fornøjelsessyg. Det er i den jævne, borgerlige Pariserhusholdning Manden,
der stadig turer rundt paa Kafeer og offentlige Steder; Moderen bliver
ved Hjemmet og Børnene. Naar hun et Par Sommersøndage kan tage paa
Landet, helst med sin voxne Søn, saa er det Alt, hvad hun forlanger. Hun
holder af at pynte sig, det er ganske vist, men hun forstaar tilnød at
gjøre det med meget Lidt. Hun kjender den Kunst at kunne klæde sig paa.
Det er ikke Luxus'en, hun udfolder, der gjør det; Arbejdersken, der gaar
barhovedet fra sin Fabrik, har i den fattige sorte Kjole den samme
Chiched, den samme Elegance over hele sin Person som Damerne paa Moden.
Med et Par Baand om Sommeren, en Smule Pelsværk om Vinteren tager den
lille Borgerdatter sig ud som en Fyrstinde. Denne Pariserindens Evne er
specifik parisisk. Den er et Produkt af Aarhundreders Civilisation, men
den er et Produkt først og fremmest af selve Omgivelserne, af den
hemmelighedsfulde sjette Sands, som Alt i denne Kunstens og Pragtens og
Smagens Stad hjælper til at udvikle. Det er en Hemmelighed af samme Art
som den parisiske Kunstarbejders. Man har gjort Forsøg i andre Lande paa
at indforskrive ham; man har budt ham de mest glimrende Betingelser, man
har givet ham indtil fem og tyve Francs om Dagen, og han er kommen. Men
kun en ganske kort Tid beholdt hans Arbejde det samme Ubestemmelige over
sig, som det havde, naar han udførte det i Paris. Han glemte
Hemmeligheden, naar han kom bort fra Paris' Luft. Den ligger i den, og
det gjør Pariserindens ogsaa; den kan ikke exporteres.
Hun selv kan det heller ikke. Hun elsker sin By, hun kan kun trives i
den, og hun hører kun hjemme i den. Hun er selve Personifikationen af
dens Liv--elegant, forførerisk tillokkende i sin ydre Form, let til at
lade sig rive med og ogsaa let til at slippe idag, hvad der tog hende
fangen igaar. Men ved Siden deraf intelligent, arbejdsom, energisk, en
Smule for forelsket maaske i det Ubekjendte, men begejstret for Alt, hvad
der er stort, og i Stand til at kunne voxe op i Højde med det, i Stand
til i de betydningsfulde kritiske Øjeblikke at kunne blive den overlegne,
heroiske Kvinde, for hvilken en Nation som den franske og en By som Paris
har Behov.
VINTERLIV I PARIS.
Klimaet
Der gives Læger, som paastaa, at Paris til sine øvrige store og gode
Egenskaber ogsaa føjer den: at besidde et ganske exceptionelt Klima.
Særlige Højdeforhold, Dalstrøg, gjennem hvilke Søbrisen kan naa Byen,
samt andre lignende gunstige Omstændigheder ved dens Beliggenhed gjør det
let forklarligt, siger de. Det er muligt, at de har Ret; for Lægfolk er
det vanskeligt at kontrollere deres Udsagns Rigtighed.
Dødelighedsprocenten i Paris, sammenholdt med den i andre store Byer,
taler i Favør af dem; Bronchitis-Epidemien og hele den Mylr af
Vinterskrøbeligheder, hvorunder Pariserne lide, mere end nogen anden
Hovedstadsbefolkning, synes derimod at gjøre deres Paastands Rigtighed
endel betinget. Men hvad der ialfald er sikkert, det er, at Paris har et
ganske ejendommeligt Vinterklima. Det er saa specielt, at det næsten ikke
kan tænkes andetsteds, udpræget parisisk som Fiakrernes Kudske, som
Arbejderskernes smaa lakerede Sko og kulørte Strømper, som Gadesælgernes
Raab om Morgenen, som Alt, hvad der er mest exklusivt parisisk i den
store Stads Fysiognomi.
