saakaldte "Felibrer", et selvopfundet, saavidt jeg veed, fra den første
By, hvor Digterkredsen samledes, taget Navn, der efterhaanden er gaaet
over til at være ensbetydende med Begrebet Poet. I Troubadourernes
skjønne Land er Troubadourernes Toner ganske vist stadig blevne hørte.
Den provençalske Folkepoesis Kilder har aldrig rent ophørt at flyde, selv
i den tørreste Paryktid. Men først i vore Dage er der blevet gjort Forsøg
paa at iklæde denne Folkepoesi en Kunstliteraturs Dragt og derigjennem
atter skaffe Folkesproget Anseelse og Rang. Istedetfor at gaa til Paris
for at vinde Verdensry og Millioner er Provences og Languedocs Digtere
blevne hjemme i deres Landsbyer, har sagt, hvad de havde at sige, paa
deres eget Sprog, har sunget som Troubadourerne om deres dejlige Hjem og
dets skjønne Kvinder, har givet Afkald paa Villaer og Slotte og paa
Akademiets Lænestole og har fundet sig i beskedent at tjene deres Brød
som Boghandlere, Bagere, Landmænd o.s.v., samtidig med at de digtede for
Poesiens egen Skyld. Jasmin, en af de betydeligste Lyrikere, Frankrig har
haft, levede og døde som Frisør i Agen; Réboal drev Bagerhaandværket i
Nimes samtidig med at han skrev de uforlignelige Sange, der med Rette har
skaffet ham Tilnavnet Provences Béranger. De er ganske vist derved
personlig blevne mindre berømte, end de upaatvivlelig vilde være blevne,
hvis de som deres Landsmænd Daudet og Zola havde valgt at skrive paa
Fransk og i Poesiens Modeformer, men de har opnaaet at vække en
Opmærksomhed for deres Sprog, der stiger Dag for Dag, og de har derved
tilfredsstillet deres Hjertes dybeste og varmeste Trang. Tyskland har
allerede to Tidsskrifter, som udelukkende beskjæftiger sig med romansk
Sprog og Poesi; der holdes Forelæsninger herover ved tyske Universiteter,
og den nye provençalske Poesis Hovedværker findes i gode, af virkelige
Digtere besørgede tyske, italienske og engelske Oversættelser. I selve
Frankrig har man ganske vist--maaske dels af Skinsyge, dels fordi
Pariserbladene gjorde de provençalske Digtere forhadte gjennem
Beskyldninger for separatistiske Tendenser--længe strittet imod og ikke
rigtig villet yde den nye romanske Poesi sin Anerkjendelse. Men Akademiet
har dog ikke kunnet undgaa at priskrone flere af dens mest fremragende
Arbejder, og efterat Kritikere som Pontmartin og Merimée rent ud havde
erklæret, at Provençaleren Mistral ubetinget hørte til vor Tids største
Digtere, og at der maaske ikke siden Odysseen var skrevet et saa skjønt
og klassisk Værk som hans episke Digtning "Mirèio" [*], er i ethvert
Tilfælde denne Digter tagen til Indtægt af den franske Nationalstolthed,
og den eneste Gang, han fra sin Landsby Maillane tog til Paris, var han
Gjenstand for ligefrem stormende Ovationer, ligesom da ogsaa alle
Frankrigs literære Notabiliteter stadig rejser ned til denne landlige
Krog mellem Vaucluses Bjerge for at besøge ham og i Stilhed bringe ham en
Hyldest, som han tager imod paa den elskværdigste og beskedneste Maade
af Verden.
[Footnote *: Hans Hovedarbejde er "Mirèio", Navnet paa den unge
provençalske Pige, der er Digtets Hovedperson. Ogsaa hans anden store
episke Digtning "Calendou", hvor Handlingen ligeledes spiller i Provence,
indtager imidlertid en ikke mindre høj Rang mellem moderne Digterværker.
