Pariseren har Ret: der er ingen Stad, der i Foraarsdragt er saa smuk som

hans. Det er nemlig ikke blot Foraaret, der pynter Paris, men ogsaa Paris

og Pariserne, der pynter paa Foraaret. Deres Parker og Avenuer, deres

Boulogneskov, den hele Omegn soignerer det og sørger for, at det kan vise

sig fra sin fordelagtigste Side. De stadser paa det som paa et sødt

Kjæledæggebarn, der dog trænger til rentvaskede Kinder og snehvid

broderet Kjole og fintkruset Halsstrimmel for ret at kunne gjøre sin

Sødhed gjældende. Det gjør de ikke saa ilde i endda. Der er aldeles ingen

Anledning til at komme i lyrisk Fyr og Flamme mod en saadan Servering af

Natur paa Præsenterbakke. Den trænger ikke til nogen Assistance, naar

dens fulde Skjønhed staar i Sommerfloret; saa er der langt vidunderligere

i en Skovskygges Ro, paa en duftende Kløvermark eller ved Aaløbet, der

risler mellem Enge, hvor Guldsmede og blaa Sommerfugle sidde og drømme

paa de røde Valmuer. Saalænge der derimod endnu ikke er hverken Romantik

eller Skygge, men kun Søle og vissent Vinterløv under Skovtræerne,

saalænge Kløvermarken hverken har Blade eller Duft og Aabredden højst en

lille Anemone bag en graaskiden Snebunke, der er i Færd med at smelte,

saalænge har den kjære Natur dog maaske en Smule for meget Slægtskab med

de mindre propre Smaaglutter, hvem Næsen løber paa. Man skal være Moder

for at have Blik for deres Englelighed, og man skal være idetmindste et

Stykke af en Poet for at kunne goutere Foraar i det Kostume.

Pariserne er ikke Poeter; de pynter deres Foraar, som Watteau pyntede

sine Hyrdestykkers Faar og Le Notre sine Versaillesparker. Det er en

gammel Svaghed, de har, og den maa man tilgive dem. Der kommer noget saa

udmærket Dejligt ud deraf. Paa den første Foraarsdag er Alt komplet, Alt

i _grande toilette,_ blankt og pillet og pudset. Det er Gjenfødelsesfest,

og Paris har Festens Dragt. Plænerne strækker sig grønne og tykke og

bløde som Fløjl i Park Monceau. Der er ikke et Straa, der mangler i det

svulmende, fyldige Tæppe; der er ikke et drysset Knopskjæl, der har faaet

Lov til at ligge og sætte Plet paa Vaarens jomfruelige Klædebon. Riven

har glattet Gangenes brune Gruskies og fjernet Alt, hvad der ikke skulde

være der; de gule, fjedrende Stole staar paa Række og Rad i Solskinnet

som til stor Ceremoni, de runde Blomsterbede pranger i Farver af Aurikler

og store Stedmodersblomster og hvide Bellis og røde Ribes. Om den antike

Søjlekolonnade ranker Efeuen sig uden et vissent Blad, og de unge

Ællinger staar paa Hovedet i Dammen og plasker Vandperler op paa

Laurbærbuskenes Blade. Ovenover Alt det kan det fine, lyse Bladløv

sagtens tage sig ud, og som det er der, er det allevegne. Paris har Park

ved Park, en lille, firkantet Square idetmindste ved hver anden Gadeende,

hvor den første Foraarsskjønhed bliver poleret og fredet om og sat i

flatterende Ramme med ikke mindre Omhyggelighed. Saa kommer det mylrende

Virvar af Avenuenettet paa alle Kanter, med dets altid friskvandede

Kjøreveje, med dets Fontæner, dets Statuer og Bosketter, og saa kommer

endelig Boulogneskoven. Man kan tage en Droske til den paa Boulevarden og

naa den i et Kvarter og for halvanden Franc. Den ligger som i selve Byen,

og dens Foraarsapotheose giver hele Paris Relief.

