Befolkning er nemlig slet og ret Vagabonder, der kun have Tag over
Hovedet netop de Nætter, de befinder sig i Depotet. Til daglig Brug sover
de under Concordebroens Buer, mellem Teglværksovnene ude ved Barrières
d'Amérique, i Champs-Elysées Busketter, naar der er Løvværk og varme
Nætter, eller i ubeboede Sommervillaers Lysthuse, naar der kommer Sne og
Vinterfrost. Politiet kjender ganske vel deres Yndlingssmuthuller, og
naar det engang imellem beslutter sig til at foretage Razziaer der,
vender det altid tilbage med rigelig Fangst. Men det lader dem som oftest
i Fred. Allerede nu er der en Snes tusind Anholdelser aarlig for
Vagabondering; søgte man grundigt efter, vilde Tallet blive altfor uhyre.
Paris lokker og drager saa stærkt. Fra det øvrige gamle Evropa vandrer
man ud; alle de uregelmæssige Existentser, hvis Eventyrtrang ikke kan
finde Tumleplads i Hjemmet, søger hinsides Havet til den store,
ubekjendte nye Verden. Kun Frankrig præsterer ingen, eller i hvert Fald
forholdsvis yderst faa Emigranter. Franskmændene har nu engang Rædsel for
at expatriere sig. Deres Amerika er Paris; der, foregjøgler deres Fantasi
dem, er der Plads for Alle, der er der Guld og grønne Skove at tjene,
Rigdom, Position, Livsnydelse at hente, saasnart man blot strækker
Haanden ud. Om de mange Tusinder, der gaar ynkeligt tilgrunde i den store
Stads Livskamp, tier Rygtet, men om de Enkelte, hvem heldige Chancer
bringer i Vejret, bærer det Beretninger ud til alle Kanter. Og disse
Beretninger er en farlig Fristerinde; man tager den sjeldne Undtagelse
for almindelig Regel, hvad den Ene har naaet, mener man, maa være let at
naa ogsaa for alle Andre. Kunde man tælle dem, der Aaret rundt kommer til
Paris uden Ressourcer, men med usvigelig Tro paa, at de kun behøver at
sætte Foden paa den parisiske Stenbro for at gjøre deres Lykke, vilde man
faa et rentud forfærdende Tal. Det er ikke alene fra Provindsen, de
kommer; det er fra Udlandet ogsaa. Jeg har liggende for mig en Statistik
over de i et enkelt Aar foretagne Arrestationer af Vagabonder; over fire
Tusinde er Udlændinge. Talrigst repræsenteret er naturligvis det nære
Belgien og Holland, derefter kommer, ganske karakteristisk hver paa sin
Vis, Italien og Preussen, det sidste med over fire hundrede Individer.
Danmark er et af de faa Lande, som ikke findes i Fortegnelsen, Sverig og
Norge har kun nogle ganske faa Repræsentanter, Island derimod hele
elleve. Selv de fjerneste Egne af Verden, Kina, Persien, Japan, Afrika,
Tartariet og Bukariet, har sendt deres Kontingent. Tidt og mange Gange
dumper disse Ulykkelige ned i den store By uden engang at kunne tale dens
Sprog. Saasnart deres faa Spareskillinger er opbrugte, er der for dem
intet Andet at gjøre end at lade sig samle ind af Politiet; Medlidenhed
og Hjælpsomhed er Dyder, der kun findes sjeldent i Paris. Men selv om de
Indvandrende ikke har denne første store Betingelse for at lide Skibbrud,
selv om de kommer fra Provindsen med fyrig Arbejdslyst og robuste
Kræfter, er det derfor ikke altid sagt, at de finder deres Brød i
Millionstaden. Livskampen er sværere der end nogetsteds, Existensudvejene
ganske vist mange, men Konkurrenterne til dem endnu mange, mange flere.
De stritter imod saalænge, indtil den værste Sygdom af alle: Trang og
Sult, endelig faar Bugt baade med Humør og Arbejdslyst og Kræfter. Det er
uberegneligt, hvad den i Paris aarligt hverver af Rekruter til den store
Vagabondhær.
