tredie Kategori. De er nok blaserede ogsaa, men kun paa Bunden.
Blasertheden har faaet Glasur, ligesom Kinder, Læber, Hals og Arme. Og
den Glasur er god. Latteren klinger ungt, den nøgne Buste skinner
blinkende frisk, saa Øjet ser sig drukkent i den. De Blaserede glemmer at
dingle med Overkroppen. Som Katten om den varme Grød, kredser de om de
Nyankomne. Men Soupeuserne har deres egne Kavallerer med. Med dem valser
og polkerer og ler og løber de og vender Alting paa den anden Ende. Der
er kommet nyt Liv i det Hele. Og først og fremmest i Restavrationen. Den
har hidtil staaet øde og forladt med en enkelt trist Englænder hist og
her, som spleenlangsomt tyrede sin Otte-francs Soupér til en halv Flaske
Medoc. Nu knalder Champagneflaskerne, nu fyldes Bordene, vittige
Journalister holder Taler for Duchamel, for Jaluzot, for Mademoiselle
Chose; og Mademoiselle Chose selv synger Kupletter af "Mascotte" og "le
beau Nicolas" for at bevise, at hun er debuteer-fähig. Garconerne flyver,
Vittighederne holder Festfyrværkeri, Latteren faar de Graadige i
Dansesalen til at komme op og klumpe sig i Tilskuerklynger ved Dørene.
Man slaar Bordene sammen. Prinsen betaler. Der er altid en Prins eller en
Nabob paa Halvtreds. Og naar man ikke gider drikke hans Champagne længer
og ryge hans Cigarer til halvanden Francs, saa laver man Kjæde og farter
ned ad Trapperne og gjennem Dansesale og Alhambrahal og Vinterhave og
Billedgalleri og Korridorer, og haler baade Graadige og Blaserede uden
Personsanseelse med ind i den overgivne Tummel. I et Par Timer er
Velgjørenhedsballet det mest Parisiske af Alt, hvad man kan tænke sig af
Parisisk, broget som Boulevarden, solfornøjet som en Dag ved de store
Løb. Det har Stil, det Bal, hvori saa det mystiske "oeuvre" stikker. Den,
som har fundet paa det først, har været en Fyr, som forstod sit Paris.
[Illustration: Udenfor Boulevardkafeen]
Jule- og Nytaarstiden.
Julen i Paris er ikke Julen hos os. Men at Pariserne slet ikke skulde
kjende Noget til Julen, det er dog ogsaa en Overdrivelse. Det holder en
Jul paa sin Maneer, en, som passer til dets Liv, dets Vaner og
Tilbøjeligheder. Den er ægte parisisk, fuld af karakteristiske Træk, der
spejler Befolkningens inderste Væsen, fremfor Alt fuld af store
Modsætninger, som de netop hører hjemme i Modsætningernes mærkelige Stad.
Pariserne ere paa Boulevarden Juleaften. Ved den Tid, da vore Gader
begynder at blive tomme, fyldes deres. Festlighed inden fire Vægge
forstaar de ikke; de fejrer deres Bryllupsdag i Boulogneskoven, de maa
have Offentlighedens store Sceneri som Ramme om deres Glæde, de maa bære
den ud i fri Luft, for at den skal kunne trække Vejret rigtig. Hjemmets
Fest kan de ikke holde, de, hvis Sprog ikke engang har noget Ord
for Hjemmet.
Inderligheden og Hjerteligheden, Alt det, der giver Julen dens Særpræg
hos os, kjender man i Paris Intet til. Slægt og Venner gjør ikke lange
Rejser for at være sammen, end ikke Julegaverne existerer. Først
Nytaarsdag forærer Pariserne hinanden deres Presenter; det er som en
Slags Kvittering for godt Forhold og stadig Forretningsforbindelse i
Løbet af Aaret, paa samme Maade, som Urtekræmmerne hos os giver de Piger
Chokoladekager, der har været flittige Kunder.
