selvmedbragte Madkurve og Græsplæner som Spiseborde seer Pariserne
undertiden en Nødvendighed, men aldrig nogen Poesi. De vil leve højt,
naar de er paa Landtour, og de forlanger en Diner, som der er Stil i.
Flasker med Støv paa og i Kurv har Vorherre skabt for Poularder fra Mans,
og selv de ganske smaa Seinebredsrestaurationer skiller dem ikke ad. Men
den Slags Flasker--og en lille, stiliseret Middag under Tonnellen i det
Hele taget--har sjeldne Gaver til at sætte Kronen paa, hvad en Dag i Sol
og Sommerluft har bygget op. Naar Markedsfestens Karusseller og
Udraabertrompeter--der er nemlig bestandig en Markedsfest i umiddelbar
Nærhed--ovenpaa Døsigheden i de lumreste Eftermiddagstimer atter henimod
Aften lader deres Musik skingre for fuldt Orkester, saa er ogsaa
Seinebredsgjæsterne tilstrækkelig animerede til med fuldtaabne Arme at
tage imod denne Musiks Invitation. Mirlitonfløjten bliver sat i Aktivitet
af tusinde Struber, og under dens Akkompagnement marcherer man til
Festen. Dandseestrader, Forevisningstelte, Karusseller, Gynger,
Skydebaner og Somnambulevogne oversvømmes af støjende Skarer. Larmen
stiger og stiger, kun de store Parktræer staar stille og forbausede og
seer ned paa dette tumlende Virvar. Den hele Nat igjennem faaer de ikke
Ro til at slumre ind. Der er kun een Allieret, der kan komme dem til
Undsætning og skaffe dem Ro: "Ouragan"'en, Tordenskyllen, der aabner
Himlens Sluser og jager Landtourpublikummet hjem og i Seng. Men den
forbarmer sig ikke saa sjeldent over de stakkels Træer. Den hører næsten
uundgaaeligt med til en parisisk Sommersøndag. Man er saa vant til at faa
den som Slutning paa Plaseren, at ingen nogenlunde forsigtig Familie gjør
sit _partie de campagne_, uden at hvert Medlem af Selskabet er forsynet
med Paraplui. Og selv Ouragan'en hjælper saa med til Fornøjelsen. Den
giver Festdagen en Ende med Eclat. Éclat er der tilgavns i en ægte
parisisk Sommerskylle. Det er ikke Regn, den kommer med, det er Vandfald,
Saa overgivent kaadt vælter den sine Strømme ned over Stimen, der klumper
sig sammen og trækker til Jernbanestationen under eet sammenhængende
Parapluitag, at det er umuligt at blive fornærmet over den. Man vælger da
det Fornuftige, man morer sig, man leer himmelhøjt over hinandens
Gjenvordigheder, og Landtouren slutter med et Virvar, et Spektakel, et
Humør uden Lige.
Saaledes seer Parisernes Sommerudflugter ud næsten allesammen. Skovtoure
kjender de saa at sige ikke. En Times Jernbanefart fra Byen har de
Fontainebleauskoven med dens aarhundredgamle Kæmpeege, dens
vildtromantiske Klippekløfter, dens Søer og Vandfald, en af de største og
en af de skjønneste Skove i Europa. Men den frister dem ikke. Forvilder
de sig en enkelt Gang derud, naaer de under alle Betingelser ikke længer
end til Karussellerne ved Fronsardkløfterne lige i Udkanten af den. Endog
Skoven ved Saint-Germain, der ikke ligger længere fra Paris end Dyrehaven
fra Kjøbenhavn, er saare sparsomt besøgt. Gjennem dens prægtige Alleer
ruller Herskabsvogne i Mængde, men Folkeliv er der ikke. Man kan af og
til paa en af de aabne, med alenhøjt Græs bevoxede Pletter træffe et
Selskab, der holder Skovtour paa nordisk Vis med Madkurv og selve Jorden
til Bord, eller inde i Skovtykningen, paa Skrænten ved en lille Bæk,
nogle Grupper unge Folk, der giver Fuglesangen Akkompagnement. Men man
kan saa ogsaa være sikker paa, at de Første er meer eller mindre
beslægtede med den adstadigere gifte Kunstnerverden, og at de Sidste for
højst en Uge siden er indtraadte i den lykkelige Livsperiode, da de
synger med Digteren:
Rien ne rime comme deux lèvres,
Les plus doux vers sont les
baisers.
