Saa spiller han da, og Publikum jubler og applauderer. Han er forgudet og

forkjælet som en Primadonna. Og han sætter Pris derpaa. Har Bifaldet en

enkelt Gang været kjøligere end sædvanlig, er han forstemt, har det

rystet Huset, straaler han som en Debutant, og naar Vennerne atter kommer

op i Mellemakterne, er en Samtale om, hvorledes de enkelte Repliker har

slaaet an, altid det Første, hvormed der begyndes, selv om man ender med

Drøftelsen af helt andre Materier. Og det gjør man tidt. Er der vigtige

Forhandlinger i Kammeret, saa at Møderne er trukne ud til hen paa

Aftenstunden, er Coquelins Loge det Sted, hvor man sikkrest kan hente

Nyheder fra dem. Han faaer Alt berettet pr. Depesche fra selve Palais

Bourbon. Man har drevet Spot med denne hans Politiseren og med hans nære

Forhold til Gambetta. Man har havt Uret, det er kun tomme

Vittighedsmagere, der kan gjøre det, Coquelin har vist, at man kan være

en stor Skuespiller og en brav Borger ved Siden af. Han er af et andet

Kuld end sine Forgjængere i Moliéres Hus. Han henter ikke sine

Inspirationer paa Knejpen, han er sober som de Færreste, til sine

Maaltider nyder han kun Vin og Vand og udenfor dem aldrig det Mindste.

Han hører til det moderne Frankrig, det, der veed, at i vore Dage naaer

man kun en Førsterangs-Position gjennem et Liv i uafbrudt Arbejde. Men

det, at han i Intet er _cabotin,_ at han i samme Øjeblik han sætter sin

Fod udenfor Scenen er en _homme sérieux_ med alsidige Kundskaber, alsidig

Dannelse og Interesser for Alt, det er det netop, der har bidraget til at

løfte den moderne franske Skuespillerstand ud over den halvt deklasserede

Stilling, den saa længe havde indtaget. Naar man nu vil kaste den den

gamle Haan i Ansigtet, rejser Opinionen sig som een Mand mod Fornærmeren.

Det har vist sig saa tydelig, som ønskes kan, for nylig ved Bladet

"Figaros" og Hr. Mirbeaus Angreb. Med Gots Æreslegion er den sidste Rest

af Skuespillernes Undtagelsesposition forsvunden. Og det er Coquelin, der

har fremtvunget dette Kors. Han har ikke blot gjort det direkte ved atter

og atter at tage Ordet for sine Kammeraters Ret til at blive betragtede

som alle andre Borgere, han har gjort det endnu mere indirekte ved sit

eget alvorlige, hæderfulde Liv. Han er en ny Skuespillertype, og han vil

faa Efterfølgere. Komédieforfatterne vil maaske have Grund til at beklage

sig derover; de faaer ikke længer Figurer som Kean og Garrick at skrive

om. Men ellers er det vanskeligt at se, hvem der skulde lide derunder.

Næppe Kunsten, og næppe Samfundet, og Skuespillerne selv allermindst.

[Illustration: Coquelin som Florence i "Les Rantzau"]