Men Alverden mærker alligevel, at det er jul. Paris skifter Fysiognomi;
Byen forvandler sig imellem Jul og Nytaar til en gigantisk Markedsplads,
det er netop dens ejendommelige Maade at holde Fest paa. Om Sommeren har
hvert af de ydre Kvarterer og særlig hver af de tilstødende
Smaalandsbyer, der halvt om halvt hører med til Paris, deres "féte
foraine", paa den store Nationalfestdag faar den Lov til at brede sig
over en halv Snes forskjellige Kvarterer af Staden, men i Juleugen
erobrer den endogsaa Paris's Allerhelligste, de store Boulevarder. Hele
den over en halv Mil lange Strækning fra Madeleinekirken til
Bastille-pladsen er fyldt med Træboder. Paa det mest befærdede Strøg,
Boulevard des Capucines, Boulevard des Italiens og Boulevard Montmartre,
staar de saa tæt ligeoverfor de store Butikkers Udstillingsvinduer, at
der kun akkurat lige ved Træerne er en snever Passage, gjennem hvilken
man kan smutte fra Trottoiret ud paa Gaden. Og selv i denne Passage har i
Reglen en fattig Stakkel, der ikke besad Kontanter nok til at leje sig en
Bod hos Kompagniet, som slaar dem op, anbragt sit Bord, hvorfra han under
høje Raab priser sine Varer, i Reglen en eller anden ny Opfindelse: en
Maskine til at skrælle Gulerødder med, en Plade til at sætte paa
Stearinlysene, for at de ikke skal dryppe, et Værktøj, der paa samme Tid
er Hammer, Ildtang, Proptrækker, Kniv og Fil, eller et nyt Slags Fyrtøj,
paa hvilket Sælgerne søger at vække Opmærksomhed ved med hæs skrigende
Stemme at præsentere det under Titulaturer som _"la mort des allumettes",
"le feu miraculeux", "achetez votre feu pour toute l'éternité, dix
centimes",_ o.s.v.
Halvparten omtrent af, hvad der sælges paa Boulevardernes Julemarked, er
nemlig nye Opfindelser. Det rige, fornemme Paris har ingen Længsel, som
vi har det efter Julen. Længsel er atter et Begreb, for hvilket det
franske Sprog ikke ejer noget Ord. Men i de smaa Værksteder, i de
flittige Arbejderhuse--og de existerer i Hobetal--stræbes og spekuleres
og slides der alligevel hele Aaret rundt med Juleugen for Øje. Den er den
lille Pariserindustris store Fest. Til daglig Brug har Paris ingen Plads
for denne Industri. De storartede Nouveautémagasiner og lignende
Forretninger holder den nede; Haandværkeren kan ikke etablere sig paa
egen Haand i det Smaa, fordi han ikke kan tage Konkurrencen op med
Masseproduktionen. Han maa arbejde i dens Sold under Betingelser, der
stadig, bliver mere og mere ugunstige for ham, og være glad til, naar den
vil give ham hans daglige Brød. Den lille Rente, Rygstødet for de
kommende Aar, der spiller en saa væsentlig Rolle i enhver rigtig
Franskmands Liv, kan han ikke tjene sig paa den Vis. Men saa er det, at
Jule- og Nytaarstiden kommer ham til Hjælp. For en Bagatel lejer han sig
en Bod paa Boulevarderne, og der er han eller hans Kone eller hans Sønner
og Døttre uden nogensomhelst Afgift Handlende paa egen Haand den Snes
Dage dette Marked varer. Det skulde i Grunden kun holde ud til Hellig tre
Konger, men som oftest faar man Tilladelse til at lade Boderne blive
staaende endnu en Ugestid efter. Det gjælder da at finde paa Noget, som
kan faa Afsætning paa dette Julemarked. Og den parisiske Arbejder er
Opfindsomheden selv. Man støder i disse Boder paa Hundreder af snilde
Smaating, der røber hans Talent. Hele den Uendelighed af Luxus- og
Nødvendighedsgjenstande, der gaar Verden rundt under Fællesnavnet
"articles de Paris", har første Gang været udstillede i Juleboderne paa
Boulevarden. I den oprindelige Skikkelse, hvorunder de dukke op der, har
de maaske ikke havt den Fuldkommenhed, som de senere faar, det mangler
Opfinderne i Reglen Midlerne til at give dem. Men de store Handlende, der
er de flittigste Besøgende ved Juleboderne, aner gjennem de første,
primitive Forsøg, hvad der kan komme ud af Opfindelsen, de sætter sig i
Forbindelse med Arbejderen, hvem den skyldes, de sørger for, at han kan
fuldkommengjøre den, og naar saa den næste Decembermaaned kommer, sælges
Artiklen fin og straalende fra de store Nouveautémagasiner for siden at
gjøre sin "tour du monde". Desværre, det er saa ikke længere den fattige
Arbejders Ejendom; Masseproducenten giver ham kun Beskjæftigelse Aaret
igjennem paa den Betingelse, at han udelukkende stiller sin Opfindelse
til hans Raadighed. Men i hvert Fald det daglige Brød har den sikret ham,
og den Snes Dages Salg paa Boulevarden har ogsaa givet en lille
Spareskilling, der kan voxe ad Aare. Thi til næste Julemarked har han
atter noget Nyt, og paa Julemarkedet tjenes der Penge.
