Simpelhed. Man finder i de fem, sex jævnt store Sale, i hvilke Mme. Adam
samler sine Gjæster, Intet af den moderne parisiske Luxus. Hele Hotellets
Indretning er holdt i en borgerlig, noget gammeldags Stil, der er ingen
skrammererede Lakajer, Betjeningen besørges af Tjenestepiger i sorte
Merinoskjoler, der bydes The rundt og holdes hverken Beværtningsbuffet
eller Vestiaire, hvor man faaer Nummer paa sit Tøj og betaler dets
Opbevaring med en halv Franc. Allerede disse ydre Smaating hjælper paa
Hyggen. Selv naar Gjæsterne hober sig sammen i hundredevis, beholder man
Indtrykket af at være i et Hjem. Heller ikke de banale Koncertsoiréer
existerer. Coquelin'erne siger en Monolog engang imellem; Bornier,
Silvestre, Richepin eller andre Poeter læser deres Digte op; naar der er
fremragende Virtuoser eller Sangerinder mellem Gjæsterne, improviseres
der ogsaa af og til et lille musikalsk Intermezzo, men Paris's Stjerner
lejes ikke, som det er Mode hos Finans- og Amerikanermillionærerne, for
to, tre tusind Francs til at forvandle Salonen til en formelig
Forestillingssal. De rent litterære Soiréer, der er Mme. Adams
Specialitet, er en helt anden Sag. Digteren giver ved dem hendes Gjæster
en Primeur af sit nye Værk og søger en Elitekreds's Dom om det, før han
sender det ud til det store Publikum. Derouléde har paa den Maade læst
sin Moabit, Aicard sin fortræffelige franske Gjengivelse af Othello hos
hende, hun selv har budt sine Gjæster Premieren af forskjellige af sine
Arbejder, og "Tout Paris" har med Rette betragtet disse Aftener som
Sæsonbegivenheder. Til dem indbydes der kun Herrer. Hun selv samt de to
bekjendte Forfatterinder Henry Gréville og Claude Vignon repræsenterer
alene det smukke Kjøn, Derimod træffer man ved hendes sædvanlige
Onsdagssammenkomster en talrig Kreds af Damer. Det er _le vrai monde_, og
den Part af den til og med, i hvilken der findes ikke blot
diamantoversaaede Fruer, men tillige unge Frøkener. Derfor sluttes der i
Regelen ogsaa med en improviseret Dands, der varer til Morgenstunden, og
som er højst animeret. Flere Gange i Vinterens Løb samles desuden alle
Husets Venner til større Fester, stiliserede Kostumeballer og Sligt. Mme.
Adam kan være _grande mondaine_ som ingen Anden.
Ved Siden af alt det har hun sin _Nouvelle Revue_, en Konkurrent til
eller rettere en Afløser af _Revue des deux mondes_. Buloz's gamle
Tidsskrift har endnu Kurs i Udlandet, tildels ogsaa i Provindserne. Men
for det moderne Paris er det altfor gammeldags, der læser kun Faa det
længer. Mme. Adams har indtaget dets Plads. Den samme Kreds, hun som
Værtinde samler i sin Salon, samler hun som Udgiverinde og Redaktør i
Revuen. Hun dirigerer selv Alt, hvad der vedrører den. Hun læser de
indsendte Artikler igjennem og sender Forfatterne Breve med motiverede
Forslag til Rettelser, hun udfinder Æmnerne, som hun ønsker behandlede
og, hvad der er vanskeligere, de Folk, som kan behandle dem, hun skriver
endogsaa selv Oversigten over den inden- og udenlandske Politik.
Ondskabsfulde Tunger paastaar, at hun altid har Halvmørke i sine Saloner
for at skjule, at hun sminker sig. De gjør hende Uret. Er der en Hensigt
i denne dæmpede Belysning, saa er det at skjule Øjnenes Træthed og
Overanstrengthed efter Nattearbejdet. Ogsaa i sin uendelige
Virksomhedstrang og Virksomhedsevne er hun en Type paa den unge
Generation, hun samler omkring sig; ikke mindst i saa Henseende fortjener
hun at staa som en Pariserinde _en évidence._
En Aften hos Victor Hugo.
