Produced by Miranda van de Heijning, Steen Christensen and
the PG Online Distributed Proofreading Team from scans
provided by Bibliotheque nationale de France (BnF/Gallica)
at http://gallica.bnf.fr.
FRA DET MODERNE FRANKRIG.
AF RICHARD KAUFMANN.
MED ILLUSTRATIONER EFTER FRANSKE KUNSTNERE.
KJØBENHAVN.
1882
I en halv Snes Aar snart har Forfatteren af denne Bog været en jævnlig
Gjæst i Paris. For hver Gang han er kommen igjen, har han vundet Byen
kjærere og kjærere, og i de sidste tre Aar endelig er den bleven ham et
nyt Hjem. Hans Bekjendtskab til den er følgelig intimere end den
almindelige Rejsendes. Paa den anden Side er han stadig vedbleven kun at
være en Fremmed, der er paa Besøg. Alt det, han har set, har han set paa
med en Nordbos Øjne. Netop paa Grund af denne sin Dobbeltstilling har han
troet at kunne have Et og Andet at fortælle, der var i Stand til at
interessere hans Landsmænd.
Hans Bog har ikke den Pretension at give en udtømmende Skildring af Livet
i det moderne franske Samfund. Han har, mens han skrev, selv bedst følt,
hvor langt udførligere han maatte være, hvis et saadant Maal skulde
naaes. Stadig hobede Stoffet sig op, og samtidig nødte de Grændser, der
var afstukne for Arbejdet, ham endog til at udskyde Æmner, som det havde
ligget i den oprindelige Plan at behandle. Paa Sligt er det jo imidlertid
muligt siden at raade Bod, hvis Læserne finder, at der er lidt Liv og
lidt Anskuelighed i de her tegnede Billeder.
Troskab mod Originalen føler Forfatteren sig forvisset om, at der er. Han
har set det moderne Paris med sympathetiske Øjne. Han har ikke været
blind for Manglerne ved det, men han er gleden lettere over dem og har
ladet, hvad der var smukt og tiltalende, springe stærkere frem. Han har
gjort dette ikke blot af Kourtoisi mod det Land og den By, hvis Gjæst han
er, men ogsaa, fordi han mente derved at komme Sandheden nærmest. Han vil
føle sig lykkelig, hvis hans Bog hos nordiske Læsere kan vække den samme
Kjærlighed til vore Dages Frankrig, som den skylder sin Tilblivelse.
Paris, i November 1882.
Richard Kaufmann.
INDHOLD
_Paris og Pariserne_
_Pariserinden_
_Vinter liv i Paris_:
Klimaet
Velgjørenhedsballer
Jule-og Nytaarstiden
Under Karnevalet
Hos Republikens Præsident
_Foraar i Paris_
_I Kammeret_
_Det røde Paris_
_Paa Børsen_
_Kunst og Kunstnere_
_Litteratur og Aviser_
_Paris som Theatercentrum_
_Sommerliv og Fester_:
Grand prix de Paris
Badeliv Ved Kysten
Nationalfesten
Sommer-Søndage ved Paris
_Parisere en évidence:_
Mme. Adams Salon
En Aften hos Victor Hugo
Hos Sarah Bernhardt
Coquelin i sin Loge
Cherbuliez i sit Arbejdsværelse
_De Fremmede i Paris_
_Paris paa Vrangsiden:_
Pauperismebæltet
Samfundets Bundfald
_Kafé- og Gadeliv_
_Skisser fra Sydfrankrig:_
Mellem moderne Troubadurer
En sydfransk Pilgrimsfart
Oldtidslevninger i Provence
Petrarcas Hjem
Marseille
Europas Paradis
PARIS OG PARISERNE.