Cherbuliez i sit Arbejdsværelse

Mens Millionen og de Fremmede breder deres Herredømme videre og videre ud

over det moderne Paris, forvandler dets Fysiognomi og umærkeligt gjør det

til en hel ny Stad, er der dog een Part af Byen, hvor denne Erobring

synes at finde et Bolværk, som den ikke kan bryde, hvor de gamle Huse og

Gader staar endnu, hvor Særpræg og Vaner, hvor Karakteren, som det hele

Liv har; er saaledes, at den nuværende Generations Fædre og Bedstefædre

vilde kjende sig igjen og føle sig hjemligt der, hvis de kunde staa op af

Graven. Denne Part er den venstre Seinebreds Paris. Det begynder saa

smaat at skrumpe ind ganske vist; det kan ikke vise noget Sidestykke til

Quartier de l'Europe eller til den som af Aladdinsaander bebyggede

Monceauslette, det inkorporerer ikke Dag for Dag bredere og bredere

Bælter af Banlieuen, tvertimod, det er ligesom det visnede lidt i Kanten,

de yderste Partier bliver folketommere, falder hist og her i Ruiner,

glider over til at blive en Mellemting mellem Landsby og Stad. Men ikke

desto mindre er det dog ogsaa af vore Dages Paris endnu stadig en saa

væsentlig Del, at der maa regnes med det. Det er mere endnu. Det er som i

den stolte katholske Kathedral det lille Kapel, der gjemmer Kisten med

Helgenens Relikvier. Tinder og Taarne og Hvælvinger med deres Marmor og

Guld og Lys og Billeder er kun byggede udenom dette Kapel. Til dets

Forherligelse er den hele Pragt der; det er i Virkeligheden det, der har

gjort Kirken stor, og det er stadig Sjælen i den, For dets Skyld kommer

de rette Pilegrimme, ved det holder de sande Troende deres Andagt.

De gamle Kvarterer paa den venstre Seinebred gjemmer endnu Paris's egen

særlige Individualitet, det, der har skjelnet denne forunderlige By fra

alle andre og gjort den til, hvad den er. Millionærpaladserne har rejst

sig, de Fremmede er komne, Verdenskaravanseraiets Stimmel og Glands er

kommen, men det er som Kathedralen Altsammen kun voxet op, fordi der var

Noget, som kunde bære et saadant Relief. Og dette hemmelighedsfulde,

uhaandgribelige Noget fylder endnu Luften i de snevre Gader mellem

Sorbonne og College de France, mellem Académie des beaux-arts og École

polytechnique og den lange, lange Række af Videnskabens og Kunstens

Højskoler, der klemmer sig sammen her paa en ganske lille Part af den

store Bys Grund; Rastaqouairen og Amerikanermillionæren, Boulevardieren,

Kokotten og Alt, hvad der er i Slægt med dem, kan ikke trives i denne

Luft, den ægte Pariser derimod er først rigtig i sit Element, naar han

indaander den. Af Intelligensens Paris boer ni Tiendeparten paa den

venstre Seinebred.

I Rue Gay-Lussac, en af dette Kvarters venligste og aabneste Gader, og i

den Del af den, hvor Sol og Blomsterduft fra Luxembourghaven frit kan

strømme ind, har det franske Akademis sidstvalgte Udødelige, Victor

Cherbuliez, sit Hjem. Det er helt paa den anden Side Pantheon, han boer.

Han siger nok selv, at det er af Hensyn til hans Sønner, der har deres

Lyceer herude, men i Virkeligheden tager man dog næppe fejl ved at søge

den egentlige Grund dybere. "Man har det ogsaa fredeligere her," føjer

han til; "selv ved Gadestøjen er der noget Douce, saa den ikke generer,

jeg har en Fornemmelse, som om jeg ikke vilde finde Ro til at arbejde,

hvis jeg kom over paa den anden Bred." Det er just Sagen. Han er

instinktmæssig rykket saa langt fra Millionens Paris, som han kunde

komme; Feberen i dets Liv, de skrigende Toner i dets Larm, Guldets Raslen

og Reklametrompeternes Skingren har skræmmet ham. Han er saa lidt i Slægt

med Alt det, som Nogen kan være. Skjøndt født Genfer har ikke blot Loven

givet ham parisisk Borgerret, hans Gjerning har gjort det før den og

varigere end den. Men i Verdensstadens tumlende Offentlighed er han

aldrig bleven nogen Person _en vue_, han hører ikke til den Slags

Parisere _en évidence_, der samler Opløb, hvor de viser sig; den store

Hob kjender ham ikke, han kan spise sin Frokost paa Café Caron, uden at

Nogen i Lokalet veed, hvem han er, og lægger Mærke til ham. Han staar som

Repræsentant for det Paris, som man ikke seer, og som ikke gjør Spræl,

men som dog er Sjælen i den store By, for Intelligensens stille,

arbejdende Paris paa den venstre Seinebred.

At trænge ind til en rigtig Pariser _en évidence_ er omtrent ligesaa

vanskelig en Sag som at komme med til en Première. Han er paa sine

Enemærker en Konge, der hyller sig i utilnærmelig Majestæt.

