Det kan vanskeligt være anderledes. Hovedparten af Fællessalens

Befolkning er nemlig slet og ret Vagabonder, der kun have Tag over

Hovedet netop de Nætter, de befinder sig i Depotet. Til daglig Brug sover

de under Concordebroens Buer, mellem Teglværksovnene ude ved Barrières

d'Amérique, i Champs-Elysées Busketter, naar der er Løvværk og varme

Nætter, eller i ubeboede Sommervillaers Lysthuse, naar der kommer Sne og

Vinterfrost. Politiet kjender ganske vel deres Yndlingssmuthuller, og

naar det engang imellem beslutter sig til at foretage Razziaer der,

vender det altid tilbage med rigelig Fangst. Men det lader dem som oftest

i Fred. Allerede nu er der en Snes tusind Anholdelser aarlig for

Vagabondering; søgte man grundigt efter, vilde Tallet blive altfor uhyre.

Paris lokker og drager saa stærkt. Fra det øvrige gamle Evropa vandrer

man ud; alle de uregelmæssige Existentser, hvis Eventyrtrang ikke kan

finde Tumleplads i Hjemmet, søger hinsides Havet til den store,

ubekjendte nye Verden. Kun Frankrig præsterer ingen, eller i hvert Fald

forholdsvis yderst faa Emigranter. Franskmændene har nu engang Rædsel for

at expatriere sig. Deres Amerika er Paris; der, foregjøgler deres Fantasi

dem, er der Plads for Alle, der er der Guld og grønne Skove at tjene,

Rigdom, Position, Livsnydelse at hente, saasnart man blot strækker

Haanden ud. Om de mange Tusinder, der gaar ynkeligt tilgrunde i den store

Stads Livskamp, tier Rygtet, men om de Enkelte, hvem heldige Chancer

bringer i Vejret, bærer det Beretninger ud til alle Kanter. Og disse

Beretninger er en farlig Fristerinde; man tager den sjeldne Undtagelse

for almindelig Regel, hvad den Ene har naaet, mener man, maa være let at

naa ogsaa for alle Andre. Kunde man tælle dem, der Aaret rundt kommer til

Paris uden Ressourcer, men med usvigelig Tro paa, at de kun behøver at

sætte Foden paa den parisiske Stenbro for at gjøre deres Lykke, vilde man

faa et rentud forfærdende Tal. Det er ikke alene fra Provindsen, de

kommer; det er fra Udlandet ogsaa. Jeg har liggende for mig en Statistik

over de i et enkelt Aar foretagne Arrestationer af Vagabonder; over fire

Tusinde er Udlændinge. Talrigst repræsenteret er naturligvis det nære

Belgien og Holland, derefter kommer, ganske karakteristisk hver paa sin

Vis, Italien og Preussen, det sidste med over fire hundrede Individer.

Danmark er et af de faa Lande, som ikke findes i Fortegnelsen, Sverig og

Norge har kun nogle ganske faa Repræsentanter, Island derimod hele

elleve. Selv de fjerneste Egne af Verden, Kina, Persien, Japan, Afrika,

Tartariet og Bukariet, har sendt deres Kontingent. Tidt og mange Gange

dumper disse Ulykkelige ned i den store By uden engang at kunne tale dens

Sprog. Saasnart deres faa Spareskillinger er opbrugte, er der for dem

intet Andet at gjøre end at lade sig samle ind af Politiet; Medlidenhed

og Hjælpsomhed er Dyder, der kun findes sjeldent i Paris. Men selv om de

Indvandrende ikke har denne første store Betingelse for at lide Skibbrud,

selv om de kommer fra Provindsen med fyrig Arbejdslyst og robuste

Kræfter, er det derfor ikke altid sagt, at de finder deres Brød i

Millionstaden. Livskampen er sværere der end nogetsteds, Existensudvejene

ganske vist mange, men Konkurrenterne til dem endnu mange, mange flere.

De stritter imod saalænge, indtil den værste Sygdom af alle: Trang og

Sult, endelig faar Bugt baade med Humør og Arbejdslyst og Kræfter. Det er

uberegneligt, hvad den i Paris aarligt hverver af Rekruter til den store

Vagabondhær.