Morsomt nok er tillige de Hovedtræk, der karakterisere den parisiske
Vinter, de samme, der giver selve Pariserlivet dets væsentlige Særpræg.
Det er et Liv i stadig Feber og Uro, et Liv med de mest skrigende
Kontraster klods op paa hinanden. Og saadan er ogsaa Vinteren. Den ene
Dag bidende Frost og skinnende hvid Sne over alle Gader og Huse. Men om
Natten trækker der Skyer op; naar man vaagner om Morgenen, pisker Regnen
ned i Skyller eller rettere i Skybrud, og om Aftenen er Alt forandret.
Man vil i første Øjeblik, naar man kommer udenfor Gadedøren, ikke tro
sine egne Sanser. Man springer fra Fortovet ud paa Gaden i den Formening,
at Varmen, som slaar En imøde, maa stige op fra et eller andet
Kjælderkøkken, saa mættet kan Luften, være med lummer, unaturlig Hede.
Den næste Dag er Sneen borte; Folk gaar og stønner i Sommeroverfrakker,
Foraarssolen skinner over Boulevarderne, hvor Publikum sidder udenfor paa
Kaféernes Fortovsstole, det er saadant Noget som tolv, tretten Graders
Varme. Pariserne holder ikke af Kulden, og Alverden er følgelig inderlig
fornøjet. Man pynter sit Foraarstøjs Knaphuller med Violbuketterne fra
Nizza, man kjører i Boulogneskoven med lidt Pelsværk paa, men i aaben
Vogn, og man troer Vinteren skrinlagt for denne Gang. En skjønne Nat
springer imidlertid Vinden atter om til Nord, og det er i en
Haandevending forbi med det sydlandske Klima. Sneen drysser igjen,
Sovekamrenes Vandkander har Is paa sig om Morgenen, Folk slaas om de
opvarmede Drosker, Paris ligner en sibirisk By, skriver Aviserne.
Vinteren i Paris kan være alvorlig nok. Men det er ikke rigtig Alvor med
den; den har ingen Stadighed paa sig. Og Pariserne tager den da heller
ikke selv alvorlig. De ifører sig ikke en Oktoberdag Vinterfrakken for
saa at bære den støt til hen i April eller Maj, de kjender ikke til
Aarets Inddeling i to Halvparter, en, da man fyrer i Kakkelovnen, og en,
da man ikke gjør det. De leger med Vinteren, som den leger med dem. Naar
det er koldt, binder de et Tørklæde om Halsen af Frygt for at blive hæse
eller faa Snue; det Halvkomiske og Ildeklædende, der er ved den Slags
Upasselighed, har de en overdreven Skræk for. Men egentlig garderede mod
Kulden ser man kun de Færreste. De fryser med Anstand i Bevidstheden om,
at det ikke er Andet end noget rent Forbigaaende. Naar der er Sne og Is,
giver Aviserne lange Beskrivelser af; hvordan det hvide Vinterklæde har
draperet sig om den og den Statue, hvor eventyrlig Champs Elysées' Træer
ser ud med den hvide Rim paa deres Grene, eller hvorledes Solreflexerne
bryder sig i Concordefontænens Iskrystaller. Og den store
Lediggængerverden i Paris skynder sig ud for at kigge paa dette Skuespil
med samme Nysgjerrighed, som den kigger paa Eskimoerne i Jardin
d'Acclimatation eller paa en Bande Zulukaffere, der danse Krigsdanse i
Folies-Bergére. Sneen bliver for Pariserne, hvor tidt de end har set den,
ved at være noget Aparte, Noget, der ikke hører til. Klager man over, at
den gjør Gaderne ufremkommelige, saa smiler de og ryster paa Hovedet ad
Ens Ubekjendtskab med Forholdene. "Aa, i Paris bliver saadant Noget kun
liggende en Dag," siger de. "Naar vi blot faar Regn inat, saa er det
Altsammen borte imorgen tidlig."
