siddet og seet bære al Paris's Pragt til og fra Boulogneskoven, begynder
at rulle sparsommere, de Ventendes Klynger ved Omnibusstationerne og
Fodgjængertrængselen paa Refugerne bliver tyndere, Vognqueuens Knuder
løser sig selv paa de Hjørner, hvor Sidegaderne munder ud i Boulevarden,
der er Efternølere af Promenerende endnu, men deres Skridt bliver
hurtigere, Damerne er hørt op at strømme ud fra Butikerne, deres
Toiletters brogede Luxus afløses af de smaa Arbejderskers sorte
Merinoskjoler, Avissælgernes Raaben med de friske Aftenaviser dør hen.
Paris har, solende sig i sin egen Glands, saalænge Absinthtimen varede,
budt Trottoirepublikummet den højeste Udfoldning af sig selv, men
Skuespillet er nu tilende, Gadelivet holder Middagspause, og Kaféstolene
gjør det paa samme Tid. Synderlig lang bliver denne Pause dog aldrig.
Naar Absinthen ikke længer kan bruges som Paaskud for Fortougsotiet,
kommer Touren til Mazagran'en og Bock'en; atter om Aftenen er
Boulevardkaféen det store Forlystelsessted, hvis Tiltrækningskraft
bestandig holder sig lige lokkende. Publikum er et andet end i
Eftermiddagstimerne, men det er ikke mindre talrigt. Naar en
Pariserfamilie af de jævnere Samfundsklasser vil tilbringe en rigtig
fornøjelig Aften, gaar den paa Kaféen, og har man Gjæster, er det næsten
uundgaaelig nødvendigt, at man fører dem derhen. I Hjemmet har man
hverken Plads til eller er indrettet paa eller finder nogen Morskab ved
at være sammen. Om Selskabelighed inden fire Vægge har den langt
overvejende Part af Pariserbefolkningen aldeles ikke noget Begreb;
Kafébesøget træder i Stedet for. Skal der være exceptionelt Gilde, gaar
man paa en af de store Sangerpavilloner i Champs-Elysées, hvor Publikum
sidder under aaben Himmel og har dobbelt Skuespil, et omkring sig som paa
Boulevarden, og saa som Tilgift det oppe paa Scenen. Til daglig Brug er
den Fornøjelse imidlertid for dyr. "_Entrée libre_" hedder det vel paa de
fristende, illustrerede Kæmpeplakater, og det er ogsaa ganske rigtigt,
man kommer gratis ind, men den Consumation, man er nødt til at bestille
her som paa enhver anden Kafé, koster til Gjengjæld tre Francs. Det giver
Pariserne nødigt ud for at more sig, de er for forvænte med virkelig at
faa den Slags Ting gratis. Paa Boulevardkaféen er Morskaben for dem
omtrent den samme, og den er ulige billigere. Den halve Franc, man
betaler for sit Øl, giver Ret til at beholde Fortougsstolen, saalænge man
lyster. Kun Ødelande fornyer Consumationen. Man bliver siddende ved det
tømte Glas og seer og seer. Boulevarden, straaler, det summer og mylrer
paa alle Kanter, nye Figurer, vexlende Billeder drager forbi i
ustandselig Række, Tiden gaar, uden at man mærker det. Man har ikke Behov
for Kaféens Varer. Livet, Tummelen, Luften, mættet med Boulevardens
Parfume af Fest, stiger En til Hovedet og gjør En ør. Naar man gaar hjem,
er det, som om man havde været en Nat i Sus og Dus. Og man har dog kun
siddet et Par Timer paa et Fortoug. Det er det, der er Pariserkaféens
Hemmelighed.
III.
For en stor Part af Pariserne indskrænker Kaféen sig imidlertid ikke til
at være Selskabssal alene. Den har ogsaa mere dagligdags Funktioner, den
er for dem Kontor tillige, Arbejdsværelse, Modtagelsessalon, politisk
eller litterært Klublokale og andet Sligt. Den har i saa Henseende meget
gamle Traditioner. Garçonen i den lille, historisk berømte Café Procope i
Rue de l'ancienne comédie paa den venstre Seinebred viser endnu med
Stolthed Gjæsterne det Bord, ved hvilket Voltaire i femten Aar "har
siddet og skrevet sine Breve til Kongen af Preussen". Rousseaus,
d'Alemberts, Crébillons og Mirabeaus Portrætter kiger ned fra Væggen og
fortæller, at ogsaa de har havt et andet Hjem i disse gamle, tilrøgede
Sale; Gambetta, veed Alverden, har fulgt efter dem. Og saaledes har saa
at sige hver eneste Kafé sin Biografi vævet ind med berømte Navne.
