Franskmændene forstaar overhovedet kun daarlig den Sport at ligge paa
Ryggen og fantasere over deres egen Villen og Stræben og sende blaa
Cigarringe og blaa Drømme op i Luften. De gaar løs paa Realiteten. Det er
det, der er Styrken i deres Nationalkarakter, og det er det, der er
blevet Storheden i deres moderne Kunst. Den hele lange Række af unge
Malere har i Virkeligheden ingen anden Læremester end Naturen. Det er
ogsaa derfor, at man kun i højst uegentlig Forstand kan tale om en
moderne fransk Skole. Der er ikke en enkelt, der er omtrent ligesaamange,
som der er Kunstnere af Talent. Selv Mestere som Gérome og Bonnat kan
ikke siges at have skabt Skole; de har kun vækket og udviklet en Kreds af
Talenter, der senere er gaaede deres egne Veje. Men navnlig Bonnat har
unægtelig i saa Henseende gjort saare meget. Hans Elever er ogsaa de
talrigste. Der er saa mange Studerende paa hans Atelier, at de om
Vinteren kan arrangere store Maskefester mellem sig selv indbyrdes, og
oppe ved Avenue de Clichy har der endogsaa rejst sig en hel lille By af
Atelierhuse udelukkende for Bonnats Elever. Det er til ham, Størsteparten
søger af de unge skandinaviske Kunstnere, der kommer til Paris. Og der
kommer efterhaanden Mange af dem, i hvert Fald Svenske, Nordmænd og
Finner, Danskerne derimod har kun lige begyndt at finde Vejen til Paris.
Næst efter den spanske og den belgisk-hollandske er den skandinaviske
Malerkoloni den talrigste og den, der spiller den største Rolle.
Wahlberg, Salmson og Hagborg har allerede en Stund havt Billeder paa
Luxembourg, Edelfelt, hvem den samme Ære nylig er bleven tildel, kappes
om Parisernes Gunst med de af deres egne unge Malere, der er mest i
Vælten. Smith-Hald, Berndtsson, Heyerdahl, Cederstrøm har ligeledes baade
Position og Publikum, og adskillige Yngre er paa gode Veje til at faa det
Samme. Paa den sidste Salon havde over fyrretyve skandinaviske Kunstnere
Arbejder udstillede.
"Salonen", den aarlige Udstilling i det forhenværende Industripalads i
Champs-Elysées, er Brændpunktet for det hele Kunst- og Kunstnerliv. Den
er da ogsaa et overordentlig talende Vidnesbyrd om, hvilken betydelig
Rolle Kunsten spiller i det moderne Parisersamfund. Antallet af
udstillede Arbejder er enormt og Interessen for dem fra Publikums Side
ikke mindre stor. Under fem, sex tusind Numere har Salonkatalogen aldrig.
At alt det skulde være virkelige Kunstværker, er nu naturligvis umuligt,
saa meget mere umuligt, som Salonen ingenlunde er den eneste Afløbsrende
for Paris's aarlige Kunstproduktion. Ved Siden af den er der en Mylr af
andre separate Udstillinger; en halv Snes "Cirkler" med artistisk Tilsnit
har hver deres, i Kunsthandleren Petits nye pragtfulde Lokale i Rue de
Sêze er der ligeledes stadig Saloner i det Smaa, og Masser af enkelte
Grupper eller Kunstretninger slaar sig hvert Øjeblik sammen for at
præsentere Publikum deres Værker, hvor de kan komme til det. Det hører
snart til Umulighederne at opdage en eneste Dag Aaret rundt, da der ikke
er mindst to eller tre offentlige Kunstudstillinger. Man faaer
ligeoverfor denne umaadelige Produktion et Indtryk af, at hele Paris maa
være en By af Malere. Svært skal det nu i Virkeligheden ogsaa falde at
finde en Familie, hvor ikke idetmindste eet Medlem dyrker Kunsten. Er der
ikke en Neveu eller en Fætter, saa er der i ethvert Tilfælde en Niece
eller en Kusine eller en Tante. De er utallige disse ældre eller yngre
Frøkener, der giver sig af med Pensel og Palet. Ogsaa de har den ene
Udstilling efter den anden, paa hvilke der ikke maa komme Andet end
Billeder malede af Damer. Det vil nu dog kun sige signerede af Damer, thi
de Frøkener er kun faa, der ikke paa en eller anden Maade faaer fat paa
en rigtig Maler, som de da ikke giver Slip paa, før han har "korrigeret"
deres Billede, hvilket næsten altid bliver ensbetydende med, at han gjør
det Hele om. Alt det er Modegalskab og det ynkeligste Dilettanteri, der
kan tænkes. Det holder ogsaa paa "Salonen" sit Indtog med Faner og
klingende Spil; Halvparten af de sex tusind Numere har kun ganske
overordentlig lidt med Kunst at bestille. Men det gjør Ingenting, de
hjælper den alligevel; jo bredere Pyramidens Basis er, desto højere naaer
dens Spids i Vejret. Er der altid uhyre meget Daarligt paa
Parisersalonen, saa mangler der heller aldrig Værker, der vil leve
bestandigt ved Siden af det Bedste, som nogen Tid og nogen Kunstretning
har frembragt.
