Kilde, hvis Væsen endnu Ingen har kunnet forklare. Den kommer fra en
Afgrund under Bjerget, en mørk, mysteriøs Grotte, hvis Bund Sonden ikke
har formaaet at naa, og udsender fra dette uudgrundelige Dyb en
Vandmasse, der beregnes til halvtredsindstyve tusind Litrer i Sekundet.
Til visse Tider, naar Vandet staar lavt, kan en dristig Klattrer vove sig
ned i Hullet under Bjerget og ved selve Afgrundens Aabning konstatere
dens bundløse Dyb. I Regelen derimod naaer Vandet op til Midten af det
aarhundredgamle Figentræ, som skyder ud fra Klippen, hvor Dalen ender; og
breder sig der til et lille, stillestaaende Bassin med det vidunderligste
mørkegrønne, klare Vand.
Det er dette Vand fra Bjergets Indre, der giver Vaucluses Dal dens
Karakter og gjør den saa henrivende skjøn. Fra Bassinet vælter det sig i
hvidskummende Smaakaskader ned over en smal, stærkt skraanende Flodseng
af store, med tæt, brunt Mos som med et Fløjelstæppe betrukne
Klippeblokke, og fortsætter saa i rivende Fart og i kaade Slyngninger,
stadig afbrudt af smaa, sølvhvide Fald, sit Løb langs Bredder, der kun er
smalle, men som dette herlige Vand har gjort til de vidunderligste
i Verden.
Vinranker slynger sig over Stenene, smaa blanke Laurbærlunde lægger
Skygge og drømmende Stilhed over grønne Løvpartier, lyse Mandeltræer
sender deres dunede Frugter ud at sejle paa de hoppende Smaabølger,
Hængepilen dypper, sine Grene i dem, som om den aldrig kunde drikke sig
mæt, og Solblinkene, der gynger paa dem, har en Fart, saa Reflexet
spiller igjen under Morbærtræernes Blade som hurtigt jagende, luftige
Taagedampe. Nede i Vandet gror der en lysgrøn Plante med fint, takket
Løv, som bøjer sig i den flygtende Rullen af Bølgerne og dækker Bunden
med et Tæppe, der er friskt som Vandet selv, zart som unge Bukkarskud,
gjennemsyret af Foraar, saa man faaer Lyst til at bære sig ad som Kvæget,
der dukker hele Hovedet ned i Floden, for at svælge i disse grønne
Planter. Skjæret af dem giver Vandet en Farve, saa det paa sine Steder
blinker med Smaragdglands; hvor Platanen eller Valnøddetræet voxer saa
tæt ved Bredden, at dets Skygge kan falde ud, bliver Tonen en Smule
stærkere dyb, og ved Gjenspejlinger af det blaalige Figenløv, af
Rosmarin- og Gyvelkrat eller af efeu- og mosbedækkede Klippeblokke
bringes Farvevexlingen over selv til de dunkleste Nuancer. Men stadig er
Vandet gjennemskinnende klart, som om man saae det under en Kuppel af
slebet Krystal, Forellerne springer i det med Skjæl, der funkler af
Glands, og man stikker Haanden i det med en Fornemmelse af, at hver
Draabe, man tager op, kunde fattes sammen som Ædelsten til det
dejligste Smykke.
Vauclusedalen er fra Akvædukten til det lukkende Bjerg, under hvilket
Kilden fødes, knap nok en halv Mil lang, og Vandet mister derfor paa hele
sit Løb gjennem den intet af Dybets Kjølighed. Det fylder den snevre Dal
med en Duft af Friskhed, der bestandig holder Luften ren, saa selv den
hede Vind fra Sahara ikke kan bære nogen Sygdom ind til dens lykkelige
Beboere, og det gjør, endogsaa paa en Sommerdag, naar Solen fra en skyfri
Himmel brænder med hele sin sydlandske Kraft, den nærmeste Bred ved
Floden til det mest velsignede, kjølige Opholdssted, noget Menneske kan
drømme sig. En Eftermiddag paa Græsskrænterne her med deres Tusinder af
metalblanke Guldsmede og mangefarvede Sommerfugle, der sidder og slumrer
paa de mørkrøde Valmuer, med deres Rosenhækker, som spejler sig i en
stille Bugt af Floden, og hvor Nattergalene holder Væddesang timevis uden
at trættes--en Eftermiddag ved dette vidunderlige Vand, og alle
Ungdomsdrømme om Provence er gledne ind i et Virkelighedsbillede, hvis
Skjønhed vil følge En Livet igjennem.
