paa dette Sted kun et Par enkelte Fiskerhytter, fremskudte Forposter fra
Fécamp. Men Alphons Karr kom tilfældigvis dertil og opdagede Stedet,
ligesom en engelsk Lord nogle Aar tidligere havde opdaget Cannes. Karr
byggede sig en Villa i den lille, lune Dal mellem to høje, hvide
Skjærgaardspynter, skrev om Stedet, fik sine Venner derud og
propaganderede saa godt for det, at han nu, naar han kommer dertil, kan
spadsere gjennem en lang Gade, der bærer hans Navn, og hvor de Handlende
i deres Butiksvinduer har udstillet alle Paris's Luxusartikler. Foruden
denne Hovedgade er der et Virvar af Veje, langs hvilke der ligger
prægtige Landsteder med Haver i den rigeste Mangfoldighed. Etretat og den
nærmeste Omegn har snart en halv Snes Tusind Beboere. Pariserne og
Badegjæsterne fra den anden Side af Kanalen, der er blevne kjede af Wight
og Brighton, har kastet deres Kjærlighed paa det, og et Sted, der tages
under Armene af saadanne Magter, behøver ikke mange Aar for at komme i
Flor. I Virkeligheden har Etretat allerede overfløjet de fleste
normanniske Badesteder. Trouville skræmmer trods de demokratiske Tider
Folk bort ved et altfor blandet Selskab, og Vandet ved dets Kyst viger
desuden stadig mere tilbage, saa at man tidt maa kjøre lange Strækninger
ud for at naa det. Deauville er for aristokratisk og Fécamp for
provinsielt. Dieppe er vel endnu i Mode, men Parisermoder skifter hurtig,
og Vinden blæser ad Etretat til. Naar man vil have et Billede af ægte
fransk Badeliv, skal man for Øjeblikket tage dertil.
Turisten, der kommer for et Par Dage, vil være henrykt. Det stolte Hav
med dets stadig vexlende Ebbe og Flod, de hvide Skjærgaardsklipper, som
springer ud i det og danner en Række af mægtige Portaler, mod hvilke de
herligste Triumfbuer kun er Legeværk, det muntre, brogede Badeliv paa
Bredden, den friske Luft oppe paa Toppen af de grønne Bakker, Musiken fra
Kasinoet--alt det vil sætte ham i Begejstring, og han vil uden Betænkning
erklære Etretat for et Paradis. Men Verden har nu engang kun sjeldent
Paradiser undtagen for Turister, der kommer og gaar. Og da muligvis En
eller Anden, som læser denne Skildring, kunde bygge Rejseplaner paa
Grundlag af den, foretrækker jeg istedetfor Turistens Lyrik at levere et
Billede af Stedet, som det virkelig er, naar man kjender det.
Ubetinget fornøjelig er selve Badningen. Er man kun vant til at gaa i
Vandet fra nordiske Badehuse, vækker den Forbavselse i første Øjeblik, og
det er meget muligt, at adskillige af vore Damer strax efter Ankomsten
vil erklære, at Sligt kan de paa ingen Maade være med til. I sidste
Instans bliver jo imidlertid alle den Slags Ting kun en Konvenienssag.
Hvad alle Mennesker gjør, kan ikke i Længden vedblive at være stødende
for den Enkelte. Amerikanere, Englændere, Russere og andre Folkefærd
følger da ogsaa uden Betænkning Stedets Skik og blander sig uden Hensyn
til Alder eller Kjøn i den brogede Vrimmel af Badende. Der er særlig to
Tider paa Dagen, da denne Vrimmel præsenterer sig mest malerisk, nemlig
om Formiddagen umiddelbart før Frokosten og lidt ud paa Eftermiddagen, i
Timerne mellem fire og sex. Alt, hvad Etretat rummer af Badegjæster,
befinder sig da paa Skrænten, som fra Kasinoterrassen fører ned til
Vandet. Under Sommerparaplyer og røde Parasoller lejrer man sig i Grupper
paa de smaa graalige Rullesten, hvormed Bredden er bedækket, plasker i
Vandet eller slaas om en Badehytte, hvor man kan klæde sig af og paa.