Der er, saalænge Julemarkedet staar paa, et Mylr foran disse Boder og en
Trængsel uden Ende paa Boulevarden. Men værst bliver det naturligvis
selve Helligdagene. Man kan kun komme frem og slippe for at blive klemt
ihjel ved at lade sig føre viljeløst med af Strømmen. Hastværk gjælder
ikke. Paris har intet Hastværk i denne Tid; det handler og ser kun. Men
der er ogsaa Nok at se paa. Alle de store Butikker holde naturligvis
aabent; Alt har aabent i Julen. Theatrene giver første og anden Juledag
baade Matinéer og Aftenforestillinger, en Cirkus har endogsaa drevet det
til at give tre Forestillinger paa samme Dag. De runde Plakatkiosker,
hvorpaa de parisiske Fornøjelsesetablissementer annoncerer og som er et
af de ejendommeligeste Træk af Byens Gadefysiognomi, lokke med en
uendelig Mylr af brogede Farver og brogede Adspredelser. Kaféer og
Restaurationer ere fra Middag til Midnat eller rettere til et godt Stykke
paa den anden Side denne, saa fulde, at man maa staa og vente for at faa
Plads. Det ligger ikke for den parisiske Handlende at lade en saadan
Lejlighed til at tjene Penge gaa ubenyttet hen. Han har ingen
Helligdagsanordning, der binder ham, men han har en meget udpræget
Fornemmelse af, at man gjør ham Konkurrence paa den anden Side af
Fortovet, og hvor fattig end denne Konkurrence muligvis er, kunde det
aldrig falde ham ind at foragte den. Saasnart han har tjent saa mange
Penge, at han ikke vil tjene flere, bliver han fornem ude paa sit
Landsted, men saalænge han driver Forretning, bukker og skraber han ud
for hver Sou, Publikum vil lade flyde i hans Kasse. Bignon, Ejeren af
Café Riche og en stor Part af Paris' fornemste Kaféer, er Millionær, men
hans Søn staar med bart Hoyed og Serviet under Armen ude paa Gaden og
bukker for Blusemanden, naar han bestiller en Bock; den unge Noël Peters
har taget sin Doktorgrad i Jura, men saa saare han fik sin Faders
Restauration i Arv, en af Paris' berømteste, gjorde han sig til
Overgarçon i Lokalet. Størsteparten af Paris's Handlende hører til ganske
den samme Race Mennesker.
Fattigmandsboderne vis-à-vis dem er kun en Stimulation for dem til at
vise sig i al deres Glands og Herlighed. Naar man i Juleboden skriger sig
hæs for at anbefale en Ærmeknap til to Sous, der er nikkeleret "ved
Elektricitet", saa søger Juveleren ligeoverfor at drage Opmærksomheden
bort fra dette Raab ved at sætte elektrisk Lys paa sine Diamantsmykker
til tyve Tusind Francs. Naar en ivrig Batignollesmand med en Svada uden
Ende lokker Publikum til at betragte hans Maskine til at udhule Roer, saa
neutraliserer Potel paa den anden Side af Fortovet hans Veltalenhed med
Pærer saa store som Græskar, Druer af Dimensioner som Aprikoser, friske
Jordbær og Ferskener. Gjør en ung Blomsterpige med et Smil og fagre Ord
Reklame for sine stuedrevne Resedaer og Nelliker, saa fylder den store
Blomsterbutik sine Vinduer med Tusind og en Nats Flora, med Rosenbuketter
til to Hundrede Francs og med favnehøje Orangetræer, der bugner af modne
Frugter. Der er ikke nogen Tid paa Aaret, hvor Paris's Butikker udfolder
en saadan Rigdom som i Juleugen. Den ene Part af Publikum kommer for af
kigge paa dem, den anden for at kjøbe Nytaarsgaver. Det rige og det
fattige Paris mødes i Stimmelen, føres nogle Minutter med af den samme
Strøm og vender saa tilbage til Luxuspaladser eller Stuer, der er for
fattige til at holde Ild i Kaminen. Julen samler dem Alle i Paris's
Hjerte, paa de store Boulevarder.