Men alligevel: den har ikke seet Petrarcas Dal, der kun har seet den i
Solskinnets gyldne Glands. Blandingen af vild Storhed og romantisk Ynde,
som er den ejendommelig, naaer sin højeste Virkning en varm Sommernat,
naar Fuldmaaneskinnet vider de snevre Perspektiver ud, gjør de vilde
Klipper dobbelt høje og dobbelt imponerende og glider med sine
hemmelighedsfulde, bløde Skygger ind mellem Buskadset langs den summende
Flod, fortættende Træernes Løv, forvandlende hver lille hvid Kaskade til
et blinkende Væv af Guldfiligran og bredende over Alt sin næsten
ængstelig drømmende Ro, saa at selv det fremadjagende Vand synes at sno
sig ind mellem Breddens Bugter som et stille, blanksort Spejl. Naar
Maanen endnu ikke er kommen helt op midt paa Himlen, skyder den lukkende
Klippemur sig saaledes for, at den selv og Partiet nærmest omkring
Kildebassinet ligger i Mørke. Man kan umuligt staa her ved Foden af dette
sorte Bjerg, der i Nattedunkelheden synes at løfte sig saa højt i Vejret,
at Himlen kommer til at ligge som et blaat Tag umiddelbart paa dets Top,
her ved Kanten af dette hemmelighedsfulde Vand, hvis dumpe Rislen op fra
Afgrunden man tydeligt kan høre--man kan umuligt staa her mellem dette
Kaos af væltede, nøgne Klippeblokke uden at føle en Isnen gjennem alle
Nerver, der næsten knuger En til Jorden af Rædsel. Men seer man saa
nedefter over Dalen, forbi Skrænterne med de stille, sorte Cypresser og
deres endnu sortere Skygger, der drager sig som lange Florsstriber over
det i Maaneskinnet næsten sølvhvide Bjerg, lader man Blikket fra de
takkede, med Grotter og Huller oversaaede Tinder, der ligner antike
Amfitheatre i Ruiner, glide langs Smaakrattet paa Skraaningerne ned til
den blanke Flod og dens tætbevoxede Bred--hvilket forunderlig blødt, med
Drøm og mild erotisk Nattestemning mættet Landskab møder man da ikke i
Stjernerne staar saa stille og klare paa den dybe Himmel, der titter frem
mellem de høje Poplers Kroner, Maanestrimen falder ned over Hængepilens
Løv og bliver, idet Vandet leger med Træets Grene, til en Guldregn af
hoppende Blink, den skinner paa Laurbærbuskenes blanke Blade, saa de
tusinde Reflexer hyller Stedet ind i en taageagtig Sky af gjennemsigtigt
Sølvmor, og længst nede, ved den lille Landsby, der er voxet op paa begge
Sider af Floden, falder dens Glands paa de sig langsomt drejende
Møllehjul, saa at Vandet paa deres Skovle, idet det løftes op, funkler
som et Hav af Diamanter.
Saaledes seer det Landskab ud, hvor Petrarca en halv Snes Aar igjennem
har vandret Aften efter Aften og digtet Sonetterne til Laura. Man viser
endnu umiddelbart nede ved Floden hans Hus og hans Have, en ganske lille
Plet med aarhundredgamle Laurbærtræer og en Luft, som Tusinder af Roser
og Jasminer mætter med næsten bedøvende Vellugt. Der er saamange Digteres
Hjem, Verden freder om som hellige Relikvier, men som ikke har mindste
Interesse, fordi de Intet fortæller om de Stemninger, der har paavirket
Digteren. Her er det anderledes. Hver Fodsbred Jord, hvert Krat paa
Klippeskrænten, hver Belysning over Floden er en Kommentar til
Sonetdigterens Sange. De kunde være blevne til ogsaa uden nogen Laura,
men de kunde aldrig være skrevne paa noget andet Sted end netop i denne
snevre Dal mellem Provences Bjerge, i dette.
Vaucluse, heureux séjour, que sans enchantement,
Ne peut voir nul poëte, et surtout nul amant.
[Illustration: Vaucluses Kilde.]
Marseille.