Disse smaa Træhuse findes i et Antal af hundrede eller saa omtrent
umiddelbart nedenfor Terrassen; men i den rigtige Badetid kan man dog
ofte komme til at staa og vente halve Timer ad Gangen, før man faaer fat
i en ledig Badehytte. Damernes og Herrernes er ikke adskilte; at en ung
Frøken staar paa Vagt, naar man kommer op af Vandet, og tinger om Hytten
efter En, hører til Hverdagsbegivenhederne, ligesaa godt som at en Herre,
uden at støde den gode Tone, banker paa Døren til en Dames
Paaklædningsværelse og spørger, om han snart kan afløse hende. Alt gaar
her paa Badeskrænten for sig fuldstændig _sans gêne._ En Badetur er her
det Samme som et Rideparti eller en Skovudflugt andetsteds. Om Aftenen
sætter man i Kasinoets Dandsesal hinanden Stævne til Badningen den næste
Formiddag. En isoleret Vandgænger hører til de store Sjeldenheder; i
Regelen er det hele Selskaber af Damer og Herrer, der følges ad og i
deres Badedragter venter paa hinanden for at tumle i Trup og paa Parade
ned ad Gangbrædtet over de smaa Rullesten og saa hoppe i Vandet.
[Illustration:]
Badekostumet er for Damernes Vedkommende Bluseliv, tidt holdt sammen af
et broget Skjærf, Benklæder, hvis normale Længde er til noget nedenfor
Knæerne, en stor, koket Solhat samt Sandaler.
Trods al sin Simpelhed tillader det dog en Utallighed af Variationer.
Mellem den bedagede Pebermøs folderige, til Anklerne naaende Dragt af
sort Merino og den unge, overgivne Amerikanerindes soignerede
Trikottoilette af lysblaat Uldmusselin, kantet med Guldgaloner, stærkt
nedringet, uden Ærmer og stumpende ovenfor Knæet, kan man vælge
Overgangsformer nok, der blotter eller dækker alt, efter hver Enkelts
Behov og Tilbøjeligheder. Herrerne møder som oftest i stribet Trikot, der
ender midt paa Laaret. Anseer de sig ikke for præsentable i det Kustume,
er det dog ogsaa tilladt for dem at skjule Naturens Skrøbeligheder under
en Blusedragt i Smag med de gamle Jomfruers. Selv i den kan de stundom
være tilstrækkeligt komiske. Under Vandringen mellem Badehytterne og
Vandet plejer begge Kjøn at have en Badekappe kastet over Skuldrene; den
er imidlertid ingenlunde absolut nødvendig, og det er kun Faa, der ikke
under alle Betingelser lader den flagre, som den vil. Den er mest til for
Vandringen opad efter Badet. Under dette lægges den helt nede ved
Bredden, fortøjet med et Par af de største runde Sten, man kan faa fat
paa, og saaledes, at man strax kan kaste den om sig i det Samme man
kommer op af Vandet. En Parade efter Badningen forbi det talrige,
inspicerende Tilskuerpublikum er af let En Bademester forstaaelige Grunde
ikke hensigtsmæssig uden disse Kapper.
[Illustration: En Bademester.]
Badningen er langt mere et Fornøjelsesparti end en Sundhedsforholdsregel.
