fortjent deres Service ved Naalen, men saa har de fortjent den paa anden,
ligesaa ejendommelig Vis, mest ved indflydelsesrige Damebekjendtskaber. I
Regelen gaar deres Tilværelse imidlertid ikke saa stille hen som Hr.
Durands. Naar man hører til det stadige Premièrepublikum, har man den
eneste Egenskab, der i Paris erstatter Talent og Formue: man er kjendt.
Man hører til "Tout Paris", man hører til de Toneangivende. Den gamle
Adel existerer ikke længer, men Premièrepublikumet er traadt i Stedet for
den. Ved de rigtigt store, opsigtsvækkende Premièrer leverer endogsaa
Boulevardbladene Plantegninger over Theatret med Navnefortegnelse over
alle de exceptionelle Medborgere, der indtager Pladserne.
Uden tvingende Nødvendighed giver følgelig heller Ingen Afkald paa den
eller de Billetter, han har Ret til efter Listerne. Til hver, der ikke
afhentes, er der hundrede Ansøgere. Ved de store Theatre faaer de mest
Protegerede dem, ved de mindre overlader Direktøren dem mod det
Fire-Femdobbelte af forhøjet Pris til Billetsjouerne, der saa driver
Handel med dem i en Vinbod ved Siden af Theatret og ikke sjeldent
forlanger flere hundrede Francs for en nogenlunde ordentlig Plads. Naar
undtages Théâtre français, hvor Parterret og øverste Etage altid skal
sælges ved Kassen, afhændes ogsaa alle Galleribilletterne til de samme
Mellemhandlere. For en eller to Louisd'orer kan de i Regelen faas
tilkjøbs der. En saadan Pris betales gjerne af Pariserne. Blot at have
været i Huset ved en Première, selv om man Intet har kunnet se eller høre
af Stykket, det er allerede en stor Ting.
Naar Bladene den næste Dag beretter om en saadan Gallaforestilling, har
de ved Siden af deres Kritik over Stykket ogsaa en særegen, udførlig
Artikel om Publikum. Man faaer at vide hvem der har været i Theatret af
Berømtheder, hvad Damerne har havt paa, hvem der har besøgt dem i deres
Loge, hvad de har sagt i Foyeren og andre slige interessante Ting. Flere
Dage efter er Premièren det, Alting drejer sig om. De Lykkelige, der har
været til den, faaer Halvgudsglorie om sig i Befolkningens Øjne. De
overhænges af Venner og Bekjendte, de spørges ud, de maa fortælle og
fortælle om den store Begivenhed, som havde de været med til et Slag, ved
hvilket Nationers Skæbne afgjordes.
Aftenen selv har over sig et umiskjendeligt Præg af Fest. Herrerne kommer
i Kjole, Damerne i nedringede Selskabstoiletter. Hvor Øjet kiger ind i de
lukkede Loger, glittrer det af Diamanter, store Buketter ligger paa
Brystværnet og fylder Salen med en tung, duftmættet Atmosphære. Endogsaa
helt oppe under Loftet er man pyntet; der er navnlig der fuldt af
Tyveaarsynglinge i det ulasteligste Galla, med frisk Frisering,
guldknappede Spadserestokke, Monocler og smaa Lommespejle, der
omhyggeligt studeres, mens Tæppet er oppe og Klakken paa Bænkene foran
med sine løftede, applauderende Arme spærrer Udsigten til Scenen. De unge
Mennesker har gjort sig saa fine ikke blot af Respekt for Premièren, men
ogsaa fordi der er Mellemakterne. I dem har de nemlig Lov til at gaa ned
i Foyeren og stille deres Ulastelighed til Skue, mens de med den ene
Tommelfinger i Vestens Ærmegab og med den anden Haand støttet tungt til
den guldknappede, slæber deres smaa lakerede Sko og deres hele fine
Person hen over det blankbonede Gulv, med et muggent, blaseret Udtryk,
som var de dybt krænkede over af Hensyn til deres Ven Direktøren ikke at
have kunnet lade deres sædvanlige Parketplads staa ledig og endelig
skaffe sig en Friaften i det tumlende parisiske Festliv, der gjør det af
med dem til Slutning.
