baade bedre betjente og har større Magt end noget andet Lands Presse. Som
Franskmændene er fødte Talere, er de ogsaa fødte Journalister. Adskillige
af deres mest udprægede Nationalejendommeligheder kommer dem herved
tilgode, først og fremmest deres klare Logik og deres Aversion mod al
unødvendig Brede. Hvad de har paa Hjerte, forstaar de, baade naar de skal
forklare det med Ordet og med Pennen, at samle i et springende Punkt, i
en Frase maaske undertiden, men i ethvert Tilfælde i en Frase, der slaar
ned. Dette springende Punkt bliver Centrum i deres Journalartikel som i
deres Tale. Omkring det bygger de, for at belyse det, akkurat saa meget
op af Fakta, Argumenter og Konklusioner, som der er nødvendigt, for at
det ret kan glittre og funkle, og de slutter af, mens de spillende Blink
endnu holder Læserne fangne. Artiklen er gjennemsigtig fra Ende til
anden, den vækker intet Hovedbrud, og man taber intetsteds Traaden. Naar
man er færdig, staar dens Tanke anskuelig og klar for En, og Alt, hvad
der kan ligge i den af Interesse er kommet helt til sin Ret. Denne Evne
til at skrive, udviklet som den er det i Frankrig til formelig Kunst, kan
ikke Andet end betydeligt forøge Indflydelsen, som Pressen altid maa øve
i et Land, hvor den er den almindelige Stemmerets Tolk, hvor Diskussionen
er ubegrændset fri, og hvor alle Talenter kappes om at yde den deres
Assistance. Journalistiken er i det moderne Frankrig den Vej, som
sikkrest og lettest fører enhver Ærgjerrighed til Maalet. Fra Avisernes
Redaktionskontorer staar Dørene aabne paa vid Gab til alle Statens
øverste Poster. Deputerede, Præfekter, ministerielle Embedsmænd, selv
Ministre og Gesandter vælges ud mellem Journalisterne. Thiers begyndte
sin Karrière i Pressen, og siden ham er der saa at sige ikke en af de
Republikens Mænd, der har styret Landets Regering, som ikke oprindelig er
kommen sammesteds fra. Selv Jules Ferry skylder en Række Artikler i
"Temps": "Les comptes fantaistiques d'Haussmann" sin Notoritet. Bladene
er simpelthen en Forskole til Magten; undertiden bliver de endogsaa en
Retraite fra den. De har været det for begge den tredie Republiks to mest
fremragende Politikere, for Gambetta, der umiddelbart efter det store
Ministeriums Fald navngav sig som Leder af "République française", og for
Jules Simon, der som Direktør for "Gaulois" daglig selv skrev Artikler i
Bladet. Det er Træk, der tilstrækkelig tydeligt karakteriserer Pressens
Position i det franske Samfund.
Medaillen har imidlertid ogsaa sin Revers, Pariserbladene nyder en høj
Grad af Anseelse, og de gjør det med Grund, fordi den Sum af Dygtighed,
der offres i deres Tjeneste, er ganske overordentlig stor. Men de drager
sig stundom denne Anseelse og Indflydelse til Indtægt paa en Maade, som
kaster betænkelig Skygge over dem. Materielt er de ikke stillede under de
gunstigste Forhold. Deres Budget udviser aldrig færre Udgifter end fem,
sex hundrede Tusind Francs om Aaret, og for enkelte af de bedst betjente
kan Summen endog løbe op til over en Million. Det kan kun meget faa tage
ind ad reglementeret Vej. Andetsteds er Bladenes Hovedstøtte
Avertissementerne; i Paris spiller denne Indtægtskilde kun en forholdsvis
underordnet Rolle. Mens Antallet i England af Industridrivende, der
indrykker Annoncer i Aviserne, er over fire Millioner, kan det i Frankrig
kun sættes til nogle faa hundrede tusind. Pressens Publicitet er dyr,
mener de; dens Læsekreds saa spredt, at de for at have noget Udbytte af
deres Avertering maatte gaa til en hel Uendelighed af Blade. De
foretrækker da at hjælpe sig paa anden Vis, ved Gadeopslag, ved
Uddelingen af Adresser eller allerhelst ved splinternye Opfindelser, der
