Tillid og berettiget Tillid til Bontoux's Foretagende, men den rent ud
mirakuløse Stigning havde han og hans Banks Administration kunstig skabt.
Under Kampen med de jødiske Bankierer, der dannede Konsortier for at
fremtvinge Baisse paa "Union générale"'s Papirer, havde denne selv søgt
at holde Kurserne ved strax at opkjøbe de af dens Aktier, der blev
tilbudte. Da den raadede over store Pengemidler, var det en Stund gaaet
godt, og Millionkongernes Konsortier var flere Gange blevne sprængte. Men
til Slutning kunde Katastrofen ikke udeblive. De to, tre Gange slagne
Børsmatadorer rottede sig sammen igjen, og tilsidst sejrede de. Kampen
blev aabnet paa et andet Punkt, Suez-kanalens Aktier var ved en meget
betydelig og meget rig Spekulants Agitationer efterhaanden blevne drevne
op til en ikke mindre fabelagtig Højde end "Union générale"'s. Fra 900
var de stegne til 3500. Den nævnte Spekulant havde først ved alle
kunstige Midler, blandt Andet ved at raade sine Venner til at kjøbe,
faaet det paagjældende Papir til at stige og stige i det Uendelige, og da
saa Højdepunktet var naaet, kastede han pludselig sine 60,000 Aktier paa
Markedet uden at underrette Nogensomhelst derom i Forvejen, ikke engang
sine nærmeste Venner. Disse tresindstyve tusind Aktier budte ud paa en
eneste Dag medførte naturligvis et meget betydeligt Fald. Papiret selv
sank fra 3500 til 2000, og den almindelige Baisse kunde samtidig ikke
undgaas. Dette Øjeblik benyttede Koalitionen af Børsmatadorer for at
ramme Bontoux dødeligt. Ved et uendeligt Salg fremkaldte de en saa uhyre
Baisse, som Paris's Børs endnu aldrig havde set paa noget Papir, ikke
engang i Mirès's Dage. Da dette umaadelige Salg ikke mødtes af nogen
Kontramine, og da Banken ikke længer havde Summer nok til at kjøbe op som
før, sank "Union generale"'s Aktier paa en enkelt Børsdag fra 3200 til
1300, altsaa noget nær 2000 Francs pr. Aktie. Det kom som et Tordenslag
over Paris, og det medførte en almindelig Panik. Den langt overvejende
Pluralitet af dem, der led Tab paa Unions Papirer, var Spekulanter, som
ikke sad inde udelukkende med dette Papir. For at skaffe Penge maatte de
sælge over en Hals ogsaa alle andre Papirer; deres Agenter maatte
ligeledes sælge for at dække dem, og Baissen bredte sig da og
oversvømmede hele Pengemarkedet. Tusinder og atter Tusinder mistede Alt,
hvad de ejede og havde, det var Milliarder, der 5 disse Dage blev tabte
paa Børserne i Paris og Lyon. Fra den ene Ende af Frankrig til den anden
hørte man kun om Ruin paa Ruin. Naturligvis havde der mellem Spillerne
ogsaa været forsynlige Folk, som havde hørt op, mens Legen var god, men
de Fleste var blevne ved at spille, til Baissen kom, og paa en eneste Dag
styrtede da alle deres Luftkasteller sammen. Ikke blot Alt, hvad de havde
tjent, og Alt, hvad de ejede, gik tabt i denne Ødelæggelse, men Mange kom
kun ud af Krisen med en Gjæld paa Halsen, som de kunde behøve Aar af
deres Liv til at dække. Der var særlig een Klasse af Mennesker, som
Katastrofen ramte haardt: Kunstens og Literaturens letsindige Verden med
dens store Behov for Luxus, dens stærke Fantasi og dens gamle Tro paa, at
Guld og grønne Skove engang maatte dumpe som stegte Duer ned i Munden paa
den. Af hundrede Literater, Journalister og Artister af alle Slags, var
der næppe ti, som ikke i større eller mindre Grad kom under Indflydelse
af Berigelsesvanviddet. Verdensberømte Stjerner, der havde gjort Karriere
og tjent sig en Formue, satte Alt overstyr, saa de maatte begynde forfra
igjen med tomme Hænder; unge Journalister med en maanedlig Gage paa fem,
sex hundrede Francs, tabte ti, tyve Tusinde. Regelen var, at Alle mødte
paa Likvidationsdagen med de Summer de skyldte. Men med hvilke
kæmpemæssige Anstrengelser og med hvilke utrolige Opoffrelser af Venner
og Bekjendte de skaffedes tilveje, kan Ingen danne sig nogen Forestilling
om, der ikke selv har havt Lejlighed til at kaste et intimt Blik ind i
disse sørgelige Forhold. Hele Kunstens og Literaturens Verden blev
forarmet ved Katastrofen; de, der ikke selv havde spillet, blev det ved
at hjælpe deres Kammerater med den sjeldne Redebonhed og Tjenstvillighed
indbyrdes, der er et af de smukkeste Træk i den franske Nationalkarakter.