[Illustration: Paa Salonen Vernissagedagen.]
Kan man saa fortænke Pariserne i, at denne Salon for dem er
Hovedbegivenheden i Aarets Liv? En Maaned i Forvejen drejer den
almindelige Konversation sig udelukkende om den, Bladene er fra Ende til
anden Indiskretioner om den, Alle, som har det Mindste med Kunstnere at
gjøre, maa spærre sig inde for ikke at blive flaaet ihjel af
Nyhedsjægerne. Dagen, da den aabnes, eller rettere Dagen forinden, _"le
jour de vernissage_, er en af de allerstørste Pariserdage, Oprindelig
skulde det kun være Kunstnerne, der paa den havde Adgang til Helligdommen
for at gjøre sig bekjendte med, hvor deres Billeder var blevne ophængte
af Komiteen, og for at lade dem faa det Overtræk af Fernis, som de ikke
maa have, naar de indsendes til Bedømmelse. Men efterhaanden er det
blevet "Tout Paris", der er med til den store Generalprøve. Har man
nogensomhelst Pretensioner paa at høre til den Part af Befolkningen, der
tæller, saa maa man vise sig paa "le jour de vernissage", det koste hvad
det koste vil. Det er Titusinder, der paa den skaffe sig Adgang;
hvorledes de faaer den, er en Gaade, men ind kommer de. Fra Klokken
Elleve er alle Salene proppede fulde; man støder paa en Berømthed for
hvert Skridt, man gaar. Og Alle har uhyre travlt; man skal ikke blot se
hinanden, men ogsaa Billederne. Naar man Klokken Et, To samles til
Frokost hos Ledoyen eller i Moulin rouge, maa man kunne sige sin Mening
om alle Hovedværkerne og kunne give Salonens Fysiognomi. Det er ved den
med Vernissagedagen uadskillelige Rosbif og Saumon, sauce verte, mellem
denne Mylr af Herrer med Rosetter og Damer i lyse Foraarstoiletter, som
allesammen kjender hinanden og vexler Hilsener og Haandtryk og Indtryk,
at Afgjørelsen træffes, om det er en daarlig Salon eller en af
Mellemslagsen. Er det ikke der, at Priserne uddeles, saa er det dog der,
at de Lykkelige udpeges, som kan vente sig dem. Flyver deres Navne paa
Vernissagedagen fra Mund til Mund ved de smaa Borde i Ledoyens Have, saa
kan de med rolig Samvittighed bestille Champagnen strax, saa er de sikkre
paa deres Medaille. Den Dom, Vernissagedagens Publikum fælder, bliver
ligesaa sjeldent underkjendt som Premièrepublikumets i Theatrene.
I sex, syv Uger efter Vernissagen er Salonen saa Paris's Centrum. Den
fine Verden har ligesom i Théâtre français og Operaen sin bestemte Dag,
Fredagen, da den samles der. For at den kan anstille sine
Kunstbetragtninger uden at løbes paa Ærmet af den store Mængde, koster
Adgangen paa denne Dag fem Francs. Der er i den demokratiske franske
Republik saa mange Inkonsekvenser, at man sagtens kan begaa den ogsaa.
