Men flittig er hun imidlertid, ogsaa som Billedhuggerinde. Paa den anden

Side Haven ligger en lille Tilbygning til Hotellet, hvor hun har sit

egentlige Atelier, det, hvori der ikke causeres, men arbejdes. Her staar

hun ofte fra den tidlige Morgenstund med Mejselen i Haanden, iført sin

kokette Billedhuggerdragt, Benklæder og Blouse af hvidt Flanel. De nære

Venner faaer Lov til at komme til hende her og passiare med hende under

Arbejdet; mere end een kan da ogsaa give Attest for, at Sarah Bernhardt

ikke blot signerer, men virkelig selv udfører sine Statuer og

Basrelieffer. Hendes Mangesidighed maa ikke forundre, Som hun er

Pariserinde, er hun Kunstnerinde ud og ind. I Kraft af et ejendommeligt

kunstnerisk Instinkt bliver hun producerende paa alle Kunstens Omraader.

Hun havde kun modelleret en tre, fire Aar, da hun sendte sin bekjendte

Gruppe "Efter Stormen" til Salonen, og sex Maaneder efter, at hun havde

begyndt at male i Stevens Atelier, udstillede hun Billedet "Den unge Pige

og Døden".

Næsten daglig tilbringer hun nogle Timer før Frokost i

Billedhuggeratelieret. Henimod Spisetid har der altid samlet sig

Besøgende ovre i Modtagelsesatelieret, og i sin Arbejdsdragt løber hun da

over til dem for en halv Times Tid at passiare om Literatur og Theater.

Af og til hænder det, at hun bliver attrapperet paa Vejen af

Paatrængende, som vil opkalde Eau-de-cologne efter hende eller Sligt. Men

Blusen hjælper hende. "Tør jeg ikke spørge, om M'me Sarah Bernhardt er

tilstede?"--"Nej, Mama," svarer den overgivne Kunstnerinde og smutter

forbi, "er gaaet paa Prøve og kommer slet ikke hjem idag." Som bekjendt

har Sarah en Søn paa atten Aar, et flinkt og dygtigt ungt Menneske, der

allerede er Theaterdirektør, idetmindste af Navn. Det er ham, den

ungdommelige Moder ved slige Lejligheder forestiller, og det morer hende

kosteligt.

[Illustration: Sarah Bernhardt i sin Spisestuestol.]

Nogle af de Besøgende beholder den gjæstfri Værtinde altid til sit Bord.

Spisesalen inde ved Siden af Modtagelsessalonen er luxuriøs og

ejendommelig, om end ikke saa fantastisk udstyret som Atelieret. Den

faaer Lys fra et stort Vindue, i hvis Nische et Vildnis af Slyngplanter

boltrer sig, og hvor man stadig anbringer Frokosternes og Middagenes

Vindruer, Ferskener, Ananas, hvis fine Farver gjør deres Virkning i den

frodiggrønne Vinduesnische. Møblementet er af udskaaret mørkt Egetræ i

gammeldags Stil; for Enden af Bordet staar en højrygget mægtig Stol, det

er Husfruens Plads. Naar hun gaar tilbords, rykker hendes Kammertjener

den frem til hende og bliver da staaende bag den under hele Maaltidet.

Hun sidder der som en Dronning ved et Bord, der er rigt som en Dronnings.

Slebet bøhmisk Krystal, Guld- og Sølvservice, lydløs, fornem Betjening

for hver Gjæst, et udsøgt Kjøkken, kort sagt Alt, hvad der kan bidrage

til at forvandle Maaltidet til en æsthetisk Nydelse. Ved dette Bord

holdes altid den gamle Regel om Muser og Gratier efterrettelig; i Regelen

sidder der kun en fire, fem gode Venner om det, og det er sjeldent, at

der ikke er et stort Navn i den franske Kunst eller Literatur mellem dem.

