Endnu mere afskrækkende bliver dog Indtrykket, naar man vover sig op i

selve Husene. De er i Regelen smaa, sjelden mere end to Etager høje, men

hvert af dem rummer dog ofte Snese af Familie Lejligheden er nemlig kun

undtagelsesvis paa over to Rum, af hvilke det ene da oftest indskrænker

sig til et ganske lille, mørkt Kjøkken; meget tidt har Mand, Kone og en

hel Rede af Børn i alle Aldere kun et eneste Værelse til deres

Disposition. Ifølge en Opgjørelse fra 1880 beboede de Fattige, som modtog

stadig Understøttelse af det Offentlige, ialt henved 50,000 Lejligheder.

Over Halvparten af disse indskrænkede sig til et enkelt Rum, tre tusind

havde intetsomhelst Apparat til Kogning eller Opvarmning, over fem tusind

fik kun Lys gjennem et Tagvindue, og halvandet tusind var fuldstændig

mørke. Mange af disse Huse er meget gamle, byggede før Terrænet endnu

blev. inddraget i Paris, i den Tid, da de nuværende Forstæder kun var

Landsbyer, der skjød deres yderste Forposter herud. De er de værste,

adskillige af dem kommer man kun ind i gjennem en lang, mørk Korridor med

opbrudt Lergulv, en formelig underjordisk Gang, hvor Fugtigheden siver ud

allevegne. En faldefærdig Vindeltrappe, saa smal, at en tyk Person vilde

blive klemt fast i den, fører da op til Etagerne, Stanken fra disse

Lokaler, hvis Døre vender ud til Trappeafsatserne, og som i Regelen staar

aabne, fylder hele Huset med en Pestatmosfære af den gyseligste Art; Lys

er der intet af, det enkelte Vindue, som undertiden existerer paa

Trappen, kan intet bringe fra den uhumske Brønd, der fører Titulaturen

Gaard. I saadanne Omgivelser skal Appetitten for Renlighed vanskelig

finde Ansporelse; den er ringe i Forvejen hos Størsteparten af den lavere

Pariserbefolkning, her forsvinder den komplet. Den exempelløse Uorden og

Mangel paa Properhed er i Virkeligheden det, der som oftest giver disse

de Fattiges Hjem deres mest uhyggelige Karakter. Bohave mangler kun

sjeldnere. Det har engang været ganske tækkeligt; nu er det Meste i

Stykker, Betrækket hænger i Pjalter, Alting er overtrukket med tommetykt

Lag af Støv og Smuds. Det er, som hvert eneste Møbel fortalte Familiens

Historie. Man har sat Bo i unge Dage med Lidt paa Kistebunden og med

glade Forhaabninger til Fremtiden. Men saa er Livskampen kommen, med onde

Tider uden Arbejde, med Sygdom maaske; Børnene er komne, Illusionerne er

bristede, Konen er bleven utro, og Manden har slukket Sorgerne i

Absinthglasset. Det er den samme Historie, der gjentager sig tusinde og

atter tusinde Gange. For Hver, der svinger sig op og kommer til at svømme

ovenpaa i det parisiske Menneskehav, er der Hundrede, som dukker under.

Og saasnart det er begyndt at gaa ned ad Bakke, synker de i Regelen

dybere og dybere. Elendigheden i den store Stad er som Edderkoppens Væv;

det spinder sig tættere og tættere om den Ulykkelige, der engang er

kommen indenfor det, og det ender med at knuse ham.