Foruden Seinebredderne er der kun ganske enkelte Steder, der er virkeligt
_en vogue_. Det mest populære er Sceaux. Der er her ingen Flod, men der
er "Robinson". Sceaux's Robinson har en umaadelig høj Stjerne saavel hos
Pariser-Bourgeois'en som først og fremmest hos den parisiske Student og
"Studentinde". I hvilket Slægtskabsforhold Stedet staar til Eneboeren paa
den øde Ø melder Historien Ingenting om. Hans Portræt i Legemsstørrelse
findes over Indgangen til Beværtningshaven, Lysthusene er anbragte i
Træerne og dækkede med spidsbuede brune Straatag af den Slags, som man
seer paa Billederne i Campes Bog. Parisernes Fantasi har ikke Mere behov,
Barndomsminderne tager dem strax fangen, og de morer sig som Børn i disse
Lysthuse. Enkelte af dem har man endogsaa bygget helt i Toppen af gamle
halvhundrede Fod høje Træer. En lang Vindeltrappe slynger sig op om
Stammen, og øverst oppe i Kronen, med Udsigt lige til Paris, staar da
Bordet, om hvilket et Selskab paa en halv Snes Personer kan spise til
Middag. Maden hejses op i Kurve, Bestillingerne gjøres gjennem Raaber,
det er højst originalt. Værten er bleven Millionær ved det Indfald, og
den lille Banlieueby et Søndagsvalfartssted af de allermest besøgte. Den
har sin egen Jernbane, en uhyre kuriøs diminutiv en, der snoer sig som en
Snog ind mellem Hegn og Haver, løber rundt om Blomsterbede og bider sig
selv i Halen. Den har ogsaa sin egen Sport, Søndagsrytteriet paa Heste og
Æsler. Det er ikke de ædleste Exemplarer eller de mest rapfodede Gangere.
Men Ungdommen paa Ryggen af dem elektriserer. I den vildeste Galop gaar
det afsted gjennem Skoven; En bliver liggende i Grøfterne derude, hver
anden Amazone kommer hjem uden Hat, med vildt flagrende Haar og
sønderreven Kjole. Men hvad gjør det! Det løste Haar klæder godt, og til
en ny Kjole bliver der sagtens Raad, før man skal i Skoven næste Gang. En
skummende Tisane i Robinsonteltet kjøler de hede Kinder, men holder
Temperaturen i det hede Blod. Fra Trætoppen seer man Solen lægge
Aftenglands over Skoven, og naar Skyggerne stiger, vandrer man ned og
plukker Roser og Kys i Haven underneden. Men mest det sidste; det er den
Slags Romantik, som Pariserne bedst forstaar.
Det eneste Sommerudflugtssted, som lokker ved ren Romantik, er Enghien.