Alligevel føres der sjeldent nogen Konversation, i hvilken hun ikke er

den Aandfuldeste, og hænder det engang, at man kommer ind paa lærde

Themaer, hun ikke veed Besked om, forstaar hun hurtigt med en

Elskværdighed, som er uimodstaaelig, at føre Samtalen ind paa et Omraade,

hvor hun kan være med blandt de Første, helst den Første. Hun vil herske,

hun vil være Dronning, omgiven af Dronningens Luxus og Hyldest; tillader

man hende ikke det, saa kommer det forkjælede Barns Luner op i hende og

faaer hende til at gjøre gale Streger, som dengang hun forlod Théâtre

français. Men bøjer man sig for hende, saa er hun trods sine tredive Aar

glad som et lykkeligt Barn, yndefuld og indtagende, saa at hun afvæbner

selv de mest haardnakkede Modstandere.

[Illustration: Coquelin som "Don Cæsar".]

Coquelin i sin Loge,

Englænderne har opfundet et Slags literære Portrætskizzer, der er komne

stærkt i Mode: Skildringen af berømte Personer _at home_. Genren har sit

Værd. Man forstaar afgjort en Meissonier bedre, naar man har set ham ved

hans Staffeli, eller en Edison, naar man har fulgt ham i hans

Laboratorium.

Men det gjælder at finde Stedet, hvor de paagjældende Personer er

virkeligt hjemme, hvor de er helt sig selv. Man lurer sjeldent en stor

Taler synderligt af, fordi man seer ham i hans Spisestue, eller en stor

General, fordi man gjør ham Visit i hans Families Skjød. Der er selv de

Største i Regelen kun ganske almindelige Dødelige. Coquelin skal man se i

hans Paaklædningsværelse, i hans "Loge", som Franskmændene kalder det.

Mellem sine Malerisamlinger og Bøger i den elegante Lejlighed, han beboer

i Rue Lafayette, er han Kunstven og Forfatter; naar han under

Kammerforhandlingerne spadserer i _Salle des pas perdus_, omringet af

Deputerede og Journalister, der fritter ham ud om hans Mening, er han en

Politiker, der veed Besked; naar han overværer Indvielsen af en Skole,

som er stiftet for hans Penge, eller naar han paa Valgdagen lægger sin

Stemmeseddel i Urnen, er han en god og samvittighedsfuld Borger; naar han

elegant, vittig og konversabel færdes i den store Pariserverdens Saloner,

er han Selskabsmenneske _par excellence_, og naar han paa Havres

Havnemole venter Monsieur Mayer fra London, er han en snild

Forretningsmand; men i sin Loge er han alt dette accessionelt ved Siden

af og samtidig med det, som han dog er først og fremmest: Théâtre

français' uforlignelige Skuespiller.

Coquelins Loge svarer nu imidlertid heller ikke paa nogen Maade til det

Begreb, der ellers forbindes med en Skuespillers Paaklædningsværelse.

Naturligvis er Verdens første Theater fornemt ogsaa bag det Tæppe, som

skiller Publikum og Aktører.