Overfor Fremmede har Pariseren Høfligheden paa Læberne og Hjertet lukket;
Ven mellem Ven har han derimod Hjertet og Pungen aaben paa vid Gab.
Denne Redebonhed til at hjælpe, i Forening med den umaadelige Evne paa
alle Kanter til at kunne gjøre det, forhindrede, at Katastrofen med
"Union générale" blev nogen almindelig Krach. Foruden Bontoux's eget
Foretagende gik kun et Par enkelte andre større Banker tilgrunde i
Krisen. Landets Velstand ramtes ikke føleligt af den, og den gjorde da
maaske kun godt, som Udbruddet af de Sygdomme, der renser Blodet. Den har
vel næppe forhindret, at der kan følge andre efter, men den har dog for
en Stund gjort de Funktioner normale, som Børsen er bestemt til at udføre
i det moderne franske Samfund. Dens Betydning for Landet tør ikke
undervurderes. Der har været store Tider, da Frankrigs Aandsliv, da dets
mægtige, smittende Idéer, da dets Kunst og Literatur gav det den første
Plads mellem Nationerne. Der har været andre ogsaa, da det var de franske
Vaabens Gloire, der lagde Verden for dets Fødder. Men Tiderne skifter.
Det nytter ikke at bedrage sig selv: i vore Dage er de materielle Krav
for stor en Magt, til at Tænkere og Digtere kan anvise et Land dets Rang
mellem Staterne. Som Frankrig har været Vuggen for alle Menneskehedens
store, moderne Idéer, saaledes er det endnu det ukrænkelige Tempel, det
eneste maaske, hvor de har Asylret mod en, om end sygnende, dog endnu
mandsstærk Reaktion. Det er deri, at denne levedygtige Nation har sin
inderste Styrke, men det er ikke dens Styrke udadtil. Og heller ikke dens
Vaaben er det eller vil blive det i en Fremtid, som menneskelige Øjne kan
overse; en demokratisk Republik som den franske bliver aldrig nogen
Militærmagt. Skal Frankrig hævde sin Position i vort Aarhundredes
Slutning, saa bliver det, fordi det er saa lykkeligt ogsaa nu at have,
hvad Tiden gjør til det Største og Vigtigste, fordi det er det rigeste
Land i Verden. Det er dets lykkelige Jord og Folkets Arbejdslyst og
Arbejdsdygtighed, der forskaffer denne Rigdom, men det er Templet paa
Børspladsen, der forvalter og frugtbargjør den. Pariserbørsen behersker
ikke blot det franske, den behersker det hele internationale
Finantsmarked. Der er ikke noget stort Pengeforetagende Verden over, som
ikke bliver udbudt paa den, der er intet Land, der kan skaffe de
nødvendige Kapitaler tilveje, uden at det benytter den som
Forretningsagent og Mellemmand. Da Italien for nogen Tid siden vilde
udstede et Laan paa halvfemte hundrede Million og af politiske
Antipathier mod Frankrig lod det udbyde paa Londonnerbørsen, gjorde man
ynkeligt Fiasco og var nødt til at komme til Paris alligevel. Der indgaar
til Frankrig hvert Aar omtrent to Milliarder som Renter af franske Penge,
anbragte i Udlandet; det er altsaa en Kapital af henved halvhundrede
Milliarder, dette Land har været rigt nok til at laane den øvrige Verden.