Mandfolkene gaar over i den, kvinderne i en anden, der er endnu værre og

uhyggeligere. Som Pluraliteten af Depotets Befolkning paa Sværdsiden er

Vagabonder, saaledes er den paa Spindesiden løsagtige Fruentimmer.

Politiets Runder gjør ogsaa af denne Art Sambundsbundfald hver Nat en

altfor rigelig Fangst paa Paris's Gader: Kvindeafdelingens Fællessal er i

Regelen ikke mindre overfyldt end den mandlige, Selskabet der er maaske

tilsyneladende proprere, men i Virkeligheden sunket nok saa dybt. Silken

og Fløjlet er bedragerisk som Kindernes Sminke. Jeg har i Depotet set

Fruentimmerne med ægte Zobelskinds Pelsværk og Diamantsmykker til

Tusinder; forhørte jeg mig om deres Historie, var den i Regelen saa

omtrent den samme. Fædrene samlede Klude, og Brødrene arbejdede paa

Galejerne; de diamantoversaaede Damer selv var Stamgjæster i Depotet.

Det er i det Hele taget Massen af den store Hær. Først og fremmest kommer

Vagabonderne stadig igjen. For dem har Depotet intet afskrækkende;

saasnart Visiteringsformaliteten er overstaaet, er det Første, man gjør,

at bringe dem et Brød. Den franske Justits har den humane

Betragtningsmaade, at enhver Lovovertræder, den fanger ind, kan være

kommen i Konflikt med den som Følge af Sult. Den kjender sit Paris, den

veed, at intet Aar gaar hen, uden at der udenfor dets Gaders straalende

Butiker segner Ulykkelige, hvis Død, hvor utroligt det end klinger, ikke

skyldes nogen anden Grund end Hungersnød. Den veed ogsaa, at dens Depot

aldrig er saa overfyldt som i Ugerne efter Flyttedagen. De stakkels

Familier, der er kastede paa Døren af ubarmhjertige Værter, vandrer om og

skjuler sig, hvor de kan komme til, saalænge indtil Børnene begynder at

skrige efter Brød. Saa maa Moderens Rædsel for Depotet vige, og hun

melder sig selv. Straffens Forhal bliver i dette Tilfælde til

Barmhjertighedens. Depotet giver de Ulykkelige Føde og Husly, indtil

Politiet finder Udveje til at anbringe dem andetsteds. Men det er netop

denne dets Rolle som Forsørger, som Vagabonderne saa ofte misbruger. Der

er dem, der i Grunden har Depotet til regelmæssigt Standkvarter og kun

fjerner sig for nogle Dage, naar Eventyrtrangen kommer over dem. Der

fortælles om en saadan episk Vagabond, Victor Tuleu, at han har været

anholdt ikke mindre end henved firsindstyve Gange, endnu før han naaede

Trediveaarsalderen. Det var aldrig for egentlige Forbrydelser, men kun

paa Grund af hans nomadiske Tilbøjeligheder. Man dømte ham, han sad sin

Tid, og naar han saa slap fri, begyndte han strax igjen paa sin planløse

Strejfen om. Var det stygt Vintervejr, tiltalte Friluftslivet ham ikke

mere, og Politiet lod for lang Tid gaa hen, før det fandt ham paany, gik

han selv til Depotet og meldte sig. "Det er mig, Tuleu," sagde han; "jeg

har hverken Existensmidler eller fast Bopæl, det er bedst, I spærrer

mig ind."

Han begyndte, da han var elleve Aar, og han er i saa Henseende ikke nogen

Undtagelse. Gjennemsnitlig tre Tusind af de Personer, der i Paris aarlig

anholdes for Vagabondering, er Børn. Hjemmet i Forstadshulerne er kun

altfor tidt daarlig skikket til at holde paa dem, og Livet ligger saa

lokkende lyst og let udenfor i den store, glimrende By. Forældrene gjør

vel i Regelen ikke overvættes Anstrengelse for at holde paa dem; en Mund

mindre at forsørge er altid saa Meget vundet. Det hænder tilmed ikke

sjeldent, at de med Villie kaster de ganske Smaa ud for Vind og Vove,

naar de falder dem til Besvær. Hittebørnshospitalerne, som vi kjender dem

fra de ældre franske Dramaer, existerer ikke længer i Paris, men Depotet

har erstattet dem.