Mandfolkene gaar over i den, kvinderne i en anden, der er endnu værre og
uhyggeligere. Som Pluraliteten af Depotets Befolkning paa Sværdsiden er
Vagabonder, saaledes er den paa Spindesiden løsagtige Fruentimmer.
Politiets Runder gjør ogsaa af denne Art Sambundsbundfald hver Nat en
altfor rigelig Fangst paa Paris's Gader: Kvindeafdelingens Fællessal er i
Regelen ikke mindre overfyldt end den mandlige, Selskabet der er maaske
tilsyneladende proprere, men i Virkeligheden sunket nok saa dybt. Silken
og Fløjlet er bedragerisk som Kindernes Sminke. Jeg har i Depotet set
Fruentimmerne med ægte Zobelskinds Pelsværk og Diamantsmykker til
Tusinder; forhørte jeg mig om deres Historie, var den i Regelen saa
omtrent den samme. Fædrene samlede Klude, og Brødrene arbejdede paa
Galejerne; de diamantoversaaede Damer selv var Stamgjæster i Depotet.
Det er i det Hele taget Massen af den store Hær. Først og fremmest kommer
Vagabonderne stadig igjen. For dem har Depotet intet afskrækkende;
saasnart Visiteringsformaliteten er overstaaet, er det Første, man gjør,
at bringe dem et Brød. Den franske Justits har den humane
Betragtningsmaade, at enhver Lovovertræder, den fanger ind, kan være
kommen i Konflikt med den som Følge af Sult. Den kjender sit Paris, den
veed, at intet Aar gaar hen, uden at der udenfor dets Gaders straalende
Butiker segner Ulykkelige, hvis Død, hvor utroligt det end klinger, ikke
skyldes nogen anden Grund end Hungersnød. Den veed ogsaa, at dens Depot
aldrig er saa overfyldt som i Ugerne efter Flyttedagen. De stakkels
Familier, der er kastede paa Døren af ubarmhjertige Værter, vandrer om og
skjuler sig, hvor de kan komme til, saalænge indtil Børnene begynder at
skrige efter Brød. Saa maa Moderens Rædsel for Depotet vige, og hun
melder sig selv. Straffens Forhal bliver i dette Tilfælde til
Barmhjertighedens. Depotet giver de Ulykkelige Føde og Husly, indtil
Politiet finder Udveje til at anbringe dem andetsteds. Men det er netop
denne dets Rolle som Forsørger, som Vagabonderne saa ofte misbruger. Der
er dem, der i Grunden har Depotet til regelmæssigt Standkvarter og kun
fjerner sig for nogle Dage, naar Eventyrtrangen kommer over dem. Der
fortælles om en saadan episk Vagabond, Victor Tuleu, at han har været
anholdt ikke mindre end henved firsindstyve Gange, endnu før han naaede
Trediveaarsalderen. Det var aldrig for egentlige Forbrydelser, men kun
paa Grund af hans nomadiske Tilbøjeligheder. Man dømte ham, han sad sin
Tid, og naar han saa slap fri, begyndte han strax igjen paa sin planløse
Strejfen om. Var det stygt Vintervejr, tiltalte Friluftslivet ham ikke
mere, og Politiet lod for lang Tid gaa hen, før det fandt ham paany, gik
han selv til Depotet og meldte sig. "Det er mig, Tuleu," sagde han; "jeg
har hverken Existensmidler eller fast Bopæl, det er bedst, I spærrer
mig ind."
Han begyndte, da han var elleve Aar, og han er i saa Henseende ikke nogen
Undtagelse. Gjennemsnitlig tre Tusind af de Personer, der i Paris aarlig
anholdes for Vagabondering, er Børn. Hjemmet i Forstadshulerne er kun
altfor tidt daarlig skikket til at holde paa dem, og Livet ligger saa
lokkende lyst og let udenfor i den store, glimrende By. Forældrene gjør
vel i Regelen ikke overvættes Anstrengelse for at holde paa dem; en Mund
mindre at forsørge er altid saa Meget vundet. Det hænder tilmed ikke
sjeldent, at de med Villie kaster de ganske Smaa ud for Vind og Vove,
naar de falder dem til Besvær. Hittebørnshospitalerne, som vi kjender dem
fra de ældre franske Dramaer, existerer ikke længer i Paris, men Depotet
har erstattet dem.
