SOMMERLIV OG FESTER.
Grand prix de Paris.
Paris har ligesaavel som London sin Saison, visse Maaneder af Aaret, da
Befolkningens fine Portion er forpligtet til at lyksaliggjøre Hovedstaden
med sin Nærværelse, og da følgelig Byens Liv naaer sin højeste Potens.
Men man er dog ikke ganske saa rigorøs som hos de stive Britter. De kan
ikke, uden at sætte deres gode Navn og Rygte paa Spil, vise sig i
Westend-Palæerne en eneste Dag før den 1ste Maj, og de kan heller ikke
uden Risico for, at de mest kompromitterende Rygter bringes i Omløb om
dem, atter forlade disse Palæer før netop den 1ste August. Selv for den
allernobleste Franskmand er derimod et Pariserophold tilladeligt paa
hvilkensomhelst Tid af Aaret, det kan være ham til Behag. Paris gaar det
an at foretrække, endogsaa naar "Alverden" er i Nice og Cannes, paa
Jagtslotte paa Landet, eller i Badevillaer ved Kysten. Men sin Sæson har
Byen alligevel. Den falder sammen med den Tid af Aaret, da Paris er
skjønnest. Saasnart de første Foraarsbebudere kommer, kommer ogsaa den
fornemme Verden hjem fra Rivieraen ved Middelhavskysten. Paris er da paa
sit Højeste. Den svælger i Fester, den bugner af Luxus. Theatrene byder
paa Sensationspremièrer, de berømte Virtuoser kommer fra alle Jordens
Kanter og lader sig høre ved Koncerter, hvor den simpleste Plads er til
en Louisd'or, der arrangeres straalende Velgjørenhedsmarkeder og elegante
Bazarer, hvor Grevinder og Hertuginder og Fyrstinder staar i Butikerne,
den officielle Verden giver sine store Galamiddage, Faubourgernes,
Pengenes, Kunstens og Litteraturens, ja selv Demimondens Aristokrati
kappes om at holde Soiréer og Baller hver eneste Aften. Saaledes bliver
det ved at gaa tre, fire Maaneder paa Rad, indtil endelig det hele
tumlende Fornøjelsesliv den første Søndag i Juni ender med en
Slutnjngsfête, der stikker alle de andre, med _le grand prix de Paris_,
Frankrigs Derbydag, de store Væddeløb paa Longchamps-Sletten.
Denne Dag er efterhaanden bleven en af Paris allerstørste Festdage. Det
er i Grunden kun Nationalfesten den 14de Juli, der er mere. Og der er
endda den Ting at bemærke, at ved Nationalfesten holder
Ikke-Republikanerne sig tilbage for at protestere; til de store Løb
derimod maa Alle med uden Menings- og uden Standsforskjel. I den fornemme
Verden har det allerede under Kejserdømmet hørt til god Tone at tage
Afsked med hinanden ved et Glas Champagne paa Saddelpladsen, før man
lægger sig paa Landet, og denne gode Tone er med Aarene trængt ud til
bestandig bredere og bredere Samfundslag. Nu er der knap en sølle Calicot
længer, der ikke finder Longchampsudflugten nødvendig for at hævde sin
sociale Position. _Le grand prix_ er den Dag, da alle Parisernes
Sparegrise, selv den beskedneste Arbejderfamilies, slaas i Stykker. Og
har man ikke nogen Sparegris, saa har man dog altid en eller anden
Gjenstand, man kan sætte paa Mont-de-Pitié for at komme med. Man skal til
Longchamps, hvordan det saa gaar. Det er ikke egentlig for Løbenes Skyld;
Pariserne sidder der ikke som Englænderne nogen medfødt Sportsmani i
Blodet. Det er just heller ikke for at more sig; naar man vil være ærlig,