Hans sidste Stadium er da heller ikke det, hvortil de beskrevne Huse

leverer Sceneriet. Selv i Charonne og Menilmontant, de smudsigste og

tillige de fattigste Kvarterer af Pauperismebæltet--hver syvende Beboer

er her understøttet af det Offentlige--koster de omtalte Lejligheder dog

altid fra halvandet til halvtredie hundrede Francs aarlig, alt eftersom

de bestaar af et eller to Rum. Det er endnu ikke "Dybet af Hulerne". Dem

maa man søge i de saakaldte "Cité"er, smaa, snevre Gyder uden Udgang, der

ikke findes afsatte paa noget Kort over Paris, men som ikke destomindre i

de excentriske Fattigkvarterer afgiver Bolig for over en Snes tusind af

den store Stads Befolkning. De hører paa en vis Maade ikke med til Byen;

de staar udenfor den, som deres Beboere staar udenfor Samfundet, kommer

og forsvinder som disse, uden at Nogen lægger Mærke dertil. En

entrepenant Fyr, der har Lyst til at tjene sig rig i en Haandevending,

afslutter med den paagjældende Ejer Kontrakt om Lejemaal paa et vist

Antal Aar af en af de store, øde Tomter, der findes i tilstrækkelig

Mængde paa den anden Side af de ydre Boulevarder. Her kliner han i en

Fart nogle Hytter op af Ler og Brædder. Bygningskommissionen bliver

afvist med den Besked, at det kun er midlertidige Skur, bestemte til

Oplagssted for Klude, men det forhindrer ham ikke i, naar Hytterne engang

staar der, at leje dem ud til Bolig for Mennesker. Det sker altid af pur

og bar Filantropi. De stakkels Folk vilde ellers være husvilde, nu giver

han dem dog Tag over Hovedet. Han glemmer at tilføje, at han lader sig

denne Tjenstvillighed betale med fra halvtredie til fire Francs om Ugen,

hvilket repræsenterer for ham mindst halvtredsindstyve Procent af hans

Kapital, og det med absolut Garanti, thi han lader sig naturligvis altid

betale forud. Lejere risikerer han aldrig at mangle; der er i Paris altid

nok af Ulykkelige, som ikke seer sig i Stand til at opdrive en

Kvartalsleje paa fyrretyve, halvtredsindstyve Francs. Har de kun sig selv

at sørge for, tyer de til Logishusene; tæller Familien derimod, hvad tidt

er Tilfældet, henad en halv Snes Medlemmer, saa bliver naturligvis selv

de usleste af "Garnierne" for kostbare, og den eneste Udvej for at komme

under Tag er da Citéerne med den forholdsvis bekvemme Ugebetaling. Det er

i dem et Særsyn, naar en Lejlighed staar ledig blot enkelte Dage.

Entreprenøren for denne skjønne Trafik forbinder i Regelen dermed en

Virksomhed som Skjænkevært ved Indgangen til Gyden; et flittigt Besøg ved

hans Disk er obligatorisk, hvis man ikke vil tabe hans Bevaagenhed og

udsætte sig for at blive kastet paa Gaden. Han tager paa denne Maade ind

baade i Pose og Sæk, og naar den Snes Aar er gaaet, for hvilke han har

lejet Jorden, hvorpaa Citéen staar, kan han med fyldte Lommer forlade

Bestillingen. Gydens Hytter har ikke været bestemte paa at gjøre Tjeneste

længer, de er faldefærdige, uden Døre, uden Vinduer, uden Tage tidt.

Ejeren lader dem rive ned af egen Drift, eller ogsaa bliver han tvungen

dertil af Sundhedspolitiet. Citéen forsvinder sporløst, men samtidig har

der paa andre Tomter af Pauperismebæltet rejst sig nye. Hvad Værten

angaar, har han hurtigt aflagt Træskoene og Kyperforklædet, har kjøbt sig

Jord og Villa i en af de smilende Landsbyer omkring Paris, indtager snart

der den ansete Position, som følger Hundredetusinderne i Tilgift, og er

han en snild Politiker, kan han meget godt ende med at blive Maire i

sin Kommune.