Man siger, at man har været nødt dertil; Tilstrømningen er i hele
Udstillingstiden til daglig Brug saa stor, at Palaiet næsten ikke kan
rumme Publikum. Alle maa have været paa Salonen, for hvor man kommer hen,
tales der ikke om Andet. Højst karakteristisk er det, at Aviserne, der
kun uhyre sjeldent kan faa Plads til med et Par Ord at omtale en nys
udkommen Bog, allesammen fylder Spalte paa Spalte mange Numere i Rad med
Kritiker over Kunstudstillingen. De skriver kun, hvad de er sikkre paa
bliver læst. Men de kjender deres Publikum, de veed, at deres
Salonartikler hører til det, der sluges. Som den franske bildende Kunst i
vore Dage er et Hestehoved foran Literatur, saaledes er der heller ingen
Tvivl om, at Interessen for den næst efter Theatersværmeriet i hvert Fald
er den af alle aandelige Interesser, der er stærkest og har bredt sig
videst ud i det moderne Paris.
[Illustration: Bonnat]
LITTERATUR OG AVISER.
Nationalbibliotheket i Paris skal af Alt, hvad der trykkes i Frankrig og
dets Kolonier, have et Exemplar tilsendt gratis. Lige ned til det mindste
cochin-chinesiske Provindsblad og den obscureste Gadevise, der bydes
tilfals i Bellevilles Baggyder, maa Alt, hvad der udgaar fra en
Bogtrykkerpresse, aflevere denne Tribut. Det er paa den Maade muligt
stadig at være fuldstændig paa det Rene med den litterære Produktions
Omfang; Antallet af de litterære Fødsler kan opgives med samme
Nøjagtighed som Antallet af de almindelig borgerlige. For Øjeblikket
beløber de sig til lidt over 30,000 om Aaret. Det vil sige: med saamange
Volumina forøger den lovbefalede Tribut aarlig Nationalbibliotheket, og
Rang som Volumen faar Pjeser, Smaa- og Flyveskrifter først, naar de er
slaaede sammen til et Bind paa nogle hundrede Sider.
En saadan Produktion er enorm; den naaer Millionen i Løbet af en
Menneskealder. Og den langt overvejende Part af den udgaar fra Paris. Af
ti franske Forfattere lever de ni i Hovedstaden, og selv de, der ikke
gjør det, lader dog deres Bøger udkomme der. Forlagsvirksomheden udenfor
den er rent forsvindende. Den indskrænker sig saa at sige til nogle
provençalske Digtsamlinger i Avignon og Nîmes. Selv Byer som Marseille og
Lyon giver sig ikke af med at trykke Bøger. Som alt Andet er ogsaa hele
det litterære Liv centraliseret i Paris.
Men man mærker det i Grunden ikke synderligt. Literaturen gjør _"grande
besogne"_, men den gjør ikke stort Spræl. Udkommer der et nyt Værk af
Victor Hugo, af Zola eller Daudet, saa vækker det Opsigt ganske vist og
bliver en Begivenhed, hvorom Aviserne skriver, og hvorom de fleste
Dannede taler. Men det er kun ganske, ganske enkelte Bøger, der har en
saadan Evne til at samle Opmærksomheden og blive Dagens Løver. De fleste
kommer til Verden i al Stilhed og gjør deres Karrière uden Allarm. En
Roman kan være trykt og solgt i tyve, tredive tusind Exemplarer, uden at
den har staaet nævnt i et Blad, og uden at dens Existens noget Øjeblik
har været et brændende Thema for Konversationen. Paris er ingen litterær
By i den Forstand, at en Hovedpart af Befolkningens Interesse samler sig
om Litteraturen. Den er altfor stor, og den har altfor mange andre Sager
at beskjæftige sig med, til at den kan være det.
Pariseren i Almindelighed læser heller ikke meget. Han gjør det, saalænge
han er ung, før han endnu har taget alvorlig fat paa at bryde sig Bane.