Af begge Arbejder findes forskjellige Oversættelser paa Fransk.]
Ikke faa af de andre provençalske Digtere, særlig Roumanille[1], og
Aubanel[2], der begge lever som Boghandlere i Avignon, Felix Gras[3], der
er Fredsdommer, og Anselm Mathieu[4], der ejer et Hotel sammesteds, samt
William Bonaparte Wyse [5], der, skjønt født Englænder, ikke har kunnet
fornægte Kjærligheden til sin Moders, Lutetia Bonapartes, Land og Sprog
er paa gode Veje til ligeledes at opnaa rig Anerkjendelse ogsaa udenfor
den sydfranske Befolkning, for hvem de nærmest skriver. Inden ret mange
Aar vil maaske "Felibrene" være de Digtere, som fortrinsvis læses. Deres
Sange er midt i Nutidens Blaserthed et rigt strømmende Kildevæld af frisk
og umiddelbar Poesi.
Notes:
[1] "Les Oubreto" og andre Arbejder i Vers og Prosa.] [2] "La Mióugrano
entre-duberto" og andre lyriske samt episke Digte.] [3] "Li Carbounié"
samt flere større episke Digtninger.] [4] "La Farandoulo", lyriske
Digte.] [5] "Li parpaioun bleu", lyriske Digte.]
De har foreløbig sluttet sig sammen i Foreninger, der ganske vist giver
sig ud for at have en overvejende selskabelig Karakter, men som ved Siden
deraf propaganderer stærkt for det, der paa alle Punkter er og bliver
disse Felibrers Livssag: det romanske Sprog. Provence har sit
felibristiske Selskab, Languedoc sit, begge med talrige Medlemmer og
tællende mellem dem adskillige sydfranske Rigmænd og Notabiliteter, hvis
Indflydelse maa bøde paa de tarvelige Vers, de skriver. Jævnlig samler
disse Foreninger, der synes gjennemtrængte af en endnu stærkere
prononceret broderlig Sammenholdsaand end nogetsomhelst Frimurerselskab,
sig til et Slags Sangerfester i Troubadourstil, til hvilke hvert Medlem
maa medbringe sit Bidrag af Poesi, og som ikke sjeldent har
Prisbelønninger, uddelte af den skjønneste Kvindes Haand. Man drikker
"Felibrernes Vin", den ædleste af alle, paastaar Digterne selv, og af
hvilken et eneste lille Glas skal være nok til at fremkalde Begejstring;
man lovpriser i Vers og Tale det skjønne Land, hvor man bor, og dets
elskede Sprog, man roser hinandens Produkter og beruses af Vinen og
Poesien og Lovtalerne. Men samtidig sætter disse Sammenkomster dog ogsaa
en virkelig Frugt. De har allerede givet Initiativet til Oprettelsen af
et Theater, som for kort Tid siden er blevet indviet i Montpellier, og
paa hvilket der kun skal spilles Komedie i det romanske Sprog; de har
skabt et Tidsskrift for at varetage dette Sprogs Interesser og undfanget
Ideen til et stort Blad i Stil med _Paris-Murcie_ paa Romansk for at
komme den romansktalende Broderstamme paa Balkanhalvøen til Hjælp, og de
har, hvad der maaske er det vigtigste af Alt, affødt omfattende
filologiske Studier med det Formaal at give Folkesproget faste
videnskabelige Former og sammensmelte de forskjellige Dialekter til eet
Skriftsprog med bestemte, almengyldige Regler. Mistral har endogsaa
paabegyndt Udgivelsen af et kolossalt lexikografisk Arbejde, der skal
blive et romansk Sidestykke til Littrés Værk.
