kan kige ind til en saadan Pariseridyl, kan man let komme paa
besynderlige Tanker. Foran En ligger den lange, øde, graa Vej, allevegne
omkring seer man Faner og patriotiske Symboler, paa Afstand hører man
Trommehvirvler, underlige uharmoniske Horntoner og en uafbrudt Knalden og
Plaffen. Det er som et Bombardement; saadan, kommer man uvilkaarlig til
at tænke sig, maa Paris have set ud under Belejringen. Og dette
Bombardementsindtryk forstærkes kun, naar man drejer ind i en af de
Gader, der fører bort fra Centrum. Politipræfekten udsteder stadig
Plakater, ifølge hvilke den saa yndede Afbrænding af smaa Sprængbomber og
andre Fyrværkerisager hører til de ikke engang for et Folk, der morer
sig, tilladte Adspredelser. Men Pariserne anerkjender paa Nationalfesten
Ingenting som forbudt og bryder sig ikke om Politiet. Dette er paa sin
Side saa fornuftigt midlertidig at suspendere sine Forretninger og holde
Ferie ligesom Postbudene. Kun ganske umaadelig sjældent seer man en
enkelt Betjent i Gaderne, og er han der, er han ikke i Funktion. Det er
blevet slaaet fast som Regel ved den parisiske Nationalfest, at
Befolkningen selv agerer Politi, og hidtil har det ikke været forbundet
med Ulemper. Da nu Befolkningen ikke har Noget mod Sprængbomber,
tvertimod, saa faaer de Lov til at rase saa galt de vil, og det er
undertiden ganske forfærdelig galt. Efterhaanden som man kommer op mod de
ydre Boulevarder, op til Arbejderkvartererne, hvor Aftenfesten bestandig
har sin mest støjende og overgivne Karakter, blændes og døves man
fuldstændig af disse Raketter, Sole, Sværmere og Bomber, der farer ud fra
hvert Vindue og hver Gadedør med Tilbehør af Artillerisalver. Her er der
alt Andet end øde. Menneskeflokken mylrer som Myrer afsted midt i
Ildregnen. Hvergang det plaffer og sprutter, hviner Folk himmelhøjt af
Fornøjelse. Faaer de Fyrværkeriet i Ansigtet selv, bliver de jo nok
yderlig fortørnede et Øjeblik og farer med vældige Eder over mod den, der
har brændt det af, som skulde det gaa paa Livet løs. Men det varer kun et
halvt Minut. Naar han pænt har afgivet sin Undskyldning og erklæret, at
han ikke har gjort det med Villie, forsvinder Vreden igjen ligesaa
hurtigt, som den kom. Godmodigheden ligger paa Bunden her som overalt paa
den glade Nationalfestdag.
Hele Staden over begynder ved Mørkets Frembrud Illuminationshavet at
sende sine Strømme ud i alle Retninger. Det breder og breder sig,
gigantisk som Paris selv. Der er ikke den fjerneste Krog af Kæmpebyen,
hvor det ikke naaer hen, selv det milevide Terræn paa den anden Side
Fæstningsværkerne, over hvilket Paris spreder sine yderste Forposter,
selv det har sin Part af Aftenens Feeventyrs-Fest. Men paa enkelte Steder
koncentrerer Anstrengelserne sig. Snart er der over de store Boulevarder
mellem Mastetræer, der følger efter hinanden for hver tredie Lygtepæl,
trukket prægtige Gaskroner, fem i hver Række, snart er det en af de
offentlige Pladser, hvor en ny Statue afsløres i Tusind-og-en-Nats-Glands
af elektrisk Lys og bengalske Blus og trefarvede Illuminationsguirlander,
slyngede mellem hinanden saa tæt som Lianer, snart atter er det Boulogne-
eller Vincennesskoven, der er valgt til Festens Centrum. Inde i Krattet
hænger Tusinder af røde Papirslanterner og tager sig ud, som om Buskene
bar store, forunderlige, fosforiserende Frugter, paa Søerne vrimler det
af Smaafartøjer, overhængte med kinesiske Balloner, Raketternes og de
farvede Fyrværkeribombers uophørligt dryssende Regn falder som Myriader
af Stjerneskud ned over Vandet, og det elektriske Lys, der straaler ud
allevegne inde fra Træernes Tykning, lægger sit dagklare, fantastiske
Skjær over det Hele og fuldender Illusionen af, at man vandrer i en
fortryllet Skov. Gjennem hele Avenue de Champs-Elyssées er der mellem
Træerne trukket dobbelte Rækker af Gasguirlander med mælkefarvede Kupler,
