Smaaborgerne maaske Aarets største Festdag. Før den lange Fastetid, der i
mange Familier overholdes med en vis Strenghed, gaar fire "fede" Dage,
paa hvilke man ifølge Traditionen skal sætte Maven istand til at kunne
staa imod de efterfølgende Savn. Tirsdagen, den sidste af dem, gjør
Alverden det saa grundigt som muligt. De Smaafamilier, som paa denne Dag
spiser deres Middag hjemme, kan tælles. Alt, hvad der existerer af
Restavrationer, Vinknejper, Kaféer og lignende Steder, som i en snever
Vending ogsaa kan servere Spisevarer, er til den Grad overfyldte, at der
maa staas i Queue i halve Timer, før der kan opnaas en Plads ved et Bord.
Jo længere man kommer ud mod Yderkanten af Paris, desto galere er det.
Oppe i Montmartre kan man en saadan Mardi gras finde Smaarestaurationer,
hvor selve Kjøkkenet tages til Hjælp, og hvor der serveres Gjæsterne ved
improviserede Borde, lavede af Vinkasser, store Kogekjedler og Sligt. Thi
hele Familien slæbes med paa Spisekvarteret, fra den gamle Bedstemoder,
der knap kan rokke afsted, til Skjødebarnet paa et halvt Aar og derunder.
Til daglig Brug slides der i de parisiske Forstæder, saa man knap kan
danne sig nogen Forestilling derom. Tre hundrede og tredsindstyve af
Aarets Dage er Arbejdsdage for de Fleste, og tidt og mange Gange arbejdes
der de atten Timer af Døgnet, uden at man nogensinde faar Sol eller
Himmel at se. Man kan da tænke sig, hvilken Fest det maa være for
saadanne Væsener en enkelt Gang at komme ud. Og naar man kjender en Smule
til, hvilket naturligt, selv af al mulig Modgang uopslideligt godt Humor
der er karakteristisk for det egenlige Pariserfolk, kan man ogsaa nok
tænke sig, hvordan de maa more sig. Tummelen, Snakken, Latteren
oversvømmer de smaa, til daglig Brug tomme Restavrationer i Paris'
Yderkanter med et Liv, saa broget, saa animeret, at det spotter al
Beskrivelse. Efter Middagen gaar man naturligvis ikke hjem; Lystigheden
fortsættes ved Kafébordene udenfor paa Gaden, senere hen paa Aftenen
under spadserende Driven langs Boulevarderne, der fra den ene til den
anden Ende er et uoverskueligt Folkemarked, saa tæt proppet, at det paa
sine Steder er rent umuligt at trænge sig gjennem Menneskestrømmen. Paa
de "store" Boulevarder er Trængselen i Aarenes Løb bleven mindre, men
samtidig er den voxet paa de ydre. Til dem er nemlig nu Hovedparten af
Maskerne fortrukne, siden de pæne Folk blev for blaserede til længere at
tage Del i Løjerne. Men Karnevalslivet har næppe tabt derved. Maskerne er
blevne adskilligt tarveligere ganske vist, men samtidigt ogsaa adskilligt
mere oplagte til at slaa Gjækken løs. Rundt omkring paa Gadehjørnerne
improviseres der til Musik af en Mundharmonika eller ganske simpelt til
Akkompagnement af en overgiven Gadevise de vildeste Kvadriller, der
naturligvis kun voxe i Overstadighed, efterhaanden som Grupperne flokkes
om de Dandsende og opmuntrer dem med lystige Tilraab og Vittigheder.
Snart er det en hel Flok Klodocher, der skrigende og horntudende stormer
ned over Boulevarden og faar de smaa Arbejdersker til at flygte tilside
under høje Hvin, snart en flagpyntet Kreaturvogn, paa hvilken
Karrikaturer af forskjellige politiske Personligheder bliver trukne i
Triumf af lystige Ungersvende, der har faaet sig lejet et Dyrehoved og er
ganske overordenlig fornøjede med sig selv, snart endelig lange
Kompagnier af Maskerede med en eller anden hornblæsende Forening i
Spidsen. At Lystigheden af og til slaar en Smule ud i Kaadhed, følger af
sig selv, men Alverden er glad og fornøjet og morer sig virkelig; det
forsoner dermed.
