Rivieraen er en Strimmel Land langs Middelhavet, nogle Skrænter af Bjerge

og nogle Pynter, der springer ud i det blaa Vand, saa smal en Strimmel,

at den hist og her næsten rent forsvinder og bliver til Ingenting, en

Villagade, slet ikke Andet. Den begynder forsaavidt lige ved Marseille

allerede og naaer helt til Genua, men det er kun paa en Strækning af en

halv Snes Kilometre, at den er moderne Paradishave i fuld Herlighed.

Hinsides Cannes paa den ene Side og hinsides Frankrigs Grændse paa den

anden ligger den endnu og blunder saa smaat i Naturnegligé, omkring Nice

derimod præsenterer den alle sine Yndigheder i raffineret Festtoilette.

Og her er det da, naar det andre Steder begynder at blive koldt og

vintertrist, at Livets Søndagsbørn, de Lykkelige, som kun er fødte for at

nyde, flyver ned til idel Lys og Sol. Saasnart de første Sneflokke er

faldne, begynder Elitetêten af "Tout Paris" og af "Toute l'Europe" sin

Flugt. Jernbanetogene, spænder deres polstrede Salonvogne for, og der

brydes op fra den regngraa Seinestad. Ned over Bourgognes Vinmarker, ned

gjennem Provences Olivenlunde gaar det i rivende Fart mod Syd. En Nat

kun, saa er det blaa Hav naaet, og det er i en ganske anden Verden, man

vaagner op. Toget gaar ikke hurtigere nu end en Sporvogn, men man ønsker

bare, det gik ti Gange saa langsomt. Hvert Kig ud gjennem Waggonvinduet

er en Aabenbaring. Man gnider først Øjnene og troer ikke, at det er

Virkelighed, det, man seer. Saadan, klædt i de Farver, den Klarhed, det

Skjær af Krystal, har nok enkelte Pletter af Jorden seet ud engang før.

Haven, hvor man legede som Barn, har gjort det, Skov og Mark, hvor man

sværmede om med hvid Studenterhue og lavede Vers og var forelsket, har

gjort det ogsaa, men siden er det Syn kun dukket op igjen i Drømme

undertiden, aldrig naar man var vaagen. Og nu ligger den samme

forklarende Glands over Alt, over Alt. Det kribler i Kroppen, man føler

en Lyst til at springe ud, til at raabe, at Toget skal standse og sætte

En af. Men man faaer ikke Tid til det engang, saadan vexler Landskaberne.

De følger efter hinanden som et Jag af Laternamagica-Billeder. I et

pludseligt Glimt springer Udsigten frem: en blaa Bugt, rammet ind af

rødbrune Skjærgaardsklipper med hvide Huse, med Pinier og Palmer og

Agaver i hver Kløft; et Øjeblik staar det der i Solens Forgyldning, man

lukker Øjnene op saa vidt, man kan, og stirrer og klapper i Hænderne som

paa Theatret, naar Tæppet gaar op for en Feeridekoration, men før

Indtrykket endnu har samlet sig, er Glimtet forbi, Lokomotivet piber, man

farer ind i en Tunnel, Alting bliver nogle Minutter sort Nat, Saa et nyt

Glimt, et nyt Billede, endnu mere feagtigt, endnu mere straalende og

fuldt af Farver end det foregaaende. Hele Rivierafarten er saadan. En

halv Dag staar man ved Vinduet og rækker Hals og seer og venter og seer

igjen. Man kan ikke blive træt af disse blaa Bugter, som man undertiden

kommer saa nær, at man næsten kjører ude i dem, undertiden seer dybt nede

under sig, fra Forbjergets romantisk brudte Skrænt, fyldte med Øer hist

og her, og bindende dem sammen da dybtfarvede, blanke som et Spejl af

Akvamarin, strækkende sig paa andre Steder aabent ud i lyse Flader,

krusede fint som Strimmelen om en ung Pigehals, gyngende med Solblink,

krydsede af Sejlere. Og man kan ikke se sig mæt heller paa disse blanke

Blade af Laurbær og Oranger, disse Kæmpekaktus'er i Klipperevnerne, denne

Flora i Eventyrfarver, denne Bugnen med Frugter, der faaer En til at

bryde ud i Latter og Jublen, stiger En til Hovedet som hed Vin, saa

overdaadig yppig er den. Ør bliver man, mere og mere ør for hvert nyt Kig

ud gjennem Waggonvinduet, Rejsefornemmelsen gaar af En, man glemmer, man

er paa en Jernbane, man føler sig, som man var til Fest.

