hvor forstod han
ikke deres Glæde, deres Hyl, deres Hop og deres Sorg. Han kendte
Elias, han kendte Thomas og Johannes. Nu først, nu kendte han dem. De
Folk der maatte han kunde tale med, tale til Fornuft. Nu var Tiden
kommen, hans Tid. Nu vilde de forstaa ham.
Han følte, hvorledes Modet, der saa længe havde været stængt inde i
hans Bryst, brød alle Skranker og vilde frem. Nu. Nu skulde det være.
Han styrtede ind blandt de dansende, brød Rækkerne og arbejdede sig
frem til Midten af Stuen.
Dansen standsede, thi hans Arme, der svingede omkring ham som
Møllevinger, tvang Folk tilbage.
Og han for rundt i Kredsen og fægtede med Armene. Godmodig trak de
dansende sig tilbage, til de stod i en tæt Kreds langs Stuens Væg.
Kredsen blev tættere og tættere, thi Folk strømmede til gennem Døren.
Og alle smilte de forventningsfuldt.
Da var det, mens han stod midt i Kredsen og stirrede rundt paa alle
de smilende Ansigter, at han blev forvirret og standsede. Han havde
glemt sin lyse Ide; han havde glemt, hvad det var, han vilde gøre.
Men Ansigterne blev ved at smile. Gamle Elias brød Kredsen og
polkerede frem imod ham i de forunderligste Bugter, og alle Mændene
begyndte at hidse ham og raabe opmuntrende til ham, medens Kvinderne
smilte.
Da greb han den Pige, der smilede mest, rykkede hende ud af Kredsen,
trak hende til sig med sine store, plumpe Hænder og kyssede hende.
Hun strittede imod. Men alle Mændene hylede og skreg af Begejstring,
og alle de andre Piger smilte.
Og idet han holdt Pigen fast med sin ene store Lab, svang han den
anden i Luften og saa sig triumferende rundt i Kredsen. Nu havde han
gjort det. Nu havde han fundet det. Nu, nu. Nu havde han erobret sig
sin Plads og sin Pige.
Og medens Tilskuerne jublede, bøjede han sig ned for atter at kysse
Pigen.
Men Pigen blev rød, og hendes Øjne blev blanke, og med begge Hænder
stødte hun ham fra sig, saa han vaklede over mod Kakkelovnen og nær
var faldet.
Kredsen hylede og vred sig af Latter, men denne Gang var det ham, de
lo ad.
Da var det, som om det altsammen ramlede ned over ham. Han forstod
intet af det hele, men Latteren rev og flængede i ham, og med dukket
Hoved listede han ud af Stuen.
Men da hans Ryg forsvandt i Døren, kunde man se, at den havde faaet
endnu et Knæk.
PIGEN
Hun var 20 Aar og dansede midt i en lang Række af Piger, thi i
Dansestuen er det som i Kirken, at Mænd og Kvinder som Regel
afsondrer sig fra hinanden.
Han var køn, syntes hun, den fremmede; en fremmed er ofte køn. Hans
Ansigt straalede, og hans Øjne glødede, og den gamle, graa Bulehat
klædte ham, og han bar den stolt trods Møddingpletterne.
Hun kunde ikke lade være med at se paa ham, paa hans straalende
Ansigt og glødende Øjne. Og hun saa maaske nok for længe paa ham, for
tilsidst syntes hun, han lignede Kongen eller Kejseren, eller hvem
det nu var, der for afsted i den gyldne Triumfvogn derhjemme paa
Væggen. Det var de samme Øjne, den samme Pande. Det lange flagrende
Haar havde han ganske vist ikke, for han havde grumme lidt Haar; men
alligevel, ogsaa Haaret lignede.
De havde et Billede til derhjemme foruden ham i Triumfvognen, en
høj, mager Ærkebisp eller Kardinal med graat Asketskæg og brogede
Klæder og med en mægtig stor og umaadelig dekorativ Kvælerslange
snoet op omkring sig. Ham lignede han ogsaa.
Hun gik og kikkede paa ham for at hitte ud af, hvem af de to det var,
han lignede mest. Og hun kikkede og spekulerede saa længe, at hun kom
ud af Takten. For naar en Pige først er begyndt at sammenligne en
Mand med noget stort, hvad enten dette store sidder i en gylden
Triumfvogn eller er en Bisp med en dekorativ Kvælerslange om Livet,
er det ved at blive galt fat.