Naar det lakker henad Midnat til, begynder Indvandringen i Ballokalerne
langs de ydre Boulevarder--der findes et for hvert hundrede Skridt. Til
daglig Brug er disse Lokaler nærmest besøgte af et Publikum af endnu
værre Art end det, der kommer i Bullier, og om muligt endnu mere blottet
for muntert, naturligt Folkeliv end dette sidste Sted, der daglig bereder
saamange paa Traditionen stolende Fremmede de allerstørste Skuffelser. Nu
derimod stiller Sagen sig anderledes. Krapylet er ogsaa da med i den
broget kostumerede Mængde, men det er ikke eneherskende. Smaa skikkelige
Portner- og Haandværkerdøttre kommer i de guddommeligst kejtede
Forklædninger, ledsagede af den hele Familie, Vuggebørnene
medindbefattede, med Øjne, der straaler af Dandselyst, og med
kirsebærrøde Trikotben, der ikke kan blive kjede af den saa uvante
Motion. Man skulde tro sig milevidt borte fra Paris, midt inde i Hjertet
af den uskyldigste kluntede Landsby.
Det hele Paris er paa Benene den egenlig store Karnevalsnat. Ogsaa det
fornemme Paris; men det bliver paa sin egen Grund og fejrer der disse
Tusind og én Nats Fester, om hvis overdaadige Æventyrpragt der af og til
naaer Rygter til de smaa, fjerne Kroge af Verden, hvor man slaar Hænderne
sammen og korser sig over, hvor Aviserne dog kan lyve. Aviserne lyver
imidlertid ikke; Overdaadigheden fra hine Tider, da Kleopatra løste
Perlerne op til Drikkevand, begynder virkelig at vende tilbage i det
moderne Athen. Millionfyrsterne fra hele Verden har bestandig havt
Passion for at forbause Paris med deres Overdaadighed, og da Paris er
noget vanskelig til at lade sig forbause, maa de efterhaanden tage deres
Tilflugt til større og større Extravagancer. De orientalske Nabober er i
saa Henseende længst dethroniserede af Amerikanerne. Der fortælles
saaledes blandt Andet om en Karnevalsfest i Mackayhotellet vis-à-vis
Triumfbuen, hvor man unægtelig kom Kleopatraskikkene ganske nær. Familien
Mackay hører hjemme hinsides Atlanterhavet og skal have sin exempelløse
Rigdom fra Sølvminer derovre. Der er ingen Ende paa dem, hedder det; i
hvert Fald er der ingen Ende paa Millionærfamiliens Luxus. Hotellet var
ikke stort nok til at rumme de Gjæster, man vilde indbyde. Men det
generede ikke Naboben. Som en ny Aladdin lod han i et Par Nætter, ved
Hjælp af Hundreder af Arbejdere og nogle hundrede tusinde Francs, et
Dandsepalais rejse sig paa hans Haveplads, ikke en interimistisk Sal, men
et virkeligt Palais med røde Fløjls Vægge, Spejlglas, Marmor og Guld
overalt, med indlagt Parketgulv og Sligt. I dette Palais serverede han
sine fem hundrede Gjæster friske Jordbær, forskrevne fra Alverdens
Sollande, Stører fra Rusland, Fuglereder fra Indien og Vildsvineskinke
fra Ungarns Skove. Og ikke nok dermed; efter Bordets Overraskelser bragte
Kotillonen en ny, om muligt endnu større. Istedetfor den ordinære
Papirspynt indeholdt Knallerterne pragtfulde Silkebælter, Skærf,
Tørklæder o.s.v., alle forsynede med et ægte Smykke, hvorpaa det
amerikanske Vaaben var ciseleret, en lille Kotillonsfinesse, der havde
kostet Hr. Mackay halvandet hundrede tusinde Francs. Han havde den
Tilfredsstillelse, at hans Fest berømmedes som den rigeste under Aarets
Karneval. Men han skal tage sig iagt; der er Adskillige, som er lige i
Hælene paa ham. Jordbærrene og Kotillonen bragte ham Sejren; næste Gang
vil imidlertid en eller anden Konkurrent søge at overtrumfe dem, og Hr.