Man faar imidlertid ikke altid Regn om Natten. Det kan til Trods for de
kjære Indfødtes Rysten paa Hovedet sne baade otte og fjorten Dage i Træk
i Paris. Det er sjeldent, men det kan dog arrivere. Og gjør det det, saa
er man temmelig ilde faren med sin Behandling _en canaille_ af Vinteren.
Der kommanderes en Armee paa en Snes tusind Mennesker ud for at rense
Gaderne, og Kommunekassen anvender et Par Millioner til dette Arbejde,
men det hjælper Altsammen Ingenting. Det er Leg med Skovlingen, Leg med
Bortkjørselen, Leg med det Hele. Sneen spærrer Færdselen, Paris er den
forfærdeligste Muddersø, der kan tænkes, lige til Regnen kommer. Først
den kan gjøre rent, kun den er vant til det. I den Tid, Uføret staar paa,
er Pariserne om en Hals med deres Fodtøj, som kun er beregnet paa blanke
Asfaltfliser. Men drage sig Ubekvemmelighederne til Lære, det falder de
aldrig paa.
Saalænge Kulden har varet, har de bundet Tørklædet om Halsen og slaaet
Kraven op om Ørene, men naar Regnen er kommen og Sydvinden igjen blæser
den milde Luft fra Violernes og Rosernes Land ind over Byen, saa slaar de
atter Frakkekraven ned, ryger uden Overtøj deres Cigaretter ude paa
Gaderne om Aftenen i Mellemakterne, kjører i Boulogneskoven i aaben Vogn
og uden Pelsværk og ler, naar man fortæller dem, at det kan være akkurat
ligesaa fuldblods Vinter i Paris som oppe i de Lande, hvor de bilder sig
ind, at der spaserer Isbjørne omkring i Gaderne.
Ejendommeligt nok kjender de Sydlændinge, der er paa Besøg i Paris,
Italienere, Spaniere, Orientalere, i Reglen ikke engang denne Forandring
med den op- og nedslaaede Frakkekrave og med Halstørklædet. Man ser i ti
Graders Frost en burnusklædt Fyr spasere ganske rolig og flegmatisk
omkring i det samme Kostume som paa en solglødende Augustdag. Jo længere
mod Syd, desto mere hærdede synes Folk at blive mod Kulden. Det er det
samme Fænomen, som naar en Vestindianer kommer til Norden. Han taaler den
første Vinter fortræffeligt, han har saa megen opsparet Varme i sig. Vi
Nordboere derimod er kuldskjære, Vi finder os kun med Vanskelighed i
Pariservinteren; vi fryser i Stuerne, hvor det flammende Favnestykke ser
saa nydeligt ud, men kun indbilder os, at det varmer, og vi lider under
disse evindelig springende Temperaturforandringer, under disse abrupte
Overgange med kun en Nats Mellemrum fra isnende Vinter til varmt Foraar.
Vi kan ikke taale Kulden, naar den endelig engang imellem gjør Forsøg paa
at agere alvorlig, og vi kan endnu mindre taale den permanente Uro
i Vejret.
Man har set Vintere i Paris, i hvilke Pariserne har været ovenpaa, har
gaaet omkring og badet sig i varmt December- og Januarsolskin og bildt
sig ind, at de var i Monaco. Men det er Undtagelserne, Regelen er
adskilligt mindre behagelig. Som oftest kan man tælle de Vinterdage, paa
hvilke Vejret ikke er mættet med nervøs Feber, og dem ogsaa, da det ikke
regner. I de fire Maaneder fra November til Slutningen af Februar bærer
man sig ad som en klog Mand, naar man i Paris ikke gaar ud uden Paraply.
