Frankrig, men Udviklingen af dem kommer med Nødvendighed og synes i
ethvert Tilfælde saare vanskelig at standse. Det er i Sammenstødet af
dem, at den socalistiske Centralkomite i Paris vil finde den Jordbund for
sin Udsæd, som hidtil har manglet, men som Omstændighederne synes hurtig
at skulle opdyrke for den. Og jo flere Proselyter den hverver mellem
selve Arbejderbefolkningen, desto ivrigere vil ogsaa de revolutionære
Politikere blive for at gaa dens Ærinde og derved om muligt fremkalde de
rørte Vande, hvori de kan komme til at fiske. Med deres Hjælp gaar Alting
grumme hurtig i Frankrig. I Tydskland er man og vil sandsynligvis endnu i
et uoverskueligt Tidsrum være i Stand til at holde den socialistiske
Bevægelse nede ved administrative Forholdsregler. Man udsteder Love mod
Socialisterne, man erklærer Belejringstilstand, man undertrykker Blade,
arresterer og dømmer Partiførerne. I England har Demokratiet gjennem
Aarhundreder bøjet sig saa dybt under Autoriteten, at der uden Stød
udefra sikkert vilde gaa nye Aarhundreder, før det atter kunde løsgjøre
sig saaledes fra den, at en Eruption blev mulig. Begge Steder mangler
Befolkningen desuden det Initiativ, som Tilspidsningen af en Katastrofe
fordrer. Det franske Folk derimod er iltert og hurtigt til Alt. Det vilde
aldrig have kunnet finde sig i at lade et Spørgsmaal som for Exempel det
irske trække ud i over firsindstyve Aar. Saa saare Spørgsmaalet har rejst
sig tilstrækkelig pointeret til, at det fordrer en Afgjørelse, taaler man
ikke, at denne skydes ud. Dertil kommer yderligere det, at man har Lov
til fuldstændig frit at diskutere ikke blot Regeringsformens, men hele
Samfundets Omvæltning og Sprængning saa bindegalt og i saa ophidsende
Udtryk, som man lyster. Under saadanne Forhold kan et stort
Samfundsspørgsmaal, naar det en Gang er stillet, ikke længe blive holdt
in suspenso. Og der er da, tiltrods for Frankrigs oprindelig ringe
Modtagelighed for den socialistiske Smitte, en overvejende Rimelighed
for, at det alligevel vil blive den første Skueplads for dens
Hovedengagement med det bestaaende Samfund. Det røde Paris har opdaget
dette Hovedengagements Mulighed; det koncentrerer allerede og vil
fremtidig yderligere koncentrere alle sine Kræfter paa Forberedelserne
til det, for endelig, naar Kampens Tid er moden, at fremkalde
Explosionen, saaledes som Paris under alle Revolutioner har gjort det.
Det er en økonomisk, ingen politisk Omvæltning, der gaas imøde. Det
sociale Spørgsmaal vil fremtidig være Indskriften paa de Rødes Banner.
Det er deres Styrke. Kollektivismen er en vild, umulig Løsning paa
Samtidens store Hovedspørgsmaal, men saalænge ingen anden er funden, er
dens Doktriner de farligste, det røde Paris kunde bruge som Løftestang
for sin Agitation.
PAA BØRSEN.