[Illustration: En Première-Loge.]
[Illustration: Alexandre Dumas fils.]
Mellemakterne, der ved en Premièreforestilling altid er meget lange,
giver dem Revanche for Lidelserne i Varmen og Mørket oppe under
Hanebjælkerne. De føler sig uhyre. Men Foyeren er ogsaa uhyre
fashionable. En almindelig Aften kommer den noble Part af
Tilskuerpublikummet der ikke. Man aflægger hinanden Visit i sine
Førsteetages-Loger og promenerer lidt udenfor dem i den brede, med bløde
Tæpper belagte Gang, hvor man er for sig selv, men man udsætter ikke sine
Koner eller Døttre for i Foyeren at blive bekiget af dubiøse Blik eller
deres Toiletter for at blive klemte op ad en malproper Arbejderbluse. Ved
Premièren derimod er det en anden Sag. Saa har man hele Theatret for sig,
man er som et sluttet Selskab, man kan bevæge sig, hvor man vil, Foyeren
seer ud som en Salon, fyldt af Gjæster. Gruppe ved Siden af Gruppe,
forbundne allesammen, med Undtagelse maaske netop af Ynglingene fra
Galleriet, til en Helhed ved Hjælp af ivrigt gestikulerende Herrer, der
farter omkring fra den ene til den anden for at rapportere et Giftermaal,
et Dødsfald, en Udnævnelse eller en Skandale, de allernyeste
Begivenheder, der er passerede i den fælles exklusive Verden, som hele
dette Premièrepublikum tilhører. Hvert andet Hoved kjender man igjen fra
Fotografivinduerne. Det er ingen Overdrivelse, naar Bladene tidt ved en
saadan Forestilling fortæller, at Alt, hvad Paris rummer af Berømtheder,
var i Huset.
[Illustration: Korridoren udenfor første Etages Loger.]
Baade Forfatter og Aktører anstrenger sig af yderste Evne for at
tilfredsstille dette sjeldne Areopag. Der er i mange moderne Komedier
Repliker, hele Scener undertiden, som kun er skrevne for det, og som
væsentlig kun forstaas af det. Et Stykke gaar i Paris aldrig saa fuldendt
over Scenen som ved den første Forestilling. Man holder Prøve paa Prøve
Maaneder igjennem, til Alt er saa godt, som man overhovedet kan gjøre
det, og i en stor Kraftanstrengelse serverer man da Buketten af Evnernes
og Samarbejdets Potensering for Premiérepublikummet. Dets Dom er absolut
afgjørende og uden Appel. Falder et Theaterstykke i Paris den første
Aften, saa er der ikke nogen Mulighed for, at det kan rejse sig igjen;
gjør det derimod Lykke, er det aldeles uberegneligt, hvor længe det kan
blive ved at spilles. Selv efterat det er blevet ombesat med
Middelmaadigheder; saa det ikke er til at holde ud for Kjedsommelighed,
slaas Publikum om Billetter. Det har Ryet; er man i Paris kommen op at
flyve paa dets Vinger, saa flyver man svimlende højt, helt op til fem,
sex hundrede Opførelser _de suite_ endogsaa.
[Illustration: Croizette.]
III.
Strax Morgenen efter Premieren bringer de virkelig parisiske af
Pariserbladene udførlige Artikler om det nye Stykke. Theatrene begynder i
Paris til forskjellig Klokkeslet, halv otte, otte, halv ni alt efter
Stykkets Længde, men de hører aldrig op før Midnat; en første
Forestilling kan med sine lange Mellemakter tidt trække ud til et, halv
to. Anmelderen har da et drøjt Stykke Nattearbejde. Det nytter imidlertid
ikke; Publikum er altfor spændt paa Udfaldet af den store Aften, til at
det kan vente. Lyder Parolen paa, at det er Noget, som hele Paris vil
strømme til for at se, saa begynder det ogsaa at strømme ligestrax.