Fra den Tid medbringer han navnlig et yderst omfattende Bekjendtskab med
den ældre Litteratur. Han kan sine franske Klassikere paa en Prik og har
dem altid paa rede Haand til Citater. Men saa saare han træder ind i
Livet som Mand, har han ingen Stunder længer til Læsning. Forretningerne,
Kampen for at gjøre Karriere optager ham helt. Konkurrencen er saa
uendelig; sætter han ikke alle Evner og Kræfter og Tanker ind paa at byde
den Stangen, saa gaar han tilbunds. Kun hvad der strengt kommer hans
Gjerning ved, kan han beskjæftige sig med. Og naar der endelig engang
imellem bliver Raad til Hvile, er han for nervøs overanspændt til at
kunne søge den i Bøger. Rundt omkring sig har han Adspredelse nok, der
ikke koster Besvær. Desuden har han sine Aviser. Ved deres Hjælp veed han
altid saa megen Besked om Alting, at han kan tale med. De diskuterer ikke
blot Politik, de strejfer baade Historie og Naturvidenskaber og meget
Andet ogsaa, og saa er de tidt baade aandfulde og underholdende.
Pariserens Gjennemsnitstrang til belletristisk Føde tilfredsstilles
rigeligt af Bladenes Causerier og Romanstof. Ud derover strækker hans
Læsning sig ikke. Hans Kjendskab til den egentlige Litteratur skal man
ikke stole paa, selv om han giver sig Mine af at have det; han har det
kun paa anden Haand, gjennem Referater af sine Damer.
De læser nemlig; de gjør det baade for sig selv og for Mændene med, og de
gjør mere end det: de kjøber Bøger. Jeg gjorde engang i Selskab med en
Parisérinde en Rejse paa en Maanedstid. Der var megen Jernbanefart, og
hun læste bestandig. Paa hver større Station, hvor Toget stoppede, var
hun strax ude for at kjøbe Bøger; hun kunde konsumere tre, fire Stykker
om Dagen. Da vi kom tilbage til Paris, gjorde vi op hvor mange hun havde
anskaffet sig forudem dem, hun havde faaet tillaans af sine Medrejsende;
hendes Bibliothek var under Rejsen blevet forøget med fem og tyve Bind,
Det er allevegne i større eller mindre Grad Damerne, som den skjønne
Litteratur lever af. Men i Frankrig er de ikke alene mere læselystne, de
har ogsaa baade mere Otium til at læse og flere Penge til at kjøbe Bøger
for end andetsteds. Og saa er de desuden nødte til at kjøbe.
Lejebibliotheker existerer ikke tilnærmelsesvis i det Omfang som for
Exempel i Skandinavien og Tydskland, Læseforeninger og Læsemapper er
Noget, man overhovedet slet ikke kjender til. Det er den ene store
Hovedstøtte for det franske Bogmarked, den andener, at det har hele den
civiliserede Verden til Opland; Paris exporterer godt og vel Halvparten
af sin litterære Produktion. Paa den Maade forklares det, hvorledes en
fransk Roman, der gjør Opsigt, kan trykkes i tyve, tredive, halvtreds, ja
med enkelte af Zolas har man endogsaa set i hundrede Oplag, mens selv
tydske Forfattere, der er saa populære som Spielhagen og Heyse, i Regelen
maa nøjes med fire, fem af samme Størrelse.
[Illustration: Emile Zola]
Dette betydelige Salg gjør, at i Frankrig en Forfatter, der har noget
Talent; kan leve frit og uafhængigt af sin Pen. Men det er ogsaa Alt.
Skriver han ikke for Theatret, der kan blive en Guldgrube, og gaar han
heller ikke i Tjeneste hos Journalistiken, der aabner ham Vejen til
Meget, bliver hans Position vanskelig mere end netop taalelig. Som
Kunstneren er han paa ingen Maade situeret. Hverken "la vie mondaine"
eller Regeringen tager ham under Armene. Han er ikke i Mode. Atter her
kommer det karakteristiske Træk hos Franskmændene igjen, at de kun kan
passionere sig for hvad der gjør Indtryk paa deres Sandser, hvad der kan
blive et Skuespil for dem. Det kan Malerierne, føjede sammen til store
Udstillinger, hvor man flokkes som i Theatret, men det kan en Bog aldrig.