De Fremmede er himmelraabende uretfærdige mod den stakkels Boulogneskov.

Det har sin ganske naturlige Grund, det kommer simpelthen af, at de i

Reglen aldrig faar den at se, før den er affloreret. Deres Indvandring i

Paris begynder først, naar deres Sommerferie begynder. Men saa er dens

Glans forbi, saa er den flov som Moderne fra Faubourg Saint-Germain,

baarne af Bondepigen ved et nordisk Kjøbstadmarked. Den skal ses helst i

Marts eller April, tilnød i Maj, saa er den enestaaende i Verden. Den har

da ikke blot den allersarteste og allereleganteste Foraarsdragt, som

Natur og Kunst har kunnet komponere i Forening, men den har den

gjennemtrukken med en Parfume af _Tout Paris_ koncentreret i Essens. Det

er, hvad man nu end vil sige, en ganske ejendommelig Ting. Gran- og

Lindeduft kan være berusende, Orangers krydrede Vellugt ikke mindre. Men

den er der Tusinder af Skove, som er fælles om. Boulogneskovens er der

derimod kun en, der har, en eneste paa hele den samlede Klode.

Fra den Dag, da Foraarstræet ved Théâtre français staar i Knop, indtil

Mylret af nummererede Fiakrer og Epiciertrængselen og Støvet paa den

store Væddeløbsdag ved Longchamps har stænket Banalitet over de fornemme

Alléer, i de tre unge Foraarsmaaneder er Boulogneskoven obligatorisk for

hver ægte Pariser-existens. En Promenade der hører til. Man kan bedre

undvære Desserten til sin Diner, end man kan undvære den. Men der er kun

een bestemt Promenade, som gjælder, den mellem Fire og Syv. Saa ruller

Alt, hvad Paris har af Ekvipager, afsted til den, Faubourgernes Adel

kommer i Karosserne à la Louis quatorze med den vældige Fadding vuggende

sig paa Kæmpefjedre og med de silkebestrømpede, stive Lakajer.

Finansbaronerne kommer med det springende Fuldblod for den elegante

Kabriolet, Politikerne, ukjendte igaar, magtstraalende idag og forglemte

imorgen, kommer i Hyrevognen, der er lejet for deres korte Glorietid;

Kunstens og Videnskabens Stjerner skjuler sig for profane Blikke i

Baggrunden af deres lukkede Koupé, men udfordrende, brammende, med

Rosenbuketter bag Hestens Øre og i Groomens Knaphul, stiller den store

Kokotte sin straalende, friske Toiletteluxus og sin malede Skjønhed ud

paa de polstrede Silkehynder. Alt, hvad der i Paris har et Navn, en

Stilling, en Formue, ruller afsted til Boulogneskovstævnet.

Fremmedkolonierne følger Trup, denne stadig voxende Mylr af Millionkonger

fra alle Verdens Egne, der kommer en Sæson til Paris, for at Guldfloden,

hvori de vælter sig, kan kaste en efemer Glans over deres obskure

Tilværelse. Alle jager afsted over de friskvandede, brede Veje, gjennem

de blinkende Solbundtstraaler, ud til _le lac_. Der, ved Begyndelsen af

den, hvor Svanehuset titter op mellem den skvulpende Gondolflotille,

strammes pludselig Tøjlerne, og hele Strømmen af Kjøretøjer ruller

langsomt videre i Skridt. Man gjør _le tour_, den verdensberømte _tour du

lac_. Slentrende, standsende ved hvert tiende Skridt, fordi Trængselen er

for tæt, kjører man paa Parade i Queue langs den kunstige Skovsøs Bred.

Der er tre, fire, undertiden fem Rækker Vogne ved Siden af hinanden og

ikke en Armlængdes Plads mellem hver. "Baronesse d'Ange", den store

parisiske Depravations-Baronesse, der altid kjører selv, maa holde igjen,

for at hendes hvide Hest ikke skal stikke Hovedet ind til Dronning

Isabella af Spanien. Gambetta og Rochefort ruller Side om Side. Mde.