Allerede den første Dag er Huset udsolgt til ti, tyve Forestillinger,
eller til saa mange, som Billetkontoret kan naa at sælge til. En saa
alvorlig Begivenhed som Overdragelsen af en Theaterbillet gaar nemlig
ikke for sig uden adskillige Formaliteter. Man maa opgive sit Navn, der
omhyggeligt føres ind paa Theatrets Forkjøbslister og paa Billetten selv.
Ønsker man at medføre Damer, maa derom ligeledes Underretning gives. De
har nemlig i Paris ikke Adgang til Gulvpladserne, det tillades dem kun at
overvære Forestillingen fra Logerne. Til disse sælges ikke enkelte
Pladser, man maa kjøbe en hel Loge, det vil sige mindst fem, sex
Billetter. Saa skal Damen ved Kassen gjennemsøge Listerne for at se, hvad
hun har ledigt omtrent ved det Tidspunkt, da man ønsker at gaa i
Theatret, Kjøberen skal, hvad der ikke er mere end billigt, da det drejer
sig for ham om en Udgift paa halvhundrede Francs eller derover, undersøge
Theaterplanen for at se, om den paagjældende Loge konvenerer ham, kort
sagt: det er en hel Historie, før man endelig har sit Bevis i Lommen for,
at saa og saa mange Pladser tilhører En den og den Aften om en fjorten
Dages Tid. Men Pariserne er ikke utaalmodige. Deres hele Ræsonnement er
det, at det maa være en ganske mageløs Fornøjelse, der venter dem, naar
der er saa megen Rift om den og saa megen Vanskelighed ved at komme til
at deltage i den. De strømmer til, og de bliver ved at strømme.
Parisertheatrene prospererer da i Virkeligheden ogsaa alle, hvor mange
der end er. Det kan hænde, at en Direktør beregner sit Budget galt, saa
at han personlig gjør daarlige Affærer, men en mere omsigtsfuld
Efterfølger bringer hurtigt Ligevægt igjen mellem Indtægter og Udgifter.
De sidste er ganske vist med de stadig videre og videre udviklede
Fordringer til Udstyrelsens Rigdom og Korrekthed efterhaanden blevne
meget betydelige; man har set Stykker, som Feeriet "Tusind og een Nat",
koste en halv Million, før de kom paa Scenen; men de Summer, der tages
ind, tillader en saadan Luxus. Billetpriserne er dyre. De nogenlunde
ordentlige Pladser koster mellem fem og ti Francs. Den gjennemsnitlige
aftenlige Indtægt bliver paa den Maade for de Theatre, der er lidt i
Velten, fire, fem Tusind, de større kan ganske vel gjøre Regning paa at
have en halv Gang saa meget til. Om Operaen er her slet ikke Tale. Dens
aftenlige Indtægt varierer mellem sexten og tyve tusind, men en
Parketplads koster ogsaa der tretten Francs til ordinær Pris, og den kan
aldrig faaes undtagen til forhøjet. Hvad Théâtre français angaar, saa har
det i de sidste Aar hver Aften taget Maximum ind, det vil sige ni, ti
tusind Francs. Der er heller ingen Udsigt til, at Tallet vil dale.
Vanskeligheden ved at kunne tilfredsstille Riften om Billetter er saa
stor, at man endog saa alvorligt har tænkt paa at indrette den
ligeoverfor liggende Fløj af Palais-Royal til et nyt Theater, saa at man
hver Aften kunde give Forestillinger paa to, med hinanden indbyrdes
forbundne Scener.
Med Theatrene svælger ogsaa Forfattere og Aktører i Guld. De Førstes
Honorar er mellem ti og femten Procent af Bruttoindtægten. Er det en stor
Succès, kan de paa den Maade tage indtil en halv Million ind paa en
enkelt Komedie. Ved Théâtre français, hvor de mere fremragende
Skuespillere og Skuespillerinder, de saakaldte "Sociétairer", deler
Theatrets Overskud mellem sig, er en aarlig Indtægt af hundrede, hundrede
og tyve tusind Francs ganske almindelig, og selv ved Privattheatrene
spiller de virkelige Stjerner ikke for ringere Gage. Judics Engagement
ved Variétés sikrer hende en halv Million for fem hundrede
Forestillinger, Jeanne Granier, den unge Sangerinde paa Renaissance, til
hvem Paris's Operettekomponister kappes om at skrive Roller i Smag med
"den lille Hertug", har firsindstyve tusind Francs for to hundrede
Forestillinger.