Efterhaanden som nu denne oprindelig rent sproglige Bevægelse er voxet i
Vejret, efterhaanden som den har vundet stærkere og stærkere Tilslutning
hos de dannede Klasser og Sympathi hos det menige Folk, har den tillige
optaget andre Elementer i sig og er lidt efter lidt bleven Grundlaget for
en gjennemgaaende Konservatisme paa alle Punkter. Kjærligheden til det
gamle Sprog puster yderligere til den nationale Selvfølelse, der iøvrigt
for Sydfrankrigs Vedkommende altid har været stærkt udpræget og ofte nok
historisk har givet sig Udslag i ligefrem fjendtlig Position mod Norden.
Den bringer den naturlige Vedhængen ved Alt, hvad der er ejendommeligt
for Hjemlandet, til Bevidsthed, og den omgiver de gamle Skikke, der har
holdt sig paa Grund af Landets Fjernhed fra Hovedstaden, med et Skjær af
noget Helligt, som der ikke maa røres ved, fordi det er et af Momenterne
til at vise, at man er et særligt Folk, der har Ret til at have sit
særlige Sprog; den holder fast paa Nationaldragten, og det i den Grad, at
selv Kvinder fra Byerne, gifte med Mænd i fremtrædende Stillinger, stadig
bevarer denne Dragt og ikke engang lægger den af, naar deres Mands
Embedsstilling medfører en Flytning til andre Egne af Landet; den nærer i
sin Beundring for den Tid, da det nationale Sprog var hædret og mægtigt,
en dyb Kjærlighed til Alt, hvad der er gammelt og minder om den
svundne Tid.
Bevægelsen har imidlertid ogsaa andre Følger. Idet Felibrene stiller sig
som Bannerførere for deres Sprogs Ret, finder de den Literatur, der
bliver deres naturlige Fjende, fordi det er dens Sprog, som holder deres
eget nede, gjennemsyret af Tidens materialistiske og atheistiske
Tendenser. Kampen er for dem baade saa haard og saa alvorlig, at den
ganske naturlig paa alle Punkter fører dem over i den Lejr, der gjør
skarpest Front mod deres Modstandere. Samtidig udvikler deres stille,
afsides Tilværelse paa Landet, deres Hjemstavns lyse, glade, romantiske
Natur, den Poesi, hvis Traditioner de tog i Arv, netop en
anti-materialistisk og anti-atheistisk Livsanskuelse, der gaar som en rød
Traad gjennem hele deres Digtning. Denne Livsanskuelse trænger fra den
populære Poesi, der i ethvert Tilfælde er de lavere Klassers eneste
aandelige Føde, ind i hele Befolkningen, optages i dens Bevidsthed,
befæster den hos enhver Landbefolkning liggende Tilbøjelighed til
Konservatisme og Religiøsitet og udbreder saaledes mere og mere sin
stille, men sejge og udholdende Propaganda.
Det er Forklaringen paa den Konservatisme, som den Fremmede med
Forbavselse møder nede i de røde Anarkisters Land. At en saa omfattende
Bevægelse ikke tillige skulde gjenfindes paa det rent politiske Omraade,
vilde være højst paafaldende. I Virkeligheden aabenbarer den sig da ogsaa
paa det ikke mindre iøjnefaldende end paa alle andre. Det er til Syvende
og sidst Statsmagten, der holder det Sprog nede, som disse Mennesker
elsker og kæmper for, det er den, der staar som Repræsentant for alle de
Ideer, der er dem forhadte, og daglig bliver det mere og mere, fordi de
ægges og tirres af den sejrrige Regerings Tilhængere og Embedsmænd, og
det ligger da i selve Tingenes Natur, at de gjør Front mod denne
Statsmagt og efterhaanden overfører paa den al den intensive Forbitrelse,
der følger med Kampen for en virkelig Livssag.