og de samme hvide, skinnende Perlesnorsrader fortsætter sig som et Net ud
over den umaadelige Concordeplads og oversvømmer den med Lys, mens
farvede elektriske Blus kaster deres magiske Skjær ind i Fontænerne paa
begge Sider af Obelisken. Tuilerianlæget er blevet en Aladdinshave med
store, straalende koulørte Frugter paa alle Træerne, Kirkernes Spir rager
op som flammende Kæmpefakler, om alle de offentlige Bygningers
arkitektoniske Linier slynger Gasguirandolerne sig og forvandler dem til
Fepaladser i Lueforgyldning. Vidunderligt er der ved Seinen. Saa langt
man kan se, spænder Broerne sig over Vandet snart i gylden
Gasillumination, snart i hemmelighedsfuld dæmpet Taageglands af røde
orientalske Lygter, paa Floden selv glider de smaa Dampere saa tæt
behængte med Illuminationspynt, som var de byggede kun af farvede
Balloner, og Flammestraalerne fra Palaierne paa Quaien spejler sig i det
mørke Vand som tusindslynget Guldfiligran. Overalt er Paris druknet i Lys
og Flammer, allevegne krydses den mørkblaa Nathimmel af Raketter fra de
sex Kæmpefyrværkerier, som Municipalraadet i Aftenens Løb lader afbrænde
fra højtliggende Punkter af Byen.
Ejendommeligst og mest parisisk er dog, hvad Smaaborgerne præsterer i de
snevre Handelsgader i Midten af Byen og ude ad Forstæderne til. Paa begge
Sider langs Fortouget er der bygget Espalier af ganske smaa farvede
Glaslygter, føjede sammen i trikolort Arrangement til en lang,
løvganglignende Allée af Portal ved Portal, lukket for begge Ender med
store Soldekorationer i samme brogede Lygtebygning. Eller ogsaa er der
paa selve Husenes Façade hængt kulørte Papirslanterner op, der dækker
hver eneste Mursten, saa det seer ud, som hele Huset var bygget af dem.
Ud fra Taget skyder der samtidig lange Stænger, som bærer Buketter af
illuminerede Papirsblomster, de hænger paa Snore over Gaden, og de gløder
som store St. Hansorme i Laurbærbuskene, hvormed man til Overflod har
fyldt Fortouget. Uafbrudt stormer Skarer af marseillaisesyngende Mænd og
Kvinder med Lanterner i Form af kæmpemæssige Konvolveler afsted gjennem
disse Gader, røde og blaa bengalske Blus kaster deres fantastiske Skjær
over Mandfolkenes frygiske Huer og over Fruentimmernes store, trefarvede
Kokarder paa Haaret, Sværmerne, der sendes ud fra Husenes Vinduer,
drysser deres Ildgnister som Konfettiregn ned over Mængden. Nu mærker
man, at Pariserne er i Paris igjen. Alle de to Millioner er paa Farten,
og Masser af overfyldte Jernbanetog har i de sidste otte og fyrretyve
Timer bragt en lille en til i Reserve ind til den festpyntede,
festdrukne, fristende, forunderlige Hovedstad. Fra Ende til anden er den
en tumlende, overgiven, uendelig Markedsplads. Alle Torve er blevne til
Dandsesale, alle Fortouge udenfor Kaféerne til Vauxhalshaver med
mylrende, lystige Gilder. Langs de ydre Boulevarder, fra Place du trône
hele Kredsen rundt lige til Batignolles, paa den venstre Seinebreds
Boulevarder, ja selv midt inde i den fine By, paa Théâtre-français- og
Børspladsen holder man _fête foraine_. Hvor den er karakteristisk for
Pariserne! De morer sig med Ingenting. Den blotte Bevidsthed om, at det
er Fest, gaar dem til Hovedet og beruser dem med Jubel. Deres
Yndlingsfornøjelse er Karusellerne. Der er en for hvert tiende Skridt
over hele _fête foraine_-Bæltet, og man staar i Queue ved dem allesammen
for at komme op paa Træ-Bucefalerne. Øjnene straaler, man leer og hviner
af Glæde, mens man strækker Brystet frem og stikker efter Ringen, og mens
Udraaberne hyler de fingerede Stationers Navn, som man farer forbi. Der
er en vittig Kronikør, som engang har sagt, at hvis han blev Regering i
Frankrig, vilde han begynde med at udstede et Dekret, lydende paa, at
Karusselhestene skulde være i permanent Rotation paa alle Pladser og
Squarer. Naar det var gjort, kunde han rolig lægge Hænderne i Skjødet.
