Landsby, som tænkes kan. Den har knap ottehundrede Indbyggere, af hvilke
ovenikjøbet et Par hundrede stadig er borte paa Fiskeri. Den ligger
tilmed næsten i en Ørken, idet hele den sydlige Del af la Camargue
bestaar af udyrket og maaske uopdyrkelig Jord, og Fremmede besøger den
kun yderst sjeldent, undtagen netop den 25de Maj. Paa denne Dag stiger
dens Befolkning imidlertid pludselig til en halv Snes tusinde Mennesker.
Ikke blot Rhonedampskibene, der i Anledning af Festen undtagelsesvis gjør
Turen ned ad den lille Rhone, uagtet de hvert Øjeblik udsætter sig for at
løbe paa Grund, bringer andægtige Gjæster i Masse til den gamle Kirke,
men Vejen over la Camargue bedækkes af Hundreder af Vogne, under hvis
Lærredssejl Selskaber af Slægtninge og Venner valfarter til Relikvierne.
Selv fra fjerne Egne af Syd-Frankrig kommer der Pilgrimme, af hvilke
mange i from Iver tilbagelægger Vejen tilfods trods den brændende Sol og
gjennem usunde Sumpegne.
Paa de to Festdage, den 25de og 26de Maj, frembyder den lille Landsby da
ogsaa et højst livligt Skue. Dens Torv er en eneste stor Bod med smaa
Borde, hvor der sælges Rosenkranse, Bønnebøger og Krucifixer, Mairiets
Mur er af en Handlende, der har villet udfolde alle sine Skatte for
Publikum, fra øverst til nederst bedækket med Glansbilleder,
forestillende de hellige Mariers vidunderlige Ankomst til La Camargues
Kyst, de tre til fire Gader, Byen har, kan slet ikke passeres for
Menneskeklynger, udenfor _Café de la Porte_, som paa en Gang er Byens
eneste Kafé, Restauration og Hotel, sidder der ligesaa mange Gjæster som
udenfor Kaféerne paa Paris's Boulevarder, og rundt omkring det Komplex af
Huse, som udgjør den egentlige By, har der dannet sig en formelig Lejr af
Vogne og Telte. Det er, som om man pludselig var bleven flyttet langt
bort fra Civilisationen og befandt sig i en Karavane, der holdt Hvil ved
en Oase i Sahara. De Fysionomier, som man ser, bestyrker En i Illusionen.
Det vrimler af Zigeunere. Sarah, der frelstes sammen med de andre hellige
Personer, er nemlig Zigeunernes Skytshelgeninde, og da hendes Ben
ligeledes opbevares i Kirken, valfarter ogsaa Zigeunerne fra hele
Frankrig til _Les Saintes-Maries-de-la-Mer._
En By med syvhundrede Indbyggere kan naturligvis ikke give Husly til
titusinde Mennesker. Det forlanges imidlertid heller ikke; forsaavidt man
ikke er saa andægtig, at man tilbringer Natten paa en Bænk i Kirken,
sover man i Teltene, i Vognene, paa Sandet bag en Busk, paa Kirkens flade
Tag, i Fiskerbaadene, eller hvor man ellers kan komme til. Husene
forbeholdes udelukkende de Profane, der kommer som Nysgjerrige og ikke
som Pilgrimme. Men de faar saa selvfølgelig ogsaa Lov til at betale denne
Begunstigelse. _Saintes-Maries-de-la-Mer_ har den 25de Maj de dyreste
Hoteller, der kan opdrives i Verden. Man maa betale fem og tyve Francs
for et Loftskammer, hvis Properhed tilmed lader alt Muligt tilbage
at ønske.