En saadan Rigdom vilde aldrig være kommen, hvis man som i gamle Dage
havde gjemt Udbyttet af sin Jord paa Kistebunden eller i Strømpeskafter.
Alle Samfundslag har lært at bringe det til Børsen, derfor er det, at
Frankrigs Formue fordobles og fordobles. Og med Formue naaer man vidt i
vore Dage, Penge regerer Verden, Millionerne regerer Krigene endogsaa.
Frankrigs Position i Europa ligger i Pariserbørsens Haand, det er af den
Grund, at den ikke med Urette, til en vis Grad idetmindste, kan, trods
alle dens Udskejelser, betragtes som Hjertet for hele det moderne
franske Samfund.
[Illustration: "C'est un Krach!--C'est un vol!"]
KUNST OG KUNSTNERE.
Frankrig har aldrig havt nogen rigtig Kunstperiode før netop i vore Dage.
David skabte Skole ganske vist, men han blev dog egentlig, den eneste
virkelig Store i hele Kredsen, der samlede sig omkring ham. Folk som
Fragonard eller Watteau staar ene, og de er faa endda. Først henimod
Fyrretallet, med Piejaden, hvis største Navne var Delacroix, Millet,
Théodore Rousseau og Corot, begynder den franske Kunst at gjøre Epoke.
Siden da har den taget svær Fart. Den staar nu ikke blot forrest mellem
al moderne Kunst, den ikke blot fæster hele Verdens Opmærksomhed paa sig,
den har forøget Kunsthistorien med et nyt Kapitel, der er fyldigt som de
betydeligste af de gamle og interessant som de interessanteste. Den kan
have sine svage Sider, det er der Ingen, der falder paa at nægte. Men den
har det umaadelige Fortrin, at den strutter af Liv og Friskhed, og at
dette Liv er selve den Tids, i hvilken den er født. Den klæder vore Dage
i kunstnerisk Kjød og Blod. Den gjør det med store Evner, med en uendelig
Sum af Energi og med levende Sandhedskærlighed tillige. Det er
Forklaringen af, hvorfor den holder Alle fangen under sit Trylleri.
Og som Tiden er en Floreringsperiode for den franske Kunst, saaledes er
den ogsaa en højst behagelig Tid for de franske Kunstnere. Deres Position
i det moderne Parisersamfund er ligesaa dominerende som
misundelsesværdig. Regeringen og Selskabet slaas om at udmærke dem, Fru
Fortuna øser Louisd'orregn ud over dem uden Ende. Maleriet er,
efterhaanden som Luxus'en i de sidste Aartier er stegen og stegen, mere
og mere blevet dens første Fornødne. Et Hus, der er indrettet _comme il
faut_, kan ikke undvære sit Galleri, selv det beskedneste Hjem maa, naar
dets Beboere vil regnes med til den dannede Verden, have et eller andet
Kunstværk i sin Salon. At det hænger paa Væggen der, er ligesaa
nødvendigt, som at der hænger Diamanter i den gifte franske Dames Øren.
Om man har Noget i Kjøkken og Kjælder faar blive, hvad det er, men
Brillantørenringene og Malerierne, de er som Klæder paa Kroppen,
Velanstændigheden forlanger deres Existens. Med Begjæret stiger Varens
Pris. De enorme Summer, der betales for den franske Malerskoles Arbejder,
har sin første Grund i, at de er Nødvendighedsgjenstande for den moderne
Pariserluxus; men den er ikke den eneste Grund, der kommer andre
til ogsaa.