Intet Oprør vilde nogensinde banke paa hans Dør, thi de nationale
Lirekasser vilde standse Insurgenterne, og de nationale Karusselheste
vilde vide at dreje Opinionen til hans Fordel. Ved Siden af Karussellerne
er der Barakker med hele Theatre, hvor man opfører store patriotiske
Skuespil i mange Tableauer. Der er et af dem, "Børnene fra 93", som
stadig gjør stormende Succes. Jeg har kun set de sidste Tableauer, men de
er mageløse. Saavidt jeg kunde skjønne, hang Stykket ikke sammen, men
fremstillede i skjønsom Afvexling Billeder af den store Revolutions
Historie. Det ene var en Scene mellem en hel Bunke Østerrigere og en
fransk Soldat. Østerrigerne vilde have ham til at forraade hans Generals
Planer, og da han ikke vilde det, skulde han skydes. Men Franskmanden jog
dem under Tilskuernes Jubel paa Flugt allesammen med et Gevær i den ene
Haand og en Feltkjedel i den anden. Saa kom der et ganske lille Tableau,
hvor et Barn laa paa Dødslejet; det var død, forklaredes der, fordi dets
Moder ikke havde villet raabe "Leve Republikken". Og endelig endte den
hele Komedie med et Tableau i bengalsk Belysning, hvor Østerrigerne og
Franskmanden og den antirepublikanske Moder og det døde Barn allesammen
stod og viftede med Palmegrene op til en Republikstatue med frygisk Hue
paa Hovedet. Da det var forbi, fik Østerrigerne og Franskmanden Trommer
om Livet og stillede sig op udenfor Theatret og raabte ind til en ny
Forestilling.... Hvor man kommer hen, døves Ørerne af saadanne Svadaer,
for hvert Skridt maa man standse og høre paa disse uforlignelige
oratoriske Virtuosstykker af Udraabere til Menagerier og Marionettheatre
og elektriske Fruentimmer og Fiskemænd og Kæmpekvinder og Somnambuler, af
Markskrigere, der faaer et nyt Tandpulver til at blive en
verdensomvæltende Opfindelse, eller af Kroupierer i Skjorteærmer, der
byder ind til Spil, ved hvilke Ingen kan tabe og Alverden vinde Formuer.
Grupperne flokker sig, man trænges og ler og siger Vittigheder. Og stadig
farer der Sprængbomber ind, hvor Mylren er tættest, og syngende og
trommende og trompetende Processioner drager forbi med kulørte Lygter paa
Hattene. Skjænkeværterne stiller hele Fade med Vin ud paa Gaden og lader
dem strømme for hvem der vil drikke, Spækhøkeren ved Siden af vil ikke
staa tilbage og kaster trefarvede Æg i Grams til hvem der vil gribe.
Paris holder Fest! Tre Millioner Mennesker tumler mellem hinanden med
Følelsen af, at idag er Alting tilladt, idag maa man vende Verden paa den
anden Ende, om man har Lyst. Man hviner og jubler og jodler, men man gjør
ikke en Kat Fortræd. Hele Natten igjennem er Byen i Delirium. Men naar
Morgenen kommer, er der Ingenting sket alligevel, som den Besindigste
kunde ønske usket. Beruset af Fanehavets Farver og af Illuminationens
Glands i deres straalende, vidunderlige Fester har Pariserne moret sig og
været, hvad de er, naar de morer sig, hvad de er inderst inde paa Bunden
af deres Natur: store, godmodige, elskværdige Børn.