Frankrig har ikke, som man til daglig Brug troer, for Tiden kun eet
Overhoved. Det har to ligesom Japan, et verdsligt og et aandeligt. Det
verdslige fører Titel af Republikens Præsident og troner i Palais de
l'Élysée, det aandelige hedder _le grand Maitre_ og har sit Tempel i
Avenue d'Eylau. Af disse Landets to øverste Stillinger kan der ikke være
nogen Tvivl om, hvilken der er den betydeligste. Præsidentskabet varer
kun et kort, begrændset Aaremaal, og selv indenfor det er det ingenlunde
absolut sikkret. Grand-Maître Værdigheden derimod er given for Livstid,
og ogsaa i Tilfælde af, at Titulaturens Indehaver skulde afgaa ved Døden
ophører den kun for at ombyttes med en patriotisk Helgens endnu mere
opløftede Position. Præsidenten maa omgive sig med et Ministerium, der
"har Landets Tillid"; _le grand Maître_ vælger selv sine Ypperstepræster,
uden at spørge nogen Opinion tilraads, og de forretter Tjenesten i hans
Tempel uden at være ansvarlige for Andre end ham selv. Præsidenten har
Modstandere, der gjør ham Livet surt, _le grand Maître_ hyldes af alle
Partier. Fra den rødeste Radikale til den hvideste Legitimist bøjer
enhver Franskmand sig anerkjendende for Victor Hugo. Han er for dem ikke
nogen Samtidig længer, hvis Gjerning kan være underkastet Kritik, de seer
i ham selve Personifikationen af deres Lands Geni i det nittende
Aarhundrede, en endnu levende Ahne for det hele moderne
intellektuelle Frankrig.
Med ærbødig Beundring vender de da Blikket mod Templet i Avenue d'Eylau.
Her er det, at _le grand Maître_ sidder i hellig Majestæt, grundende over
Tilværelsesgaadernes sidste Hemmeligheder, og herfra er det, han udsteder
sine dybe Profetier om Verdensfredens og Folkebroderskabets kommende
Vidundere. Han grunder Dagen igjennem og nedskriver paa store Folioblade
i Runer, som kun de Indviede forstaar at tyde, de Aabenbaringer, der
viser sig for ham. Enkelte af disse Aabenbaringer bringes strax til
Verdens Kundskab, men Pluraliteten opbevares i Templets Allerhelligste,
det vil sige i _le grand Maître's_ Skrivebordsskuffe, indtil en værdigere
Efterslægt kan ansees moden for dem. Da det vides, at disse Templets
skjulte Skatte saa godt som alle er i dramatisk Form, gjør stundom en
ulykkelig Theaterdirektør, der ikke kan drage Publikum til sit Hus,
Forsøg paa at faa en af dem udleveret. Men det er altid forgjæves. Det
gaar med disse beaandede Folioblade som med den sjeldne, sekelgamle Vin,
der kun maa udskjænkes draabevis til Syge og Lidende. Hele Dagen lukker
_le grand Maître_ sig inde med sit Geni. Men naar Aftendæmringen begynder
at sænke sig, drejer Templets hemmelighedsfulde Port sig lydløst paa sine
Hængsler, og de Troendes Skarer indfinder sig til Tilbedelse, først
Præsterne og siden de mere Profane.
Som ægte demokratisk Helgen indskrænker _le grand Maître_ sig ikke til at
modtage de Andægtige een Gang ugentlig. Hans Tempel er tilgængeligt hver
Aften, og Adgangen staar aaben for Enhver, der kommer i Ledsagelse af en
Troende samt forsynet med et almindeligt menneskeligt Visitkort. Der
bankes tre Gange med en middelalderlig Dørhammer, og en sortklædt
Kvindeskikkelse med krusstrimlet Kappe og en Lygte i Haanden viser sig
derpaa efter et Kvarters Forløb med en stor Jernnøgle, som aabner
Indgangen til Templets Forhal. Man afleverer sit og den medfølgende
Troendes Visitkort; den sortklædte Kvindeskikkelse forsvinder med dem og
kommer efter et andet Kvarters Forløb atter tilbage, denne Gang for at
drage et tungt Fløjlstæppe tilside og aabne en ny Dør. Man træder ind og
befinder sig i selve Templet.