Naar man har passeret Administrationsindgangens grønne Cerberusportner,

kommer man ad en hvidlakeret, forgyldt Trappe med Brysselertæpper,

Marmorbuster og Spejle op paa den ene Side til Kontorlokalerne, paa den

anden til det Allerhelligste, Skuespillerfoyeren, en fin Louis quatorze

Salon, hvor hver Plet paa Væggene er behængt med Billeder af berømte

afdøde Artister. Korridoren, som forbinder den med Scenen, er et ikke

mindre imponerende Portrætgalleri, og selv hvor man ved Indgangen til

Scenen drejer af og klattrer op i de øvre Lokaler, der ellers saa tidt i

Thaliatempler kun plejer at være et primitivt Sammensurium af

halsbrækkende Hønsestiger og Loftsrum, der minder om

Marchandiser-butiker, selv der er Alt soigneret og nobelt: brede Trapper

med Mahognigelænder og Bastmaatter, Couloirer, som leder Tanken hen paa

Gjæstefløje i en gammel Herregaard, hvide Porcellænsplader med

Kunstnernes Navne paa hver Dør. Men alligevel bliver man overrasket, naar

man aabner den, paa hvilken der staar _Coquelin ainé_. Det er en formelig

Salon, man kommer ind i. Persiske Tæpper paa Gulvet, gobelinsbetrukne

Kanapeer og Causeuser, Kunstbronzer paa Kamin og Skrivebord, hyggelige

Lamper med farvede Net over, der dæmper Skjæret, komfortabel Luxus, hvor

man seer hen i det store Rum. Væggene er fyldte med Malerier og

Akvareller, Pluraliteten forestillende Coquelin i hans forskjellige

Hovedroller, andre afbildende Scener fra Mærkedage i Theatrets Historie,

men alle signerede med bekjendte Navne og i Regelen forsynede med en

lille Notits paa Foden, der fortæller, at de er Gave fra Maleren selv.

Rundtomkring ligger nysudkomne Bøger og fintindbundne Manuskripter. Kun

et monumentalt Spejl paa Væggen mellem Vinduerne, med grønskjærmede

Lampetter op langs Siderne og med en Mængde smaa Glasæsker paa

Marmorpladen forneden erindrer om, at man er i en Skuespillers

Paaklædningsværelse.

Man er nu i Virkeligheden ogsaa ligesaa meget idetmindste i en Salon.

Coquelin tager imod i sin Loge. En Pariser har ikke Dagen disponibel til

at sladdre hen, allermindst en Pariser _en évidence_. Det paa alle

Punkter optagne Liv, han fører, stiller saa mangehaande Krav til ham;

naar han skal opfylde blot de Halve af dem, maa han tage vare paa

Øjeblikkene. Coquelin har et sjeldent Talent dertil. Alle sine Forhold

til Omverdenen gjør han af, mens han klæder sig paa. Han er visibel hos

sig selv om Morgenen, naar han staar op, men efterat hans Vogn har hentet

ham ved Titiden og kjørt ham hans sædvanlige Tour, hører Dagen hans

Arbejde til, og han er forsvunden for Enhver til om Aftenen, da den nye

Paaklædning begynder. Han sætter Folk Stævne paa Theatret, og de, der har

Venskabs- eller Forretningsforbindelser med ham, søger ham der. Den

grønne Portner ved Administrationsindgangen er højlig fornærmet.

Tærskelen, han er sat til at vogte, er ham en Helligdom, som efter hans

Mening ingen Profanes Fødder nogensinde burde have Tilladelse til at

overskride. Men hvert Øjeblik, naar han strækker sin spærrende

Cerberusarm ud og spørger _qui cherchez vous ?_ lyder Passeer-Parolen

_Monsieur Coquelin_ ham i Øret, og han veed, at saa nytter der ingen

Indvendinger. I sin Loge er Monsieur Coquelin hjemme for Alle.