Sommer-Søndage ved Paris,
Udenfor Fæstningsværkerne, i et Bælte, der snevrer sig ind hist og her,
men vider sig ud paa andre Kanter til flere Miles Brede, strækker sig
rundt om hele Paris et Overgangsdistrikt mellem Land og By, som Pariserne
kalder _La banlieue_. Det har Landets friske Luft og grønne Sommerpynt,
men det har den bymæssig arrangeret mellem Boulevarder og Alleer med
Navnebrædt paa Hjørnerne, Sporvognsskinner og Gaslygter. Det er Omegnen,
der i Tidens Løb er bleven inkorporeret af selve Staden. De forhenværende
Smaalandsbyer er blevne til Arbejderforstæder, Markerne mellem dem
stykkede ud til Byggegrunde, paa hvilke der har rejst sig Landsted ved
Siden af Landsted, forbundne ved Haver og Parker til et stort,
sammenhængende Villakvarter, et solbadet, farvebroget Sommerparis udenom
den graa Kæmpeby.
Her er Pariserens forjættede Land. Et Hus og en Have i Banlieuen er
Endemaalet for al hans Stræben, den lokkende Belønning for et Livs Slid,
Lykken saa stor, som han kjender den.
For at naa den arbejder og arbejder han og paalægger sig alle Savn. Selv
efterat hans Bedrift har gjort ham til en velstaaende Mand, lever han i
et Hul uden Luft og Lys, under sig ingen Luxus og ingen Hvile. Saalænge
"Renten" ikke er tjent indtil den sidste Hvid, er han i Arbejdsdragt fra
Morgen til Aften. Men kommer saa endelig den store Dag, da han har Summen
fuld og rund, siges der ogsaa for bestandig Farvel til Butik og Værksted.
Han kjøber sit "Terrain" og drager med Kone og Børn til Banlieuens
Kanaan. Hans Ærgjerrigheds Higen kan have stilet højere eller lavere, alt
efter den Klasse af Samfundet, han hører til, men i Kubikmetre kan den
altid maales.
Denne Kolonisation af en stille, vegeterende Menneskerace, for hvem
Livets Uro er endt, som hygger sine Haver og poder sine Pæretræer og
forresten lader Verden sejle sin egen Sø, den lægger over Banlieuebæltet
en Grundstemning af stor Hvile og forunderlig Fred. Verdensstadsfeberen
gaar af En i det Samme man sætter sin Fod udenfor Paris's Porte, Luften i
de lange, ligesom slumrende Alleer er fyldt med noget Blødt, Bedøvende,
en sind- og tankeberoligende Essens af Rentier-Velvære. Heller ikke
Landliggerne gjør noget Skaar heri. De maa betale deres Sommerotium i en
møbleret Banlieuelejlighed saa dyrt, at de føler sig moralsk forpligtede
til at vegetere tilbunds. Men ved Siden af denne faste og fluktuerende
Befolkning er der de nomadiserende Gjæster, Søndagspublikumet, som kun
kommer for nogle Timer, og som kommer for at more sig, den lange Skare af
smaa Bestillingsmænd, som aldrig naaer op paa "Rentens" grønne Gren,
eller af smaa Haandværkere og Handlende i de unge Aar endnu, da Slidet
først lige er begyndt. De er til daglig Brug bestandig ved deres
Gjerning, Uger, Maaneder igjennem uden Hvile. Det er en stor Vildfarelse,
naar man bilder sig ind, at Pariserne altid er paa Farten for at more
sig. Tvertimod, intet andet Folkefærd er saa sparsommeligt med sine
Fornøjelser som de. Kig ind i Portnerens Celle, Han er i Regelen
Haandværker ved Siden af, Skrædder, Skomager eller Sligt. Man finder ham
ved sit Arbejde fra Solen staar op, til han henad Midnat gaar i Seng for
at unde sig den Smule Søvn, han kan faa, naar han hvert Øjeblik skal
trække i Snoren, som lukker Porten op for Natte-Efternølerne. Kig ind i
Blanchiseusens Stue. Hun holder ikke Kaffeselskab eller Faddersladder med
Naboerne; man vil Dag ud og Dag ind til et hvilketsomhelst Klokkeslet
finde hende uforanderligt paa samme Plet, ved sin Vaskebalje eller
Strygebrædt. Besøg de smaa Butiker. Ejeren, hans Sønner og Døttre staar
ved Disken uafbrudt, og Ingen af dem forlader maaske Maaneder igjennem
deres Plads undtagen de Par Øjeblikke, da de skiftes til at gaa ind i
Værelset ved Siden af og sluge Maden i sig. Man har ingen
Helligdagsanordning, og man laver sig ingen selv. Hver Fridag, der tages,
bliver kjøbt med Opoffrelse af Indtægt, og den tages derfor kun sjelden.