Man bliver ofte indtil tre Kvarter i Vandet, og man bestræber sig for at
more sig saa godt som muligt. Fra Enden af det høje Springbrædt styrter
baade Damer og Herrer sig ud paa Hovedet. Herrerne springer Buk over
hinanden, slaar Kolbøtter over hinandens Ryg eller under Brædtet, vælter
sig undertiden ud i Klumper paa en halv Snes Stykker ad Gangen og søger i
det Hele taget paa alle Maader at vise deres Dødsforagt for det vaade
Element. Ved deres Kunster vil de dog sagtens ogsaa stundom tiltrække sig
en eller anden badende ung Frøkens Opmærksomhed. Damerne kan i Reglen
svømme, og de foretager ofte lange Exkursioner ud ad Havet til, sammen
med deres Kavallerer. Undertiden tager den Skjønne ogsaa Plads i en af de
smaa, kvikke Joller, der ligger ved Bredden, jager afsted i den, fulgt af
Herresværmen, og styrter sig, naar hun er kommen langt ud, i Bølgerne,
for saa at lade deres Favntag bære hende ind igjen. Fartøjets Bjergning
overlader hun ubekymret til den, der har Lyst til at tage sig af det. De
Damer, der ikke er indviede i Svømmekunstens Mysterier eller ikke
dristige nok til at vove sig langt ud, holder sig paa lavt Vand, faar
Undervisning af Bademestrene eller af nærbekjendte Herrer, overpjadsker
hinanden med Vand og bliver hvert Øjeblik bange for Bølgerne, som ruller
hen over dem og slynger dem omkuld eller vælter dem ind mod Land,
Bølgegangen paa Normandiets Kyst er som oftest ganske respektabel, og de
Badendes Kamp med den paa det lave Vand kan fremkalde de pudsigste
Scener, naturligvis stadig ledsagede af Tilskuersværmens højrøstede
Latter, Tilraab og Vittigheder. Undertiden hænder det ogsaa, at en
nærgaaende Bølge skyller helt op til de nærmeste Stolerækker og over Hals
og Hoved jager deres Indehavere op ad Skrænten, samtidig med, at den
fører Badekapper og Sandaler, som de Badende har ladet ligge mellem
Stenene, tilbage med sig ud i Havet. Naar Sligt hænder, er der ingen Ende
paa Latteren, Virvaret og Tummelen. Hver søger at redde Sit, men Ingen
kan naturligvis finde netop sine Ejendele.
[Illustration: Opgangen fra Badet.]
[Illustration: Paa Rejefangst.]
Den Slags Scener er morsomme. Men det er just ellers ikke let at faae
Tiden til at gaa, og det er netop en af Skyggesiderne ved Opholdet i
Etretat, naar det udstrækkes over et længere Tidsrum. Folk, der ligger
ved et Badested, har i Regelen den Anskuelse af Tilværelsen, at Badeliv
nødvendigt maa være ensbetydende med Driverliv. Hos Badegjæsterne i
Etretat synes denne Opfattelse at være bleven til et Dogme. De betragter
Driveriet som uafviselig Pligt, ikke blot for sig selv, men ogsaa for
deres Venner og Bekjendte, Naboer og Gjenboer. I en lille Krog som
Etretat hører Alverden efter en fjorten Dages Forløb uundgaaelig til en
af disse Kategorier. Den, der har Trang til at bestille Noget, skal
derfor blive borte fra et saadant Sted; selv om han skjuler nok saa godt,
at han tager sig noget Alvorligt for, vil det dog blive opdaget,
betragtet som en Forbrydelse imod den friske Luft og Landliggeriet og
energisk modarbejdet baade ved theoretiske Forelæsninger og ved praktiske
Forstyrrelser. Dette kunde endda gaa an, hvis det var muligt at drive
Maaneder hen i Etretat uden at trættes; men dertil bliver Stedets
Adspredelser og hele Liv i Længden for ensformige. Det kan være særdeles
morsomt for en Gang eller to at være med til Yndlingssporten ved disse
Badesteder, vade i stort Selskab med bare Ben og primitive Kostumer
omkring mellem Skjærgaardsklipperne og gaa paa Jagt efter Rejer, men det
er dog den Slags Fornøjelser, som ikke egner sig til at gjentages hver
Dag. Krocketspillet paa de store Plæner omkring Byen synes at være et
Privilegium for Englænderne, og Ture op til Bjergtoppene gjør man een
Gang i tredive Graders Varme, men saa aldrig mere. Skove findes ikke i
Etretats Omegn, og en Ridetur er en dyr Fornøjelse, da man ikke kan faae
en taalelig Ridehest at leje under tyve Francs.
Til daglig Brug er man i Virkeligheden saa godt som udelukkende henvist
til Kasinoet, det vil sige til saadan Noget som en Stump Pariserboulevard
paa halvtredsindstyve Alens Længde, begrænset paa den ene Side af
Badeskrænten, paa den anden af en Kafé med de højeste Priser og den
sletteste Opvartning, der existerer i hele Frankrig, saavelsom af
Spille-, Læse-, Koncert- og Dansesale.