[Illustration: Et Kig ud af Waggonvinduet.]

[Illustration: Pare de Monceaux]

Og er man det da ikke ogsaa? Stationerne kommer, de rigtige Stationer,

hvor man staar af: Cannes, Antibes, Nice, Monaco, Monte-Carlo, Mentone.

Perronerne er fulde af Damer i Silke og Kniplinger, stive, stramme

Lakajer med røde og blaa Knæbenklæder staar i lange Geledder, Ekvipager

holder ned over Vejene i Rækker, som ingen Ende faaer. Hver Hest har sit

Hovedtøj pyntet med Blomster, selv Fyrbøderen, der kommer og pudser

Waggonens Dørgreb, har stukket en Rose i sin Blouse. Fornøjede Ansigter,

Søndagsrenhed, Elegance og Luxus allevegne; og over det Altsammen

Solskinnets Glands, dette Solskin, som man føler man kan stole paa og

give sig hen i med Tryghed, som kommer, naar Morgenen gryer, og

forsvinder først, naar Natten bryder frem, uden Luner og Nykker,

straalende, leende saa lang Dagen er. Jo, man er til Fest. Man er det

hvert Minut, man befinder sig paa Rivieraen. Den begynder i det samme

Øjeblik man sætter Foden paa denne velsignede Strimmel Jord, og den hører

først op igjen, naar man har forladt det sidste Glimt af dens Sol.

Man kan saa komme, naar man vil, Det er Mode at komme ved Midvintertid, i

et Par Maaneder har da den fine Verden sin Sæson her. Naturligvis er her

paa den Tid prægtigst. Hvert Rum i de Tusinder af Hoteller er fyldt, det

er Pariserliv og Parisertummel om igjen. Men Paradiset er og bliver

Paradiset, selv om det hele _vie mondaine_ er forsvundet. Spektaklet kan

det tage med sig, men Solen ikke. Naturens Pragt er yppigere endnu i Vaar

og Sommer, Haverne fuldere af Blomster, Villaslottene ikke mindre

pyntelige, fordi de staar med lukkede Skodder. Ogsaa den store Stilhed i

dette fortryllede Land har sin Charme. Og saa er der jo desuden et andet

Moment, som spiller en Rolle. Saalænge Sæsonens Publikum huserer her, maa

man være lidt i Slægt med Millionens Verdener for ikke at føle sig fattig

mellem det. I de ni Maaneder af Aaret derimod, da det er borte, føjer

Paradiset til sine øvrige Herligheder ogsaa den at være det billigste

Sted at leve paa i hele Europa. Der skyder sig omtrent midtvejs mellem

Nice og Cannes en lille Halvø ud, som hedder Cap d'Antibes, Cap

incomparable har en provençalsk Digter døbt den. Vi var et Par Danske

engang, for hvem han havde prist den i saadanne Udtryk, at vi følte det

som en Forpligtelse mod os selv strax at tage derned, skjøndt det var

lige Midsommer og gyselig hedt allerede i Avignon--den gamle Paveby, nu

Felibrernes Hovedstad--, hvor vi havde truffet ham. Vi fandt det landlige

Hotel, som han havde givet os Anvisning paa, fuldstændig tomt og Folkene

aldeles konsternerede over at faa Gjæster paa denne Tid af Aaret. Hele

Huset fra øverst til nederst--og det var et veritabelt civiliseret Hotel

med alt Tilbehør--blev stillet til vor Disposition for sex Francs om

Dagen, deri indbefattet fuld Fortæring, Frokost med fem, sex og Middag

med en halv Snes Retter samt saamange Litrer Vin, vor tørstige Gane

begjærede. Og vi drak grumme tidt i de tre Uger, vi blev der, den ædle

Sangers Skaal, hvem vi skyldte Bekjendtskabet med dette Cap incomparable.

"Bellevue" hed Hotellet, og til en Forandring passede Navnet engang. Fra

det flade Altantag saae man paa den ene Side over Golfe Jouan, den

skjønnesté af alle Rivieraens Bugter, lige til Cannes, paa den anden

havde man for sig Højderne langs "la Corniche", Vidundervejen mellem Nice

og Monaco, og i denne Ramme laa den lille Halvø nedenfor En med sine

Pinielunde og Orangehaver, sine bølgende Vinskrænter, sine solbrændte

Villaer og sin tropiske Flora. Den er her, hvor der aldrig er faldet et

Fnug Sne, saa rig, at der paa denne halve Kvadratmil Land tælles

ligesaamange Plantearter som i hele Skotland og Sverig. Alt, hvad der kan

gro ved det gode Haabs Forbjerg, kan gro her ogsaa. Og hvor det groer!