Naturligvis: disse Guldfloder er ikke Kunstens Maal, og de er heller ikke
Maalestokken for, til hvilken Højde den er naaet i et Land og i en given
Periode. Men det kan ikke nytte at nægte det, i vore Dage er de meget
virkningsfulde og saa halvt om halvt uundværlige Midler til at naa de
høje Maal. Jo mere fristende Lønnen er, desto stærkere anspændes ogsaa
Evner og Kræfter for at fange den; jo bedre et Arbejde betales, desto
større Omhyggelighed kan der anvendes paa det. Enhver fransk Forfatter
har Sigte paa Theatret; det er Valpladsen, hvor hans afgjørende Sejr skal
vindes. Eet Held der er nok, saa er hans Karrière gjort, det bringer ham
Ry, Position, materiel Uafhængighed. Til en saadan Valplads gaar man saa
rustet, som man kan blive. For Aktørens Vedkommende er Sagen den samme.
Føler den unge Mand Kald for Scenen, har han ingensomhelst Grund til ikke
at følge det. Theatret er baade i Stand til at veje hans Talent op med
Guld og til at byde ham en social Stilling, som han skal have stort
Besvær ved at naa ad anden Vej. At de franske Skuespillere lige til for
nylig ikke kunde blive Riddere af Æreslegionen, var en Anakronisme
simpelthen, der var bleven staaende ind i en Tid, hvor den absolut ikke
hørte hjemme. Under den tredie Republik er den dramatiske Kunstner
fuldkomment lige saa anset som enhver anden Talentets Mand. Han er en
feteret Gjæst i de fornemste Saloner, han omgaas paa lige Fod med Folk i
Statens øverste Poster. Coquelin er nærmeste Ven med Frankrigs første
Politiker og dets tilkommende Overhoved. Dupuis afslutter literære
Konventioner med Rusland og indstiller franske Forfattere til russiske
Ordensdekorationer, selv en udelukkende Farceskuespiller som Christian er
Maire i den Kommune, hvor han har sin Sommervilla. Staten giver med sine
Subventioner allertydeligst Attest for, hvilken Respekt den har for
Theatret. Operaen, Opéra-comique, Théâtre français og Odéon faaer
halvanden Million aarlig i Statstilskud. Det har hverken Literaturen
eller de bildende Kunster. Og iøvrigt er jo nu ogsaa Skuespillernes
Udelukkelse fra den nationale Dekoration hævet. Got bærer sit røde Baand,
og han bærer det saa berettiget som Nogen i Landet.
Theatrets Prosperitet drager imidlertid ikke alene Talenterne til sig,
den udvikler dem ogsaa. Den giver Skuespillerne, hvad der saa mange andre
Steder fattes dem, den tilbørlige Tid til at udarbejde en Figur. Det er
højst karakteristisk, hvilken Betydning der i Frankrig tilskrives en
Rolles "Création". Allerede Ordet angiver, hvorledes der deri lægges en
ikke blot reproducerende, men originalt skabende Virksomhed. Man taler om
de Roller, en Skuespiller har "kreeret", som man taler om en Digters
Værker. Og man gjør det tidt med megen Grund. Figurer som de, Got og
Coquelin viser os i "Les Rantzau", er i Virkeligheden skabte af dem. Men
den Uendelighed af fine, karakteriserende Træk, hvorved de har gjort Jean
Rantzau og den gamle Skolelærer til saa levende Menneskeskikkelser, som
der nogensinde er set paa en Scene, de er ogsaa kun Resultatet af et
meget stort og meget samvittighedsfuldt Arbejde. Coquelin har i sex
Maaneder anvendt flere Timer daglig paa at udforme det Billede, han havde