Bohèmeperioden var særlig deres store Tid. Hvertandet selv af de
betydelige Talenter havde bogstavelig ikke noget Hjem udenfor Kaféen.
Naar man engang fandt dem døde paa et Tagkammer, i en Kasse med Bøger og
Manuskripter, der tjente som Seng, fik man at vide, hvor deres Bopæl var,
men lige til det Øjeblik anede selv deres intimeste Bekjendte det ikke.
Den Race Mennesker er ganske vist nu forsvunden, kun nogle enkelte
Exemplarer af den gaar i vor nøgterne Milliontid om som Spøgelser, hvem
en driftig Impressario godt en skjønne Dag kunde falde paa at vise frem
for Penge i Folies-Bergère. Men deres Betragtning af Kaféen var altfor
ægte parisisk, passede altfor godt for specifik franske
Nationaltilbøjeligheder, til at den kunde forsvinde med dem. Deres
Efterfølgere i Kunstens, Litteraturens og Politikens Verden er satte,
fornuftige Folk med Orden i deres Liv og Orden i deres Pengekasse. De
mangler saa lidt Hus og Hjem, at de tidt har egne Hoteller endogsaa. Ikke
destomindre er Kaféen vedbleven at være det Sted, hvor de med
Forkjærlighed afgjør alle Forretninger med Omverdenen. De har en
regelmæssig daglig Tid, da de kommer paa den, som paa et andet Kontor,
hjemme er de kun for at arbejde, og der vil de ikke forstyrres. Selv
opgiver de stadig "deres Kafé", naar man spørger, hvor de kan træffes,
deres Portner har Ordre til at give Folk Anvisning paa den, de lader
endogsaa deres Breve adressere til den. Man kan have kjendt hinanden i
aarvis, omgaas daglig, være Dus, uden at vide hinandens Husnummer.
Litterære og artistiske Samlingssteder er Kaféerne tildels allevegne, men
i Paris er de tillige politiske. Under bevægede Perioder er det dem, der
bliver de store Agitationscentrer. Oppositionen fødes der og udgaar
derfra. Gambetta og en Mængde andre af de Mænd, der nu i forskjellige
Stillinger er ved Roret i Frankrig, har begyndt deres Karriere paa
Kaféerne; har Kafédiskussioner og Kafétaler som Basis for deres
Popularitet og deres Position. Under Kejserdømmets sidste Aar var Café
Mazarin den hele republikanske Stabs Hovedkvarter. Kommuneopstanden er
senere undfanget paa den, og mellem brogede Omgivelser af Fremmedpublikum
og Boulevard-Demimonde diskuterer endnu de hjemvendte Ny-Caledonister
deres Samfundsomvæltningsplaner paa dette Sted. Bonapartisterne samles
paa den fornemme Café de la Paix, der indtager Hjørnet af Operapladsen og
Boulevard des Capucines, i Tortonis alvorlige Sale sidder "Kong" Henriks
tro Mænd og hvisker hemmelighedsfulde Konspirationer, mens de hvidhaarede
Tjenere serverer dem deres _petit verre de Madère_. Til daglig Brug
spiller Politiseringen ganske vist ikke én saa fremtrædende Rolle som i
Provindsen. Der er de forskjellige Partiers Kaféer ligefremme Krigslejre,
der ligger i uafbrudt Kamp. Man indskrænker sig ikke til Demonstrationer,
man kommer stundom til Haandgribeligheder endogsaa, og naar det ene Parti
vinder en stor Sejr, hænder det ikke saa sjeldent, at det uden videre
lukker det andets Kafé. Noget saadant kan under normale Forhold ikke
passere i Paris; i det mylrende Kjørind af Fremmede og tilfældigt
Publikum drukner Politikerne. Men de er der liger fuldt og giver Kaféen
dens absolut udprægede Farve. En Mazaringjæst vilde betragte det som en
dødelig Fornærmelse, om man bød ham et Glas Øl paa Café de la Paix, og en
Tortoni-gjænger vilde ikke uden evige Samvittighedsnag kunne sætte sin
Fod paa en af de fuldblods republikanske Kaféer.