Døren til den staar ikke noget Minut. Først kommer Vennerne, der "er i

Salen" og vil aflægge ham Visit før Forestillingen. Det er Dagens

politiske og mondaine Historie, der repeteres. Coquelin er au courant med

Alt og interesserer sig for Alt. Ivrig, fuld af Liv vandrer han op og ned

af Gulvet og diskuterer og dokumenterer med denne Stemme, der ligesom

meisler hver Sætning i Marmor. Det banker. _Entrez!_ Et lille koket Hoved

titter ind, men trækker sig strax igjen tilbage. _Pardon, je

dérange.--Mais pas du tout, Mademoiselle, entrez donc_. Hun kommer for at

tale med ham om Rollen, han har lovet at indstudere med hende. Imorgen

ikke, saa skal han i Kammeret, og iovermorgen maa han til Havre for at

spille ved en Forestilling for Redningsmandskabet, men Dagen efter. Hun

takker, hilser let paa Salonens Gjæster og forsvinder igjen. Men næppe er

hun ude, før det banker paany. En ældre, ordinær Herre, der har pyntet

sig op til at skulle være ung og elegant Han kommer overordentlig frejdig

og selvfornøjet, men falder strax af, da han seer, at der er Folk før

ham. Coquelin hilser skjødesløst; Manden faaer ham trukken hen i et

Hjørne og begynder en hviskende Samtale med ham. _Mais vous pouvez parler

devant ces Messieurs,_ afbryder Coquelin efter et Øjebliks Forløb; "det

er lutter Venner." Der udspinder sig saa en Forretningsdiskussion om

Tournéer i Rusland, Amerika, Brasilien, Spanien. Siden Coquelin er

begyndt at rejse, vil Alverdens Impressarioer have fat i ham, og

allesammen har de Guld og grønne Skove at love ham. Han holder af at

flakke om. Med sin Evne til at nytte Tiden faaer han Alt at se i de

fremmede Lande, han besøger, og med sin hurtige Intelligens opfatter han

strax selv det ham mest Fremmede. Det er en Maade at studere paa, siger

han, som opvejer alle andre, og i sin Kontrakt med Théâtre français har

han derfor ogsaa udtrykkelig hvert Aar forbeholdt sig to Maaneders Ferie,

som han selv kan tage, naar han vil. Planen til Amerikatouren er allerede

lagt, og han har Tilbud og Planer om mange andre. Disse Rejser forøger

desuden de hundrede og tyve tusind Francs, Théâtre français aarlig

betaler ham, med rigelig ligesaa Meget til, og han er ikke mindst en

moderne Pariser i Trangen til at tage Penge ind. Allerede hans

Malerisamling koster ham uhyre. Hvert andet Øjeblik er der et Billede af

Millet eller Andre til en halvhundrede tusind Francs, som han ikke kan

modstaa Lysten til at kjøbe. Saa ernærer han fattige Slægtninge og

stifter Legater, Alt det sluger Kapitaler. Han er ligefrem nødt til at

rejse. Men heldigvis forstaar han ogsaa til det at gjøre sin Tid

frugtbringende. Saasnart han har nogle Dages Otium ved Théâtre français,

er han i en Haandevending i Bruxelles, Lyon, Anvers, Lille for at give

Gjæsteforestillinger. Hr. Perrin er ingenlunde fornøjet ved saaledes

aldrig at vide, om han har ham eller ikke har ham, men han gjør gode

Miner til slet Spil. Coquelin gaar det ikke an at støde, han er Theatrets

Grundpille, og han er paa Basis deraf dets virkelige Herre.

Det bliver imidlertid ved at banke. Der kommer en ung, mager, gardisthøj

Herre med det røde Baand i Knaphullet; det er Deroulède. Coquelin iler

hen og trykker hans Haand, han hører kjendeligt til de mest Velkomne. Man

har i Regelen meget tilovers for de Mennesker, for hvem man har gjort

meget; det er ogsaa Kjærnen i Venskabsforholdet mellem disse To og

overhovedet i Coquelins Forhold til en stor Kreds af Frankrigs yngre

talentfulde Digtere, Manuel, Guiard, Delair først og fremmest. Han har

saa at sige opfundet dem; de har bragt ham deres Digte, han har reciteret

dem rundtomkring i Saloner og ved Soiréer og paa den Maade skabt deres

første Reputation. En ung Poet har han skaffet Forlægger, en anden hans

Tragedie antagen ved Théâtre français, han er efterhaanden bleven Forsyn

for hele den yngre lyriske Skole. Det kunde synes at staa i Modstrid med

Grundretningen i hans egen Kunst, men det er dog let forklarligt

alligevel. Coquelins Mesterskab er i første Rang Kunsten _"de bien

dire"_. Derfor elsker han Verset. En af de Roller, i hvilke han er

uforligneligst, og den, som han selv sætter mest Pris paa og paastaar,

han spiller bedst af alle, er Don Cæsar i Victor Hugos "Ruy Blas".