veed man ganske vel, at Dagens Besvær tidt bliver større end dens
Morskab, saafremt man da ikke har hele Lommen fuld af Guld. Men man maa
afsted alligevel. Naboer og Gjenboer, alle mulige Bekjendte er med, saa
kan man jo dog ikke blive siddende hjemme. Og saa er der ogsaa een Grund
til. Man giver sine Penge ud paa Væddeløbsdagen i det stille Haab, at de
skal komme ind igjen med Renter og Rentes Rente. Man vædder. Alle gjør
det; Sadlepladsens Publikum sætter Tusindfrancsnoter paa Spil,
Tribunernes Hundredefrancssedler og den store, vulgære Masse paa
"Grønsværet" Louisd'orer og Femfrancer. Spilleraseriet er en af
Kræftskaderne ved det moderne Parisersamfund. Det er ikke blot paa
Børsen, at Alverden gjør Forsøg paa at tjene sig rig i en Haandevending;
overalt, hvor man kan komme til det, tumler man med ind i den vilde
Parforcejagt efter de rullende Guldstykker. I de parisiske "Cercles"
tabes og vindes der ved Baccarat-Bordet Millioner hver eneste Aften, og
den Del af Befolkningen, der ikke kan betale de Hundrede, to eller tre
Hundrede Francs aarlig, som det koster at blive Medlem af en saadan
Spilleklub, rangerer sig da paa anden, billigere Vis ind i Fru Fortunas
Tilbederlegion. Efter Frokosttid, næsten hele Dagen igjennem, er de
parisiske Kaféborde fulde af smaa grønne Klædesplader, paa hvilke de
jevnere Samfundsklasser, helt ned til Arbejderen, vover deres surt
fortjente Ugeløn i Ecarté; der pareres ved Billarderne, der spilles i
Smug alle Slags Hasard i ethvert Beværtningslokales Bagstuer, der spilles
kort sagt af Alle og overalt. Væddeløbsdagen er en velkommen, saa at sige
med det Officielles Stempel paatrykt Anledning til at tilfredsstille
denne uhyggelige Passion under exceptionelt fristende Forhold, i fri
Luft, Menneskemylr og Sommersolskin, omgiven af Festvirvarets
nervepirrende Ramme. Enhver maa til Bookmaker'nes Boder. Der er Hundreder
af dem, og de gjør uhyre Forretninger allesammen. Naar det kommer til
Stykket, er det maaske først og fremmest dem, der gjemmer Alruneæblet,
som paa den store Væddeløbsdag drager alle Mennesker til
Longchampssletten.
[Illustration: "Bookmakeren"]
Allerede tidlig paa Morgenstunden begynder Udvandringen. Da det dog
alligevel skal være Feriedag, vil man gjøre den saa lang som muligt. Og
desuden gjælder det ogsaa at være betids paa Pletten for at faa en Plads,
hvor man nogenlunde kan se. Forsynede med appetitlige Frokostkurve sætter
formelige Hære af Smaaborgerfamilier sig i Bevægelse i Retningen af
Suresnes. Fra Klokken otte gaar der overfyldte Jernbanetog, Seinedampere,
Sporvogne og Omnibusser hvert andet Minut. Det er, som om det gjaldt en
Massestorm paa Mont Valérien. Men de mylrende sorte Striber af
Menneskemyrer kravler ikke op ad Højen, de følger Trup over Suresnesbroen
og spreder sig saa og besætter hver Grønsværsplet i Terrænet mellem
Neuilly, Boulogneskovs-Kaskaderne og Seinen. Der pakker de Kurvene ud og
holder efter Marchen Siesta i de kølige Skovskygger. De har behov at
forberede sig til at kunne staa imod Eftermiddagens Trykken og Trængsel
og Støv og Solhede; allerede før Et maa de sige Farvel til Træerne og
foretage deres Kapløb ned til Snoren, som indhegner Væddeløbsbanen.