Et specielt Publikum i en eller anden Retning har de fleste
Pariserkaféer. Naar man er kommen nogle Gange paa dem, vil man hurtigt
finde en Type, der er karakteristisk for hver enkelt. Den oppustede,
skvadronnerende Børsmatador har erobret Café Riche og sidder
selvbehageligt solende sig i sin egen Glands og breder sig paa de
Fortougsstole, der endnu for faa Aar tilbage var de nobleste paa hele
Boulevarden. Paa "Néapolitain" har hver anden Gjæst den røde Roset; det
er Kaféen for "les officiers superieurs". "Suéde" samler Skuespillerne,
"Americain" Boulevardjournalisten, "Grand Café" de gamle Grundejere og
"Helder" de unge Levemænd. Af de Fremmede har hver Nation sin særegne
Kafé, hvor de, som Tydskerne paa Café de la Terrasse ved Gymnasetheatret,
i Regelen indretter sig saa komplet med hjemlige Vaner og Sæder, at ingen
Pariser vover at sætte Foden paa deres Enemærker. Det er kun Nordboerne
paa "Régence", der er et saa fremkommeligt Folkefærd, at de kan enes om
Kafé ikke blot med Polakker og Czeker, men endogsaa med Pariserne selv.
Foruden for Théâtre français' Personale er Régence tillige Samlingssted
for samtlige Seinestadens enragerede Schakspillere og Valpladsen, der er
Vidne til alle deres store Turneringer. At de har deres særlige Kafé, er
endda forstaaeligt. Men hvem har det ikke i Paris? Ligefra Akademiets
Udødelige, der mødes paa "la Rotonde" i Palais-Royalhaven, helt ned til
Kludesamlerne, der drikker deres Absinth med Standsfæller paa
"Californie" og lignende Steder, er der ikke nogen Klasse, nogen Kreds,
nogen nok saa lille Gruppe af Mennesker, hvem en fælles Interesse
forbinder, uden at de maa til Kaféen for at drøfte den i Kompagni. Dertil
kommer saa Hærskaren af flygtige Turister. De er ifølge Sagens Natur
henviste til at leve paa Gaden og Kaféen, og de gjør det selvfølgelig
efter saa meget større Maalestok, naar de kan gjøre det med et saadant
Behag og et saadant Udbytte som i Paris. Resultatet bliver, at hvert
tiende Hus har en Kafé i Stueetagen, og at af Byens to Millioner Beboere
ganske sikkert en halvtredsindstyve tusind mindst tjener deres Brød som
Skjænkeværter eller Garçoner.
[Illustration: August (se Pag. 305) serverer for Nordboer paa Café de la
Régence.]
Kaféens, særlig Boulevardkaféens Publikum er imidlertid ikke
Indtægtskilde for dem alene. Naturligvis kaster Reklamen sine Garn ud
efter det. Det staar jo der i Fortougsdammen som Fisk i Stimer, saa
velplaceret som muligt til at lade sig fange. Fotografen forvandler
Partiet omkring Café Riche til en Fehave i Fuldmaaneskin for at
underrette om, at han tager Billeder ved elektrisk Lys.
Fornøjelsesetablissementerne spænder Gasguirlander med deres Navne ud
mellem Træerne foran Kaféerne, driftige Skræddere præsenterer paa
Husmuren ligeoverfor en lang Række komiske Laternamagikabilleder for at
fæste Opmærksomheden paa deres Adresse, der staar som Ramme udenom,
Hippodromen lader i langsomt Ridt hele Optog af udpyntede Drenge til hest
passere forbi. Men selv bortset fra saadanne snilde Forretningsmænd, der
søger at slaa deres Existens fast i Kafépublikummets Bevidsthed, fordi de
veed, at i Paris er Ens Lykke gjort Dagen efter, at man er kjendt, selv
bortset fra dem er der Hundreder, Tusinder, for hvem det hvilende,
fordøjende Paris, der i ddagstimerne sidder paa Boulevardkaféernes Stole,
er Kildes til hele, deres Subsistens.
