faaer travlt for at erobre Billetter ligefra Frisørsvenden, der plager
sin Kundekreds mellem de Deputerede for denne nye Art Drikkepenge, som
meget let lader sig realisere i klingende Mønt, helt op til de fornemste
Damer, der vel endogsaa kan drive det til at stille en Præfektpost i
Udsigt som Doucør for et passende Antal gode Logepladser. Damerne er det
først og fremmest, der maa med. Lejlighederne til at udfolde
Toiletteluxus bliver for den rigtig fine Portion af dem sjeldnere og
sjeldnere, efterhaanden som Gjennemdemokratiseringen af Samfundet antager
større og større Dimensioner. Under Marschallen var der endnu et Slags
Hof i Palais de l'Elysée og ved de store offentlige Festiviteter. Men med
Hr. Grévys Regeringstiltrædelse er det komplet forsvundet. Selv paa en
Pariserdag som _Grand prix de Paris_ er Publikummet paa Præsidenttribunen
saa blandet med smaa Bourgeoiselementer, at den fornemme Dameverden
finder det under sin Værdighed at vise sig der. _"Ça devient horriblement
canaille"_ skriver de royalistiske Blade, Den kvindelige Faubourgadel har
foruden sine Tirsdage i Théatre français og sine Fredage i Operaen
egentlig kun Receptionerne i Akademiet og de store Kammermøder tilbage,
hvor der er rigtig Fashion at vise sig. Og da det er Fashion ogsaa for
det altformaaende Bourgeoisie, bliver Konkurrencen følgelig enorm. Det er
aldeles utroligt, hvilke Intriger der undertiden kan sættes i Gang for at
opnaa en Plads. Den stakkels Hr. Becherelle, Kammerets lille, vimse _chef
de service_, er overmaade fortvivlet. Han vil saa gjerne være alle mulige
Mennesker til Tjeneste, men end ikke de mest formaaende Medlemmer af
Forsamlingen kan han skaffe en Krog, hvor de kan anbringe deres Venner.
"Hans Sal" har været overfyldt allerede for flere Dage siden.
[Illustration: Hr. Becherelle.]
Saa maa da Størsteparten af de Nysgjerrige tage til Takke med at stille
sig op paa Quaien udenfor Palais Bourbon. De staar der fra Klokken Tolv,
skjøndt Mødet først skal begynde Klokken To. Stærke Delinger Politi
trækker Kordon paa begge Sider og danner en Allée, gjennem hvilke Vognene
kan kjøre ind. Bagved denne Kordon er der sort af Tusinder af Hoveder.
Pluraliteten kan Ingenting se, men de bliver troligt staaende i
Trængselen alligevel. Skulde der virkelig passere Noget, kan de jo dog
saa sige at de har været med, og det er til Syvende og sidst Alt, hvad de
forlanger.
Ogsaa de Begunstigede, der har faaet Kort, kommer tidligt. Pladserne er
desværre ikke numererede. Man har maattet sluge Frokosten; hvis det
Forfærdelige indtraf, at man kom til at sidde paa anden Række, vilde det
nye Toilettes Virkning være ødelagt. Man vilde maaske ikke engang blive
opdaget fra Journalistlogen og følgelig heller ikke blive nævnet i
Aviserne den næste Dag. Allerede Klokken henad Et begynder da Vognene at
rulle ind i Gaarden. Det er, som der var stor Gallafest. Selv
Pluraliteten af Deputerede lader sig det være magtpaaliggende at optræde
standsmæssigt. Til daglig Brug kan det gaa an at komme tilfods, men naar
der er _grande séance_, maa der Vogne til, og det tilmed helst en ikke
numereret. Kun de allerrødeste Medlemmer bruger Fiakrer. De gjør det
grumme nødigt, men de tør ikke risikere deres Popularitet hos
Tilskuerhoben paa Quaien.
Defiléen varer en Timestid. Klokken To er Salen fyldt, baade Amphitheater
og Loger. Soldaterne i _Salle de la Paix_ præsenterer Gevær, Fanfaren
lyder, Kammerets Præsident begiver sig, eskorteret af Huissierer og
Sekretærer, fra sin private Bolig til Forsamlingssalen. Han bestiger
Tribunen, stiller sig foran den gyldne Stol og slaar et Slag paa Klokken.