Tjenestepersonalet har de strengeste Ordrer til at holde Alle paa

Afstand. Lykkes det end undertiden ved Hjælp af nogle Francsstykker at

passere Portneren, saa lader Forgemaklakajen sig dog ikke bestikke. Det

nytter kun lidt at spørge ham, om hans Herre er tilstede. Han svarer kun

med et medlidende Smil. Det er ham, der holder Forhør. Han gjør det uden

Personsanseelse; selv en "Monsieur décoré", hvem der dog ellers allevegne

i Paris bliver vist Hensyn, respekteres ikke. Først naar han har leveret

Fyren med Silkelæggene tilfredsstillende Oplysninger om, hvad han hedder,

og hvad han er, og hvad han vil, meddeles det ham naadigt, at Husets

Herre tager imod mellem Elleve og Tolv den og den bestemte Dag i Ugen.

Han har saa Tilladelse til at komme igjen og antichambrere. Paa den

venstre Bred kjender man derimod ikke saadanne Formaliteter. "Hr.

Cherbuliez," siger den gamle Portnerkone, "jo, det er her; Herren er lige

kommen ind fra Landet. Anden Sal over Entresolen, Døren tilvenstre. Men

De maa ringe lidt stærkt, for Pigen deroppe er noget døv." Hun er saa døv

tidt, at det bliver Fruen, der lukker op. Man bedes vente et Øjeblik,

mens hun underretter sin Mand om Besøget. Men maaske er han beskjæftiget,

han maa paa ingen Maade lade sig forstyrre, man kan saa udmærket godt

komme igjen paa en anden Tid, hvis det er mere belejligt. Man forstyrrer

aldeles ikke, svarer hun venligt, det vil være hendes Mand en Fornøjelse

at se En, han skal komme ligestrax. Man gaar da ind i Salonen. Det er en

lille, hyggelig Stue med Mahognimøbler, Stil _premier empire_,

Divantæppe, mange Blomster ved Vinduet, mange Malerier paa de mørkrøde

Vægge, men uden nogensomhelst moderne parisisk Luxus, uden Elegance

engang, en jævn, lidt gammeldags Salon, gjennemtrængt med den Parfume af

pudset og skuret Renhed, som Værelser har, der staar til Stads og kun

bliver brugte ved højtidelige Lejligheder. Efter nogle faa Minutters

Forløb kommer den lille, venlige Frue tilbage og hilser fra hendes Mand,

om man ikke vil følge med ind i hans egen Stue. Luften er en Smule klam,

og der er lagt i Kaminen hos ham. Man synes næsten allerede, man mærker

Varmen; det er en ganske anden Modtagelse, end man er vant til i Paris.

Man har en Fornemmelse, som om man var mange Mile borte, i saadant Noget

som en nordisk Præstegaard paa Landet.

Det er netop ogsaa Indtrykket, Cherbuliez' Arbejdsværelse gjør.

Fuldstændig Studerekammerstil: en høj Pult, ved hvilken man skriver

staaende, to store Lænestole med brunt Saffiansbetræk, en dito Sofa af

gammeldags Snit og saa forresten kun Bogreoler. De er af ulige Størrelse

og forskjellig Slags Træ, øjensynlig anskaffede efterhaanden som

Bibliotheket voxede, men nu proppede fra øverst til nederst. Revuens

orangegule Hefter ligger klemte ind allevegne, hvor der er mindste Plads

over de staaende Rækker, men iøvrigt staar den hele Armee i snorlige

Parade som et preussisk Regiment. Kun Uniformerne er noget brogede. Gamle

Volumina i Læder og Folio skifter med smaa, kokette, røde Maroquinsbind;