Udrustet til en Rejse, der for Adskilliges Vedkommende strækker sig over
et Tidsrum af mere end en Uge, nemlig naar man vil være med til
Hestevæddeløbene og Tyrefægtningerne, der afholdes i de nærmeste Dage
efter Processionen, strømmer altsaa Pilgrimme fra hele det troende
Sydfrankrig til _Les Saintes_, som Byen i daglig Tale kaldes. Klokken tre
den 25de Maj begynder Kirkens Klokker at ringe, og Hovedceremonien,
Nedsænkningen af de hellige Kister, finder da Sted. I from Iver har
imidlertid allerede Mange strax efter deres Ankomst begivet sig til
Kirken for at føje deres Voxlys til de mange hundrede, som allerede
brænder til Mariernes Ære, og da der er al Udsigt til, at man vil komme
til at staa udenfor under Ceremonien, naar man ikke i Tide sikkrer sig en
Plads i Kirken, bliver Hovedmassen derinde med det Samme. Naar Ceremonien
begynder, er den iøvrigt temmelig store Kirke propfuld af Mennesker. Den
andægtige Forsamling har ikke ladet sig nøje med de Bænke, der saa tæt
som muligt er anbragte i Skibet, Koret, omkring Hoved- og Sidealtrene,
saavelsom paa de talrige og dybe Pulpiturer; man ser Kvinder og Børn oppe
paa selve Alterbordene, paa Prædikestolen, paa Skriftestolens Tag, kort
sagt overalt, hvor der er nogen Mulighed for, at et Menneske kan staa
eller sidde. Selv Sognepræsten er nærved at opgive Ævret, da det gjælder
om at finde en Kvadratfods Plads for vort lille Selskab af Fremmede. Da
han endelig har faaet os klemte sammen oppe paa det øverste Pulpitur,
viser det sig, at vi næppe kan trække Vejret der. Luften er aldeles
forpestet af Voxlysenes Os, Røgelsen og Uddunstningerne fra de mange
Mennesker. Der er ligefrem Fare paafærde. Men Præsten er snarraadig og
redder vort Liv ved egenhændig at slaa et Par af de nærmeste
Kirkeruder ud.
Psalmerne til Ære for de hellige Marier havde allerede lydt i flere Timer
fra Tusinder af fromme Læber, som Begejstringen gjorde utrættelige selv i
denne Dampbadstemperatur. Paa samme Tid som Kirkeuret slog tre, begyndte
en Uendelighed af smaa Klokker at ringe oppe ved Hovedaltret. Hele
Forsamlingen rejste sig, man hørte en dæmpet Mumlen og saae dette
Menneskehav bevæge sig ligesom i en Storm, medens blinkende Gnister
hoppede som Lygtemænd frem og tilbage mellem de sorte Hoveder. Et Øjeblik
efter herskede der dog igjen fuldstændig Stilhed. Alle havde faaet det
Voxlys tændt, som de holdt i Haanden, og Kirkehvælvingen forvandledes til
et stort, mørkt Firmament, oversaaet med smaa guldgule, flimrende
Stjerner. Røgelseskyerne blev bestandig tættere, der hørtes en
hemmelighedsfuld Mumlen af fjern Messesang i Krypt og Sidekapeller, og de
Andægtiges Extase tog bestandig til. Saa blev pludselig Jernlugen oppe i
Loftet over Hovedalteret skudt fra; et Reb, der var skjult af Palmegrene
og hvide Blomster, hejsedes ned. I det hang to gamle, røde Kister,
bedækkede med Krandse af Evighedsblomster. Efterat de i nogle Minuter var
blevne holdte svævende ovenover Hovedalterets Lyshav, for at Alle kunde
se dem, sænkedes de langsomt ned i Midten af Koret. Idet de berørte
Gulvet, gav den længe tilbageholdte Spænding sig Luft i et tusindstemmigt
Jubelskrig, og Alle, som stod i Nærheden af Koret, styrtede frem imellem
hinanden for at være de Første, dér berørte Relikvierne.
Alterklokkerne ringede, Præsterne messede, Smaabørnene hvinede af
Fortvivlelse over Varmen, som var nær ved at kvæle dem, og Psalmesangen
begyndte igjen, hurtigere, højere og vildere end nogensinde før.
Hvor længe dette Optrin varede ved, kan jeg ikke sige; man maatte selv
være betagen af de Troendes potenserede Extase for at kunne udholde de
fysiske Lidelser, et længere Ophold i Kirken medførte. At Stimmelen
omkring Kisterne hverken standsede den Dag eller om Natten eller den
følgende Formiddag, kan jeg dog konstatere. Alle maatte ind i Kirken; at
røre ved Kisterne var jo Maalet for Rejsen. Børn, som var komne til
Verden med en eller anden Skavank, blev lagte paa smaa Puder ovenpaa
Kisterne og holdte der saa længe som det tillodes; thi der var stadig
Andre, som skulde til. Enhver, som var hjemsøgt af en Lidelse, søgte at
bringe den Del af Legemet, hvor Ondet havde sit Sæde, i Berøring med
Relikvierne for at finde Lindring og Helbredelse. Masser af
Helgenbilleder, Bønnebøger, Rosenkranse o.s.v. lagdes uafbrudt paa
Kisterne for at blive indviede ved Berøringen.