[Illustration: Hittebørnene og deres Vogter.]

Der er i det en særegen Sal for Børn, som Politiet har fundet paa Gaden,

og som endnu ikke er i den Alder, at de kan give Oplysninger om, hvor de

hører hjemme. Det er et af de uhyggeligste Lokaler af dem alle. De

stakkels Smaa ligger der i Rad med en stor Tavle paa Ryggen, hyorpaa

staar deres Nummer og af og til et Fornavn, den eneste Oplysning om deres

Existens, som de har kunnet give. De ligger og venter paa, at Forældre

eller Paarørende skal komme og søge dem. Men i de ni Tilfælde af ti

kommer der Ingen. Man er flyttet og har benyttet Lejligheden til, som af

Vanvare, at slippe Barnet et Sted paa Gaden, hvor det selv var ganske

fremmed, og hvor hverken Naboer eller Gjenboer kunde give Oplysning om

det. Enkelte af de Forladte ligger paa deres smaa Senge og græder efter

Fader og Moder, men Pluraliteten finder sig saare roligt i deres Skjæbne.

Det gaar vel de Fleste som den lille Pige, der blev spurgt, om hun havde

det godt, hvor hun var. "Ja," svarede hun, "for her faar jeg Noget at

spise hver Dag."

Depotet har altsaa ogsaa sine Uskyldige. Men de findes heller ikke

undtagen netop i denne Kategori eller i de med den beslægtede: Oldinge i

Barndom, der er blevne samlede op paa en Bænk i Champs Elysées, Fremmede,

der vandrer om i Labyrinthbyens Gader uden at kunne tale et Ord Fransk,

Gale eller Folk, der har gjort Forsøg paa Selvmord og vægrer sig ved at

love, at de ikke vil gjentage det. Det parisiske Politi er meget varsomt

med at foretage Arrestationer uden at være ganske sikker. Hænder det i

eet Tilfælde af Tusinde, at en sagesløs Person bliver spærret inde i

Depotet, er det Højden. Det langt overvejende Flertal er Folk, som man

har havt et vaagent Øje med længe, før man lægger Haand paa dem, eller

ogsaa Misdædere, der gribes paa fersk Gjerning. Fire Femteparten af de

Anholdte hører til den sidste Sort. Alleroftest er det gamle

Depotgjæster, der gaar gradevis nedad; har de engang havt Foden indenfor

Fængslet, hører det til Undtagelserne, at de ikke kommer igjen. Det er en

Regel, der kan drages ud ikke alene af Paris's Politihefter; moderne

Sociologer er i Færd med at konstatere den allevegne Verden over. Inden

mange Aar vil den muligvis have ført til en total Omformning af det hele

Straffevæsen. Fortiden har straffet; det er Fremtidens Opgave at finde

Midlerne til at forbedre. Sagtens vil det blive en af dens vanskeligste;

men det maa siges til den franske Republiks Ære, at den ogsaa paa dette

Punkt seer Forpligtelsen til at gaa i Spidsen for sin Tid. De

forestaaende Lovforslag mod Recidivisterne er i Virkeligheden ikke Andet

end et anende Fremsyn over Vejen, der i saa Henseende er at gaa. Paris's

store Fællesfængsler, disse Lære- og Opdragelsesanstalter for

Forbrydelsen, er i Færd med at forsvinde. Man har endnu Saint-Pélagie og

det forfærdeligere Saint-Lazare, Kvindefængslet, hvor alle de

Indespærrede, ligegyldigt hvilken Kategori de tilhøre, blandes mellem

hinanden uden Hensyn. Men i Mazas og La petite Roquette, Børnefængslet,

er allerede Cellesystemet indført. Straffekolonierne er det næste Skridt

paa Vejen.