mellem lange Suiter af Klassikere i falmet Shirting skubber gule

Calman-Levyske og blegblaa Dentu'ske Papirsrygge sig ind og drager

moderne Striber. Der er i Virkeligheden Lidt af Alt i denne Samling, mest

historiske Værker og Forfattere fra Encyklopedistperioden maaske, men

forøvrigt hele den franske Litteratur, lige til de seneste Dage

repræsenteret ved Alt, hvad den har af Fortræffeligt. Dertil tydske

Filosofer, græske Poeter og politiske Brochurer i Mængde. Cherbuliez har

i sin Ungdom studeret flere Aar ved tydske Universiteter, han er Sproget

fuldkomment mægtig, og han har endnu Hegelianeren siddende i Blodet. Hvad

Grækerne angaar, saa er de saa at sige hans Yndlingslekture. Han læser

dem i Grundtexten, og han har for Vane at gjøre det hver Morgen, før han

tager fat paa sit Arbejde. Det er i Athen, at han har "fundet sig selv",

som man siger. Mellem Akropolis's Ruiner har han i Virkeligheden skrevet

sit Debutarbejde "le cheval de Phidias", og paa Bunden af de Øjne,

hvormed han seer paa Menneskene og paa Tilværelsen, ligger der stadig et

Skjønhedsindtryk, som stammer derfra.

En halv Væg er tom for Reoler, og paa den hænger det Eneste, som pynter

op i Stuen. Det er netop først og fremmest en Gjengivelse i Gibs af en

Part af Parthenonskavalkaden, det Fragment, som har givet ham

Inspirationen til "Phidias's Hest". Dernæst er det et Fotografi af den

milesiske Venus, et Portræt.

[Illustration: Victor Cherbuliez.]

Cherbuliez' Haandskrift.

Dante i hans Ungdom efter en Fresko, der for nogle Aar siden er opdaget i

Florents, samt endelig i Glas og Ramme et Stykke gammelt, optrevlet,

graaagtigt Lærred, en Rest af Tassos Skjorte, med en Haandskrift af

Lamennais, der bekræfter Ægtheden. Endnu et Par enkelte Malerier,

stemningsfulde Landskabsbilleder, paa Kaminen Portræter af hans Kone og

Sønner og af Buloz, "Revue des deux monde"'s Stifter, en bred

Solskinsstrime faldende ind fra Vinduet, og man har hele Værelset.

Ligefrem, fordringsløs, venlig som det er Cherbuliez selv. Ved det første

Øjekast har han i sit Ydre noget stærkt udpræget Militærisk, det er

Infanterikaptejn-Typen, som man kjender den fra de smaa franske

Provindsbyer. Men saasnart han taler, gaar det bort. Det var kun

Ansigtsformen, Overskægget og den store Imperial, det skyldtes; Øjnene

forandrer Udtrykket fuldstændig. De er smaa, uden Glands, af ubestemmelig

Farve, men der er i dem dette ejendommelige dybe Blik, der ligesom seer

igjennem den, de hviler paa. Naar man vil huske Ansigtet, er det kun dem,

man mindes: det Hjertelige, næsten Bløde i dem, som dog, synes man, ved

en ganske lille Nuance maatte kunne blive strengt ogsaa, deres

forunderlig rolige Klarhed fremfor Alt. Disse Øjne giver Cherbuliez helt;