Det er et lille, aflangt Rum, med alle Vægge betrukne med Rødt. I
Hjørnerne brænder med mat, mystisk Lys nogle faa Lampetter; det stærkeste
Skjær kommer fra den monumentale Kamins Flammer. Fra denne Kamin Salens
Længde nedad udgaar en dobbelt Række røde Lænestole, hvidlakerede i
Ryggen og rigt forgyldte. Spredte omkring paa disse Stole sidder de
Ventende, den kvindelige Part af dem tilhøjre, den mandlige tilvenstre,
alle tavse, smittede af Stedets Aand, ligesom _le grand Maître_ selv
grundende over Tilværelsesgaaderne. De løfter Blikket et Sekund, naar
Portièrerne for Indgangsdøren glider tilside og en Novice træder ind, men
kun et Sekund, saa synker de atter tilbage i den dybe Grunden. Fra det
helligere Rum paa den anden Side det mørke Kabinet, der støder op til den
røde Sal, lyder i den store Stilhed en fjern Klirren som af Knive og
Gafler, der bevæges mod Tallerkener. Man lytter andægtig; det er _le
grand Maître_ selv, der med sine mere Udvalgte hengiver sig til
Bordets Glæder.
Portièrerne glider tilside den ene Gang efter den anden, Stolene fyldes
lidt efter lidt, der gaar et Kvarter og endnu et. Saa slaar Uhret inde i
det mørke Kabinet langsomt sine ti Slag. Pigen med den krusstrimlede
Kappe viser sig og tænder den store Lysekrone under Loftet. Et Kvarter
endnu, saa aabnes virkelig ogsaa Døren paa den anden Side af det mørke
Rum, man hører Stole blive skudte tilside, et festligt Lysskjær kommer
derinde langt borte fra. Alle de Andægtige rejser sig.
Langsomt, alvorlig, værdig, som det sømmer sig en _grand Maître,_ skrider
Victor Hugo ind i Salen. Han har under Armen første Ypperstepræstinde,
Mme. Juliette, der har fulgt ham gjennem alle Landflygtigheder. Bagefter
følger parvis de Udvalgte, i Reglen dog aldrig mere end ti i det Hele,
det Antal, som daglig indbydes til _le grand Maître's_ Bord. Processionen
vandrer tavst op gjennem de tavse Rækker. Helgenen tager Plads foran den
mystisk flammende Kamin, Mme. Juliette sætter sig paa Stolen tilhøjre
nærmest ved ham. Hun giver samtidig et Vink til Kvinderne, og ogsaa de
sætter sig, alle paa samme Side som hun, nærmere eller fjernere, alt
efter deres Anciennetet. Paa Mandfolkesiden derimod bliver Alle staaende
oprejste som _le grand Maître_ selv.
[Illustration: Victor Hugos salon.]
Han begynder at tale. Alles Ansigter er spændte, Ingen vil slippe et
Bogstav, en Betoning af den Stores Ord. Men selv for den Nederste i
Rækken er det heller ikke svært at høre Alt, _le grand Maître_ taler
langsomt som en Mand, der veed, at det er Guld og Diamanter, der udgaar
fra hans Mund. Han taler altid om ophøjede Ting, det behøver ikke at
siges. De to, tre Nærmeste paa Mandfolkesiden giver Stikreplikkerne i
Form af korte Spørgsmaal til lange Svar. Da Mesteren er ved at gaa ind i
de Firs, følger det af sig selv, at Udødelighedsspørgsmaalet er et Thema,
der behandles med en vis Fortrinsret. De Troende er ofte Tvivlere i det
Kapitel. Men _le grand Maître_ selv tror. Det kunde synes at maatte give
Anledning til en Divergens, der ikke ret vilde stemme med Stedets
Karakter. Det er imidlertid ikke saaledes; der kommer et Kompromis
istand, som tilfredsstiller alle Parter, baade Mesteren og de Andre. At
hans Sjæl er udødelig i enhver Forstand, og at den fra Graven, vil
opstige paa Englevinger til Himlen, indrømmes fra den ene Side som noget
Selvfølgeligt, men det indrømmes saa samtidig fra den anden, at dette
muligvis kun er en Undtagelse, og at der maa gjøres en Forskjel paa, hvad
der gjælder for almindelige Dødelige og for en _grand Maître_ som
Victor Hugo.