Mødet er aabnet.
Selve den store Forestilling begynder dog i Regelen aldrig strax. Ligesom
i Theatrene har man som oftest en lille _Pièce de rideau_ til at aabne
med, et Par smaa Lovforslag, som Ingen bryder sig om, og som kun er der,
for at de Deputerede kan faa snakket af og blive enige om, hvilken
Holdning de vil indtage til Dagens store Begivenhed, samt for at Damerne
i Logerne kan faa Lejlighed til at studere Kammerets Fysiognomi gjennem
deres Kikkerter, maaske ogsaa til at blive studeret selv en Smule.
Endelig, lidt efter lidt, dæmper den bølgende Uro imidlertid af. De
Deputerede har indtaget deres Pladser, de smaa Lovforslag er vedtagne
uden Opposition, Formanden slaar atter paa Klokken, denne Gang fastere og
som med Tilkjendegivelse af, at det nu er Alvor, Betjentene besætter
Opgangen til Tribunen, for at intet iltert Medlem i Stridens Hede skal
forcere Adgangen til Talerstolen, Huissieren med de graa Bakkenbarter
raaber sit _"Faites silence!"_ --Turneringen begynder.
Undertiden kan det hænde, at den fuldstændig skuffer Forventningerne, at
den bliver en lang, alvorlig Styrkeprøve med Tale efter Tale, hvori der
er mange Argumenter og kun faa Personligheder, en ordnet Diskussion uden
Storm og Torden, uden væsentlige Afbrydelser engang. Saa er man meget
lidt tilfreds oppe i Logerne. Varmen bliver efterhaanden intensivere,
Luften i det overfyldte Rum utaaleligt trykkende. Time slæber sig hen
efter Time, og man tør dog ikke gaa, thi det vilde jo være altfor
harmeligt, om det store Sammenstød indtraf netop som man var forsvunden.
I Journalistlogerne erklæres Mødet for det mest kjedsommelige, der
nogensinde er blevet afholdt, og Boulevardbladene gjentager næste Morgen
den samme Dom. Man er slet ikke kommen for at overvære noget Saadant; man
vil have Spektakel. Og det maa da ogsaa siges, at man faar sine
Forventninger opfyldte tiere, end man bliver skuffet. Det er forholdsvis
sjeldent, at Partilidenskaben ved en _grande séance_ ret længe kan holde
sig i Tømme. Der dumper en lille, bidende Bemærkning ind, som bliver
fanget op med Protester, Taleren hidses, han streger sine Angreb under,
Pareringen bliver voldsommere, og i et Nu voxer Stormen til Orkan. Fra
alle Kanter af Salen raabes og skriges, applauderes og interpelleres der.
_"Silence au Mexique"_ brøler et regeringsvenligt Medlem under vilde
Bifaldshyl af Majoriteten over til Højre. _"Silence à la commune"_ svarer
Baudry d'Asson eller Paul de Cassagnac tilbage i den voldsomste Extase.
Præsidenten kimer, Larmen er saa altopslugende, at Huissieren ved
Tribunens Fod ikke engang finder det Umagen værd at anbringe sit _"Faites
silence."_ Man rejser sig fra sine Bænke, man flokker sig sammen i
Grupper, Taleren forlader fortvivlet Tribunen og en ny sætter derop med
Leopardspring uden at have Ordet og uden at blive hørt. Tumulten kan vare
hele Kvarter ad Gangen, føre til personlige Sammenstød og Udfordringer,
føre til, at Mødet foreløbig maa suspenderes. Man har dog saa faaet lidt
mere af sin grande séance, end man egentlig ønsker. Idealet er, at
Stormen kommer, men at den dæmpes igjen af en oratorisk Koryphæ, der
behersker Forsamlingen med sin Autoritet, og at han saa, med de ophidsede
Lidenskaber som Baggrund og med den Spænding, som de sætter paa det Hele,
bringer Forsamlingen under Fortryllelse ved sin Veltalenhed og med et
stort Bravourslag afgjør Dagens Kampagne til Fordel for sig og sit Parti.