De er et saare karakteristisk Træk i den store Stads Gadefysiognomi,
disse altid tilstedeværende, altid ivrigt opsamlende Menneske-Spurve, der
lever af Krummerne fra de Riges Bord. Hvordan de kan mættes, hvordan de
stundom kan blive ganske fede endog, synes en uudgrundelig Gaade; man kan
sidde timevis og kun se dem tjene et Par Sous i det Højeste. Men
adskillige af dem har alligevel hjemme meer end eet Strømpeskaft fuldt af
Guld og Sølv, længe før de opgiver deres halvt sælgende, halvt betlende
Zigeunerexistens paa Boulevardkaféerttes Trottoirer.
Alverden, der har været i Paris blot en eneste Dag, kjender
Kikkertmanden. Fra Morgen til Aften lister han sig frem og tilbage mellem
Kafébordene, intet nyt Ansigt undgaar hans Opmærksomhed, han er der strax
med sin Theaterkikkert, og selv om man forsikrer ham, at man har hele
Huset fuldt hjemme, undgaar man ham dog ikke. Hans er noget aldeles
Exceptionelt, _une vraie occasion. "Vous n'en trouverez pas deux_,"
forsikrer han med en Overbevisning i sin Stemme, der har næsten
Lidenskabens Klang. Men det forhindrer paa ingen Maade, at han, naar han
en enkelt Gang faaer sin Vare afsat, et Minut efter har akkurat Magen
tilfals paany. Aar ud, Aar ind er der ikke ringeste Forskjel at se
hverken paa ham selv eller paa hans Kikkert, paa det blankpolerede
Messingbeslag og den lakerede Rem, i hvilken han transporterer sin Skat,
medens hans store Sko slider Furer i det Stykke Asfaltfortoug, over
hvilket han i Tidens Løb har bevæget sig Millioner og Milliarder af
Gange, stadig med de samme smaa listende Skridt og de spændt aarvaagne,
halvt lurende Øjne.
I sit Følge har han en Hærskare af andre ambulante Handlende. Det er en
hel vandrende Bazar, der passerer forbi, naar man sidder en halv Time
foran en Boulevardkafé. Men altid de samme Salgsgjenstande, altid de
samme Ansigter, som man har seet den sidste halve Snes Aar. En ny
Handelsartikel og en ny Handlende foran Boulevardkaféerne er en
Sjeldenhed ligesaa stor som et nyt Diamantsmykke i Juvelerens
Udstillingsvindue, eller en Butik, som man ikke finder igjen paa det
samme Sted en Menneskealder igjennem. Intet er saa konservativt som
Paris's Gadefysiognomi; maaske hjælper ogsaa netop det ikke saa lidt til
Hjemligheden, man føler i disse Gader.
Født med Kaféen og absolut uadskillelig fra den er dens Stumme. De mener
som saa, at intet Menneske gjør Ret i at ødsle sin Tid bort, selv ikke,
naar han sidder paa et Fortoug, og de foreslaar derfor Gjæsterne paa
Trottoirestolene Studiet af deres Tegnsprog som en smuk, belærende
Underholdning i den ledige Time. Saasnart man har sat sig, indfinder de
sig strax og lægger deres lille sammenfoldede Papir paa Ens Bord. Er man
nysgjerrig, rører man blot ved Papiret, betragtes det som en stiltiende
Indrømmelse af, at man gaar ind paa den Stummes Forslag og er villig til
at afkjøbe ham hans Sprognøgle for to Sous; men lader man det
hemmelighedsfulde Papir blive liggende ganske roligt uden med nogen
Gestus eller noget Øjekast at give Interesse for det tilkjende, falder
heller ikke den Stumme paa at inddrive nogen Kontribution. Naar han har
endt sin Ronde og forsynet alle Bordene med Papirer, samler han sine
Smaasummer ind, og han veed altid ganske nøje, hvem der har været
nysgjerrige; kun de maa bøde. Da Boulevardkaféerne imidlertid stadig er
fulde af Fremmede og andre debuterende Gjæster, gjør den Stumme som
oftest ingenlunde daarlige Forretninger.