rigtigt kan tiltrække sig Opmærksomheden. Fremgangsmaaden, der følges af
en Ekviperingsforretning "Old England" paa Boulevard des Capucines, er i
saa Henseende meget betegnende. Dag ud, Dag ind ruller fra Morgen til
Aften en halv Snes yderst ejendommelige Kjøretøjer med dens Adresse rundt
i Gaderne. De er rødmalede og seer ud som store Skildpadder, kun lige
Hestens og Kudskens Hoved stikker op af den enorme, rullende Skal. En
saadan Kuriositet kan Ingen undgaa at lægge Mærke til, og koster den end
noget mere end Bladannoncerne, hjælper den dog ogsaa ti Gange bedre end
de. Dernæst er de franske Blades Afsætningsmaade uheldig. Kun faa af dem
har en fast, solid Abonnentkreds; Gadesalget fra Kioskerne er det
betydeligste. Der er Pariseraviser, der af hele deres Oplag paa ti, tyve
tusind Exemplarer knap afsætter fem hundrede ved Abonnement. Resten
spredes gjennem Kiosksalg, men det kan variere med flere Tusinde; man er
saaledes aldrig i Stand til at beregne Oplaget, og hvad man vinder den
ene Dag, taber man den næste. Af Paris's omtrent elleve hundrede Dagblade
og periodiske Skrifter er der næppe mere end godt og vel et hundrede
Stykker, der kunde vedblive at bestaa, hvis de skulde leve af, hvad
Pressen ellers ordinært plejer at leve af. Den faaer i Frankrig ikke en
Skillings Tilskud af Regeringen; der existerer ikke Skygge af
Reptiliefond, den eneste Begunstigelse, der vises ministerielle Organer,
er Forsyning engang imellem med interessante Nyheder. Men den har et helt
andet uudtømmeligt Fond, den har Børsen, den har "Finanserne" at støtte
sig til. Den sælger sin Indflydelse, og den faaer den glimrende betalt.
Der er i Paris omtrent hundrede bekjendte Bankinstitutioner. Mindst de
firsindstyve af dem lever udelukkende paa Spekulationsforretninger, og
kun en eneste, "Banque de France", befatter sig slet ikke med dem.
Saadanne Spekulationer kan selvfølgelig ikke føres igjennem uden stor
Publicitet, og uden at deres Ros idelig og idelig trompetes ud gjennem
Aviserne. I den daglige eller ugentlige Finantsoversigt har da hver Bank
sin Linie eller sine to, tre, fire Linier, hvor dens Aktiers Stigning
stadig bebudes, hvor dens Kurser erklæres for faste eller saadant Noget,
og for det betaler den sine to, tre, fire tusind Francs maanedlig, alt
efter det paagjældende Blads Betydning. Det er Forklaringen af, hvorfor
ethvert periodisk Skrift i Paris, litterære Ugeblade, videnskabelige
Tidsskrifter, Kunst- og Modeblade, ja lige ned til Organer for Skomagere
og Portnere, allesammen har deres Finantsbulletin. Den er _nervus rerum
gerendarum_ i det Hele, det er den, der kjæles for, det er den, der
betaler. Forretningen kan drives svært i Vejret; af "Figaros"
Finantsspalter har Bladet selv ganske vist ikke mere end halvtredie
hundrede Tusind Francs om Aaret, men Selskabet, som man har været saa
uforsigtig at forpagte dem paa Aaremaal, tager to Millioner ind. Det er
nemlig ikke blot den daglige lille Reklame, der kaster af sig. Hver Gang
en ny Emission skal finde Sted, hver Gang et nyt Foretagende skal
grundlægges, hver Gang kort sagt Bankerne trænger til Publicitet efter en
større Maalestok, maa de ogsaa betale store Summer. Ved en Emission for
et Par Aar siden af 500 Millioner Obligationer fordelte "Crédit foncier"
tolv Millioner mellem Bladene. Hver nok saa ubetydelig Avis havde herved
en Renindtægt af 12--15,000 Francs, de større, mere udbredte Blade det
Dobbelte og Tredobbelte. Man kan uden Overdrivelse regne, at der i de
sidste sex Aar er blevet indført mindst for fem, sex Milliarder nye
Værdipapirer paa Pariserbørsen. Af dem allesammen har Bladene faaet sendt
deres rigelige Part "til Anmeldelse".