Men river man sig endelig løs engang og gjør et "_partie de campagne_",
saa skal det følgelig ogsaa være Fest tilgavns. Livslysten har sparet sig
op, mens den sad stænget inde saa længe; den maa nu have Luft i en
Udladning, der kan forslaa.
Saa fyldes da Banlieuebæltet i Følge med disse Landtours-Gjæster og til
deres Behov med en Rummel og Tummel uden Ende. Allevegne er der _fête
foraine, bal champêtre_, Kavalkadeoptog, Rosenbrudskroninger, Regattaer,
en Invasion af Fornøjelsesvirvar og Fornøjelseslarm _à grand orchestre_.
Men underligt nok, den glider ind i den stille Banlieuestemning uden at
skurre; man er vant til Kontraster, man kommer fra deres eget souveræne
Kongerige, man vilde savne dem, hvis man ikke fandt dem igjen herude
under andre Former. Disse Kontraster er det just, der gjør Banlieuen saa
ejendommelig parisisk. Bestandig skifter Karakteren, det er en broget
Vexlen af Kaleidoskopbilleder, man bliver aldrig kjed af den.
Hovedstederne, hvortil der tures ud, har desuden i Regelen ogsaa hver sin
Specialitet. Versailles og Saint-Cloud har deres _grandes eaux_", de
vidtforgrenede Springvandssystémer, der hørte med til Le Nôtres
Parkanlæg, og som endnu paa bestemte Sommersøndage sender deres taarnhøje
Straaler op over de store Plæner, paa hvilke i tusindfoldigt Mylr Grupper
af beundrende Smaaborgere har lejret sig. Bougival har sin _Bains-mixts_,
hvor de smaa Kokotter og Butiksdandyerne kopierer Trouville, sine
Illuminationsfester paa La Grenouillère-Øen og sine Kanotierballer.
Asnières og Neuilly har deres store Sommermarkeder, der varer Maaneder i
Træk, Nanterre sine Pompier-Processioner, Suresnes sine Rosenbrude,
Sannois sin Mølle, Maisons-Laffitte, Auteuil, Vesinet deres Væddeløb. Man
har hundrede Steder for et at tage hen. _Petit Journal_ indeholder hver
Lørdag en Fortegnelse paa flere Spalter over Punkter i Paris's Omegn,
hvor der den næste Dag er Noget paa Færde. Befordringen er saa overmaade
let. Fra den halve Snes Jernbanestationer, som Paris har, futter der Tog
afsted som Minutraketter i alle Retninger. Ved Enden af Avenue de
Villiers er der et Punkt, hvor man, naar man boer højt tilvejrs, mellem
Levallois-Perret og Clichy har Udkig i Horisonten til en Stump af
Saint-Lazares og Nordbanens fælles Linie. Det er mine egne Vinduer, saa
jeg kan tale om det. Stumpen seer paa den lange Afstand ikke ud, som den
havde meer end en Snes Alens Brede, og der er dog ikke noget Sekund fra
Morgen til Aften, uden at mindst een graa Røgslange bugter sig hen over
den. Paa en halv Snes Minutter og for nogle faa Sous spreder disse Tog
hundrede Tusinder over Banlieuen, uden at der nogetsteds er Trængsel
eller Besvær ved at komme med. Og ved Siden af dem er der saa ovenikjøbet
baade Sporvognene, der gaar lige til Saint-Denis, Saint-Cloud og
Versailles, og endelig Mouch'erne paa Seinen ikke at forglemme, de kvikke
smaa Dampbaade-Omnibusser, en ægte parisisk Specialitet og det
fornøjeligste Sommerbefordringsmiddel, der kan tænkes.
