Gjør den det, saa bliver Kammermødet en stor Pariserbegivenhed. Alverden

faaer travlt for at erobre Billetter ligefra Frisørsvenden, der plager

sin Kundekreds mellem de Deputerede for denne nye Art Drikkepenge, som

meget let lader sig realisere i klingende Mønt, helt op til de fornemste

Damer, der vel endogsaa kan drive det til at stille en Præfektpost i

Udsigt som Doucør for et passende Antal gode Logepladser. Damerne er det

først og fremmest, der maa med. Lejlighederne til at udfolde

Toiletteluxus bliver for den rigtig fine Portion af dem sjeldnere og

sjeldnere, efterhaanden som Gjennemdemokratiseringen af Samfundet antager

større og større Dimensioner. Under Marschallen var der endnu et Slags

Hof i Palais de l'Elysée og ved de store offentlige Festiviteter. Men med

Hr. Grévys Regeringstiltrædelse er det komplet forsvundet. Selv paa en

Pariserdag som _Grand prix de Paris_ er Publikummet paa Præsidenttribunen

saa blandet med smaa Bourgeoiselementer, at den fornemme Dameverden

finder det under sin Værdighed at vise sig der. _"Ça devient horriblement

canaille"_ skriver de royalistiske Blade, Den kvindelige Faubourgadel har

foruden sine Tirsdage i Théatre français og sine Fredage i Operaen

egentlig kun Receptionerne i Akademiet og de store Kammermøder tilbage,

hvor der er rigtig Fashion at vise sig. Og da det er Fashion ogsaa for

det altformaaende Bourgeoisie, bliver Konkurrencen følgelig enorm. Det er

aldeles utroligt, hvilke Intriger der undertiden kan sættes i Gang for at

opnaa en Plads. Den stakkels Hr. Becherelle, Kammerets lille, vimse _chef

de service_, er overmaade fortvivlet. Han vil saa gjerne være alle mulige

Mennesker til Tjeneste, men end ikke de mest formaaende Medlemmer af

Forsamlingen kan han skaffe en Krog, hvor de kan anbringe deres Venner.

"Hans Sal" har været overfyldt allerede for flere Dage siden.

[Illustration: Hr. Becherelle.]

Saa maa da Størsteparten af de Nysgjerrige tage til Takke med at stille

sig op paa Quaien udenfor Palais Bourbon. De staar der fra Klokken Tolv,

skjøndt Mødet først skal begynde Klokken To. Stærke Delinger Politi

trækker Kordon paa begge Sider og danner en Allée, gjennem hvilke Vognene

kan kjøre ind. Bagved denne Kordon er der sort af Tusinder af Hoveder.

Pluraliteten kan Ingenting se, men de bliver troligt staaende i

Trængselen alligevel. Skulde der virkelig passere Noget, kan de jo dog

saa sige at de har været med, og det er til Syvende og sidst Alt, hvad de

forlanger.

Ogsaa de Begunstigede, der har faaet Kort, kommer tidligt. Pladserne er

desværre ikke numererede. Man har maattet sluge Frokosten; hvis det

Forfærdelige indtraf, at man kom til at sidde paa anden Række, vilde det

nye Toilettes Virkning være ødelagt. Man vilde maaske ikke engang blive

opdaget fra Journalistlogen og følgelig heller ikke blive nævnet i

Aviserne den næste Dag. Allerede Klokken henad Et begynder da Vognene at

rulle ind i Gaarden. Det er, som der var stor Gallafest. Selv

Pluraliteten af Deputerede lader sig det være magtpaaliggende at optræde

standsmæssigt. Til daglig Brug kan det gaa an at komme tilfods, men naar

der er _grande séance_, maa der Vogne til, og det tilmed helst en ikke

numereret. Kun de allerrødeste Medlemmer bruger Fiakrer. De gjør det

grumme nødigt, men de tør ikke risikere deres Popularitet hos

Tilskuerhoben paa Quaien.

Defiléen varer en Timestid. Klokken To er Salen fyldt, baade Amphitheater

og Loger. Soldaterne i _Salle de la Paix_ præsenterer Gevær, Fanfaren

lyder, Kammerets Præsident begiver sig, eskorteret af Huissierer og

Sekretærer, fra sin private Bolig til Forsamlingssalen. Han bestiger

Tribunen, stiller sig foran den gyldne Stol og slaar et Slag paa Klokken.