De offentlige Gudstjenester ligner alle hinanden; Spørgsmaal som det
nævnte drøftes i dem alle. Efter en halv Times Forløb holder en Troende,
der aspirerer til Præsteværdigheden, en kort Lovtale til _le grand
Maître_, der hører paa den med den ene Haand paa Brystet, den anden af og
til naadig takkende, samt med et permanent Smil udbredt mellem det korte,
strittende, hvide Haar og det isgraa Skjæg. Naar Lovtalen er til Ende,
rejser Mme. Juliette sig, og alle de Andægtige paa Kvindesiden gjør det
Samme. _Le grand Maître_ bevæger sig nogle Skridt fremad og stiller sig
midt i Salen. Parvis, een fra Mandfolkesiden og een fra Kvindesiden,
vandrer de Troende forbi ham og udstrækker Haanden, medens Læberne mumler
Formularer, af hvilke kun Ordene _Cher Maître_ er hørlige. _Cher Maître_
trykker de fremstrakte Hænder, Uhret inde i det mørke Kabinet slaar
langsomt elleve Slag, Portièrerne glider tilside, Udgangsdøren aabnes og
bliver staaende aaben, Receptionen er tilende.
Saaledes gaar det Aften efter Aften, og man har Lov til at komme igjen
saa tidt man lyster. Det bør dog udtrykkelig tilføjes, at den aandelige
Vederkvægelse er den eneste, _le grand Maître_ byder sine Gjæster. En
Buffet som i almindelige Dødeliges Saloner vilde tage Gudstjenestepræget
bort; her kan der fornuftigvis kun være Tale om Offergaver, bragte af de
Troende. Saadanne ydes da ogsaa hyppigt. Viktualier har man, saavidt
vides, endnu ikke tænkt paa at frembære; _le grand Maître_ er flere Gange
Millionær og har Raad til at anskaffe sig selv, hvad han behøver. Men
derimod hengaar der ikke nogen Aften, uden at hans Lofter forøges med
større eller mindre Samlinger af Samtidiges Aandsprodukter. Naar en lille
engelsk Miss har faaet en halv Spalte optaget i et Penningmagasin, iler
hun strax til Templet i Avenue d'Eylau og nedlægger et Mæcenatexemplar
paa _le grand Maître's_ Kaminalter. Af Alt, hvad der trykkes i Frankrig,
har han snart sit reglementerede Friexemplar ligesom
Nationalbibliotheket. Alene hans Samling af Foreningstidsskrifter og
Aarsbulletiner er skrækindjagende. Saasnart ti Mennesker i Frankrig
danner et Selskab, ligegyldigt i hvad Øjemed, er deres første Skridt at
gjøre Victor Hugo til Skytspatron, anmode ham om at overtage
Ærespræsidiet, som det hedder paa moderne Fransk.
Naturligvis er der ogsaa Franskmænd, som har Øjet aabent for det
Overdrevne og dermed Komiske i denne afguderiske Hyldest af den gamle
Digter. Men de tier; de veed, at deres opponerende Røster vilde blive
knuste under et milliontunget Indignationsskrig. Victor Hugo er
ukrænkelig; at røre ved hans Ry er en Formastelse i Slægt med
Landsforræderi. Nu, at han tæller mellem Frankrigs Største, falder jo
heller Ingen paa at nægte. Han har pustet nyt Liv i den franske Poesi paa
et Tidspunkt, da den var i Færd med at dø, og han har siden da fyldt sit
Aarhundrede med Værker, hvis Værd muligvis vil mindskes folde kommende
Generationer, men som for det moderne Frankrig har havt en Betydning, der
er uhyre. Han har lidt, og man byder ham nu Erstatning derfor. Det har
ogsaa sin smukke Side. Det seer selv Skeptikerne mellem hans Landsmænd,
og de finder det da ikke blot unyttigt, men tildels usømmeligt ogsaa at
lade nogen Mislyd skurre ind i Lovsangene til _le grand Maître's_ Ære.