Hans Øjne svævede ud over Rækkerne, og pludselig slog de ned i
hendes, og han smilte.
Hun sænkede Øjnene og saa mod Gulvet. Men lidt efter gik hun atter og
kikkede. Atter slog hans Øjne ned i hendes. Han smilede igen, og hun
slog Øjnene ned som før.
Hun følte, det var galt, at hun gik der og kikkede paa et fremmed
Mandfolk, og hun lovede sig selv, at hun ikke vilde gøre det oftere.
Men mens hun gik og rodfæstede denne Beslutning, slog Øjnene atter
ned i hendes. Og denne Gang kom det saa pludseligt, at hun rødmede
ved det.
Det morede ham aabenbart dette med Øjnene. Lade være med at kikke
kunde hun ikke. Men hun forsøgte at passe paa og vare sig, naar
Øjnene kom. Men det gik ikke, thi allerbedst som han saa hen i en
anden Kant af Stuen, vendte han sig, og Øjnene slog ned i hendes,
inden hun fik sig dukket.
Hun skammede sig hver Gang, som blev hun grebet i Tyveri. Og saa gik
hun i lang Tid og saa ned i Gulvet. Da hun atter saa op, var han der
ikke.
Hun kikkede og kikkede, først med sænket Hoved og sky Øjne. Men da
hun ikke kunde finde ham, blev hun ivrig. Hovedet hævede sig, og
Øjnene gik søgende rundt.
Det gav et Sæt i hende, og hun sænkede atter Øjnene. Han var traadt
ud af Dansen og stod i et Hjørne af Stuen og smilte og saa paa hende.
Han havde set det hele.
Langsomt bevægede Kæden sig fremad, slyngende sig ud og ind. Nu
passerede hun Kakkelovnen og Thomas, saa kom Hjørnet. Nu maatte han
være lige bag ved.
Alt hendes Blod stod stille af Spænding. Saa greb han hendes Haand,
brød Kæden og traadte ind i Dansen ved Siden af hende. Og da var det,
som om noget i hende knækkede sammen.
Hun blev rød og turde ikke se op, men alligevel mærkede hun Mændene
smile og Kvinderne se, medens Rækken gled forbi dem. Saa bøjede han
sig ned og talte til hende.
Hun vidste ikke, hvad han sagde, hørte det vel næppe nok. Men han
havde saadan en fast, blød Stemme, ret en Stemme, man fattede Tillid
til, og som man adlød. Og det jog i hende, hver Gang han talte, og
hun svarede meningsløst.
Hvor længe det varede, vidste hun ikke. Men til Slut brød han Rækken,
traadte ud af Dansen med hende og lukkede Kæden efter dem. Da saa hun
op et Øjeblik, saa de mange listige Smil i Mændenes Ansigter og
Kvindernes stive Ansigter, der saa og kun saa.
Det var mørkt udenfor. Himlen var sort som en Pløjemark, men Sneen
laa som en svag Lysning over Tagene, mellem Husene, ud over Marken og
op over Fjældet.
Larmen fra Dansestuen tabte sig mer og mer. Det var som om Mørket og
Husene slog sammen bag dem. Men Sneen laa lys og smilende og glitrede
skælmsk op over Fjældsiden foran dem.
Nu og da mødte de et Par, der gik langsomt og talte sammen, og som
veg langt til Siden for dem. Da trykkede han hendes Arm, og hun kunde
mærke, at han smilte, og hun blev rød, skønt hun ikke vidste hvorfor.
Hun gik med sænkede Øjne. Sneen knirkede og smaasnakkede under deres
Fødder. Og Stenblokkene stod mørke og alvorlige ret op og ned i den
hvide Sne og saa og saa, ligesom Kvinderne havde set paa hende inde i
Dansestuen. Men saa var der andre af dem, der stod paa skraa, som
holdt de Hovedet paa Skakke, og de smilte listigt ligesom Mændene.
De sad oppe paa Fjældsiden og saa ned over Fjældet. Han talte, og hun
sad og stirrede frem for sig, men hun saa intet, hørte intet. Det
var, som om der var noget over hende, noget, som hun frygtede, men
ikke kunde skyde bort, noget stort og lyst, som hun ikke kunde se.
Saa tav han.
Forunderligt, hun havde først set ham i Dag, og nu sad hun her ved
Siden af ham og ventede, ventede, hun vidste ikke selv paa hvad.
Hun havde aldrig set ham før, og det undrede hende, at hun sad her
ved Siden af denne fremmede Mand. Men alligevel, det var saa
naturligt og selvfølgeligt, kunde umuligt være anderledes.