Samtidig var Kirken fuld af Bedende, Syngende og Sovende. Man havde Puder
med for at kunne lægge sig paa dem, naar Udmattelsen blev for stor. Mange
af Pilgrimmene lagde nemlig den største Vægt paa at kunne blive i Kirken
hele det hellige Døgn tilende. Andre var der dog imidlertid ogsaa, som
ikke tog Sagen saa rigorøst. Pilgrimsfarten var for dem mindre en Bod end
en Fest, under hvilken Andagten og Glæden, gik Haand i Haand. De drog
omkring i Beværtningsteltene, spillede i de utallige Tombola'er, som er
uadskillelige fra ethvert fransk Folkemarked, flokkede sig i Klynger ved
Havets Bred og foretog Sejlture i Baade, hvorfra der lød muntre Sange.
Derpaa aflagde de et nyt Besøg i Kirken, og efterat de en halv Times Tid
havde lyttet til en af de Prædikener, som de tilstedeværende Gejstlige
uafbrudt skiftedes til at holde, gik de igjen bort Arm i Arm for atter at
søge Adspredelse. Mange Grupper vandrede længe omkring i den maanelyse
Nat, førend de søgte Hvile i Teltene, og de tillod sig paa disse
Spadsereture alleslags Løjer og Lystighed, Men saadan er nu engang den
romanske Race. Man vilde tage meget fejl, hvis man tvivlede om, at
Pilgrimsfarten ikke ogsaa havde en dyb religiøs Betydning for disse glade
Mennesker.
Nedhejsningen af Kisterne er Festens Hovedpunkt. Men den følgende Dag
havde dog ogsaa et højtideligt Præg. En kolossal Procession drog langs
Middelhavets Kyst til det Sted, hvor de hellige Marier ifølge Traditionen
gik iland. Med Koret i Spidsen og med brogede Kirkefaner, baarne af unge
Piger, vandrede Pilgrimsskaren afsted. Kvinderne talte uafbrudt Perlerne
i deres Rosenkrans, medens de bad, og Mændene gik med nylig plukkede
hvide Lilier i Haanden. Solens Straaler faldt ned paa det lange Tog,
medens det gik langs med det lysblaa uendelige Havs Bred, og hvide
Maager, som fløj ind over Kysten, søgte af og til Hvile paa Fanerne. Der
var baade Skjønhed og Højtidelighed i det Billede.
Hermed var imidlertid ogsaa Pilgrimsfarten væsentlig til Ende. De mest
Andægtige overværede endnu Messen, under hvilken Kisterne atter hejsedes
op paa deres Plads i Loftshvælvingen og kastede sig i det sidste Øjeblik
over Relikvierne. Men Mange havde allerede strax efter Processionen sat
sig i Bevægelse for over la Camargues sandede Veje at vende tilbage til
Hjemmet og aflægge Beretning om de nye Mirakler, Helgeninderne havde
gjort. For de Troende forefalder der adskillige hver 25de Maj. Sidste
Gang var det især Sarah, som vandt Berømmelse ved at helbrede en
Pukkelrygget. Han havde om Aftenen lagt sig til at sove ved hendes Kiste,
og da han vaagnede om Morgenen, var han saa rank og lige, som noget
Menneske kunde ønske at være det. Naar man spurgte de troende Kvinder,
som med Begejstring fortalte denne Historie, om de havde set den
Pukkelryggede, efterat han var bleven lige igjen, maatte de ganske vist
tilstaa, at det havde de ikke. Men de var lige fuldt fast overbeviste om,
at Miraklet havde fundet Sted.
Man veed, hvorledes det gaar. De troende Kvinder fortæller ved deres
Hjemkomst om Vidunderet, Beretningen kommer i de smaa klerikale Blade,
Landsbypræsterne lovpriser Sarah for hendes nye Undergjerninger, og
Tusinder af Katholiker føler sig herved yderligere befæstede i deres Tro.