Parallelen med Theatret ligger atter lige for. Det er et formeligt Drama,
man vil have. Udviklingen kan gjerne trækkes lidt i det Lange, om det
skal være, med smaa skjæmtende Skjærmydsler, men Knuden maa strammes,
Katastrophen maa komme, og efter den maa ogsaa komme den klare,
forsonende, ophøjede Løsning paa det Hele, den, efter hvilken man gaar
hjem med Ro i Sindet, men bevæget, løftet ud over det Dagligdags. Først
naar man har dette Indtryk, er Alverden rigtig tilfreds med sin grande
séance. Aviserne kan saa den næste Dag med rolig Samvittighed skrive
Spalte op og Spalte ned om Mødet, naturligvis først og fremmest om dets
smaa accessionelle Sider. De kan være sikkre paa, at hele Paris vil sluge
dem med Opmærksomhed. For den Slags Politik har Pariserne altid stor
Passion; en, der er mindre nervepirrende, bekymrer de sig derimod under
almindelige Forhold ikke synderligt om.
[Illustration: "Faites silence, Messieurs!"]
De er ikke Politikere i Hjertet. De er det kun, naar Politiker og Patriot
bliver Et og det Samme. Men saa kommer ogsaa det Øjeblik, da den franske
Tribune bliver mere end et sensationsvækkende Skuespil. Saadanne
Øjeblikke har Verden set. Hvilke Scener end Forsamlingen i Palais Bourbon
tidt kan frembyde, saa tør det dog aldrig glemmes, at den i lige Linie
stammer ned fra den, som med Menneskerettighedernes Forkyndelse skabte
vor moderne Tid, og at den aldrig endnu, naar det virkelig gjaldt, har
vanslægtet fra sit store Ophav.
DET RØDE PARIS.
Paa den venstre Seinebred, i en af de længst bortfjernede Udkanter af
Paris, ligger der mellem faldefærdige Rønner, i en mørk, ubrolagt Gade en
lille, smudsig Knejpe, som man fra Centrum af Byen er over tre Kvarter om
at naa i Droske. Bagved Skjænkestuen med dens grøntmalede Træborde og
tilrøgede Vægge er der et større Lokale, som af og til plejer at blive
brugt til Fêter af Quartier latin's Gymnastik- og Sangforeninger. Ogsaa
Kvarterets "Silkekaskjetter" producerer sig der jævnligt i koreografiske
Evolutioner. Salen er rummelig, ganske godt oplyst og har Plads til
tusind Personer. Naar man klemmer sig sammen som Sild i en Tønde, kan der
ogsaa til Nød stuves halvandet derind.
En af de sidste Dage i Juli 1880 var der her stort Halloh. Salen var
bleven festlig smykket, det vil sige man havde under Loftet ophængt en
vældig, med rødt Flagdug omviklet Krands af den Slags, som anbringes
udenpaa Skibe for at afparere Stød, og man havde dekoreret Væggene med
tre, fire visne Granguirlander samt nogle Stumper rødt Shirting, mellem
hvilke der hist og her var placeret Skillingsbilleder af "Martyrer", og
af Kommunarder, der var blevne skudte paa Sartorysletten. Endvidere var
Klaveret paa Musiktribunen blevet trukket frem, behængt med rødt Tøj og
ved Hjælp af en foran det anbragt Skammel indrettet til Talerstol. Langs
Væggene stod der lange Borde af uhøvlede Brædder, bedækkede med grove
Duge og store Ølglas.
Anledningen til alt dette var saare højtidelig. Tro mod Traditionerne fra
den store Revolutions Dage indviede den franske Ungdom den nye Frihedens,
Broderskabets og Humanitetens Æra, som skulde brede sit Lys ud over hele
Europa. Saaledes hed det idetmindste paa Indbydelsen. Oversat i et mindre
festligt Sprog betød det, at en Borger Lagarde og en halv Snes andre
akademiske Ynglinge i den franske Ungdoms Navn, men dog naturligvis uden
nogensomhelst Bemyndigelse, havde indbudt de mest notable af de nylig
hjemvendte, amnesterede Kommunarder til en "Punch d'honneur".