Det er i Regelen om Aftenen, at den Rejsende fra Norden kommer første
Gang til Paris. Han gaar ud i Byen. Overalt er der Liv og Færdsel endnu;
før Midnat længst er passeret, tænker Paris ikke paa at lægge sig til
Hvile. Hele Timer kan han se den i fuld Soiréepuds, hele Timer kan han
drive med Menneskestrømmen ned over de fyldte Boulevarder eller paa en
Kaféstol sidde og lade de brogede Billeder passere sig Revue. Der er nok
baade for Øje og Øre. Det er som en hel ny Verden, der rulles op for ham
i et Rundmaleri uden Ende. Men naar til Slutning Rejsetrætheden dog gjør
sin Virkning gjældende, og han endelig sent vender tilbage til Hotellet,
er han i Grunden yderst forbauset. Han havde ventet at blive overvældet,
blændet, berust, og det er helt andre Indtryk, han bringer med fra sin
første Visit. Paris har forekommet ham meget mindre, og mindre glimrende
ogsaa, end han havde troet, men den har samtidig forekommet ham saa
mærkværdig hjemlig og hyggelig. Det er Fornemmelsen deraf, der behersker
alle andre, og det er med Velbefindendet, som denne Fornemmelse vækker,
at han gaar i Seng. Naar han den næste Morgen vaagner, har han slet intet
Hastværk for at komme ud igjen. Han synes, han har været længe i Paris,
og at han allerede er halvvejs fortrolig med dens Liv. Det er det samme
Fænomen, man ogsaa undertiden kan iagttage overfor Mennesker, man seer
første Gang. Man har hørt saa Meget om dem paa Forhaand, at de er voxet
op til Noget, der næsten forskrækker. Og saa, naar man har talt med dem i
fem Minutter, er det, som man havde kjendt hinanden i Aar. Den
instinktmæssige Følelse af, at Tiden vil gjøre En til gode Venner, har
tilbagevirkende Kraft.
Dette første Indtryk af Paris er det, der kommer hyppigst igjen, og det
er ogsaa det, man til Slutning bliver staaende ved. Man skal dog ikke
være bange; de andre, som man havde ventet, udeblive langtfra heller.
Under Touristbesøgets tumlende Færd dukker den første Aftens douce
Fornemmelse af Hygge hurtigt under i lutter Blænding, lutter Beundring
af, hvor Paris er stor og glimrende. Det er fra Morgen til Aften en
Sandserus, der intet Øjeblik hører op. Blot en Vandring ned over
Boulevarderne med deres Tusinder af krydsende Ekvipager, med deres
Spejle, som reflekterer det brogede Gadeliv, saa det bliver et Virvar
uden Ende, med deres Udstillingsvinduer, bag hvilke Alverdens vildeste
Luxus holder sine Saturnalier, blot en Vandring forbi Palais-Royals og
Rue de la Paix' Juveleerboutiker eller gjennem Avenue de I'Opéras
Paladsgade i elektrisk Fe-Illumination, alene det er et fortumlende,
overvældende Festtog. Og saa kommer Monumenterne: den gigantiske
Triumfbue, der rager op over hele Paris, som den vilde sætte Indsegl paa
Byen og sige: dette er større end selv det antike Rom, større end Noget,
hvortil Menneskeslægten endnu er naaet--Triumfbuen med Rudes Trophæ, den
mest bevingede Tanke, moderne Skulpturkunst har født, et Værk, hvori
Enthousiasmen skriger, saa selve Stenen synes at faa Fart og flyve. Paa
den anden Side af Seinen, ligeledes ragende op, saa den kan sees overalt,
Invalidedomens gyldne Kuppel, hvor ved Kejsersarkofagen under den mægtige
Hvælving ligesom hele Frankrigs historiske Storhed fylder Rummet med
vældige Skygger, saa det klemmer En for Brystet, og man er ved at falde
paa Knæ og græde. Fremdeles, spredte rundt omkring, de ligesaa
forskjelligartede som hver i sin Stil uforlignelige.
[Illustration: Rudes Trophæ: Le Départ.]
[Illustration: Invalidedomen.]
[Illustration: La Salme Chaptlle.]