Blandet, broget, overgivent vildt mellem hinanden. Der var en Krog, som

var vort Yndlingssted. Vi laa i Selskab med Sommerfugle og Guldsmede og

alskens flagrende og summende Insekter paa Græstæppet under et gammelt

Oliventræ. Paa den ene Side klattrede et Krat af Roser og Gyvel og Kaktus

op over en lille Stenskrænt og gik paa Toppen af den i Kompagni med

Fyrre- og Figentræer for at lave Skov, paa den anden vuggede sig en

gylden Hvedemark. Foran os skraanede Terrænet nedefter med smaa

firkantede Havelodder, snart Vin, snart store Artiskok- og

brogetblomstrede Bønnebuske, saa en Kile ind, der var brandrød af

Tomaternes Frugter, saa et Stykke, hvor de lyse Mandeltræskroner skjød

sig op og lod sig vifte af Sommerpust og legede med Solblinkene, der

flimrede ind mellem det lette Løv. Og helt nede endelig det blaa Hav, men

blaat, saa det ikke er til at begribe, gjennemskinnet af Sol, dybblaat,

varmt, klart som blaa Pigeøjne, hvori Ungdom og Kjærlighed lyser. Det var

guddommeligt. Og rundt om paa Halvøen var der Hundreder af saadanne

Kroge. Solen blev lidt ustyrlig hed midt paa Dagen, det er vist nok, men

Luften var saa velsignet ren og Himlen saa høj og Alting saa eventyrlig

skjønt, at man lod sig brænde og lo af det kun og aldrig noget Øjeblik

ønskede sig det anderledes, end det var. Hvad Moden dog er for en

underlig Ting! Fra April til November ligger denne Halvø øde. Ikke en

Villa er beboet. En Mængde af dem maatte man kunne faa at leje for saa

godt som Ingenting; men Ingen falder paa det. Det er ikke Fashion. Ikke

Fashion at leve i Paradiset, naar det staar aabent, for hvem der gider

komme,--man maa være Menneske for at kunne finde paa saadan Taabelighed.

Langs hele Rivieraen er der kun eet Punkt, hvor det Aaret rundt, Sommer

og Vinter uden Forskjel, mylrer med Mennesker. Det er i det berømmelige

Fyrstendømme Monaco, det mindste, men det skjønneste og lykkeligste

samtidig af alle Riger paa Jorden. Det maales ikke i Kvadratmil som andre

Lande, det er ikke saa stort engang som en pæn lille Herregaard, dets

hele Længde naaer ikke til en halv Mil, og der er Steder, hvor det knap

er et Par hundrede Alen bredt. Fyrstendømmets constante Befolkning tæller

femten hundrede Sjæle, og dets Souveræn raader over en Armée paa Alt i

Alt nogle og tyve Mand, Officerskorpset deri medindbefattet. Men dette

Diminutivrige foregaar ikke destomindre Verden med et stort Exempel; det

er Fremtidens Modelstat i en Perfektion, som selv de mest excentriske

Idealister knap har vovet at drømme. Indenfor dets Grændser er

Fattigdommen afskaffet, Skatterne er afskaffede; Alt, hvad der har

mindste Slægtskab med Mangel og Trang, er banlyst fra det monakiske

Territorium. Man seer kun Luxus, man aander kun Velvære. Hvad

Menneskehjerner nogensinde har udpønsket for at gjøre Tilværelsen

komfortabel, findes her i sin højeste Fuldkommenhed. Og Altsammen staar

det gratis til Disposition. Staten betaler. Den er et Forsyn, der kun har

een Tanke: at Monagenserne skal nyde Livet, og som ikke smaaligt tager

Hensyn til, hvad Realisationen af denne dens Livsopgave koster. Den har

en Allieret, som sætter den i Stand til at tillade sig alle

Extravagancer, den har salig Blancs Generositet at disponere over, og det

er meer endnu end Monte-Christos Skat.