[Illustration: Plakat Kiosken.]
Men det er forresten hele Byen, der er festklædt. De ydre Boulevarder og
Pladser vrimler af Karusseller, af Gynger, af Gjøglere, der dandse paa
Line indenfor en med Snor trukken Kreds, af Sonnambuler og Telte med
Kæmpekvinder eller tohovede Kalve. Overalt Gadeliv, som man end ikke ser
det i den skjønneste Forsommertid. Kulden, hvis den skulde komme,
respekterer Pariserne ikke. Men det er iøvrig næsten, som den selv
respekterede Boulevardmarkedet. Den kommer kun yderst sjelden, mens det
staar paa. I Regelen er det stadig blaa Himmel og Solskin med flere
Graders Varme.
Den glade Tid begynder Juleaften. Allerede da er der sort af Spadserende
overalt, og de fleste af Boderne lukker op. Men det er en Antecipering.
Først "Midnatsmessen" og den efterfølgende "Réveillon" ere i Grunden
Festens Aabning. Midnatsmessen er en storartet Kirkekoncert, som kun
Minoriteten af Parisere forsømmer. Alle Kirkerne er overfyldte; udenfor
dem, der er bekjendte for at have de bedste Sangere, staar Publikum i
Queue fra Klokken 8-9 for at komme ind. Særlig til Messen i
Madeleinekirken, St. Roch og St. Augustin vil Alverden. Andagt kan der i
den endeløse Trængsel ikke være Tale om; men Koncerten med dens glimrende
Orgelmusik, dens Kor og dens Solonumre i komplet Operastil og sungne af
komplette Operastemmer er det ganske vist nok Umagen værd at høre. I vor
Julestemning vilde det Hele skurre stærkt, men til Parisernes Julefest er
det en Ouverture, der passer.
Fra Kirken gaar Vejen til "Le Réveillon", det store Julemaaltid med dets
obligatoriske Kalkuner. Der er dem, der holder det hjemme, men en Mængde
har dog ogsaa arrangeret det paa Kaféer og Restaurationer. Disse er
allesammen Julenat aabne til Morgenstunden, og fra dem allesammen lyder
der Sang og lystig Tummel. Holdes der "Réveillon" paa orthodox Vis, maa
Gildet ikke ende, før Solen er staaet op den næste Morgen. Det er den
eneste Gang hele Aaret rundt, Pariserne har Forpligtelse til at drikke
tæt. Til daglig Brug er de det sobreste Folkefærd, der existerer, men
Julenat hører der en lille Perial til.
Saadan ser Julen ud i Paris. Forskjelligt er Alt dette, det er vist, fra
vor stille, fredelige Fest med gode Venner inden sneomfygede Mure. I det
trængselsfyldte, tumlende, straalende Paris længes Nordboen efter
Hjemmet. Men for Pariserne er det rette Hjem paa Gaden, i Færdselen og
Livet, som spænder hans Handlekraft, paa Kaféen, hvor der deklameres og
diskuteres, i det brogede Forretningsvirvar, hvor hans Øje spejder efter
Planken, paa hvilken han skal redde sig fra at gaa tilbunds i det
uendelige Menneskehav.
Med al dens Tummel, alt dens brogede Boulevardliv er Juleugen imidlertid
dog nærmest kun et Slags Ouverture til, hvad der skal komme bagefter.