Trods al den Konservatisme, de saa ostentativt bærer til Skue, er de
imidlertid Sydlændinge, deres Natur tillader dem ikke at slaa sig
tiltaals med akkorderende Mellemformer, de maa helt ud i det Extreme, og
de kommer da til at tilhøre det politiske System, der er den bestaaende
Regerings absolut modsatte Pol. Naar undtages Nizza og Cannes med deres
nærmeste omkringliggende Opland, to Byer, som i Grunden kun er et Slags
Forstæder for Paris's elegante Verden, vil man i hele Syden næsten ikke
finde en eneste Bonapartist. Derimod forbavses man ved det overordentlig
store Antal Legitimister, som man træffer paa, og det tilmed Legitimister
af det reneste Vand, haardnakkede Forsvarere af den hvide Fane med alt
dens Tilbehør. Hver By har sin legitimistiske Klub og sin legitimistiske
Café ved Siden af den radikale, ved hvert Skridt, man gaar, seer man
Damer med lilieoversaaede Dragter, ja selv paa de Tørklæder,
Bønderkonerne bærer over Hovedet, finder man den kongelige Blomst
indvævet. Hvert lille Distrikt har sit legitimistiske Blad af saa
udpræget Farve og med saa hvasse Artikler, at de næsten bliver barnlig
naive, og hvert andet, tredie Menneske, man taler med, betragter Troskab
mod Kongen og Kirken som en uundgaaelig Betingelse for at være et normalt
og retskaffent Menneske. Sydfrankrig kan endogsaa opvise det Særsyn, at
der er Smaabyer, hvis Kommunalraad er legitimistisk. Det maa man søge om
selv i Vendée og Bretagne. I disse Egne vinder Republiken Terræn saa at
sige Dag for Dag, og der kan næppe være Tvivl om, at "Kongen" nu tæller
sine talrigste og troeste Tilhængere i Syden. Republikanerne er ganske
vist ogsaa der i Majoriteten; de holder ved alle Midler Bevægelsen nede,
de forbyder Legitimisternes Processioner, de lukker deres Kaféer og fører
samtidig selv det store Ord saa højrøstet, at man paa Afstand kun lægger
Mærke til dem. Men netop det er det, der gjør Modstanden indædt og
udholdende.
Der kan maaske, naar man vil se Roden til hele denne Sagernes Tilstand i
Kampen for det nationale Sprog, gjøres den Indvending, at der endogsaa
mellem Forkæmperne for denne Sag, mellem Felibrerne, findes udprægede
Radikale ved Siden af Legitimisterne. Et af de mest fremtrædende
Medlemmer af Languedocs "Mantenencia" (Felibrerselskab), Xavier de
Ricard, har saaledes, samtidig med, at han bortkastede sin Marquistitel
og anvendte sin Formue i velgjørende Øjemed, stillet sig temmelig
utilsløret paa Kommunens Side. Spørger man imidlertid de legitimistiske
Felibrer om, hvorledes de kan gaa sammen med ham og lignende Røde, faar
man det Svar, at begge Partier dog i sidste Instans kæmper imod den
bestaaende Regering, og at Kampen for Sproget i ethvert Tilfælde er
Hovedsagen. Forstaaelsen har dog maaske ogsaa et andet Motiv, om end
dette for en Del endnu kun er ubevidst tilstede. De Røde vil omdanne
Frankrig til et Forbund af Smaarepublikker, og Felibrernes Bevægelse
gaar, saaledes som flere af deres Hovedledere utvetydig har tilstaaet, ud
paa en Løsrivelse fra Paris, naar Sproget ikke paa anden Maade kan komme
til sin Ret, i Forbindelse med en føderativ Tilslutning til Spaniens
nordlige Provinser under en Bourbon. Der er her en Fare, som den franske
Regering aabenbart ikke har rigtigt Syn paa. Det vilde være saare let at
underminere hele denne antirepublikanske Strømning, naar man blot vilde
gjøre lidt Indrømmelser paa det Punkt, der i hvert Fald for dens Førere
er det ubetinget afgjørende. Nu er det i Gjenoprejsningen af det
traditionelle Kongehof, disse moderne Troubadourer seer Frelse og ny
Blomstring for deres kjære Sprog. De slutter sig ikke til
Chambordprætendenten og hans Lillier af nogensomhelst anden Grund. Vilde
Republiken give dem, hvad man venter af "Kongen", ganske simpelt fordi
han er Republikens Modpol, vilde Regeringen vise en Smule Imødekommen mod
den romanske Sprogbevægelse, lidt Interesse for Bevarelsen af den i
ethvert Tilfælde skjønne og højt udviklede provencalske Dialekt, vilde
den hurtigt forvandle sine Fjender dernede i Syden til Venner. Det
moderne franske Sprog behøver ikke at være bange; det er ganske sikkert
stærkt nok til at kunne taale Konkurrencen.