Og saa er det desuden ikke alene Børsen, som Aviserne har gjort
tributpligtig. "Figaros" Reklamekonto udviser en aarlig Nettoindtægt for
Bladet af henved tre Millioner Francs. Alting betales der. Der er ikke et
Nummer, i hvilket den, der forståar at læse mellem Linierne, ikke finder
mindst een Artikel, som er skreven for Penge. Reklamerne for de store
Handelsforretninger er gjennemsigtige nok; dem kan Enhver opdage, men de
gjør dog deres Virkning alligevel. Publikum har nu engang en mærkværdig
overtroisk Respekt for, hvad der har været rost i Avisen, om det saa er
Sælgeren selv, der har skrevet Rosen. Ved Siden af disse Handelsreklamer
er der imidlertid mangfoldige andre. Bladomtalen er nødvendig for Enhver,
der vil komme ovenpaa i den parisiske Kamp for Livet. Naar en ny Bog
engang imellem anmeldes, har Forlæggeren i Regelen betalt derfor. En ny
musikalsk Stjerne kan ikke dukke op paa Pariserhimlen, uden at den først
har konstateret sin Glands med Guld, øst i Bladenes Kasse. Det er ikke
nok at have Talent, Talenter er der ingen Mangel paa i en By som Paris,
man maa ogsaa have et Navn. Naar man har naaet det, tjener man Millioner,
men for at faae Navnet skal der ikke blot meget Talent til, men ogsaa
mange udlagte Penge. Selv de alvorligste Pariserblade kan ikke sige sig
ganske fri for at være inficerede af Reklamesmitten. De egentlige
Boulevardblade har den gjennemsyret fra Ende til anden. En Part af deres
talrige Redaktionsstab er ikke Andet end Reklameagenter. De faar deres
Gage for Artiklerne, de skriver, men den er kun nogle faa hundrede Francs
om Maaneden. Ikke destomindre tjener de Tusinder, Resten kommer ved "les
affaires", det vil sige ved de Reklamer, de skaffer Bladet, og af hvilke
der betales dem fem og tyve Procent. Hvert Blad har sin
Administrationsdelegerede, der omhyggelig bekiger alle Notitser, før de
kommer i Avisen, for at undersøge, om de ikke skulde skjule et eller
andet anbefalende Ord, der, hvor fortjent det end kunde være, alligevel
falder indenfor det parisiske Reklamebegreb og følgelig maa vejes op med
Guld ved Kassen, før det kan faae Lov til at passere. Da Sauvages Fødeby
indviede en Statue af den geniale Opfinder, maatte den betale hvert af
Boulevardbladene tusind Francs for at omtale Festen. Byen var et
Badested, og Festen lokkede Folk til dette, følgelig blev Sagen strax
klassificeret som Reklame. Paa den Maade er det, at de elleve hundrede
Blade i Paris allesammen kan leve, paa den Maade er det, at deres Ejere
og Ledere kan holde fyrstelige Landsteder som Girardins i Enghien, paa
den Maade endelig er det, at ogsaa indenfor Litteraturen den fordums
Bohémientype fuldstændig er forsvunden. Den har i hvert Fald skiftet Ham,
saa den ikke er til at kjende igjen. Bohémien'erne fra Firs drømmer ikke
og sulter ikke, de gjør ingen gale Streger, de "gjør Forretninger". Ovre
i Quartier latin har de sunget Visen, som nu er moderne der:
C'est vingt-cinq francs, c'est vingt six francs,
C'est vingt-sept francs cinquante,
C'est ça qui est le vrai bonheur....
Da de vandrede over Vandet og bragte Boulevardbladene deres første
litterære Fantasier, har man rystet paa Hovedet af dem og givet dem
Kursus i Aartiets store Visdom: _Il n'y a que les affaires._ Nu, saa har
de lært at tude med de Ulve, de er iblandt. De gaar ikke paa Knejper, de
gaar paa Børsen, de skriver ikke Vers, de skriver Reklamer; det betaler
sig bedre.