Alle de Motiver, som ligger i den, faar endnu rigere Udfoldning senere,
det Pittoreske Nytaarsnat, det Hexesabbathagtige særlig paa den første
Dag af det nyfødte Aar. Man kan ikke med Rette beskylde Pariserne for at
de tager lunkent mod dette. Deres By er i straalende Gala, naar
Midnatsklokkerne ringer det ind, alle Boulevarder tætpakkede af
Mennesker, Alting i fuld Belysning. Ikke et eneste Udsalgsmagasin har
lukket, i Konditor-, Blomster-, Legetøjs- og den Slags Boutikker stimier
Publikum saaledes sammen for at gjøre Indkjøb af "Étrenner", at ikke
engang et tripleret Sælgerpersonale kan tilfredsstille Begjæret. Alle
Markedsbarakkerne sætter det bedste Ben foran for at tiltrække sig
Opmærksomhed i den extraordinære Stund, da hver ægte Pariser er i
Spendeerhumør, Udraabernes Lyrik er paa Kothurnen, de Spadserendes
Munterhed søger at følge dens Flugt. Illuminationsgirandolerne, hvormed
de Handlende har fundet paa at pynte deres Façade ogsaa til daglig Brug,
de store, leende Klynger omkring mekaniske Legetøjsdyr, der hopper og
kravler paa Fortouget, de futtende Petarder, hvormed man fra Vinduerne
skyder det nye Aar ind, Alting sætter Liv og Lune i de drivende
Menneskemasser. Og hvilket Skuespil er det da ikke, naar der over dette
fantastiske Virvar af Farver, af de hvide, teltlignetjde Barakker, af
deres Flag og brogede Lampetmylr, over den sorte Folketrængsel og den
øredøvende Støj hvælver sig en Himmel, stille, stjernebesat og
maanebeskinnet som den, der ser ned paa Neapels Golf, og naar Luften
mættet til Overflod med denne ejendommelige Pariserodeur, der kommer fra
Blomsternes og Damernes Parfume, fra Gassens og de store Restaurationers
Udstraalinger, naar den ligger om En varm og lun, som om Foraaret vilde
vaagne med den gryende Sol!
Men Paris er Kontrasternes By; naar Nytaarsnattens Rus er sovet ud,
kommer Nytaarsdagen efter. Den er i den gode Seinestad de forfærdeligste
tolv Timer, man oplever hele Aaret rundt. For hvert Skridt, man gaar, er
der en betlende Invalid, for hvert andet en Lirekasse og for hvert tredie
et Væsen, der skal have Drikkepenge. Man bliver jaget, hidset, slidt i,
flaaet, som om man var kommen ud, ikke for at spadsere i Januarforaars
Solskin, men for bogstavelig at fungere som Bytte for en Parforce-Jagt.
Nytaarsdagen i Paris er Tiggeriets Festdag. Skjøndt det under almindelige
Forhold er principmæssigt forbudt, florerer det dog bestandig paa Gader
og Boulevarder med en Frækhed, som om der slet ikke existerede Politi.
Men hver første Januar kvæler det formelig Byen under sig. Alverden har
paa denne Dag Lov at betle, saameget den lyster, og det er utroligt,
hvilke Hærskarer, der benytter sig af Tilladelsen. Hele det uhyggelige
Paris, der til daglig Brug fører en lyssky, underjordisk Tilværelse i
Forstædernes smudsige Gyder, spyer sin Befolkning ud over Boulevarderne,
Kajerne og de brede Seinebroer. De samler sig familievis med Alt, hvad
der kan præsteres af affældige Oldinge, Spedalske og udmagrede Diebørn.
Har Familien det normale Tilbehør af Lemmer, Øjne, Næse og Øren, saa
søger man ved Kunst at supprimere Et og Andet for at gjøre Indtryk.
Pariservagabonderne er rene Hexemestre, naar det gjælder at gjøre sig til
Blinde eller Krøblinge for en Dags Tid. Jo mere Jammer og Elendighed, man
kan vise frem, desto flere Sousstykker skraber man ind. Alle Saar og
Skrøbeligheder blottes og stilles til Skue, de værste Pjalter, man kan
støve op, er paa denne Dag de bedste, Paris's Gader bliver til uhyre
Hospitalsgange, Luxusstaden ser ud, som var den sølet ned i al Orientens
Smuds og Misère. De spædeste Børn vralter omkring og spærrer En Vejen med
deres fremrakte Tallerkener, Fruentimmerne hyler og trækker Kjolen fra
det kræftbefængte Bryst, de lamme Oldinge, Invaliderne uden Arme eller
Ben hyler, Luften gjenlyder af Jamren og Klynken, og om kap dermed hviner
Lirekasser, Fløjter, Sækkepiber, Violiner, Harper og andre
Rædselsinstrumenter.