Samtidig er ogsaa Vognene begyndt at komme rullende. _Grand prix_ er
Pariserkudskenes store Festdag. De, der nyder den Ære at throne paa
aristokratiske Selvejerekvipagers Bukke, faar Lov til at stille Husets
Maximum af Forspands-, Seletøjs-og Kjøretøijs-luxus paa Parade, de
ordinære Hyrekudske har den Tilfredsstillelse at faa et saadant Maximum
af Kjørepenge, som de ikke fortjener nogen anden Dag af Aaret. I Reglen
slaar Bekjendte sig sammen allerede flere Uger i Forvejen for at leje en
Vogn til de store Løb. Prisen er da noget over et halvhundrede Francs for
de almindelige Droschker og for Kjøretøjer med et større Antal Pladser i
Forhold dertil. Men har man ikke været forsynlig og lejet paa Forhaand,
kan det meget vel hænde, at man paa selve Dagen ikke slipper under det
Dobbelte. Ved den Slags Lejligheder er en parisisk Droschkekudsk grumme
lidt medgjørlig. Han farter op og ned ad Boulevarderne og ryster
overlegent paa Hovedet, selv om man stiller sig op paa Fortovet og holder
Louisd'orer frem og viser ham. Han tør ikke standse, har engang en af dem
forklaret mig. Inden den gentile Herre paa Fortovet naaede ud til Vognen,
kunde en brav Bourgeois springe op og tvinge ham til at kjøre _à l'heure_
hele Resten af Dagen. Han giver sig ganske rolig Tid, til han kan se sit
Snit og faa god Ladning. Han veed, at for hver Time, der gaar paa den
store Væddeløbsdag, stiger Vognene i Pris, til der til Slutning saa at
sige ikke er en eneste længer at faa indenfor Paris's Fæstningsværker.
Fra Klokken to holder de i endeløse Rækker ned over alle Vejene, der
fører til Longchamps. Man vilde naa et Tal af over ti tusinde, hvis man
var i Stand til at tælle dem. Thi fra Klokken to, det Tidspunkt, da det
første Løb begynder, er Sadlepladsen, Tribunerne, den store
Grønsværsslette, Alt fuldt af hver sin forskjellige Art af
Tilskuerpublikum. Der kan være indtil tre hundrede tusind Mennesker
klumpede sammen paa dette Sted. Man kan overse hele Terrænet fra
Tribunernes øverste Bænke; det er et Syn, som det næppe nogetsteds paa
Jorden er muligt at finde et Sidestykke til. Der er her ikke Tale om
spredte Grupper; det er, som om man vilde tænke sig en vældig,
uoverskuelig Kornmark, bevoxet ikke med gule Straa, men med
Menneskekroppe. Vrimmelen er ligesaa tæt, Fladen, der dannes af de mørke,
hattebeklædte Hoveder, ligesaa sammenhængende kompakt som den, der dannes
af de bugnende Ax. Hist og her stikker røde Parasoller frem som glødende
Valmuer; unge Piger er sprungne op paa Vognsæderne og staar der i deres
lysfarvede Sommertoiletter som blaa Kornblomster eller gule
Agerkaalsstilke og sætter brogede Pletter i den sorte Mark. Hele Fladen
gynger og vugger sig som kruset af Vindkast, men ind i Mylren kan Øjet
ikke se, det kan kun ane derinde en mystisk, æventyrlig Uendelighed af
muntre, vexlende Folkelivsbilleder, som sætter Fantasien i Bevægelse og
ligesom fylder Rummet med en kondenseret Essens af Liv og Glæde. Fra
denne Hovedmasse strækker sig ud, langt, langt bort i det Fjerne, langs
hele Væddeløbsbanens Snor, tætte sorte Myregange af andre
Tilskuerklynger; Bakker med rigt schatteret Skovbryn indfatter Billedet,
over det Altsammen ligger Guldglands af den varme Junisol.
[Illustration: Paa Tribunen.]
Og saa er der Maleriets Forgrund, som man har lige ved Siden af sig. Hver
af Tribunerne fortsættes forneden af en Enceinte, fyldt med Straastole.