Et prægtigt Exempel af Arten findes ved Indgangen til en af de talrige

Citéer, der som en forunderlig Modsætning har bunket sig sammen i den

nærmeste Omegn af Vidunderanlæget Buttes-Chaumont. Det er Typen paa en

Skjænkevært: tyk, jovial, med røde Kinder, der strutter af Sundhed, smaa,

snilde Øjne, der altid griner, bred og kordial i sin Façon,

tilsyneladende Godmodigheden selv. Han har, som han selv udtrykker sig,

"nitten hundrede Sjæle" i sine Citéer, altsaa flere end der findes i

mange af vore Provindsbyer. Da der i disse Gyder, Cité Tarn, Cité Gand,

Cité Philippe, og hvad de allesammen hedder, ikke er mere end i det Hele

knap fire hundrede Beboelsesrum, kommer der altsaa gjennemsnitlig fem

Personer paa hvert Rum. Til hvilken Klasse af Samfundet de henhører, er

det Eneste, den iøvrigt særdeles meddelsomme Vært ikke ser sig i Stand

til bestemt at oplyse. Der er lidt af Alleslags, siger han, de ernærer

sig som de kan; forudsat de betaler, blander han sig ikke i deres private

Affærer, Pengene gjælder for ham ligemeget, paa hvilken Maade hans Lejere

saa har taget dem ind. Der er en meget stor Rimelighed for, at han i

Virkeligheden ogsaa staar sig bedst ved ikke at undersøge det; den

moralske Finfølelse hos disse nitten hundrede Sjæle er næppe af den

delikateste Natur.

Hovedcitéen er ligesaalidt hos ham som andetsteds overdreven smal; kun i

de smaa Siderender, som i Aarenes Løb har skudt sig ud fra den, skinner

Dagslyset aldrig ind. Den selv ligner ved første Øjekast nærmest en eller

anden Baggade i et lille Fiskerleje. Men seer man nøjere til, bliver

Forskjellen hurtigt tydelig. Fattigdommen i den afsides Krog paa Landet

har over sig et Præg af stille Resignation; dens Beboere lider ikke under

den, fordi deres Fordringer til Livet aldrig gaar ud over de tarvelige

Kaar, hvori de lever. I Citéen derimod er det ikke blot Armod, man møder,

det er Miseren i dens mest skrigende Fortvivlelse, menneskelig Elendighed

og desværre tillige menneskelig Degradation under dens mest

afskrækkende Former.