Mackay maa saa finde paa nye Overraskelser, hvis hans Renommé ikke skal
gaa fløjten. Heldigvis for ham har han de uudtømmelige Miner; de er snart
absolut nødvendige, naar man vil føre Hus i Paris. De primitive Tider, da
man nøjedes med en Smule Aandrighed i de fornemme Kredses Selskaber, de
er forbi for længe siden.
Hos Republikens Præsident.
Hr. Jules Grévy er en rar, stilfærdig Præsident, der ikke beskjæftiger
Verden altfor forfærdeligt med sin Personlighed. Ministerierne komme og
gaa. Freycinet afløses af Ferry, og Ferry af Gambetta, og Gambetta igjen
af Freycinet og Ferry; Hr. Grévy lader dem ganske roligt skifte. Han gaar
paa Jagt med sine Venner i Provindsen og spiller Billard med sine Venner
i Paris, og naar engang imellem en Avis, der vil give sig ud for at være
inspireret af ham, tillægger ham en decideret Mening om Sagerne, saa kan
man være ganske sikker paa, at den Dagen efter bliver nødt til at
dementere sig selv. For en Republik, der gjør saa meget Spektakel som den
franske kan der ikke tænkes nogen mere hensigtsmæssig Præsident. Hans Ro
bøder en Smule paa Uroen ellers. Var han som de Andre, vilde der ikke
være til at leve i Frankrig for bare Politik.
[Illustration: Ankomsten til Ballet.]
[Illustration: Jules Grévy, Republikens Præsident.]
Hele Aaret rundt er der i Grunden kun tre Gange Hr. Grévy virkelig
beskjæftiger Pariserne. Det er, naar han giver sine tre store
Elyséeballer. Kunde han følge sit Hjertes Drift, strøg han ganske sikkert
ogsaa dem. Men det--veed han--vilde Pariserne aldrig tilgive ham, og som
en klog Mand finder han sig da i at ofre paa deres Passioners Alter. Han
trækker det sørgelige Øjeblik ud saa længe som muligt, men henimod Midten
af Februar begynder Aviserne saa smaat at raillere over Stilheden i
Elysée; det er saa nødvendigt, at der gjøres Noget. Grévy kalder sin
Overkok til sig og underretter ham om, at der maa kjøbes ind til det
første Bal. Præsidenten for den franske Republik og Præsidenten for
Kjøkkenet i Elyséepalæet have ogsaa ellers--paastaar man--hver Morgen
deres regelmæssige Sammenkomster; men det er kun under
Balforberedelserne, at disse huslige Konferencer udstrække sig til Timer.
Kjøkkenchefen forlader dem med stolt løftet Pande i Bevidstheden om den
Ærbødighed, hvormed Leverandørerne vil modtage ham, naar han kommer og
gjør sine exceptionelle Bestillinger; Statschefen gaar fra dem tankefuld
og med Skyer paa sin Pande. Han kan i det Hele taget ikke lide det
Exceptionelle og allermindst den exceptionelle Luxus; Han finder det
langt fornuftigere at anbringe sine Penge i Huse paa Boulevard
Malesherbes end i Spise- og Drikkevarer, og han veed af sørgelig
Erfaring, at et Elyséebal koster mange Penge.
Naar Præsidenten lader spille op til Dands i sit Palais, kan han nemlig
ikke, som naar han gifter sin Datter bort, indskrænke sig til at invitere
Familierne Grévy og Wilson med samt nogle ganske enkelte gode Venner af
Huset. Hele Paris gjør Fordring paa at modtage Indbydelser, hele den Part
af Provinserne og af Udlandet, som tilfældigvis opholder sig i Byen,
mener at have om muligt endnu større Berettigelse til at stille samme
Fordring. Saa saare Rygtet om, at Ballet nærmer sig, kommer ud i Staden,
bestormes Præsidentskabets Sekretariat med Anmodninger i massevis om
Billetter. Selv et Theater i Vælten, der er ifærd med at bringe et nyt
Stykke af Sardou eller Dumas paa Scenen, kan ikke være mere plaget.