"_Du côté de la Seine_", er i de ni Tilfælde af ti Maalet for
Landpartiet, Pariserne nærer en ganske umaadelig Kjærlighed til Seinen;
deres Passion for den er næsten meer endnu, den er et Slags Kultus, de
tilbeder den, som Brahminerne tilbeder deres Ganges, Alene Ordet Seinen
faaer deres Hjerte til at vibrere.
[Illustration: Sommer Søndag i Saint Cloud]
Det er som Alt, hvad de elsker ved deres skjønne Land, ligger bundet i
dens Flodseng. At hans Støv maatte komme til at hvile "_sur les bords de
la Seine_" var den store Napoleons sidste Ønske. "_Au milieu de ce peuple
français_", føjer han til. Det er netop det: Seinen er Frankrigs Midte,
Frankrigs Sjæl, Frankrig selv. Jeg veed en ung Mand, der laa syg Tusinder
af Mile fra Hjemmet. Han tæredes hen af en Sot, som Ingen kjendte, og som
Lægerne Intet kunde gjøre ved. Saa sendte en Pariserinde ham en Flaske af
Seinens Vand, og han kom sig. Lad det saa nok saa mange Gange være
Afguderi, det er den Slags Afguderi, der udgjør Verdens Skjønhed.
Kun saalænge de er ved Seinen, har Pariserne den Sindsligevægt, der
sætter dem i Stand til rigtigt at nyde Landturen. Kommer de blot en Smule
bort fra den, bliver de strax nervøse, ubehjælpsomme, de føler sig
allerede halvvejs som i et fremmed Land, hvor de tager kejtet paa Alting.
Men med Seinen er de fortrolige; ved den morer de sig som i et Lag, hvor
man kun er mellem sig selv, hvor man er sikker paa Alt omkring sig, og
hvor man kan give sig helt hen. Der er nu det Gode ved det, at denne
deres Kjærlighed til Floden bliver gjengjældt. Kan de ikke undvære den,
saa kan den paa sin Side heller ikke rive sig løs fra dem og deres By.
Den slynger og snor sig i Bugtning paa Bugtning frem og tilbage over det
hele Banlieuebælte. Hvor man kommer hen, er den. Man har sluppet dens Løb
og troer, den fortsætter det mod Nord; pludselig finder man den igjen i
den stik modsatte Retning. Man har fulgt den langs Boulogneskovens ene
Side, man gaar tværs gjennem Skoven og træffer den igjen paa den anden
Kant ogsaa. Den er som Byens Nisse, der titter op allevegne og leer til
En og siger, jeg flytter med. Den gjør En rent tummelumsk paa Banlieuens
Topografi. Selv Folk, der er barnefødte i Byen, kan ikke finde Rede i de
Bugtningers Labyrinth. De veed kun, at deres kjære Flod er
allestedsnærværende. Men det er ogsaa Alt, hvad de forlanger at vide.