Han er en _ancétre_, siger han selv. Hos store Forfædre glemmer man de
smaa menneskelige Skrøbeligheder og bøjer sig ærbødigt for det Store, de
har udrettet. Det er Forklaringen paa Victor Hugo-Dyrkelsen.
[Illustration: Victor Hugo]
Hos Sarah Bernhardt.
Langt fra den støjende Part af Paris, i Avenue de Villiers, en rolig,
træbeplantet Gade i det nye Monceauxkvarter, ligger der paa et Hjørne et
indtagende lille Hotel. De røde Murstens à-la-Grecqueborter, Efeuen
omkring Vinduesnicherne, de bredbladede Planter paa Balkonerne bryder det
banale Husvirvar og fængsler Øjet. Over Porten kigger man ind til en
pladskende Fontæne i Blomsterbusket, en Gruppe høje Popler foran Façaden
giver Krogen et Præg af douce, stille Fornemhed. En Kunstnerbolig gjør
Hotellet Indtryk af, og Indtrykket er rigtigt. Det er maaske endogsaa det
mest udprægede Kunstnerhjem, der existerer. Sarah Bernhardt har kjøbt
det, da hun dukkede op som Stjerne paa den parisiske Theaterhimmel, og
hun har offret en god Part af de mange Tusinder, hendes Talent har
indbragt hende, paa at arrangere det efter sit eget Hoved.
Strax naar man har passeret hendes to kjælentdovne Mynder, der holder
Vagt paa Havetrappen, og Indgangsdøren aabnes, føler man, at det er en
aparte Atmosfære, man kommer ind i. En stor, høj Forhal med mystisk Lys,
orientalske Tæpper, Vaabendekorationer, lange Palmeblade over Malerier,
paa hvilke kun enkelte fantastiske Figurer dukker frem i Halvmørket, et
Kaos af de mest besynderlige Sager. Kun een Ting seer man tydelig, fordi
Dagslyset fra den aabne Dør falder lige derpaa: et Slags indisk Bærestol,
hvori sidder en grinende, mumieagtig Voxfigur med en udstoppet Abekat i
Armen. Dyret er anbragt i en Stilling, som det var paa Spring fremad, de
store, sorte Glasøjne stirrer En imøde, som var de levende, den lange
Forpote strækker sig ud gjennem Bærestolen og aabner Haanden som
til Goddag.
Mellem de trofæbærende Piller glider et gult kinesisk Silkeforhæng
tilside, en ny Dør aabner sig, og man staar i Sarah Bernhardts
Modtagelsessalon, det vil sige i en Blanding af Vinterhave, Menageri,
Museum, Vaabenkammer, Maler- og Billedhuggeratelier, orientalsk
Divanshal, moderne Dagligstue, og Gud veed hvad. Det er det
besynderligste Beboelsesrum, nogen Hjerne har kunnet udspekulere, fyldt
med mærkværdige Sager fra alle Verdens Hjørner og Kanter. Skjøndt over de
Tredive har Sarah Bernhardt nemlig endnu stadig de samme tusinde,
hinanden jagende Interesser, som man undertiden finder hos unge,
aandslivlige Mennesker, hvis Udvikling endnu ikke er kommen ind i noget
bestemt Spor, og som derfor strax er rede til at passionere sig for Alt,
hvad der mellem Himmel og Jord er Interesse værd. Denne Ejendommelighed
er maaske just det Centrale i hendes Væsen. Det er den, der gjør hende
paa samme Tid til Skuespillerinde, Malerinde, Billedhuggerinde og
Forfatterinde, den hidser hende saaledes ind i permanent Feber, at hun
synker komplet sammen, naar der indtræder et Øjebliks Ro, den forklarer
og undskylder hendes Extravagancer. Jeg kjender ikke noget Menneske, der
i den Grad er den personificerede Nervøsitet. Selv naar hun sidder stille
og taler med En, jager hendes Ord, hendes Tanker, hendes Indfald saaledes
hinanden, at man har en Fornemmelse, som man foer afsted med Iltog.