En sydfransk Pilgrimsfart.
Det var ganske tidligt om Morgenen, men allerede varmt, og man følte, at
Solen, der lige var staaet op, ret snart vilde brænde med ægte sydlandsk
Kraft. Der var ikke en Sky paa Himlen, ikke et Træ bevægede sine Blade;
det var en af de i Rhonedalen saa sjeldne Dage, paa hvilke man ikke
mærker mindste Spor af Nordenvinden eller af de hede, feberbefængte Pust,
der kommer fra Sahara.
I det straalende Solskin gled en lille Dampbaad ned ad Floden, helt
overfyldt med Mennesker. Hver eneste Krog paa Skibet var optagen; de, som
ikke havde kunnet faa Plads paa Bænke, Kahytsluger, Tovruller og Kasser,
havde lejret sig i lange Rækker paa Dækket, der var saa tæt besat, at man
ikke kunde se den mindste Plet af det.
Det var et ejendommeligt Rejseselskab og en ejendommelig Rejse. Af
Mandfolk var der kun faa ombord: et Par Turister, en halv Snes Gejstlige
i deres sorte Talarer, nogle Krøblinge, en del Folk, som falbød
Appelsiner, Brystsukker og Brød, og foruden dem knap nok en tyve, tredive
Personer. Kvinderne derimod taltes i hundredevis, ligefra Matronen, hvis
rystende Hænder knap kunde holde Rosenkrandsen, til ganske smaa Pigebørn.
Smukke var baade Gamle og Unge næsten uden Undtagelse. Rhonemundingernes
Departement, især Arles og Omegn, har ikke uden Grund Ord for at huse
Frankrigs skjønneste Kvinder, Grækere Romere, Saracener og Gallere, der
efterhaanden har hersket over disse dejlige Lande,--alle synes de
formelig at have kappedes om at give Provences Kvinder de ejendommelige
Skjønhedstræk i Arv, som udmærker deres Race. For Malere og Billedhuggere
er her et uopdaget Kalifornien. Naar ved de store Tyrefægtninger eller
andre lignende festlige Lejligheder Befolkningen samles, vil der mellem
hundrede Kvinder findes en, som ikke er smuk, men over halvhundrede, hvis
Skjønhed er fuldt værdig til at foreviges af den største Kunstner. Og
Nationaldragten, som endnu bæres af Høje og Lave uden Forskjel, passer
fortræffeligt til den herligt udviklede Buste, til den fine, lysbrune
Teint og det kulsorte Haar. Den bestaar af en sort Kjole med folderigt
Skjørt og stramt Liv, der fortil er aabent og garneret ned over Brystet
med hvide Blonder eller Kniplinger, saa at idetmindste en trekantet Spids
af Barmen lades blottet. Omkring Halsen er der et Par Perlesnore med et
Kors og paa Hovedet en ganske lille, koket Hue over det sorte Haar, som
er sat op i Form af en tilspidset Kegle med to bredt udgaaende Vinger
længst nede, hvor det ligger fladt til Panden.