Rothschild og Mile. Eva fra Fantaisies-Parisiennes reklamerer _vis-à-vis_

hinanden for een og den samme Modehat fra igaar. Stadig i Queu'en, stadig

standsende, bevæger man sig fremad til Enden af Søen. Paa den anden Bred

er der maaske nok saa smukt i den lange, skyggende Allée, men denne anden

Bred foragter man. Der er der ikke en eneste Vogn. _Le Tour_ gjælder kun

den ene Side, den holder man sig til. Saasnart man er kommen til Enden,

vender man, alle Vognene paa een og den samme Plet, og slentrer tilbage

igjen, ind i Trængselen, langsomt nedad mod Svanehuset, for, naar man har

naaet det, at begynde forfra paany. Det er deri, Promenaden bestaar. Man,

sidder stram og strunk, pyntet og fornem. Et Toilette uden Smag, et Smil

paa urette Sted, en Bevægelse, der ikke var korrekt, vilde ligefrem sætte

Plet paa Ens gode Navn og Rygte.

Landskabet selv er som denne luxuøse Ramme omkring det. Det kunde males

paa Bagtæppet i en Féeriedekoration uden at idealiseres. Alt er her, hvad

der kan udtænkes af fortryllende fin og yndefuld Natur. En bestandig

spejlblank Sø med vuggende Gondoler og sejlende Svaner, Smaaøer, der

romantisk bryder Udsigterne i Pynter, hvor Guldregnen hænger ud, saa at

dens Blomsterklaser kysser Vandet, Klippevildnis med Kaskader mellem

Bregner og Efeu og blaarankede Clematis, fantastiske Broer og blomstrende

Bosketter og bløde, grønne Engskrænter, hvor de hvide Sommerfugle leger

Tagfat. Og saa rundt omkring de brede, fornemme Alléer og de sarte

Akacielunde og de lange Plæner, der ligger saa rolig, som om de var

vuggede i Drøm af Duften fra de store, gulblomstrede Buske, der hegner

dem ind. Ovenover det Hele Solen, som ingen Skovtykning tager Varmen og

Glansen fra, men som lister sig legende ind mellem det unge Løv og tegner

det igjen i Skyggerids paa Græsset nedenunder. Friskhed bestandig fra

Vandbrusens vaskende Regn, ikke et Støvgran paa noget Blad, men smaa

Draabeperler allevegne, der blinker i Solen som evig Foraarsdug over det

fortryllede Land. Man kan saa tusinde Gange sige, at det er Kunst og ikke

Natur, vidunderlig dejligt er det, hvad man end vil kalde det. Det er

Foraaret, der holder kongeligt Indtog med kongelig Pomp. Hele dets Hof er

der paa Parade i Galapuds for at hylde dets Komme.

Saaledes ser Pariser-Foraaret ud ved Boulogneskovens Sø. Men det ser ud

omtrent ligesaadan paa alle Kanter af den store Luxusby. Allevegne er der

fine Lystslotte og pudsede Parker, Skrænter med Villahaver og ranke

Alléer til at pynte paa det, allevegne rammer Seinens bløde Bugtninger

det ind med Romantik, allevegne ligger Kæmpestaden i Baggrunden med

Solglans paa de forgyldte Taarnspir. Foraaret er dejligt, hvor det saa

slaar sine Øjne op i den hele Verden. Men det har et Særpræg her, som det

intet andet Sted har. Det er badet i Pragt, gjennemsyret med Fest, hyllet

i Elegancens skinnende Klæder. Det er parisisk fra Top til Taa.

[Illustration: Kaskaderne i Boulogneskoven.]

[Illustration: I Kammeret: En Tilhørerloge. Tegning af Mars.]

[Illustration: Kammerets Talerstol.]

I KAMMERET.