Lige ved Boulevarderne og heller ikke langt fra Paris's anden, store
Hovedaare: Louvre- og Palais-Royalkvarteret, ligger Børspladsen. Den er
Centrum for Byens Labyrinth af Gader, og den er Brændpunkt tillige for
disse Gaders tumlende, mangfoldige Liv. Mudderen og Mylderet er der under
bestandig Højtryk. Minut efter Minut ruller de fyldte Omnibusser ind paa
Asfaltfliserne og sætter deres Menneskeladninger af. Men andre staar i
tætte Klynger og venter paa at indtage de ledigblevne Pladser. Numrene
raabes op. De, hvis Tour det er, trykker og skubber og slider sig frem
gjennem Trængselen. Vognene proppes paany Med en Behændighed som
Akrobaten, der dandser mellem Æg, vikler Kudsken sin kluntede Karosse ud
af det sammenfiltrede Virvar, og det gaar saa atter i Galop til alle
Kanter af Kæmpebyen. Saaledes bliver det ved hele Dagen igjennem til paa
den anden Side Midnat endogsaa. En Hærskare af Avissælgere vandrer
omkring og rækker paa lange Stænger deres Blade og Flyveskrifter op til
Passagererne ovenpaa Vognene og raaber og raaber. _Voilà le crime de
Boulevard Malesherbes! Voilà la France! la 2me edition! Faut voir le
bombardement d'Alexandrie! Les dernières détailles! Voilà le scandale de
l'Elysée! Voilà, la mort de Gambetta, dix centimes!_--en ustandselig,
broget Blanding af Sandhed og Røverhistorier imellem hinanden, men mest
det Sidste, de vildeste Sensationsfantasier, man kan finde paa for at
pirre de blaserede Øren og faa Tosousstykkerne til at regne ned fra
Imperialen. Overalt Travlhed, overalt jagende Mennesker, Stimmel og Larm.
Og dog kommer der en Tid paa Dagen, da hele denne Uro drukner næsten i
en, som er endnu uendelig mange Gange vildere, og da alle disse
hundredtungede Raab kun gjør Virkning som enkelte dæmpede Violinstrenge i
et stort, fuldtbesat Orkester. Denne Tid er de Eftermiddagstimer, i
hvilke Mammontemplet paa Midten af Pladsen samler sin Menighed, Saalænge
Guldkalvens Kultus staar paa, er det ikke mere blot Verdensstadssummen,
man hører, og Verdensstadsmylder, man seer omkring sig; det Hele er
potenseret op til en Højde, draget ind i en dæmonisk Sfære, hvor
menneskelige Begreber og menneskelige Betegnelser ikke længer
strækker til.
Der findes i det moderne Paris ingen anden Kultus, der er saa udbredt som
den, hvis Helligdom er Templet paa Børspladsen, ingen anden, der har saa
fanatiske Tilhængere, og fremfor alt ingen, der er saa moderne som den.
Dens Præster er ikke her en Kaste for sig af stive, tørre,
forretningskolde Væsener, der Ingenting har med den toneangivende Stab af
"la vie mondaines"'s Regimenter at bestille. Tvertimod. Man kan holde
Revue over hele den Verden, der svømmer ovenpaa i Paris, der tumler sig i
dens Nydelsessol og sætter Præg paa dens offentlige Liv; for hvert
Hundrede vil man finde Halvfemsindstyve, hvis Valgsprog og
Trosbekjendelse, hvis hele Tilværelses Indhold rummes i den ene Sætning:
_je vais à la bourse_. Hvor let end Pengene tjenes i en By som Paris, saa
gives de dog endnu lettere ud; hvor stor den Løn end er, der betales for
mangt et Arbejde, saa er Luxus'ens Krav dog endnu større. Med en
halvhundrede tusind Francs om Aaret kan et enligt Menneske kun akkurat
lige knibe sig igjennem, naar han vil spille en Rolle i det "Tout Paris",
der er med til Alt; hvor mange Hundrede-Tusinder en Families Budget skal
raade over, for at den kan gjøre Figur i samme exklusive Verden, er
aldeles uberegneligt. Men blot Halvtredsinstyve Tusind er allerede Renten
af en Million, og Formuer paa en Million, de er sjeldne endogsaa i Paris.
Paa den anden Side skal man være svært i Skuddet eller have en
exceptionel Position, naar de Halvtreds skal tages ind som Vederlag for
det, man udretter med sin Intelligens eller sit Arbejde. Saa er det da,
at hele dette "Tout Paris" supplerer sin Kasse ved at "gaa paa Børsen".
Har man en Smule Bekjendtskab, blot paa anden eller tredie Haand, til
Matadorerne, som regerer der--og et saadant Bekjendtskab har de
Allerfleste i disse Samfundslag--koster det under almindelige Forhold
ikke synderligt Besvær at forøge den aarlige Indtægt med baade tyve og
halvtreds og tidt med endnu mange flere Tusinder. Gaar man det moderne
Pariserliv efter i Sømmene, vil man finde, at det er forbausende Mange,
der forstaar denne snilde Kunst.