Gjør man det, har man de allerstørste Chancer for at komme gjennemblødt
hjem. I December og Januar kan det desværre kun altfor grumme ofte falde
paa at øse sine otte og fyrretyve Timer i Træk, i November og Februar
hører det til Regelen, at der vælter Skybrudsbyger ned hvert femte Minut
paa Dagen. Og kommer der endelig ved Aftentid, en lille Smule Ro, saa er
Taagen der strax. Henimod Slutningen af Vinteren er Alt saaledes
gjennemtrængt af Fugtighed og Vanddampe, at den kan antage ligefrem
fænomenale Dimensioner. Det passerer forholdsvis ofte, at Omnibusserne
maa standse deres Ture flere Timer før reglementeret Tid, fordi de kjører
vild, hvor Gaderne krydser hinanden, og man har endogsaa oplevet hele
Døgn, da al Færdsel var spærret af Taagen. Hele Paris er da fyldt af en
saa absolut uigjennemtrængelig Damp, at der paa hvert Gadehjøme maa
opstilles Politibetjente med tændte Fakler for at hjælpe de Gaaende til
at finde den rette Vej. Pariserne tager alle slige Ubekvemmeligheder
uhyre let og uhyre elskværdig som sædvanlig; Paris er og bliver deres
kjære Paris, hvor Alt med Djævels Vold og Magt skal være fortræffeligere
end nogetsomhelst andet Sted i Verden. Og de Fremmede, der er komne til
Paris for at befinde sig vel, er ligeledes særlig oplagte til at se
Alting i Rosenskjær; det er nu engang Parolen, og med en til Alverden
udstedt Parole har Sandheden svært ved at kæmpe. Derfor holder den gamle
Overtro om, at Vinterklimaet i Paris er sundt og behageligt, sig stadig.
I Virkeligheden kan man sætte et rødt Kors i Almanakken ved de Aar, da
Vejret ikke bringer En til Fortvivlelse. Naar der er Tale om Klimaet, er
det Vanvid at rejse til Paris de fire Maaneder, dens Vinter varer.
Efteraaret og Foraaret, hele Forsommeren ogsaa til langt hen i Juli er
henrivende, Vinteren derimod som oftest alt Andet end behagelig.
Velgjørenhedsballer.
Hvori Velgjørenheden bestaar, skal jeg ikke kunne sige. Der er Ingen, som
har kunnet fortælle mig det. Pariserne bekymrer sig aldrig om at gaa
tilbunds i den Slags Sager. Paa Hjørnet af Avenue de l'Opéra rejser der
sig to høje, kolorerede Master med et stort Skjold i Flagindfatning. En
Inskription paa dette Skjold oplyser om, at man mod Erlæggelsen af en
Louis og under den Betingelse, at man er i Baltoilette, vil kunne blive
admitteret til et "Grand bal de bienfaisance", som den førstkommende
Løverdag gives i Hôtel Continental under Protektorat af Handelsstandens
eller andre Stænders Damer. Endvidere fortæller Plakater, som er
opslaaede i de til Ballokalet hørende Spillesale, at et Spil Kort koster
fem Francs i Leje for en halv Time, hvilke fem Francs ere _"au profit de
l'oeuvre"_. Det fremgaar heraf, baade at der er et "oeuvre", og at man
gjør vel mod sine Medborgere ved at give Louis'er og Femfranker ud til
Bedste for det. Videre Oplysning om Velgjørenhedens specielle Øjemed har
Pariserne hverken Tid eller Trang til at forskaffe sig.
Hvad Ballet er, skal jeg derimod tillade mig at fortælle. Disse
Velgjørenhedsballer spiller en ikke ringe Rolle i det parisiske
Vinterliv. Fra Begyndelsen af December er der regelmæssig et af dem hver
Lørdag, og intet af dem har under et Par tusind Deltagere, Et saadant
Besøg taler tydeligt nok for deres Hensigtsmæssighed, selv om der ikke
fandtes noget "oeuvre". De udfylder et Hul, de tilfredsstiller en Trang,
Masser af Parisere og fremfor Alt det langt overvejende Flertal af de
Fremmede vilde slet ikke faa danset uden dem hele Vinteren igjennem.