Men det har derfor ogsaa sit Publikum i en Sfære, der ligger over de
populære Lag. Bredderne af dets fortryllende Sø er krandsede med Villaer,
hvis Ejere er store Financierer, som tæller Rentekapitalen i Millioner,
og Søndagsgjæsterne paa denne Sø holder ikke deres Indtog til Musik af
Mirliton'er og Kanotierhurlumhej. De glider sagte omkring mellem de
sejlende Svaner, mellem Aakandekrat og drømmende Blomsterøer. Fra en
stille Krog, hvor Hængepilen bygger Løvkuppel over Søspejlet, kaster de
Fiskesnøren ud i det grønne Vand, eller de vugger sig, naar Solen daler
ned bag Montmorencys Høje ud paa et Tæppe af Purpur og Guld og driver og
drømmer og synger Serenader omkap med Sangerne derinde i Villaernes
Fehaver. Det er et douce Publikum, som man i Parisertrængselen ellers kun
seer lidt til, væsentlig rekruteret fra den Part af _le monde_, som
hverken har _le grand monde's_ Præsentationsmidler eller
Præsentationstrang, Embedsmænd med unge Døttre uden Toiletter og uden
Sminke, beskedne Artister, Folk, der lufter sig ud fra Studerestuer og
Bibliotheker. Hele Dagen igjennem har Enghien kun grumme lidt af
Banlieuekarakteren. Men naar Aftenen kommer, stikker den Hovedet frem.
Der er ingen Karusseller, men der er _Jardin des roses_ med dens
Spillekottage, dens Sommertheater, dens Promenadekoncerter og dens
Kokotter. Det er Seinebredsmorskaben om igjen, blot i en lidt finere og
en lidt mindre morsom Forklædning. Vil man til ren Natur, skal man ud
over det milebrede Sommerparis. Saa langt Banlieuen naaer, slæber
Pariserne Verdensvirvarret med sig. Men paa den anden Side Banlieuen
kommer hverken det eller de selv. Der, ved Fontainebleau, ved Chantilly,
ved Compiègne, hvor man vil, ligger de store Skove og hyller sig i
uberørt, jomfruelig Ensomhed. Der er der Naturfred og Naturstilhed saa
meget man lyster.
[Illustration: Ved Seinebredden.]
[Illustration: Jean Aicard læser "Othello" højt hos Mme Adam.]
PARISERE EN ÉVIDENCE.
Mme. Adam's Salon.
Parisersalonerne har gjennem Aarhundreder spillet en uhyre Rolle. Fra
Hotel Rambouillets Tid hele det gamle Kongedømme til Ende var disse smaa
toneangivende Selskabscentrer i Virkeligheden Frankrigs Hjerte. Der
dirigeredes med souveræn Magtfuldkommenhed Smag og Mode, der dikteredes
Moralens Love, der styredes endogsaa med fine, umærkelige Drejninger
Politikens Ror. Revolutionen mejede Hovedet af dem som af alt
aristokratisk Konspirationsvæsen. Men de kom igjen med Kejserdømmet.
Naaede de end aldrig under dette helt op til gammel Glands og Herlighed,
saa var de dog paa gode Veje til det, da den tredie Republik pludselig
holdt sit Indtog og atter vendte op og ned paa det bestaaende Samfund.
Med den gamle Tingenes Orden forsvandt de gamle Saloner. Nye i deres
Billeder er der ikke dukket op i det moderne Frankrig. Hvis der
nogensinde vil gjøre det, vil det i hvert Fald vare en Stund endnu.
Salonens første Livsbetingelse er en Slægt af Patriciere. Det har Paris i
vore Dage ikke. Det har kun Millionens Aristokrati, og det kan pynte sig
op saa straalende det vil, det bliver aldrig Andet end Plebejere
alligevel.
Forsaavidt de gamle Adelsslægter virkelig existerer længer--man hører saa
lidt til dem, at man har Grund til at tvivle derom --er det i hvert Fald
saa godt, som om de ikke existerede. De venter paa deres hvide Faneridder
i Tornerosepalaier, hvor de hviler saa blødt i Spindelvæv og sover en saa
sød Søvn, at det vilde være Synd, om Vorherre ikke blidt lod den glide
over til at blive evig. Men deres Samfundsposition har Ingen taget i Arv.
De politiske Storheder er kun Statens første Mænd i Kraft af deres
Stilling. Det er ikke engang det gamle Bourgeoisi, de er udsprungne fra.