Festen skulde tage sin Begyndelse Klokken ni, men allerede en god Stund
forinden var alle Pladser omkring Bordene fuldt besatte af Ungersvende
med deres Piger, der stampende og syngende forlangte Punch og Smørrebrød
paa Melodien "Les lampions, les lampions". Paa Slaget Ni viste Blanqui
sig, eskorteret af et halvt Hundrede amnesterede Kommunarder i hvide
Blouser og sorte Silkekaskjetter. De var næppe komne til Syne, før hele
Selskabet hylede: "Leve Blanqui! Leve den sociale Revolution! Leve
Kommunen!" Men Ingen tænkte paa at gjøre Plads for de ankomne Gjæster;
sit Glas ved Bordet havde man faaet, og det vilde man ikke forlade, før
man havde erholdt den lovede Punch i det. Da nu ogsaa Blusemændene fra
Ny-Kaledonien var tørstige, og da de pressede paa for at faa Plads, var
der en Stund al mulig Udsigt til, at Festen kunde komme til at tage sin
Begyndelse med en lille Bataille. Men Borger Lagarde fik et praktisk
Indfald. Han ringede med Formandsklokken og meddelte, at Blusemændene var
Æresgjæster og kunde tage Plads paa selve Tribunen, hvor man ad en
reserveret Dør vilde bringe dem de dem tilkommende fyldte Glas. Da der
ikke længer var nogen Fare for, at man selv skulde gaa glip af
Beværtningen ved at være imødekommende, aabnede Rækkerne sig, og
Festforspillet endte. Der blev en Stund forholdsvis Ro, indtil endelig
høje Raab nede fra Skjænkestuen meldte Rocheforts Ankomst. Han var
arriveret tilvogns, ledsaget af sin dengang stadige Adjutant, Olivier
Pain, og traadte nu ind i Salen, hilst af den vildeste Akklamation og af
aldrig endende Brøl: "Leve Rochefort! Leve Kommunen!" I hans Følge saaes
Staben af "Martyrer": Jules Allix, Amouroux, Eudes, Johannard, Benoît
Malon, Guésde og andre forhenværende Kommunechefer. De tog Plads ved et
for Festens Notabileteter forbeholdt Bord umiddelbart nedenfor Tribunen.
Mødet var fuldtalligt. Opvarterne præsenterede sig i Salen med
langskaftede Kaffekander, hvoraf Punchen udskjænkedes samt med store
Brødbakker fulde af "Sandwichs". De hilstes med endnu højere Hyldestraab
end Martyrerne, sprang op paa Bordene for at kunne tilfredsstille Alle og
stoppede endelig med deres Smørrebrød Munden paa Skraalhalsene.
Formandsklokken ringede; den højtidelige Del af Festen tog sin
Begyndelse. Det var en uendelig Række af Taler, i hvilke Essensen dog
omtrent vedblev at være den samme. Ved det souveræne Folks Villie var de
overvundne Helte fra 1871 vendte tilbage til Fædrelandet, fordi det
republikansk-kommunistiske Frankrig satte sit sidste Haab til dem i den
forestaaende Kamp, som Revolutionens Tilhængere vilde levere det
kapitalistiske og opportunistiske Samfund. Fra denne Dag begyndte
Kommunen igjen; næste fjortende Juli vilde hele Frankrig kun være smykket
med røde Flag, og inden Aartiet var tilende, vilde hele Europa, hele
Verden have fulgt Frankrigs Exempel.
Man lo i Paris meget af denne Fest og af alle dens smaa Intermezzoer. Den
havde i Virkeligheden ogsaa nærmest gjort Indtryk af en
Fastelavnsforestilling med dens skrigende Studenter og overgivne,
halvfulde "Studentinder", med dens gamle, rødskjærfede Borgerinder, der
fik Rundstykker i Hovedet, naar de blev altfor ivrige i at afbryde
Talerne, med de hvert andet Øjeblik væltende Borde, med dens opstyltede
Mord- og Brandfloskler, dens Pereater for Bourgeois'erne, Kongerne og "le
bon Dieu", dens hele øredøvende, barokke, bindegale Virvar og Spektakel.
Men ikke destomindre var Dagen en Mærkedag i det røde Paris' Historie.
Det traadte paa den ind i en ny Fase af sit Liv, det holdt Rejsegilde paa
den nye Bygning, som det endelig lykkelig og vel havde faaet under Tag,
til Erstatning for det Kommunepalais, der var blevet skudt ned af
Versaillestroppernes Kanoner.