Kirkearkitekturer: først og fremmest la Sainte Chapelle, udvendig det
skjønneste og fineste Filigranarbejde af gothisk Bygningskunst, der
existerer nogetsteds i Verden, indvendig et rent Tusindogeennatseventyr
af de vidunderligste gamle Glasmalerier. Man staar som i en Hal, hvor
Loft og Vægge er lutter farvede ædle Sten, kunstigt satte sammen til
Billeder, der lige fra Syndefaldet illustrerer alle de store Scener af
den hellige Historie. Og saa den middelalderlige Notre-Dame og
Madeleinens græske Tempel og den fornemt-kolde moderne Saint-Augustin og
den lille antike Juvel Saint-Germain-l'Auxerrois og en halvhundrede
endnu, af hvilke hver enkelt vilde være nok til at gjøre en hel Stad
berømt. For hver Gadeende næsten møder Øjet et arkitektonisk Storværk:
Bygninger som den nye Opera eller Pantheon med Davids Fronton, Paladser
som Louvre og Tuilerierne, Mindesmærker som Château-d'Eau-Pladsens
vældige Republikstatue, som Vendôme- eller som Frihedssøjlen paa
Bastillepladsen. Gallerierne rummer de største Skatte fra alle
Kunstskoler, Musæer, Bibliotheker, videnskabelige Institutioner er de
rigeste, Verden ejer, Industrien stiller paa alle Kanter vort
Aarhundredes nyopdagede Vidunderlande tilskue i Fabriker, som ikke har
Rivaler nogetsteds. Og mens Øje og Aand mættes med Indtryk, viser den
glade Verdensstad samtidig ogsaa den anden Side af sit Janushoved, det,
der leer og lokker forførerisk koket til nye og atter nye Adspredelser.
Der existerer paa hele den samlede Klode ikke nogen jordisk Nydelse, som
Paris ikke har akklimatiseret. Alt, hvad Natur og Menneskesnildhed kan
byde for at gjøre Livet skjønt og lykkeligt at leve i Øjeblikket, alt det
er hobet sammen i denne Stad. Hvor kan det da være Andet, end at
Touristen, der just er kommen for i sollyse Feriedage at flagre fra
Blomst til Blomst i dette brogetrige Flor, at han til Slutning ender med
at blive ganske ør af Berusning og Begejstring. Den søde Nektar gaar ham
til Hovedet. Paris bliver ham en dejlig Elskerinde, hvis Favntags Sødme
er ham det Vidunderligste, han nogensinde har drømt.
Der er jo imidlertid den Omstændighed ved enhver Rus, at der uvægerligt
følger en Morgen bagefter, da man vaagner med Tømmermænd. Paris er ikke
det Paradis uden Slange, som Touristbegejstringen vilde gjøre det til.
Paradiser hører nu engang til den Slags Sager, som ikke længer existerer
paa Jorden. Naar den Dag kommer, da han hører op med at see Paris i Skjær
af et flygtigt Feriebesøgs Champagneskumsperler, saa kommer ogsaa
Tømmermændsindtjykket. Og jo større Rusen har været, desto stærkere
bliver det. Der er en Stund Adskilligt, man faaer Afsmag for, Mere maaske
undertiden, end der i Virkeligheden er Grund til. Heller ikke det skal
man dog bryde sig om. Ogsaa det Indtryk hører til dem, der forsvinder
igjen. Thi Paris kan taale at ses, som det er, med dets Fortrin og dets
Fejl. Touristen lokker det som en Elskerinde, der fortumler Hovedet; for
den, der har sovet Rusen ud og Tømmermændene ogsaa, bliver det en Kvinde,
med hvem han gjerne deler Hus og Hjem, saa længe det skal være, fordi han
ved Siden af menneskelige Skrøbeligheder, ved Siden af Luner og Lethed,
som nu engang hører Kvinden til, men som her dog ofte har den gode
Egenskab at klæde ganske kjønt, finder saa uhyre Meget, som han aldrig
kan blive træt af at agte og elske. Det Indtryk af hyggeligt
Velbefindende, hvormed man begyndte sin første Pariservisit, er ogsaa
det, hvormed man ender efter Aars Forløb. Paris er den By i hele Verden,
hvor den Fremmede finder størst Behag ved at leve. Det er ikke noget
Postulat; Tallene kan dokumentere det. Hvis det ikke var saaledes, vilde
ikke det aarlige Besøg af Gjæster beløbe sig til over et Gjennemsnitstal
af en Million, og Parisermenneskehavet daglig tælle omtrent to hundrede
tusinde Udlændinge.
Sin Forkjærlighed for enkelte Pletter af Jorden har man tidt ligesaa
vanskeligt ved at analysere som sin Forkjærlighed for enkelte Mennesker.
For Paris' Vedkommende lader Sagen sig imidlertid gjøre. I de store
Hovedtræk idetmindste er det ikke svært at sige, hvad der vækker
Velbefindendet, som man føler her. Til syvende og sidst beroer det
simpelthen derpaa, at Pariserlivet byder en Sum af Fordele og
Behageligheder, som man ikke finder saaledes potenserede, i hvert Fald
ikke samlede i det Omfang noget andet Sted.