[Illustration: Hittebørnene og deres Vogter.]
Der er i det en særegen Sal for Børn, som Politiet har fundet paa Gaden,
og som endnu ikke er i den Alder, at de kan give Oplysninger om, hvor de
hører hjemme. Det er et af de uhyggeligste Lokaler af dem alle. De
stakkels Smaa ligger der i Rad med en stor Tavle paa Ryggen, hyorpaa
staar deres Nummer og af og til et Fornavn, den eneste Oplysning om deres
Existens, som de har kunnet give. De ligger og venter paa, at Forældre
eller Paarørende skal komme og søge dem. Men i de ni Tilfælde af ti
kommer der Ingen. Man er flyttet og har benyttet Lejligheden til, som af
Vanvare, at slippe Barnet et Sted paa Gaden, hvor det selv var ganske
fremmed, og hvor hverken Naboer eller Gjenboer kunde give Oplysning om
det. Enkelte af de Forladte ligger paa deres smaa Senge og græder efter
Fader og Moder, men Pluraliteten finder sig saare roligt i deres Skjæbne.
Det gaar vel de Fleste som den lille Pige, der blev spurgt, om hun havde
det godt, hvor hun var. "Ja," svarede hun, "for her faar jeg Noget at
spise hver Dag."
Depotet har altsaa ogsaa sine Uskyldige. Men de findes heller ikke
undtagen netop i denne Kategori eller i de med den beslægtede: Oldinge i
Barndom, der er blevne samlede op paa en Bænk i Champs Elysées, Fremmede,
der vandrer om i Labyrinthbyens Gader uden at kunne tale et Ord Fransk,
Gale eller Folk, der har gjort Forsøg paa Selvmord og vægrer sig ved at
love, at de ikke vil gjentage det. Det parisiske Politi er meget varsomt
med at foretage Arrestationer uden at være ganske sikker. Hænder det i
eet Tilfælde af Tusinde, at en sagesløs Person bliver spærret inde i
Depotet, er det Højden. Det langt overvejende Flertal er Folk, som man
har havt et vaagent Øje med længe, før man lægger Haand paa dem, eller
ogsaa Misdædere, der gribes paa fersk Gjerning. Fire Femteparten af de
Anholdte hører til den sidste Sort. Alleroftest er det gamle
Depotgjæster, der gaar gradevis nedad; har de engang havt Foden indenfor
Fængslet, hører det til Undtagelserne, at de ikke kommer igjen. Det er en
Regel, der kan drages ud ikke alene af Paris's Politihefter; moderne
Sociologer er i Færd med at konstatere den allevegne Verden over. Inden
mange Aar vil den muligvis have ført til en total Omformning af det hele
Straffevæsen. Fortiden har straffet; det er Fremtidens Opgave at finde
Midlerne til at forbedre. Sagtens vil det blive en af dens vanskeligste;
men det maa siges til den franske Republiks Ære, at den ogsaa paa dette
Punkt seer Forpligtelsen til at gaa i Spidsen for sin Tid. De
forestaaende Lovforslag mod Recidivisterne er i Virkeligheden ikke Andet
end et anende Fremsyn over Vejen, der i saa Henseende er at gaa. Paris's
store Fællesfængsler, disse Lære- og Opdragelsesanstalter for
Forbrydelsen, er i Færd med at forsvinde. Man har endnu Saint-Pélagie og
det forfærdeligere Saint-Lazare, Kvindefængslet, hvor alle de
Indespærrede, ligegyldigt hvilken Kategori de tilhøre, blandes mellem
hinanden uden Hensyn. Men i Mazas og La petite Roquette, Børnefængslet,
er allerede Cellesystemet indført. Straffekolonierne er det næste Skridt
paa Vejen.