Faubourg St. Germain er endnu saa omtrent en lukket Verden undtagen for
dens Egne. Men det parisiske Bourgeoisi, det ægte, gamle, grundmurede
Bourgeoisi, der har store Hoteller og Formuer, som er store nok til
Baller, det er næsten endnu mere hermetisk lukket. Den officielle Verdens
Soireer er aabne ganske vist, men Kredsen, som kan faa Adgang til dem,
har dog altid sin Begrændsning, og saa kjeder man sig desuden saa
gudsjammerligt paa dem, at Ingen gider komme der. Smaa, hyggelige, jævne
Familieballer, som hos os, kjender Paris ikke. Kan man sidde ti Personer
sammen i en almindelig Families Dagligstue, saa er det Højden; kan man
betale Husleje, Husstand og Toiletter, saa er det ogsaa Højden i dette
dyre Paris, hvor en Familie, der stiller mindste Fordringer til Livet,
umuligt kan leve under ti, femten tusind Francs om Aaret. Til Baller
bliver der paa ingen Maade Raad. Og hvem skulde man ogsaa indbyde? Enten
er der ikke unge Piger i Huset, og saa kommer der ingen unge Mennesker,
eller ogsaa er der unge Piger, og saa kommer der to eller tre. De kommer
der fjorten Dage, til Forældrene uden at falde med Døren ind i Huset kan
spørge dem, om de vil være Svigersønner. Vil de, saa har man ikke Behov
for nye Ansigter; vil de ikke, saa faar de paa en høflig Maade Løbepas
for at give Plads for Andre. Bekendtskabskredsen omfatter aldrig paa
samme Tid mer end nogle ganske enkelte Ægteskabskandidater.
Det er derfor, Velgjørenhedsballerne virkelig gjør vel mod de danselystne
Pariserbeboere. Alverden er admitteret for en Louis, og Alverden kommer
der. Det vil sige ikke de, der har deres egne lukkede Baller; de bliver,
forstaar sig, paa egen Grund. Og naturligvis heller ikke pæne unge Piger
af pæne, dannede Familier. Men dem regner man ikke med i Paris; deres
Existens foregaar i det Skjulte, der findes Parisere, som paastaar, at de
aldrig har set dem. Men ellers kommer der en Smule af Alt paa disse
Baller. Selskabet er broget som Blomsterfloret i en Gartnerbutik, ægte
demokratisk, som det sig hør og bør i en ægte demokratisk Republik.
Det kan deles i tre Hovedgrupper: de Graadige, de Blaserede og
Soupeuserne.
De Graadige kommer Klokken ni, naar Ballet begynder Klokken ti. De er fem
i en Droske, og de fornemme Portierer ser ned paa dem med knusende
Foragt: de veed ikke, de Stakler, at det altid i Paris, naar man er i
Gala, koster ti Sous at faa sin Vogn lukket op. Den mandlige Part af dem
har broderede Skjorter, krøllet Haar og hvide Handsker med Fingerspidser,
i hvilke Fingrene ikke kan komme helt ned. Er de i Besiddelse af Klaphat,
saa har den altid kulørt Foer, helst violet, men dog ogsaa af og til
ceresa og spanskgrønt. Damerne excellerer i færdigsyede Atlaskes
Nederdele fra "Printemps" til niogfyrretyve Francs og halvtreds. Af og
til ser man dog ogsaa sytten-atten-aars Piger i hvidt Alpacca, næsten
altid tre, fire i Følge med en gammel, graahaaret og frakkeklædt Papa.