Hvert Foraar kommer Amerikanerne. Det er en formelig Invasion. Siden
Frankrig blev Republik, har Flirtationsforholdet mellem Franskmænd og
Yankeer Dag for Dag udviklet sig til større og større Intimitet. Ved
enhver Lejlighed hædres Søsterrepubliken paa den anden Side Havet. Dens
Sæder og Institutioner fremstilles som et Exempel til Efterlignelse, dens
Stjernebannere myldre ved Siden af Trikoloren, naar der er Fest i Parises
Gader; dens Pariserkoloni feteres, kjæles for, lovprises i Aviserne og
begunstiges af _la vie mondaine_. Med al den Opmærksomhed er Amerikanerne
yderst tilfredse, og de gjengjælder den ved at bringe Paris deres Penge.
De har imidlertid saa mange af dem, at selv Seinestadens vildeste
Adspredelsesliv ikke kan sluge dem alle. Og naar disse vor Tids Nabober
tager hjem igjen, tager de da med sig, hvad de kan faa fat paa af
"rigtigt Parisisk". Maleriet er Modeluxus ogsaa hos dem, og det franske
Kunstmarked har paa den Maade faaet et uhyre Opland. Der er Malere, som
udelukkende "gjør Forretning" hinsides Atlanterhavet, der er enkelte
Kunsthandlere, som tager mange Millioner ind derfra hvert Aar.
Fremdeles har ogsaa Spekulationen kastet sig over Kunstværkerne. Man
kjøber nutildags Malerier ikke blot for Fornøjelsens, men ogsaa for
Fordelens Skyld. Pengene, som man anbringer i dem, trækker store Renter,
mens Billederne hænger og pynter op og giver deres Ejermand Air og
Anseelse. Naar man har havt dem en halv Snes Aar, kan man næsten være
sikker paa at faa dobbelt saa stor en Kapital ud af dem, som man har sat
i dem, og er man en Smule Kjender og lidt praktisk, kan man tidt gjøre
det paa langt kortere Tid endogsaa. Med Franskmændenes udprægede
Forretningssands har det naturligvis ikke kunnet vare længe, før de
gjorde den Opdagelse. Langt Flere, end Nogen troer, har draget sig den
til Indtægt. Ved at spekulere i Aktier klæber der dog endnu for visse
Kredse noget mindre Nobelt, men at spekulere i Malerier, det er en god
Forretning, der har de tre store Sider forenede: at tilfredsstille
Spekulationstrangen, at være en fin, douce, fornem Spekulation. og dog at
give rigtig godt i Lommen. Mod den kan ingen moderne Franskmand have
Nogetsomhelst at indvende. Paa den Maade er da det at være fransk Maler,
der er en Smule i Skuddet, efterhaanden blevet ensbetydende med at være
et Lykkens Skjødebarn, der har alle mulige materielle Goder liggende
udbredte for sig. Hans Arbejder vil Alle kjøbe, og de er de eneste, man
vil kjøbe nutildags. De gamle Italienere er sejlede ganske agterud. Der
er en parisisk Kunsthandler, der ti Aar i sin Boutik har havt hængende en
Primaticcio, som han vil sælge for tusinde Francs, men som han ikke
engang til den Pris kan komme af med. Samme Mellemhandler kan derimod med
den største Lethed faa femten tusind for en lille Akvarel af Detaille,
malet paa en Dag eller to, og bliver det ham muligt at faa fat i et
diminutivt Maleri af Meissonier for tredive, fyrretyvetusind Francs, saa
gjør han store Forretninger. Mesterens bekjendte Billede "La charge des
Cuirassiers" har Amerikaneren Stewart kjøbt for 300,000. Naturligvis gaar
der af saadanne Summer ikke lidt i Mellemhandlerens Lomme. Goupil kunde,
da han gav Gérome sin Datter, give hende to Millioner i Medgift og dog
beholde en tyve, tredive Millioner tilbage for sig selv. Megen Svindel
løber der ogsaa med ind, saaledes ved Auktioner, hvor Kunsthandleren
"poussere" sine Malere ved selv paa anden Haand at drive deres Arbejder i
Vejret, som dengang for Exempel et Billede af en Spanier Villegas af
temmelig underordnet Rang blev betalt med 125,000 Francs. Den Slags
Priser kan selvfølgelig ikke holde sig i Længden. Men hvor meget end