Hver enkelt Hytte har Rum for en ti, tolv Familier. De, der boer ovenpaa,

er de heldigst Stillede. De maa ganske vist klattre op ad en Hønsestige,

der tilmed ikke er anbragt indvendig, men udenpaa Bygningen, og de maa

deroppe famle s5g frem gjennem en lang, smal og bælgmørk Gang, før de kan

finde Døren til deres Værelse; men de har saa til Gjengjæld den Luxus at

være i Besiddelse af et Vindue. Om det end meget hyppigt har flere Ruder

af Papir end af Glas, saa er det dog altid muligt gjennem det at lade

lidt slippe ind af Luft og Lys. Stueetagens Beboere derimod maa ofte lade

sig nøje alene med en Dør. Lukkes den, ophører enhver Udvej til at se

derinde ved Hjælp af Andet end den lille Blændlygte, der hører til i alle

disse Huler. Det er den, der bruges under de natlige Expeditioner, naar

Citéernes Befolkning gaar paa Rov efter Klude, Cigarstumper, bortkastede

Frugter og Grøntsager eller andre Gjenstande, som det er mindre

tilladeligt at tage, hvor man finder dem. En Lampe derimod, selv af den

tarveligste Beskaffenhed, er noget ligesaa Ukjendt her som Kamin eller

Komfur. Har man en sjelden Gang nogle Sous tilovers til en Haandfuld

Brænde, saa laver man sig simpelthen et Baal paa Gulvet, sætter en

Kogekjedel, som man har laant hos Skjænkeværten, over det og lader Røgen

flagre, som den vil. Og skulde det næsten Utænkelige arrivere, at man

arbejder hjemme og kan faa saameget for dette Arbejde, at det kan betale

sig at brænde Lys til det, saa rækker samme driftige og tjenstvillige

Vært ogsaa i denne Henseende en hjælpsom Haand ved Udleje af Smaalamper i

timevis. Til daglig Brug staar man sig sandt at sige bedst ved ikke at

se; det, som Øjet kan opdage herinde, er alt Andet end hyggeligt. Hvad

Bohave angaar, indskrænker det sig til et Minimum. Den forekommende Vært

stiller ingen Fordringer i saa Henseende, naar han blot faar sin Leje

betalt forud. For hans Skyld kan man flytte ind uden Seng engang. Men den

mangler kun sjelden, og gjør den det, er den altid det første,

_Assistance publique_ leverer. Kun naar Vinteren er meget kold,

forsvinder den stundom; den hugges efterhaanden itu til Pinde, som man

kan varme Kaffe ved. Til Natteleje kan man tilnød tage til Takke med en

Bunke Klude. Selv naar Sengen er der, maa dog en Part af Familien tidt

gjøre det. Thi om man end ingen Fordomme har med Hensyn til Kjøn og

Alder, saa kan dog en halv Snes Personer vanskelig faa Plads paa et og

det samme Leje, og det er langtfra nogen Undtagelse, at det elendige Rums

Beboere naaer op til et saadant Tal. Der er næsten altid Børn i Masse;

ynkelige, smaa, gule, forkrøblede Væsener, uden Kjød og uden Klæder paa

Kroppen. Man faar et Billede af dem ved at huske paa de Figurer, man i

illustrerede Blade har seet af Hungersnøden i Indien. De gjør et næsten

forfærdeligere Indtryk, oversaaede, som de i Regelen er, med Bylder og

Udslet af enhver Art. Hvorledes de kan leve og voxe op i disse Hulers Nød

og Pestasmosfære, er en Gaade. De gjør det imidlertid, man træffer

femten- og sextenaars Ynglinge, der er fødte i Citéen og har tilbragt

hele deres Liv der. Jeg saae et Par Stykker en Dag under et Besøg. De laa

og drev paa Sengen med; en Roman af Ponson du Terrail, hvori den ene

læste højt. I en Krog sad et gammelt fjollet Fruentimmer, som man vilde

have anseet for gal, hvis Absinthflasken ved Siden af hende ikke havde

angivet en anden Grund til den Tilstand, hvori hun befandt sig. Paa

Gulvet laa en lille, syv-otte Aars Pige og legede med et Spil

gjennemsigtige Kort af den Slags, som sælges i Smug paa Boulevarden. Det

var Moder, Sønner og Datter. Den Lilles oprørende Legetøj forklarede,

hvad der var hendes Brødres Levevej, og hvorfra, den forholdsvise

Velstand i Stuen kom. Der stod endogsaa Rester af Kjød og Vin paa Bordet.

Himlen skal vide, at de har været dyrt betalte.

Til daglig Brug kommer der kun sjelden saadanne Lækrerier ind i Citéen.

Man er tilfreds, naar man kan kjøbe sig et "Assortiment", det vil sige en

Tallerkenfuld Smaastumper af forskjellige Slags Ost, Pølser, Løg, der

oprindelig har været kogte i en eller anden Ragout, samt andre Rester af

Spisevarer, der ikke lader sig definere. Marseillanerne har en Ret, de

kalder Bouilleabaisse; det er alle de Fisk, der drages op i samme Net,

kogte sammen. Assortimentet er paa lignende Maade hele den brogede

Fangst, Høkeren i Cité de Tarn bringer med i sin Pose, naar han efter

Middagstid vender hjem fra de smaa Restaurationer, hvor han for nogle

Sous har kjøbt de Levninger fra Gjæsternes Tallerkener, som Folkene i

Kjøkkenet ikke gad spise. Hos ham gaar de af som varmt Brød; Properhed er

et Begreb, man ikke kjender her, og Smagen er allenfals mere krydret end

den, der endnu sidder i Kjødet paa de tørre Ben, man har samlet op,

Guderne veed hvor, men som altid kappes med Klude og gammelt Jernkram om

at oversvømme Borde og Gulv i disse Elendighedens Hytter.