Søde Ansigter, tidt uden Sminke, store, glade Barneøjne, Halse, hvor
Skulderbenet stikker frem, og Overkroppe, der dingler genert, som om de
ikke sad rigtig fast endnu; de kunde være fortryllende, naar de bare ikke
havde Mani for at trippe om paa røde Ben ligesom Storkene. Himlen maa
vide, hvorfor de har forelsket sig i de røde Strømper.
Saa er der dem, der har røde Ansigter, røde Arme, Brudekjoler og Handsker
af Nummer syv og en halv med en, højst to Knapper. Fremdeles Staklerne,
hvis hele Pynteevne ikke er naaet videre end til Anbringelse af en Gren i
Haaret og en Blomst i Brystet af den simple graa eller sorte uldne Kjole.
De staar i aldeles umiddelbart Forhold til det mystiske "oeuvre", de
andre har kun en fjernere Slægtskabsforbindelse med det, som har tilladt
dem, ikke at komme gratis ind, men at faa Billetten til modereret Pris.
Hele Kategorien er kommen for at more sig. Ballet er en Begivenhed for
dem, den eneste maaske Aaret rundt, den, der drømmes om og spares op til
Maaneder forud.
De føler sig næppe skuffede; noget saa Feagtigt har de aldrig kunnet
drømme.
Hôtel Continental er paa disse Balaftener et veritabelt Eventyrslot. Tre
mægtige Sale, der kan rumme to, tre hundrede Par hver, er viede til
Dandsen. Marmorsøjler bærer Loftet med de brogede Rococcobilleder; Guld,
Fløjl og Spejle overalt; for Vinduerne tykke Atlaskes Portierer i Farver,
som var de vævede af Solskin; et Gulv saa blankt og glat, at de Tusinder
af Gasblus spiller igjen paa det som Stjerner. Og allevegne omkring en
Labyrinth af andre Sale, Gange, Korridorer dg overbyggede Verandaer,
stadig med Spejlvægge, som multiplicerer deres Tal, saa man kan tilbringe
en hel Nat uden at finde Rede i Virvaret. Tommetykke persiske Tæpper,
pladskende Springvande i Krat af Palmer og Lavrbær og med elektrisk Lys
paa sig, duftende Rosenbusketter, mandshøje Kameliatræer,
Silke-Causeuser, Drapperier, en Atmosfære dirrende af Vellugt, Varme og
fjern Musik. Nogle af disse Sale er rentud Delirier af Luxusfantasi. Der
er en, som forestiller Vinterhave. Væggene er Espalier af slyngende
Blomster, det høje, hvælvede blaa Loft en Nathimmel med Stjerner, Lyset
falder som Maaneskin ned fra matte Krystalkupler, i hvilke Jablokoffs
Blus Brænder, hele Salen er fuld af sjeldne, exotiske Planter og
blankbladede Træer. Ved Siden af er man i Alhambra med dets glødende
østerlandske Farver, dets mystiske Uendelighed af Buer, Piller og
kalejdoskopagtige Dekorations-Kapricer. For begge Ender af den aabne Sal
naturligvis Korridorvægge med Spejle fra Loft til Gulv, saa alle Linier
glider ud og fortsætter sig i taaget, hemmelighedsfuld Fjernhed. En
Belysning, der er studeret med Kunst for at faa den rette Nuance i
Stemningen: Gassens varme Gulhed og den elektriske Kuppels fantastiske
Skjær blandes sammen til en underlig, solmættet Eftermiddagstone, i
hvilken de slanke, indigoblaa Smaapiller mellem Buerne faar en Intensitet
i Farven, som Intet kan beskrive. Saa en Gallerisal med moderne Mesteres
Billeder og mørkt resedafarvede Fløjlsdivaner, bag Dansesalene Buffeter
med Champagnen i Krystalkaraffer, friske, glacerede Jordbær, mægtige
Sølvopsatser, Kandelabrer og graahaarede gamle Tjenere med Knæbenklæder
og Silkestrømper, Alting druknet i Luxus, Fornemhed og Pragt.
