selve Husene. De er i Regelen smaa, sjelden mere end to Etager høje, men
hvert af dem rummer dog ofte Snese af Familie Lejligheden er nemlig kun
undtagelsesvis paa over to Rum, af hvilke det ene da oftest indskrænker
sig til et ganske lille, mørkt Kjøkken; meget tidt har Mand, Kone og en
hel Rede af Børn i alle Aldere kun et eneste Værelse til deres
Disposition. Ifølge en Opgjørelse fra 1880 beboede de Fattige, som modtog
stadig Understøttelse af det Offentlige, ialt henved 50,000 Lejligheder.
Over Halvparten af disse indskrænkede sig til et enkelt Rum, tre tusind
havde intetsomhelst Apparat til Kogning eller Opvarmning, over fem tusind
fik kun Lys gjennem et Tagvindue, og halvandet tusind var fuldstændig
mørke. Mange af disse Huse er meget gamle, byggede før Terrænet endnu
blev. inddraget i Paris, i den Tid, da de nuværende Forstæder kun var
Landsbyer, der skjød deres yderste Forposter herud. De er de værste,
adskillige af dem kommer man kun ind i gjennem en lang, mørk Korridor med
opbrudt Lergulv, en formelig underjordisk Gang, hvor Fugtigheden siver ud
allevegne. En faldefærdig Vindeltrappe, saa smal, at en tyk Person vilde
blive klemt fast i den, fører da op til Etagerne, Stanken fra disse
Lokaler, hvis Døre vender ud til Trappeafsatserne, og som i Regelen staar
aabne, fylder hele Huset med en Pestatmosfære af den gyseligste Art; Lys
er der intet af, det enkelte Vindue, som undertiden existerer paa
Trappen, kan intet bringe fra den uhumske Brønd, der fører Titulaturen
Gaard. I saadanne Omgivelser skal Appetitten for Renlighed vanskelig
finde Ansporelse; den er ringe i Forvejen hos Størsteparten af den lavere
Pariserbefolkning, her forsvinder den komplet. Den exempelløse Uorden og
Mangel paa Properhed er i Virkeligheden det, der som oftest giver disse
de Fattiges Hjem deres mest uhyggelige Karakter. Bohave mangler kun
sjeldnere. Det har engang været ganske tækkeligt; nu er det Meste i
Stykker, Betrækket hænger i Pjalter, Alting er overtrukket med tommetykt
Lag af Støv og Smuds. Det er, som hvert eneste Møbel fortalte Familiens
Historie. Man har sat Bo i unge Dage med Lidt paa Kistebunden og med
glade Forhaabninger til Fremtiden. Men saa er Livskampen kommen, med onde
Tider uden Arbejde, med Sygdom maaske; Børnene er komne, Illusionerne er
bristede, Konen er bleven utro, og Manden har slukket Sorgerne i
Absinthglasset. Det er den samme Historie, der gjentager sig tusinde og
atter tusinde Gange. For Hver, der svinger sig op og kommer til at svømme
ovenpaa i det parisiske Menneskehav, er der Hundrede, som dukker under.
Og saasnart det er begyndt at gaa ned ad Bakke, synker de i Regelen
dybere og dybere. Elendigheden i den store Stad er som Edderkoppens Væv;
det spinder sig tættere og tættere om den Ulykkelige, der engang er
kommen indenfor det, og det ender med at knuse ham.