han er, som de fortæller. Han hører ikke til Tidens nervøse, forpinte,

sønderrevne Aander. Den vilde, trøstesløse Utilfredshed med Existensen,

som præger Perioden, hvori vi lever, og som i hele Menneskeslægtens

Historie maaske ikke har havt noget Sidestykke undtagen netop i den

antike Verdens sidste Dage, ved det romerske Kejserriges Forfald, denne

Utilfredshed finder ikke nogen Apostel i Cherbuliez. Han flygter ikke,

som hans Kolleger paa den anden Side Rhinen gjør det i deres historiske

Romaner, fra en Verden, der er dem uudholdelig, bort til helt andre Tider

og helt andre Slægter, og han bærer sig heller ikke ad--hvad der tilsidst

kommer ud paa det Samme--som hans Landsmand Zola med Disciple: giver det

malcontente Hysteri Luft i en Fremstilling af Jorden som et Helvede,

befolket af lutter Djævle. Han er for meget Franskmand til det. Han kan

sin Schopenhauer og Hartmann paa Fingrene, men han har læst dem med samme

Forsigtighed, med hvilken Lægen gaar til en Epidemipatient. Han har

garderet sig med sin sunde romanske Optimisme, og han er ikke bleven

smittet. Han skildrer de Mennesker, mellem hvilke han lever, ikke blot

fordi den Digtform han har valgt til sin, Romanen, efter hans Mening

aldrig kan faa blivende Værd undtagen som Gjenspejling af Forfatterens

Tid, men ogsaa fordi disse Mennesker er ham meget interessante og med

deres Fortrin og Fejl ganske sympathetiske. Han skildrer dem, som han

seer dem, og det er hans Overbevisning, at de er, som han seer dem, det

vil sige hverken helt Engle eller helt Djævle. Med Forkjærlighed vælger

han just de mest sammensatte Naturer, i hvilke baade Godt og Ondt er oppe

og strides om Overtaget. Han er i Fremstillingen af denne ægte

menneskelige Kamp bestandig rolig og lidenskabsløs; han kan være ubøjelig

haard, men han er først og fremmest uendelig human. Det absolut Hæsliges

Berettigelse i Kunsten anerkjender han ikke, fordi han i Livet selv kun

seer det som en Undtagelse; endog de sorteste af hans Figurer har deres

sympathetiske Side. Meta Holdenis staar som et slaaende Exempel. Da hans

Fortælling første Gang blev offentliggjort i Revuen, modtog han fra alle

Sider Brev paa Brev, hvori man bad ham ikke lade denne unge Kvinde, om

hvilken han havde forstaaet at samle saa megen Interesse, ende altfor

trist, og med Revuens Udgiver var han nærved at brouillere i Anledning af

Romanens Slutning. Buloz havde i den Grad forelsket sig i Meta, at han

endogsaa en Stund gik omkring og drømte sig et Pendant til hende, der

kunde blive hans Sekretær.

Som han sidder der og strammer den sorte, stukne Hjemmefrakke omkring sig

og skyder de store Lænestole hen til Kaminilden, for at man skal sidde

mere hyggeligt og passiare, er Cherbuliez netop den vindende, elskværdige

Personlighed, man har forestillet sig efter hans Romaner. Han har rejst

meget og seet Meget, han har læst og tænkt mere end de Fleste af hans

Samtid. Valberts Artikler (det Pseudonym, hvorunder han skriver i Revuen)

er der for at vise, med hvilken alsidig Sum af Kundskaber han sidder

inde, og med hvilken moden, overlegen Klarhed han seer paa alle Fænomener

i sin Tid. Mildere, mere overbærende i sine Domme, doucere og lempeligere

i sin Maade at fremstille Alting paa, kan alligevel Ingen være end han.

Han har i sin hele Form den soignerede Høflighed, den fine Delikatesse,

som jo ifølge en ældre Generations Beretninger engang synes at have været

typisk national hos Franskmændene, men som nu ogsaa i dette Land findes

hos altfor Faa, og det er næsten, som om denne Høflighed, denne

Delikatesse forbød ham at bruge et stærkt Udtryk, der kunde skurre i

Samtalen, fremsætte en afgjørende Mening, som han ikke var sikker paa

deltes af den, med hvem han taler. Man har undret sig over, at han, der

dog ved de nævnte Valbertske Artikler har vist et Kjendskab til, en

Forstaaelse af franske politiske og sociale Forhold, som Alle bøjer sig

for, at han aldrig har søgt at komme til at spille nogen Rolle i det

offentlige Liv. Man har undret sig, fordi man kun kjendte ham som

Forfatter og ikke som Menneske. Han er den stille Studiets Mand; paa

Politikens Arena, hvor der skal skubbes og puffes og skraales højt, vilde

han føle sig som en Troubadourridder i Artillerikamp. Og saa har han

desuden en vis Respekt for det hele moderne politiske Væsen. Han har i en

af sine Romaner givet sit Syn paa Sagen. Siden Revolutionens definitive

Sejr drives der efter hans Mening egentlig slet ikke Politik i Frankrig.

De Revolutionære har som Program kun Agrarlove samt Afskaffelse af Staten

og Vaabenmagten. For de andre Politikere, siger han, er det store

Spørgsmaal kun et Spørgsmaal om Indflydelse, og hvem der skal udøve den.

Enhver vil være en Allerhelvedes Fyr, det vil sige et Menneske, som man

hører paa, naar han holder Taler, som man skynder sig at tilfredsstille,

naar han forlanger Noget, og som skræmmer, naar han truer. Det

republikanske Frankrig er en Armee; der har følt Trang til at fornye sine

Kadrer: det er det, man kalder de nye sociale Lag, der skal frem.