Men det maa gjøres snart; der er _periculum in mora_. Med uhyggelige Tal

viser Politiets Statistik, hvorledes Forbrydelsernes Antal er i stadig

Stigen i Paris. Den sidste Snes Aar er ikke langtfra at have fordoblet

det. En misforstaaet Seen gjennem Fingre med Meget hos Republikens

Autoriteter er maaske ikke uden Skyld for de lavere Samfundslags

Vedkommende, i de højere er det ganske sikkert Børssvindelens Fristelser,

der spiller en væsentlig Rolle i Forøgelsen. Alverden er besat af Mani

for at gjøre Forretninger. Depotets Lister er der for at vise, hvordan

det kun altfor tidt hænger sammen med disse Forretninger. "Der gaar

næsten ikke en Dag," sagde Fangevogteren mig, "uden at vi faar fine

Herrer herind." Han har Ret; alle Stænder er repræsenterede i

Samfundsbundfaldets store Pakhus. Man kan tage Listerne fra

hvilketsomhelst af de senere Aar. Man finder Bankierer og Advokater, høje

Embedsmænd og Officerer, Kunstnere og Forfattere, man finder Navne, der

har hørt til de mest ansete i Frankrigs Historie. Politipræfekturets

Depot er i videste Forstand Vrangsiden af Paris, Hjemmet for Alt, hvad

Luxusbyen gjemmer af Styghed og Misère.

[Illustration.]

[Illustration: Udenfor Café de la Paix.]

KAFÉ- OG GADELIV.

I.

Paris har mellem det Meget, der gjør den til en By _à part_, een Ting,

som Alle, selv de, der nødigst vil synge dens Pris, maa indrømme er noget

Mageløst: den har sine Gader. Man maa absolut Være skabt som en Kvæker

for ikke at holde af dem. Og endda. Der var to--Kvækere mener jeg--, der

nylig kom over fra Hendes britiske Majestæts alvorlige Land for at

prædike Bod og Omvendelse i det moderne Babylon. De havde ikke været fem

Minutter paa Boulevarden, før de slog Kors for sig og tog Rejsepas igjen.

Det var dem for ugudeligt. Det vil sige, de mærkede, at Fristeren kom op

i dem, og var de bleven fem Timer istedetfor fem Minutter, saa vilde det

have endt med, at det var dem, der var bleven omvendte.

Der var ogsaa engang en Herre fra Danmark, der, da man spurgte ham, hvad

han saa syntes om Pariserboulevarderne, resumerede sit Indtryk i et: Aa

jo ... saamænd, men de mangler Arkitektur. Det er muligt. Naar man ikke

paa længere Tid har været i Kongens Kjøbenhavn, taber Ens Blik let sin

kritiske Skarphed i saa Henseende. Men mangler de Arkitektur, saa har de

Liv istedetfor, et Liv af en ganske ejendommelig Art. Det lokker ud som

Solskin paa en Dag i Maj, og det holder fast som disse forunderlige,

stille, lyse Sommernætter, i hvilke man gaar og driver med gode Venner

under Armen og aldrig kan bekvemme sig til at gaa hjem. Man føler

Menneskebadet i disse Gader som en Foryngelse. Tryk og Tyngder, som laa

paa En, gaar væk; Livslysten begynder at krible, Humøret kommer op. Man

fyldes af Velbefindende, man nyder, man lever; der er noget Æggende i

Luften, en Ozon af Fest, som man aander ind, og som sætter Fart i En fra

Top til Taa.

Pariserboulevarden er nemlig en Gade af fuldstændig særegen Beskaffenhed.