Fortumlet flygter man ind i en Kafé. Men ogsaa der finder man Tiggeriet,
det har kun faaet andet Kostume paa. Garçonerne ere saa fri "at tilbyde
deres lille Nytaarsgave", det vil sige en Cigar med kulørt Baand paa til
Herrerne og en Appelsin eller et Kræmmerhus Bonbon til Damerne. Hvis man
betragter denne Nytaarsgave som en Tak for de regelmæssig efter hver
Konsumation i Aarets Løb erlagte Drikkepenge, tager man imidlertid højlig
fejl. Den er kun en Invitation til Extraducør i Anledning af det nye Aar.
Er man blot set en halv Snes Gange, udebliver Cigarerne og Appelsinerne
aldrig. Og den langt overvejende Part af Pariserbeboerne har idetmindste
en Snes Kaféer eller Restaurationer, hvor de kommer nogenlunde hyppig.
Slap man saa med dem, kunde det endda gaa an. Men det er i Paris
Alverden, der skal have Nytaar: Brev-, Avis- og Pengepostbude,
Frisørsvende, Handskejomfruer, Skræddertjenere, Theaterouvreuser og saa
fremdeles i det Uendelige. Endogsaa Pigerne i Tobaksudsalgene have deres
baandpyntede Tallerkener staaende paa Disken, altid omhyggelig fyldte med
Fem- og Tifrancsstykker for at markere, at en Gentleman comme il faut
ikke kan give mindre end en saadan Mønt. Det varer ved lige saa længe som
Boulevardbarakkerne og længer endnu tidt. Før henimod Slutningen af
Januar begynder Paris ikke at blive normal igjen.
Under Karnevalet,
"I overmorgen afholdes det næstsidste Operabal, der lover at blive
ualmindeligt glimrende. De, der ønsker at deltage i denne enestaaende
Karnevalsfest, maa derfor være om sig i Tide." Saaledes lød en Notits,
som gik igjen, med nogle Variationer hist og her under samtlige
Pariserblades Theaterrubrik. Jeg fulgte det enstemmige Raad, afleverede
itide mit Tyvefrancsstykke i et Lokationsbureau, og da Midnatsklokken
slog sine tolv Slag, styrede jeg gjennem Kredsen af beredne Gendarmer
mine Skridt op mod det straalende illuminerede Académie nationale de
musique, hvor den enestaaende Fest skulde til at tage sin Begyndelse.
Maskerne kom, under Latter og Hvin fra de sammenstimlede Tilskuerskarer,
hoppende ud af Hundreder af Drosker, de brogede Silkekjoler raslede op ad
Vestibulens Marmortrapper, Tusinde Lysreflexer fra Guld og Spejle, en
Luft mættet med Blomsterduft og Parfumer, brusende Dandserhytmer fra
Gungls Orkester bølgede de Indtrædende imøde. Det saae ganske vist
overordentlig lovende ud, og havde Enden været Begyndelsen lig, vilde man
ikke havt Anledning til at beklage sig over Bladenes Notits. Men
desværre, det gaar med de parisiske Operaballer ikke anderledes end med
saa mange skjønne Sager, som kun taaler at ses paa Afstand. Klokken Tolv
har man Hastværk med at komme ind til al den feagtige Pragt, hvis første
Indtryk vækker de allerstørste Forventninger, Klokken Tre, naar Olivier
Metra og den ungarske Maëstro har løftet Taktstokken for sidste Gang,
gaar man bort støvet og fortraadt, saa skuffet og slukøret som det
er muligt.
[Illustration: Indgangen til Operaballet.]