Kvinderne sad paa Dækket med deres Rosenkrandse om Livet og deres slidte
Psalmebøger i Haanden, og medens Dampbaaden gled forbi la Camargues
solbrændte Kyst, sang de i deres vidunderlig bløde Dialekt, af hvilken
alle Konsonanter synes at være forsvundne, Egnens mærkelige Sange, disse
Sange, der klinger lige sværmerisk, lige erotisk, hvad enten de lovpriser
Madonna eller det dejlige Fædreland. Af og til lød ogsaa de bekjendte
Pilgrimssange: "_O Dieu vainqueur, sauvez Rome et la France par votre
sacré coeur,"_ og lignende. Men det var kun sporadisk; hurtigt vendte man
igjen tilbage til Provences egne Kvad, til hvilke der da tidt paa
staaende Fod improviseredes et Refrain, som gjentoges med stigende
Begeistring efter hvert af de halvhundrede Vers, hvoraf disse Sange ofte
bestaar. Paa hele den fem Timers Fart blev der sunget næsten uafbrudt.
Kun faa og ganske korte Standsninger indtraadte, naar man fik Øje paa en
Gruppe af slanke Pinier i Horisonten, eller naar man mellem la Camargues
gigantiske, flade Moradser opdagede en Flok af de sorte Oxer, der lever i
vild Naturtilstand paa den 72,000 Hektarer store, næsten helt udyrkede Ø
mellem Rhonens to Arme, eller af de ligeledes frit omstrejfende smaa,
hvide Heste, der tumler sig over la Camargues Stepper. Under en saadan
Pause af Sangen ombord kunde man høre Nattergalens Triller inde fra
Sølvpoplerne nærmest ved Bredden. De kviddrede af fulde Lunger, men de
trak dog det korteste Straa i den forunderlige Sangerstrid. Naar
Stemmerne fra Skibet tog fat igjen, var de stakkels Fugle overdøvede med
det Samme.
Den forunderlige Jubel, det varme Sværmeri, som aandede ud af Sangene,
havde ikke Noget tilfælles med nordisk Andagt. Melodierne var lette og
hurtige, næsten livsglade, man fik Indtrykket af noget Lyst og Fornøjet,
som lignede Nattergalens Frydesang over den dejlige Sommer. De fromme
Helgeninder, der lovpristes i Sangene, var aabenbart gode Veninder, som
ikke indgød mindste Følelse af Skræk. Sangen kunde endog pludselig
afbrydes af en munter Samtale og en hjertelig Latter. Jo varmere Solen
blev, desto gladere lød Melodien, og desto livligere og mere fortrolig
blev ogsaa Stemningen ombord. Og saaledes vedblev man da at glide
langsomt ned gjennem Solskinnet, ned ad den stille Flod med de
sommerklædte Bredder. Tilsidst rejste Alle sig trods Kaptejnens Protest
op fra deres Lejr paa Dækket for med Jubelraab og viftende Tørklæder at
hilse en takket Taarntinde, der dukkede frem i Horisonten ved Kanten af
en lang, blaa Stribe. Denne Stribe var Middelhavet, og den takkede
Taarntinde, som hævede sig ved Bredden af det, var Kirken _Les
Saintes-Maries-de-la-Mer,_ Maalet for Pilgrimsfarten.
Traditionen fortæller, at Maria Magdalena, Martha, Maria Jacobæi, gift
med Kleophas, en Broder til Tømmermanden Joseph, Maria Salomi, Moder til
Apostlene Jakob og Johannes, samt endvidere Lazarus, Maximin og flere
andre Disciple efter Kristi Død, og da Forfølgelserne imod hans
Tilhængere var begyndte, blev satte ud i et lille Fartøi uden Sejl,
Aarer, Ror og Levnetsmidler og saaledes sendte ud paa Havet. Ombord var
ligeledes Sarah, Maria Salomis Tjenestekvinde. Ført af Guds Haand kom
Fartøjet uskadt til den yderste Pynt af Øen la Camargue, der tilhørte
Marseillanerne og var beboet af deres Kolonister. Ved Ankomsten oprejste
de hellige Marier et Alter til Guds Ære, og paa det Sted, hvor det skete,
lige ved Havets Bred, lod Herren en Kilde med fersk Vand risle frem. Til
Erindring om dette Vidunder byggedes der senere et beskedent Kapel. Her
blev Maria Jacobæi og Maria Salomi tilbage, medens deres Ledsagere
spredte sig rundt omkring for at forkynde Kristendommen ved
Middelhavslandene. To Kvinder blev efter deres Død begravede i Kapellet,
hvor der selvfølgelig nu skete de mærkværdigste Mirakler, som bevirkede,
at der fra alle Egne fandt store Pilgrimsfarter Sted til deres Grav.