Alverden kjender et Municipalraadsmedlem eller en Deputeret, der maa gaa
i Ilden for dem ved denne Lejlighed. De har Allesammen deres alenlange
Lister, og saa indflydelsesrige Personer er det i en Republik grumme
vanskeligt at afslaa Noget. Legationerne paa deres Side ser sig ligeledes
nødsagede til at stille store Krav. Hele Kolonien danner Queue udenfor
Gesandtskabshotellet for at skrive sig paa Listen, og selvfølgelig
betragter hver Enkelt det som en personlig Fornærmelse af Gesandten, naar
hans Begjæring ikke tages til Følge. Det bliver paa denne Maade
Hundredetusinder, der vil med til Grévys Bal; en halv Snes Tusinde af dem
i det Allermindste kan man paa ingensomhelst Maade undgaa at tage med.
Der føjes af Teltdug store Tilbygninger til Palæet, alle de til daglig
Brug ubeboede Sale støves af og befries for deres Møbelovertræk, de
Tusinder af Messing-Moderatørlamper, hvormed Huset ved en saadan Fest
belyses fra øverst til nederst, poleres og fyldes, der bliver lejet
Planter og Blomster til at dekorere med hos alle Parises Gartnere,
Municipalgardisterne tilhest kommanderes til Tjeneste for at holde de
nærmeste Gader ryddelige, og Vognene begynder saa paa den højtidelige
Aften at rulle ind i Gaarden.
Man er i Republik. Det ceremonielle Reglement fra Kejserdømmets Dage, der
gjorde en Vogn uden Numer obligatorisk for Enhver, som indfandt sig til
Hove, existerer ikke længer. Man kan komme i Droske eller tilfods ganske
efter eget Behag. Adgang nægtes Ingen, som er i Selskabsdragt og
præsterer et Invitationskort. Men det maa han ogsaa af med, og det er for
Mange en stor Skuffelse. Det saae saa imponerende ud: en kæmpemæssig
Karton af hvidt Glacépapir, hvorpaa i smagfuld Snirkelskrift læstes:
"Præsidenten for Republiken og Fru Jules Grévy udbede sig Æren af Hr. N.
N.'s behagelige Nærværelse i Elyséepalæet den og den Dag", og nedenunder
paa Foden den lille Bemærkning "on dansera". Paa en Visitkortskaal vilde
det have gjort mageløs Effekt. Men Kontrollen ved Indgangen er yderst
streng. Man har adopteret det samme System som i Parisertheatrene. Tre
Herrer i kjole og hvide Halstørklæder sidde ved et stort Skrivebord og
attrapere enhver Indtrædende med Anmodningen "votre carte, Monsieur". Der
rives et Hjørne af den smukke Glacékarton, og naar man vil ind efter at
have givet sit Overtøj til Opbevaring i et af de uhyre Skabe paa begge
Sider af Entréen, maa ogsaa selve Kortet afleveres til Lakajen, der
vogter Adgangen til den forreste Sal. Udgangsbillet kan ikke faas. Er man
een Gang inde, maa man blive der, til man er træt og mæt af Herligheden.