Valfarterne til dens Bredder begynder med den første Foraarssøndag i
April allerede, og Pilgrimsskarerne bliver stadig tættere og tættere, jo
mere Sommervarme Solen faaer. Der er Partier ved disse Bredder, der er
forunderligt skjønne. Vejen, som fra Meudonskoven følger Højdedragets Kam
over Sêvres og Saint-Cloud til Suresnes, giver ved hvert andet Skridt fra
store, træoverskyggede Plæner aaben Udsigt over Floddalen. Mylren af
Villaslotte stikker deres fantastiske Arkitektur i Vejret og ligesom
klæder Bakkeskrænterne i Fest. Pynter og Øer med gamle Træer skyder sig
ind i Flodløbet og laver disse hemmelighedsfulde Kroge, hvor Fantasien
kan ane det Vidunderligste bag det lukkende Grønne; hele Terrænet vugger
sig milevidt bølgeformigt op og ned med leende Landskaber, hvor de smaa
Banlieuebyer ligger i brogede Kalejdoskopfigurer strøede ind mellem Lunde
og Parker, og hvor selve Millionstadens Virvar af Tage og Taarne danner
Baggrundsrammen. Allevegne er Billedet nyt, vexlende i Stemning, stort,
straalende, farvefuldt og sommerfornøjet. Men det er ikke det alligevel,
der drager Pariserne til Landtour ved Seinen. De har ikke nogen særlig
vakt Sands for Naturskjønheder. En af deres Kronikører, der er mest
"parisien", har engang ærligt skriftet, at han var ude af Stand til at
forstaa nogensomhelst anden Landskabsromantik end den, han kunde tage i
Øjesyn fra et Kafébord med Marmorplade, _sous la tonnelle_, hvor han
bekvemt kunde strække sine Fødder paa Asfaltgulv. Det bredere
Pariserpublikum er ikke absolut saa fordringsfuldt som han. Det kan nøje
sig uden Marmorpladen og med Gruskies istedetfor Asfalten, men Kafébordet
og Løvtonnellen undværer det nødigt. Det klattrer op paa
Seineskræntshøjderne, men det gjør den Tour af saa hurtigt som muligt.
Hvad det vil deroppe, er ikke Andet end forvisse sig om, at det kan se
Paris. En saadan Kigen paa sine egne Vinduer fra et Udsigtspunkt i
Omegnen hører med til et parisisk _partie de campagne_, som skal være
fuldt tilfredsstillende. Men naar Hjertet er blevet beroliget ved
Gjenkjendelsen af Triumfbuen, Trocadero og Invalidekuplen, saa har man
ogsaa fyldt sig med al den Naturskjønhed, man har Behov. Man stiger ned
til sin kjære Seineflod igjen og helliger Dagen til Glæderne ved dens
Bredder. De Gamle lejer sig en Medestang og lover at skaffe "_la
friture_", til Middagen, et Løfte, hvorved de dog i Regelen tilskriver
sig selv mere og Fiskene mindre Kløgt, end begge Parter viser sig at
besidde. De Unge dyrker Kanotiersporten, den Sommerfornøjelse, der af
alle har højest Kurs hos den jevnere parisiske Befolkning. Pluraliteten
er Medlemmer af en eller anden Kaproningsforening, og man møder
naturligvis saa i Kostume: Skjorte med broget Sømandskrave eller
Lærredsfrakke med Guldankre, Lærredsbenklæder med kulørte Striber ned
langs Sømmen, hvide Gamascher og under alle Betingelser Kanotierhat, det
vil sige en stor, primitiv Straakaske, forsynet med saa formidabel Skygge
som muligt. Først naar den er alenbred, gjør dens Ejermand rigtig Lykke.
Saaledes udstyret og med en Kjæreste eller idetmindste en "Veninde"
ombord, anbringer man sig i de lange, spidse Kaproningsbaade, der er helt
oversaaede med Flag. Hvor varmt end Solen brænder, roer man under Hvin og
Jubel og Vittigheder omkap hele Dagen. Undertiden kæntrer Baaden, og det
hele Selskab dratter i Floden. Men det bryder man sig ikke om, saa er
Morskaben først rigtig. Saa lægger man sig til Tørring i Solskinnet paa
Bredden, slaas med Sand og Græs og Hatte, holder Fløjtekoncert paa sine
Mirliton'er, raaber Vivat for de Andre, som flyver forbi, glemmer, at der
er en Verden, som er kjedelig og besværlig, og husker kun paa, at den Dag
idag er viet til Ungdom og Solskin og Alt, hvad man kan finde paa af
Piaseer. Bliver Humøret et Øjeblik en Smule mat, er man stadig ikke
længere fra den lille, landlige Kafé, end at et Glas Absinth eller en
Flaske _petit bleu_ hurtigt kan sætte det i Aande igjen. "Tonnellen" har
sit egentlige Hjem ved Seinebredden, og den trives og formerer sig der
med stadig voxende Frodighed.