Mødet er aabnet.

Selve den store Forestilling begynder dog i Regelen aldrig strax. Ligesom

i Theatrene har man som oftest en lille _Pièce de rideau_ til at aabne

med, et Par smaa Lovforslag, som Ingen bryder sig om, og som kun er der,

for at de Deputerede kan faa snakket af og blive enige om, hvilken

Holdning de vil indtage til Dagens store Begivenhed, samt for at Damerne

i Logerne kan faa Lejlighed til at studere Kammerets Fysiognomi gjennem

deres Kikkerter, maaske ogsaa til at blive studeret selv en Smule.

Endelig, lidt efter lidt, dæmper den bølgende Uro imidlertid af. De

Deputerede har indtaget deres Pladser, de smaa Lovforslag er vedtagne

uden Opposition, Formanden slaar atter paa Klokken, denne Gang fastere og

som med Tilkjendegivelse af, at det nu er Alvor, Betjentene besætter

Opgangen til Tribunen, for at intet iltert Medlem i Stridens Hede skal

forcere Adgangen til Talerstolen, Huissieren med de graa Bakkenbarter

raaber sit _"Faites silence!"_ --Turneringen begynder.

Undertiden kan det hænde, at den fuldstændig skuffer Forventningerne, at

den bliver en lang, alvorlig Styrkeprøve med Tale efter Tale, hvori der

er mange Argumenter og kun faa Personligheder, en ordnet Diskussion uden

Storm og Torden, uden væsentlige Afbrydelser engang. Saa er man meget

lidt tilfreds oppe i Logerne. Varmen bliver efterhaanden intensivere,

Luften i det overfyldte Rum utaaleligt trykkende. Time slæber sig hen

efter Time, og man tør dog ikke gaa, thi det vilde jo være altfor

harmeligt, om det store Sammenstød indtraf netop som man var forsvunden.

I Journalistlogerne erklæres Mødet for det mest kjedsommelige, der

nogensinde er blevet afholdt, og Boulevardbladene gjentager næste Morgen

den samme Dom. Man er slet ikke kommen for at overvære noget Saadant; man

vil have Spektakel. Og det maa da ogsaa siges, at man faar sine

Forventninger opfyldte tiere, end man bliver skuffet. Det er forholdsvis

sjeldent, at Partilidenskaben ved en _grande séance_ ret længe kan holde

sig i Tømme. Der dumper en lille, bidende Bemærkning ind, som bliver

fanget op med Protester, Taleren hidses, han streger sine Angreb under,

Pareringen bliver voldsommere, og i et Nu voxer Stormen til Orkan. Fra

alle Kanter af Salen raabes og skriges, applauderes og interpelleres der.

_"Silence au Mexique"_ brøler et regeringsvenligt Medlem under vilde

Bifaldshyl af Majoriteten over til Højre. _"Silence à la commune"_ svarer

Baudry d'Asson eller Paul de Cassagnac tilbage i den voldsomste Extase.

Præsidenten kimer, Larmen er saa altopslugende, at Huissieren ved

Tribunens Fod ikke engang finder det Umagen værd at anbringe sit _"Faites

silence."_ Man rejser sig fra sine Bænke, man flokker sig sammen i

Grupper, Taleren forlader fortvivlet Tribunen og en ny sætter derop med

Leopardspring uden at have Ordet og uden at blive hørt. Tumulten kan vare

hele Kvarter ad Gangen, føre til personlige Sammenstød og Udfordringer,

føre til, at Mødet foreløbig maa suspenderes. Man har dog saa faaet lidt

mere af sin grande séance, end man egentlig ønsker. Idealet er, at

Stormen kommer, men at den dæmpes igjen af en oratorisk Koryphæ, der

behersker Forsamlingen med sin Autoritet, og at han saa, med de ophidsede

Lidenskaber som Baggrund og med den Spænding, som de sætter paa det Hele,

bringer Forsamlingen under Fortryllelse ved sin Veltalenhed og med et

stort Bravourslag afgjør Dagens Kampagne til Fordel for sig og sit Parti.