Stundom kan det endogsaa hænde, at man maa blive der længere, end man
selv skjøtter om. For at forebygge Trængsel, paastaa Nogle, Andre mene af
faderlig Omsorg hos Præsidenten, for at hans Gjæster skal faa Alting at
se, er der nemlig ved Elyséeballerne foreskrevet Selskabet en permanent
Rotationsbevægelse. I den forreste Sal, hvor Præsidenten og Fru Grévy
tage imod særlige Honoratiores, samt i de umiddelbart tilstødende, hvor
Corps diplomatique opholder sig, er det for det almindelige Publikum ikke
tilladt at blive staaende. Standser man et Øjeblik, har man strax en
sortklædt Lakaj med Sølvkjæde om Halsen paa Siden af sig og bliver i en
dæmpet, men meget bestemt Tone anmodet om at passere videre. I de mindre
hellige Lokaler er det tilladt at blive, hvis man skjøtter om det, men
det er ikke tilladt at vende om og gaa tilbage til den Sal, fra hvilken
man er kommen. Op ad Dørstolperne staar der, fra Ballet begynder, til det
ender, plantet to høje, haandfaste, violette Lakajer i Drabantattitude og
med Muskler som Saint-Marceau's Harlekin. Deres udstrakte Fod spærrer
Døren. Vil Nogen fremad, trækkes Læggen i den hvide Silkestrømpe ærbødig
ind, men for den, der vil tilbage til det forladte Paradis, spærrer den
Passagen, og fra Cerberus'ens Mund lyder der et ubønhørligt "on ne passe
pas". Hele Palæet, Stue, første og anden Etage med dets labyrinthiske
Virvar af Sale, Trappegange og Korridorer maa vandres igjennem og
Vandringen begyndes forfra igjen, før man kan komme til det Sted, man
engang har forladt. Kun fire Sale i Midten danner en Undtagelse: to, i
hvilke der danses, en, hvor man i uendelig Trængsel slaas om at komme til
Buffeten, og en, pyntet med Palmer og bredbladede Planter, som er bestemt
til Hvilested for de dansende Damer. Mellem dem har man Lov til at
vandre, som man lyster. Det er ganske heldigt. En Kavaleer, der mellem
Dansene ønskede at skaffe sin Dame et Glas Is, vilde, hvis han skulde
gjøre den ellers foreskrevne Rotationsbevægelse, blive nødt til at
absentere sig for et Tidsrum af mindst et Par Timer. Han kan bruge Tid
nok, før han faaer banet sig frem mellem Rækkerne, der stadig staar
opstillede ved Buffeten.
[Illustration: Ved Buffeten.]
Forøvrigt er det saa viselig indrettet, at dette lille Komplex af Sale,
hvor man har Tilladelse til at bevæge sig frit, ogsaa er det eneste Sted
i hele Palæet, hvor det er fornøjeligt at være. Toiletterne opholde sig
ikke der; Trængselen er altfor umaadelig, til at de kan gjøre sig
gjældende. Men Toiletter behøver man i Paris heller ikke at gaa paa
Elyséebal for at beundre. Hvad der derimod træffes i dets Dansesale, det
er netop det Sjeldneste, der ses i den store Seinestad: unge Piger uden
Toiletter, i en simpel hvid Kjole, men med Foraarsroser paa de usminkede
Kinder, med store, forundrede Øjne og Ansigter, der straaler af
Henrykkelse over at være paa Bal, Fænomenet er overraskende, men det er
ikke uforklarligt. Ved Siden af de sextusind Indbydelseskort, der
udstedes til Kreti og Pleti fra Paris og Provinserne, de to tusind, som
Amerikanere og Englændere erobre, samt det halvandet Tusind, der gives
til andre Udlændinge, indbydes der ogsaa nogle Hundrede Personer af Hr.
og Fru Grévys private Omgangskreds, det vil sige af det ægte parisiske
Bourgeoisi. Det er til daglig Brug ikke med i Verdensstadens Rummel og
Tummel, og det stiller fremfor Alt ikke sine Koner og Døtre til Parade
mellem store Kokotter og smaa Boulevardløver. Men for Præsidenten har det
saa megen Estime, at det ved hans Baller undtagelsesvis blander sig
mellem den mylrende Skare. Dets Døtre møder med Balkortet ved Viftesnoren
og med Sextenaarsglæde ved at danse, de skriver de unge engagerende
Officerers Navne op paa Kortet med en Alvor, som var det Fredstraktater,
de undertegnede, de valser og polkerer, som gjaldt det Livet, og med
Studsen standser Udlændingene og Boulevardpublikummet. De har saa tidt
forsvoret, at Dramaforfatternes Ingenuefigurer findes andetsteds end i
Digternes egen Fantasi; her begynder der at dukke en Anelse op hos dem
om, at disse henrivende unge Væsener virkelig er tro Kopier efter
Naturen. De faar et Indblik i et Paris, som de ikke kjender, men som de
dunkelt fornemmer maaske er det, som det, naar Alt kom til Alt, lønnede
sig bedst at stifte Bekjendtskab med. Det er formelig, som om Luften i
Balsalen blev renset af al den sunde Ungdom. Ellers er der
Svedebadstemperatur og Pestatmosfære af Lampeos og sammenpakket
Menneskemylr allevegne. Man gisper og stønner, Hovedet værker,
Tindingerne banker i Feber, før Rotationsbevægelsen er tilende, og man
atter kan trække Vejret i de forreste Sale.