Men det maa gjøres snart; der er _periculum in mora_. Med uhyggelige Tal
viser Politiets Statistik, hvorledes Forbrydelsernes Antal er i stadig
Stigen i Paris. Den sidste Snes Aar er ikke langtfra at have fordoblet
det. En misforstaaet Seen gjennem Fingre med Meget hos Republikens
Autoriteter er maaske ikke uden Skyld for de lavere Samfundslags
Vedkommende, i de højere er det ganske sikkert Børssvindelens Fristelser,
der spiller en væsentlig Rolle i Forøgelsen. Alverden er besat af Mani
for at gjøre Forretninger. Depotets Lister er der for at vise, hvordan
det kun altfor tidt hænger sammen med disse Forretninger. "Der gaar
næsten ikke en Dag," sagde Fangevogteren mig, "uden at vi faar fine
Herrer herind." Han har Ret; alle Stænder er repræsenterede i
Samfundsbundfaldets store Pakhus. Man kan tage Listerne fra
hvilketsomhelst af de senere Aar. Man finder Bankierer og Advokater, høje
Embedsmænd og Officerer, Kunstnere og Forfattere, man finder Navne, der
har hørt til de mest ansete i Frankrigs Historie. Politipræfekturets
Depot er i videste Forstand Vrangsiden af Paris, Hjemmet for Alt, hvad
Luxusbyen gjemmer af Styghed og Misère.
[Illustration.]
[Illustration: Udenfor Café de la Paix.]
KAFÉ- OG GADELIV.
I.
Paris har mellem det Meget, der gjør den til en By _à part_, een Ting,
som Alle, selv de, der nødigst vil synge dens Pris, maa indrømme er noget
Mageløst: den har sine Gader. Man maa absolut Være skabt som en Kvæker
for ikke at holde af dem. Og endda. Der var to--Kvækere mener jeg--, der
nylig kom over fra Hendes britiske Majestæts alvorlige Land for at
prædike Bod og Omvendelse i det moderne Babylon. De havde ikke været fem
Minutter paa Boulevarden, før de slog Kors for sig og tog Rejsepas igjen.
Det var dem for ugudeligt. Det vil sige, de mærkede, at Fristeren kom op
i dem, og var de bleven fem Timer istedetfor fem Minutter, saa vilde det
have endt med, at det var dem, der var bleven omvendte.
Der var ogsaa engang en Herre fra Danmark, der, da man spurgte ham, hvad
han saa syntes om Pariserboulevarderne, resumerede sit Indtryk i et: Aa
jo ... saamænd, men de mangler Arkitektur. Det er muligt. Naar man ikke
paa længere Tid har været i Kongens Kjøbenhavn, taber Ens Blik let sin
kritiske Skarphed i saa Henseende. Men mangler de Arkitektur, saa har de
Liv istedetfor, et Liv af en ganske ejendommelig Art. Det lokker ud som
Solskin paa en Dag i Maj, og det holder fast som disse forunderlige,
stille, lyse Sommernætter, i hvilke man gaar og driver med gode Venner
under Armen og aldrig kan bekvemme sig til at gaa hjem. Man føler
Menneskebadet i disse Gader som en Foryngelse. Tryk og Tyngder, som laa
paa En, gaar væk; Livslysten begynder at krible, Humøret kommer op. Man
fyldes af Velbefindende, man nyder, man lever; der er noget Æggende i
Luften, en Ozon af Fest, som man aander ind, og som sætter Fart i En fra
Top til Taa.
Pariserboulevarden er nemlig en Gade af fuldstændig særegen Beskaffenhed.