Men disse Bohémien'er i nye Klæder er kun Marodører ved Journalistikens
store Armee. Den har en Elitegarde af Kombattanter, hvis Dygtighed præger
hele Hæren. Og paa samme Vis gjør man Uret i at tillægge det Ormstukne
ved Pariserpressen altfor overdreven Betydning. Det er en Sygdom, der er
kommen naturligt, næsten uundgaaeligt i Følge med det moderne
Parisersamfunds overdrevne Jagen efter Guld. Den egentlige Redaktion er
desuden, undtagen ved enkelte Boulevardaviser, uberørt af Reklamevæsenet.
Det er en Forretning, som drives af Ejeren og hans Agenter, som beriger
ham, og som tillader ham at betale Bladets Stab af Kapaciteter. Var
"Finanserne" der ikke, vilde han ikke kunde samle alle de Penne, der nu
gjør Pariserpressen til den, som idetmindste med Hensyn til Talent staar
uovertruffen i Verden. Det gaar her som allevegne: Lys og Skygge følges
ad og hænger uadskilleligt sammen.
PARIS SOM THEATERCENTRUM.
I.
Hvor mange Komedier har I i Frankrig? lader Voltaire Candide
spørge.--Fem, sex tusind, svarer Abbeden.--Det er mange, siger Candide,
men hvor mange af dem er der gode?--Femten, sexten, lyder Svaret.--Det er
mange, siger Martin.--Abbeden kunde i vore Dage trøstigt føje et Nul til
begge Tallene. Sandt nok: Forholdet mellem dem blev ikke større derved.
Men det behøves heller ikke; Martin har Ret, det er stort, som det er.
Frodigheden i det franske Theaters Væxt er uendelig, og de gode Frugter,
den sætter, i hvert Fald saa mange, at intet andet har fler at byde paa.
Her mere end noget Sted kan man kun maale ved Hjælp af Paralleler.
Paris er den By i hele Verden, der har flest Theatre. Hver Aften kappes
fyrretyve store Skuespilsale om at drage Publikum til sig. De er oftere
helt end halvt fulde; de tager over tyve Millioner Francs ind om Aaret,
det vil sige i Gjennemsnit mere end en halv Million hvert. Deres
Repertoire leveres udelukkende af Frankrig selv, og der er aldrig Mangel.
Er end ikke denne Syndflod af Komedier lutter Mesterværker, saa er de dog
af den Beskaffenhed, at Pluraliteten fra Paris gjør Rejsen over den
ganske civiliserede Jord. De bliver spillede paa de største
Nationalscener og i de mindste Provindsbyer, og allevegne er det
væsentlig kun dem, som Folk vil se. Rejsende kommer fra alle Kanter til
Paris med det Hovedformaal at gaa paa Komedie. Selv det mindste
Parisertheater har sine fremragende Kræfter, og dog bliver der saa mange
betydelige Talenter tilbage, at de maa tage baade Europa og Amerika til
Opland og sprede sig i rejsende Trupper der. Hvor de franske Artister
kommer hen, selv i Lande, hvor deres Sprog ikke forstaas, fylder de
Huset. Deres Portræter sælges i hver Flække, hvad der gaar for sig paa de
parisiske Scener, bliver Begivenheder, som refereres af Alverdens Aviser,
og som allevegne interesserer.
Denne den franske dramatiske Kunsts exceptionelle Position er et Resultat
af mange Ting. Først og fremmest beroer den naturligvis paa særlige Anlæg
hos Nationen. Germanerne med deres Tankes vide, vage Horizonter, med
deres stærkt udviklede Følelsesliv og deres Trang til at spejle
Tilværelsen i Abstraktioner, de bliver i deres Digtning overvejende
Lyrikere. Franskmændene derimod med deres store Sands for logisk Klarhed
og Koncentration, Franskmændene, hos hvem en let Esprit erstatter den
fuldstændig manglende Sentimentalitet, hvis Øjne ikke ser vidt, men som
opfanger den Verden, der ligger lige for dem, med Fotografobjektets
Nøjagtighed, de faar ganske naturligt deres Force ikke som Poeter, men
som Komedieforfattere. De er et gammelt Kulturfolk, der gjennem
Aarhundreder har følt sig som en mægtig Nation, der har været vant til at
træde op og gjøre sig gjældende. Det har givet dem den Sikkerhed og
Smidighed over deres Person, der skaber Selskabsmænd og Skuespillere.