Parallelen med Theatret ligger atter lige for. Det er et formeligt Drama,

man vil have. Udviklingen kan gjerne trækkes lidt i det Lange, om det

skal være, med smaa skjæmtende Skjærmydsler, men Knuden maa strammes,

Katastrophen maa komme, og efter den maa ogsaa komme den klare,

forsonende, ophøjede Løsning paa det Hele, den, efter hvilken man gaar

hjem med Ro i Sindet, men bevæget, løftet ud over det Dagligdags. Først

naar man har dette Indtryk, er Alverden rigtig tilfreds med sin grande

séance. Aviserne kan saa den næste Dag med rolig Samvittighed skrive

Spalte op og Spalte ned om Mødet, naturligvis først og fremmest om dets

smaa accessionelle Sider. De kan være sikkre paa, at hele Paris vil sluge

dem med Opmærksomhed. For den Slags Politik har Pariserne altid stor

Passion; en, der er mindre nervepirrende, bekymrer de sig derimod under

almindelige Forhold ikke synderligt om.

[Illustration: "Faites silence, Messieurs!"]

De er ikke Politikere i Hjertet. De er det kun, naar Politiker og Patriot

bliver Et og det Samme. Men saa kommer ogsaa det Øjeblik, da den franske

Tribune bliver mere end et sensationsvækkende Skuespil. Saadanne

Øjeblikke har Verden set. Hvilke Scener end Forsamlingen i Palais Bourbon

tidt kan frembyde, saa tør det dog aldrig glemmes, at den i lige Linie

stammer ned fra den, som med Menneskerettighedernes Forkyndelse skabte

vor moderne Tid, og at den aldrig endnu, naar det virkelig gjaldt, har

vanslægtet fra sit store Ophav.

DET RØDE PARIS.

Paa den venstre Seinebred, i en af de længst bortfjernede Udkanter af

Paris, ligger der mellem faldefærdige Rønner, i en mørk, ubrolagt Gade en

lille, smudsig Knejpe, som man fra Centrum af Byen er over tre Kvarter om

at naa i Droske. Bagved Skjænkestuen med dens grøntmalede Træborde og

tilrøgede Vægge er der et større Lokale, som af og til plejer at blive

brugt til Fêter af Quartier latin's Gymnastik- og Sangforeninger. Ogsaa

Kvarterets "Silkekaskjetter" producerer sig der jævnligt i koreografiske

Evolutioner. Salen er rummelig, ganske godt oplyst og har Plads til

tusind Personer. Naar man klemmer sig sammen som Sild i en Tønde, kan der

ogsaa til Nød stuves halvandet derind.

En af de sidste Dage i Juli 1880 var der her stort Halloh. Salen var

bleven festlig smykket, det vil sige man havde under Loftet ophængt en

vældig, med rødt Flagdug omviklet Krands af den Slags, som anbringes

udenpaa Skibe for at afparere Stød, og man havde dekoreret Væggene med

tre, fire visne Granguirlander samt nogle Stumper rødt Shirting, mellem

hvilke der hist og her var placeret Skillingsbilleder af "Martyrer", og

af Kommunarder, der var blevne skudte paa Sartorysletten. Endvidere var

Klaveret paa Musiktribunen blevet trukket frem, behængt med rødt Tøj og

ved Hjælp af en foran det anbragt Skammel indrettet til Talerstol. Langs

Væggene stod der lange Borde af uhøvlede Brædder, bedækkede med grove

Duge og store Ølglas.

Anledningen til alt dette var saare højtidelig. Tro mod Traditionerne fra

den store Revolutions Dage indviede den franske Ungdom den nye Frihedens,

Broderskabets og Humanitetens Æra, som skulde brede sit Lys ud over hele

Europa. Saaledes hed det idetmindste paa Indbydelsen. Oversat i et mindre

festligt Sprog betød det, at en Borger Lagarde og en halv Snes andre

akademiske Ynglinge i den franske Ungdoms Navn, men dog naturligvis uden

nogensomhelst Bemyndigelse, havde indbudt de mest notable af de nylig

hjemvendte, amnesterede Kommunarder til en "Punch d'honneur".