tænkt sig, og i to, tre Uger umiddelbart før Stykket skulde gaa, lod han
alle sine øvrige Roller doublere for ikke ved noget Andet at distraheres
fra sin nye "Création". Sligt er ikke muligt, hvor Theatret skal slide
for Brødet; kun naar det er situeret som i Paris, kan det tillade sig en
saadan aristokratisk Soignering. Der har Talentet alle Betingelser for at
kunne perfektionnere sig. Og ethvert kan komme paa sin Plads. Det er ikke
der en enkelt exklusiv Scene, hvorom al Interessen samler sig, der er en
hel Række af Theatre, som kan byde den dramatiske Kunstner en Position af
første Rang. De største Forfattere forsyner deres Repertoire, et ligesaa
intelligent som talrigt Publikum fylder deres Sale, de har Traditioner,
de har Anseelse, de har Rigdom, Alt, hvad der kan stille Talentet i
Relief. Derfor kommer det til dem. Palais-Royal har gjennem Aartier
stadig havt og har endnu en Samling af komiske Skuespillere, der er
aldeles uforlignelig, Judics Kunst er saa overlegen som nogen
Skuespillerindes, og Variétés har foruden hende en Dupuis, en Baron, en
Lassouche, en Léonce, det er ikke muligt at faae nogen i sin Art mere
fuldendt Forestilling at se end der. Vaudeville har Blanche Pierson,
Renaissance Granier, selv ved Smaatheatre som Nouveautés finder man
Kræfter som Brasseur og Mlle. Ugalde. Der er knap noget eneste af
samtlige Parisertheatre, som ikke i en eller anden Retning kan byde
noget Udmærket.
[Illustration: Samary]
IV.
Denne Floreringstilstand er et Resultat af Paris's exceptionelle
Stilling, først og fremmest som Centrum for det hele dramatiske Liv hos
en Nation, der paa dette Punkt har ganske særlige naturlige Anlæg, som
det umaadelige Verdenskaravanserai dernæst, i hvis Fornøjelsessvælg
daglig Tusinder og atter Tusinder af Rejsende fra alle Jordens Egne øser
deres Guld. Før Jernbanerne kom, var en Snes Opførelser af et Stykke det
Almindelige, halvtreds det kun overordentlig sjeldent naaede Maximum; nu
spilles Alt det tidobbelte Antal Gange. Sæson efter Sæson kommer man
højere og højere i Vejret, Kulminationspunktet er aabenbart ingenlunde
naaet endnu.
[Illustration: Dandserindernes Paaklædningsloge.]
Sine betænkelige Sider har disse Forhold imidlertid ogsaa. De ligger
mindre i den Mangel paa Tilførsel af friske Kræfter, som Udslukningen af
det dramatiske Liv i Provindsen kunde synes at maatte drage efter sig.
Hvor de end kommer fra, myldrer det stadig med nye Talenter. Ved Théâtre
français for Exempel er aldrig saasnart Madeleine Brohan begyndt at
blive, gammel, før man har Sarah Bernhardt, og efter hende Croizette, for
slet ikke at tale om Reichemberg og Broissat. Før Croizettes Stjerne
endnu er blegnet, dukker Samary op, og næppe har hun faaet Tid til at
gjøre sit Talent gjældende, før der paa Trinet under hende er en Yngre,
Baretta, til at fængsle Opmærksomheden. Allesammen er de komne i ikke
synderligt over en halv Snes Aar, det er ikke blot en uafbrudt
Rækkefølge, det er en Succession, der formelig jager hinanden. Heller
ikke den Mangel paa Plads for den dramatiske Produktion, der bliver en
Følge af Masseopførelserne, har noget Ængstende ved sig. Theatrene i
Paris er saa talrige, at det virkelig Gode altid vil kunne komme frem.