Livet i Marseille er i Hovedtrækkene Livet i Paris om igjen. "Hvis Paris
havde en Cannebiére, vilde det være et lille Marseille," siger
Marseillaneren. Det er nu at tage Munden lovlig fuld. Den rettroende
Muhamedaner tør paastaa, at der kun er een Gud, og at Muhamed er hans
Profet. Men naar han, hvad nok ikke saa sjeldent skal hænde, rent
springer Guden over og gjør den skjæggede Profet til ubetinget Numer Et,
saa gaar den gode Muselmand for vidt i sin Beundring. Og saadan gjør
Marseillaneren det ogsaa. At Paris er Byernes By, har han, selv naar han
er stoltest af sin skjønne Stad, ikke Lov til at glemme. Paa den anden
Side skal det saa indrømmes ham, at Marseille kommer lige bagefter.
Cannebiéren er i Virkeligheden en ganske mærkværdig Gade. Man spadserer
ind i den med Forestillinger om noget Overordentligt. Alverden, hvem man
har fortalt, at man vilde til Marseille, har i det næste Aandedræt fyldt
En med Lovprisninger over den; omtrent saadant Noget, som de store
Boulevarder er for Paris, tænker man sig. Og saa finder man næsten ikke
engang en ordenlig Gade, men kun en Gadestump med knap en Snes Huse paa
hver Side. Man læser paa Hjørnerne, man spørger sig for; jo det er ganske
rigtigt: det er den vidtberømte Cannebiére. Der er saa uhyre Meget, man
har tænkt sig stort, og som bliver forunderligt lille, naar man ser det
selv. Ved Cannebiéren er Misforholdet imidlertid saa skrigende, at det er
til at le himmelhøjt over. Men det Besynderlige ved Tingen er, at man
alligevel slet ikke føler sig skuffet. Man driver frem og tilbage over
det brede Fortovs Asfalt og kiger ind ad Pragtbutikernes Vinduer med en
Fornemmelse af hyggeligt Velbefindende, som om man slet ikke var kommen
til Verden for Andet end for at drive her; og naar man er træt, sætter
man sig mellem Mylret udenfor de spejloverlæssede og med Lavrbærtræer og
Springvande oversaaede Kæmpekaféer og bliver siddende der timevis uden at
bestille Andet end at gjentage og gjentage til sin Nabo: "Her er rart,
hvad!" Siden kjører man en Tour gjennem Byen. Pludselig drejer man om et
Gadehjørne og ser saa for sig et Billede, der formelig giver Sæt gjennem
En, saa fuldt er det af Liv, saa imponerende, saa festligt. Man rejser
sig op i Vognen og spørger Kudsken, hvad det er. "Cannebiéren" lyder
Svaret. Han har Ret; det er jo virkelig vor egen Cannebiére igjen. Og
Marseillaneren har ogsaa Ret. Der er trods dens tyve Huse Noget over den
Gadestump, som selv en stor By har Lov til at være stolt af. Hvordan det
gaar til, er nemmere at føle end at forklare, men den smitter
ubetvingeligt med godt Humør. Man har en Fornemmelse i den, som man trak
Vejret lettere.
Den, der kjender Paris, kan tænke sig Grundtrækket i dens Fysiognomi:
Boulevard des Italiens har været Mønster. De samme kolossale
Udstillingsvinduer i et Stykke lige fra Gadefortovet op til første Sal
med Alverdens Luxusartikler i det mest fristende Arrangement indenfor,
den samme Overlæsning med Forgyldning og Spejle udenpaa Husene,
Trottoiret fyldt med Kaféstole, hvide, brune og sorte Mennesker i alle
Jordens Kostumer, Ekvipage paa Ekvipage rullende fløjlsblødt hen over
Gadeasfalten. Kun Alléetræerne paa Fortovskanten mangler, Men Gaden
bliver derved lysere og ligesom bredere; det Grønne har man nok af oppe
ved den ene Ende, hvor Udsigten fortsættes i lige Linie gjennem stejlt
stigende Alléer med mægtige Plataner, og som Tilgivt har man saa Noget,
man intetsteds har i Paris: Skoven af Mastetoppe langs Kajen nede ved
Gadens anden Ende. Der kommer fra de Skibe en velsignet Lugt af Tjære og
en Sværm af Matroser, som tager det Blaserede ved Luxusgaden bort og
bringer en sund, bred Naturlighed ind istedetfor. Pragten, hele det
storstilede Præg er der endnu, men Overforfinelsen ikke. Arabere
og Negere,
Lilleasiater og Kinesere kan passere forbi, saa galt de vil, uden at en
Sjæl lægger Mærke til dem, men en Pariserlaps i Cannebiéren vilde
Søfolkene udenfor Kaféerne ikke taale; han vilde være jaget væk med Grin
og Brandere, inden han havde gjort to Skridt.