Det er ikke blot Færdselen, Mylret, den brogede, mangfoldige

Verdensstadskolorit, der gjør den til, hvad den er. Af den Slags Liv har

London ligesaa meget og mere endnu. Men hvilken Forskjel er der ikke

alligevel! I London er Gaden simpelthen en Forbindelsesvej mellem to

Punkter, et, som man forlader, og et andet, som man skal til. At naa

dette sidste i den korteste Tid og med de mindst mulige Forhindringer,

bliver i det samme Øjeblik man sætter Foden udenfor Døren den eneste

Tanke, man har. At være paa Gaden blot for at være der, lader sig aldeles

ikke gjøre. Overalt omkring sig har man travle Mennesker, der farter

afsted med lange Skridt og klemmer sig gjennem Trængselen for at komme

frem. Vognene ruller og ruller, Kuskene pidsker paa, den tusindtungede

Støj glider ligesom sammen i et eneste Raab: afsted, afsted, afsted! Man

seer Ingenting, man sandser Ingenting, man føler kun Stimen, der er

bagved, man synes, den vilde vælte over En og lukke sig og begrave En,

hvis man standsede, og man tumler da med i det rastløse Jag. Man gaar og

gaar og gaar og bliver først Feberen kvit og kan trække Vejret igjen,

naar man er ved Maalet.

I Paris derimod er det anderledes: Selv hvor Farten og Færdselen er

størst, er der ikke noget Aandeløst ved den. Folk har nok travlt hist og

her, men man lægger knap engang Mærke til det, de forsvinder mellem

Mængden, der ikke har det, mellem dem, der sidder paa Kaféernes

Fortougsstole, staar i Gadedøre eller i Grupper paa Trottoiret og

passiarer, driver langsomt op og ned for at drive. Man har en

Fornemmelse, som om man var paa Fornøjelsestour, for at hvile sig, for at

se og standse, hvor der er Noget at se, lukke Øjnene rigtigt op og fylde

sig med Indtryk. Man er gaaet ud for en Timestid og for at besørge Et

eller Andet, men uden at man veed af det, er Dagen tilende, og naar man

kommer hjem, opdager man, at man har glemt det, man var gaaet ud for.

Gaden har underholdt, moret En, saa man ikke har kunnet rive sig løs fra

den, og saa har den lagt Beslag paa En helt. Man har ikke noget Øjeblik

følt sig paa en Landevej, hvor man skulde videre, man har følt sig som i

en Salon, hvor man befandt sig fortræffeligt, og hvor man følgelig blev.

Og det er i Virkeligheden ogsaa det, Parisergaden er. Hjemmet kjender

Pariserne kun som et Sted, hvor man arbejder; Hvilen, Adspredelsen efter

Arbejdet maa hentes udenfor de fire Vægge, midt i Tummelen og Trængselen,

helst hvor den er allerstørst, der er dér flest Incitamenter, som faaer

Blodet til at rulle hurtigere og sætter den letpaavirkelige Fantasi i

Bevægelse. Man søger til Boulevarden; den er den store Fællessalon, hvor

hele Byens Befolkning strømmer hen for at tilfredsstille sin enorme Trang

til Selskabelighed, hvor man mødes med Lyst til at være sammen, hvor man

færdes mellem hinanden med den elskværdige Forekommenhed, den Lethed i

Tilnærmelse, der er en ganske naturlig Følge af Bevidstheden om, at man

gjensidig er der til hinandens Underholdning. Det parisiske Gadeliv

bliver paa den Maade mere end broget og mangfoldigt; det faaer de lyse,

fornøjelige Toner over sig, den Glands af Glæde, den Hvile midt i Uroen,

den Harmoni midt i Farvemylren, som gjemmer Behaget, hvormed det

fortryller, den Charme, der gjør Pariserboulevarden til noget ganske

Andet end en hvilkensomhelst Gade i hele Verden.

II.