I hvert Fald er det aldeles utroligt Mange, der giver sig ud for at
forstaa den. Den er Fashion for Tiden. I gamle Dage hørte man til de
misundte og beundrede Medskabninger, naar man enten selv var et Stykke af
en Poet, en Maler og Billedhugger, eller dog paa en eller anden Maade
kunde regnes med til deres Kreds. Nutildags er det Finantsmændene, der
staar paa Piedestal som Samfundets Halvguder. Det er dem, der samler
Mængdens Opmærksomhed, hvor de viser sig, det er dem, man slaas om at
have i sine Saloner, det er deres Gjøren og Laden, der fylder
Boulevardbladenes Nyhedsspalter. Paa den moderne Pariser-Himmel er der
Stjerner ogsaa, og det baade saa klare og skjønne, som der nogensinde har
været. Men de gjør ikke nær saa meget Spræl som den store, guldrøde
Børskomet med dens lange, lange Hale af mere eller mindre obskure
Smaamillioner. For rigtigt at være med i "Tout Paris"'s Liv er det saa
halvvejs nødvendigt at være med i den Hale. En Kavaller _comme il faut_
fra Firserne må "gaa paa Børsen". Har han ingen Trang eller Lyst til
Finantsoperationer, maa han dog i hvert Fald lade, som han beskjæftiger
sig med dem. Veed han ikke Besked om, hvorledes det er gaaet med Suez og
Spanierne og Ottomanerne idag, og hvorledes der er Rimelighed for, at det
vil gaa med dem imorgen, saa er han et Menneske uden Spor af Interesse,
en Stakkel, der gaar omkring uden at forstaa sin Tid, og som denne Tids
mere Oplyste selvfølgelig ikke tager med i Betragtning.
I tætte Strømme bevæger da umiddelbart efter Frokosttid de Andægtiges
Skarer sig til Templet. Rue Montmartre, Rue Vivienne og Rue Richelieu er
ikke til at passere. Vognfloden fylder dem, glider svagt fremad og gyder
sig ud i Børspladshavet, men den faar stadig igjen Tilløb fra alle
Kanter. Paa Pladsen rangerer Ekvipagerne sig op som Kavalleriregimenter
og danner en uigjennemtrængelig Skjoldborg omkring den hellige Bygning.
Klokken halv Et kommer Ypperstepræsterne, _le parquet_", de edsvorne, af
Staten ansatte Vexelmæglere, hvis Antal aldrig maa overstige tyve, og som
derfor ogsaa er saa lukrative Stillinger, at der tidt betales indtil en
Million for et Agent-de-change-Patent. De første Kurser slaas op. I
lange, febrilske Spring styrter de Kommende ud af Vognene, endnu før de
er standsede, og farter op ad den høje Marmortrappe. Kun den skjønne Part
af de Andægtige maa blive tilbage, de har ikke Adgang til Templet. Men
til at sidde roligt hjemme har deres Troesiver, deres Feber, deres
Lidenskab været altfor stor. De er fulgte med og stikker nu det lille
Hoved med de spændte Ansigtstræk ud af Koupévihduet og sender
forventningsfulde, urolige Øjekast op til den store Bygning, hvor deres
Hjerte er med hvert eneste Slag, som det rummer, op til de smaa Tal, der
staar paa Tavlen mellem Søjlerne, deres Sorgens og Glædens Evangelium,
det eneste, de kjender. Larmen deroppe fra naaer fortumlende ned til dem,
den kribler med hemmelighedsfuld berusende Magt gjennem hver Nerve og
gjør det lille Hoved ørt, som Kjærligheden gjorde det i de unge Dage, de
knap mindes længer. Den breder sig ud over dem, denne dæmoniske Larm, ud
over Vognborgen, over Pladsen, over alle Gaderne rundtomkring. Den naaer
helt op til Boulevarderne, fyldende Luften med Feber, dragende til sig,
magnetisk forunderligt, overdøvende, hvor fjernt og dumpt den end
klinger, selv de skarpeste, mest skrigende Stemmer tætved En. Den har
over sig det Samme som Støjen af en stor, styrtende Fos inde mellem
Bjergene. Den er uhyggelig, denne Støj, den klemmer for Brystet, den
jager Svedperlerne frem paa Panden, men den lokker alligevel, den
paaskynder Skridtene, den sluger i sin Tummel Alt, hvad man seer og hører
og tænker.