[Illustration: En Kafé paa Cannebiferen]
Og saa Solen. Hvor den skinner! Det er, ligesom alle de brune Afrikanere
og alle de brogede Tæpper udenfor Husene rent har beruset den med
Velbefindende. Her er hyggeligt og hjemligt, har den tænkt; her maa jeg
indrette mig rigtig mageligt. Og saa klemmer den sig ind i Cannebiéren og
straaler og brænder Burnusmændene lige i Ansigtet, saa de drypper af
Sved. Jo, vi kan ogsaa skinne i det gamle Evropa, siger den, det skal I
saamænd faa at føle.
Men der er forresten det at bemærke ved det, at Marseille i Grunden ikke
er det gamle Evropa længer, eller i hvert Fald kun er det halvt. Man
staar allerede med den ene Fod i Orienten. Mylret af fezklædte, pjaltede
Lazzaroner og af brogetpyntede rige Østerlændinge, Frugtsælgerskerne med
deres Orange-, Dadel- og Figenkurve paa Hovedet, de jødiske Vexellerere i
deres aabne Boder paa Gadehjørnerne ved Siden af Skriveren, der sidder
midt i Solskinnet under sin Paraply og fabrikerer Kjærlighedsbreve til de
smukke, brungule Marseillepiger, den exempelløse Skidenhed i de gamle,
sorte Gyder, Alting fortæller tydeligt nok, at man er paa Springet til at
drage ind i den skjønne, dovne, brogede Verden, der hedder Østerland. Men
Ingenting fortæller det dog saa højt som just de store, mangefarvede
Tæppetage, ovenpaa hvilke Solen ligger og driver. De spænder sig ud fra
hvert eneste Hus i Cannebiéren, umiddelbart ovenfor Stueetagernes
Butiker, og de spænder sig ud, saa det kan forslaa. Vore Markiser, selv
de allerstørste, er Svøbelsesbørn imod dem; de naaer over hele Fortovets
Brede og lige ned til Fliserne, og deres tykke, uldne Tøjer pranger i
alle mulige skrigende røde, blaa og gule Farvestriber. De Tæpper er det
maaske, der allermest gjør Cannebiéren saa festlig og fornøjelig.
Forresten findes de igjen overalt i Byen; de og saa Støvlepudsernes og
Blomstersælgerskernes Stader samt de store Dampskibsplakater hører til de
mest ejendommelige Træk i Marseilles Gadefysiognomi. Ingen Marseillaner
faar sit Skotøj børstet i Huset, selv paa de fornemste Hoteller nedlader
det frie sydlandske Tyendefolk sig ikke til den Slags Beskjæftigelser.
Men til Gjengjæld træffer man for hvert andet Skridt, man gaar i Gaderne,
en elegant, magelig Lænestol, hvor man kan sætte sig hen i Mag og læse
sin Avis, mens en hel lille Stab af Lazzaroner for nogle Sous
"vernisserer", børster og pudser En fra Top til Taa. En Fjerdepart af
Byens mandlige Befolkning lever af at børste Støvler, en Fjerdepart af
dens unge Piger af at sidde i høje, blomsterfyldte Kiosker og binde
Bouketter og byde dem ud til det altid kjøbelystne, forfængelige
Marseillanerfolk. Ogsaa Mylren paa alle Torve og Pladser af disse
brogede, prangende Blomsterstader liver forunderligt op og pynter med
Farver og Fornøjelighed. Men det mest Uimodstaaelige for Mennesker fra de
afsides Smaakroge af Verden er dog Dampskibsplakaterne, hvis kæmpestore
Bogstaver springer Øjet imøde, hvor det seer hen. Den ene inviterer En
til Afrika for en halvhundrede Francs eller mindre, den anden frister med
Rejseruter over Suez til Indien og Kina, en tredie lokker til La
Platastaterne og Brasilien, en fjerde præsenterer den dampende Parketbaad
paa Vej til San Francisco og Yokohama. Og saaledes fremdeles i det
Uendelige. Det er, ligesom alle Grændser var slettede ud, som om man
havde faaet Vinger paa og med et Par Slag kunde komme, hvorhen man vilde.
Man flyver i Tankerne, man svælger i Solskinnet, i Farveorgierne og i
Kaféernes kølige Sorbetter, man fylder sine Næsebor med Tjærelugten og
sine Lunger med Brisen, der kommer dansende dernede fra det store, blaa
Hav for Enden af Gaden--jeg kjender ikke noget Sted i Verden, hvor man
føler sig fjernere fra alle smaa Hverdagssorger, lettere, friere og
gladere tilsinds end paa en Kaféstol i Marseilles Cannebiére.