Stadig tilbagevendende Handlende er ligeledes Manden, der tilbyder smaa
hvide Terryhvalpe og grønne Selskabsfugle, Konditordrengene med deres
hvide Forklæder og deres glaserede Æbler stukne paa Pinde,
Stokkehandleren, Gibsfigursælgerne, Blomsterpigerne med deres dejlige,
langstilkede Roser og meget hyppigt med et ganske spædt Barn paa Armen,
den geniale Kunstner ikke at forglemme med det lange graa Haar,
Matrosbaretten og Gymnastikskoene samt med et stort Oliemaleri under hver
Arm, hvilke Kunstværker han paa Grund af øjeblikkelig Forlegenhed ønsker
afhændede til en Kjender, hos hvem hans Arbejder kan komme til at gjøre
sig tilbørligt gjældende. Uendeligt talrige er den lille Pariserindustris
Repræsentanter. Hvert halve Minut maa man gjøre Kæmpeanstrengelser for at
slippe for at kjøbe imiterede Uhrkjeder, Ærmeknapper, Sprældemænd,
Smaadjævle med Bly i Halen eller Spaanslanger, der slaar Volter ud af
deres Træhylster. Det er Altsammen fænomenalt billigt, men naturligvis er
Kvaliteten saa ogsaa derefter. Paris er en underlig By: for hvert Skridt
Verdens vildeste Raffinementsluxus ved Siden af det allerforfærdeligste
Markedskram, Millionæroverdaadigheden og Elendigheden Haand i Haand,
Karusselbanen, hvor Ejeren selv er baade Hest og Udraaber og Bajads og
Ringstativ, ude i Champs-Elysées klods op ad Ledoyens Restauration,
Kagekonens tag- og vinduløse Bod ved Siden af Juvelerens
Udstillingsvinduer med Smykker til en halv Million. Et godt Skilt for,
hvordan Livet i Virkeligheden saa grumme tidt former sig i den store By:
intet Svælg mellem Samfundsklasserne, ingen Afgrund mellem Rigdommen og
Fattigdommen. Den pjaltede, barhovedede Dreng, der idag byder sine
Svovlstikker til Salg paa Boulevardkaféen, kan om nogle Aar høre til
Verdens Matadorer, der behøves dertil i en By som Paris kun Talent og
Energi, og den unge Spradebasse med sine arvede Millioner, der nu
skjødesløst slynger sin Havannacigar ind under Kafébordene, efterat have
taget et Par Drag af den, kan muligvis ligeledes om nogle Aar, om nogle
Maaneder maaske--der behøves i Paris kun nogle Fruentimmer dertil, nogle
Nætter i Spilleklubben, paa Helders Restauration o.s.v.--kjendes igjen i
Lazzaronen med den fidtede Voxdugspose og den lange Stok, i hvis Ende er
befæstet en spids Jernkrog, Cigarstumpesamleren, ligeledes en af
Boulevardkaféens ejendommeligste Menneske-Spurve.
Han kommer med de tidligste Morgengjæster og forsvinder først igjen, naar
mellem Et og To om Natten den sidste Efternøler forlader Kaféens
Trottoire. Ikke den mindste Stump Cigaret kan blive kastet, uden at han
strax slaar ned, rager den ud med sin Hage og putter den i Posen. Han har
Spurvens skarpe Øje og Spurvens Dristighed, og han bliver taalt, næsten
fredet om paa Boulevardkaféen, som Spurven bliver det i Tuileriehaven.
Uden Frygt arbejder han sig ind selv i den tætteste Trængsel for at hente
sine Smuler under Bordene, der staar længst inde, og Folk rykker tilside
og gjør Plads; det er nu engang hans Livsstilling at samle Tobaksstumper,
og i Paris respekterer man alle Livsstillinger.
Saaledes er det da en hel Mylr af Mennesker, der om Aftenen vender hjem
fra Boulevardkaféen med fyldte Lommer. En saadan Kafés Publikum paa en
enkelt Dag er jo i Virkeligheden ogsaa større end mange Smaabyers samlede
Indbyggerantal. Den store By har sin Existenskamp, mere vild, mere
fortvivlet, jo større den er, men den har ogsaa en uendelig Mængde af
Muligheder for at friste Livet, der aldrig lader Nogen i Stikken, som for
Alvor vil leve. Det er dens Velsignelse. Skal man arbejde sig op fra
Ingenting, saa er Kaféfortouget der. Meer end een Millionær er begyndt
med at sælge Smaakram paa det. Thi er det den store Samlingsplads, hvor
hele Paris holder Hvile, saa er det Markedspladsen tillige, hvor Byens
Liv hober sig sammen med alt, hvad det har af Ejendommeligt og Typisk,
Paris i Essens, Paris i den mest brogede, mest straalende, mest
forunderligt fængslende Udfoldning af sig selv.