Hans sidste Stadium er da heller ikke det, hvortil de beskrevne Huse
leverer Sceneriet. Selv i Charonne og Menilmontant, de smudsigste og
tillige de fattigste Kvarterer af Pauperismebæltet--hver syvende Beboer
er her understøttet af det Offentlige--koster de omtalte Lejligheder dog
altid fra halvandet til halvtredie hundrede Francs aarlig, alt eftersom
de bestaar af et eller to Rum. Det er endnu ikke "Dybet af Hulerne". Dem
maa man søge i de saakaldte "Cité"er, smaa, snevre Gyder uden Udgang, der
ikke findes afsatte paa noget Kort over Paris, men som ikke destomindre i
de excentriske Fattigkvarterer afgiver Bolig for over en Snes tusind af
den store Stads Befolkning. De hører paa en vis Maade ikke med til Byen;
de staar udenfor den, som deres Beboere staar udenfor Samfundet, kommer
og forsvinder som disse, uden at Nogen lægger Mærke dertil. En
entrepenant Fyr, der har Lyst til at tjene sig rig i en Haandevending,
afslutter med den paagjældende Ejer Kontrakt om Lejemaal paa et vist
Antal Aar af en af de store, øde Tomter, der findes i tilstrækkelig
Mængde paa den anden Side af de ydre Boulevarder. Her kliner han i en
Fart nogle Hytter op af Ler og Brædder. Bygningskommissionen bliver
afvist med den Besked, at det kun er midlertidige Skur, bestemte til
Oplagssted for Klude, men det forhindrer ham ikke i, naar Hytterne engang
staar der, at leje dem ud til Bolig for Mennesker. Det sker altid af pur
og bar Filantropi. De stakkels Folk vilde ellers være husvilde, nu giver
han dem dog Tag over Hovedet. Han glemmer at tilføje, at han lader sig
denne Tjenstvillighed betale med fra halvtredie til fire Francs om Ugen,
hvilket repræsenterer for ham mindst halvtredsindstyve Procent af hans
Kapital, og det med absolut Garanti, thi han lader sig naturligvis altid
betale forud. Lejere risikerer han aldrig at mangle; der er i Paris altid
nok af Ulykkelige, som ikke seer sig i Stand til at opdrive en
Kvartalsleje paa fyrretyve, halvtredsindstyve Francs. Har de kun sig selv
at sørge for, tyer de til Logishusene; tæller Familien derimod, hvad tidt
er Tilfældet, henad en halv Snes Medlemmer, saa bliver naturligvis selv
de usleste af "Garnierne" for kostbare, og den eneste Udvej for at komme
under Tag er da Citéerne med den forholdsvis bekvemme Ugebetaling. Det er
i dem et Særsyn, naar en Lejlighed staar ledig blot enkelte Dage.
Entreprenøren for denne skjønne Trafik forbinder i Regelen dermed en
Virksomhed som Skjænkevært ved Indgangen til Gyden; et flittigt Besøg ved
hans Disk er obligatorisk, hvis man ikke vil tabe hans Bevaagenhed og
udsætte sig for at blive kastet paa Gaden. Han tager paa denne Maade ind
baade i Pose og Sæk, og naar den Snes Aar er gaaet, for hvilke han har
lejet Jorden, hvorpaa Citéen staar, kan han med fyldte Lommer forlade
Bestillingen. Gydens Hytter har ikke været bestemte paa at gjøre Tjeneste
længer, de er faldefærdige, uden Døre, uden Vinduer, uden Tage tidt.
Ejeren lader dem rive ned af egen Drift, eller ogsaa bliver han tvungen
dertil af Sundhedspolitiet. Citéen forsvinder sporløst, men samtidig har
der paa andre Tomter af Pauperismebæltet rejst sig nye. Hvad Værten
angaar, har han hurtigt aflagt Træskoene og Kyperforklædet, har kjøbt sig
Jord og Villa i en af de smilende Landsbyer omkring Paris, indtager snart
der den ansete Position, som følger Hundredetusinderne i Tilgift, og er
han en snild Politiker, kan han meget godt ende med at blive Maire i
sin Kommune.