Desuden har Kunstneren visse selskabelige Fortrin, som Forfatteren i
Regelen mangler. Han kan gjøre Fruen Foræringer med sine Skitser, han kan
tegne Portræter og Karrikaturer af Selskabet, han er som oftest livlig,
glad, underholdende og meddelsom, Forfatteren derimod optaget af Bogen,
hvormed hans Tanker sysler, indesluttet, langt mere tilbøjelig til at
gjøre Iagttagelser og gjemme sit Vid til sit Arbejde end til at tynde det
ud i selskabelig Elskværdighed og Aandfuldhed. Hvad Pariserne siger om
Zola: at han er en ren Bjørn i en Salon, omtrent det Samme kan der siges
om Hobetal af deres moderne Forfattere. Derfor holder man sig til det
Talent og den Esprit, som man finder i deres Bøger, og bekymrer sig ikke
synderligt om dem som Mennesker. De forlanger ikke bedre; de har paa den
Maade deres Ro og Frihed til at arbejde. Der er kun den mindre behagelige
Omstændighed ved det, at ogsaa Regeringen gaar i Modens Spor og lader dem
sejle deres egen Sø. For Malerne har den _École des beaux-arts_ og _Prix
de Rome_ og Salonen og Kjøbet af deres Billeder til de talrige offentlige
Gallerier, for Forfatterne Ingenting, højst engang imellem en lille
Bibliothekarpost paa et Par tusind Francs. Understøttelser paa Statens
Budget til Litteraturen existerer ikke i Frankrig. Akademiet uddeler vel
aarlig tresindstyve tusinde Francs under Form af Prisbelønninger for de
bedste til det indleverede Arbejder; men Akademiet er en fuldstændig
privat Institution, dets gode Gjerninger kan Staten ikke tage sig til
Indtægt. Den interesserer sig nu engang ikke for Forfatterne, den viser
det allerbedst ved Fordelingen af sine Æreslegionskors. For hvert, der
gives til dem, gives der fem til Malerne; mellem disse er der ganske unge
Mennesker paa nogle og tyve Aar, der er dekorerede, Forfatterne maa helst
have graa Haar, før der tænkes paa dem. Victor Hugo er endnu kun
Officeer, Mange, hvis Navne Aar igjennem har været paa Alles Læber, ikke
engang Riddere.
[Illustration: Akademiet og Pont des Arts.]
Udenfor Selskabets og Regeringens Opmuntringer er der jo ganske vist nok
en anden. Der er den fornemme, kuplede Bygning ligefor Pont des Arts,
Udødelighedstemplet for de fyrretyve Akademikere, Men ogsaa dets Glorie
er som saa mange andre blegnet svært med Tiden. Der har efterhaanden i de
privilegerede Lænestole siddet Række paa Række af Folk, hvis Adkomst til
Pladsen var saa tvivlsom, at man nu seer Talenter af anden og tredie Rang
frabede sig den Ære at vælges ind i Kompagniet. Positionen, som det
skulde skaffe sine Medlemmer, kan i vore Dage nærmest kaldes rent
illusorisk. Mellem ti tusind Parisere vil man knap finde en, der kan
saameget som blot nævne Navnene paa alle de Fyrre. Balzac fik engang i et
af sine mange penge- og modløse Øjeblikke det Raad af sin Forlægger: at
forbedre sin Situation og sin Popularitet ved at bejle til en Plads i
Akademiet. "Det vil ikke skaffe mig een Læser til og endnu mindre en
Kjøber," svarede Digteren, "Vil jeg være læst, maa jeg gjøre mig til
Deputeret; det er den eneste Vej, man har til Popularitet i Frankrig."
Han tænkte i Virkeligheden ogsaa en Stund paa at blive det, men det
lykkedes ligesaalidt for ham som for den gamle Dumas.