Sligt kan man finde i Luxusstaden Paris, en Snes Minutters Vej fra Avenue

de l'Opéras Millionærhoteller og fra Rue de la Paix's Diamantbutiker. Et

eneste af disse Butikers Vinduer vilde være nok til at skaffe samtlige

nittenhundrede Sjæle, som boer tilleje hos Skjænkeværten i Rue de Meaux,

en menneskelig Tilværelse for hele Livet. Kejserdømmet bildte sig ind at

forstaa, at det var galt som det var, og det gav Pauperismebæltets

Stedbørn--Buttes Chaumont. Nogle faa Skridt fra de beskrevne Huler breder

sig dets Tusind og en Nats Anlæg. Det er en af Paris's mest beundrede

Seværdigheder, en romantisk Fedekoration, undfanget i en Digterdrøm og

gjort til Virkelighed med kejserlig Rundhaandethed. Søer og Vandfald

under prægtige gyngende Broer, Klippevildtnis med slyngende Roser,

fløjelsbløde Plæner, stolte Træer og blomstrende Busketter, Alt er her,

hvad der kan gjøre en Park uforlignelig. Alle Fremmede, der besøger

Paris, slaar Hænderne sammen i Forbauselse over dette Eden. Men Citéernes

Befolkning kommer der rigtignok aldrig. Den, der sulter og fryser, har

ingen Sands for Blomster og Fontæner. Det er Andet, disse Ulykkelige

trænger til. Elendigheden er én Kræftskade paa den store By, som aldrig

helt kan ryddes ud, det er sikkert nok. Men en omhyggelig Læge, der

kjender Ondet tilbunds, kan mildne det og hindre det i at brede sig. For

den tredie Republik er det en Livssag, at den lægger sig efter at lære

denne Kunst.

[Illustration: "Buttes-Chaumont"]

Samfundets Bundfald.

Omtrent paa Midten af sit Løb gjennem Paris deler Seinen sig i to Arme,

der omslutter Øen, hvorfra den uhyre Stad engang er straalet ud. I

Aarhundreder var denne Ø Byens Hjerte. Der stod dens Kongers Borg og dens

stolteste Gudshus. Men Tiderne har skiftet. Det er andet Blod nu, der

strømmer gjennem Kæmpestadens Aarer, end det, hvis Hjertekamre var Kirker

og Kongeborge. Seineøen ligger trist og stille nu. Det Paris, som lever

og stræber, har Ingenting med den at bestille; kun det, der har lidt

Skibbrud i Kampen for Livet, sender en underlig Skjæbne tilbage til den

gamle Moderø. Paa den ligger Hotel Dieu, de Syges store Hus,

Justitspaladset og La Morgue, Boden, hvor de ukjendte Lig stilles ud, der

fiskes op af Floden.

Ingen af de Bygninger er hyggelige Steder, uhyggeligst dog en, der danner

Annex til Templet for den menneskelige Retfærdighed. Den er et Slags

Forgaard til det, om man saa vil. Gjennem den maa smaa og store Syndere

uden Forskjel, alle de problematiske Existenser, hvis Liv er saa

ureglementeret, at det støder Samfundet paa Albuerne. Og deres Tal er i

Verdensstaden uhyre. Tohundrede Personer om Dagen, det vil sige en Armee

paa over halvfjersindstyve-tusind Individer, Mænd, Kvinder og Børn,

passerer aarlig gjennem "Politipræfekturets Depot".

Saaledes lyder det ejendommelige Navn paa en ejendommelig Ting. Det

klinger stygt, men det er betegnende. Bygningen er i Virkeligheden

Politiets store Oplagsplads for alt det Bundfald, Seinebyens Menneskehav

sætter af mellem Åar og Dag. Der sondres og sorteres det, men derind

kommer det Altsammen _pêlemêle,_ Størsteparten leveres fra

Politistationerne. Alt det Vildt, Sergenterne i Løbet af Natten og Dagen

fanger, bringes til disse Stationer, hvor en første Undersøgelse gaar for

sig. Skyldes Anholdelsen en aabenbar Fejltagelse eller en ubetydelig

Forseelse, slippes den Fangne strax igjen. Men synes Sagen at have en

noget mere graverende Natur, gjemmes Vedkommende foreløbig "au violon",

som det hedder, til Depotvognen kommer og tager Læs paa. Fem, sex Gange

daglig kjører den rundt og henter sine Ladninger til den stygge,

graasorte Bygning ved Siden af eller rettere under Justitspaladset.