Hvis Parlamentarismen ikke allerede havde været opfundet andetsteds,

vilde Franskmændene have opfundet den. Den er netop Noget, som passer for

deres Behov. De trænger til at høre og høres. Først i det talte Ord er

Personligheden helt med, og det er i at give Personligheden som Indsats,

at de har deres Styrke; først det talte Ord virker paa Sandserne, og de

staar under Sandsernes Herredømme i al deres Færd.

Men havde Franskmændene gjort Opfindelsen, vilde der være kommen en hel

anden Parlamentarisme for Dagens Lys end den, til hvilken Gjenboerne

hinsides Kanalen har givet Tonen an. Ogsaa nu har de, for at

akklimatisere den, maattet læmpe den adskilligt. De har, om man saa vil,

oversat den fra een Races Liv i en andens. Den er i England en rolig,

jævn, daglig Bestyrelse af Landets Forretninger. Men for en saadan

Bestyrelse og for disse Forretninger har Franskmændene kun ringe Sans. De

er ikke Politikere, som man er det i England. Der er Politiken bleven

Kjød og Blod af Folket, det interesserer sig for dens smaa og store Sider

uden Forskjel, den gjennemtrænger hele Nationens Liv. Anderledes derimod

med Franskmændene. De kan i et givet Øjeblik passionere sig for en

Regeringsform, men ogsaa kun et Øjeblik. Saasnart de har den, ønsker de,

at den faderligt skal vaage over dem i Et og Alt, uden at de behøver at

tage Haand i Hanke med selv. De vil leve i Ro, de vil, at Regeringen skal

sørge for Landets Sager, og at de selv maa have Lov til at passe deres

egne. Mens i England hele Pressen er politisk og netop derigjennem har

sin uhyre Udbredelse, klemmer, højst karakteristisk, de mest læste

Pariserblade Politiken ind til et Minimum og stryger den undertiden rent

for udelukkende at blive litterære. Politiken spiller kun en Rolle i

Franskmændenes Liv, naar den gjør Spektakel, naar den byder

Tilfredsstillelse for deres stadige Tørst efter Sensation. Det forklarer,

hvorfor den engelske Parlamentarisme har maattet oversættes til fransk

Behov. Den hedder i denne Oversættelse Tribunen, og den har i den

undergaaet en fuldstændig Forvandling. Parlamentarismen i England er en

Administration, Tribunen i Frankrig er et Skuespil.

Den theatralske Iscenesættelse er det Første, der springer i Øjnene, naar

man kommer ind i det franske Deputeretkammer. Selve Salen ligner et

Theater. Den har sin Scene og sin Tilskuerplads. I en stor Halvkreds

hæver de Deputeredes røde, magelige, højryggede Klædesbænke sig over

hinanden, med saa stærk amphitheatralsk Stigning, at den bageste er naaet

op til Rummets halve Højde. Omkring dem en Kreds af tyve joniske

Marmorsøjler med Broncekapitæler, der bærer Loftsplatfonden, hvor

Fragonnards Arabesker krandser den matte Glaskuppel, ned fra hvilken

Lyset falder. I to Etagers Loger, anbragte mellem disse Søjler og byggede

fuldstændig efter Mønster fra et hvilketsomhelst Parisertheater, har det

profane Publikum Plads. Allevegne fra kan man, idetmindste ved Hjælp af

Theaterkikkerter--og dem er der bestandig nok af baade i Loger og paa

Amphitheater--tydeligt følge Alt, hvad der foregaar paa Scenen, det vil

sige paa den mægtige Tribune, der indtager hele Rummet en face for

Halvkredsen. Den er ikke nogen simpelt, enkelt, almindelig Talerstol, den

er en formelig Bygning med Etager, Trapper, tæppebelagte Afsatser,

Ornamentsdekorationer og en hel lille Verden af permanente Beboere.