Mellem Søjlekolonnaden, der løber rundt omkring Bygningen, og inde i
selve Børshallen er det mere end Støj og Larm. Et Tordenbrag kunde rulle
umiddelbart over Guldkalvtemplets Tag, det vilde ikke høres. Den
umaadelige Sal er proppet af en Menneskestime, der staar saa tæt, at der
ikke kan sættes en Fod mere paa Gulvets Mosaikfliser. Og Alle skriger de
i Munden paa hinanden.--_Jai--qui est-ce qui a?--Je prends!--je
vends!--Heu! combien?--Un et quart on fait!--Je prends de l'Omnibus!--Je
vends du cinq!--Laissez le passage libre!_ tordner den høje Børsbetjent i
sin statelige blaa Uniform, den Eneste i hele Mylderen, der intet Øjeblik
mister sin kolde, værdige Ro. Men de Andre hører ham ikke. Med funklende
Øjne og fægtende Arme, med hele Legemet i Fart søger de at arbejde sig
frem i Trængselen. Oppe fra Galleriet, der løber rundt omkring Salen,
seer det ud dernede som et vildt, sammenfiltret Haandgemæng, som en
titanisk Kamp mellem Forrykte. Paa Trappen og i Kolonnaden kan Dagens
Begivenheder endnu diskuteres med Ord og de store Nyheder, der indbringer
Snese og Hundrede Tusinder, hviskes gode Venner i Øret i smaa,
hemmelighedsfulde Sætninger, der alene forstaas af de Indviede. Men inde
i Salen tales der kun med Gestus. Jo mere bevæget Markedet er, desto
bredere bliver de. Paa de store Baissedage seer det ud, som Alverden
vilde prygle hinanden. Man farer sammen med opspilet Mund, med udspredte
Arme og med Haanden løftet som til Slag. I det næste Øjeblik synes den at
skulle falde ned paa Gjenboens Kinder. Men det er kun en _Façon de
parler_, en af Børssprogets mange mærkelige Terminusser. _C'est un
Krach!_ raaber den ene Haand, _c'est un vol!_,' raaber den anden, og man
forstaar hinanden.
[Illustration: Kurserne slaas op paa Børsen]
Tummelen og Trængselen og Galehusvirvarret voxer og voxer lige til
Klokken Tre. Saa er det, Dagens sidste Kurser sættes, og saa er det, man
i en Fart maa bestemme, om man vil kjøbe eller sælge. Alle strømmer til
_le corbeil_, den runde, gitterindhegnede Kreds, hvor
Agents-de-change'erne har Plads. Haandgemænget naaer sit
Kulminationspunkt. Man trykkes og skubbes og brøler og river og flaar i
hinanden, som om det gjaldt Livet. Hundreders og atter Hundreders Velfærd
i hvert Fald har det vel ogsaa i de bevægede Krisetider ofte gjældt. Men
det gjælder ikke saa sjældent mere endnu. Efterdønningerne af Larmen
derinde naaer ikke blot ud over Plads og Gader, den naaer stundom helt op
til de stille Sale, hvor det ikke er om Aktiers Stigen og Falden, men om
selve Landets største Interesser, der tages Bestemmelse. Som Børspladsen
er Knudepunktet for Byens Gadeliv og Gadefærdsel, saaledes er
Pariserbørsen snart sagt Hjertet i det moderne Frankrig. Den regulerer de
vigtigste Udslag af dets offentlige Liv. Man har set det tidt allerede,
og man vil faa det at se oftere endnu. En fransk Regering er kun stærk,
naar den har Børsen ubetinget for sig, den vil endog have Vanskelighed
ved at holde sig, naar den har den ubetinget imod sig. Gambettas ellers
næsten uforklarlige Fald saa hurtigt, efterat han var kommen til Magten,
og da Alle antog, at han fra en uoverskuelig Fremtid holdt Frankrigs
Skæbne i sin Haand, skyldes hovedsagelig Børsens Aversion mod hans
Finantsminister Allain-Targé. Med Rette eller Urette betragtede
Finantsmatadorerne denne Mands Budgetsystem som faretruende for
Udviklingen af Landets Velstand; man gjorde direkte Forestillinger i
denne Henseende til Gambetta, og da han i Tillid til sin Styrke modtog
Børsudsendingene koldt og ikke ansaae det nødvendigt at lytte efter deres
Raad, erklærede man ham Krig gjennem en almindelig Baisse paa alle
Papirer. Der sluttede sig andre Allierede til, men denne Baisse var det