_Panier à salade._ kalder Argot-sproget en saadan Ladning, og broget er

den virkelig som en Grøntkurv. Men endnu mere broget er dog selve

Depotet. Thi ikke blot den store Fællesvogn bringer Gjæster til det; ved

Siden af dens ordinære Rykind er der den finere Portion, som kommer

enkeltvis i Fiakrer eller vel ogsaa af og til i elegante Herskabsvogne,

Depotets Honoratiores, som man har gjort den Ære at anholde hjemme hos

dem selv i Kraft af en personlig Arrestordre. Passagen gjennem Depotet er

obligatorisk for Alle, hvem Loven lægger Haand paa. Enkelte bliver der

kun Timer, Andre maa vente en hel Uge, før man oppe i Justitspaladset

faaer truffet Bestemmelse om deres Skjæbne. To Dage skulde i Grunden være

Maximum, men det overskrides ofte. Mange bliver sendte bort simpelthen

med en Advarsel om ikke at lade sig fange igjen; Pariserpolitiet er saa

humant som muligt, maaske ikke mindre af den Grund, at dets Fængsler

langtfra vilde have Plads, hvis man skulde fare strengt tilværks mod det

uendelige Hobetal af Vagabonder og den Slags Fyre. Kun de, mod hvem

Sagsanlæggelse er nødvendig, flyttes til Mazas, det store Cellefængsel

overfor Lyonerbanegaarden, hvor man gjemmer de Anklagede, saalænge

Processen staar paa.

Dag og Nat er Depotet aabent, Dag og Nat er der uafbrudt Bevægelse.