Saa kommer dertil den store Tradition, Sammenhængen i den franske
dramatiske Kunsts Udvikling. Det er en Kjæde, der fortsætter sig med Led
ved Led uden Afbrydelse. Théâtre français holdt sit
Tohundredeaarsjubilæum med Grund. Det er stadig i den Grad Molières Hus,
at man endnu der spiller hans Komedier med Træk opbevarede fra Lærer til
Elev ned gjennem snart en halv Snes Generationer. Paris har i
Konservatoriet sit Skuespilleruniversitet, hvor alle unge dramatiske
Talenter maa tage deres Examiner, før de kan blive til Noget. Har de ikke
gaaet den Skole igjennem, har de ikke der ved Siden af naturlig Begavelse
vist, at de forstaar deres Metier, at de har lært det, som kan læres i
deres Kunst, saa kan der for det Første ikke være Tale om, at de faaer
Ansættelse ved nogen af Nationalscenerne, og saa tager heller ikke de
nogenlunde ansete private Theatre imod dem. Baade i Skuespilkunsten og i
den dramatiske Digtning forlanger Franskmændene først og fremmest teknisk
Færdighed. Men det vil i Virkeligheden kun sige, at de forlanger
Sammenhæng i Udviklingen. De forlanger, at hvert nyt Talent skal bygge
videre paa den Grund, der allerede existerer; jo højere han kan bygge,
desto bedre, men klatter hver Enkelt sine Murstumper op for sig hist og
her, saa bliver det i Tidens Løb kun en Bunke spredte Ruiner. Fortsætter
Efterfølgeren derimod sin Forgængers Værk, saa kommer der til Slutning en
Bygning ud deraf, hvori der er Helhed og Skjønhed, som bliver staaende,
og som vækker Beundring. Det er en saadan Bygning, det franske Theater er
blevet til.
Ved Siden af den Betydning, Traditionen har, ved Siden af Franskmændenes
Evne til at skrive og spille Komedie, er der dog ogsaa en tredie
Hovedgrund til, at deres dramatiske Kunst er naaet saa højt i Vejret. Den
er i endnu større Omfang end noget andet Udslag af Nationens Liv
centraliseret i Paris. Tydskland har Snese af Theaterbyer, til hvilke
Interessen stykkes ud, hvor Kræfterne fordeler sig, og hvor Kappestriden
spredes, Frankrig samler Alt i Paris. Selv Provindsstæderne med to, tre
hundrede tusind Indbyggere bliver ikke Konkurrenter. De har deres
Theatre, der endogsaa tidt subventioneres af Kommunen, men det er og
bliver Provindsscener uden Selvstændighed. De faaer udelukkende deres
Repertoire fra Paris. Marseille har nogle enkelte Gange gjort
Decentralisationsforsøg og opført nye Stykker af indfødte Forfattere, men
disse Forsøg har bestandig havt det ynkeligste Resultat. Nogen virkelig
fast Trup af Skuespillere findes heller ikke udenfor Hovedstaden. Selv
ved de største Provindstheatre skifter Selskabet hvert Aar; de unge
Talenter, der en Sæson ikke har kunnet faa Ansættelse i Paris, finder sig
i at udvandre for kortere Tid, men de har altid Hjemlængsel, og saa saare
Lejligheden tilbyder sig, ombytter de gjerne endog en Førsterangsposition
i Provindsen med det beskedneste Engagement ved et Parisertheater. Dermed
er det imidlertid endnu ikke nok. Paris er i Færd med paa Theatrets
Omraade ligefrem at afskaffe Provindsen og erobre den som umiddelbart
Opland under sig. Naar et nyt Stykke har gjort særlig Lykke paa en af de
parisiske Hovedscener, tilkjøber en Direktør, der ligger ledig paa
Torvet--og de mangler aldrig i Paris--sig af Forfatteren Eneret til
Opførelse i Provindsen. Ved de forskjellige Theatre laaner han Artister,
som man i Øjeblikket ikke har Brug for. Da Repertoiret som oftest er det
samme Maaneder i Træk, er bestandig en Part af Personalet ubeskjæftiget,
og den overlader man ham gjerne for derved at formindske sine Udgifter.