Monsieur Jourdoin efterabede Greverne og Marquierne og fandt sig yderst

hædret ved at have dem tilbords; nutildags siger Monsieur Jourdoin til

Seigneur Dorante: "Du er færdig, min Ven, gaa din Vej, for at jeg kan

komme til."--Cherbuliez bryder sig ikke om "at komme til". Han befinder

sig mange Gange bedre i sin Lænestol ved Kaminilden, end han vilde gjøre

det paa en Ministertabouret, og er der Noget i denne Verden, som han kun

kan se den sorte Side ved, saa er det Guldkalvsdyrkelsen. _"Non,

certainement, je n'aime pas le million,"_ siger han, og der gaar gjennem

de smaa Øjne et Glimt, som ikke har Spor af Blødt eller Venligt ved sig.

Det supplerer Bekjendelsen og oversætter den i et mindre afdæmpet Sprog.

Millionen er hans _bête noire_, med hele den Verden, der drejer sig om

den, har han og vil han Ingenting have at bestille. Paa sin venstre

Seinebred fører han med sin Hustru og sine Børn en stille, borgerlig,

arbejdsom, fredsommelig Existens. Tidlig om Morgenen gaar han til sin

Skrivepult, regelmæssigt, næsten paa Klokkeslet, som Kontoristen gaar paa

sit Kontor. Han skriver sit bestemte Antal Timer, langsomt, formende,

filende, glattende paa hver Sætning, til den er netop, som han vil have

den. Det er ingen af Lidenskaber forpint og sønderreven Sjæl, der faar

Luft i pludselige Improvisationer. Kjender han til Feber under Arbejdet,

saa er det kun den, som selve Undfangelsen fører med sig, og dens Smerte

har paa Bunden en uendelig Nydelse. Saaledes gaar hans Liv Dag efter Dag,

og dette Liv giver ham den Ro og Tilfredshed, der er Alt, hvad han

forlanger af Verden, den "grande tranquillité", der er Lykken for ham og

hele den Race af Mennesker, for hvilken han staar som Repræsentant.

DE FREMMEDE I PARIS.

Paris's Fysiognomi vilde ikke være parisisk, ialfald ikke moderne

parisisk, uden de Fremmede. De giver det paa ingen Maade de Træk, der

udgjør dets virkelige Charme, dem, som man kommer til at holde mere af,

jo nøjere Bekjendtskabet bliver, men de giver det mange af dem der

springer mest i Øjnene. Det er ikke Pariseren, der gjør Gadelivets

Kolorit broget. Han er selv en douce Fremtoning, hvis Stolthed er at være

korrekt og at undgaa Spræl. Det er den tærnede Touristbritte og den

dandypyntede Ibenholtsneger, det er Asiater og Afrikanere med

Silkekaftaner og spraglede Burnus, med Diamantagraffer og blaa

Saffiansstøvler, det er den kasserolrøde Indianer og den guldgule Indier,

det er denne aldrig endende etnografiske Revue af Mennesker i alle

Kulører og i alle Verdens Kustumer, der frembringer Boulevardbilledets

Farveorgier. Og tildels paa samme Vis gaar det med Pariserlivet;

Effektstaffagen og Effektscenerne i det, Alt det, der gjør mest skrigende

Staahej, faaer sit Materiale for en væsentlig Part fra den store

Fremmedlegion af Tapageur-Publikum, hvormed samtlige fem Verdensdele

rekruterer Paris. Den er bleven en Prætorianerkohorte, som, samlet ved

alle Midler af Verdensdronningen selv, nu har ranet Magten til sig og

fører sig op som Herrer og skriver hende Love i hendes eget Slot.