Den unge franske Republik har aabnet en Kamp mod Klerikalismen. Den var
nødvendig; intet Menneske, der virkelig hører vor Tid til, kan nære nogen
Tvivl i saa Henseende. Men det er et stort Spørgsmaal, om den franske
Regering ikke i Iveren for sin Sag gaar baade videre og med hurtigere
Skridt, end det er klogt og hensigtsmæssigt. Den regner med de store Byer
og ikke med de smaa Kroge ude paa Landet. Der sidder den troende
Fanatisme endnu fast og sikkert i Sadlen. Den er Aarhundreders Værk, og
det kan et Pennestrøg, et Regeringsdekret ikke udslette. For Sydfrankrigs
Vedkommende lader det sig i ethvert Tilfælde med Sikkerhed sige, at flere
Generationer vil gaa i Graven, før det lykkes at løsrive Massen af
Befolkningen fra det Herredømme, som den katholske Gejstlighed
udøver over den.
[Illustration: Det antike Amphitheater i Nimes]
Oldtidslevninger i Provence.
Trubadurernes Land er glemt som Trubadurernes Sange. Turister fra
Alverdens Egne oversvømmer hver Krog af Italien, men til Provence kommer
ingen. Kun stille Forretningsfolk fylder dets fabelagtigt billige
Hoteller, hvor man for et Par Kroner faar en _grand diner_ af første Rang
og gratis saa meget Vin til, som man gider drikke; i dets gamle,
mærkværdige Byers Gader er Manden med den røde Bædeker under Armen saa
sjelden som en Grindehval i Øresund, og mellem dets Bjerges Mandel- og
Oliventræer lever den glade, gulbrune Provencaler saa uforstyrret af
angliserede og angliserende Rejsende, at han selv spiser Forellerne fra
sine Vandfald og sælger sin Vin til en halv Snes Øre Litren. Det er for
saa vidt prægtigt, det giver dette dejlige Land et Præg af Friskhed og
Ejendommelighed, der gjør det dobbelt fortryllende; over de gængse
Rejselande, der ere kjendte som Randers Handsker, og som hver londonsk
Urtekræmmer besøger, hviler der saa grumme tidt, trods al deres Skjønhed,
en Luft af noget Banalt, der støder fra. Men det er uforstaaeligt
tillige: Provences Sol er ikke mindre varm og gylden end Italiens, dets
Himmel ikke mindre blaa, dets Kvinder fuldt saa skjønne, og dets ædle
Druer fuldt saa fyrige.
Man gaar til Italien, fordi det er den klassiske Jord, fordi der for
hvert Skridt, man kommer frem, myldrer med Minder fra en Tid, der var saa
stor, at selv vor grinende Skepticisme andægtigt bøjer Hovedet for den
endnu. Men heller ikke i det Kapitel staar Provence tilbage. Folk veed
det blot ikke, det er hele Sagen. Kolosssæums og Forum Romanums Ry er i
Alles Munde, fordi Utallige har set dem og naturligvis, naar de kommer
hjem fra Rejsen, skynder sig at fortælle Naboer og Gjenboer om, hvad de
har set. Provences antike Theatre og Arenaer, dets Mausoleer og Arkader
kjender Ingen. Men derfor er de der alligevel i ikke mindre
overvældende Rigdom.
Gallien var det romerske Riges mest blomstrende og mest civiliserede
Provins. Dets Kultur bredte sig her i en Fylde som i selve Rom; mange af
dets Kejsere gjorde det til deres Yndlingsopholdsted, og meer end een af
Galliens Byer hørte til de største og betydeligste i den antike Verden.