Det er ikke blot Færdselen, Mylret, den brogede, mangfoldige
Verdensstadskolorit, der gjør den til, hvad den er. Af den Slags Liv har
London ligesaa meget og mere endnu. Men hvilken Forskjel er der ikke
alligevel! I London er Gaden simpelthen en Forbindelsesvej mellem to
Punkter, et, som man forlader, og et andet, som man skal til. At naa
dette sidste i den korteste Tid og med de mindst mulige Forhindringer,
bliver i det samme Øjeblik man sætter Foden udenfor Døren den eneste
Tanke, man har. At være paa Gaden blot for at være der, lader sig aldeles
ikke gjøre. Overalt omkring sig har man travle Mennesker, der farter
afsted med lange Skridt og klemmer sig gjennem Trængselen for at komme
frem. Vognene ruller og ruller, Kuskene pidsker paa, den tusindtungede
Støj glider ligesom sammen i et eneste Raab: afsted, afsted, afsted! Man
seer Ingenting, man sandser Ingenting, man føler kun Stimen, der er
bagved, man synes, den vilde vælte over En og lukke sig og begrave En,
hvis man standsede, og man tumler da med i det rastløse Jag. Man gaar og
gaar og gaar og bliver først Feberen kvit og kan trække Vejret igjen,
naar man er ved Maalet.
I Paris derimod er det anderledes: Selv hvor Farten og Færdselen er
størst, er der ikke noget Aandeløst ved den. Folk har nok travlt hist og
her, men man lægger knap engang Mærke til det, de forsvinder mellem
Mængden, der ikke har det, mellem dem, der sidder paa Kaféernes
Fortougsstole, staar i Gadedøre eller i Grupper paa Trottoiret og
passiarer, driver langsomt op og ned for at drive. Man har en
Fornemmelse, som om man var paa Fornøjelsestour, for at hvile sig, for at
se og standse, hvor der er Noget at se, lukke Øjnene rigtigt op og fylde
sig med Indtryk. Man er gaaet ud for en Timestid og for at besørge Et
eller Andet, men uden at man veed af det, er Dagen tilende, og naar man
kommer hjem, opdager man, at man har glemt det, man var gaaet ud for.
Gaden har underholdt, moret En, saa man ikke har kunnet rive sig løs fra
den, og saa har den lagt Beslag paa En helt. Man har ikke noget Øjeblik
følt sig paa en Landevej, hvor man skulde videre, man har følt sig som i
en Salon, hvor man befandt sig fortræffeligt, og hvor man følgelig blev.
Og det er i Virkeligheden ogsaa det, Parisergaden er. Hjemmet kjender
Pariserne kun som et Sted, hvor man arbejder; Hvilen, Adspredelsen efter
Arbejdet maa hentes udenfor de fire Vægge, midt i Tummelen og Trængselen,
helst hvor den er allerstørst, der er dér flest Incitamenter, som faaer
Blodet til at rulle hurtigere og sætter den letpaavirkelige Fantasi i
Bevægelse. Man søger til Boulevarden; den er den store Fællessalon, hvor
hele Byens Befolkning strømmer hen for at tilfredsstille sin enorme Trang
til Selskabelighed, hvor man mødes med Lyst til at være sammen, hvor man
færdes mellem hinanden med den elskværdige Forekommenhed, den Lethed i
Tilnærmelse, der er en ganske naturlig Følge af Bevidstheden om, at man
gjensidig er der til hinandens Underholdning. Det parisiske Gadeliv
bliver paa den Maade mere end broget og mangfoldigt; det faaer de lyse,
fornøjelige Toner over sig, den Glands af Glæde, den Hvile midt i Uroen,
den Harmoni midt i Farvemylren, som gjemmer Behaget, hvormed det
fortryller, den Charme, der gjør Pariserboulevarden til noget ganske
Andet end en hvilkensomhelst Gade i hele Verden.
II.