Før Tredive, før Otte og Fyrre viste den Fremmede sig kun kometagtigt paa

Pariserhimlen. Hvad han nu end var for en Slags Potentat eller Nabob, en

exotisk Mærkværdighed var og blev han, der kom og saae og blev set paa

med store Øjne og saa forsvandt igjen uden nogensinde at dukke klart frem

af sin halvt eventyrlige Dunstkreds. Først da Revolutionsideerne begyndte

at gaa deres Gang over Evropa, og da Reaktionens Offre fra alle Kanter

vendte sig til det frie Frankrig for at finde Asyl, kom der en virkelig

Fremmedkoloni i Paris. Man tog med aabne Arme mod de tilstrømmende

Emigranter. Man tog imod dem som det, de i Virkeligheden var: Blomsten af

det liberale Europas Intelligens, og man indrømmede dem en fremragende

Plads i sit Samfund. De samlede store Kredse omkring sig; man hørte paa

deres Taler og Foredrag, man lod sig belære og begejstre, og let

tilbøjelig som man var til at passioneres, rejste man dem formelige

Pjedestaler. Folk som Mizkiewitz og Kossuth blev Heroer, som kun Faa af

Franskmændenes Egne naaede op i Højde med.

Fra den Tid har de Fremmede faaet Borgerret som et Element i

Pariserlivet, og fra den Tid er de stadig komne til at spille en større

og større Rolle i Paris. Men deres Type har unægtelig i Aarenes Løb

undergaaet meget væsentlige Metamorfoser. Den chevalereske Polak og den

idealistiske Tydsker er forsvundne med den Periode, for hvilken de stod

som Repræsentanter; Rastaqouairen og Amerikanermillionæren har taget

deres Plads i den moderne Million-Metropol, i det uhyre

Verdenskaravanserai, hvortil Dampen og hvad der kom i dens Følge:

Distancernes Forsvinden, den store Industri og de store Formuer i en

Menneskealder har forvandlet Frankrigs Hovedstad.

Skjøndt Fremmed er Rastaqouairen en moderne Pariserfigur af reneste Vand;

han er det i den Grad, at han er utænkelig, umulig noget andet Sted. Han

kommer fra Egne af Verden, over hvilke der endnu ligger Slør af noget

Halvdunkelt, Eventyrligt, fra Brasilien eller Peru, fra en eller anden

sydamerikansk Republik, som man knap kjender af Navn, til Nød fra

Portugal, Spanien eller Rumænien, helst fra et Sted med uudtaleligt Navn,

der holder Spørgsmaalet om Nationalitet og Verdensdel i ubestemt Taage.

Hans eget er ligesaa langt som imponerende. Det vrimler i det med

Santa'er, med da'er og di'er og y'er, og det hænder aldrig, at der

mangler en Marquis-, en Vicomte-, en Chevalier- eller endnu finere Titel

foran det. Hans Bryst er bedækket med Stjerner, om hans Hals hænger der

Ordensbaand i alle Regnbuens Farver. Hans Paaklædning er rig, men

elegant, hans Holdning kavallermæssig, hans Optræden en Grandseigneurs.

Ingen, der seer ham, kan være i Tvivl om, at han er et Væsen af Race. Den

let broncerede Tone, som fjerne Landes Sol har givet hans Teint, og den

fremmedklingende Dialekt i hans flydende Fransk forøger kun det Aparte og

Distinguerede ved hans Person. Men hvad han mangler, det er netop det,

der udmærkede hans Forgængere i Fyrrerne og Halvtredserne. Han er hverken

nogen Ideernes Helt eller nogen Intelligensens Mand. I hans Hjerne er

visse særlige Rastaqouairorganer blevne uforholdsmæssigt udviklede paa de

andres Bekostning, og ved hans Fysiologi er der yderligere den store

Mærkelighed, at han er kommen til Verden ganske uden Hjerte. Skulde det

være Aand og Talent, Kundskaber eller blot Dyd og gode Sæder, der

bestemte hans Plads ved Verdensdronningens Taffel, saa vilde han ikke

engang komme til at sidde nederst, han vilde ikke engang faa Lov til at

staa paa Trappen og fange Lugten op, man vilde anbringe ham saa langt

borte som muligt i en Baggaard. Da hans Pretensioner nu imidlertid gaar

ud paa ikke blot at være med til Gildet, men at bænkes til Højbords

endogsaa, saa maa han kjøbe denne Ret paa anden Viis. Han er saa heldig,

at de Valeurer, han kan byde som Betaling, i vore Dage har naaet en Kurs,

der er svimlende høj.

Fra det moderne Frankrig · 第 19 / 27 段