De har næsten alle uden Undtagelse svunget sig op fra aldeles Ingenting,
de er uden selskabelige Forbindelser, og de har endogsaa tidt i deres
Fortid Hindringer for at faa dem. De Kredse, som Ægteskabs-, Familie- og
gamle Venskabsforhold knytter dem til, er langt under dem, til hvilke de
selv er naaet op. Saalænge der ikke er kommen Orden i Alt det, saalænge
der ikke har formet sig nye Slægter, i hvilke det er Tradition at være
Nummer Et, saalænge vil de selskabelige Forhold i Frankrigs Hovedstad
befinde sig i Kaos. Den vil have, hvad den har nu, sit "Tout-Paris", en
Samling af enkelte Personer fra højst forskjelligartede Samfundslag, hvem
Stilling, Talent, Penge eller rene Tilfældigheder for en Stund gjør til
Notabiliteter, som mødes paa Gader og Stræder, i Theatre, ved Fester,
overalt, hvor der er Noget paafærde, og som der skaber Opinionen, men den
vil ikke have noget _société,_ nogen fast sluttet, toneangivende Kreds,
hvis Saloner er Pariserlivets Centrum.
Af alle de Mænd, der har været _en vue_ siden Republikens Indførelse, har
Ingen gjort endog blot Forsøg paa at skabe en Salon i de gamles Mønster.
De har uden Undtagelse indskrænket sig til deres officielle Receptioner,
denne Form for selskabeligt Liv, som den tredie Republik har Æren af at
have opfundet, og som er den kuriøseste, der kan tænkes. Præsidentens
Elyséefester er Modellen. I Stil med hans _Bal-omnibus_ forvandler
Ministre og Soussekretærer, Seine- og Politipræfekt, Kammerets og
Senatets Formænd, hele Rækken af den store Administrations Funktionærer
skiftevis deres Beboelseslejligheder til Fortsættelser af Gaden. Man
udsteder ikke Invitationer, men Billetter som til en anden Revue. Har man
et Koncertprogram at byde paa, der er noget exceptionelt, saa gjør man
sig kostbar, men ellers staar Portene paa vid Gab for Gud og Hvermand,
der vil komme. Man ønsker Intet hellere end at se sine Saloner proppede,
det giver en Air af Popularitet, der i disse for politiske Magthavere saa
usikre Tider ikke er at foragte. Selv kjender man ikke Tiendeparten af
sine Gjæster, og man lærer dem heller aldrig at kjende. Præsentationer
betragtes som overflødige. Publikum indfinder sig uden at sige Goddag,
driver rundt og kiger paa Ansigter som i en Theaterfoyer, træffer maaske
ved et Tilfælde, men et Tilfælde, der kun hænder sjeldent, en og anden
Bekjendt, drikker et Glas Punsch med ham ved Buffeten, og gaar saa igjen
uden at sige Farvel. Det er karavanseraiagtig Stimmel og Tummel, broget
og mylrende nok, men med selskabeligt Liv har Alt det ikke mere at gjøre
end Honningkagemarkedet paa Place du trône. Man har stærkere Fornemmelse
af at være i Selskab udenfor en Kafé paa Boulevard des Italiens end i en
af den officielle Verdens Receptionssale. Publikummet paa Kaféen er
betydeligt mere ensartet end i disse Sale, Samtalen hundrede Procent mere
animeret, den Esprit, der gives ud, tusind Gange saa stor. Der er i hele
det moderne Paris kun een Salon, som uden at plumpe ud i disse
Omnibusfesters Banalitet hæver sig op over at være en ren privat Stue,
med hvis Liv og Tildragelser Offentligheden Intet har at skaffe. Heller
ikke den er de gamle Saloner om igjen, den har væsentlige Karaktermærker,
som er absolut forskjeilige fra dem, men den er dem oversatte i det
Samfund, som nu existerer, og det er det netop, der giver den dens
Interesse. Den er et Centralisationspunkt for Talentsiden af "Tout
Paris", det første Forsøg paa at samle som i et Hovedkvarter alle de
Kombattanter fra højst forskjellige Lejre, som har virkelige Evner og
Kræfter at offre Udviklingen af det nye Frankrig, der er født med den
tredie Republik.