[Illustration: Cigarstumpesamleren.]
[Illustration: Den provençalske Digter Mistral.]
BILLEDER FRA SYDFRANKRIG.
Mellem moderne Troubadourer.
Det gaar med Folkefysiognomier sete paa Afstand, som med Bjerget, man
nærmer sig. Det første Indtryk, Øjet faaer, er en stor, jævn Flade, hvor
det Hele glider sammen i græsgrøn Ensformighed. Men efterhaanden, som man
kommer nærmere, brydes det Ensformige. Der springer Punkter frem, der
aabner sig Kløfter, det Græsgrønne opløser sig i Hundreder af fine
Farvenuancer. Saaledes ogsaa med Folket, man personligt lærer at kjende.
Istedetfor den ubevægelige, stive Maske, dannet af de historiske
Fænomener, seer man et levende Ansigt, paa hvilket hver sjælelig
Bevægelse spejler sig med forskjelligt Udtryk.
Intetsteds slaar dette Billede maaske bedre til end netop for Frankrigs
Vedkommende. Folkekarakterens Udslag er saa store og saa bestemte, at man
synes, den Maske, de former, maa passe absolut. Men det er kun et
Afstandsindtryk. Det er Majoritetens Masse, man seer; paa nært Hold tager
Sagerne sig anderledes ud. Det er saaledes slaaet fast som en
ubestridelig Kjendsgjerning, at Sydfrankrig er Radikalismens Vugge. Man
tænker sig det kun befolket af røde Revolutionsmagere, en anarkistisk
Krudttønde, der blot behøver at komme i Nærheden af en Gnist, for at den
skal explodere. Og denne almindelige Forestilling synes i Virkeligheden
ogsaa at have iøjnespringende baade folkepsykologiske og historiske
Fænomener at støtte sig til. Sydfranskmanden er en udpræget Romaner,
siger man, letbevægelig, letflammende, en Natur, af hvis sjælelige Evner
Fantasien er langt mere udviklet end det rolige Ræsonnement. Han bliver
derved i de ydre Former--om end paa sin elskværdige Maade--et Stykke af
en "Poseur" og Komediant, og han gaar omkring med en permanent,
ubetvingelig Trang til at arrangere det trivielle Hverdagsliv dramatisk
og i stor Stil. Den politiske Revolution tilfredsstiller denne Trang;
Folkedemonstrationer, Barrikadekampe, Hôtel-de-Ville-Erobringer og alt
Sligt er hans rette Element. Saaledes lyder Deduktionen, og Historien
paatager sig stadig at levere Beviser for dens Paalidelighed. Lige fra
1789 har der ikke været nogen Revolte i Frankrig, uden at Marseille,
Lyon, Bordeaux, kort sagt alle de store sydfranske Byer øjeblikkelig
marcherede umiddelbart efter Allarmtrommen. De arrangerer socialistiske
Arbejderkongresser, de vælger Kommunarder til deres Repræsentanter i
Kammeret, de stikker den røde Fane ud hvert Øjeblik, naar de kan komme
til. Og de gjør Alt dette med en Eclat, en Højrøstethed, en
Massevirkning, saa man, naar man kun seer disse Manifestationer paa
Afstand, umulig kan tro Andet, end at de skyldes en hel, kompakt
Befolkning. Den, der imidlertid rejser til Frankrigs sydlige Provinser
med en Følelse af at nærme sig det kogende Krater, hvorfra
Revolutionernes Lava altid har væltet op hedest og vildest, vil, naar han
kommer derned, blive Gjenstand for adskillige Overraskelser. Naturligvis
vil han træffe baade Typer og Strømninger, som passer ind i de
konventionelle Forestillinger--Historiens Dom hviler aldrig paa rene
Fantasier. Men han vil ved Siden af det røde Spøgelse, som han venter at
finde tilbedt af Alle, møde en Konservatisme af Kjød og Blod, fuldt
rustet, med skrappe Ord og med aabent Visir, en Konservatisme, hvilende
ikke paa Flegma, men paa Lidenskab.