Der er, for at begynde lavest nede, først de materielle. Byen er lys og
luftig, gjennemkrydset med brede, træbeplantede Gader og Boulevarder,
hvor Solen kan trænge ind, oversaaet med Parker, Squarer og offentlige
Pladser. Den er ren, vandet og pudset og fejet fra Morgen til Aften af en
Armée af Arbejdere. Det franske Kjøkken er det bedste i Verden af den
simple Grund, at Befolkningen er den rigeste og som Følge deraf den, der
stiller de største Fordringer. Der er ingen Primør, som ikke kommer først
til Paris, ingen Gourmandfantasi, der ikke kan blive tilfredsstillet i
samme Øjeblik den er tænkt. Fornøjelser kalder paa En for hvert Skridt
man gaar. Man kan vælge ganske efter sin Smag og sine Midler og behøver
dog aldrig at være bange for at komme til at mangle. Al den Komfort, vor
moderne Civilisation har udtænkt for at gjøre Livet bekvemt, er i Paris
dreven til sin højeste Fuldkommenhed. Omgangsformen er let og fri, ingen
Kasteforskjel eller Junkerstivhed trykker. Selskabslivet staar aabent paa
vid Gab for Alle og Enhver, Høflighed og Urbanitet mellem Mand og Mand er
en Dyd, der er specifik parisisk.
Og alt det er dog kun den ydre Skal, bag hvilken der gjemmer sig en
Kjærne, som er ikke mindre ædel, end Skallen er skjøn og lokkende. Er
Paris det materielle Velværes By, saa er den samtidig den Stad, hvor alle
intellektuelle Krav finder rigest Tilfredsstillelse. Den centraliserer
hele Landets aandelige Liv i et langt videre Omfang, end det er Tilfældet
med nogen moderne Hovedstad. Hvad Frankrig rummer af Dygtighed drages til
Paris; kun der kan det finde Indvielse og Udfoldning. Og ned gjennem
Menneskealdre, lige fra Molières og Voltaires og de store
Revolutionsheltes Dage har da under aldrig standset, utrættelig
Propaganda alle den moderne Tænknings og det moderne Fremskridts Heroer
fyldt denne By med en saadan Overflod af Ideer, at den er bleven det
lysende Fyrtaarn for hele Aarhundredets Slægt. Som hvert Skridt i dens
Gader minder om en berømmelig Fortid, som der hænger et Stykke Historie
ved hver Bro og hver Plads, saaledes er det næsten, som hvert Drag, man
aander ind af Byens Luft, er mættet med Atomer af disse store Tanker. Og
nu Kunsten! Det franske Theater behersker Verden, fordi intet andet
Theater i Verden kan maale sig med det; Paris ejer en Samling af sceniske
Artister, som ingen Tid og intet Land har kunnet opvise Mage til. Den
franske Malerskole er den, hos hvilken alle andre Malere gaar i Lære;
Munkacsy, Stevens, Nittis, Madrazzo, alle de store fremmede Mestere
kommer til Paris, fordi de føler, at det kun er der, de har Rod og Bund.
Den franske Musik er ved at overfløje den tydske og italienske, den
franske Skjønlitteratur stadig den, der i Godt som i Ondt er et
Hestehoved fremfor andre i Kappestriden.
Heller ikke Videnskaben er bleven tilbage. Hvad har Paris ikke paa alle
dens Omraader at opvise for uendeligt rige Samlinger, hvor arbejdes der
ikke i dens Fagskoler og Kollegier, med hvilke Opfindelser beriger ikke
Dag for Dag dens Laboratorier Verden! Har Paris Malere som Meissonnier og
Bonnat, Digtere som Victor Hugo og Augier og Dumas, Skuespillere som Got
og Coquelin, Musikere som Gounod og Thomas, saa har den ogsaa Lærde og
Videnskabsmænd som Renan og Pasteur. Der er ikke det Menneske med
aandelige Interesser, af hvilken Art de saa ere, der kan komme til Paris
uden at finde Impuls for sine Evner, Berigelse af sin Viden, Belæring og
Befrugtning.