Næst efter Badetimerne er det Kasinobesøgene, der spiller Hovedrollen i
Badegjæsternes Tilværelse. Naar man ikke hører til de Millionærer, der
paa deres Villaslotte udenfor Byen lever i fornem Ro, omgivne af parisisk
Luxus og alle en storartet Kystnaturs Skjønheder, er man i Etretat ikke
bedre installeret end i en hvilkensomhelst diminutiv Fiskerlejlighed
andetsteds. Stundom er man endogsaa værre faren, idet man lever
indestængt i en lille Kjøbstads snevre Gader, uden Haver og uden Udsigt
til Havet. Komfortable Hoteller findes ikke. Etretat har endnu kun to
saadanne Institutioner, der selvfølgelig ikke kan rumme meer end et
Minimum af de Besøgende. Pluraliteten lejer sig en Lejlighed af den
Slags, hvor man jager Benene gjennem Sovekammervæggen, naar man vil
strække sig lige i Sengen. Opholde sig i den Slags Huler meer end højst
nødvendigt, gjør man naturligvis ikke, og Kasinoet er og bliver derfor
eneste Tilflugtssted. Hvad enten man vil eller ej drives man ned til det
paa alle Tider af Dagen. Pariserne spiller Écarté, en meget høj
Écarté--der tabes og vindes stundom Titusinder paa en enkelt
Haand--medens Pariserinderne spadserer op og ned ad Boulevardstumpen og
viser deres Toiletter, eller af og til gjør en Tour ned paa
Rullestensskrænten for at hente det ikke sjeldent frugtbart
forhaandenværende Stof til Railleri over, hvor gyseligt den eller den
tager sig ud i Vandet, og saa sætter sig i Skyggen under Kasinokaféens
Solsejl for at lade dette Smaarailleri udvikle sig til de forfærdeligste
Historier om Veninder og Veninders Veninder. Englænderne gaar omkring i
Jockeyjakke og har Spleen, mens Englænderinderne derimod sørge for den
almindelige Morskab ved at præsentere sig i hvide Trikotkjoler med
højrøde Livbaand samt alenlange Sko og sorte Strømper.
Om Aftenen paatager Direktionen sig Underholdningen. Hveranden Aften er
der Komedie eller Koncert, hveranden Bal. Af og til kommer ganske vist
Kunstnere som Faure og Mounet-Sully og lader sig høre ved disse
Koncerter, men til daglig Brug er de hverken bedre eller daarligere end
Badestedsunderholdninger i Regelen, hvilket alligevel ikke afholder
Damerne fra at staa timevis i Queue for at erobre en Siddeplads i den
hede Sal. Til Dandsen er Tilstrømningen ikke mindre. Tilsynet overholdes
saa strengt, at Damer, hvis Rygte er slet, ikke faaer Adgang, og det
hører følgelig endnu med til god Tone at indfinde sig ved disse landlige
Baller. De reglementerede tre Gange om Ugen vandrer hele Ungdommen--og
meget ofte ogsaa en stor Part af dem, man udenfor Frankrig vilde kalde
Alderdommen--hjem fra Kasinoballet ligesaa drivvaade, som de om
Formiddagen er komne op af Badet. Især paa Englænderinderne er der ingen
stor Forskjel at se, da deres Bade- og deres Balkostume omtrent er ens.
Naar de møder paa Ballet, sidder kun deres Trikottrøjer lidt mere stramt.
Alt det kan, som sagt, være ganske fornøjeligt at se paa og være med til
nogle Dage. Men for Uger, ikke at tale om Maaneder, turde det hænde, at
Adskillige vilde finde det lovlig monotont. Havet ved Normandiets Kyst er
ganske vist stort og imponerende, men det er ofte trist og melankolsk som
Normandiets Himmel. Luften skal være styrkende, siger man, men Alverden
gaar dog omkring og klager over Vejret; paa Skjærgaardsklipperne voxer
der hverken Blomster eller Blade, og de lange, grønne Bakkeskraaninger
ender med at blive ensformige, naar man gaar og kiger paa dem Dag ud, Dag
ind. Man skal tage til Etretat som Turist for nogle Dage. Saa morer man
sig kosteligt over at se "tout Paris" gaa og tumle om mellem Rullesten
paa Kysten. Men naar man har plukket Buketten af dette Kuriosum, saa skal
man flyve afsted igjen. Boulevardstumpen foran Kasinoet er for lille til
aldrig at blive kjedelig, men for meget Boulevard alligevel, til at man
kan bilde sig ind, at man er i Naturen.