Og saa er der det Udmærkede ved Tingen, at næsten hele Byen har Noget
over sig af det Samme. Naturligvis ikke den ældste, uhyre svinske Del;
men den er allerede kun lille og bliver mindre Aar for Aar. Derimod voxer
de nye Kvarterer stadig baade i Størrelse og Rigdom. Marseille har ikke
flere Indbyggere end Kjøbenhavu, og dog skulde man tro den en halv Snes
Gange saa stor. Den ene Pragtgade klods op ad den anden paa alle Kanter,
og hver af disse Gader fyldt af Verdensstadens Liv. En Færdsel, et Kjøb,
et Salg som i selve Paris. Og en Luxus i Toilette, i Boutiker, i
Ekvipager, der heller ikke paa nogen Maade er mindre. Der er nok af
Millionerne i Marseille, og der er nok af Folk, som forstaar at bruge
dem. Som de fleste Middelhavsbyer klattrer den fra Kysten stærkt stigende
op ad Højdeskrænter. Det Parti af disse Gader, der ligger nærmest
Centrum, er Handelskvarteret; men naar de begynder at stige, begynder
samtidig Platanalléerne paa begge Sider af dem, Boutikerne forsvinder, og
bag forgyldte Gitterlaager ser man det ene Palads rigere, den ene Have
yppigere end den anden. Saadan paa alle Sider, men dog mest overdaadigt
luxiøst i de Avenuer, der ender med "Pradoen", en lang Allée med stille
Skovskjønhed, der taber sig ned mod Middelhavet. Paa Siderne af den ser
man ind ikke i Villahaver, men i Slotsparker, anlagte efter Fantasier fra
"Tusind og en Nat" med Orangelunde, fulde af gyldne Frugter, med
kirketaarnshøje Palmer og alle Tropernes Pragtblomster, med Fontæner til
Hundredetusinder og monumentale Bygninger af lutter Marmor. Orientens
Vegetation og Orientens Rigdom, fattet ind i en Ramme, der er den
skjønneste, jeg kjender: det vidunderlige blaa Middelhav. Det Hav er
Marseilles Guldmine. Men det er mer endnu. Det er et Favntag, hvorfra
Byen Morgen efter Morgen vaagner straaleride af Sundhed og Glæde, mættet
med Livslyst, som den kun findes i det dejlige, solgyldne Syden.
[Illustration: En marseiilansk Blomsterkiosk.]
Europas Paradis.
Aartusinder er gaaede, siden Paradisets Port lukkede sig for den syndige
Menneskeslægt. Alverden har efter den Tid søgt og søgt den tabte Edens
Have, og det kan ikke egentlig paastaas, at man har været i Forlegenhed
for at finde den. Poeterne har opdaget den i Nord- og Syd, i Øst og Vest,
saa omtrent paa hver Plet af den hele Klode. Før Jernbanerne kom, kunde
det nu være en grumme herlig Ting med alle de mange Paradiser. Det var
navnlig saa overmaade nemt og bekvemt. Enhver kunde sidde lykkelig i den
Krog, hvor Vorherre havde sat ham, og dø salig i den Tro, at skjøn som
den var ingen anden i den ganske Verden. Efterat Jorden imidlertid er
svunden ind til ikke at være synderlig Andet end en pæn Park, hvis store
Promenadegange idetmindste hver Person af Opdragelse maa have bevandret,
gaar det ikke an længer uden videre at tro Poeterne paa deres Vers. _Il
faut s'entendre_. Naar man under en Sommerferie paa fjorten Dage
efterhaanden har besøgt diverse Snese Paradiser, kommer der uundgaaeligt
et Øjeblik, da man tillader sig at bede om en Forklaring. Er der
hundrede, saa er der ikke et, og er der et, saa er der ikke hundrede.
Hvilket af hele denne Hob er det ægte, Skaberens Mesterstykke, Klodens
Juvel, det enestaaende, uforlignelige Paradis paa Jorden?