Greffierens Pen staar næsten aldrig stille. Det er ham, der fører de

indbragte Bundfaldsladninger tilbogs, den første Forholdsregel, som den

Anholdte maa underkaste sig. Han holder ikke af den; hans Navn er tidt

det værste Vaaben imod ham, det giver Justitsen Mulighed i Hænde for at

forfølge hans tidligere Synderegister, og det er ofte meget langt. Af den

Grund, og af andre med, hører det da ogsaa til Sjeldenhederne, at han

strax er ærlig og tilstaar det. Undertiden støder, man paa en

Halsstarrighed uden Ende. I Slutningen af Kejserdømmets Tid blev en Mand

anholdt, fordi han vilde forcere Indgangen til Saint-Cloud. Han paastod

at hedde Sidi-Sahel og være overordentlig Gesandt fra Nana Sahib til

Napoleon III. Da han hverken kunde tale Hinduisk eller Engelsk, indsaa

man snart, at det var en Fabel. Fængselslægen erklærede ham for gal, og

han blev sendt til Bicêtre. Men Hospitalslægen mente, at han havde sin

fulde Forstand, og sendte ham Retour. I et Aars Tid turede han frem og

tilbage mellem Depotet og Galehuset, uden at noget af dem vilde beholde

ham. Saa fandt man endelig paa, at han maatte være Udlænding, og

transporterede ham til Grændsen. Men nogle faa Dage efter anholdtes der

for Vagabondering en Person, som kaldte sig Reybaud, og som ved nærmere

Undersøgelse viste sig at være identisk med Nana Sahibs Gesandt. Det var

umuligt at faa ham til at tilstaa sit rette Navn. Først efter flere Aars

Forløb kom man ved et Tilfælde under Vejr med hans Hemmelighed. Han havde

været i Kompagni med en Vinhandler, der var gaaet fallit, og opfundet

Romanen om Nana Sahib, fordi han bildte sig ind, at enhver Falent uden

Skaansel blev sendt paa Galejerne. Historien er kun et Exempel mellem

utallige paa, hvilke Vanskeligheder det parisiske Opdagelsespoliti paa

alle Kanter har at kæmpe med i den store Stads Myretue, hvor der kun

undtagelsesvis er Naboer og Gjenboer til at give Besked. Selv for deres

Vedkommende, som ikke kommer første Gang i Depotet, er en Gjenkjendelse

besværlig. Man havde tidligere Forbryderalbummet som Hjælpemiddel. Men

det tæller allerede over hundrede tusinde Billeder, og i en saadan Mylr

er det ikke godt at hitte Rede. Ganske snildt er der da fundet paa en ny

Forholdsregel. De Anholdte maales ligesom Soldaterne, og deres Højde

fører Greffieren tilbogs sammen med de øvrige Oplysninger. Albummet har

Afdelinger for hver Tomme og Underafdelinger for hver Linie;

Eftersøgningen er paa den Maåde lettet i betydelig Grad.

Maalningen gaar for sig strax ved Ankomsten til Depotet, og samtidig

finder der en Visitation Sted. Depotgjæsterne maa kverken have skarpe

Redskaber hos sig, ved Hjælp af hvilke de muligvis kunde begaa Selvmord,

eller Penge over et Beløb af ti Francs, Først naar hele dette

Indtrædelsesceremoniel er overstaaet, foregaar Sorteringen. Thi der er

Sortering; ikke engang i Politipræfekturets Depot respekterer man fuldtud

den Lighed, som Franskmændene holder saa meget af at føre i Munden ved

alle Lejligheder, men som hos dem er maaske endnu meget mere Mundsvejr

end andetsteds. Den staar hugget ind paa alle deres offentlige Bygninger;

det er det Hele, saa mener de, de har Samvittigheden fri.

[Illustration: Maalningen i Depotet]

Selvfølgelig har Depotet først og fremmest sin Mandfolke- og sin

Fruentimmerside, skarpt adskilte, det var ikke godt Andet. Men paa begge

Sider er der igjen forskjellige Kategorier. Man har den store ordinære

Fælleshal, Rummene for _les habits noirs_ og Cellerne. I de sidste kommer

Forbrydernes og Samfundets Aristokrati, dels Morderne, de store

Indbrudstyve og lignende farlige Individer, dels som Begunstigelse den

socialt højtstillede Portion af de Anholdte, der vilde vække for megen

Opsigt selv mellem "de sorte Kjoler". Det er nemlig kun en Eufemisme;

mellem dem indregistreres Alle, hvis Kostume ikke bestaar af lutter

Pjalter. At lade dem tilbringe en Nat i den ordinære Depotsal vilde i

Virkeligheden være en Grusomhed slet og ret. Et mere pestbefængt Sted kan

man ikke tænke sig. Det er et kryptagtigt Rum, baaret af fire Piller, med

Betongulv, smaa, gittertremmede Vinduer, altid halvmørkt, klamt og hyllet

i en Atmosfære, i hvilken kun de Lunger kunne funktionere, der ere vante

til Forstadsgydernes Huler. Man faar nærmest Indtrykket af, at man er i

en uhyre Kvægstald. Langs Væggene findes Feltsenge, som slaas op om Dagen

sammen med Halmmadratserne, der tjener til Natteleje for den store

Pluralitet, som maa sove paa Gulvet. Depotet er nemlig altid overfyldt,

denne forfærdelige Samling af Banditter og Lazaroner ligger pressede

sammen som Sardiner i en Æske, og det hænder ovenikjøbet tidt, at

Korridorer og andre Lokaler maa tages til Hjælp. Man kan tænke sig,

hvilken Uhumskhed der hersker i denne Menneskemødding. To, tre Gange

daglig, medens Fangerne føres ud i Gaardene for at trække Noget, der

kaldes frisk Luft, overskylles Senge, Gulv og Mure med Strømme af Vand.

Men det hjælper kun lidt. Blev det ikke gjort, siger Fangevogteren, vilde

Murene efter to Dages Forløb give sig til at spadsere alene.

[Illustration: Fællessalen i Politipræfekturets Depot.]

Fra det moderne Frankrig · 第 21 / 27 段