Generalissimus i dette Hovedkvarter er Mme. Edmond Adam, en af de mest
aand- og talentfulde Damer i det nuværende Paris, halvt Descendent af den
store Revolutions Kvinder, halvt af _l'ancien régimes_ Salondamer.
Naturen har ved en Samling af Egenskaber, der kun sjeldent findes
forenede hos en og samme Person, prædestineret hende til den Plads, hun
indtager, og Tilfældet har redebont rakt Haanden til, at hun kom paa sin
rette Hylde. Hun er i Besiddelse først og fremmest af Ungdomskildens
Hemmelighed. Hverken legemligt eller aandeligt synes hun nogensinde at
skulle ældes. Skjøndt hun allerede en Stund har været Bedstemoder, gjør
hun Indtrykket af at være en Dame paa nogle og tyve Aar. Hun er endnu
stadig en _jolie femme_; hendes udtryksfulde, uhyre bevægelige Ansigt,
store, klare, mørkeblaa Øjne, en lille Mund med et ejendommeligt
Barnesmil, rigt kastaniebrunt Haar, blændende hvide Arme og Tænder giver
hende en Charme som de mest Indtagende af hendes Kjøn. Over hele hendes
Person er der et Liv, i hendes Maade at være paa en ungdommelig Fart, som
smitter. Hun er dernæst til Fuldkommenhed fortrolig med Kunsten at være
Værtinde. Selv naar der er Hundreder i hendes Salon, forstaar hun at dele
sig mellem dem allesammen, samle Grupper, hviske et intimt Ord i Øret paa
En, mens hun leer med Andre, drage Folk fra alle Hjørner, og som maaske
aldrig har set hinanden før, ind i en fælles Konversation, sno sig selv
som Islæt ind allevegne, saa at hele Væven kommer til at hænge sammen.
Skjøndt hun ikke blot er æsthetisk producerende, men halvvejs lærd
Forfatterinde, er der ikke noget Øjeblik, hvor hun faaer ringeste Stænk
af Blaastrømpen. Den lette Esprit, hvormed hun fører Samtalen, er de
gamle Saloners Causerie, men hendes Kundskabers Omfang, hendes Dommes
analytiske Klarhed fængsler en Taine, en Renan, en Pasteur ved Siden af
hende alligevel. Dertil er hun en glødende Patriot, en overbevist
Republikanerinde, levende interesseret for alle sociale Fremskridt,
interesseret i det Hele taget for Alt, hvad der hører hendes Tid og dens
Mennesker til, og heller ikke bange for selv at være aktivt handlende ved
Lejligheder, hvor hun kan være det, uden at hendes Ynde som Dame
lider derunder.
Selv med Alt det vilde hun dog i denne Millionens Tidsalder have manglet
en væsentlig Betingelse for at skabe Salon i Paris, hvis Tilfældet ikke
havde været ligesaa gavmildt mod hende som Naturen. Det har gjort hende
hovedrig, og det har derved gjort saavel hende som Republiken en stor
Tjeneste. Datter af en fattig Provindslæge ægtede hun, næsten Barn endnu,
en af sin Faders Kollegaer, der heller ikke havde Synderligt. Ægteskabet
blev ikke lykkeligt, saa lidt lykkeligt, at hun tog bort fra Hjemmet og i
Paris søgte at skabe sig en Existens paa egen Haand ved Hjælp af sit
Talent som Forfatterinde. En Række Noveller, og navnlig forskjellige
fortræffelige, fint malende Landskabsbeskrivelser, som hun udgav under
sit Pigenavn Juliette Lamber, tiltrak sig Opmærksomhed. Hendes personligt
indtagende Egenskaber kom til, hun skaffede sig mange Venner, og alle
Huse aabnede sig for hende. Da hun nogle Aar senere blev Enke, anholdt
den bekjendte Senator Edmond Adam om hendes Haand; hun gjorde paa samme
Tid et absolut Inklinations- og et glimrende Fornuftparti. Den Formue,
dette Giftermaal bragte hende, var ligesaa betydelig som den Position,
det gav hende, Hendes Mand var nær knyttet til alle fremragende
Kapaciteter i det liberale Frankrig, den fortryllende Værtinde, han havde
ført ind i sit Hjem, drog dem ganske naturligt endnu mere til dette, hun
selv førte sin talrige Kreds af literære Venner med sig, og allerede
dengang begyndte hendes Salon at blive et Samlingspunkt for, hvad Paris
rummede af Talent og Dygtighed.