Da Germanerne kom, fandt de her en Friskhed og Kraft endnu, der gjorde
dem Kampen sværere end noget andet Sted. Men Hovedstaden var falden,
Staten var opløst, den ene Provins kunde ikke holde sammen paa Riget, der
allerede laa i Ruiner. Og saa druknede da ogsaa efterhaanden det gamle
Galliens Kultur under Barbarstrømmen fra Øst. Dets Byer brændte, dets
Kunstskatte forsvandt, man rev dets Marmormonumenter om for at bygge
Borge og Fæstninger af dem. Helt ned gjennem Middelalderen løftede ingen
Haand sig for at bevare, hvad der endnu kunde frelses, Provence blev
stort og berømt igjen gjennem dets Kongehoffers Glands og dets
Trubadurers Sange, Men for hvert Greb i Citheren, der kaldte til nye
Turneringer og nye Kampe, sank Gruset tættere og højere om Levningerne
fra en Tid, som Ingen forstod, og Ingen brød sig om. Hvad der i disse
lange Aarhundreder er gaaet tabt, maa være uhyre, det, som vore Dages
fredende Hænder har draget frem af den gamle romerske Verden, viser os
tydeligt Provence som et af Centrerne for dens Storhed.
Særlig er Arles med Hensyn til Oldtidsminder et Rom _en miniature._ Det
var det gamle Galliens Metropol; Kejser Constantin havde endog en Stund i
Sinde at gjøre denne By til hele det romerske Riges Hovedstad, og for
hvert Skridt gjennem dens sydlandske Gader møder man endnu Levninger fra
den svundne Pragt. Man gaar gjennem en smudsig, snever Gyde og standser
midt i den overrasket foran en antik Tempelportal, der nu danner Indgang
til en Maskinudstilling. Man kommer i Land fra en Baad, der kaster sin
Trosse om en afbrukken Marmorkolos; højere oppe ser man nogle gule,
forvittrede og af Solen brændte Taarne og Arkader, det er Levningerne af
Constantins Palads! Man spørger om Navnet paa den Café, hvor man sidder:
Café du Forum, ser, at den lille firkantede, hyggelige, af store Plataner
helt beskyggede Plads udenfor ligeledes bærer dette antike Navn paa
Hjørnet, og opdager virkelig tæt ved Levninger af det gamle Forum:
Granitsøjler med prægtige korinthiske Capitæler, Thermernes Facade o.s.v.
Man spadserer langs Rhonekajen og støder snart paa Fragmenter af en
romersk Bro over Floden, snart mellem de middelalderlige Fæstningsværker,
der løbe rundt om hele Staden, paa Partier, hvor det endnu er Hadrians og
Caligulas Fortifikationer, der ere bevarede: Porte og Taarne i Ruiner,
mellem hvilke den aurelianske Vej førte ind i Byen. Eller man følger
Strømmen af Arleserinder ud til den fornemste Promenade og befinder sig
pludselig i en lang Avenue, hvor der paa begge Sider, klods op til
hinanden, staar Hundreder af underlige store, smalle Granitkister med
fire klodsede Fødder og Laag ovenpaa, som der sagtens behøves en halv
Snes Mand for at løfte; de er gravne op paa Stedet selv, den moderne
Allée drager sig hen over det gamle Champs-Elysées, paa Romernes Tid en
uhyre Kirkegaard, hvor Notabiliteter fra hele Provence stedtes til Hvile.
De smukkeste Marmorsarkophager er førte bort til Barberinimuseet i Rom,
til Lyon, hvor man gjemmer Servilius Marcianus' Kiste, til Marseille,
hvor man har Flavius Memorius og Cecilia Aprulas, eller til Museet i
selve Arles; kun de Ubekjendte har faaet Lov til at blive staaende paa
den gamle Plads, men Indtrykket af denne de Dødes gigantiske Gade er
derfor ikke mindre ejendommeligt, ikke mindre imponerende.
Man kan, som sagt, ikke flytte Foden i Arles uden at falde over romerske
Ruiner. Udgravningerne skrive sig ovenikjøbet næsten udelukkende fra
dette Aarhundrede, og man er sikker paa at finde meget Mere endnu, naar
man engang kommer til at rive de middelalderlige Bygninger ned, der har
rejst sig over Levningerne fra den gamle Tid. Sikkert veed man saaledes,
at der under Erkebispens Bolig findes det antike Prætorpalads. Men hvad
man end finder, vil dog aabenbart ved Siden af den prægtige romanske
Klosterkirke St. Trophime det romerske Theater og Arenaen vedblive at
være Byens største Mærkværdigheder. Amphitheatret synes at være en hel
Guldgrube for Antiqviteter; der er ingen Ende paa den Mylr af
Marmorstatuer, Søjlekapitæler, Urner, Smykker, Mønter o.s.v., hvormed man
herfra fylder Arles, Museum. Og derimellem nogle af de største
Mesterværker; man har fra den romerske Tid, saaledes den berømte Venus
fra Arles, der nu er flyttet til Louvregalleriet i Paris, samt et andet
Venushoved, der maaske endogsaa i Skjønhed overgaar et hvilketsomhelst
antikt Billedhuggerværk, men som desværre mangler Næsen. Mange af
Frankrigs store Kunstnere har forsøgt at sætte en ny paa, men de har alle
været den ubekjendte Mester underlegne og har opgivet Forsøget igjen.