Og hun følte, at han ikke var som de andre Mænd, hun kendte. Hun
følte, der var noget stærkt, der laa gemt i ham, og som de andre ikke
havde.
Da smilte han og bøjede sig frem over hende og kyssede hende roligt
og varsomt, men det jog igennem hende, saa hun knap kunde aande.
Fjældet gled bort, Himlen løftede sig og forsvandt. Og det blev til
ham alt, alt sammen.
Han slap hende, og hun tumlede gennem Luften og faldt dybt, dybt ned
mod det haarde Fjæld.
"Kom," sagde han. Hun rejste sig viljeløs. Og de gik ned over
Fjældet.
Lysene oste af Mangel paa Luft. De gule Flammer smaahoppede og
viftede omkring de lange, sorte Taner. Men Dansen malede rundt og
rundt, som vilde den aldrig høre op.
Han stod henne i Hjørnet bag Kakkelovnen og talte med Thomas. Hun saa
dem smile.
Saa løftede han Hovedet og saa ud over de dansende. Hans Blik gled
hen over Rækken, men det standsede ikke ved hende.
Dansen malede rundt og rundt med drønende Fodslag. Han havde atter
vendt sig bort og talte videre med Thomas. Saa drak de af Ølglasset,
og hans Blik gled atter ned over Rækken, denne Gang langsomt og
søgende, nu var det lige ved hende.
Hendes Hjærte hamrede højt og heftigt. Saa standsede det med et Ryk.
Blikket var gledet forbi, hun havde ikke fanget det. Hun havde set,
hvorledes det med Vilje var sprunget forbi hende. Og nu gled det
videre ned over Rækken, langsomt og søgende som før.
Nu standsede det. Det var en lille, rød Jente, der havde faaet Tag i
det og holdt det fast. Hun saa, hvorledes det lod sig holde fast, og
at han smilte som overrasket.
Dansen malede rundt og rundt. Han havde brudt Kæden og dansede nu
bøjet over den lille, røde Jente, der smilte mod Gulvet.
Hun saa, hvorledes de dansendes Øjne rettedes mod de to, hvorledes
Mændene smilte skælmsk, og hvorledes Kvinderne saa og kun saa.
Og hun følte, hvorledes Øjnene nu og da vendte sig mod hende, og at
Mændene da smilte haanligt, medens Kvinderne saa og saa, men ogsaa i
deres stive Ansigter var der Haan.
Hun følte dem som saa usigelig fremmede alle disse Mennesker, som
havde hun aldrig kendt dem, skønt hun kendte hver eneste en iblandt
dem og havde set dem hver Dag, fra hun begyndte at se. I Aften kendte
hun dem ikke.
Dansen malede rundt og rundt. Lysene oste af Mangel paa Luft og
blaffede og viftede med syge, gule Flammer om de lange, sorte Taner.
Mændene smilte haanligt, og Kvinderne saa og saa. Men hun havde glemt
dem, saa kun mod Døren, gennem hvilken de to var gaaet ud. Kom de dog
ikke snart tilbage; kom de dog ikke snart.
Da var det, Idioten styrtede frem i Sværmen, brød Kæderne og
arbejdede sig midt ind i Stuen. Hans lange Arme svingede rundt som
Møllevinger og drev de dansende tilbage, til de stod i en Kreds
langs Stuens Væg og smilte og ventede paa, hvad der nu vilde ske.
Der var ganske stille i Stuen. Alle saa paa Idioten og smilte. Men
hun saa ham ikke. Da Dansen standsede, var det, som blev der
pludselig taget en Tynge bort fra hende. Hun havde glemt den lille,
røde Jente og huskede kun ham. Hun hørte atter Sneen knirke og
smaasnakke under sine Fødder. Og hun smilte.
Da følte hun en tung, plump Haand, der greb haardt om hendes Arm og
trak hende frem i Stuen. Og pludselig saa hun Idioten bøje sig ned
over hende, og hun følte hans kolde, klamme Læber mod sine.
Hun hørte Latteren omkring sig, men hun fattede den ikke, saa bare
hjælpeløs ned over Rækkerne.
Da fik hun Øje paa ham. Han var traadt ind ad Døren med den røde
Jente og stod og saa og smilte.
Alt Blodet skød hende til Hovedet, og med sine knyttede Hænder stødte
hun til Idioten, saa han vaklede over mod Kakkelovnen og nær var
faldet.