Saa kom Krigen, Belejringen og Republiken. Der er i en af hendes Bøger,
en Samling oprindelig kun for hendes Datter bestemte Dagbogsoptegnelser,
som hun imidlertid senere har udgivet under Titelen "Le siége de Paris",
en Passus, der giver et mageløst Billede af hende i denne Periode, den
maaske i hele hendes Liv, da hun har været mest sig selv. Hun taler om
den Aften, da efter Budskabet om Sedan Republiken var bleven proklameret,
og alle Mennesker strømmede sammen paa Pladsen udenfor Kammeret. Hun var
mellem dem. "Den skjønne Statue af Strasbourg," skriver hun, "er bedækket
med Blomsterpynt og omringet af tilbedende Grupper. Der behøves en Sang,
en Hymne for denne Kultus; det er endnu engang Marseillaisen. Man
istemmer Refrainet af denne Krigssang, der er bleven som en Psalme. Efter
Refrainet holder de unge Mennesker, der smykker Statuen, og som stadig
vedbliver at modtage Blomster, Løvværk og Guirlander, pludselig inde, og
blivende i deres Stillinger, bevarende deres Gestus, synger de,
opflammede af en ubevidst men herlig Kunsts Inspiration, den første
Strofe af denne Hymne, til hvilken i sin Tid Strasbourg har begejstret
Rouget de l'Isle. Ved Verset:
"Entendez-vous dans nos campagnes
Mugir ces féroces soldats"
tror vi at høre Preusserne i Alsace og Lorraine. Kan jeg, Alice, gjengive
Dig den Bevægelse, som denne Strofe vækker hos os, denne Strofe, der
taler om vore Børn, og som disse Ynglinge synger, af hvilke den ældste
ikke er tyve Aar. Ved det sidste Vers bryder den unge Alsacer, der har
klamret sig til Statuens ene Arm, ud i Hulken. Mængden føler sig greben,
som man kun gjør det i de store Øjeblikke af sit Liv. Der staar Taarer i
Alles Øjne. Det tager Enhver af os fangen som Svimmelhed. Vore Følelser,
vore Ønsker, vor Begejstring søger hinanden, blandes, forener sig og
danner nu kun et eneste Ønske, en eneste Følelse, en eneste Begejstring.
Vor Existens har, renset i Patriotismens Aandepust, intet Personligt
længer; den bliver helt fælles, helt national. Min Stemme tilhører mig
ikke mere, den klinger for mit Øre, den gaar ud af min Mund, uden at det
er mig bevidst. Jeg har afført mig selv, og jeg er beruset af dette
hemmelighedsfulde Væsen, der i sig forener saa mange forskjellige
Kræfter, saa mange hinanden modsatte Elementer, saa mange Interesser, saa
mange stridende Følelser, og jeg elsker det højere end mig selv: min
Kjærlighed til Fædrelandet er stærkere end Døden! Jeg vier mig til
Frankrig!"
Disse smukke Ord gjorde hun til Sandhed. Under hele Belejringen stod Mme.