Festen skulde tage sin Begyndelse Klokken ni, men allerede en god Stund

forinden var alle Pladser omkring Bordene fuldt besatte af Ungersvende

med deres Piger, der stampende og syngende forlangte Punch og Smørrebrød

paa Melodien "Les lampions, les lampions". Paa Slaget Ni viste Blanqui

sig, eskorteret af et halvt Hundrede amnesterede Kommunarder i hvide

Blouser og sorte Silkekaskjetter. De var næppe komne til Syne, før hele

Selskabet hylede: "Leve Blanqui! Leve den sociale Revolution! Leve

Kommunen!" Men Ingen tænkte paa at gjøre Plads for de ankomne Gjæster;

sit Glas ved Bordet havde man faaet, og det vilde man ikke forlade, før

man havde erholdt den lovede Punch i det. Da nu ogsaa Blusemændene fra

Ny-Kaledonien var tørstige, og da de pressede paa for at faa Plads, var

der en Stund al mulig Udsigt til, at Festen kunde komme til at tage sin

Begyndelse med en lille Bataille. Men Borger Lagarde fik et praktisk

Indfald. Han ringede med Formandsklokken og meddelte, at Blusemændene var

Æresgjæster og kunde tage Plads paa selve Tribunen, hvor man ad en

reserveret Dør vilde bringe dem de dem tilkommende fyldte Glas. Da der

ikke længer var nogen Fare for, at man selv skulde gaa glip af

Beværtningen ved at være imødekommende, aabnede Rækkerne sig, og

Festforspillet endte. Der blev en Stund forholdsvis Ro, indtil endelig

høje Raab nede fra Skjænkestuen meldte Rocheforts Ankomst. Han var

arriveret tilvogns, ledsaget af sin dengang stadige Adjutant, Olivier

Pain, og traadte nu ind i Salen, hilst af den vildeste Akklamation og af

aldrig endende Brøl: "Leve Rochefort! Leve Kommunen!" I hans Følge saaes

Staben af "Martyrer": Jules Allix, Amouroux, Eudes, Johannard, Benoît

Malon, Guésde og andre forhenværende Kommunechefer. De tog Plads ved et

for Festens Notabileteter forbeholdt Bord umiddelbart nedenfor Tribunen.

Mødet var fuldtalligt. Opvarterne præsenterede sig i Salen med

langskaftede Kaffekander, hvoraf Punchen udskjænkedes samt med store

Brødbakker fulde af "Sandwichs". De hilstes med endnu højere Hyldestraab

end Martyrerne, sprang op paa Bordene for at kunne tilfredsstille Alle og

stoppede endelig med deres Smørrebrød Munden paa Skraalhalsene.

Formandsklokken ringede; den højtidelige Del af Festen tog sin

Begyndelse. Det var en uendelig Række af Taler, i hvilke Essensen dog

omtrent vedblev at være den samme. Ved det souveræne Folks Villie var de

overvundne Helte fra 1871 vendte tilbage til Fædrelandet, fordi det

republikansk-kommunistiske Frankrig satte sit sidste Haab til dem i den

forestaaende Kamp, som Revolutionens Tilhængere vilde levere det

kapitalistiske og opportunistiske Samfund. Fra denne Dag begyndte

Kommunen igjen; næste fjortende Juli vilde hele Frankrig kun være smykket

med røde Flag, og inden Aartiet var tilende, vilde hele Europa, hele

Verden have fulgt Frankrigs Exempel.

Man lo i Paris meget af denne Fest og af alle dens smaa Intermezzoer. Den

havde i Virkeligheden ogsaa nærmest gjort Indtryk af en

Fastelavnsforestilling med dens skrigende Studenter og overgivne,

halvfulde "Studentinder", med dens gamle, rødskjærfede Borgerinder, der

fik Rundstykker i Hovedet, naar de blev altfor ivrige i at afbryde

Talerne, med de hvert andet Øjeblik væltende Borde, med dens opstyltede

Mord- og Brandfloskler, dens Pereater for Bourgeois'erne, Kongerne og "le

bon Dieu", dens hele øredøvende, barokke, bindegale Virvar og Spektakel.

Men ikke destomindre var Dagen en Mærkedag i det røde Paris' Historie.

Det traadte paa den ind i en ny Fase af sit Liv, det holdt Rejsegilde paa

den nye Bygning, som det endelig lykkelig og vel havde faaet under Tag,

til Erstatning for det Kommunepalais, der var blevet skudt ned af

Versaillestroppernes Kanoner.