Han sammensætter sig saa af disse Laan et Selskab, indstuderer Stykket,
ofte under Forfatterens personlige Ledelse, og gjør med det Tournée rundt
i hele Landet. Eller ogsaa er det en af de store Stjerner i Vælten, der
benytter den samme Fremgangsmaade, tager nogle Maaneders Ferie ved sit
Theater og i den Tid viser sig for Provindsen i sine Glandsroller.
Skuespillerinder som Judic, Variétés uforlignelige Vaudevillesangerinde,
har i sin Kontrakt med Theatret en udtrykkelig Bestemmelse om, at hun i
to Maaneder ved Midvintertid skal være ude af Repertoiret for at kunne
rejse i Provindsen. Efterat de var bragt i Mode af selve Théâtre français
Senior Got, er det nu særlig hende, der har givet de moderne Rundrejser
af Parisertrupper et umaadeligt Opsving. De slaar de lokale Theatre
ihjel; Lyon med sine halvfjerdehundrede tusinde Indbyggere er kommen saa
vidt, at Municipalraadet ikke kan finde Direktører til de to Theatre, det
subventionerer. For Provindsbeboerne kan det være ubehageligt, men den
dramatiske Kunst selv faaer en umaadelig Løftestang i denne stadig større
og større Koncentration i et eneste straalende Brændpunkt, hvor alle
Kræfterne, al Interessen, al Glandsen hobes op. Kunsten er nu engang
aristokratisk. Den kan ikke føre tarvelig Borgerexistens i smaa
Føderativrepubliker, den trænger til et stort Kongedømme med et glimrende
Hof, hvor den er _en vue_, hvor dens Turneringer bliver Fester og dens
Sejre Triumfer. Først da er den i sit rette Element, først da har den
Solen over sig, der kan folde alle dens Evner ud i Blomst. Men et saadant
Hof for Theatret er det moderne Paris og bliver det daglig mere og mere.
[Illustration: Théâtre français's Senior: Got.]
II.
Opførelsen af et nyt Stykke paa en af Hovedscenerne eller blot paa en af
dem, der har Renommée som "parisiske", er en Begivenhed i Byens Liv.
Saasnart en saadan "Première" nærmer sig, kommer Alverden i Bevægelse. At
faa Adgang til den er næst efter Æreslegionskorset det højeste Maal, der
kan sættes for en parisisk Ærgjerrighed. Ingen Anstrengelser er for
titaniske, ingen Offre for enorme, naar en Première-Billet kan blive
Resultatet af dem. Man bestormer Forfatter og Direktør og Skuespillere,
man farter rundt og smigrer sig ind hos deres Venner og Venners Venner,
man lover deres Leverandører sin Søgning, man bestikker deres
Tjenestefolk, man gjør det Utrolige for at komme i Besiddelse af en
saadan Billet. Den er nemlig mere end Adgangskortet til en Fornøjelse,
den er et Slags Adelsdiplom, der rangerer En ind i den lille Kreds af
nogle faa hundrede Privilegerede, som tæller i Millionbyens Menneskehav.
Først naar man hører til Première-Publikummet, er man "Nogen" i Paris.
Til en første Forestilling er der ikke Tale om at kjøbe sin Billet.