Uhyre betegnende for den er dens Kaféer. De ligger Side om Side,
utællelige næsten, ned langs den milelange Pulsaare, der drager sig fra
Bastille- til Concordepladsen. I det mindre fornemme og mindre befærdede
Templekvarter, paa Strækningen fra Ghateau d'Eau til Frihedssøjlen, faaer
Boulevarden en Smule Luft for dem hist og her; men fra Rue Rougemont
nedefter til Madeleinekirken klemmer de sig op ad hinanden, saa der paa
sine Steder knap er nogle Alens Plads imellem dem. Deres Antal vilde være
latterlig overdrevent, hvis de alene havde Funktion som
Beværtningssteder; ikke Tiendeparten af dem kunde bestaa, selv om
Pariserne var det mest forfaldne Folkefærd i Verden. Nu er de imidlertid
tvertimod det allersobreste, der kan tænkes, og samtlige Kaféejere bliver
hovedrige Folk alligevel i Løbet af nogle faa Aar. Tingen er, at de har
Andet at byde deres Gjæster end de Varer, der skjænkes ud. Kaféen er en
reserveret Plads paa Gaden, et Slags hyggeligt Sofahjørne i den store
Fællessalen. Det er som saadan, den maa betragtes, det er paa at være
det, dens Existens er baseret. Udstyrelsen er uden Pragt, for en Luxusby
som Paris næsten fattig. Smaa, magelige, komfortable Kroge, hvor en
sluttet Kreds kunde trække sig tilbage for sig selv, mangler fuldstændig;
hver lille Plads er benyttet, overalt staar der Bord ved Bord med kun
akkurat saa meget Mellemrum, at en Person kan klemme sig derigjennem. Paa
at sørge for Gjæsternes Underholdning har man heller ikke lagt Vægt; kun
i de afsides Gader har Kaféerne Billarder, og deres Forsyning med Aviser
er mere end mangelfuld. Man holder en fem, sex parisiske i et enkelt
Exemplar, slet ingen fra Provindserne eller Udlandet. Hvad der serveres,
er dyrt; en almindelig _"Consumation"._ betales med en halv Franc,
uanseet hvori den bestaar. I alle disse Henseender kan Pariserkaféen,
ikke maale sig med, hvad man finder i andre store Byer. Men hvad den har
forud, er Offentlighedens brogede Sceneri, Gadelivet rundtomkring den.
Den er aaben ud mod Trottoiret, og dens Lokale fortsætter sig ud paa
dette. Kaféstolene optager rigeligt dets halve Brede; de betydeligere
Kaféer kan have en halvhundrede Borde derude, og det er disse, der er det
Væsentlige, Salene indenfor er nærmest kun at betragte som et Slags
Appendix. Naar det regner, bliver Markisen hejset ned, saa Gjæsterne kan
bilde sig ind, at de sidder i Tørrevejr, og heller ikke Kulden kan jage
dem bort fra deres Trottoireplads undtagen nogle ganske enkelte Dage,
naar den gaar over alle Grændser. Hele ti Maaneder af Aaret er Kaféen i
Sommerhabit, og selv de to andre er Vinterkostumet ikke seriøst.
Fortougsstolene bliver staaende, og de store Glasruder, der skydes op for
den aabne Væg, glider selv i December og Januar tidt ned i Kjælderen
igjen, saafremt Temperaturen nogle Dage bliver en lille Smule mild,
Pariserne er ikke kuldskjære, naar de blot kan faa Lov til at være paa
deres kjære Gade.
Kun i de tidligste Formiddagstimer staar Kaféen halvvejs tom, vegeterer
med morgengnavne Opvartere og bædekerstuderende Rejsende. Allerede ved
Frokosttid begynder Gjæsterne at strømme til den i Masse. Den er i
Regelen Restauration tillige. Pluraliteten af Forretningsfolk er
nødvendigt henvist til den; de har for langt til Hjemmet og for travlt om
Tiden til at kunne gjøre en Rejse til den anden Ende af Byen for at
spise. Frokosten paa Kaféen, koster dem ganske vist mindst tre, fire
Francs, og der gaar ogsaa dér let en Time eller to med i Løbet Men
hverken de eller Pengene er spildte. Man træffer den Kreds af Mennesker,
med hvilken man staar i Forbindelse, man henter Oplysninger, man slutter
Handeler, Forretningerne gaar deres Gang, de betydeligste af dem afgjøres
tidt netop ved Frokostbordet. Hurtig, foretagsom, resolut, som man er,
klar over hvad man vil, og vant til at sige det kort, i en Fart og uden
Omsvøb, føler man ingen Trang til at sidde i Kontorstole og snakke op og
ned ad Væggene for at faa en Sag i Orden. Et Spørgsmaal, et Svar--_<volà,
c'est entendu_. Garçonen bringer Pen og Papir, og Kontrakten er sluttet,
inden han faaer den næste Ret serveret. Frokostkaféen er Børs
ligesaameget idetmindste, som den er Spisekvarter. Men det forhindrer
ikke, at den i den sidste Egenskab er uovertræffelig. _Le chef de la
cuisine_, den imponerende, alvorlige Medborger med det store, hvide
Forklæde, Hirschfængeren og Bagerhuen, er en Mand, der forstaar sin
Metier. Han kan undertiden være indisponeret ved Dineren; om der ved den
sniger sig en Smule Skjødesløshed ind, har endda ikke saa Stort at sige.