store Artilleriskyts, som selv Frankrigs hidtil populæreste Politiker
ikke kunde holde sig imod. Omvendt blev Sympathierne paa Børsen for Léon
Say det Freycinetske Kabinets Hovedhjørnesten. Det havde hverken
Sammenhold eller Program, det havde Intet, som kunde indgyde Tillid til
det undtagen netop dets Finantsminister. Men han var Rothschilds og de
store Børsherrers Mand. Det var deres Syn paa Sagen, der gjennem ham fik
Indpas i Budgetdispositionerne og i Mangt og Meget af den almindelige
Politik ogsaa; havde de tre Præsidenters Ministerium ikke fulgt Vejen,
som Børsen viste det, saa vilde dets Dage have været talte, inden der var
gaaet Uger. Naar man i Paris skal sige sin Mening om et politisk
Spørgsmaal, saa er det første Dokument, man raadspørger, Børsens
Kursseddel. Gaar den nedefter, saa ryster man betænkeligt paa Hovedet,
selv om man ellers kunde have nok saa mange Grunde til at finde det, der
er i Gjære, fortræffeligt; gaar den derimod i Vejret, saa betragter man
det strax som selvindlysende, at det er det eneste Fornuftige og for
Landets Velfærd Tjenlige.
Et saadant Fænomen vilde være utænkeligt, hvis det i Børslivets Tummel
alene var Finantsmatadorernes Millioner og de nydelsesgraadige
Pariserlediggjængeres Indtægtskilder, der stod paa Spil. I Virkeligheden
drejer det sig om noget langt Mere og noget langt Betydningsfuldere.
Templet paa Børspladsen er Frankrigs Hjerte, ikke fordi der i det
spekuleres og spilles og svindles, men fordi det er Forvalteren af
Landets Velstand og derigjennem Betryggeren af dets Fremtid, Hævderen af
dets Position imellem Staterne.
Det er under den tredie Republik, at Pariserbørsen i Ondt som i Godt er
kommen til at spille den dominerende Rolle, som den spiller. Men Spirerne
til det maa søges længere tilbage. Allerede det andet Kejserdømme gav
Stødet. Det var det, der gjorde Paris til et Slags uhyre Karavanserai for
den hele civiliserede Verden, det var det, der skabte paa den ene Side
den store Industri og de store Spekulationsforetagender, paa den anden
det potenserede Luxus- og Nydelsesliv, der naaede sin Apotheose under
Verdensudstillingen i 66 og i Aarene mellem da og den ulykkelige Krig var
ikke langt fra at skeje ud i et moderne babylonisk Bakkanal. For at kunne
bære de med dette "vie surchauffée" forbundne Udgifter begyndte den
fornemme Verden allérede da at gaa paa Børsen. Saalænge Adelen holdt sig
fornemt og forventningsfuldt tilbage, gik det endnu an at leve paa
Resterne af de fra Revolutionen reddede Formuer, skjøndt de selvfølgelig
ved idelig Udstykning var svundne mere og mere ind. Men da man, blændet
af det tredie Kejserdømmes Glands, fandt sig beføjet til saa halvt om
halvt at lægge Fornemheden af og vise sig paa Arenaen igjen, var det
nødvendigt, at man ogsaa saae sig om efter Midlerne til at hævde sin
Position. De gamle Dages Fordom mod Forretnings- og Finantsspekulationen
var forsvunden. Selve Hoffets nærmeste Omgivelser øste af den nye
Berigelseskilde med fulde Hænder. Millionen var en Støtte for Regeringen,
og den hædrede og begunstigede den paa alle Maader. Pengenes Aristokrati
blev mere og mere det eneste respekterede, og jo dybere Alverden tog
Hatten af for det, desto Flere blev der ogsaa, der fandt det baade ganske
fornuftigt og ganske hensigtsmæssigt at give de gamle rustne
Vaabenskjolde et nyt Overtræk af Louisd'or-Guld. Børsen gjorde ingen
Vanskelighed ved at paatage sig dette Forgylderarbejde, den følte sig vel
endogsaa baade støttet og smigret ved, at man henvendte sig til den
derom. Dens Prestige, dens Indflydelse forøgedes, dens hele Liv fik Dag
for Dag under Kejserdømmet mere og mere Vind i Sejlene.