Desuden er Komponisterne allerede begyndt at ty til London, Bruxelles og
St. Petersborg; bliver Tumlepladsen paa Parisertheatrene virkelig de
dramatiske Forfattere for snever, vil de hurtigt følge Exemplet. Derimod
ligger der i Beskaffenheden af det Publikum, som Fremmedtilstrømningen
leverer, en alvorlig Fare. Selv om det forstaar Fransk, mangler det dog
Parisernes dramatiske Opdragelse. Det er tilfreds, naar det faaer en
Komedie at se, der har Ry; Udførelse og Sammenspil kan saa være, hvordan
det vil. Naar et Stykke er gaaet nogle hundrede Gange i Træk, og de
oprindelige Kræfter ikke længer kan holde ud at spille i det, ombesættes
det med andre, der er dem langt underlegne; men Udlændingene, som nu
udgjør Tilskuernes Pluralitet, lægger ikke engang Mærke til det. Denne
Uskik har allerede grebet saaledes om sig, at man endogsaa paa Théâtre
français kan se den franske Literaturs Mesterværker gaa over Scenen paa
en Maade, der er noget nær skandaløs. Meget ofte forstaar de Rejsende
ikke engang Fransk. De tyer da til de Theatre, hvor der er Noget for
Øjet. Udstyrsstykkerne, særlig de saakaldte _pièces à femmes_, bliver ved
denne Tilstrømning ligesaa ængsteligt talrige som ængsteligt blottede for
Alt, hvad der har det Mindste med dramatisk Kunst at gjøre. Man ser
Stykker som det vanvittigt meningsløse "Tusind og en Nat" gjøre en
aldeles formidabel Lykke, give ti, tolv tusind Francs hver Aften ved
flere hundrede Opførelser ene og alene, fordi det vrimler paa Scenen med
Heste, Hunde og Elefanter, og fordi der i Dekorationer, overlæssede med
Guld og Farver og fantastiske Lysvirkninger, præsenteres
Masseudstillinger af unge Kvinder i Kostumer, der som oftest allerhøjst
er Antydninger af Kostume. Man kalder det Ballet, men dandse kan kun den
enkelte Primadonna, og hun er forskreven fra Udlandet, idet Dandsen
nemlig er en Kunst, der overhovedet ikke kjendes i Frankrig. Resten er
Smaapiger fra Portnerloger og Modemagasiner, Sypiger og Kunstnermodeller,
af hvilke man ikke forlanger andre sceniske Kvalifikationer, end at de
kan tage sig ud i Trikot. Udvalg har man nok af altid, skjøndt en saadan
Ballet er en hel lille Armee. Saa saare det rygtes, at et nyt
Udstyrsstykke er paa Stabelen, strømmer de smaa theaterlystne Evadøttre i
Hobetal til fra alle Kanter af Paris for at lade sig hverve, og man har
Kasernen overfyldt i en Haandevending. Gagen er kun en Snes Sous pr.
Aften, Tjenesten streng, Behandlingen, de faaer, rent soldatermæssig. Men
de har Ungdom og Fantasi de Smaa, de har megen Livslyst som Vind i
Sejlene og meget lidt Moral hjemmefra med som Ballast. Naar der er et Par
Minutters Fritid fra Omklædningerne uden Ende, og de sidder oppe i
Paaklædningslogerne med deres Kammerater og fortæller hinanden
Fehistorier om Forgængerinderne, saa glider det snevre Rums Vægge
tilside, og ude i Baggrunden dukker der det ene lokkende Billede op efter
det andet. Theaterlivet har sine Changementer større, mere uforudsete
endnu end de i Eventyrkomedien dernede paa Scenen. Hvad der er hændet de
Andre, hvorfor skulde det ikke kunne hænde dem? De har jo nu ogsaa
"deres" Theater, "deres" Loge, "deres" Prøver, og de kan anskaffe sig
smaa rosenrøde Visitkort, hvor deres Navn staar i Snirkelskrift og et
fint lille "du théâtre de la chose" nedenunder. Det er det første Skridt,
Skridtet, der koster. Siden gaar Alting af sig selv. Før Stykket er
spillet til Ende, kan de være flyttet fra Paaklædningslogen over i
"deres" Hotel, _un vrai petit bijou_ af et Hotel med Rosentræsmøbler og
lyseblaat Silketapisseri. De kan kjøre i Boulogneskoven i "deres" Vogn,
med "deres" Heste og "deres" egen lille søde Groom. Hvem veed, maaske kan
der paa Visitkortet staa "comtesse" eller "baronne" og en Krone ovenover,
som er ægte, og som har Ret til at staa der. Nede mellem Kulisserne er
der ikke blot Brandfolkene til at kurtisere. Der kommer saa mange
distinguerede kjoleklædte Herrer op, baade unge med Esprit og Humør og
gamle med Diamanter i Brystet og Diamanter paa Fingeren. Og de er saa
mageløst elskværdige, og de inviterer til Souper og sender Etuier fra Rue
de la Paix og Fontana. Man spørger _maman_ hjemme, hvad man skal gjøre.