Af Theatret selv har man endnu Tilskuerpladsen omtrent i dens Helhed, af
Scenen derimod væsentlig kun to prægtige, kolossale Prosceniumspiller,
hugne af hvidt Marmor og endnu kronede af Kapitælernes nederste Stykker.
De giver en Idée om Scenens Pragt, men om selve dennes saavelsom
Orkesterpladsens Udstrækning og Indretning er det vanskeligt gjennem de
opbevarede Ruiner at danne sig nogen rigtig Forestilling. Til Gjengjæld
ser man derimod den antike Arena saa fuldstændig, at den med en Smule
Fantasi staar for En i hele sin overvældende Storhed.
[Illustration: Det antike Amphitheater i Arles.]
Den er efter Colossæum i Rom den største, man har. Da man i 1825 begyndte
Restaureringen, var det et helt Fattigkvarter af Arles, der maatte
fjernes, og man brugte sex Aar for at rydde de to hundrede og tolv Huse
bort, som i Aarhundreder havde ført en Parasittilværelse indenfor dens
svære, beskyttende Mure. Nu staar den der fri for alt det Smaakrat, mere
imponerende end nogen Kirkebygning, et Vidundermonument fra en Tid,
overfor hvilken vi moderne Mennesker maa føle os som rene Dværge. Gjennem
tresindstyve Porte kommer man ind til det underste hvælvede Galleri, fra
hvilket ligeledes tresindstyve Stentrapper fører op til Tilskuerpladsens
tre Etager, den underste for Hoffet og Senatorerne, den mellemste for
Ridderne, den øverste med henved en Snes Sæderækker over hinanden for
Folket. Paa Midten af den nederste, umiddelbart ved Ballustraden til
Arenaen, findes Sæderne for Kejseren og hans Følge i komplet restaureret
Stand, ligeoverfor Pladserne, der vare bestemte til Vestalinderne, og
rundt omkring den hele Etage løber med tresindstyve Adgange og
tresindstyve Balkoner det Foyergalleri, hvor den fornemme Verden
udhvilede sig i Pauserne mellem Kampene. Arenaen selv indtager et
Fladerum, hvis ene Diameter er henved femhundrede Fod, den anden omtrent
halvfjerdehundrede; Amphitheatret kunde rumme over tredivetusind
Tilskuere. Dets øverste Række er nu borte, men naar paa varme
Sommersøndage Arles' og Omegns Befolkning strømmer sammen for at være
Vidne til Tyrefægtningerne, der ligesaavel er Sydfrankrigs som Spaniens
populære Hovedforlystelse, samler ofte endnu henved en Snes tusind
Mennesker sig paa de gamle Stensæder. Skinner Solen da med sydlandsk
gylden Glød ned fra en akvamarinblaa Himmel, medens de vidunderlig
skjønne Arleserinder i deres maleriske Nationaldragter promenerer rundt
mellem Udskjænkningsbordene paa den brede Afsats mellem de to nederste
Etager, medens hele det uhyre Amphitheater er fyldt med Mennesker og
Farver, og medens de vilde Camarguetyre nede paa Arenaen hidses og
stikkes, hvilken uforlignelig Fest er da ikke en Time eller to tilbragte
i denne Gjenopvækkelse af hele den store, antike Verden! Uforlignelig,
men ikke enestaaende. Ogsaa det nærliggende Nîmes har ligesom Arles sin
antike Arena, hvor der holdes Tyrefægtninger saa at sige hver Søndag om
Sommeren. Den er ikke saa stor, Skjøndt der boede to tusind Mennesker i
den, før den blev renset for sit middelalderlige Bykvarter, men den er
bedre konserveret og restaureret. Man tænker endogsaa paa at sætte den
ganske i samme Stand som paa Titus' og Domitians Tider. Nîmes er i det
Hele taget efter Arles den paa Oldtidslevninger rigeste provençalske By.