Havde han levet i vore Dage, vilde han have gjort sig til Journalist, og
han vilde da uden Besvær kunne være kommen saa højt tilvejrs paa Lykkens
grønne Gren, som han lystede. Aviserne slaar Litteraturen ihjel, plejer
man at sige. Det er et Postulat, der i høj Grad trænger til Bevis.
Sikkert er det i hvert Fald, at Forfatterne slaar de ikke ihjel. De
rækker dem i Frankrig materielt en hjælpende Haand af den allerstørste
Betydning, og en Haand, der med Begjærlighed gribes af Alle. Selv om en
Bog, i hvilken der er Talent, uden Vanskelighed opnaaer flere Oplag,
tjenes der dog ikke Kapitaler paa den, Forfatteren honoreres i Frankrig
med en vis Sum for hvert trykt Exemplar. Den er i Almindelighed fyrretyve
Centimer, og yderst sjeldent over halvtreds. De franske Bøger er saa
billige, Trykningsomkostningerne saa store, at Forlæggeren ikke kan
betale mere. Oplaget er paa femten hundrede Exemplarer, og Forfatterens
Indtægt for et enkelt kun mellem sex og halvottende hundrede Francs. Naar
der kommer hundrede, som af Zolas "Nana", saa løber det jo ganske vist
op. Men hvor mange Gange sker det, uden at Skandalen hjælper med dertil?
Selv den mest renommerede og mest læste af alle moderne Romanforfattere,
Daudet, selv en saa fabelagtig populær Skribent som Jules Verne naaer kun
sjeldent de halvtreds. Lad det nu ogsaa repræsentere en Sum paa fyrretyve
tusind Francs, saa maa man jo dog huske paa, at det er et Maximumstal.
Fem, sex Oplag er allerede ganske pænt for en almindelig Roman. Men med
Indtægterne af dem vilde det falde grumme haardt for en Forfatter at leve
i det dyre Paris. Han har imidlertid ogsaa andre Ressourcer. Før hans
Fortælling udgives som Bog, trykkes den som Feuilleton i en Avis, og den
betales ham der med mellem tyve Centimer og en Franc Linien.
Feuilletontrykket bliver følgelig for de mindre bekjendte Forfattere tidt
Hovedsagen. Det bryder derhos Begynderen Vej. Der findes i Paris en
halvhundrede Dagblade, som hver har Behov for fem, sex Romaner om Aaret,
ikke at tale om den mylrende Mængde af literære Uge- og Tidsskrifter. Af
Oversættelser ser man højst en hvert andet Aar; den debuterende Forfatter
kan altsaa i Regelen ikke have Vanskelighed ved at faa sit Arbejde
anbragt i en eller anden Avis. Har det staaet trykt der, findes der altid
en Forlægger, der er villig til at udgive Fortællingen som Bog;
Publikummet er tilstrækkelig stort, til at Afsætningen stadig stiger, jo
mere bekjendt Arbejdet bliver.
[Illustration: Alphonse Daudet.]
Til Feuilletontrykket før Bogudgaven kommer yderligere de mange senere
Reproduktioner i Provindspressen. De omtrent to tusind Provindsaviser
skal have Romanstof ligesaavel som Pariserbladene, og heller ikke de
kjender til Oversættelser som Udvej. Det er da for alle Parter blevet
indrettet yderst praktisk. Bladet kan aftrykke hvilkensomhelst Bog det
ønsker imod at betale den Honorartaxt, hvorom det engang for alle er
blevet enigt med "Société des gens de lettres". Dette Selskab modtager et
Exemplar af alle periodiske Skrifter, der udkommer i Frankrig og dets
Kolonier, kontrollerer Reproduktionen, indkasserer Honorarerne og
fordeler dem ved hver Maaneds Slutning til sine Medlemmer. Taxten for et
saadant Aftryk er ganske vist meget billig, undertiden ikke hundrede
Francs engang, men der er saamange smaa Bække, at de alligevel til
Slutning gjør en Aa. Det hører ingenlunde til Sjeldenhederne, at en Roman
bliver trykt i over hundrede forskjellige Provindsblade. Kun tillades den
saakaldte Fraklipningsmethode naturligvis ikke; det er en Uskik, der
overhovedet ikke kjendes i Frankrig.