Et prægtigt Exempel af Arten findes ved Indgangen til en af de talrige
Citéer, der som en forunderlig Modsætning har bunket sig sammen i den
nærmeste Omegn af Vidunderanlæget Buttes-Chaumont. Det er Typen paa en
Skjænkevært: tyk, jovial, med røde Kinder, der strutter af Sundhed, smaa,
snilde Øjne, der altid griner, bred og kordial i sin Façon,
tilsyneladende Godmodigheden selv. Han har, som han selv udtrykker sig,
"nitten hundrede Sjæle" i sine Citéer, altsaa flere end der findes i
mange af vore Provindsbyer. Da der i disse Gyder, Cité Tarn, Cité Gand,
Cité Philippe, og hvad de allesammen hedder, ikke er mere end i det Hele
knap fire hundrede Beboelsesrum, kommer der altsaa gjennemsnitlig fem
Personer paa hvert Rum. Til hvilken Klasse af Samfundet de henhører, er
det Eneste, den iøvrigt særdeles meddelsomme Vært ikke ser sig i Stand
til bestemt at oplyse. Der er lidt af Alleslags, siger han, de ernærer
sig som de kan; forudsat de betaler, blander han sig ikke i deres private
Affærer, Pengene gjælder for ham ligemeget, paa hvilken Maade hans Lejere
saa har taget dem ind. Der er en meget stor Rimelighed for, at han i
Virkeligheden ogsaa staar sig bedst ved ikke at undersøge det; den
moralske Finfølelse hos disse nitten hundrede Sjæle er næppe af den
delikateste Natur.
Hovedcitéen er ligesaalidt hos ham som andetsteds overdreven smal; kun i
de smaa Siderender, som i Aarenes Løb har skudt sig ud fra den, skinner
Dagslyset aldrig ind. Den selv ligner ved første Øjekast nærmest en eller
anden Baggade i et lille Fiskerleje. Men seer man nøjere til, bliver
Forskjellen hurtigt tydelig. Fattigdommen i den afsides Krog paa Landet
har over sig et Præg af stille Resignation; dens Beboere lider ikke under
den, fordi deres Fordringer til Livet aldrig gaar ud over de tarvelige
Kaar, hvori de lever. I Citéen derimod er det ikke blot Armod, man møder,
det er Miseren i dens mest skrigende Fortvivlelse, menneskelig Elendighed
og desværre tillige menneskelig Degradation under dens mest
afskrækkende Former.
Hver enkelt Hytte har Rum for en ti, tolv Familier. De, der boer ovenpaa,
er de heldigst Stillede. De maa ganske vist klattre op ad en Hønsestige,
der tilmed ikke er anbragt indvendig, men udenpaa Bygningen, og de maa
deroppe famle s5g frem gjennem en lang, smal og bælgmørk Gang, før de kan
finde Døren til deres Værelse; men de har saa til Gjengjæld den Luxus at
være i Besiddelse af et Vindue. Om det end meget hyppigt har flere Ruder
af Papir end af Glas, saa er det dog altid muligt gjennem det at lade
lidt slippe ind af Luft og Lys. Stueetagens Beboere derimod maa ofte lade
sig nøje alene med en Dør. Lukkes den, ophører enhver Udvej til at se
derinde ved Hjælp af Andet end den lille Blændlygte, der hører til i alle
disse Huler. Det er den, der bruges under de natlige Expeditioner, naar
Citéernes Befolkning gaar paa Rov efter Klude, Cigarstumper, bortkastede
Frugter og Grøntsager eller andre Gjenstande, som det er mindre
tilladeligt at tage, hvor man finder dem. En Lampe derimod, selv af den
tarveligste Beskaffenhed, er noget ligesaa Ukjendt her som Kamin eller
Komfur. Har man en sjelden Gang nogle Sous tilovers til en Haandfuld
Brænde, saa laver man sig simpelthen et Baal paa Gulvet, sætter en
Kogekjedel, som man har laant hos Skjænkeværten, over det og lader Røgen
flagre, som den vil. Og skulde det næsten Utænkelige arrivere, at man
arbejder hjemme og kan faa saameget for dette Arbejde, at det kan betale