Ogsaa der er der tætproppet af Tilskuere. Det er den fashionable Part af
Publikum. Allerede paa Femfrancspladserne opdager man det ene
extravagante Toilette ved Siden af det andet; paa dem, hvor det koster en
Louisd'or at komme ind, holder de formelige Saturnalier. Det store
Finantsaristokratis, stundom den virkelige Faubourgadels Damer med, og de
store Kokotter overbyder hinanden i Opfindsomhed. Deres Fantasi bryder
sig ikke om at tage Skjønheden med paa Raad, det gjælder kun at vække
Opmærksomhed. Om de seer ud som Paafugle og Pappegøjer, er dem
ligegyldigt, naar der blot bliver lagt Mærke til dem, og de kommer i
Avisen den næste Dag. De leverer Forestillingens Ouverture, og
Kappestriden mellem dem kan paa sin Vis være fornøjeligere end Kapløbet
inde paa Banen. Hvert Øjeblik gaar der som et elektrisk Stød gjennem
Tribunepublikummet.
[Illustration: Paa "Grønsværet".]
Alle rejser sig op, Beundrings-Ah'er og Vittigheder regner ned rundt
omkring, man applauderer, man hviner tidt himmelhøjt. Det er et
Parasolmonstrum i Solbrandsfarver og oversaaet med Fuglereder, man har
opdaget inde paa Sadlepladsen, en Frøken med Lueforgyldningsbroderier paa
den hvide Atlaskeskjole eller en havfrueagtig Fremtoning i Sivgrønt:
sivgrøn En-tous-cas, sivgrøn Kjole, sivgrønne Strømper og sivgrønne Sko,
Altsammen bedækket fra Top til Taa med en Mylr af ganske smaabitte
Sneglehuse. Det er kun i Paris, at man ser Sligt, og det er selv i Paris
kun den ene store Væddeløbsdag, at disse Toilette-Orgier rigtigt kan faa
Lejlighed til at slaa Gjækken løs.
[Illustration: I Enceinten.]
Signalklokken ringer, Jockeyerne farer ud paa deres stolte, fine,
adelige, men gyselig magre Væddeløbere. Tribunepublikummet har studeret
Programmet, det kjender Dyrene paa Jockeyernes Farver, og det raaber
deres Navne for at gjælde for Sportsmænd, der veed Besked. Men nogen
overdreven Enthousiasme for de første af Løbene er der dog egentlig ikke.
De maa mere betragtes som en appetitvækkende _Pièce de rideau_ før den
rigtige, store Forestilling. Det drejer sig kun om fem, sex tusinde
Francs, Summer, der paa en saadan Dag er altfor ubetydelige til at kunne
vække nogen virkelig Spænding. Og saa er der ogsaa det, at man ikke er
absolut sikker paa, om disse Løb nu ogsaa kan betragtes som rigtig
alvorlige. Man fortæller om saa megen _"blague"_ ved Smaaløbene, om
bestukne Jockeyer og Ejere, der med Vilje lader deres Dyr tabe, fordi de
i hemmelig Forstaaelse med en Bookmaker har store Pareer imod dem. Alle
mindes Affæren fornylig ved Chantilly. En Jockey blev kastet af og kom
slemt til Skade, og det oplystes da, at han var betalt af sin Herre for
at holde Hesten tilbage. Men Dyret havde været stærkere end han; dets
Instinkt fortalte det, at der var Noget i Vejen, og det skilte sig saa af
med sin Rytter og sørgede paa egen Haand for at komme ind som Numer Et.
Der skal gaa mange af den Slags Ting i Svang, veed man, og det svækker
Interessen. Med _"grand prix"_ derimod er det en anden Sag. Der gjælder
det baade Æren og Prisen, og den sidste er ikke mindre end hundrede
tusinde Francs. Det kan pirre.
[Illustration: I Enceinten.]