I hele Tiaaret efter Kejserdømmets Fald havde man kun kunnet arbejde saa

smaat paa denne Bygning. De kraftigste Arbejdere var blevne skudte paa

Sartorysletten eller vegeterede i Ny-Caledonien, og Belejringstilstanden

holdt et saa uhyggelig skarpt Tilsyn. Saa at sige hver eneste Sten, man

lagde til Bygningen, maatte lægges i Smug. Men saa blev Marschallen

styrtet, der kom ubegrændset Tale- og Skrivefrihed, der kom først og

fremmest den almindelige Amnesti. De gamle, prøvede Arme vendte tilbage

fra Landflygtigheden og fra Bagnoerne, Arbejdet kunde atter gaa for sig

ved højlys Dag og med det Tryk paa sig, som var fornødent, for at det

kunde blive til Noget. Efter den første "Ærespunch" for de hjemvendte

Martyrer, fulgte en lang Række Banketter og lignende Festligheder, ved

hvilke man søgte at gyde ny Olie i den kommunistiske Ild. Pariserne blev

ved at le. De seer kun sjelden ud over den Dag, hvori de lever, og i

Øjeblikket var det ganske vist mere Løjer end nogen alvorlig

Samfundsfare, der var paafærde. Friheden selv, sagde man, vilde være den

bedste Skranke for Udskejelserne, og dermed slog man sig til Ro. Man

glemte, at der paa Bunden af al denne tragi-komiske røde Agitation laa et

stort, alvorligt Samfundsspørgsmaal og ventede paa sin Løsning.

Det stod i Begyndelsen kun i Baggrunden med tætte Taager om sig.

Lykkelige over igjen at kunne gjøre Spektakler, saa galt de lystede,

flokkede alle Revolutionsmagerne sig sammen hulter til bulter uden andet

fælles Maal end netop at gjøre Spektakler. Der kom da den første Periode

i det røde Paris' nye Æra, den store Enighedstid under Banneret, som

Kommunens Jeanne d'Arc rejste. Hele den sidste Halvpart af 1880, lige til

hen paa Foraaret 1881, koncentrerer sig om den ligesaa pludseligt

opdukkende, som pludseligt igjen forsvindende røde Helgeninde

Louise Michel.