sig at brænde Lys til det, saa rækker samme driftige og tjenstvillige
Vært ogsaa i denne Henseende en hjælpsom Haand ved Udleje af Smaalamper i
timevis. Til daglig Brug staar man sig sandt at sige bedst ved ikke at
se; det, som Øjet kan opdage herinde, er alt Andet end hyggeligt. Hvad
Bohave angaar, indskrænker det sig til et Minimum. Den forekommende Vært
stiller ingen Fordringer i saa Henseende, naar han blot faar sin Leje
betalt forud. For hans Skyld kan man flytte ind uden Seng engang. Men den
mangler kun sjelden, og gjør den det, er den altid det første,
_Assistance publique_ leverer. Kun naar Vinteren er meget kold,
forsvinder den stundom; den hugges efterhaanden itu til Pinde, som man
kan varme Kaffe ved. Til Natteleje kan man tilnød tage til Takke med en
Bunke Klude. Selv naar Sengen er der, maa dog en Part af Familien tidt
gjøre det. Thi om man end ingen Fordomme har med Hensyn til Kjøn og
Alder, saa kan dog en halv Snes Personer vanskelig faa Plads paa et og
det samme Leje, og det er langtfra nogen Undtagelse, at det elendige Rums
Beboere naaer op til et saadant Tal. Der er næsten altid Børn i Masse;
ynkelige, smaa, gule, forkrøblede Væsener, uden Kjød og uden Klæder paa
Kroppen. Man faar et Billede af dem ved at huske paa de Figurer, man i
illustrerede Blade har seet af Hungersnøden i Indien. De gjør et næsten
forfærdeligere Indtryk, oversaaede, som de i Regelen er, med Bylder og
Udslet af enhver Art. Hvorledes de kan leve og voxe op i disse Hulers Nød
og Pestasmosfære, er en Gaade. De gjør det imidlertid, man træffer
femten- og sextenaars Ynglinge, der er fødte i Citéen og har tilbragt
hele deres Liv der. Jeg saae et Par Stykker en Dag under et Besøg. De laa
og drev paa Sengen med; en Roman af Ponson du Terrail, hvori den ene
læste højt. I en Krog sad et gammelt fjollet Fruentimmer, som man vilde
have anseet for gal, hvis Absinthflasken ved Siden af hende ikke havde
angivet en anden Grund til den Tilstand, hvori hun befandt sig. Paa
Gulvet laa en lille, syv-otte Aars Pige og legede med et Spil
gjennemsigtige Kort af den Slags, som sælges i Smug paa Boulevarden. Det
var Moder, Sønner og Datter. Den Lilles oprørende Legetøj forklarede,
hvad der var hendes Brødres Levevej, og hvorfra, den forholdsvise
Velstand i Stuen kom. Der stod endogsaa Rester af Kjød og Vin paa Bordet.
Himlen skal vide, at de har været dyrt betalte.
Til daglig Brug kommer der kun sjelden saadanne Lækrerier ind i Citéen.
Man er tilfreds, naar man kan kjøbe sig et "Assortiment", det vil sige en
Tallerkenfuld Smaastumper af forskjellige Slags Ost, Pølser, Løg, der
oprindelig har været kogte i en eller anden Ragout, samt andre Rester af
Spisevarer, der ikke lader sig definere. Marseillanerne har en Ret, de
kalder Bouilleabaisse; det er alle de Fisk, der drages op i samme Net,
kogte sammen. Assortimentet er paa lignende Maade hele den brogede
Fangst, Høkeren i Cité de Tarn bringer med i sin Pose, naar han efter
Middagstid vender hjem fra de smaa Restaurationer, hvor han for nogle
Sous har kjøbt de Levninger fra Gjæsternes Tallerkener, som Folkene i
Kjøkkenet ikke gad spise. Hos ham gaar de af som varmt Brød; Properhed er
et Begreb, man ikke kjender her, og Smagen er allenfals mere krydret end
den, der endnu sidder i Kjødet paa de tørre Ben, man har samlet op,
Guderne veed hvor, men som altid kappes med Klude og gammelt Jernkram om
at oversvømme Borde og Gulv i disse Elendighedens Hytter.