Der kommer en umaadelig Bevægelse mellem Publikum, saa saare Tallene
begynder at springe frem paa den sorte Tavle, hvor de Løbendes Numere
markeres. Alle rejser sig op. _"Assis! assis!"_ brøles og hvines der fra
Tribunerne, men Enceintepublikummet nedenfor dem tager ikke Notits af
deres Raab. Damerne springer op paa Stolene og holder deres Kikkerter i
Beredskab; selv den mest stikkende Sol har de i dette Øjeblik ingen Tanke
for. "Hvem løber?" det er det første store Nysgjerrighedsspørgsmaal, det
gjælder om at faae besvaret. Det ene Tal springer frem efter det andet;
til _"grand prix"_ er der altid ti, femten Konkurrenter mindst, og man
trækker sig kun grumme nødigt tilbage. Selv om den ikke har nogen Udsigt
til at vinde, er det dog altid en uhyre Rekommandation for en Hest, et
Slags Adelsdiplom, at den har været med ved det rigtige store Løb. Man
kiger paa Programmet, man henter biografiske Notitser om Dyrene hos
Naboerne rundtomkring. Der er da ingen Overraskelse i Gjære? Der findes
forhaabentlig ikke mellem Deltagerne i Løbet nogen af de
hemmelighedsfulde Ubekjendte, som, opdragne i Smug af en
Førsterangstrænør paa et eller andet fjernt, øde Sted, pludselig dukker
frem og gjør alle Sportsmændenes Beregninger til Skamme? Man har set
Sligt ikke saa sjældent endda. Og findes der en saadan Konfusionsmager,
saa er jo alle Chancer, hvorpaa man har støttet sine Væddemaal, ikke to
Sous værd. Har man derimod udelukkende med bekjendte Løbere at gjøre, saa
er det i Regelen muligt at forudse Resultatet med nogenlunde Sikkerhed.
Der mangler sjælden en stor Stjerne, mod hvilken der kun pareres med
Enere mod Tiere.
Men hvor bliver den af, denne Dagens Helt? Dens Tal staar endnu ikke paa
Tavlen. Om der var tilstødt et Uheld! Om den pludselig var bleven
indisponeret og ikke kunde vise sig paa Arenaen! De store Væddeløbere er
ømfindtlige som de store Primadonnaer. Ængsteligheden begynder at brede
sig. De, der har været bag Kulisserne, beroliger imidlertid. Der kan
umulig være hændet Noget. "Bruce" er kommen fra England med specielt for
den lejet Extratog, og siden sin Ankomst har den stadig været omgiven af
en Livvagt paa sex fuldt paalidelige Karle, der med ladte Revolvere har
vaaget over, at ingen snedig Bandit sneg sig ind i dens Stald, beruste
den med Brød, dyppet i Vin, eller paa anden Vis gjorde den uskikket til
at lade sine Evner straale i det skjønneste Lys. Den er sund og frisk,
glødende af Kampiver, forsikrer de; de har været i Stalden endnu om
Morgenen. Herrer og Damer seer paa dem med beundrende, misundelige
Blikke; Hjerterne hører op at banke i Uro. Og der er jo virkelig ogsaa
dens Tal paa Tavlen. Et højt, tusindtunget Hurraraab hilser det. Men det
skjæres over paa Midten, Signalklokken klemter, og der bliver i samme Nu
Stilhed over den store Væddeløbsbane som i Theatret, naar Tæppet hæver
sig. Alles Øjne vender sig mod Sadlepladsens Enceinte. En efter en i
Række kommer Jockeyerne ridende ud derfra. De gjør en lille Galopfart for
at presentere sig ned over Banen en face for Tribunerne. Saa standser de
foran Dommerestraden, en ny Klemten, og Løbet begynder. Hvor der strækkes
Hals, hvor der hvines, hvor der vinkes med Lommetørklæder og Hatte og
Parasoller i Et uendeligt Brøl fylder hele Sletten. Hver Tilskuer raaber
sin foretrukne Dystløbers Navn og bliver ved at raabe det under hele
Løbet, som om Hesten kunde høre det, og som om det uvægerligt maatte føre
den til Sejer, naar det blot overdøvede alle andre. Der kommer de frem
ved Skovbrynet. "Invincible" er foran! Nej, "Bruce" tager den igjen! Den
holder sig! Den øger Distancen! Hurra for "Bruce"! Hurra! Hurra! Hurra!