Salig Blanc var en snild Fyr. Han forstod, at for at et menneskeligt

Paradis skal være komplet, maa det have sin Slange. Uden den kan det være

nok saa dejligt, dets Skjønhed mangler det lokkende, pikante Element, og

det bliver trivielt til Slutning. Lord Brougham havde opdaget Rivieraen,

Blanc satte Slangen i den. Men en Slange efter Nutidsbehov og i

Nutidskostume naturligvis. Adam og Eva kunde lade sig friste af et Æble,

siden er Menneskene blevne mere blaserede. Kundskabsfrugten for det

moderne Europa er den runde Million, og Slangen i Rivieraparadiset er en

Spillebank.

Som et Eventyrpalads rejser Roulettemplet sig paa Monte-Carlohøjen,

bygget af Marmor og Porphyr, med brogede Majolika'er, Forgyldning og

Skulpturer, med Taarne, Minareter og Balkoner. Højen, hvis Top det

kroner, er Rivieraens vidunderligste Plet, Haven nedover Terrasserne med

deres hvide Balustrader, deres Palmegrupper og Blomsterorgier saa yppig,

Middelhavsbugten ved disse Terrassers Fod saa pragtfuld, saa koket i sin

blaa, skjærgaardsbræmmede Kappe som ingen anden. Man har ikke været paa

Rivieraen, naar man ikke har været i Monte-Carlo, det er som Apotheosen

efter alle Feeritableauerne.

Man holder da sit Indtog ved dette Paradisets Hof. Man gjør sin Person

saa pyntelig, som den er i Stand til at blive, man sætter sig i Stemning

ved "Hotel de Paris"'s Bord, det mest luxuøse, Verden har, og man gaar ud

for at se og nyde. Men sandt at sige, denne første Promenade bliver

sjelden lang. Øjet fanger den hele Herlighed op, uden at Synsnerven vil

forplante den til Hjernen, Beundringen klinger koldt, man svarer distrait

paa, hvad Vennen ved Siden af En siger. Slangen har begyndt at hvisle, og

man hører kun den. Man er nervøs, man giver Varmen Skyld, sætter sig paa

Kaféen og tømmer sin glacerede Drik i eet Drag. Ligeoverfor er Templets

Indgang. Vognene kommer rullende; silkebestrømpede Dameben hopper ud og

farter op ad Marmortrappens bløde Tæppe. Habituéerne kommer; altid

enkeltvis, som hensunkne i Tanker, svingende Spadserestokken, gjørende

fortvivlede Forsøg paa at synes nonchalente, men i Smug tællende

Beton'ens Fliser, gaaende udenom hvert Halmstraa, der ligger i Vejen,

klemmende sig op ad Trappens Rækværk for at undgaa Tæppet i Midten, der

bragte _deveine_ igaar. Hvislingen lyder højere og højere. Om man fulgte

efter? Man skal jo dog derover engang. Ligesaa gjerne først som sidst.

Der er fuldt i den mauriske Sal. Fem, sex Rækker omkring hvert af de

grønne Borde. Men Alting gaar stille, douce og dæmpet. Kuglens Rullen er

den højeste Lyd, Kroupieren raaber sit Tal, sit _rouge imair et manque_

med en Stemme som om han talte Bug. I det samme Øjeblik Rouletten

standser, har han Riven ude og rutscher i to-tre Tag de tabte Summer til

sig; med Taskenspiller-Behændighed lader han mellem to Fingerspidser

Louisd'orerne flyve ud og regne ned paa de vindende. Pladser. _"Faites

votre jeu_,". lyder det igjen. Mens han stabler Guldet i Ruller i sin

Metaltraadskurv, sætter Spillerne ind. Hver Kategori af dem har sit Spil,

sit System. Nervøst regner man efter paa Notitsbladet. _La vielle garde_

markerer Karro'er, dens unge, kaade Arvtagerinder lader Guldstykkerne

trille hen over Tæppet og standse, hvor de vil, den gamle Rastaqouair

sidder støt og doublerer sin Farve. I to Minutter er Alt færdigt. _Rien

ne va plus!_ Kuglen sprætter atter rundt i den aandeløse, spændte

Stilhed, de Bageste strækker Hals: _trente, rouge, pair et passe_.

[Illustration: Omkring det grønne Bord.]

Rødt er kommen fem Gange. Sort! sort! hvisler Slangen ... sort! sort! er

det, som det lød igjen i Ekko fra alle Ender af Salen. Febrilsk griber

man ned i Vestelommen og trænger sig frem mellem Rækkerne. Man staar ved

Bordet, man sætter ud. Beskedent først et Femfrancsstykke. Man vinder.