Sligt kan man finde i Luxusstaden Paris, en Snes Minutters Vej fra Avenue
de l'Opéras Millionærhoteller og fra Rue de la Paix's Diamantbutiker. Et
eneste af disse Butikers Vinduer vilde være nok til at skaffe samtlige
nittenhundrede Sjæle, som boer tilleje hos Skjænkeværten i Rue de Meaux,
en menneskelig Tilværelse for hele Livet. Kejserdømmet bildte sig ind at
forstaa, at det var galt som det var, og det gav Pauperismebæltets
Stedbørn--Buttes Chaumont. Nogle faa Skridt fra de beskrevne Huler breder
sig dets Tusind og en Nats Anlæg. Det er en af Paris's mest beundrede
Seværdigheder, en romantisk Fedekoration, undfanget i en Digterdrøm og
gjort til Virkelighed med kejserlig Rundhaandethed. Søer og Vandfald
under prægtige gyngende Broer, Klippevildtnis med slyngende Roser,
fløjelsbløde Plæner, stolte Træer og blomstrende Busketter, Alt er her,
hvad der kan gjøre en Park uforlignelig. Alle Fremmede, der besøger
Paris, slaar Hænderne sammen i Forbauselse over dette Eden. Men Citéernes
Befolkning kommer der rigtignok aldrig. Den, der sulter og fryser, har
ingen Sands for Blomster og Fontæner. Det er Andet, disse Ulykkelige
trænger til. Elendigheden er én Kræftskade paa den store By, som aldrig
helt kan ryddes ud, det er sikkert nok. Men en omhyggelig Læge, der
kjender Ondet tilbunds, kan mildne det og hindre det i at brede sig. For
den tredie Republik er det en Livssag, at den lægger sig efter at lære
denne Kunst.
[Illustration: "Buttes-Chaumont"]
Samfundets Bundfald.
Omtrent paa Midten af sit Løb gjennem Paris deler Seinen sig i to Arme,
der omslutter Øen, hvorfra den uhyre Stad engang er straalet ud. I
Aarhundreder var denne Ø Byens Hjerte. Der stod dens Kongers Borg og dens
stolteste Gudshus. Men Tiderne har skiftet. Det er andet Blod nu, der
strømmer gjennem Kæmpestadens Aarer, end det, hvis Hjertekamre var Kirker
og Kongeborge. Seineøen ligger trist og stille nu. Det Paris, som lever
og stræber, har Ingenting med den at bestille; kun det, der har lidt
Skibbrud i Kampen for Livet, sender en underlig Skjæbne tilbage til den
gamle Moderø. Paa den ligger Hotel Dieu, de Syges store Hus,
Justitspaladset og La Morgue, Boden, hvor de ukjendte Lig stilles ud, der
fiskes op af Floden.
Ingen af de Bygninger er hyggelige Steder, uhyggeligst dog en, der danner
Annex til Templet for den menneskelige Retfærdighed. Den er et Slags
Forgaard til det, om man saa vil. Gjennem den maa smaa og store Syndere
uden Forskjel, alle de problematiske Existenser, hvis Liv er saa
ureglementeret, at det støder Samfundet paa Albuerne. Og deres Tal er i
Verdensstaden uhyre. Tohundrede Personer om Dagen, det vil sige en Armee
paa over halvfjersindstyve-tusind Individer, Mænd, Kvinder og Børn,
passerer aarlig gjennem "Politipræfekturets Depot".
Saaledes lyder det ejendommelige Navn paa en ejendommelig Ting. Det
klinger stygt, men det er betegnende. Bygningen er i Virkeligheden
Politiets store Oplagsplads for alt det Bundfald, Seinebyens Menneskehav
sætter af mellem Åar og Dag. Der sondres og sorteres det, men derind
kommer det Altsammen _pêlemêle,_ Størsteparten leveres fra
Politistationerne. Alt det Vildt, Sergenterne i Løbet af Natten og Dagen
fanger, bringes til disse Stationer, hvor en første Undersøgelse gaar for
sig. Skyldes Anholdelsen en aabenbar Fejltagelse eller en ubetydelig
Forseelse, slippes den Fangne strax igjen. Men synes Sagen at have en
noget mere graverende Natur, gjemmes Vedkommende foreløbig "au violon",
som det hedder, til Depotvognen kommer og tager Læs paa. Fem, sex Gange
daglig kjører den rundt og henter sine Ladninger til den stygge,
graasorte Bygning ved Siden af eller rettere under Justitspaladset.