Spørgsmaalet kunde være kildent nok, hvis Sagen ikke stillede sig saa
heldigt, at det allerede var besvaret. Som Gudinderne i Idas Lund, har
Alverdens digterbesungne Paradiser fremstillet sig til Skjønhedsprøve for
en uhildet Dommer; de har vist deres Yndigheder, og han har rakt Æblet
til den Værdigste. Dommen er inappellabel, thi den er fældet med ufejlbar
Kompetence. Det er de Jordens Lykkelige, hvem intet Baand binder til en
enkelt Plet, der kan flagre frit som Sommerfuglen fra Blomst til Blomst
og dale ned og sætte sig til Hvile paa den, hvis Honning er sødest, det
er dem, der har overtaget den dømmende Hyrdes Rolle. Land og Byer, Bjerge
og Dale, Skove og Søer er dragne forbi deres Blik og har bejlet til
Prisen; hvert stort og hvert lille Eden har salvet sig saa duftende og
pyntet sig saa straalende, de kunde, til den store Kappestrid!, og
Kjendelsen er bleven afsagt, Æblet er blevet rakt. Poeterne har fremtidig
at sætte Sordiner paa deres Lyre. Deres lokale Paradiser er kun Paradiser
med imiteret Etikette, mod hvilke de Behovhavende vares. Heldigvis er
Kontrollen let; det ægte bærer fra Skaberens Haand et Mærke, som selv den
mest vingede Digterlyrik ikke kan gjøre efter.
Det er en Plet af Jorden, hvor der er evig Sol og Sommer. Naar Folk andre
Vegne kryber sammen i osende Kakkelovnskroge, traver omkring i Snesjap og
faaer Snue og Bronchitis af den klamme Kulde og Spleen og Migræne af den
graatunge Vinterhimmel, der hænger lavt over deres Hoveder, saa dækker
man paa denne velsignede Plet sit Frokostbord under aabne Verandaers Hang
af blomstrende Roser, man ligger i Hængekøjer under Palmetræer og tager
Solbad, man gaar omkring i lette Klæder og lyse Farver og aander en Luft,
af hvilken hvert Drag fylder Lungerne med Sundhed og Sindet med Ungdom og
godt Humør. Saa langt Aaret er, staar Alting i Flor.
Lunden er altid grøn, Engen pynter sig ved Juletid til Fest med friske
Violer, der gror modne Jordbær ved Grøftekanten i April, og store,
favnehøje Nerier staar som Alléetræer og drysser deres Purpurblomster ned
over Vejene. Naar en sjelden Gang Brisen, der puster ind fra det blaa
Hav, bliver saa kaad, at den ryster en overmoden Appelsin til Jorden, saa
kalder man det strax for Blæst og Storm, og dukker der paa den blanke
Himmel en hvid Sky op, bag hvilken Solen kunde falde paa at forsvinde i
fem Minutter, saa er det et Fænomen, over hvis Forfærdelighed hele
Paradiset korser sig Maaneder i Træk. Klare, gyldne glide Dagene hen, saa
stille, at man mærker det knap. Naturen ligger hvilende og nyder sin
Pragt, sine glødende Farver, sin vellystsvangre Duft. Og Menneskene
aander al denne Skjønhed ind og nyder som Naturen. Hver Bolig er et
Velværets Tempel. Kunstens og Rigdommens Luxus har pyntet disse Villaer
og Haver saaledes med deres Skatte, at man næppe længer veed, hvad der er
vidunderligst, Vorherres eller Menneskenes Værk. Det er ikke Adams og
Evas Paradis længer, det er det moderne Europas. Og det moderne Europa er
adskilligt mere fordringsfuldt aabenbart, end vore første Forældre
har været.
Som Følge af denne Fordringsfuldhed trængte selv Lyksalighedslandet her
til en Oppudsning, for at dets Glorie ret kunde gjøre sig gjældende.
Først for en halvhundrede Aar siden har det faaet den; det laa indtil da
hen, begravet som et Klenodie, Ingen kjendte. En Albions Søn kom og fandt
det. Lord Brougham hed han. Kejsere og Konger er fulgte efter ham;
Magtens, Guldets og Talentets Store er komne og har fattet Juvelen ind,
Syge og Tungsindige fra Alverdens Egne er komne i lange Pilgrimsskarer og
har hentet Lægedom for Legeme og Sjæl i dens varme, underfulde Straalers
Glands. Men den Menneskehedens Velgjører, som fandt den, har Samtiden
halvvejs glemt, Samtiden er altid utaknemmelig. Den har rejst ham en
simpel Stenstøtte paa Paradisets skjønneste Plads, og den troer at have
gjort nok; En retfærdigere Efterslægt vil sætte hans Navn ved Siden af
Kolumbus'. Thi Kolumbus opdagede kun Amerika, men Lord Brougham fandt den
tabte Edens Have igjen, han opdagede Rivieraen.