Publikummet er det kritikløse, der kommer i Ny og Næ, som ikke har nogen
selvstændig Mening, men finder Alting ypperligt, naar blot Stedet har
Renommée. Ved Déjeuneren derimod er det nødvendigt at holde Ørene stive.
Han arbejder da for Gjæster, hvis Tunge forstaar at grade en _sauce
relevé's_ Pikanteri, og som øjeblikkelig vilde fange den gode Homer, hvis
han tog sig et Blund. Han er paa Højden af sin Kunst, og hans Kunst er
stor. Boulevardkaféen vilde være uforlignelig, selv om den ikke havde
andre fortræffelige Sider end sin Kjøkkenchef.
[Illustration: Le chef de la cuisine.]
Den har sin Absinthtid, den er endnu mere enestaaende end han. Fra
Frokost til Midnat er Trottoirestolene stadig besatte, men i _"l'heure de
l'absinthe"_ er der ikke een tom Plads. Man kjender ikke den Time
andetsteds; den passer kun for Pariseren, den hænger netop paa det
Nøjeste sammen med den Rolle, Gaden og Kaféen spiller i hans Liv. Naar
han henimod Aften er færdig med sit Arbejde, lægger han mellem
Forretningsbryderierne og de huslige Bekymringer, som muligvis venter paa
ham hjemme, et kort Otium, under hvilket Alt, hvad Tilværelsen kan have
af Generende og Ubehageligt, bliver jaget ubarmhjertigt paa Porten. Han
kjøber sin Aftenavis i Kiosken, gaar paa sin Kafé, sætter sig ved det
lille, runde Bord, hvor han er vant til at sidde, bestiller sin
Consumation og lader saa en Timestid eller halvanden hele sin Person,
Legeme og Sjæl, svømme ud i et stort, roligt Velbefindende, i hvilket der
kun er een Bevidsthed klar, een Fornemmelse raadende: den, at Livet dog i
Grunden er en mageløs prægtig Ting. Absinthen, det halve Glas Øl,
Fingerbøllet fuldt af Madeira, eller hvad det nu er, han drikker, det er
kun et Skalkeskjul, en Tribut, han erlægger af sin Plads, som de to Sous,
han i Parc Monceau eller Champs-Elysées betaler Madammen for sin Stol. Og
Avisen! Der kunde staa i den, at Jorden imorgen skulde dumpe ned paa
Solen og blive slugt af dens Flammer, før Absinthtimen var forbi, vilde
hans Tanker dog ikke samle Bogstaverne til en Mening. De Øjne, hvormed
han seer paa dem, er i Slægt med Papas Ører i den lille, lune
Provindskrog, naar han har trukket Slobrokken paa, og hans Frue har
kommet Sukker og Fløde i hans Middagskaffe, og hans lille Pige tændt den
store Merskumspibe for ham, og han saa lægger sig paa Sofaen og siger:
"Saa Børn, snak I kun, Fa'er hører efter." Nej, Fa'ers Pibe gaar ud, og
Fa'ers Kaffe bliver kold, og Fa'er hører ikke, han holder Absinthhvil paa
sin Maner. Pariserens er en anden. Han blunder ikke hen i Hjemmets Hygge,
for den kjender han ikke, men i det, der er hans Kjærlighed og Stolthed.
Hans Sjæl glider ud i Gadens, i hans store, elskede Bys Liv og bliver
ligesom Et med den. Det er Velværet for ham, det har paa sin Viis al den
lykkelige Ro, al den uendelige Tilfredshed, som et Menneske føler, naar
han nogle Øjeblikke lever helt i det, han elsker.