Adam i første Række mellem de heroiske Pariserinder, som har gjort denne
Periode til en af de mest opløftende i Frankrigs Historie. Hun indrettede
Lazarether, hun sørgede for Uddelingen af Livsfornødenheder til de
Fattige, hun plejede personlig de Saarede, hun var allevegne, hvor hendes
Hjælp gjordes nødig, og hun var ved sit Initiativ og sit Exempel paa en
Maade Forsvarsregeringens højre Haand. Det stillede hende endnu nærmere
til de nye ledende Mænd i hendes Land, og da der atter kom Fred og
ordnede Forhold, blev hendes Salon ganske naturligt Mødestedet for den
unge republikanske Verden, hvis fremragende Medlemmer saa at sige talte
hinanden hos hende. Umiddelbart efter Krigen havde hun gaaet endnu en
tung Prøvelse igjennem, hun havde mistet sin Mand. Men de store Naturer
voxer kun større igjennem Sorger; hele hendes Tilværelse var fra nu af
dobbelt viet Frankrig og dets nyvaagnende Liv.
I den første Periode efter Krigen var hendes Salon væsentlig politisk.
Gambetta og hans Venner udgjorde Generalstaben, men de mødtes hos hende
med Repræsentanter fra alle republikanske Lejre, og meer end een Akkord
er bleven sluttet, meer end een fælles Operationsplan mod Reaktionen er
bleven lagt i Mme. Adams Hotel. Hendes ugentlige Dinerer, ved hvilke hun
søgte at samle de af Opinionens Ledere, som hun med sit kloge Blik saae
havde Behov at finde hinanden, var længe mellem de store Begivenheder i
Paris's Liv, og man debatterede, hvad der blev forhandlet ved dem, med
større Interesse, end hvad der forhandledes i Ministerraadene. Først da
den endelige Sejr var vunden, da Republiken ved Marechalens Fald og
Grévys Overtagelse af Præsidentskabet var traadt ind i sin legitime
Existensperiode, først da begynder det politiske Skjær over Hotellet paa
Boulevard Poissonniére at vige Pladsen for et mere literært. Saalænge
Kampen mod fælles Fjender stod paa, kunde de forskjellige Partiførere
endnu arbejde sammen, men da Striden efter Sejren førtes over i
Republikanernes egen Lejr, blev de selv Fjender, som end ikke den mest
indtagende Værtinde var i Stand til at forene under samme Tag. Mme. Adam
er kun Diplomat, saalænge Patriotismen gjør hende dertil. Hun siger det,
hun tænker, seer og forudseer uden Omsvøb og uden Frygt for at støde. Hun
har i alle politiske Spørgsmaal sin egen Mening, som hun ikke underordner
under noget Partis; det har gjort hendes Forhold baade til Gambetta og
adskillige Andre kjøligere end i den første Tid. Hun staar endnu paa en
venskabelig Fod med ham, som hun i det Hele taget kan glæde sig ved
Sympathi hos alle, selv de mest fremskredne republikanske Partier, men
den intime Samvirken er ophørt, hver gaar nu sine egne Veje. Maaske har
ogsaa det Offentlighedens grelle Lys, som Avisernes Indiskretioner mere
og mere lod falde over hendes Salon, bortskræmmet fra den de tidligere
Oppositionsledere, der efterhaanden selv blev de Styrende og med deres
nye officielle Stilling nødsagedes til at paalægge sig selv en
Reservation, som de tidligere havde kunnet sætte til Side; nok er det,
Mme. Adams Salon har i de sidste Aar noget skiftet Karakter, den er nu
overvejende litterær og artistisk, dog naturligvis uden derfor at stænge
Døren ogsaa for andre Interesser. Ved hendes Onsdagssammenkomster finder
man stadig Senat og Kammer talrig repræsenteret, og maaske er det ikke
engang ved et Tilfælde, at Militæretaten under den sidste Vintersæson en
efter en saae alle sine Celebriteter dukke op i Hotellet paa Boulevard
Poissonniére.