Hun er oprindelig Lærerinde og har, skjøndt hendes Forældre var Bønder,

faaet en ganske god Opdragelse. Fra ganske ung paastod hun at have havt

særlig Interesse for Historie. Da hun var bleven saa gammel, at hun kunde

reflektere over, hvad hun havde læst, gik det op for hende, at hver Gang

Frankrig havde befundet sig i en ulykkelig Periode, havde det været

tilstrækkeligt _"de supprimer un homme pour sauver le pays"_. Siden det

Øjeblik har hun selv kun levet for at udføre et saadant

Supprimeringsværk; hun følte det som en hellig Mission, der var betroet

hende fra oven. At hun hidtil endnu ikke er kommen til at fuldføre den,

er hendes tragiske Skæbnes, ikke hendes egen Skyld; hun har gjort sig

Umage nok. Først var det Kejseren, der skulde være hendes Offer. Hun lod

sig endogsaa, for at hendes Moder kunde have et Billede af hende, hvis

hun blev henrettet, fotografere staaende ved et Bord med den ene Haand

støttet paa et Dødningehoved og den anden løftet theatralsk hævnende i

Vejret. Men den snu Napoleon vilde aldrig give hende den Lejlighed, som

hun stadig lurede paa. Hele de ti Aar af hendes Liv, mellem Tyve og

Tredive, var det hende ikke en eneste Gang muligt at trænge frem til

Kejserens umiddelbare Nærhed, og følgelig kunde hun heller ikke komme til

at støde Dolken i hans troløse Bryst. Da han var styrtet, kastede hun

sine Øjne paa den nye "Undertrykker" Thiers. Hun tilbød Kommuneregeringen

at gaa til Versailles og gjøre Brug af sit saa længe slebne Vaaben, og

for at bevise, at hun var istand dertil, gjorde hun virkelig en Tour til

Versailles og kom uskadt tilbage. Hun forlangte derpaa et officielt

Mandat til at iværksætte sin Plan, men Ferré, den Samme, der lod

Gidslerne skyde, mente overfor hende, at Revolutionen ikke burde bygges

paa en Forbrydelse og forbød hende at fuldføre sit Forsæt. Stakkels

Louise Michel! Hun lod sig da nøje med at iføre sig en Uniform som

Nationalgardist og kæmpe ved Forposterne. Under Forsvaret af Fort Issy

blev hun saaret, og da Versaillestropperne rykkede ind i Paris, meldte

hun sig selv og erklærede, at hun vilde have rejst en Barriere af Flammer

mod Undertrykkerne, hvis hun blot havde kunnet komme til. "Skyd mig,"

sagde hun til Krigsretten, "eller I er nogle Kujoner tilhobe." Men hun

blev ikke skudt, hun blev sendt til Nouméa, hvor hun senere kom til at bo

Dør om Dør med Rochefort, hvad der utvivlsomt ikke har bidraget saa lidt

til hendes Popularitet, idet Lanterneskriveren efter sin Hjemkomst ved

alle Lejligheder førte hendes Ros i Munden. Derovre skal hendes Mordlyst

have valgt sig Kejserprinsen til Gjenstand. For at umuliggjøre en

fremtidig napoleonistisk Restauration omgikkes hun med Planer til at

myrde ham. Men for tredie Gang mislykkedes hendes Forsæt, Zuluerne gik

hende i Næringen.

[Illustration: Louise Michel.]

Ved sin Hjemkomst fra Nouméa fandt hun imidlertid Gambetta i hele hans

Glorie. Han var bleven den første Mand i Republiken, han stod omgivet af

en Popularitet, som selv Thiers i sine mest populære Dage aldrig havde

naaet, Louise Michels Supprimeringsmission havde et nyt Maal. Hun kastede

sig over det med Lidenskab. Maaneder igjennem afholdt hun den ene

Folkeforsamling efter den anden, snart i Batignolles, snart i Belleville

eller La Villette, og overalt strømmede den røde parisiske

Arbejderbefolkning til for at høre "den store Borgerinde". Rochefort

havde arrangeret en højtidelig Modtagelsesscene paa

Saint-Lazarebanegaarden for hende, da hun kom tilbage efter Amnestien, og

i sit nystiftede Blad "L'Intransigeant" leverede han Legende paa Legende

om hendes ny-caledoniske Nonnegjerning. Hun havde under Landflygtigheden

vist sig som en sand kommunistisk Helgeninde. Den Bolig, man havde givet

hende, indrettede hun til Hospital for alle de syge Kommunarder, som hun

kunde overkomme at pleje, hun underviste gratis Børnene i Omegnen og

skjænkede stadig de Honorarer, hun modtog hjemmefra, for Smaaskrifter og

Bladartikler, til ulykkelige Lidelsesfæller i Exilet. Da man i

Betragtning af denne Adfærd tilbød hende Benaadning, afslog hun den og

erklærede, at hun vilde blive paa Nouméa, saalænge der var en eneste

Landsmand derude, der trængte til hendes Hjælp. Og ogsaa efter sin

Hjemkomst søgte hun at give dette Helgenindery ny Næring. Hun afviste

Udbyttet af en Indsamling, Rochefort foranstaltede til Fordel for hende.