Det kunde være ganske kuriøst at vide, om Operaballerne nogensinde har
set ud, som Romanerne fortæller. En meget gammel Generation paastaar, at
de i deres unge Dage har været baade morsomme og pikante. Men det er saa
sin egen Sag med, hvordan Alting saae ud, dengang de Gamle var unge. Man
bliver en Smule skeptisk til Slutning, naar man ret tænker over de enorme
Tilbageskridt, Verden paa alle Kanter maa have undergaaet siden hine
paradisiske Tider. Faktisk er det, at disse "enestaaende Karnevalsfester"
nu langtfra er enestaaende morsomme; deres væsentlige Pikanteri er ikke
synderlig forskjelligt fra det, hvis daglige eller rettere natlige
Skueplads er Boulevardtrottoirerne mellem Faubourg Montmartre og Café
Americain. Endnu i Romaner fra Firserne findes der overgivne unge Damer
af den fornemme Verden, som én Karnevalsnat gaar paa Eventyr i Operaen,
og hvis røde Skuldersløjfer medfører saa mærkværdige Kombinationer, at de
kan fylde hele to tykke Bind. I Virkeligheden derimod har kun yderst faa
anstændige Damer--naar da undtages Udlændinge, for hvem Alt er tilladt,
og som tillader sig Alt i Paris--sat deres Fod paa et Operabal i de
sidste halvtredsindstyve Aar; ialfald har de kun gjort det af
Nysgjerrighed og under Ledsagelse af deres Mænd.
Hovedbestanddelen af det kvindelige Selskab er af den sletteste Art, og
de fleste af Dragterne ere ligesaa smagløse som dekolleterede. Det er
nemlig ikke længer Fashion for Fruentimmerne at være i Kostume. Hvad de
mandlige Gjæster angaar, falder det end ikke en parisisk Urtekræmmersvend
ind at klæde sig ud. De mandlige Masker er lejede allesammen uden
Undtagelse. Skal de tilmed dandse, betales der dem forhøjet Taxt, og de
sørger saa ogsaa for at maskere deres Ansigt, saa Ingen kjender dem i
deres nedværdigende Bestilling. At dandse paa Operaballerne for sin
Fornøjelse er rent ud forhistorisk, I de tre Timer, Dandsemusikken varer,
springer de Ulykkelige, der er dømte til dette Trællearbejde i
Kankan-Attituder omkring i den store Sal og giver med deres halvnøgne
Dandserinder Forestillinger for dem, det kan more at se paa disse lascive
Scener. Men det er ikke Mange. Hovedparten foretrækker at betragte
Operaballerne som en Slags Promenadekoncert. Med sin Klaphat under Armen
driver man frem og tilbage i første Etages Couloirer, hvor Gungl spiller
umiddelbart over Hovedtrappen, og kjeder sig med Anstand. Det mest
overfyldte Sted er den store Foyer, til hvilken Adgangen ganske
karakteristisk er forbudt Enhver, der er i Kostume. I Rotunden ved Siden
af er der en Buffet, hvor et Vinglas fuldt af Øl koster en Franc; denne
Buffets Priser er maaske, naar Alt kommer til Alt, det mest Aparte ved
den "enestaaende" Karnevalsfest.
Karnevalslystigheden begynder først, naar Ballet ender. Pariserne er et
for ceremonielt Folkefærd til at kunne more sig i Stuer; den gode Tone
paalægger dem Hundreder og atter Hundreder af minutiøse Hensyn, som gjør
dem stramme og stive inden fire Vægge. Udenfor derimod giver man
Konveniensen en god Dag. De samme Herrer, som i Operaens elegante Lokaler
end ikke af de mest overgivne Dandserhytmer kunde falde paa at lade sig
forstyrre i deres langsomme, slæbende, blaserede Promenademarche, er
øjeblikkelig, saasnart de kommer ud paa Gaden, med til at dandse en
Kvadrille midt paa Fortovet. Boulevardkaféerne har de Nætter, der er
Operabal, aabent lige til Morgenstunden, og ligesaa dræbende
kjedsommeligt der har været paa Ballet, ligesaa livligt er der
paa Kaféerne.
Man gjør i det Hele taget det parisiske Gadekarneval Uret. Det skal være
død ud, paastaar man. Ganske vist, paa den venstre Seinebred finder man
det ikke længer, men ganske simpelt af den Grund, at man der i vore Dage
overhovedet kun undtagelsesvis finder Udslag af det egenlige Pariserfolks
Liv. Paris' Hjerte har flyttet sig med Aarene: det slaar i helt andre
Kvarterer nu end i Studenternes.