Fremfor Alt har den sit Maison-Carrée, den mest fuldstændige Bygning,
paastaar man, som nogetsteds i Verden findes fra Romernes Dage. Det er i
Grunden slet ikke nogen Ruin, kun Taget er fra vor Tid, det Hele er saa
godt bevaret, at Huset benyttes til Malerisamling. Dets tredive
kannelerede korinthiske Søjler staar endnu i hele deres Pragt. Hvilken
Kunst og hvilke Proportioner! Ligeoverfor paa den anden Side Torvet har
man bygget et moderne Theater i lignende Stil; det ser ud som en
Hestestald, sammenlignet med dets antike Gjenbo. Og saa Dianatemplet,
Ruinerne af Augustus' prægtige Marmorbade, Capitoliumslevningerne o.s.v.
Heller ikke her er der nogen Ende paa Skattene. Og det er der ikke i hele
Provence; hver By, hver Landsby har sine; midt inde mellem Bjergene
findes der Rester af Akvædukter, Broer, Museer og Templer. Og til dette
Land kommer ingen Rejsende!
[Illustration: Parti af St. Trophime i Aries.]
Petrarcas Hjem.
Okkergule Bjerge hegner den snevre Dal ind. Man kommer til den fra et
frodigt Landskab, fuldt af Vinmarker og tætbevoxet med Morbær- og
Oliventræer. Rosenbuske i bugnende Flor og i glødende Farver langs Vejen,
blomsterdryssende Akacier, og mellem dem aaben Udsigt til begge Sider
over de grønneste Egne af Provence. Men saa nærmer man sig Bjergene;
mellem to af de forreste, fremspringende Klippekamme spænder sig en
pittoresk Akvædukt, under hvis høje Buer man ruller ind, Skrænterne
bliver efterhaanden højere og stejlere paa begge Sider, de snevrer sig
tættere, og tættere sammen, og lige foran lukkes Landskabet af en lodret,
gigantisk Klippemur. Passagen ind under Akvædukten er ikke mere end en
hundrede Alen bred, og fra hvert Punkt i den lille, sammenknebne Dal seer
det derfor ogsaa ud, som man befandt sig i en fuldstændig lukket Kjedel
mellem Bjergene. Fjeldmurene er vildt sønderrevne; paa Toppen af den
laveste ligger Biskoppen af Cavillons middelalderlige Borg i Ruiner, men
naar man staar paa et Sted, hvor man ikke kan se den, synes man at finde
den igjen ogsaa paa alle de andre Tinder. En hel Kreds af Klippepynter
har samme Former og samme graaliggule Farver som de forvittrede
Borgruiner. Lidt længere nede kommer der store, glat afskaarne Flader med
dybere gul Tone, undertiden schatteret helt over i det Rødligtbrune.
Sydens Sol brænder paa dem og giver dem en blank, hemmelighedsfuld
Guldglands, vilde Figentræer med deres store, fingrede Blade og de mørke
Frugter springer ud af Klipperevnerne, selv paa de Steder, hvor man ikke
seer en Fodsbred Jord, Skrænterne er bedækkede med Olivenplantager, der
gror Cypresser og vilde Roser mellem de omkringstrøede Klippeblokke, hist
og her kaster ogsaa et stort, enligstaaende Valnøddetræ Skygge over en
romantisk Plet med Brombærranker mellem Buxbom- og Terpentinbuske, og
øverst oppe vrimler det af forunderlige, mørke Huler inde i Bjerget. Men
hvis det alene var nok til at skabe et Paradis for Digtere og Forelskede,
vilde Verden være oversaaet med Millioner af paradisiske Steder. Det er
en hel anden Ting, der gjør Vaucluses lille Klippedal baade skjøn og
ejendommelig, det er noget Andet, der har begejstret Petrarca, og som
siden hans Tid har lokket Tusinder og atter Tusinder af Tourister til
Le plus riant vallon qu'éclaire l'oeil du monde.