Billetkontoret lukker slet ikke op, og det modtager heller ikke
Bestillinger. Theatret har sine Lister, hvorpaa man maa staa for at komme
med, og det er om at blive indskreven paa dem, at det drejer sig. Først
er der _"la feuille du service de la presse"_. Bladene har i Paris ikke
permanente Frikort til Theatrene. De kan til de ordinære Forestillinger
indsende en af Chefredaktøren underskreven Begjæring om Pladser, der da i
Regelen altid stilles til Disposition, naar de haves. Ved Siden deraf har
de Medarbejdere, der staar i nærmere Forhold til Theatret, en lignende
Ret, og endelig sendes der til alle Premièrer hver af Hovedaviserne en
eller to "Fauteuil d'orchestre". Ugeblade og andre mindre udbredte eller
mindre indflydelsesrige Blade faaer først denne "service" til den anden
Forestilling. Men de større Aviser er mange i Paris, allerede
Fribilletterne til dem fylder en betydelig Part af Huset. Saa er der det
Publikum, hvis Nærværelse Theatret selv af andre Grunde sætter Pris paa,
det vil sige de store Berømtheder i kunstens, Litteraturens og Politikens
Verden. Ogsaa dem sendes der Indbydelser til Premièren som til en anden
stor, offentlig Fest. De pynter Salen, og ethvert Theater, der estimerer
sig selv, lader sig det ved sine første Forestillinger være
magtpaaliggende at kunne fremvise "en smuk Sal". Endelig kommer de, der
betaler. Man tager imidlertid heller ikke dem i Flæng. For at blive
indskreven paa Listen over de Lykkelige, der mod Erlæggelsen af forhøjet
Pris kan hente Billet til alle Premièrer, maa man allerede indtage en
meget fremragende Stilling i det parisiske Selskabsliv eller ogsaa have
særligt formaaende Protektion, og selv med den altid vente længe, ofte
aarvis, til der ved Dødsfald bliver en Plads ledig. Ligesaa vanskeligt
det er at komme paa de parisiske Premièrelister, ligesaa urokkelig
sikkert bliver man nemlig ogsaa staaende der, naar man een Gang er der.
For erhvervede Rettigheder har Franskmændene en umaadelig Respekt. Et
karakteristisk Exempel paa denne Konservatisme er en lille, for faa Aar
siden ved et af Boulevardtheatrene passeret Historie. Der var kommet en
ny Direktør. Da Dagen nærmede sig for Sæsonens første Forestilling, gik
han med sin Generalsekretær Listen igjennem over de Personer, hans
Forgænger havde leveret Service. Der fandtes paa denne Liste ved Siden af
Navne, som Alverden kjendte, ogsaa ikke faa andre, som man først ved at
forhøre sig for hos hele Theaterpersonalet kunde faa en eller anden
Oplysning om. En Frigænger, en vis Hr. Durand, vidste imidlertid slet
Ingen Besked om. Man henvendte sig til Regissør, til Skuespillere, man
gjennemsøgte Navnene paa alle de Forfattere, der havde leveret Stykker
til Theatret; forgjæves, Hr. Durand var og blev en Gaade. Nu vel, mente
Direktøren, det kunde jo muligvis være, at han engang havde været anonym
Medarbejder af et eller andet Stykke, det var bedst at lade ham staa. Og
han blev staaende. Saa en Dag indfinder imidlertid en Herre sig under
Prøven og ønsker at tale med Direktøren. Direktøren kan Ingen modtage nu,
bliver der svaret. Herren trænger paa; "sig blot, at det er Hr. Durand,
for mig er han ganske sikkert tilstede." Det meldes, og øjeblikkelig
farer naturligvis Direktøren bort fra Prøven for endelig at faa at vide,
hvem den mystiske Hr. Durand er. "Undskyld, at jeg forstyrrer," siger en
lille, soigneret Herre, der venter i hans Kontor, "men jeg staar i Begreb
med at forlade Byen og vilde gjerne forinden..."--"Maa jeg bede Dem tage
Plads, for Dem er jeg naturligvis altid tilstede. Hvormed kan jeg være
til Tjeneste?"--"Sagen er den, at jeg har solgt min Forretning, og da jeg
nu selv flytter fra Byen, ønskede jeg gjerne, at den Billet, Theatret
hidtil har været saa god at sende mig, kunde gaa over paa min
Efterfølger." Hr. Durand var Skrædder; han havde for en Snes Aar tilbage
syet for en af Theatrets Skuespillere, der havde havt Vanskelighed ved at
betale og derfor havde skaffet sin Kreditor Service til Theatret.