Men Pariserne holder trolig ud. Naar det blot ikke drejer sig om Politik,
er der i hele Verden ikke noget taalmodigere Folkefærd end dem. Først
henad Et kommer Ballets store Mærkværdighed, og til den maa man aldeles
nødvendig være med, om ikke af anden Grund, saa af ren Nysgjerrighed.
Lidt over Midnat viser der sig et oplivende Syn. Salenes Trængsel viger
tilside og aabner i Midten Passage for en stolt fremadskridende Afdeling
Militær. Man har savnet det hele Aftenen, og Savnet har været saa meget
mere paafaldende, som den stadselige republikanske Garde ellers plejer at
pynte op allevegne i Paris, hvor der er noget Højtideligt paa Færde. Nu
kommer den, høj og strunk og stram i sine lange Ridestøvler, hvide
Benklæder, blanke Harnisker og Hjelme med den vajende Fjerbusk. De
Fremmede bilder sig et Øjeblik ind, at det er Præsidenten, der gjør
ceremoniel Promenadetur omkring mellem sine Gjæster. Men Hr. Grévy er
ikke saa pretentiøs. Naar han i et Par Timers Tid har taget mod de
Kommende og trænger til at hvile sig lidt i de for ham og hans Familie
reserverede Værelser paa første Sal, ser man en ældre, graahaaret Herre
gjøre Forsøg paa at arbejde sig gjennem den roterende Mængde. Det er
Statschefen, men forholdsvis kun meget Faa kjender ham og viger tilside.
Han ser i sin sorte Kjole uden Ordensbaand ud som Pluraliteten af de
mandlige Balgjæster, og Tjenerskab til at bane Vej for ham er der ikke
Tale om. Republikansk Garde vilde han endnu meget mindre kunne falde paa
at rekvirere til sit Behov. Det er Chefen for Elysée-palæets Kjøkken, den
kommer for at assistere. Mærkværdigheden, som skal gaa for sig, er
Aabningen af hans Souper, en rigtig Souper med koldt Kjøkken og Champagne
i Strømme. Ved de almindelige officielle Fester haves der kun en ordinær
Forfriskningsbuffet med Sandwich, The, Punsch og Konditorsager. De tre
aarlige Elyséeballer er de eneste, ved hvilke Gjæsterne bydes paa Souper.
De faar den ganske vist kun efter noget Besvær, men de faar den dog.
Gardistkorpset stiller sig op ved de to Adgange til Salen, hvor den
serveres. Den dem givne Parole er overordentlig streng. Der er dog altid
et mystisk Ord, som gjør Passagen forbi de violette Tjenere mulig. Naar
man hvisker dem "Corps diplomatique" i Øret, trækker de Silkelæggene
tilbage. Men overfor Gardisterne hjælper ingensomhelst Parlamenteren og
ingen Personsanseelse. Enhver maa vente, til hans Tur kommer, Og
Pariserne venter; de stiller sig op i Queue og venter timevis, som de
gjorde det i den elektriske Udstilling for at faa det Halve af en Arie
paa Operaen at høre, som de gjør det ved deres Theatres Billetkontorer,
ved deres Omnibusstationer og overalt. Vanen til at gjøre Queue er bleven
deres anden Natur, og de finder ingen Inkonveniens ved det længere. Med
Mellemrum aabnes Soupersalonens Døre, og der slippes saa Mange ind, som
den kan rumme. Naar Holdet er bespist, sendes det ud ad den anden Dør, og
en ny Afdeling af Queuen kommer til Fadet. Det bliver saaledes ved fra
Klokken Et til Klokken Fem om Morgenen. Saa lukker Kjøkkenchefen
Beværtningen, og de sidste Ventende maa gaa hjem med tomme Maver. De har
kun den Trøst, at de ved at staa opstillede saa længe har erhvervet sig
større Chancer for at faa deres Overtøj end de, der er brudt op paa et
tidligere Stadium af Festen. At komme fra et Elyséebal ligesaa beklædt,
som man er kommen til det, er at have vundet et Lod i Lotteriet. At komme
derfra uden at være fortraadt, forpuffet og fortumlet af kvalmende
Skjærsildstemperatur er en total Umulighed. Men Konveniensen fordrer, at
Republikens Præsident og Fru Jules Grévy tre Gange om Aaret udbede sig
deres tro Republikaneres Nærværelse til denne Fornøjelse, og Konveniensen
fordrer ligeledes, at de tro Republikanere finde Nærværelsen saa
behagelig, at de sætter Himmel og Jord i Bevægelse for at opnaa den.