Indretningen af hendes Hjem er saare karakteristisk for denne uafbrudte
nervøse Uro, disse tusinde extravagante Passioner. "Jeg vilde helst rejse
altid," sagde hun engang til mig, "fare omkring fra den ene Ende af
Verden til den anden. Der er Ingenting, der trætter mig undtagen Ro." Her
i hendes Atelier kan hendes Øjne i hvert Fald fare om mellem Gjenstande
fra alle Verdens Kanter, og hun har Fantasi nok til selv i Tankerne at
kunne følge med.
Modtagelsesværelset har hele det treetages Huses Højde. Lyset falder ind
gjennem et enkelt stort Vindu, der næsten naaer fra Gulv til Loft, men
som permanent er dækket af et blaahvidt Forhæng, der dæmper Skjæret.
Tilhøjre er der, i Halvmørke, en middelalderlig Trappe med Svalegang,
indenfor hvilken ligger Kunstnerindens Sove-, Toilet- og Badeværelser;
under denne Svalegang Døren til Spisestuen, skjult af silkebroderede
indiske Tæpper. Ned over Trappegelænderet hænger, som tilfældig
henkastet, et i Størrelse enestaaende Stykke solgult kinesisk Silketøj;
men det hænger der altid, det draperer, dets Indtryk af varm, beboet
Nonchalence er beregnet med ægte kunstnerisk Sands.
[Illustration: I Sarah Bernhardts Modtagelsesatelier.]
Tilvenstre er den monumentale Kamin, omrammet af udskaaret Egetræ og
flankeret af Broncestativer til Blomster, antikke Skulpturer og antikt
Porcellæn, lutter Sager, af hvilke hver enkelt repræsenterer store
Summer. Paa Kamingesimsen staar der i omtrent naturlig Størrelse--man kan
deraf danne sig en Forestilling om Rummets Dimensioner--en forgyldt
Broncetiger paa Spring, og over denne hænger Sarah Bernhardts Portræt,
malet af Clairin, den unge Maler, som i sin Tid gjorde alle hendes
Ballonfarter med og illustrerede hendes Fortællinger derfra. Billedet
viser hende støttet af en Mængde Puder, i halvt liggende, halvt siddende
Stilling paa Divanen ved Siden af Kaminen.
Denne Divan, eller hvad man skal kalde dette Møbel, er ægte Sarah
Bernhardtsk. Ovenpaa et stort Silkepolsters Underlag, der indtager hele
Hjørnet mellem Kaminen og den ene Sidevæg, ligger i vild Forvirring en
Uendelighed af Puder af kostbare Stoffer med indvævede Guld- og
Sølvbroderier. Naar Sarah Bernhardt i sin hvide Silkekjole med det lange
Slæb drukner mellem disse Puder og halvt forsvinder i det dæmpede Lys,
som falder ind i Krogen, er der over dette Væsen med de slanke, næsten
gjennemsigtige Former, det fine, drømmende Ansigt og det viltre, som af
Solblink gjennemfarne Haar noget ejendommelig Dorésk, der gjør en ganske
aparte Virkning.
Divanskrogen er Sarahs Yndlingsplads. Her ligger hun næsten altid, naar
hun et Øjeblik har sluppet sine mangehaande Beskjæftigelser for at
passiare lidt med Vennerne og Beundrerne, der strømmer til hendes Hotel.
Der kommer mange af dem, og virkelige Venner er sikkert de Fleste. Thi
ligesaa fortryllende og elskværdig en Værtinde Sarah er for dem, hun
føler sig knyttet til ved gjensidig Sympathi, ligesaa stor en Evne har
hun til at holde den banale Hob af Nysgjerrige tre Skridt fra Livet.
Claude, hendes mangeaarige Kammertjener, er godt instrueret. Forhængene
til Helligdommen glider kun til Side for dem, som han veed er velsete
derinde i Kunstnerkredsen. Graden af Intimitet er der en anden Maalestok
for. De almindelige Dødelige faaer en Stol ved Siden af Divanen, men de
rigtig gamle og gode Venner rykker hun tilside for, saa der bliver en
Plads for dem paa selve denne.