Denne Konservatisme har sin egen Historie. Der var en Tid, da Sydfrankrig
i en vis Forstand stod i Begreb med at blive Evropas Centrum. Det gamle
Galliens højtudviklede Kultur var, som hele den antikke Verden, bleven
knust af de fremtrængende Barbarer. Men fra de begravne Ruiners Grus
syntes der at stige en ny Fugl Fønix i Vejret. Det rige Land mellem Loire
og Middelhavet var atter rent materielt kommet til Kræfter, dets frie
Handelsstæder blomstrede, dets glimrende Hoffer gav Tonen an, som Paris
gjør det nu, og fra dets stolte Ridderborge drog Troubadourene ud paa
Vandringer, overalt syngende deres dejlige Hjems og dets skjønne Kvinders
Pris i dette Hjems bløde, melodiske, forunderlig berusende Sprog. I en
hel Periode af Middelalderen er det Troubadourpoesien, hvorom Alting
samler sig; den opfanger som et Brændpunkt alle Udstraalingerne af dens
Liv i sig, og idet den dominerer hele Tidsalderen, omgiver den samtidig
det sydfranske Sprog med en Glans, der næsten ikke er mindre end
tidligere det romerskes. Det lyder i alle Kroge af Verden, hvor Tidens
Kultur er naaet hen, og hvor dens store Guddomme, Ridderdyderne og
Kvindetilbedelsen, sidder i Højsædet, Konger og Fyrster fra de fjerneste
Lande digter i dette Sprog, det er paa Nippet til at antage en ligefrem
universel Karakter.
Men saa kommer Albigenserkrigene. Nordfrankrig kaster sig over Syden, som
tidligere Barbarerne fra Østen har kastet sig over Gallien, Handel og
Velstand gaar tilgrunde, de stolte Ridderborge lægges i Grus,
Troubadourerne bliver fattige og hjemløse, deres Sang forstummer, og med
den ophører ogsaa Propagandaen over Verden for det skjønne sydfranske
Sprog. Selv fra dets Hjemstavn søger de nye Herrer at jage det bort: de
paatvinger Retsvæsenet, Kirken, hele det offentlige Liv deres eget, og
efterhaanden synker da Troubadourernes højtudviklede, næsten
verdensbeherskende Sprog ned til at blive en simpel Provindsdialekt, der
ikke længere har nogen Literatur, og som kun tales af Bønder og Almue.
Lige til vort Aarhundrede, flere Aartier ind i det endogsaa, har
Forholdet været saaledes. Det sydfranske Tungemaal, "det romanske Sprog",
under hvilket Navn dets moderne Linguister samler de fra hinanden kun
lidet forskjellige Dialekter, der tales i Provence, Languedoc samt de
tilstødende Provinser af Spanien og Italien, har ikke havt nogen eneste
Forfatter, det har ikke lydt fra nogen Prædikestol, det er ikke blevet
hørt i nogen offentlig Forsamling. Men ikke desto mindre er det blevet
ved at leve. Endnu den Dag idag tales det i Frankrig af over otte
Millioner Mennesker, og naar man tager Dialekterne fra Katalonien og
Ligurien med, vil dette Tal endogsaa kunne bringes op til tolv Millioner.
I alle de sydlige Departementer, særlig i de gamle Provinser Provence og
Languedoc, er det ikke blot Folkesprog i saa udelukkende Udstrækning, at
mangfoldige Landboere maa gaa i Kirke uden at kunne forstaa et Ord af
Præstens franske Tale, det benyttes endogsaa med Forkjærlighed af Byernes
dannede Befolkning, det savner kun det officielle Stempel for i en
Haandevending at være absolut eneherskende. Men dette officielle Stempel
nægter man det; det maa kun faa Lov til vedblivende at føre sin tavse,
beskedne Tilværelse som Bondedialekt.
Der er i dette Forhold noget Forvrængt, noget Unaturligt, som umulig
kunde vedblive at bestaa upaatalt i en Tid, der netop paa ethvert Omraade
fordrer Ret til Livet for Alle og Alt, som har Kraft til at leve. Den
sejge Kjærlighed til Modersmaalet, der gjennem de lange Aarhundreder har
fredet om det romanske Sprog, saa at det er gaaet ud af
Vegeteringsperioden uden at have mistet det Mindste, hverken af sin
Skjønhed eller af sin Livskraft, den har endelig i vore Dage givet sig
Udslag i en kraftig Protest mod dette Sprogs Fornedrelse og en energisk
Bestræbelse for at hæve det op igjen, om ikke til dets tidligere Glans,
saa i hvert Fald dog til en jævnbyrdig Plads ved Siden af andre moderne
Kultursprog.