I hele Tiaaret efter Kejserdømmets Fald havde man kun kunnet arbejde saa
smaat paa denne Bygning. De kraftigste Arbejdere var blevne skudte paa
Sartorysletten eller vegeterede i Ny-Caledonien, og Belejringstilstanden
holdt et saa uhyggelig skarpt Tilsyn. Saa at sige hver eneste Sten, man
lagde til Bygningen, maatte lægges i Smug. Men saa blev Marschallen
styrtet, der kom ubegrændset Tale- og Skrivefrihed, der kom først og
fremmest den almindelige Amnesti. De gamle, prøvede Arme vendte tilbage
fra Landflygtigheden og fra Bagnoerne, Arbejdet kunde atter gaa for sig
ved højlys Dag og med det Tryk paa sig, som var fornødent, for at det
kunde blive til Noget. Efter den første "Ærespunch" for de hjemvendte
Martyrer, fulgte en lang Række Banketter og lignende Festligheder, ved
hvilke man søgte at gyde ny Olie i den kommunistiske Ild. Pariserne blev
ved at le. De seer kun sjelden ud over den Dag, hvori de lever, og i
Øjeblikket var det ganske vist mere Løjer end nogen alvorlig
Samfundsfare, der var paafærde. Friheden selv, sagde man, vilde være den
bedste Skranke for Udskejelserne, og dermed slog man sig til Ro. Man
glemte, at der paa Bunden af al denne tragi-komiske røde Agitation laa et
stort, alvorligt Samfundsspørgsmaal og ventede paa sin Løsning.
Det stod i Begyndelsen kun i Baggrunden med tætte Taager om sig.
Lykkelige over igjen at kunne gjøre Spektakler, saa galt de lystede,
flokkede alle Revolutionsmagerne sig sammen hulter til bulter uden andet
fælles Maal end netop at gjøre Spektakler. Der kom da den første Periode
i det røde Paris' nye Æra, den store Enighedstid under Banneret, som
Kommunens Jeanne d'Arc rejste. Hele den sidste Halvpart af 1880, lige til
hen paa Foraaret 1881, koncentrerer sig om den ligesaa pludseligt
opdukkende, som pludseligt igjen forsvindende røde Helgeninde
Louise Michel.
Hun er oprindelig Lærerinde og har, skjøndt hendes Forældre var Bønder,
faaet en ganske god Opdragelse. Fra ganske ung paastod hun at have havt
særlig Interesse for Historie. Da hun var bleven saa gammel, at hun kunde
reflektere over, hvad hun havde læst, gik det op for hende, at hver Gang
Frankrig havde befundet sig i en ulykkelig Periode, havde det været
tilstrækkeligt _"de supprimer un homme pour sauver le pays"_. Siden det
Øjeblik har hun selv kun levet for at udføre et saadant
Supprimeringsværk; hun følte det som en hellig Mission, der var betroet
hende fra oven. At hun hidtil endnu ikke er kommen til at fuldføre den,
er hendes tragiske Skæbnes, ikke hendes egen Skyld; hun har gjort sig
Umage nok. Først var det Kejseren, der skulde være hendes Offer. Hun lod
sig endogsaa, for at hendes Moder kunde have et Billede af hende, hvis
hun blev henrettet, fotografere staaende ved et Bord med den ene Haand
støttet paa et Dødningehoved og den anden løftet theatralsk hævnende i
Vejret. Men den snu Napoleon vilde aldrig give hende den Lejlighed, som
hun stadig lurede paa. Hele de ti Aar af hendes Liv, mellem Tyve og
Tredive, var det hende ikke en eneste Gang muligt at trænge frem til
Kejserens umiddelbare Nærhed, og følgelig kunde hun heller ikke komme til