Øverst throner i sin gyldne Lænestol Kammerets Præsident, omgivet af

Staben af Sekretærer og øvrige Embedsmænd. Paa Trapperne farter

Medlemmerne frem og tilbage; Huissierer holder Vagt der i deres elegante

Kjoledragt med Sølvhalskjeden og den fine Kaarde. Nederst er

Stenografbordet, flankeret stadig af lyttende Grupper, som Ivrigheden og

Uroen ikke har tilladt at blive paa deres Bænke, og midt imellem, bag

Talerstolens flatterende Brystværn, paa en Plads, der er saa stor som et

almindeligt Stuegulv, samler da Tribunens egentlige Helt, Taleren, hele

Salens Opmærksomhed paa sig.

[Illustration: Kammerets Præsidentstol.]

Ingen, som kan finde mindste Anledning dertil, undlader at vise sig paa

denne Scene. I det engelske Parlament rejser den Deputerede sig ligesom

hos os simpelthen op paa sin Plads og holder sit Foredrag der.

Franskmanden derimod maa ved enhver Lejlighed paa Talerstolen, selv om

det kun er for at meddele, at han frafalder Ordet. I det samme Øjeblik,

han begynder at beskjæftige sig med Politik, bliver Tribunen hans Afgud.

Selve Politiseringen er som en hemmelighedsfuld Elskovsdrik, der drager

ham til den med uophørlig, magisk Magt. Tribunen er Gjenstanden for alle

hans Længsler, Maalet for al hans Ærgjerrighed. Thi Tribunen fører i

Frankrig til Alt. Man vinder der ikke Position i det offentlige Liv

Skridt for Skridt, ved i een betroet Post at lægge Evner for Dagen, der

anbefaler til en højere, man tager sin Stilling med Storm i et langt

Spring. Den ene Dag er man en ukjendt Deputeret, saa holder man en Tale,

og den næste er man Minister. Er det sandt, at enhver fransk Soldat bærer

Marchalstaven i sit Tornister, saa er det endnu hundrede Gange sandere,

at enhver fransk Politiker allerede er godt paa Veje til

Ministertabouretten, idet han sætter Foden paa Tribunens første

Trappetrin. Hvorfor skulde ikke det Samme hænde ham, der er hændet

Hundreder af hans Forgjængere? Han har altid Exempler fra de seneste

Dage. Waldeck-Rousseau var en ung Mand paa nogle og tredive Aar, om hvis

Kapaciteter Ingen havde Anelse. Saa fik han en Dag Ordet i Debatten om

den juridiske Reform, og nogle Uger efter sad han som Medlem i det store

Ministerium. Det er ikke en Undtagelse, det er kun et Paradigma paa

Regelen. Gambettas Exempel staar som det mest lysende af alle. Han gik

som en anden lille, brødløs Advokat omkring og holdt Taler ved Ølglasset

og tog paa Borg paa Kaféerne, da han tilfældigvis kommer til at føre

Forsvaret i Baudins Proces. Det var ikke engang i Kammeret, men kun for

Retsskranken, at hans Veltalenhed lagde sig for Dagen. Og dog var denne

ene Tale nok til at skabe hans Karriere. Han blev Deputeret, han blev

Partifører, han blev Landets Diktator, saa at sige inden der var gaaet

Aar og Dag, I det moderne Frankrig er Tribunen Valpladsen, hvor alle de

store Sejre vindes.

[Illustration: Gambetta.]

Men man maa forstaa at vinde dem. Det er en Kunst, der er en hel Del i

Slægt med Skuespillerens. Kommer man løbende fra Gaden op paa Scenen uden

at kunne hverken gaa eller staa paa den, uden at kunne beherske hverken

sin Stemme eller sine Gestus, og vil tage Publikum med Storm udelukkende

i Kraft af den indvendige Genialitet, saa gjør man ynkeligt Fiasco. Det

er paa Tribunen ligesaadan. Der spørges der meget mindre om, hvad man har

at sige, end om hvorledes man siger det. De nye Ideer passer ikke der;