Det er denne Alsidighed, der gjør Paris enestaaende. Der er Byer
rundtomkring, som kan lokke og drage med enkelte Fortrin, Paris har dem
alle paa en og samme Plet. Den er som et Menneskeaandens uhyre
Verdensudstillingspalads, krandset af Fehaver, hvor Alt er samlet, hvad
der kan gjøre Hvilen sød. Den, der alene kommer for at nyde, bliver
derude, og han er dog tilfreds. Men kun den, som kommer med Alvor, og som
med Øjet aabent til at se og Tanken aaben til at lære trænger ind mellem
Paladsets Labyrinthgange, kun han faaer tilfulde Indtrykket af, hvad
Paris er for en Vidunderby. Den er ikke nogen enkelt Stad, den er
Hundreder af Stæder i een, vidt forkjellige fra hinanden som selve
Paris's Fysiognomi i de forskjellige Partier af Byen.
Blot en Gang ned over de store Boulevarder er tilstrækkelig til at se,
hvor dette Fysiognomi skifter. Først den fornemtaristokratiske Boulevard
de la Madeleine, saa det travle Handelsliv paa Capucines og Italiens, saa
igjen en ny Karakteer, det adstadige Bourgeoispræg over Poisonnière og
Bonne Nouvelle, og endelig Arbejderboulevarderne Temple og Beaumarchais.
Hvert Kvarters Type er forskjellig. Quartier latin og Faubourg
Saint-Germain, Montmartre og Parc Monceauxkvarteret støder hinanden paa
Albuerne og er dog saa uensartede, som om de laa Hundreder af Mile fra
hinanden. Som man kan bruge et Liv uden at blive fortrolig med denne
Uendelighed af Byer i Byen, saaledes kan man ogsaa bruge et Liv uden at
komme tilbunds i de aandelige Skatte, der er hobede sammen her. Og da vi
dødelige Mennesker nu engang kun har et at disponere over, er den
Slutning ganske simpel, at det er en Umulighed nogensinde at blive træt
eller kjed af Paris.
Man er mellem dette Virvar et Fnug, der forsvinder, det er sandt. Men
netop i denne Forsvinden ligger et af de store Hovedmomenter, som
bevirker, at man føler sig saa vel tilpas i Paris. Der er Frihed der,
ikke blot den, som Loven, men ogsaa den, som Selskabet, Omverdenen
indrømmer. Og det er de fleste Stede ellers den, som det er vanskeligst
at opnaa. Ingen ørkesløs Lediggjængers misundelige Øje vaager over, hvad
Naboen tager sig for, ingen sladderlysten Tunge falder paa at lave
Fantasihistorier derom. Man har nok i at tage vare paa sine egne Affærer,
der bliver ingen Tid til at bekymre sig om de Andres. Man kan vælge sit
Selskab, som man vil. Vil man være Eneboer, er det den letteste Sag af
Verden. Man behøver kun at holde sig for sig selv, saa lever man, som man
var i en Ørken. Man kan bo aarvis Dør om Dør i det samme Hus uden at
kjende hinandens Navn, man kan sidde Maaneder Side om Side ved det samme
Restaurationsbord uden at vexle et Ord. Trænger man derimod til Omgang,
saa er Adgangen til den ligesaa let, som Valget er stort. Selv for den
Fremmede er en simpel Præsentation i en Salon nok til at skaffe ham
Invitationer, saalænge han lyster. Den nivellerende Nutid vælter de gamle
exklusive Kredses Skranker Dag for Dag. Endogsaa enkelte af Faubourg
Saint-Germains Selskabssale begynder at blive Fortsættelser af Gaden.
Hundreder og atter Hundreder har været det længe, ligefra Republikens
Præsidents ned til Millionærens fra igaar, der ikke forlanger bedre end
at se sine Stuer fyldte. Det har sine Inkonvenienser, men det har ogsaa
sine Fordele. Man kan komme og gaa, som man lyster. Man kan tale med dem,
man synes om, høre paa Musik, pleje Buffeten, dandse, more sig, som man
finder for godt, man behøver ikke engang hverken at sige Goddag eller
Farvel. Og denne Maade at omgaas paa er højst karakteristisk for, hvordan
Pariserlivet er indrettet. Hvad der gjælder for den enkelte Kreds,
gjælder ogsaa for det store Hele. Er man kjed af den Verden, hvori man
lever, saa vælger man en anden. Man flytter til et nyt Kvarter, saa er
det, som man var flyttet til en ny By--Ingen falder paa at søge En op.
Man forlader de gamle Saloner og de gamle Kaféer,--Ingen spørger, hvor
man er bleven af. Man kommer ikke længer til Theatrenes Premièrer, men
til Andenaftensforestillingerne, saa er det helt nye Ansigter, man seer.