Nationalfesten.
Siden Verdensudstillingen 1878 har det republikanske Frankrig hvert Aar
ved Midsommertid sin store nationale Festdag svarende til, hvad
Napoleonsdagen var under Kejserdømmet. Et helt Aarti omtrent havde Paris
baaret Sorg efter Krigen og afholdt sig fra alle offentlige Forlystelser.
Men saa kom den stolte 1ste Maj, da Kæmpeværket paa Marsmarken stod
færdigt og aabnede sine Porte for de Fremmede, der strømmede til fra alle
Jordens Egne. Fredens Gjerning havde læget Krigens Saar. Paris var atter
sig selv: Verdens beundrede, lokkende Metropol, Mekkastaden for
Turisternes Pilgrimsfarter og Maalet for alle de Hjemmeblivendes Længsler
og Drømme. Den Dag blev Sorgen lagt i Frankrigs Hovedstad og over hele
Landet. Festens Faner kom frem igjen og pyntede den mylrende By,
Marseillaisens Toner foer tusindstetnmigt jublende, elektriserende
gjennem alle Gader. Den 30te Juni fulgte efter, Nationernes Fest,
Verdensdronningens Gallaceremoni for de Hundrede-Tusinder, der havde
samlet sig til Turneringen ved hendes gjenfødte Hof. Siden den Tid fejrer
den franske Republik hvert Aar sin Fødselsdag. Den har valgt dertil den
14de Juli, Aarsdagen for Stormen paa Bastillen, Indvielsesdagen for den
store Revolution, hvis Arv den har taget, og hvis Gjerning den
fortsætter.
Denne nationale Fest holdes over hele Landet, i enhver Provindsstad og
hver Landsbyflække, men hvor store Anstrengelser man end gjør sig
allevegne, bliver det dog, selv Alt tilsammentaget, Ingenting mod Paris's
Fest. Pariserne har en Evne til at kunne arrangere Fester som intet andet
Folkefærd i hele Verden. Ingen anden By er en saa vidunderlig hurtig.
Leder for Stemningens Elektricitet som Paris, ingen anden udstyret med
dens Midler til at kunne pynte sig i Fest, ingen anden Befolkning først
og fremmest begavet med det samme Sind som Pariserne til at kunne vælte
alt Muligt af sig og fornøje sig som Børn i uskyldig, overstrømmende
Glæde. Disse Egenskaber maa ved enhver ny Lejlighed føre til nye,
storartede Manifestationer; de vil blive ved at gjøre det, hvor gammel
end Nationalfesten bliver.
[Illustration: Lygter hænges op.]
En hel Uge allerede forinden den fjortende begyndes der baade af de
offentlige Myndigheder, og af Private paa Stadens Udsmykning. Overalt
tømrer og hamrer man, hænger Lygter op, bygger Æreporte, rejser
Mastetræer, pynter Huse og kjøber Flag først og fremmest. Trikolorhavet
voxer og voxer, indtil Byen til Slutning formelig er druknet under det.