Kunsthandlerne meler deres egen Kage, og hvor mange uholdbare
Reputationer de end skaber, saa er saa meget dog sikkert, at en fransk
Kunstner i Firserne, der har Talent, ogsaa med stor Lethed i Kraft af det
bliver en velstaaende, endog en rig Mand. De Tider er forlængst forbi, da
Millet manglede Brødet til sine Børn, og Rousseaus "Le givre", som han
selv kun med Nød og næppe kunde faa fem hundrede Francs for, det er nu
hundrede tusind værd. De store moderne Mestere har fyrstelige Indtægter
og fører et Liv som Fyrster. De har deres egne komfortable Hoteller,
deres Villaer i Syden og i Omegnen af Paris, deres Stalde staar fulde af
Heste, deres Saloner bugner af Luxus. Meissonier ejer paa Boulevard
Malesherbes et Hus til en Million, og i Poissy et andet, hvis Værdi er
endnu større. I hans Samling af Billeder, stikker der saadant Noget som
fem, sex Millioner. Han er nu ganske vist fire og tresindstyve Aar, og
han har siden 1833, da han debuterede, malet en femten, tyve Billeder
aarlig, hvis Gjennensnitspris nu idetmihdste er en halvhundrede tusinde
Francs. Men selv de rent Unge har ingen Anledning til at klage over, at
Kunsten ikke lønner sig. Der var paa en af de sidste Saloner af van Beers
udstillet et Billede, som man vistnok kjender, da det er reproduceret
allevegne: den unge Pige, som Marineofficeren fører ned ad
Dampskibstrappen efter et Besøg ombord. For at danne mig en Forestilling
om, hvorledes de unge Kunstnere blev betalte, spurgte jeg ham engang,
hvad han havde faaet for det. Han havde ikke kunnet faa det solgt,
svarede han meget beskedent. Da jeg undrede mig over, at et Arbejde, der
havde gjort saa megen Opsigt og behandlede et saa hyggeligt, tiltalende
Sujet, ikke kunde finde Kjøbere, kom Sandheden imidlertid frem. Der havde
været Liebhavere nok, men man havde kun budt ham nogle og tyve tusind
Francs for det, og han fandt den Pris latterlig lille. Van Beers hører
endda ikke engang til de Medaillerede. Naar han stiller saadanne
Fordringer, kan man slutte sig til, hvorledes de Unge betales, der trods
deres endnu ikke fyldte tredive Aar allerede er naaede til Succès'ens
Højde, Folk som Bastien-Lepage, Gervex eller Dagnan.
I hele sin ydre Fremtræden er da ogsaa denne unge franske Malerskole en
ganske anden Race Mennesker end dens Forgængere, der førte Bohémienliv
paa den venstre Seinebred. Det lange, vildt flagrende Haar, de bulede
Filthatte, Farveklatterne paa den slidte Frakke, Bochdrikningen med
Grisetter, Kreditten paa Knejperne, Kankannaderne i Bullier og alt det er
der næsten ikke Skygge tilbage af længer. En ung Kunstner fra vore Dage
er en Kavaller _comme ti faut_, klædt efter sidste Mode, fint dannet,
elegant, beleven i sin hele Færd. Han spiser sin Middag hos Sylvain eller
Peters og lægger ingen Vægt paa, om den koster ham en halv Snes Francs,
naar det, han faaer er godt, og han i behageligt Selskab kan ryge sin
fine Cigar til Kaffen. Naar han kommer sammen med sine Venner,
konverserer han om, hvad der er passeret i "la vie mondaine" og ved de
sidste Premièrer; naar man bliver præsenteret for ham, byder han En sit
Kort, paa hvis Fod der staar angivet Dagen, da han tager imod. Og
aflægger man ham saa et Besøg, finder man ham i det fine Monceaukvarter
installeret paa det Allerbrillanteste. Hans store, luftige Atelier er en
fantastisk Modtagelsessalon, fyldt med de kostbareste Sager, dekoreret
med orientalske Tæpper og Draperier, antike Kunstmøbler, gamle Vaaben,
Sévresporcellain og en Mylder af sjeldne Bibelot'er, der kan gjøre
artistisk Virkning. Her kan selv Damer af den fornemme Verden komme til
ham for at se ham ved Arbejdet eller tage hans Studier i Øjesyn, og det
hænder heller ikke saa sjeldent, at de kommer.