at støde Dolken i hans troløse Bryst. Da han var styrtet, kastede hun
sine Øjne paa den nye "Undertrykker" Thiers. Hun tilbød Kommuneregeringen
at gaa til Versailles og gjøre Brug af sit saa længe slebne Vaaben, og
for at bevise, at hun var istand dertil, gjorde hun virkelig en Tour til
Versailles og kom uskadt tilbage. Hun forlangte derpaa et officielt
Mandat til at iværksætte sin Plan, men Ferré, den Samme, der lod
Gidslerne skyde, mente overfor hende, at Revolutionen ikke burde bygges
paa en Forbrydelse og forbød hende at fuldføre sit Forsæt. Stakkels
Louise Michel! Hun lod sig da nøje med at iføre sig en Uniform som
Nationalgardist og kæmpe ved Forposterne. Under Forsvaret af Fort Issy
blev hun saaret, og da Versaillestropperne rykkede ind i Paris, meldte
hun sig selv og erklærede, at hun vilde have rejst en Barriere af Flammer
mod Undertrykkerne, hvis hun blot havde kunnet komme til. "Skyd mig,"
sagde hun til Krigsretten, "eller I er nogle Kujoner tilhobe." Men hun
blev ikke skudt, hun blev sendt til Nouméa, hvor hun senere kom til at bo
Dør om Dør med Rochefort, hvad der utvivlsomt ikke har bidraget saa lidt
til hendes Popularitet, idet Lanterneskriveren efter sin Hjemkomst ved
alle Lejligheder førte hendes Ros i Munden. Derovre skal hendes Mordlyst
have valgt sig Kejserprinsen til Gjenstand. For at umuliggjøre en
fremtidig napoleonistisk Restauration omgikkes hun med Planer til at
myrde ham. Men for tredie Gang mislykkedes hendes Forsæt, Zuluerne gik
hende i Næringen.
[Illustration: Louise Michel.]
Ved sin Hjemkomst fra Nouméa fandt hun imidlertid Gambetta i hele hans
Glorie. Han var bleven den første Mand i Republiken, han stod omgivet af
en Popularitet, som selv Thiers i sine mest populære Dage aldrig havde
naaet, Louise Michels Supprimeringsmission havde et nyt Maal. Hun kastede
sig over det med Lidenskab. Maaneder igjennem afholdt hun den ene
Folkeforsamling efter den anden, snart i Batignolles, snart i Belleville
eller La Villette, og overalt strømmede den røde parisiske
Arbejderbefolkning til for at høre "den store Borgerinde". Rochefort
havde arrangeret en højtidelig Modtagelsesscene paa
Saint-Lazarebanegaarden for hende, da hun kom tilbage efter Amnestien, og
i sit nystiftede Blad "L'Intransigeant" leverede han Legende paa Legende
om hendes ny-caledoniske Nonnegjerning. Hun havde under Landflygtigheden
vist sig som en sand kommunistisk Helgeninde. Den Bolig, man havde givet
hende, indrettede hun til Hospital for alle de syge Kommunarder, som hun
kunde overkomme at pleje, hun underviste gratis Børnene i Omegnen og
skjænkede stadig de Honorarer, hun modtog hjemmefra, for Smaaskrifter og
Bladartikler, til ulykkelige Lidelsesfæller i Exilet. Da man i
Betragtning af denne Adfærd tilbød hende Benaadning, afslog hun den og
erklærede, at hun vilde blive paa Nouméa, saalænge der var en eneste
Landsmand derude, der trængte til hendes Hjælp. Og ogsaa efter sin
Hjemkomst søgte hun at give dette Helgenindery ny Næring. Hun afviste
Udbyttet af en Indsamling, Rochefort foranstaltede til Fordel for hende.