Efter lang Tids Forløb kan det da passere, at man træffer en af de
fordums Bekjendte paa Gaden. Det gaar, som det gik en berømt Kommunist.
Han møder en gammel Ven, der fortroligt trykker hans Haand og beklager
sig over, at man saa sjeldent seer Noget til ham. Det har sin gode Grund,
svarer den Anden, jeg kommer lige fra Noumea, hvor jeg har siddet i
Bagnoet i fem Aar.
Og trods alt det er der alligevel ingen anden By, hvor den Fremmede har
saa let ved at gjøre sig det hjemligt som i Paris. Der er ingen, der er
saa kosmopolitisk som den. Pariseren holder haardnakket og konservativt
fast ved sine egne Vaner, men han respekterer de Andres. Han undrer sig
ikke engang over, at de har dem, men han anseer det for sin gjæstevenlige
Pligt at imødekomme dem saa meget som muligt. Kommer der en Kineser ind
paa en Restauration og trækker sine Pinde op af Lommen for at spise med
dem, saa er der Ingen, der falder i Forbauselse over det. Men kommer han
to, tre Gange igjen, anskaffer Værten sig selv Pinde og serverer ham, for
at Gjæsten kan følge sit Lands Skik og Brug. Det er hændet, og det er
typisk. Der er ikke den Udlænding, hvilken Nation han end tilhører, der
ikke kan finde en Krog af Paris, hvor han kan bo, leve og spise, indrette
sig ganske, som han havde flyttet en Stump af sit eget Lands Grund
med sig.
Disse Fordele, disse Ejendommeligheder, om man hellere vil, hænger sammen
med særlige Sider ved Parisernes Karakteer. Man paastaar, at de er
letsindige. Det er en Beskyldning, der har faaet gammelt Hævd paa sig,
men den er ingenlunde saa sand, som den giver sig ud for. Dette
arbejdslystne, sparsommelige Folkefærd, der slider Dag ud, Dag ind uden
Hvile for at sikkre de gamle Aar, disse Mennesker, hvis skjønneste Drøm,
hvis højeste Livsmaal er en Stump egen Jord, hvor de kan frede deres Have
og leve af deres Rentepenge, kan man med Rette kalde dem letsindige? Man
dømmer Befolkningen efter Gadedriverne. Men det er for en stor Part
Udlændinge, nydelseslystne Lediggjængere fra alle Verdens Kanter, og
Letsindighedens Templer, der har givet Paris Ry for at være et moderne
Sodoma og Gomorra, de er just til for deres Skyld. Det var ikke
Pariserne, der befolkede det berygtede, nu nedlagte Dandselokale Bal
Mabille; der kom højst en for hvert tusinde Udlændinge.
Det er ikke letsindige, Pariserne er; de er lette og letbevægelige. De
holder af at lægge saa stærkt Solskin over Alt, hvad der hænder, som der
kan lægges over det, de lader sig hurtigt rive med baade af Begejstring
og Harme, baade af store Tanker og af store Fraser. Det er derfor, de
gjør Revolution hver anden Dag. De er Optimister helt ud til
Fingerspidserne. Der kan ikke tænkes noget taknemmeligere Folkefærd end
dem baade for den sande og den falske Messias; de har en usvigelig Tro
paa det Nye, fordi de har en aldrig slappet Forventning om, at det, der
kommer, vil bringe dem Guld og grønne Skove. Det gjør dem til store
Fantaster og til store Børn. Men det er ogsaa i Kraft af denne lette,
lyse, frejdige Optimisme, at de saa omtrent er det handledygtigste Folk i
Verden. De kan ikke blot rive ned, de kan ogsaa bygge op. Er det dem, der
har sløjfet Bastillen, saa er det ogsaa dem, der har skrevet med
Flammeskrift Devisen over Aarhundredets Historie, de tre magiske smaa
Ord, der har bragt Menneskeslægten videre fremad end alle Kantske og
Hegelske og Schoppenhauerske og Hartmannske Filosofisystemer tilsammen.