Uhyre betegnende for den er dens Kaféer. De ligger Side om Side,

utællelige næsten, ned langs den milelange Pulsaare, der drager sig fra

Bastille- til Concordepladsen. I det mindre fornemme og mindre befærdede

Templekvarter, paa Strækningen fra Ghateau d'Eau til Frihedssøjlen, faaer

Boulevarden en Smule Luft for dem hist og her; men fra Rue Rougemont

nedefter til Madeleinekirken klemmer de sig op ad hinanden, saa der paa

sine Steder knap er nogle Alens Plads imellem dem. Deres Antal vilde være

latterlig overdrevent, hvis de alene havde Funktion som

Beværtningssteder; ikke Tiendeparten af dem kunde bestaa, selv om

Pariserne var det mest forfaldne Folkefærd i Verden. Nu er de imidlertid

tvertimod det allersobreste, der kan tænkes, og samtlige Kaféejere bliver

hovedrige Folk alligevel i Løbet af nogle faa Aar. Tingen er, at de har

Andet at byde deres Gjæster end de Varer, der skjænkes ud. Kaféen er en

reserveret Plads paa Gaden, et Slags hyggeligt Sofahjørne i den store

Fællessalen. Det er som saadan, den maa betragtes, det er paa at være

det, dens Existens er baseret. Udstyrelsen er uden Pragt, for en Luxusby

som Paris næsten fattig. Smaa, magelige, komfortable Kroge, hvor en

sluttet Kreds kunde trække sig tilbage for sig selv, mangler fuldstændig;

hver lille Plads er benyttet, overalt staar der Bord ved Bord med kun

akkurat saa meget Mellemrum, at en Person kan klemme sig derigjennem. Paa

at sørge for Gjæsternes Underholdning har man heller ikke lagt Vægt; kun

i de afsides Gader har Kaféerne Billarder, og deres Forsyning med Aviser

er mere end mangelfuld. Man holder en fem, sex parisiske i et enkelt

Exemplar, slet ingen fra Provindserne eller Udlandet. Hvad der serveres,

er dyrt; en almindelig _"Consumation"._ betales med en halv Franc,

uanseet hvori den bestaar. I alle disse Henseender kan Pariserkaféen,

ikke maale sig med, hvad man finder i andre store Byer. Men hvad den har

forud, er Offentlighedens brogede Sceneri, Gadelivet rundtomkring den.

Den er aaben ud mod Trottoiret, og dens Lokale fortsætter sig ud paa

dette. Kaféstolene optager rigeligt dets halve Brede; de betydeligere

Kaféer kan have en halvhundrede Borde derude, og det er disse, der er det

Væsentlige, Salene indenfor er nærmest kun at betragte som et Slags

Appendix. Naar det regner, bliver Markisen hejset ned, saa Gjæsterne kan

bilde sig ind, at de sidder i Tørrevejr, og heller ikke Kulden kan jage

dem bort fra deres Trottoireplads undtagen nogle ganske enkelte Dage,

naar den gaar over alle Grændser. Hele ti Maaneder af Aaret er Kaféen i

Sommerhabit, og selv de to andre er Vinterkostumet ikke seriøst.

Fortougsstolene bliver staaende, og de store Glasruder, der skydes op for

den aabne Væg, glider selv i December og Januar tidt ned i Kjælderen

igjen, saafremt Temperaturen nogle Dage bliver en lille Smule mild,

Pariserne er ikke kuldskjære, naar de blot kan faa Lov til at være paa

deres kjære Gade.

Kun i de tidligste Formiddagstimer staar Kaféen halvvejs tom, vegeterer

med morgengnavne Opvartere og bædekerstuderende Rejsende. Allerede ved

Frokosttid begynder Gjæsterne at strømme til den i Masse. Den er i

Regelen Restauration tillige. Pluraliteten af Forretningsfolk er

nødvendigt henvist til den; de har for langt til Hjemmet og for travlt om

Tiden til at kunne gjøre en Rejse til den anden Ende af Byen for at

spise. Frokosten paa Kaféen, koster dem ganske vist mindst tre, fire

Francs, og der gaar ogsaa dér let en Time eller to med i Løbet Men

hverken de eller Pengene er spildte. Man træffer den Kreds af Mennesker,

med hvilken man staar i Forbindelse, man henter Oplysninger, man slutter

Handeler, Forretningerne gaar deres Gang, de betydeligste af dem afgjøres

tidt netop ved Frokostbordet. Hurtig, foretagsom, resolut, som man er,

klar over hvad man vil, og vant til at sige det kort, i en Fart og uden

Omsvøb, føler man ingen Trang til at sidde i Kontorstole og snakke op og

ned ad Væggene for at faa en Sag i Orden. Et Spørgsmaal, et Svar--_<volà,

c'est entendu_. Garçonen bringer Pen og Papir, og Kontrakten er sluttet,

inden han faaer den næste Ret serveret. Frokostkaféen er Børs

ligesaameget idetmindste, som den er Spisekvarter. Men det forhindrer

ikke, at den i den sidste Egenskab er uovertræffelig. _Le chef de la

cuisine_, den imponerende, alvorlige Medborger med det store, hvide

Forklæde, Hirschfængeren og Bagerhuen, er en Mand, der forstaar sin

Metier. Han kan undertiden være indisponeret ved Dineren; om der ved den

sniger sig en Smule Skjødesløshed ind, har endda ikke saa Stort at sige.