Pariserne flager ikke, som man gjør det i mindre extravagante nordlige
Egne af Verden. De hænger Faner ud af hvert eneste Vindue i hvert eneste
Hus, de pynter Façaderne med tætsammenpakkede Emblemer af dem, de spænder
dem som Theatersoffitter tværs over Gaderne fra Tag til Tag, der hæver
sig ved hvert tyvende Skridt kolossale Master, hvorfra Faner vajer i
Snesevis. Selv den fattigste Arbejder i Belleville stikker sit Flag ud;
de store Nouveauté-magasiner sælger dem for et Par Francs Stykket, og det
er der i Paris Ingen, som ikke har Raad at betale for at kunne være med
til at fejre Nationalfesten. Men for Parisernes extatiske Begejstring er
ikke engang dette Flaghav nok. Butikernes Vinduer udstiller slet ikke
Andet end trikolorfarvede Salgsgjenstande. Det kjøbende Publikum svælger
i trikolore Kjoler, trikolore Damehatte og Herrekaskjetter, trikolore
Strømper og trikolore Halstørklæder, trikolore Vifter og Lommetørklæder
og Dukker for Børn; alt Muligt, hvad der sælges, maa, nåar
Nationalfestdagen nærmer sig, være trefarvet, selv Herrernes Seler og
Damernes Korsetter. Man er ikke nogen god Borger, naar man ikke er
trefarvet indvendig saavel som udvendig. Ikke engang Heste og Vogne gjør
en Undtagelse fra Regelen; de stakkels Dyr farer afsted med hele Hovedet
druknet i diminutive Flag, og der er ikke en Omnibus, uden at der vajer
mindst fire Nationalbannere fra dens fire Hjørner. Nogle Droschkeejere
maler selve Vognene blaa, hvide og røde, pynter Kudskene med trefarvet
Liberi og anskaffer sig trefarvede Dækkener til Hestene. Samtidig er
Gaderne overspændte med et saadant Væv af Guirlander og Blomster, at man
i de snevre af dem slet ikke kan se Himmelen. Det er netop dem, der i
Regelen er de rigest pyntede, og Alt, Tage, Mure og Vinduer, er da
forsvundet under Løv og Farver, ja selv Trappegange og Gaarde pynter man
med trikolore Papirsstrimler og med højst primitive trikolore
Vaabenskjolde. Er der et Rum paa ti Kvadratalen, hvor der ingen Flag og
ingen Dekorationer findes, bliver Folk staaende stille og spørger
hinanden, hvad der kan være i Vejen. Selv Sælgekonernes Frugt- og
Légumevogne maa holde Nationalfest, hvis de ikke vil tabe de gode
Republikanere, de har til Kunder. Paa alle Damelivstykker og i alle
Herreknaphuller seer man "la fleur nationale". Arbejderne anskaffer sig
trikolore Lærredshuer, og Damerne anbringer trefarvede Fjer i deres
Hatte; Børnene gjør man trefarvede fra Top til Taa.
Og saa oprinder da selve den 14de Juli. Paris er underlig paa en saadan
Dag. Den skifter lige fra Morgenstunden Karakter, saa at man ikke kan
kjende den igjen. Det sædvanlige Liv er borte og erstattet af et helt
nyt. Paa de andre Helligdage, selv paa de store af dem, gaar Handel og
Færdsel sin vante Gang. Først henad Aften, naar Forstædernes Beboere gjør
deres Spadseretur ned paa de store Boulevarder, kommer der lidt af
Søndagspræget over Byen. Men paa Nationalfesten er det anderledes.
Hvorsomhelst og paa hvilkensomhelst Tid af Dagen man sætter sin Fod i
Gaderne, mærker man, at der er noget Aparte over Staden. Der er først og
fremmest en ganske ejendommelig Fred. Alle Butikker uden Undtagelse er
lukkede, de store offentlige Haller, hvor man flere Dage i Forvejen har
gjort endnu mere omfattende Forberedelser til Festen end alle andre
Steder, de er nu rømmede for deres Boder og forvandlede til vældige,
guirlandebehængte Sale, hvor om Eftermiddagen Dandsen skal tage sin
Begyndelse. Der arbejdes ikke paa noget Værksted, selv Posten standser
sin Virksomhed fra Klokken elleve om Formiddagen. Efter den Tid tømmes
der ingen Brevkasser og uddeles ingen Breve; Postbudene drager i store
Klynger med hinanden under Armen gjennem Byen og synger Marseillaisen,
yderlig fornøjede over Fridagen, den eneste, de har Aaret rundt. Den
rastløse, travle Tummel er borte. Folk driver ganske langsomt,
skikkelige, søndagspyntede Grupper med en Mylr af Børn, og de standser
hvert Øjeblik for at kige paa Flagpynten og Transparentbillederne, der
skal illumineres om Aftenen. Af og til flokker man sig sammen midt paa
Gaden. En af de talløse Foreninger for Instrumentalmusik har stillet sig
op der omkring et Stativ, der bærer et trikolordrapperet Republikhoved
med frygisk Hue og flankeres af Foreningens medaillebehængte Faner. Man
opfører Koncert, og unge begejstrede Mænd holder Taler til Forsamlingen
mellem Numrene. Pludselig bliver en lille Pige, klædt paa som
Frihedsgudinde, løftet op over Massen, og man raaber Vivat for hende. Men
over det Altsammen, selv midt i Tummelen, er der den samme fredelige
Søndagshøjtidelighed, en absolut Fornemmelse af, at man er ude i den
dejlige Sommersol for at hvile sig efter Hverdagsslid og for at have det
hyggeligt og rart. Pariserne er ganske overordentlig elskværdige paa
denne Dag. Man ler til hinanden og vexler smaa gemytlige Bemærkninger med
hinanden i Forbigaaende, som om man var gode Venner, der mødtes, man gaar
omkring med en underkuet Trang til at sladre og til at være forekommende,
og man griber med Begjærlighed den mindste Lejlighed, ved hvilken den kan
give sig Luft. Man gaar saa vidt, at man rømmer sin Plads for hinanden i
Queuen ved Omnibusser og Sporvogne, og det vil sige Meget.