Istedetfor det lille Kapel opførtes allerede før det sjette Aarhundrede
en Kirke, der til Beskyttelse mod Sørøverne forsynedes med
Fæstningsværker og endnu i det Væsentlige har bevaret sin antikke
Skikkelse. Den hører til de mærkeligste Mindesmærker i det sydlige
Frankrig fra den oldkristne Tid. Kong René lod den i det femtende
Aarhundrede gjennemsøge for at finde Relikvierne, og da de kom for Dagens
Lys, udbredte de en saa himmelsk Duft i Kirken, at Ingen kunde tvivle om,
at det var de ægte. Paven stadfæstede da ogsaa, at de vare authentiske,
og de nedlagdes derpaa i Kister af Cyprestræ, som hensattes i Kirkens
Taarn. Under Revolutionen blev Kirken rigtignok fuldstændig udplyndret,
men der forsikres, at den nidkjære Sognepræst forinden havde taget de
hellige Relikvier ud af Kisterne, og da det franske Folk vendte tilbage
til den katholske Religion, blev de lagte i nye Kister, som ganske
lignede de ældre, hvorefter de igjen anbragtes paa deres tidligere Plads
i Taarnet. Her findes de endnu, og den Dag idag valfarter ligesaa mange
Mennesker til dem som for Aarhundreder siden.
For enhver troende fransk Katholik staar det nemlig uomstødelig fast, at
de hellige Mariers Ben endnu bestandig er i Besiddelse af en
vidundergjørende Kraft, der især gjør sig gjældende paa det
lægevidenskabelige Omraade. Troen er bleven bestyrket ved en Begivenhed
fra den nyere Tid. Det synes at være et Faktum, at et Barn, som var
blevet bidt af en gal Hund og havde været sygt i flere Maaneder, kom sig
igjen efter en Valfart til de hellige Mariers Ben. En Følge heraf er, at
alle Troende, som molesteres af gale Hunde (og deres Antal er i
Syd-Frankrig uhyggelig stort) begiver sig til den gamle Kirke paa la
Camargues Pynt. Da Helgeninderne imidlertid ogsaa tager sig af alle andre
Sygdomme, rekruteres Pilgrimskaravanen i det Hele taget af Vanføre og
Lidende af enhver Art. Ogsaa Sunde rejser i stort Antal til Kirken; thi
Kisterne har den beundringsværdige Egenskab, at alle Gjenstande, der
bringes i Berøring med dem, kommer i Besiddelse af Relikviernes
Amuletkraft, og enhver Familie ønsker naturligvis at have et saadant
Universalmiddel i sit Hus. Paa en bestemt Dag af Aaret, den 25de Maj,
hejses Kisterne ned fra Taarnet og bliver staaende i Kirkens Kor Natten
over til den følgende Eftermiddag. Det gjælder altsaa om at benytte dette
Døgn; thi naar Relikvierne igjen befinder sig paa deres Plads i Taarnet,
kan Ingen faa Adgang til dem, førend der paany er forløbet et Aar.
Befolkningen vaager paa det Strengeste over, at Helgenindernes Naade ikke
misbruges. De gjør det saa strengt endogsaa, at da Ærkebiskoppen for
nogle Aar siden kom til Kirken og forlangte, at Kisterne skulde hejses
ned, gjorde Indbyggerne ligefrem Oprør og tvang ham med ladte Geværer til
at afstaa fra sit Forlangende.