Thi den moderne Maler i Paris er en af "Selskabet" saare søgt Mand. Han
lever kun lidt sammen med Kammerater. Noget fælles Kunstnerliv, som det
endnu findes i Rom eller i tydske Byer, der er Centrum for Malerne, det
existerer aldeles ikke i Paris. Der er smaa artistiske Kredse paa en halv
Snes Mennesker, som samles en Gang om Maaneden til Middag: den, hvis
Hovednavne er Bastien-Lepage, Dagnan og Courtois for Exempel, den, som
tæller Cazin, Gervex og Finnen Edelfelt mellem sine Medlemmer, eller "Les
Rigoberts", hvor Detaille, Vibert, Jacquet, Leloir og Flere samles for at
more sig med at efterligne Dyr og den Slags Plaseer. Men disse smaa
Dinerer er ogsaa snart sagt det Hele, man faaer Tid til at offre
Vennerne. Man drukner i Indbydelser fra alle Kredse af "le monde", En
Soirée er mislykket, naar Værtinden ikke kan gjøre Stads med en eller
anden Kunstner i Vælten. Eller rettere sagt: med en Maler, thi
Billedhuggerne holder sig væsentlig udenfor denne "mondaine" Sus og Dus.
De betales endnu forholdsvis daarligt og fører et Liv som Kunstnerne i
gamle Dage, og det skjøndt der mellem dem findes Talenter af allerførste
Rang. Paul Dubois er en af Verdens største Mestere, Falguière, Frémiet,
Chapu og adskilligt Flere vil have beholdt deres Plads i Kunsthistorien,
naar mangen Maler er glemt, som Parisersalonerne nu ligger paa Knæ for.
d'Epinay og tildels de St. Marceaux er ikke destomindre saa at sige de
Eneste af Billedhuggerne, der er paa Moden. Men navnlig den Første er det
ogsaa tilgavns. Amerikanermillionærerne navnlig kan ikke leve uden
d'Epinay. Er der Nogen, der kjender ham, saa bliver han bestormet med
Billetter. "De maa absolut præsentere d'Epinay hos os iaften." "Jeg vil
være Dem ganske overordentlig forbunden, hvis De kan faa d'Epinay til at
spise til Middag hos mig, Frøken Chose vil gaa i Graven, hvis hun skal
rejse hjem uden at have faaet ham at se," saaledes lyder det i Kor fra
alle Kanter. Og er det muligt engang imellem at slippe fra Salonerne, saa
er Cirklerne der strax med deres Krav. Det er i dem stadig Kunstnerne,
der maa agere Maîtres de plaisir, det er dem, der maa arrangere og
dekorere og spille Komedie og Gud veed hvad. Hvorledes de med alt det
faaer Tid til at være saa flittige, som de i Virkeligheden er, det er en
Hemmelighed, som kun den forstaar, der kjender til det Utrolige, der kan
naaes i Paris.
Flittige er de nemlig, selv de i Selskabslivet mest søgte af dem.
Franskmændene er i det Hele taget begavede med en Arbejdsdygtighed, som
ikke blot tilnærmelsesvis naaes af noget andet Folk. Men hos deres
Kunstnere, hos deres Digtere og Forfattere findes denne Evne potenseret
til en fabelagtig Højde. Man behøver blot at tælle Balzacs, Victor Hugos,
George Sands eller Alexandre Dumas Bøger for at have et klart Billede af,
hvilket titanisk Arbejde disse Navne repræsenterer. Antoine Baryee har
alene produceret Mere, end alle andre Billedhuggere tilsammen, Delacroix'
og Rousseaus Værker er utællelige. Og denne uendelige Produktivitet gaar
paa ingen Maade Haand i Haand med manglende Samvittighedsfuldhed.