[Illustration: Forberedelse til Nationalfesten i Hullerne.]
Thi henimod Ellevetiden skal hele Paris afsted ud ad Longchamps til, hvor
den store Revue finder Sted om Eftermiddagen Klokken to i Overværelse af
Republikkens Præsident og med de officielle Tribuner fyldte af alle de
Notabiliteter, som Byen har kunnet holde tilbage efter _grand prix_. Det
er, i hvert Fald for Damernes Vedkommende, ikke overdrevent mange. Der er
uhyre sparsomt med Toiletter derude, Revuen er Longchampsslettens store
populære Fest. Men den er ogsaa populær tilgavns. Den Part af Paris's
Befolkning, som paa denne Dag undtagelsesvis kommer paa Farten, er den
tarvelige Verden, som ellers hele Aaret rundt sidder flittig, hjemme ved
Arbejdet, og den er altid ellevild af Begejstring over at se sine
Soldater. Paa selve Revuesletten gjør den ikke synderlig Spektakel; den
staar taalmodig og lader sig stege af Solen, medens de tyve, tredive
tusinde Mand defilerer, og bryder kun engang imellem ud i et pænt,
anstændigt Hyldesttilraab, naar en for dens Hjerte aldeles uimodstaaelig
Deling drager forbi: Saint-Cyreleverne, Pompiererne eller et saadant
Korps. Men paa de smaa Kaféer i Suresnes, Saint Cloud og deromkring, hvor
Soldaterne trækker over, naar de har defileret forbi Præsidenttribunen,
der giver man til Gjengjæld det glade Humør saa meget mere overgivent
frit Løb. Parisermylren og Pariserlystigheden er i disse Timer derovre
paa den anden Side Boulogneskoven.
Byens store Hovedaarer bliver tommere og tommere, jo længere man kommer
ud paa Eftermiddagen. Den Part af Befolkningen, der ikke er i
Boulogneskoven, klynger sig sammen paa Pladser og Squarer, hvor
Orphéons-Foreningerne giver Koncert, eller i asfaltbelagte, stille
Sidegader, hvor Kvadrillerne har taget deres Begyndelse allerede
umiddelbart efter Frokost. Vandrer man ved Middagstid ned over de store
Boulevarder, vil man knap tro, at det er dem. De ligger endeløse foran
En, fejede rene for al den brogede Færdsel, som ellers tumler afsted over
dem. Der er ikke en Vogn at se, saa langt Øjet kan naa. Efter Klokken sex
er al Kjørsel i Gaderne forbudt, og Kudskene har sørget for at tage sig
saa godt betalte om Formiddagen, at de ikke finder nogen Gene ved at
holde sig Ordren efterrettelig. I de til Boulevarderne stødende Sidegader
drager man sig med ægte Pariserhumør og i ægte Feststemning den sjeldne
Lejlighed til Indtægt og flytter Middagsbordet midt ud paa Gadeasfalten.
Der sidder hele Familien under aaben Himmel og krydrer Festmaaltidet med
en Tilgift af frisk Aftenkølighed, og en Hærskare af smaa italienske,
guitarspillende og dandsende Piger leverer for et Par Sous Underholdning
dertil. Ingen bliver staaende og seer paa det, som man vilde gjøre
andetsteds; den Slags Indfald forekommer Folk i Paris at være en ganske
naturlig Ting.