Atter banker det. Denne Gang er det ingen Gjæst, men Regissøren, der

kommer for at varsko første Gang. _"Je serais prêt, mon ami,"_ siger

Coquelin med et Smil og en naadig Haandgestus. Han har endnu knap begyndt

paa Paaklædningen, og ti Minutter efter skal han staa paa Scenen, men

Regissøren kjender ham og gaar. Han er paa Pletten, naar han skal være

der, men heller ikke noget halvt Sekund før. Stadig diskuterende med

Vennerne, som vil rejse sig, men som han beder blive, stadig modtagende

andre, der kommer, forsvindende et Øjeblik ind i det lille

Toilettekabinet, men fortsættende Samtalen gjennem Portièren, klæder han

sig paa og maskerer sig med taskenspilleragtig Behændighed næsten, uden

at Nogen lægger Mærke til det engang. Hver Sminkestreg, han gjør, er han

sikker paa som paa Alt i sin Kunst. Det giver ham den overlegne Ro paa

saavel som bag Scenen, der er hans Styrke.

Ængstelse og Nervøsitet aner han ikke hvad er. Naar han rejser, bringer

han stadig i de Huse, hvor man har inviteret ham til Middag, sine Værter

til Fortvivlelse. Man har sat Dineren tidlig og sørget for, at den kan

være endt saa betids, at han kan komme paa Theatret uden Forsinkelse. Men

det er ham selv, der trækker den ud. Hele Selskabet bliver ved ængsteligt

at se paa Klokken undtagen netop han. Endelig minder man ham. _"Tout a

l'heure,"_. svarer han og bliver ved at fortsætte Samtalen. Og naar man

saa tilmed vidste, at dette Theater, som han nogle Minutter efter skal

spille paa for første Gang, det har han aldrig set. Han har simpelthen

spurgt sin Ven Dieudonné, der stadig rejser med ham, om Alt er paa sin

Plads og i Orden; naar han har faaet Forsikringen derom, veed baade han

selv og hans Kammerater, at han ogsaa vil være det, og at han vil spille

sin Rolle ganske paa samme Maade, som han har spillet den Hundreder af

Gange, uden at lade sig forstyrre i sin Ro af Nogetsomhelst.

I sin Loge holder han Diskussionen gaaende lige til det sidste Øjeblik.

Regissøren kommer anden Gang og stikker Hovedet ind. _"On peut

annoncer,"_ raaber Coquelin til ham. Han gjør den sidste Sminkestreg,

retter Parykken foran Spejlet og rejser sig. Vennerne følger ham ned ad

Trappen, og man bliver ved at tale. _"A l'entreacte_," bryder han endelig

af; man hører Maskinkarlen slaa Slaget, der annoncerer Aktens Begyndelse.

Coquelin staar paa Scenen, et Sekund, saa gaar Tæppet op, og han er i

samme Nu helt og holdent den Person, han skal forestille.

Mens han spiller, et flygtigt Blik tilbage paa, hvorledes han er naaet

til den Plads, hvorpaa han nu staar. Han er en Bagersøn fra Søkjøbstaden

Boulogne. Familien har gjennem lange Slægtled været denne Stads og det

hæderlige Bagerlaugs bedste Mænd. Der er endogsaa dem, der vil paastaa,

at man intetsteds i hele Frankrig kan faa saa mageløst Hvedebrød som i

Boulogne. Det er Traditioner, der daterer sig fra meget langt tilbage,

Traditioner, som Slægten føler sig stolt over, og som den derfor kun med

stor Bekymring saae blive brudt, da dens Yngste, den attenaarige Jules

Constant, for en Snes Aar siden pludselig en skjønne Dag erklærede Papa

Coquelin, at han var kjed af at spadsere omkring i Boulognes Gader med et

Postejfad paa Hovedet, og at det nu var slaaet fast: han lagde den hvide

Hue af, der saa langt man kunde huske tilbage havde været Coquelinernes

Adelssymbol, for at drage til Paris og paa et helt andet Felt vinde ny

Hæder til det gamle Navn.