Konveniensen har nu engang Ingenting med det Begribelige at gjøre,
FORAAR I PARIS.
Den tyvende Marts skal ifølge den franske Almanak Foraaret begynde, og
den tyvende Marts skal ifølge gammel Tradition det første Foraarstræ i
Paris staa med grønne Blade. Der er et, der er foran alle de andre; og
morsomt nok, som det hjemme i Kjøbenhavn er Holbergs Træ, saaledes er det
her Molières, der lyser Vaaren ind: et rankt og rundkronet Kastanietræ
ligefor Indgangen til Théâtre français. Der staar det midt i Byens
Hjerte, og der er ikke een Pariser, som ikke kjender det og holder af
det. Saa saare Vinterspleenens Taage letter, og den første gyldne Solflod
breder sig og svømmer ud over Boulevarderne gjør han en Afstikker til
Træet paa Theaterpladsen, saa tidt han kan komme til det. Længselsfuldt
kiger han op til de violetbrune Knopper og følger deres voxende Bugnen.
Den Dag, han paa Asfaltflisen finder det første dryssede, harpixfede
Skjæl og ser det første grønne Blad deroppe titte frem, pjusket som en
lille dunet Kylling, der lige kryber ud af Ægget, den Dag er hans store
Fest. Thi med den begynder den herlige Tid, da hans kjære Paris Maaneder
igjennem bliver, hvad han saa uendelig gjerne vil have, det skal være:
den skjønneste Stad i Verden.
Samtidig med Molières Træ springer hele Paris ud i et Nu. Under
Boulevardkaféernes Solsejl mylrer det med glade Mennesker, der sidder paa
Trottoiret og leer op til det piplende Grønne og til det endeløse Tog
derude paa Gaden, hvor under blaa Himmel og Sol og brogede Parasoller
Vogn efter Vogn farer afsted. De farer gjennem Champs-Elysées i Række ved
Siden af Række, gjennem Boulogneskovsavenuens Solbundtstraaler og ind
mellem de løvende Alléer. Hele Vejen sidder der Tilskuerhobe i Tusindvis,
Børnene løber og leger mellem de knoppende Syrener eller jubler paa
Karusselhestene eller staar og hviner af Glæde over Forestillingen paa
Marionettheatrene. Henover Skovens lange, snorlige Ridestier galopperer
Kavalkader af elegante Ryttere og Amazoner, i den zirlige lille Kabriolet
promenerer Dandyen sine Væddeløbere og sin strunke, stoltpudsede Kudsk,
de hvide Frugttræer drysser deres Blomster, og under dem, paa de store,
grønne Plæner, ligger der boltrende Grupper og bader sig i den varme Sol.
Længere borte kommer Seinen, uden den mindste Krusning, spejlende hver
lille Fjersky; der glider hen flygtig og luftig som Ringe fra en Cigar.
Kanotiererne har faaet deres stramme Trikottrøjer paa og deres røde og
blaa Huer, og i deres lange, spidse Baade flyver de afsted over Vandet og
forsvinder bag Pynten under Hængepilens fantastisk-skjønne Hang af
lysgrønt Løv. Hele Paris er ude og fylder sine Lunger med den
vidunderlige Luft og svælger i Bevidstheden om, at den tre Maaneder paa
Rad, lige til de store Juniløb er forbi, vil Morgen efter Morgen vaagne
til den samme Herlighed og Fest.
[Illustration: Dandyen promenerer sin Kudsk.]