_Panier à salade._ kalder Argot-sproget en saadan Ladning, og broget er
den virkelig som en Grøntkurv. Men endnu mere broget er dog selve
Depotet. Thi ikke blot den store Fællesvogn bringer Gjæster til det; ved
Siden af dens ordinære Rykind er der den finere Portion, som kommer
enkeltvis i Fiakrer eller vel ogsaa af og til i elegante Herskabsvogne,
Depotets Honoratiores, som man har gjort den Ære at anholde hjemme hos
dem selv i Kraft af en personlig Arrestordre. Passagen gjennem Depotet er
obligatorisk for Alle, hvem Loven lægger Haand paa. Enkelte bliver der
kun Timer, Andre maa vente en hel Uge, før man oppe i Justitspaladset
faaer truffet Bestemmelse om deres Skjæbne. To Dage skulde i Grunden være
Maximum, men det overskrides ofte. Mange bliver sendte bort simpelthen
med en Advarsel om ikke at lade sig fange igjen; Pariserpolitiet er saa
humant som muligt, maaske ikke mindre af den Grund, at dets Fængsler
langtfra vilde have Plads, hvis man skulde fare strengt tilværks mod det
uendelige Hobetal af Vagabonder og den Slags Fyre. Kun de, mod hvem
Sagsanlæggelse er nødvendig, flyttes til Mazas, det store Cellefængsel
overfor Lyonerbanegaarden, hvor man gjemmer de Anklagede, saalænge
Processen staar paa.
Dag og Nat er Depotet aabent, Dag og Nat er der uafbrudt Bevægelse.
Greffierens Pen staar næsten aldrig stille. Det er ham, der fører de
indbragte Bundfaldsladninger tilbogs, den første Forholdsregel, som den
Anholdte maa underkaste sig. Han holder ikke af den; hans Navn er tidt
det værste Vaaben imod ham, det giver Justitsen Mulighed i Hænde for at
forfølge hans tidligere Synderegister, og det er ofte meget langt. Af den
Grund, og af andre med, hører det da ogsaa til Sjeldenhederne, at han
strax er ærlig og tilstaar det. Undertiden støder, man paa en
Halsstarrighed uden Ende. I Slutningen af Kejserdømmets Tid blev en Mand
anholdt, fordi han vilde forcere Indgangen til Saint-Cloud. Han paastod
at hedde Sidi-Sahel og være overordentlig Gesandt fra Nana Sahib til
Napoleon III. Da han hverken kunde tale Hinduisk eller Engelsk, indsaa
man snart, at det var en Fabel. Fængselslægen erklærede ham for gal, og
han blev sendt til Bicêtre. Men Hospitalslægen mente, at han havde sin
fulde Forstand, og sendte ham Retour. I et Aars Tid turede han frem og
tilbage mellem Depotet og Galehuset, uden at noget af dem vilde beholde
ham. Saa fandt man endelig paa, at han maatte være Udlænding, og
transporterede ham til Grændsen. Men nogle faa Dage efter anholdtes der
for Vagabondering en Person, som kaldte sig Reybaud, og som ved nærmere
Undersøgelse viste sig at være identisk med Nana Sahibs Gesandt. Det var
umuligt at faa ham til at tilstaa sit rette Navn. Først efter flere Aars
Forløb kom man ved et Tilfælde under Vejr med hans Hemmelighed. Han havde
været i Kompagni med en Vinhandler, der var gaaet fallit, og opfundet
Romanen om Nana Sahib, fordi han bildte sig ind, at enhver Falent uden
Skaansel blev sendt paa Galejerne. Historien er kun et Exempel mellem
utallige paa, hvilke Vanskeligheder det parisiske Opdagelsespoliti paa
alle Kanter har at kæmpe med i den store Stads Myretue, hvor der kun
undtagelsesvis er Naboer og Gjenboer til at give Besked. Selv for deres
Vedkommende, som ikke kommer første Gang i Depotet, er en Gjenkjendelse
besværlig. Man havde tidligere Forbryderalbummet som Hjælpemiddel. Men
det tæller allerede over hundrede tusinde Billeder, og i en saadan Mylr
er det ikke godt at hitte Rede. Ganske snildt er der da fundet paa en ny
Forholdsregel. De Anholdte maales ligesom Soldaterne, og deres Højde
fører Greffieren tilbogs sammen med de øvrige Oplysninger. Albummet har
Afdelinger for hver Tomme og Underafdelinger for hver Linie;
Eftersøgningen er paa den Maåde lettet i betydelig Grad.