Til at tage mod den Haand, Dagspressen saaledes byder den rene Literatur,
anser ingen fransk Forfatter sig for fornem. Endogsaa de største af dem
bringer ikke blot deres Romaner til Aviserne, de gjør sig til stadige,
saa at sige daglige Medarbejdere. Zola var Theaterkritiker ved "Voltaire"
endnu efter at have skrevet "L'Assommoir", i "Le Temps" Redaktionsstab
findes Navne som Legouvé, Scherer og Jules Claretie, i "Debats" John
Lemoinne, Cuvillier-Fleury, Paul Leroy-Beaulieu og adskillige Andre, der
er i hele den franske Skjønliteratur ikke een fremragende Personlighed,
som ikke har været mere mere eller mindre nært knyttet til "Figaro", der
er mellem alle de yngre Romanforfattere i Vælten--ja, man kan gjerne tage
selv de lyriske Digtere med--næppe nogen, som ikke samtidig er
Journalist. Indtægtsspørgsmaalet spiller derved ikke den afgjørende Rolle
alene. Det er et Lokkemiddel ganske vist, thi Pariserbladene betaler
godt. Den første Artikel i "Figaro" honoreres aldrig med under to
hundrede Francs, og tidt med mere, naar det er et særlig fremragende
Navn, der staar under; bekjendte "Kronikører" som Albert Wolff eller
Aurelien Scholl faaer tredive tusinde Francs aarlig for et Par ugentlige
Artikler, en Gage af ti, femten Tusind kan betragtes som Minimum for en
Journalist med noget Talent. Men det Væsentlige, der samler alle Evner
omkring Dagspressen, er dog den indflydelsesrige Stilling, den Dag for
Dag mere og mere kommer til at indtage.
Pariserbladene har ikke den Position overfor den store udenlandske
Politik som de engelske Aviser, det er ganske vist; de staar i saa
Henseende tilbage selv for betydeligere tydske Blade. Det kan ikke være
Andet, de har lige til den senere Tid ladet Udlandets Forhold ligge hen
uden at beskjæftige sig med dem. Interessen for dem er hos Franskmændene
først bleven vakt efter Krigen og er endnu ingenlunde overvættes stor.
Desuden tillader et Pariserblads Økonomi ikke de umaadelige Udgifter, som
Kolleger paa den anden Side Kanalen kan offre for at være
velunderrettede. De engelske Blade er faa og har en enorm Udbredelse, de
franske derimod snart utællelige. Saa saare en Politiker i Frankrig er
begyndt at spille en Rolle, maa han have sit eget Organ i Pressen.
Abonnentkredsen bliver derved nødvendigvis meget indskrænket. "Figaro",
der trykkes i 60,000 Exemplarer, er en Undtagelse, i Regelen kan selv de
ansete Pariserblade ikke gjøre Regning paa et Oplag af mere end mellem ti
og tyve tusind. Dertil kommer yderligere, at deres Avertissementer er saa
godt som ingen, mens en Avis som "Times" derimod har alle sine Udgifter
dækkede med mindre end Halvparten af, hvad det tager ind ved sine
Annoncespalter. Den ligesaa hurtige som detaillerede Velunderrettethed om
Alt, hvad der passerer hele Verden over, der er de engelske Blades
Hovedstyrke, kan Pariserpressen ikke byde, fordi den hverken har
Læsekreds eller Plads eller Pengemidler dertil. Den gjør i de senere Aar
ogsaa i saa Henseende betydelige Anstrengelser; de udenlandske
Korrespondenters Antal stiger stadig--medens der saaledes før Krigen kun
var tre Pariserblade, der havde faste Korrespondenter i Berlin er der nu
mindst et Dousin--og Blade som "Temps", "République française", "Debats"
eller endogsaa "Liberté" søger bestandig at gjøre sine Læsere Rede for
Alt, hvad der hænder i Udlandet af Betydning. Men Mangt og Meget skal
alligevel forandre sig, før de paa dette Omraade kan naa deres
engelske Kolleger.