Alt i Atelieret er beregnet paa at ses fra dette fantastiske Leje, og Alt
er arrangeret med udsøgt Smag. I denne Mylr af heterogene Sager findes
ingen meningsløse Sammenstillinger eller uskjønne Farvevirkninger, Alt
passer sammen. Og hvad findes der saa ikke i dette Rum! Store japanesiske
Kummer, hvorfra Palmer og exotiske Planter skyder op, i hvis Grene der
hænger udstoppede Aber; halvfuldendte Buster skjulte mellem Bregner og
paabegyndte Malerier, som dækkes af indiske Shawler; Tigerskind udspændte
paa Væggen mellem kinesiske Træbilleder; Marmorbuster og fantastiske Dyr
i Bronce, omgivne af Paafuglehaler; Guitarer, Dolke, Pistoler, Landser og
Alverdens forunderligste Vaaben hængende, liggende og staaende overalt;
Trommer tagne fra de Vilde i Nykaledonien og skinnende Varmebækkener af
Messing fra de ældste mauriske Tider; afrikanske Fjerbælter, der engang
har været glade sorte Naturbørns eneste Klædedragt, og som nu hænger
skjødesløst kastede om Halsen paa en eller anden udstoppet Papegøje;
Dødningehoveder grinende fra Egetræspanelet over Svalegangen,
Porcellænssager, Antikviteter og broget Nips paa Konsoller,
Bogskabsgesimser og udskaarne Skabe; Menneske- og Dyrskeletter i Krogene;
udstoppede Slanger, der snor sig om Fortepianobenene, og Dødningehænder,
der stikker op mellem Strengene; Emaille- og Mosaikarbejder i Bunke inde
i et eller andet antikt Møbel, Smyrnatæpper ovenpaa hinanden, saa Foden
synker dybt ned, kort sagt, Luxus, Kunst og Excentricitet i den
forunderligste Blanding, et Musæum, som man kan studere Uger igjennem
uden at blive færdig med, men paa samme Tid en Kunstners Arbejdsværelse,
hvor man snart befinder sig vel og hjemligt. Det er tillige et
Skatkammer, rigt som en østerlandsk Fyrstes. Det er ikke blot Sager som
Saint-Marceaux's Harlekin, en af den moderne Billedhuggerkunsts
skjønneste Frembringelser, hvori der gjemmes Kapitaler; Alt har Værd her,
lige til Trommen henne i Krogen, paa hvis Skind Detaille har malet en
skotsk "Piper". Pennen, hvormed hun skriver, er en Strudsfjer af sjelden
Skjønhed, og Brevpresseren, som hun lægger ovenpaa sine smaa Billetter,
en Emailleslange, besat med Ædelsten. Hendes Atelier har slugt
Broderparten af de kolossale Summer, hun har fortjent ved sit Talent, og
naar hun længe har været ikke blot fattig, men i Gjæld næsten til op over
begge Ørene, saa er ogsaa det væsentlig Skyld deri.
Efter den amerikanske Rejse er denne Gjæld imidlertid kommen ud af
Verden. Millionen, som Yankeerne offrede hende, gik i de franske
Kreditorer. De var saa graadige, at de tog næsten den hele. Lidt blev der
dog tilovers, og Sarah vil nu spare, fortæller hun stadig sine Venner,
for engang at kunne realisere sin Yndlingsdrøm. Den er ikke saa ilde,
denne Yndlingsdrøm: et stort Herresæde som Adelina Pattis i Skotland, kun
beliggende paa fransk Grund; det forstaar sig af sig selv. Sarah
Bernhardt er ikke blot fransk i Skind og Ben, hun er den mest inkarnerede
Pariserinde i hele Paris, og det er et stort Spørgsmaal, om hun i Længden
vilde kunne trives paa sit Herresæde, selv om det var nok saa
tusind-og-en-Natagtigt. Allerede nu har hun en lille Villa i
Saint-Adrosse ved Normandiets Kyst, hvor hun ligger paa Landet om
Sommeren. Men hver anden Dag er hun i Paris. Hotellet i Avenue de
Villiers kan hun ikke undvære. Stadig er der ganske vist en eller anden
Statue, som skal være færdig, og som faaer Skyld for Parisertouren.
Sandheden er dog nok alligevel den, at der kun er een Luft, i hvilken hun
rigtigt kan leve, den, der er Blod af hendes Blod, Nerver af hendes
Nerver--kort sagt, Parises Luft.