Maalningen gaar for sig strax ved Ankomsten til Depotet, og samtidig
finder der en Visitation Sted. Depotgjæsterne maa kverken have skarpe
Redskaber hos sig, ved Hjælp af hvilke de muligvis kunde begaa Selvmord,
eller Penge over et Beløb af ti Francs, Først naar hele dette
Indtrædelsesceremoniel er overstaaet, foregaar Sorteringen. Thi der er
Sortering; ikke engang i Politipræfekturets Depot respekterer man fuldtud
den Lighed, som Franskmændene holder saa meget af at føre i Munden ved
alle Lejligheder, men som hos dem er maaske endnu meget mere Mundsvejr
end andetsteds. Den staar hugget ind paa alle deres offentlige Bygninger;
det er det Hele, saa mener de, de har Samvittigheden fri.
[Illustration: Maalningen i Depotet]
Selvfølgelig har Depotet først og fremmest sin Mandfolke- og sin
Fruentimmerside, skarpt adskilte, det var ikke godt Andet. Men paa begge
Sider er der igjen forskjellige Kategorier. Man har den store ordinære
Fælleshal, Rummene for _les habits noirs_ og Cellerne. I de sidste kommer
Forbrydernes og Samfundets Aristokrati, dels Morderne, de store
Indbrudstyve og lignende farlige Individer, dels som Begunstigelse den
socialt højtstillede Portion af de Anholdte, der vilde vække for megen
Opsigt selv mellem "de sorte Kjoler". Det er nemlig kun en Eufemisme;
mellem dem indregistreres Alle, hvis Kostume ikke bestaar af lutter
Pjalter. At lade dem tilbringe en Nat i den ordinære Depotsal vilde i
Virkeligheden være en Grusomhed slet og ret. Et mere pestbefængt Sted kan
man ikke tænke sig. Det er et kryptagtigt Rum, baaret af fire Piller, med
Betongulv, smaa, gittertremmede Vinduer, altid halvmørkt, klamt og hyllet
i en Atmosfære, i hvilken kun de Lunger kunne funktionere, der ere vante
til Forstadsgydernes Huler. Man faar nærmest Indtrykket af, at man er i
en uhyre Kvægstald. Langs Væggene findes Feltsenge, som slaas op om Dagen
sammen med Halmmadratserne, der tjener til Natteleje for den store
Pluralitet, som maa sove paa Gulvet. Depotet er nemlig altid overfyldt,
denne forfærdelige Samling af Banditter og Lazaroner ligger pressede
sammen som Sardiner i en Æske, og det hænder ovenikjøbet tidt, at
Korridorer og andre Lokaler maa tages til Hjælp. Man kan tænke sig,
hvilken Uhumskhed der hersker i denne Menneskemødding. To, tre Gange
daglig, medens Fangerne føres ud i Gaardene for at trække Noget, der
kaldes frisk Luft, overskylles Senge, Gulv og Mure med Strømme af Vand.
Men det hjælper kun lidt. Blev det ikke gjort, siger Fangevogteren, vilde
Murene efter to Dages Forløb give sig til at spadsere alene.
[Illustration: Fællessalen i Politipræfekturets Depot.]