Tvertimod. Der er et Træk, der er overordentlig karakteristisk, og det er
tilmed hentet fra en af de mest produktive af alle moderne franske
Malere, Meissonier. En af hans Specialiteter er, som bekjendt, hans
Heste. Da han begyndte at male dem paa sine Bataillebilleder, holdt han
sig endnu til Skoletraditionerne, men det blev ham snart ikke nok. Han
vilde studere Naturen og gjengive den. Er det imidlertid allerede
vanskeligt at faa en Hest til at staa Model, naar den skal være i Ro, saa
bliver det saa at sige ugjørligt at portrætere den i Bevægelse.
Meissonier bar sig saare snildt ad. Han lejede i Poissy, i Nærheden af
sit Hus, en lang, flad Slette og belagde den med Skinner. Paa disse
Skinner anbragte han et Slags bevægelig Lænestol, i hvilken han tog Plads
med sit Album i Haanden. En Tjener tilhest travede eller galopperede ved
Siden af ham, alt eftersom han havde Brug for den eller den Oplysning,
medens en anden skjød Lænestolen frem paa Skinnerne, parallelt med
Hestens Side. Paa den Maade kunde Kunstneren vende hjem med hele sin
Skizzebog fuld af Tegninger. Det var for Størstedelen rent ud
hieroglyfiske Skizzer, men han forstod dem selv; naar han var tilbage i
sit Atelier, resumerede han disse Studier i Voxstatuetter, og efter dem
malede han saa. Det er paa den Maade, de unge franske Kunstnere mere
eller mindre bærer sig ad alle, og det er paa den Maade, de faar Sandhed
og Liv og Troskab i deres Billeder.
[Illustration: Meissonier]
Der er jo ganske vist ogsaa ved Siden af dem Resterne af Akademikerne,
for hvem Traditionen er Alt og Naturen Ingenting. Der er Klassikere som
Cabanel, og der er _l'art bourgeois_ med Typer som Bouguereau. Bouguereau
er Medlem af Institut de France, han leverer det fineste, elegantest
slikkede Arbejde, der kan tænkes, han holder Ligtaler over sin Ven
Boucicault, Ejeren af Bon Marché, og han driver selv ved Siden af Kunsten
en indbringende lille Biforretning som Husvært. Samtidig med, at han
sender sine Venus'er til Salonen, sender han til Amerika hellige Jomfruer
med smaa Lam, som han aldrig vilde vove at vise frem i Paris; han gjør
sig til af at male et Hoved hver Dag, prutter med sine Modeller om fem og
ti Francs og tager Hundredetusinde ind om Aaret. Han er kort sagt en god,
fornuftig Borger og en Kunstner, der aldrig løber løbsk. Folk som han vil
altid have et beundrende Publikum, særlig i Paris, hvor Eliten ganske
vist er større end noget andet Sted, men hvor samtidig de Profanes Mængde
er ligesaa forfærdelig stor, som den er forfærdelig intetsigende. De Unge
gaar imidlertid hverken i Skole hos ham eller hos en Kunstens Corneille
som Cabanel. Der er en skandinavisk Kritiker, der ved Wienerudstillingen
har resumeret sit Indtryk af det moderne franske Maleri i følgende
Slutningspassus: "Den franske Kunst er i Dekadence, og naar den gamle
Bouguereau engang lukker sine Øjne, hvem skal da føre Idealet frem?" I
det har han upaatvivlelig Ret, at der imellem hele de Unges Kreds ikke
vil være nogen Eneste til at tage Arv efter gamle Bouguereau, der nu
forresten kun er fem og halvtresindstyve Aar. Men med Hensyn til
Dekadencen ser han dog vistnok lovlig sort paa Tingen, og hvad Idealet
angaar, saa hører det jo nu engang til den Slags luftige Taager, som det
er saa sin egen Sag at faa fat paa og blive rigtig enig om, hvad er.