Publikummet er det kritikløse, der kommer i Ny og Næ, som ikke har nogen

selvstændig Mening, men finder Alting ypperligt, naar blot Stedet har

Renommée. Ved Déjeuneren derimod er det nødvendigt at holde Ørene stive.

Han arbejder da for Gjæster, hvis Tunge forstaar at grade en _sauce

relevé's_ Pikanteri, og som øjeblikkelig vilde fange den gode Homer, hvis

han tog sig et Blund. Han er paa Højden af sin Kunst, og hans Kunst er

stor. Boulevardkaféen vilde være uforlignelig, selv om den ikke havde

andre fortræffelige Sider end sin Kjøkkenchef.

[Illustration: Le chef de la cuisine.]

Den har sin Absinthtid, den er endnu mere enestaaende end han. Fra

Frokost til Midnat er Trottoirestolene stadig besatte, men i _"l'heure de

l'absinthe"_ er der ikke een tom Plads. Man kjender ikke den Time

andetsteds; den passer kun for Pariseren, den hænger netop paa det

Nøjeste sammen med den Rolle, Gaden og Kaféen spiller i hans Liv. Naar

han henimod Aften er færdig med sit Arbejde, lægger han mellem

Forretningsbryderierne og de huslige Bekymringer, som muligvis venter paa

ham hjemme, et kort Otium, under hvilket Alt, hvad Tilværelsen kan have

af Generende og Ubehageligt, bliver jaget ubarmhjertigt paa Porten. Han

kjøber sin Aftenavis i Kiosken, gaar paa sin Kafé, sætter sig ved det

lille, runde Bord, hvor han er vant til at sidde, bestiller sin

Consumation og lader saa en Timestid eller halvanden hele sin Person,

Legeme og Sjæl, svømme ud i et stort, roligt Velbefindende, i hvilket der

kun er een Bevidsthed klar, een Fornemmelse raadende: den, at Livet dog i

Grunden er en mageløs prægtig Ting. Absinthen, det halve Glas Øl,

Fingerbøllet fuldt af Madeira, eller hvad det nu er, han drikker, det er

kun et Skalkeskjul, en Tribut, han erlægger af sin Plads, som de to Sous,

han i Parc Monceau eller Champs-Elysées betaler Madammen for sin Stol. Og

Avisen! Der kunde staa i den, at Jorden imorgen skulde dumpe ned paa

Solen og blive slugt af dens Flammer, før Absinthtimen var forbi, vilde

hans Tanker dog ikke samle Bogstaverne til en Mening. De Øjne, hvormed

han seer paa dem, er i Slægt med Papas Ører i den lille, lune

Provindskrog, naar han har trukket Slobrokken paa, og hans Frue har

kommet Sukker og Fløde i hans Middagskaffe, og hans lille Pige tændt den

store Merskumspibe for ham, og han saa lægger sig paa Sofaen og siger:

"Saa Børn, snak I kun, Fa'er hører efter." Nej, Fa'ers Pibe gaar ud, og

Fa'ers Kaffe bliver kold, og Fa'er hører ikke, han holder Absinthhvil paa

sin Maner. Pariserens er en anden. Han blunder ikke hen i Hjemmets Hygge,

for den kjender han ikke, men i det, der er hans Kjærlighed og Stolthed.

Hans Sjæl glider ud i Gadens, i hans store, elskede Bys Liv og bliver

ligesom Et med den. Det er Velværet for ham, det har paa sin Viis al den

lykkelige Ro, al den uendelige Tilfredshed, som et Menneske føler, naar

han nogle Øjeblikke lever helt i det, han elsker.

Fra det moderne Frankrig · 第 22 / 27 段