Folk, der besøgte hende i den lille Landsby ved Paris, hvor hun tog
Ophold for at pleje sin syge Moder, fortalte, at hun levede i den yderste
Armod, og hver Gang hun gav Møde i en Forsamling, undlod hun ikke, efter
at have holdt sit Foredrag, at oplyse Tilhørerne om, at hun desværre
maatte forlade dem igjen, da hun paa det eller det Hospital havde en syg
Veninde, som utaalmodig ventede hende. Hvor gjennemsigtig denne hendes
ostentative Præsentation af sig selv som barmhjertig Søster end var,
undlod den ikke at gjøre et umaadeligt Indtryk paa de parisiske
Arbejdere, der ikke var vante til at se deres Førere i den Grad
opoffrende og uegennyttige. Naar man talte med dem, hørte man dem idelig
sige: "De seer jo, hun gjør Alt for os, Intet for sig selv." Det var det
væsentlig, der gav hendes Agitation en saa overordentlig Tilslutning. Thi
personlig bestikkende Egenskaber har hun ikke. Havde hun været smuk,
vilde hun deri have havt en Betingelse for Herredømmet over Masserne. Men
hun er tvertimod grim som de Færreste. Paa en lang, mager Hals sidder der
et spidst, rottelignende Hoved med en stor, styg Næse, smaa sorte,
stikkende Øjne og grove, mandlige Træk. Hendes Organ er tørt, rustent,
hun taler uden Nuancer og uden Foredrag. Man faaer Indtrykket af, at hvad
hun siger, er en Lektie, hun har lært udenad. Men hvert Ord siges
distinkt, saa at Ingen i Salen gaar tabt af det, og hun fremsætter sine
Meninger kort og fyndigt, som man ikke er vant til at høre i disse
Forsamlinger. Efter hver Sætning gjør hun en lang Pause, under hvilken
man i hvert Fald i hendes rigtige Popularitetsperiode var nærved at vælte
Huset i endeløs Begejstring. Og naar Talen saa var færdig, var der i
Regelen en lille rødklædt Pige ved Haanden, som overrakte hende en
vældig, højrød Rosenbouket, Louise Michel blev rørt til Taarer, takkede i
bevægede Ord og erklærede, at hun modtog disse Blomster for at lægge dem
paa den store Martyr Flourens Grav. Havde Jubelen ikke været vild før,
blev den det nu. Flere Gange var man lige ved at hale hende ned fra
Tribunen og bære hende i Triumf gjennem Salen. Alt Sligt giver
naturligvis Selvbevidsthed, og den har Louise Michel i allerhøjeste Grad,
Hun staar paa Talerstolen i Stillingen fra Tyveaarsfotografiet, med
fremstrakt Pegefinger og tager sig ud, saa hun virkelig uvilkaarlig
vækker Tanken om en Slags Jeanne d'Arc eller saadant Noget. Hvad hun
siger, er Fraser, men Fraser, der klinge, højtravende Ord om Folkefrihed
fra Verdens ene Ende til den anden, om Revolutionens hellige Sag og om
Pligterne mod Martyrerne, der have givet deres Blod for den, blandet med
smaa, historiske Fortællinger om disse Martyrer fra Sartorys Slette,
Versailles' Fængsler og Auberive. Selvfølgelig har hendes Foredrag et
staaende Omkvæd, der gjælder hendes og hendes Medborgerinders Mission.
Hun har mellem dem formelig skabt Skole, og hun møder stadig med en
kvindelig Adjutantstab, af hvilke nogle, Paule Minck, Leonie Rouzade og
Marie Cadolle jævnlig tage Ordet. "Vi Kvinder har været underkuede,"
siger hun, "men ogsaa vore Baand skal sprænges. Alle skal være
ligeberettigede, og ogsaa vi vil være det. For at bevise vor Ret dertil,
forlanger vi i den Kamp, der forestaar, at maatte føre det første Stød.
Vi Kvinder vil præsentere vort Bryst. Der er flydt Blod nok, og man har
nu kun Brug for nogle Faa, der kan tage Hævnens Vaaben i Haanden og offre
sig selv for de Mange."
Mens hun stadig forgjæves venter paa Lejligheden til at gjøre dette, er
imidlertid Popularitetens Forgyldning saa smaat begyndt at gaa af hende.
Hun viser sig endnu af og til ved større, højtidelige Anledninger, men
Begejstringen for hende er blegnet, ti tusind Mennesker staar ikke længer
som før i Queue i og udenfor Salle Levis for at opfange et Ord af den
røde Manna, der flyder fra hendes Mund, hun er bleven "usée", som det,
særlig i Paris, er de fleste populære Afguders Skæbne at blive det. Hun
har slaaet sig paa Romanskrivningen og udsender regelmæssig et nyt Bind
hver anden Maaned. Den røde Bevægelse, som hun en Stund bidrog til at
give Vind i Sejlene, har ikke længer Brug for hende; den er kommen ind i
nye Faser.
[Illustration: Paule Minck.]
[Illustration: Leonie Rouzade.]