Man vinder igjen, man bliver ved at vinde. Og jo tungere Vestelommen

bliver, desto større bliver Modet. Man prøver "Hestene", saa en Karré,

saa et enkelt Tal. Man er allerede forlængst ved Guldet; Sex og tredive

Louisd'orer river man ind istedetfor den ene, man satte ud. En ung, bleg

Herre, med rystende Hænder og store; rødtunderløbne Øjne rejser sig. Man

tager hans Plads. Nervøsiteten er borte, man forcerer sit Spil, man

doublerer mod Suiterne, man garderer Zero ved de store Indsatser, man

skovler ind og skovler ind. En halv Time efter, naar man gaar bort, har

man alle Lommerne fulde af Guld.

Nu først, i den friske Skumringskjølighed, gaar det rigtigt op for En,

paa hvilken henrivende Plet af Jorden det er man befinder sig. Hver blød

Bugtning i Bjergenes Linier, hver Tone i Farvespillet mellem Himmel og

Hav, hvor Solen gaar ned, hver hemmelighedsfuld, rolig Slagskygge over

Haveterrasserne, Alt har man Øje for nu, og Alt sætter En i Begejstring.

_Un bon diner_ følger efter, det forstaar sig af sig selv. Truiten vandes

med ægte Yquem og den trufferede Poulet med Chambertin fra Femogtreds. Et

Par Guldmønter meer eller mindre, hvad gjør det! Man finder jo hvert

Øjeblik en halv Snes Stykker af dem hist og her i en Lomme, som man ikke

havde tænkt paa. Og mens man sidder der i den spejloverlæssede Sal, i

Krydsild af Smil fra guldblonde Skjønne, ombølget af bedøvende Duft fra

Roserne, som slynger sig ind gjennem det aabne Vindue, og fra Bouquet af

Ylan og Verveine og Violette de Parme, mens man sidder der med Alverdens

dejligste Frugter paa sit Bord, med Alverdens Rigdom omkring sig, hvilke

underlige, nye, sødt pirrende Fantasier begynder da ikke at tumle rundt i

Ens Hoved! _Forcez donc votre jeu; vous avez de la chance, vous; vous

sauterez la banque_, sagde Andalusierinden med de sorte Diamantøjne, som

man sad ved Siden af ved Rouletten. Sprænge Banken! Man leer af det

først, men man diskuterer det siden. Umuligt er det da endelig ikke,

siger Vennen, man er her med, Naar vi havde spillet højere, naar vi var

bleven ved... ved Kaffen drøfter man med den alvorligste Mine af Verden,

hvilke Midler der findes til at sende større Pengebeløb bort fra Monaco,

og hvilke Forholdsregler, der vil være at iagttage, hvis man en

Aftenstund skulde komme til at sove i Værelse sammen med en Million eller

saadan Noget.

Naturligvis anseer man det for sin Pligt at gjøre _un petit coup_ om

Aftenen ogsaa. Man har samme Held som om Formiddagen. Alting, hvad man

holder paa, kommer ud, Farver og Heste og Karré'er og Numere uden

Forskjel, man behøver ikke engang at dublere. Klokken Ti er man træt og

har nok. Man drikker en Flaske Moët frappé paa Kaféen, driver et Par

Gange frem og tilbage paa den maanebeskinnede Terrasse, hvor Musiken

spiller, vinker saa ad en Vogn og kjører sin Promenade i den vidunderlige

Natteluft, i flyvende Galop ned over _la Condamine_ og op ad

Monacobjergets snoede Veje, bestandig med Udsigt gjennem halvtlukkende

Busketter til Vandet langt dernede, hvor Maanereflexet gynger sin

lysgyldne Bro. Det er ikke nogen Kjøretour, det er en Drøm, der fylder

hver Fibre med Vellyst. Man sover meget længe den næste Dag. Man har

Ingenting at haste efter, der lukkes jo ikke engang op "derovre" før

Elleve. Man har desuden en svag Fornemmelse af, at det dog maaske vilde

se lidt forhippet ud at komme før Frokost. Om man kjørte over Bjergene

til Nice, en ren Eventyrfart, siger Alle, der har gjort den. Portieren

raadføres. Umuligt, man vilde komme altfor sent tilbage. "Systemet" skal

prøves idag. Man tager Carnet'en frem og undersøger den igjen; alle

Tallene fra den foregaaende Aften staar der. Der er ikke een Suite, som

vælter Beregningerne. Klokken Et er man paa Pletten. Rækkerne omkring

Bordet er kun tynde endnu, man faaer sin Stol. Det gaar som paa en Snor.