Folk, der besøgte hende i den lille Landsby ved Paris, hvor hun tog

Ophold for at pleje sin syge Moder, fortalte, at hun levede i den yderste

Armod, og hver Gang hun gav Møde i en Forsamling, undlod hun ikke, efter

at have holdt sit Foredrag, at oplyse Tilhørerne om, at hun desværre

maatte forlade dem igjen, da hun paa det eller det Hospital havde en syg

Veninde, som utaalmodig ventede hende. Hvor gjennemsigtig denne hendes

ostentative Præsentation af sig selv som barmhjertig Søster end var,

undlod den ikke at gjøre et umaadeligt Indtryk paa de parisiske

Arbejdere, der ikke var vante til at se deres Førere i den Grad

opoffrende og uegennyttige. Naar man talte med dem, hørte man dem idelig

sige: "De seer jo, hun gjør Alt for os, Intet for sig selv." Det var det

væsentlig, der gav hendes Agitation en saa overordentlig Tilslutning. Thi

personlig bestikkende Egenskaber har hun ikke. Havde hun været smuk,

vilde hun deri have havt en Betingelse for Herredømmet over Masserne. Men

hun er tvertimod grim som de Færreste. Paa en lang, mager Hals sidder der

et spidst, rottelignende Hoved med en stor, styg Næse, smaa sorte,

stikkende Øjne og grove, mandlige Træk. Hendes Organ er tørt, rustent,

hun taler uden Nuancer og uden Foredrag. Man faaer Indtrykket af, at hvad

hun siger, er en Lektie, hun har lært udenad. Men hvert Ord siges

distinkt, saa at Ingen i Salen gaar tabt af det, og hun fremsætter sine

Meninger kort og fyndigt, som man ikke er vant til at høre i disse

Forsamlinger. Efter hver Sætning gjør hun en lang Pause, under hvilken

man i hvert Fald i hendes rigtige Popularitetsperiode var nærved at vælte

Huset i endeløs Begejstring. Og naar Talen saa var færdig, var der i

Regelen en lille rødklædt Pige ved Haanden, som overrakte hende en

vældig, højrød Rosenbouket, Louise Michel blev rørt til Taarer, takkede i

bevægede Ord og erklærede, at hun modtog disse Blomster for at lægge dem

paa den store Martyr Flourens Grav. Havde Jubelen ikke været vild før,

blev den det nu. Flere Gange var man lige ved at hale hende ned fra

Tribunen og bære hende i Triumf gjennem Salen. Alt Sligt giver

naturligvis Selvbevidsthed, og den har Louise Michel i allerhøjeste Grad,

Hun staar paa Talerstolen i Stillingen fra Tyveaarsfotografiet, med

fremstrakt Pegefinger og tager sig ud, saa hun virkelig uvilkaarlig

vækker Tanken om en Slags Jeanne d'Arc eller saadant Noget. Hvad hun

siger, er Fraser, men Fraser, der klinge, højtravende Ord om Folkefrihed

fra Verdens ene Ende til den anden, om Revolutionens hellige Sag og om

Pligterne mod Martyrerne, der have givet deres Blod for den, blandet med

smaa, historiske Fortællinger om disse Martyrer fra Sartorys Slette,

Versailles' Fængsler og Auberive. Selvfølgelig har hendes Foredrag et

staaende Omkvæd, der gjælder hendes og hendes Medborgerinders Mission.

Hun har mellem dem formelig skabt Skole, og hun møder stadig med en

kvindelig Adjutantstab, af hvilke nogle, Paule Minck, Leonie Rouzade og

Marie Cadolle jævnlig tage Ordet. "Vi Kvinder har været underkuede,"

siger hun, "men ogsaa vore Baand skal sprænges. Alle skal være

ligeberettigede, og ogsaa vi vil være det. For at bevise vor Ret dertil,

forlanger vi i den Kamp, der forestaar, at maatte føre det første Stød.

Vi Kvinder vil præsentere vort Bryst. Der er flydt Blod nok, og man har

nu kun Brug for nogle Faa, der kan tage Hævnens Vaaben i Haanden og offre

sig selv for de Mange."

Mens hun stadig forgjæves venter paa Lejligheden til at gjøre dette, er

imidlertid Popularitetens Forgyldning saa smaat begyndt at gaa af hende.

Hun viser sig endnu af og til ved større, højtidelige Anledninger, men

Begejstringen for hende er blegnet, ti tusind Mennesker staar ikke længer

som før i Queue i og udenfor Salle Levis for at opfange et Ord af den

røde Manna, der flyder fra hendes Mund, hun er bleven "usée", som det,

særlig i Paris, er de fleste populære Afguders Skæbne at blive det. Hun

har slaaet sig paa Romanskrivningen og udsender regelmæssig et nyt Bind

hver anden Maaned. Den røde Bevægelse, som hun en Stund bidrog til at

give Vind i Sejlene, har ikke længer Brug for hende; den er kommen ind i

nye Faser.

[Illustration: Paule Minck.]

[Illustration: Leonie Rouzade.]

Fra det moderne Frankrig · 第 6 / 27 段