den Virkning, de frembringer, er en hel anden end den, i Kraft af hvilken

der sejres. De forbauser, men i enhver Forbauselse er der et Element af

Modstand, før Forstaaelsen kommer. De griber ikke øjeblikkeligt og river

med, og det er just deri, den sejergivende Hemmelighed ligger ved Ordet,

der flyver ud fra Tribunen. Det skal simpelthen reproducere de Ideer, der

allerede er modne, det skal fange Tankerne, der ligger og slumrer i hver

enkelt af Tilhørerne og præsentere dem saa pænt paaklædte som muligt,

helst i en eller anden lille skarp Formel, der springer i Øret og kan

blive Feltraab. Kan man finde den, er Slaget halvvejs vundet, og kan man

saa med oratorisk Kunst ciselere Rammen udenom, der stiller den i

tilbørlig Relief, saa er det vundet totalt. Gambettas umaadelige Succès

ligger heri. Med de fem smaa Ord _"se soumettre ou se démettre"_ har han

styrtet Majregjeringen, skabt en hel ny Periode i den tredie Republiks

Udvikling og stillet sig selv paa Pjedestal som Landets Afgud. I de

afgjørende Øjeblikke har han bestandig det lykkelige Klarsyn, der finder

Formlen, som slaar ned: det er hans Genialitet. Og ved Siden deraf er han

Herre og Mester i Tribunens tekniske Kunst. Naar man læser hans Taler,

forstaar man ikke deres Virkning. Men naar man hører dem, forstaar man

dem tilfulde, Stemmens uendeligt varierede Overgange, Ansigtets stadig

skiftende Udtryk, Øjnenes Flammen, Kast med Hovedet, Gestus og Slag i

Bordet, den Maade, hvorpaa han personligt stiller sig i Forhold til

Auditoriet, fæstner dets Opmærksomhed ved direkte Spørgsmaal, lurer paa

hver af dets Bevægelser og øjeblikkelig fanger selv den mindste af dem,

for at støtte sig paa den, hvis den gaar ham med, og strax slaa den til

Jorden, hvis den gaar ham imod,--Alt det er det Halve og mere end det

Halve af hans Tale. Det er det, der har gjort ham til den, han er. Thi i

den engelske Parlamentarisme er det Indholdet, paa den franske Tribune er

det Formen, det gjælder.

[Illustration: I Kammeret: Deputerede paa deres Pladser. Tegning af

_Mars_.]

Den er et Skuespil, og i den almindelige Bevidsthed bliver den ogsaa kun

betragtet som et saadant. Kunde Pariserne faa Billetter at kjøbe til

Deputeretkammeret, vilde der være Dage, da de gjerne betalte Hundreder af

Francs for en Plads, men der vilde ogsaa være andre, da man ikke fik dem

til at gaa i Palais Bourbon, om man gav dem Guld derfor. Er det kun en

almindelig Forretningssag, der staar paa Dagsordenen, et

Budgetspørgsmaal, selv om det drejer sig om nok saa mange Millioner, saa

er der altid grumme trist i Salen. Logerne er tomme. Kun hist og her

sidder en ensom Tourist og falder i Søvn efter forgjæves Forsøg paa at

gjenkjende de berømte Hoveder, han har set i Fotografier, eller en

Landvælger, der er kommen til Hovedstaden, har faaet Kort af sin Kandidat

og nu bilder sig ind, den stakkels Mand, at han skal være med til en

rigtig Fest. En tung Atmosfære, mættet med Kjedsomhed, fylder Rummet.