De tager ingen Ende disse Hyldestraab, medens den lykkelige Jockey,
førende sig som en Heros, promenerer Dagens Sejervinder i Triumf hele
Væddeløbsbanen rundt. Gommeuxherrer og Sportsmænd paa Sadlepladsen
flokker sig lykønskende om Ejer og Trænør. Den Første tager ved dette ene
Løb en halvandet hundrede tusind Francs ind foruden de betydelige Summer,
Bookmakerne muligvis samtidig har ladet flyde i hans Kasse; den Sidste er
efter denne Dag Sportsverdenens store Stjerne, til hvis Gunst hele det
unge Aristokrati bejler mere end til nogen moderne Skjønheds, og hvis
Tjeneste betales højere end en Adelina Pattis og en Faures Toner.
Efter _"le grand prix_" følger der atter andre, mindre Løb med Priser fra
sex til femten tusind Francs. Det Hele ender først henimod Aftentid. Men
Væddeløbsslettens Publikum tyndes ud langt tidligere. Den fornemme Part
maa se itide at faa fat paa sine Kjøretøjer, der kan gaa Timer, før de
findes, og den store Hob maa tilbage for fra Stolene paa begge Sider af
Champs-Elyséesavenuen at være Vidne til det nye Skuespil: _le rétour des
cours,_ den uendelige Mylr af straalende Ekvipagers Hjemkjørsel i Parade.
Hele den brede Allée er opfyldt af et ustandseligt Tog, det er en
formelig Hær af Vogne, og det varer Timer, før Revuen tager Ende. Her
holdes Hovedmønstringen over Toiletterne; hvert Minut bringer
Overraskelse paa Overraskelse. Er _"le grand prix"_. Slutningen af
Parisersæsonen, saa er den ogsaa dens Apotheose. Man vil vise
Udlændingene sin kjære Stad i al dens Herlighed, før man overlader den
til deres Indvandring. Fra den første Mandag i Juni har de Lov til at
fylde den med Rejsekostumér og røde Baedekere, men den store Væddeløbsdag
skal den være sig selv, være paa Højden af sin Glands og Pragt. Og det
er den.
Badeliv ved Kysten.
Sommervarmen i Paris er som oftest ingenlunde uudholdelig. Saalænge Solen
befinder sig paa Himlen, er i Reglen ogsaa Vandslangerne i Bevægelse, En
hel Hær af Arbejdere er fra Morgen til Aften beskjæftiget med at holde
Alting vaadt, der bliver sprøjtet og sprøjtet paa Makadamiseringen,
Husfacaderne overrisles, Gaardene sættes under Vand, Trottoirerne skures
og vaskes i en Uendelighed. Det giver Friskhed og Kjølighed, saa den
store Bys Indeklemthed ikke trykker.