Papa Coquelin var imidlertid en fornuftig Mand, han indsaa, at det selv

ved en Bagerovn kun er Lysten, der driver Værket, og at man aldrig kommer

nogen Vegne, naar den mangler. Jules Constant fik Lov til at gjøre, som

han vilde, Han rejste. Fra en Boghandler i Boulogne fik han

Anbefalingsbrev med til Regnier, der dengang var Numer Et ved Théâtre

français, og hos ham præsenterede han sig da. Han vilde være Skuespiller,

erklærede han, men kun, naar man troede, han kunde blive noget Udmærket.

Ellers rejste han tilbage og tog den hvide Hue paa igjen. Om man nu vilde

se, hvad han duede til.

De ærværdige Lærere ved Konservatoriet, til hvem dette Hverv som

sædvanlig blev overdraget, fandt ikke, at han duede til Stort. Og saa

fandt de ham altfor grim. "Det er jo en ren Trompetnæse, han har," sagde

Augustine Brohan. "Og hvad der er det Værste, han bruger den som en

Trompet," føjede Auber til. Han faldt igjennem ved Examen, og havde

Regnier ikke med sit sædvanlige glimrende Blik for, hvad der boede i den

unge Skuespiller, beholdt ham alligevel for at se, om han dog ikke kunde

faa Noget ud af ham, saa vilde Coquelin den Dag idag have været Bager i

Boulogne og ikke Regniers Efterfølger paa Thronstolen i Molières Hus.

Regnier blev hans Lærer og Opdrager. Han lærte ham først og fremmest

Taalmodighed, det, som for alle Kunstnere, men for Skuespillere særlig er

saa noget nær Alpha og Omega: at studere og studere og vente ganske

rolig, til man virkelig har alle baade ydre og indre Betingelser samlede

for at kunne præstere noget Ordentligt. Selv efterat han i 1860 havde

faaet Konservatoriets første Pris for Udførelsen af en Crispinrolle og

baade Regnier og adskillige Andre ganske vel indsaae, hvad der boede i

ham, fik han ikke Lov til at rende af Skole, Regnier fortsatte sit

Opdragelsesværk, og de smaa Roller, han i det første Par Aar kom til at

spille ved Théâtre français--Gros René p "le Dépit amoureux", Bazile i

"Figaros Bryllup", Dubois i "Misanthropen", Loyal i "Tartuffe", o.s.v.

o.s.v.--var nærmest at betragte som en gradevis Vænnen til Ilden. Da han

endelig leverede Hovedslaget, var han færdig; Sejren kunde ikke udeblive,

og den udeblev heller ikke.

[Illustration: Coquelin]

En af Pariserkritikerne i Vælten har som Øjenvidne fortalt om denne

Triumf. Coquelin havde faaet en Rolle i et nyt Stykke, som Theatrets

daværende Direktør Thierry imidlertid af Hensyn til en ældre Skuespiller

atter maatte tage fra ham. Til Gjengjæld gav han den unge Kunstner Lov

til at vælge, hvilken han vilde i det gamle Repertoire. "Saa vælger jeg

Figaro i "Figaros Bryllup"," sagde Coquelin strax. Det var et af de

største Vovestykker, der kunde tænkes, men Thierry holdt altid sine

Løfter, og Coquelin fik Rollen. Alt gik godt, fortæller den nævnte

Kritiker, til han skulde ind paa Scenen. Men da han først var der, blev

han overfalden af en forfærdelig Frygt. Han begyndte at ryste over hele

Kroppen, Tungen klæbede sig fast til Ganen, og han spillede de første

fire Akter uden at vide af, hvad han sagde, med sløvt Blik, mørkt

Ansigtsudtryk og halvkvalt Stemme, som et Menneske, der føres til

Retterstedet. "Men saa le dog, dit lille Dyr," hviskede Augustine Brohan

ganske sagte til ham; "le dog, Du er jo Figaro." Coquelin gjorde

imidlertid kun en fortvivlet Gestus, der betød, at han ikke kunde le.