Chancerne kommer maaske lidt sjeldnere, end man kunde ønske, men ikke een

af dem svigter. Systemet holder; man tænkte det jo nok, men det er altid

rart at have Valuta i Lommen, som beviser det.

Man gaar tilbage til Hotellet for at lægge Gevinsten af. Det er dog

bedst, man tager til Nice den næste Dag; det begynder at blive lidt

ængsteligt at bære alt det meget Guld i sin Kuffert. Desuden er der

forskjellige Ting, man skal kjøbe; Ens Garderobe trænger til at indrettes

paa det varme Klima. En Undersøgelse af Monacos Boutiker forøger den

foreløbig med det Nødvendigste: en Solskærm og et Par blaa Briller; man

tager sig et Bad og kjører saa op igjen. Men Eftermiddagsvisitten er

uheldig. Man har spillet paa Inspiration ved Siden af Systemet, og

Inspirationen har slugt, hvad man havde hos sig. Der maa hentes

Forstærkning. Og saa--man leer af det selv, det er jo dumt og overtroisk,

men _enfin_: det var den blaa Rejsedragt, der bragte Held igaar. Man kan

jo ligesaa gjerne tage den paa som en anden.

Om man stoppede og rejste og lod sig nøje med, hvad man endnu havde i

Behold? Nej, det vilde være at staa sin egen Lykke i Vejen. Man maa kunne

tjene en Formue, det gjælder kun om at være sikker paa sig selv og holde

sig udelukkende og urokkeligt til Systemet. Med den faste Beslutning at

gjøre det, gaar man over. Fem Minutter efter forlanger man sin Nøgle hos

Portieren igjen. Hvor kunde man ogsaa være saa uforsigtig ikke at tage

hele sin Beholdning med? Havde man kunnet doublere een Gang til, var man

ikke bleven sprængt. Sort kom den trettende Gang, og man faldt paa

den tolvte.

Man falder om Aftenen paa den sextende. Og man har været "forsigtig" nu,

man har den sidste Rulle Guldstykker ude. _Huit, rouge, patr et manque_,

Kroupieren river hele Stabelen ind. Man seer dem glide hen i hans Kasse,

og man hører hans _Faites votre jeu, Messieurs_. Men med et Smil, et Smil

maaske, der ikke er ganske fri for at være en lille Smule fortrukkent,

rejser man sig. _Vous partez_? spørger den Guldblonde, der staar bagved.

_Oui, Mademoiselle_.--_Vous permettez que je prenne votre place_?--_Avec

plaisir_. Og hun sætter sig og kaster en Haandfuld Louis'er paa Farven,

der ikke kom. Kuglen sprætter og standser. _Noir, pair et passe_.

Naturligvis.

Man drikker den Aften ingen Moét, og man kjører ikke over _la Condamine_.

Man driver et Par Gange op og ned ad Terrassen som Dagen forud, men

Musiken gjør trist, og Maanen skinner irriterende, og man gaar tidligt

tilsengs. Man gjør det hverken i det lyseste Humør eller med de venligste

Følelser mod Tilværelsen. Men den næste Morgen, naar man vaagner, er det

Altsammen gaaet af En som en Sygdom, der er ovre. Man aabner Vinduet paa

vid Gab. Hvilken Friskhed, hvilken Sol, hvilken Skjønhed! Og hvor det

ligger roligt og hvilende der Altsammen og smiler En imøde, som det vilde

sige: Nu forstaar vi hinanden, nu hører Du mig til. Man nynner et Vers og

klæder sig paa og gaar ud. Ingen Mennesker er oppe endnu. Kun de store,

brogede Sommerfugle er det, og Fuglene, der synger, og Blomsterne, der

dufter. Man gaar og gaar og bliver ved at gaa. Først nu straaler

Paradiset i sin fulde Glans; Kundskabsfrugten er nydt, Øjet er blevet

aabnet for dets Dejlighed. Ak, var der blot ingen Engel med flammende

Glavind, ingen Regning, der ventede paa En, naar man kom hjem i "Hotel de

Paris"! Dog ligemeget--man har været i Rivieraens Paradis, og bringer man

end ingen Millioner med derfra, kun sin stakkels gule Sommerparapluie og

sine blaa Briller, en Skat af Sol og Lys har det dog straalet ind i Ens

Sjæl, som den triste, kolde Verden skal bruge lang Tid for at forøde.

End of Project Gutenberg's Fra det moderne Frankrig, by Richard Kaufman

Fra det moderne Frankrig · 第 27 / 27 段