Ogsaa Amphitheatrets Bænke er yderst sparsomt besatte. De Deputerede, som

sidder der, gjør Orden i deres Skuffer, læser deres Post, besørger deres

Korrespondence eller anstiller Tegneøvelser i Lovforslagenes Margina. Men

Pluraliteten er ude i Koulisserne, faar en Passiar i _Salle des pas

perdus_, drikker en Mazagran ved Buffeten, lader sig interview af

Nyhedsreferenter, gjør Citationsnotitser i Bibliotheket til den Tale, de

selv gaar svanger med. Af og til kigger de ind for at se, om Taleren ikke

endelig er bleven færdig. Men han staar der endnu, bladende i sine

Papirer, tumlende med Tal, som Ingen bryder sig om. Højst den Sagen

vedkommende Minister gjør Forsøg paa at høre efter. Man har flokket sig i

Grupper og snakker højt, hele Kammeret i Munden paa hinanden. Som

Minutskud gjentager Huissieren ad hoc, den statelige Figur med de graa

Bakkenbarter og de altid korsede Arme sit _"Faites silence, Messieurs--Un

peu de silence, s'il vous plait,"_ Præsidenten dundrer i Kathedret med

sin store, gule Opskjærerkniv, et Par Sætninger af den ulykkelige Talers

Foredrag bliver hørlige, men strax efter drukner igjen hans Stemmes Klang

i den almindelige Summen og Mumlen. Varer det altfor længe, taber man til

Slutning Taalmodigheden. _"Au vote, au vote!"_ lyder det i Kor fra alle

Ender og Kanter af Salen. Præsidenten farer op; han slaar et, to Slag paa

Klokken, men Utaalmodighedskorets Bølger voxer kun højere derved. Han

bliver heftigere, han kimer; den store, skingrende Allarmklokke gjør et

Spektakel, saa almindelige Ører er lige ved at blive døve. Men de

Deputerede er vant til den og har kun grumme lidt Respekt for dens Støj.

Præsidenten maa rette en Appel til Taleren. Han kan ikke fratage ham

Ordet, men han henstiller til ham, hvad han selv finder passende at

gjøre. _"Au vote! au vote!"_ brøler det opmuntrende Kor endnu mange Gange

højere end før. Den stakkels Tribunehelt maa vige Pladsen; Stemmeurnerne

gaar rundt. I Gruppemøderne har de Deputerede faaet Parolen; efter den

afleverer de deres hvide eller blaa Stemmesedler. Mødet er tilende.

Argumenterne fra Tribunen er der ikke ti Medlemmer af Kammeret der

kjender, før de den næste Dag læser dem i Bladene. Den hele Forhandling

har kun fremkaldt et Overmaal af Indifferentisme.

[Illustration: Kammerpræsidentens Klokke.]

[Illustration: En Stemmeurne.]

Helt anderledes derimod, naar der er "grande séance". Det er ikke

fuldkomment definerligt, hvad der falder ind under dette Begreb. Først og

fremmest gjør naturligvis alle de Møder det, i hvilke man forsøger at

vælte Regjeringen. Det er, som bekjendt, en ganske yndet Sport i det

franske Deputeretkammer, om den end stundom tager sig adskilligt mere

bister ud, end den i Virkeligheden er paa Bunden. Saa stor en Anledning

behøves nu dog ingenlunde altid for at faa en "grande séance" stillet paa

Benene. Der udkræves dertil kun Sikkerhed for, at en af de yndede

Tribuneaktører vil optræde. En meget almindelig Interpellation om et rent

ubetydeligt Æmne kan være nok, saafremt den blot giver Lejlighed til

oratorisk Duel mellem Kamphaner, som forstaar deres Kunst. Naar

Clémenceau udbeder sig Oplysninger af Regeringen om, hvorfor en

Politibetjent har pryglet en Kommunist ved en Gadetumult, eller naar

Baudry d'Asson, Kammerets vilde Slagsbroder paa Højrebænkene, den unge

Deputerede med det ligblege Ansigt, det store, sorte Rundskjæg og de

altid ulmende Tendenser til Vesuveruption ønsker at vide, hvorfor der er

bleven flyttet et Helgenbillede bort fra en Almueskole, saa er det strax

en "grande séance" af allerførste Rang. Diskussionsthemaet har Ingenting

at sige; det, det kommer an paa, er om Forhandlingen sætter Lidenskaberne

i Bevægelse, saa der bliver Udsigt til Sensation, til et rhetorisk

Skuespil _a grand spectacle_.

Fra det moderne Frankrig · 第 5 / 27 段