[Illustration: I Børssalen Klokken Tre.]
Det er imidlertid først under den tredie Republik, at den er naaet til
Højden af sin Position. Krigen havde gjort en Standsning i dens
Forretninger, men denne Standsning var forholdsvis kort, og umiddelbart
før den kom Milliardlaanene. De gav med eet Slag et uhyre, enestaaende
Opsving i dens Liv, de blev et ligefrem Vendepunkt i dens Tilværelse.
Greben af patriotisk Begejstring og i fuld Tillid til Frankrigs
uudtømmelige naturlige Hjælpekilder strømmede hele Landets Befolkning til
med sine opsparede Kapitaler. De af Regeringen forlangte umaadelige
Summer blev overtegnede tredive Gange i Løbet af en eneste Dag, man stod
i Queue hele Natten igjennem for at komme af med sine Penge, Alverden var
greben af et formeligt Raseri efter at faa Kouponer i det nye Laan. Med
Beundring var Frankrigs Venner, med indædt Misundelse dets Fjender Vidne
til denne overvældende Aabenbaring af Landets Rigdom. Men ogsaa indenfor
selve Rigets Grændser kunde den ikke undgaa at vække Forbauselse og, da
Forbauselsen havde sat sig, at blive dragen til Indtægt. Man havde faaet
det mest evidente Bevis paa, at Pengene var der og kun laa og ventede paa
at blive anbragte; man benyttede sig af, at alt dette Guld nu engang var
kommet ud af Gjemmerne, og at Lysten til at gjøre det fluktuerende var
bleven hidset ved Umuligheden for Mange af at komme til at deltage i
Milliardlaanene, man bød det nye Afløbsrender, og det og meget mere til
østes i dem. Det ene store Forretnings- og Spekulationsforetagende
dukkede op efter det andet. Stadig overtegnedes de forlangte Kapitaler i
en Haandevending, stadig steg og steg Papirerne.
Ganske naturligt steg da ogsaa med dem Børsens Tiltrækningskraft. Der
bredte sig som Oliepletten Dag efter Dag ud over flere og flere Lag af
Samfundet, indtil den endelig sluttede i en formelig Epidemi:
Berigelsesvanviddet. Vort Aarhundredes Franskmænd har bestandig betragtet
deres Liv som forfejlet, naar det ikke endte med Erhvervelsen af en
Formue. Man havde oprindelig nøjedes med at forlange den som Resultat af
en Ungdom i ihærdigt Arbejde. Men hvad der gik for sig paa Børsen,
forstyrrede lidt efter lidt Hovederne. Man saae Exempler paa, at Folk
lagde sig tilsengs som smaa Rentierer den ene Dag og vaagnede som
Millionærer den næste. Saadanne Exempler maatte nødvendigvis virke
fortumlende. Man begyndte med at ville være rig i Løbet af to, tre Aar,
man endte med at ville være det i Løbet af en Uge eller to. De alvorlige,
grundmurede Børsspekulationer blev lagte til Side, man kastede sig over
Spillet. Alverden spillede paa Børsen. Landets første Slægter gav Tonen
an; der var Navne som Rohan, Gontot-Biron, La Panouse, Broglie o. s. v.