Maman siger som Mme. Bichon: "Il y a des situations dans lesquelles on
est obligé de prendre quelqu'un." Og saa gjør den Lille _son choix_, og
Alverden er tilfreds--saalænge det varer.
[Illustration: Mellem Kulisserne.]
Kun Fru Thalia har skjellig Grund til ikke at være det. Engang imellem
tager en eller anden Avis sig af hendes Sag og holder Formaningstaler mod
Theatrenes Forvandling til Menagerier og Fruentimmerbazarer. Men
Fremmedtilstrømningens Guld har en Klang, der lyder højere og sødere i
Direktørens Øren. Han stopper det i Lommen og tager de smaa
Formaningstaler med paa Kjøbet, og Forholdene bliver, som de er. Nu,
Noget af den Slags maa der naturligvis ganske nødvendigt altid findes i
en By som Paris. Faren er kun, at det ikke breder sig. Og i saa Henseende
er der et fortræffeligt Bolværk til at standse: Parisertheatrenes uhyre
Konservatisme. Man møder den for hvert Skridt. Saasnart man kommer ind,
finder man ved et højt Bureau tre fine Herrer i Kjole og hvidt
Halstørklæde, der anmoder om Ens Billet. Det er dog ikke for at beholde
den. De bytter den simpelthen om med en anden, som man saa afleverer ved
den egentlige Indgang. Hvad de skal gjøre godt for, er der Ingen, der
begriber. Men de har siddet der saalænge som Theatret har staaet, og
derfor bliver de ved at sidde der. Hele Aftenen sidder de og pynter op i
Entréen og viger ikke af Stedet. Man har en Fornemmelse, som var de
Grundpiller, og som Theatret maatte styrte sammen, hvis de forsvandt. Er
man kommen ind i Korridorerne, har man "Ouvreuserne" paa Halsen. De skal
anvise Ens Pladser. Det vilde være langt simplere, om Billetterne bar
Numer, som alle andre Steder i Verden, men saa var Ouvreuserne ingen
Nytte til, og de er et gammelt Inventarium, der for enhver Pris maa
bibeholdes. Saadan er det i Smaat og saadan i Stort. Det, at den franske
Theaterforfatter næsten aldrig vover sig ud fra Salonerne, ud i den frie
Natur mellem andre Mennesker end netop Parisere og Grever og Baronesser,
det er et Udslag af akkurat det Samme. Det er, om man vil, ikke Andet end
Respekt for Traditionen; Alt, hvad der er godt i vor ufuldkomne
menneskelige Verden, har jo i Regelen ogsaa sin svage Side. Men hvad det
end er, saa vil det bevare den virkelige, ægte Komedie paa de
Pariserscener, hvor den har gammel Hævd paa at florere. Deres Antal er
mange. De vil beholde Pariserne som Publikum, og de vil altid trods
Udstyrstheatrene faa en saadan Forstærkning af de Fremmede, at de kan
gjøre glimrende Forretninger selv med det Gode, de præsterer, og at der
følgelig ingen Grund er til Forandring. Paris's Ophøjelse til
Theatercentrum ikke blot for hele Frankrig, men saa halvvejs samtidig for
den hele civiliserede Verden bringer da saaledes i Theatrenes forøgede
materielle Velvære den franske dramatiske Kunst en stor Støtte, uden
samtidig at medføre væsentlige Farer for den. I gamle Dage har Talentet
muligvis kunnet leve af Kildevand og Maaneskin. Det er for vort
Aarhundredes mindre primitive Mennesker vanskeligt at sætte sig ind deri.
Nu kan det det i hvert Fald ikke længer; i vor Tid trænger det til god
Vin og god Føde, naar det ikke skal faa Svindsot. Paris er saa heldig
baade at have dramatiske Talenter nok og at kunne give dem tilstrækkelig
Føde til, at de kan voxe sig store og stærke.