Heldigvis er det parisiske Publikum yderst overbærende mod Debutanter.

Man ventede stadig. Femte Akt kom; det er den Akt med den berømte

Monolog. Det var dengang Mode i alle det gamle Repertoires komiske

Roller, særlig i Moliéres, at hælde over mod det Tragiske saa tidt, man

kunde. Denne Mode behagede ved det Nye og Dristige, der laa i den.

Coquelin havde i den Anledning fundet paa at gjøre noget Lignende ved

Monologen. Han søgte at gjøre den bitter, mørk og irriteret. Den stærke

Sindsbevægelse, hvori han befandt sig, gav hans til daglig Brug

vibrerende Stemme endnu mere Udtryk, hans Mimik og Gestus endnu mere

Fortvivlelse og Vildhed. Han gjorde stormende Lykke. Man applauderede

uforbeholdent: man havde her en Mand for sig, der kunde være paa een Gang

Scapin, Crispin og Figaro.

Han blev det hurtigt efter denne første Sejr; han blev i disse tre og i

alle beslægtede Roller den mest uforlignelige Skuespiller, Théâtre

français rimeligvis nogensinde har havt. Og hvilken Mængde af dem har han

ikke trods sine knap fyrretyve Aar allerede spillet I Af alle Moliéres

Stykker er der siger og skriver kun tre, i hvilke han ikke er optraadt,

og han har i de tyve Aar, han nu har været ved Théâtre français, spillet

ikke mindre end omtrent tresindstyve forskjellige Figurer alene i det

gamle Repertoire. I det moderne er hans Navn knyttet til nogle og tyve

Repriser af berømte Komedier, og samtidig har han skabt Hovedfigurer i en

tredive, fyrretyve nye Stykker. Vilde man med nogle enkelte Roller

markere Hovedpunkterne i hans Skuespillervirksomhed, maatte man først og

fremmest nævne Figaro i "Figaros Bryllup", Mascarille i "les Précieuses

ridicules", Gringoire i Stykket af samme Navn og Marcel i "Les Ouvriers"

(Arbejderliv). Han har aldrig havt mere uimodstaaeligt smittende godt

Humør, udfoldet mere ægte komisk Liv end i de to første af disse Stykker,

og han har aldrig talt til Hjertet som i de to sidste. Dog jo, han har i

sin sidste mesterlige Création, den gamle Skuespiller i

Erckmann-Chatrians "Les Rantzau" gjort begge Dele lige uovertræffeligt

paa een og samme Tid.

Det er nemlig en Hovedejendommelighed ved Coquelin som Skuespiller, at

hans Talent saa at sige ikke kjender nogen Grændse. Hans Hovedstyrke er

at faa Tilskuerne til at rulle sig i Latterkrampe, men den næste Aften,

det næste Øjeblik kan han med samme Uimodstaaelighed lokke Taarerne af

det samme Publikums Øjne. Han har den ene Dag spillet Scapin og den næste

Jean Dacier, Hovedfiguren i en moderne Revolutionstragedie af samme Navn.

Forbausende er det, til hvilken Grad han forstaar i Stemme, Mimik,

Holdning og Alt at kaste sig selv fuldstændig bort og paa Scenen

udelukkende være de Figurer, han fremstiller. Han tager dem af og paa med

samme virtuosmæssige Lethed som Kostumet, der hører til dem. Det er

forklarligt; hver lille Gestus, hvert Tonefald, hvert Blink med Øjnene er

vejet og prøvet i Maaneder, før det blev slaaet endelig fast. Coquelin

overlader i sin Kunst Intet til tilfældig Inspiration.

Fra det moderne Frankrig · 第 18 / 27 段