med i alle Kombinationer. Det dirigerende Bourgeoisie fulgte efter. Selv
Folk, der indtog betroede Stillinger i Republiken, betænkte sig ikke paa
offentlig at knytte deres Navne til Finantsspekulationer, og naar
Politiken gik galt for dem, kastede de sig helt og holdent i Armene paa
Børsen. En eller anden forhenværende Ministers Navn kunde ikke undværes
og var ogsaa stadigt med paa Aktieprospektusserne. Deputerede og
Senatorer figurerede saa hyppigt paa dem, at der endogsaa blev Tale om
Love, som kunde sætte en Stopper for dette Uvæsen. Og mens
Spillevanviddets Smitte saaledes gik fra Dør til Dør paa Samfundets
Højder, trængte den samtidig ogsaa længere og længere ned i Dybderne. Den
trængte saa dybt ned, som den overhovedet kunde komme. Kudsk og Tjener,
der saae deres Herre kaste Penge ud, skjøndt de vidste, at han ingen
Formue ejede og Ingenting bestilte, de lærte snart at opdage den
uudtømmelige Guldkilde og at øse af den selv. Portneren saae en skjønne
Dag Kudsken sige Tjenesten op og anskaffe sig Hest og Vogn. De
Operationer, der gav saa mageløse Resultater, mente han, maatte han dog
ogsaa forsøge. Og saa spillede Portnerne, og Portnerne fortalte om de
store Summer, de vandt, til Urtekræmmer og Spækhøker og Grønthandler, og
ogsaa de fulgte Trup. Og Grønthandlerne smittede Sælgekonerne, og saadan
i det Uendelige.
Udenfor Børsen, paa Bænkene langs Omnibuskontoret og under Træerne, sad i
lange Rækker de gamle "Boursicotièrer" og drev Spekulationen i deres
værdiløse Aktieskrabsammen fra antidiluvianske Aartier med ikke mindre
fanatisk Raseri end den hele myldrende Stimmel inde i Templet. Sygdommen
havde naaet sit Højdepunkt, der maatte komme en Katastrofe.
[Illustration: "Les boursicotières".]
Den kom i Affairen med _"Union générale"_, Bontoux's berømte Bank, det
sørgeligste, men tillige mest drastiske Exempel paa Børsspekulationen og
dens Udskejelser i det moderne Frankrig. Bontoux havde før Firserne kun
været lidet bekjendt, da han pludselig dukkede op paa Pariserhimlen som
den af Lykken mest begunstigede Finantsmand i hele Verden. Han havde, da
han grundede sit Bankforetagende, havt den kloge Inspiration at støtte
sig til Mac Mahons nærmeste Omgivelser og knytte til sig Folk, der
gjennem denne stod i høj Gunst hos Kejseren af Østerrig og de østerrigske
Ærkehertuger, Mænd som Vicomte d'Harcourt, Marquis de Bouvois, Baron de
Wimpfen, Baron de Bourgoing gik strax fra Begyndelsen Haand i Haand med
Bontoux, og de skaffede ham efterhaanden ved deres Indflydelse en Mængde
Koncessioner i Østerrig, Ungarn og Serbien. Paa Basis af dem gjorde
"Union générale" og dens Affødning, den østerrigske "Länderbank", eller
_la timbale_, som den kaldtes i Frankrig, udmærkede Forretninger og
erobrede i forbausende kort Tid saa godt som hele Østerrig fra de
tidligere Forretningsmænd. Men dertil kom yderligere en anden, meget
vigtig Omstændighed. Bontoux's Bank optraadte med Pretensioner paa at
skulle være et Slags exklusivt katholsk Finantsforetagende, bestemt til
at modarbejde Jødernes, særlig de tydske Jøders Indflydelse paa det
parisiske Pengemarked og i det Hele taget gjennem den altformaaende
Pengemagt kæmpe paa enhver mulig Maade for den ene saliggjørende
katholske Kirke. Den støttedes som Følge deraf af hele Gejstligheden i
Frankrig og Østerrig, og det var Folk, der sad inde med Penge. Greven af
Chambord tog personlig ikke mindre end halvtredie tusind Aktier, og selve
Paven i hvert Fald lovede man som Participant i og Støtte for Banken.
Dens Papirer gik da i Vejret med utrolig Hurtighed. Aktierne lød paa 500
Francs, af hvilke der dog aldrig blev indbetalt mere end halvfjerde
hundrede. Kort før deres Udstedelse stod de imidlertid i 700, saa steg de
til 1200, saa til 2000, 2200, 2500, og godt og vel et Aar efter Bankens
Grundlæggelse var de naaede op i ikke mindre end 3200 Francs.