Men alle Regler har desværre sine Undtagelser. Af og til, naar
Temperaturen stiger særlig højt, og Sommeren bliver særlig tør, vil Dhuys
og Vannes, de to smaa Floder, der forsyner Paris med Vand, ikke længer
gjøre deres Skyldighed. Saa begynder Paris's Trængselstid. Byen begraves
i Støv. Som en tæt, brunliggul Taage stiger det op fra de milelange
Boulevarder og Avenuer. I de første Morgentimer staar denne Taage endnu
lavt, som om den ikke rigtig selv vidste, hvorvidt den vilde løfte sig i
Vejret eller løse sig og forsvinde. Men efterhaanden som Byen vaagner,
efterhaanden som der kommer Folk og Færdsel, med hver ny Vogn og hver ny
Fodgænger hæver den sig højere og højere. Den ruller ind over Byen i
voxende Skyer, der breder og breder sig fra Kvarter til Kvarter. Indtil
henimod Middag kan Solen endnu skinne igjennem dem, saa de tager sig ud
som en fin, langsomt faldende Regn af smaa Guldatomer. Men Time efter
Time fortætter de sig. Længere frem paa Dagen er det en fedtet, kvalm,
okkergul Os, der hyller Alting ind, saa massiv, at man ikke kan se fra
Lygtepæl til Lygtepæl. Det Hele er forvandlet til et ubegrændset
askefarvet Hav, i hvilket Mennesker og Vogne, Træer og Huse glider
sammen. Saa saare man stikker Hovedet ud af Døren, er i det samme Nu
Hals, Lunger og Brystkasse fyldte med Støv; naar man har gaaet en halv
Gade ned, seer man ud som en Melmand, vil man sætte sig ved et Kafébord
paa Trottoiret, maa det først fejes rent med en Kost. De lukkede Fiakrer
ruller langsomt og bedrøveligt gjennem Gaderne, som om det tommetykke
graa Lag paa Taget af dem tyngede, saa de ikke kunde komme afsted, over
de lange Boulevarder er der næsten ikke et eneste grønt Blad at opdage.
Alle Vinduer og Skodder holdes den hele Dag hermetisk lukkede, men Støvet
ude fra Gaderne trænger sig gjennem hver lille Sprække og Aabning, laver
Skyer, lægger sig i Lag overalt.
Paa saadanne Dage er det, at selv de Parisere, for hvem Paris er Alt,
faaer Sommerrædsel for den store Stad og flygter. De mindre enragerede
Boulevardtilbedere har allerede taget Vejen afsted før dem. Under den nye
atheniensiske Republik kræver Vinteropholdet i Paris stadig mere og mere
enorme Udgifter Sommeren er den Tid, da man sparer op til dem. Under
Foregivende af, at man har Behov for Landluft, afskaffer man hele det
store Træn fra Sæsonen, sætter sig paa landlig Diæt og vegeterer i en
Krog for atter, naar Selskabssalene i Paris paany aabnes, at kunne
udfolde sin Pragt og Luxus i dem. Det er væsentlig dette Hensyn, der
allerede strax efter "_le grand prix_" begynder at lægge Paris øde. Under
de to følgende Maaneder forsvinder dens Beboere mere og mere. I
Slutningen af Juli er den berøvet saa at sige hele sit "tout Paris", det
lille Frimurerselskab af udvalgte, ægte Parisere, der til daglig Brug
ligesom gjennemsyrer hele Staden og giver den dens Fysiognomi. Ikke Spor
af Elegance eller Chiched; Herskabsvogne og Toiletter er blevne saa
sjeldne, at de vækker Opsigt, naar de viser sig paa Boulevarderne,
Droschkekudskene har saa lidt at bestille, at de endogsaa om Søndagen
formelig plager Folk for at tage dem i timevis. Boulevarderne er halvt
tomme, mest befolkede med Arbejdere, stønnende Forretningsfolk og
langsomt drivende engelske Lorder og Misser.
Paris er paa Landet. Man tager til sit Château, naar man har enten et
virkeligt Château eller en lille, afsides liggende Gaard, hvilken der med
god Villie kan tillægges dette stolte Navn; man flytter til Villabyerne i
Omegnen, naar man er nødt til stadig at ture ind i Forretninger, eller
man rejser til Badestederne ved Bretagnes og Normandiets Kyster. Man gjør
helst det Sidste; det er mest Fashion.
Disse Badesteder skyder derfor ogsaa mere og mere op som Paddehatte. I
gamle Dage var der væsentlig kun Trouville; nu tælles de snart i
hundredevis. Et af de yngste, der samtidig har vist sig i Besiddelse af
virkelig Livskraft, er Etretat. Det er det, vi vil besøge.