De Graadige gaar i Begyndelsen omkring og kigger paa det med store Øjne.
De er fortumlede, de løber Panden mod Spejlvæggene i den Tro, at det er
Døraabninger, de prøver det blanke Parketgulv som Glidebane, men de tør
ikke danse paa det, skjøndt Orkestertonerne bruser og Lysten kribler dem
i Fødderne. Saa kommer der imidlertid efterhaanden Mylr. Der kommer
friskimporterede Yankeer med flirtationslystne amerikanske Misses, som
ikke er bange for Nogetsomhelst, og som strax vil valse. De kan ikke til
den franske Musik, de ler himmelhøjt selv over deres Kejtethed, og
Latteren gjør Ende paa den generte Stivhed. De Graadige faar Mod. Et, to,
tre Par begynder; der følger ti, der følger hundrede efter. I et Nu
hvirvler de Allesammen afsted som paa Parole. Hvilken Ihærdighed, hvilket
Alvor! Ingen Pavser, ingen Snakken ingen Smil engang. De danser som
Gringoire spiser ved Taffelet for Kong Ludvig. Dørene til det drømte,
forjættede Land er sprungne op; de svælger i Herligheden, de giver sig
knap Tid til at trække Vejret engang af Frygt for, at de ikke skal
faa nok.
Hvor de ser ned paa dem med Foragt, de Blaserede, der kommer Klokken
Tolv. Aldrig før. Det vilde ikke være blaseret, og for dem er Livets
højeste Opgave netop at være blaseret. De kommer langsomt slentrende,
slæbende efter sig Foden med de lavhælede, lakerede Sko, som om de i
Grunden fandt det under deres Værdighed at tage dem med. Overkroppen
dingler ogsaa hos dem ligesom hos Alpaccafrøkenerne; men det er, fordi de
er for trætte til at gide bære paa den. De kaster deres Peltsfrakke
tilbage paa Skuldrene, lader de springende Garderobetjenere trække den
af, smider en Tofranc i Vestiairetallerkenen til Tak, klemmer deres
chamois Handsker fast i Klaphatten med det ulastelige sorte Foer og det
broderede Navnetræk, stopper omhyggeligt Guldkjæden i Vestelommen, hvis
den hænger frem--Gudbevares, de var ruinerede for Tid og Evighed, om man
saae dem med Guldkjæde til Kjole--sætter Monoclen i det ene Øje, og
driver saa en Runde gjennem Salene.
_Pas de femmes, mon cher!_ Selv om der fandtes Tusinder af de
allerdejligste Pigebørn, vilde de uvægerligt sige det Samme. Væsener i
Brude-, Alpacca- eller niogfyrretyve-Francs-Kjoler hører for dem ikke til
Kvindeslægten, og de Andre med Toiletter, Sminke og nøgent Bryst er kun
undtagelsesvis arriverede saa tidligt.
De Blaserede vender derfor haanligt Dansesalene og den hele Stueetage
Ryggen. Ovenpaa er de grønne Borde, der hører de hjemme. De staar og ser
lidt først paa Baccarat'en, faar saa mellem to Fingre klemt en Louis op
af Vestelommen og lader den søvnigt dratte ned paa Bordet, som om det
egentlig ogsaa æklede dem at have med det at bestille. Men her gaar
Naturen over Optugtelsen. Naar de har tabt en ti, tyve, tredive Stykker,
begynder der at komme Fut i de livstrætte Herrer. Spillet er for dem
Absinthen, der strammer op. Naar de efter et Par Timers Forløb forlader
det med helt fulde eller helt tomme Vestelommer, nogle tusind Francs
rigere eller fattigere, er de medgjørlige ogsaa i Dansesalen. De foragter
end ikke en Kvadrille, selv med Udsigt til i Myldret at blive traadt paa
den slæbende Fod.