Der er Ingenting, der gjør Mennesket stærkere og sundere, der er Intet,
der giver friskere Kræfter til at udrette Noget, end det altid at gaa til
Arbejdet med en Sang paa Læben, altid at have et nyt Haab i Hjertet til
Erstatning for dem, der er gaaet i Vadsken. Det er den Slags
Letsindighed, Pariserne har, og den er der langt mere Grund til at
misunde end til at bebrejde dem. Det er maaske, naar det kommer til
Stykket, netop den, der har lagt dem de bevingede Ord paa Læben, hvormed
de har forløst saa mange af vor Tids store Ideer, og det er i hvert Fald
den, der gjør dem til et saare opmuntrende og fornøjelig Folkefærd at
leve sammen med.
Man siger ogsaa, at Pariserne er egoistiske. Det er sandt, det er de, og
det er jo kjedeligt nok. Men det er paa den anden Side meget naturligt. I
Ørkenen og i de store Masser er man altid egoistisk. Man er nødt til at
være det, Kampen for Livet gjør det til Selvopholdelsespligt. Det bløde
Hjertemenneske kan det genere. Ogsaa ved denne Side af Parisernes
Karakter kunde der dog med god Vilje findes et sundt, opdragende Element.
Man tager sig sammen, man spænder Evner og Energi, naar man veed, at man
maa stole udelukkende paa sig selv, og at der ikke er en Haand, der
løfter sig for at holde igjen, hvis Vognen begynder at løbe ned ad Bakke.
Og desuden har Egoismen et behageligt Modstykke i en exceptionel ydre
Høflighed. Man er indifferent, kold, ufølsom over for Naboer og Gjenboer,
man fik altfor Meget at bestille, hvis man vilde lade disse to Millioner
Omgivelsers Medgang og Modgang gaa sig til Hjerte; men man er
complaisant, imødekommende mod disse samme Ligegyldige saameget, som
Hensynet til eget Tarv tillader det. Man er ogsaa det med
Naturnødvendighed, Livet i Mylderen vilde være uudholdeligt, hvis man
ikke var det. Naar man i Gadestimmelen paa de store Festdage vilde trykke
og puffe og støde hinanden vilde det ende med, at Halvparten blev klemt
ihjel. Man vil nødig selv være mellem denne Halvpart, derfor tager man
Hensyn, derfor lader man være at træde over Fødderne uden Nødvendighed,
derfor hjælper man til, saa at Alle kan komme frem. Og som det er i
Gadetrængslen, er det overalt. Man møder Urbanitet og Forekommenhed for
hvert Skridt i Paris. Selv om det kun er en ydre Politur, som der ikke
menes videre med, er den dog derfor ikke mindre behagelig. Naar det
kommer til Stykket, er den i Virkeligheden alt det, man har Behov for til
daglig Brug. At have Alverden til Busenfreunde er en baade kjedsommelig
og besværlig Ting. De faa paalidelige Venner, som et Menneske trænger
til, kan han næppe have Udsigt til at komme til at mangle i en By, hvor
Udvalget er saa uendeligt som i Paris.
Og er Egoismen en Pariseregenskab, saa er Retskaffenheden, Hæderligheden
det ikke mindre. Pariserne er bekjendte for deres Soliditet i Handel og
Vandel. Belejringen havde ruineret Masser af Smaafolks Velstand. Men
istedetfor at erklære sig insolvente begjærede de Opsættelse og betalte
siden ærligt og redeligt Hver Sit. Da for nylig den store Børskrach
bragte Hundreder af Ubemidlede til at tabe langt mere, end de ejede,
gjorde de dog ved Slægtninges og Venners Hjælp Udveje for Pengene og
mødte paa Betalingsdagen med de Summer, som de maaske bagefter kan bruge
et Livs Arbejde for at skaffe Laangiveren igjen.
Pariserne har en uhyre Kapitalfejl: deres grændseløse Uvidenhed. Men den
generer de Fremmede mindre; det er dem selv, der lider mest under den. De
dækker den med en Glassur af medfødt Dannelse, af naturlig
Velopdragenhed, der vilde være mirakuløs, hvis man ikke gjorde sig Rede
for Aarsagerne til den.
Den er et Produkt af Ligheden først og fremmest, af denne gigantiske
Tanke, der er født i selve Paris' Hjerne og siden har gjennemsyret det
vældige Legeme helt ud til dets fineste Fibrer. Der existerer i Paris
absolut ingen sociale Skranker. Alle er ikke blot lige for Loven, alle er
Monsieur og intetsomhelst Andet overfor den almindelige Bevidsthed. Den
unge Adelsmand med Ahner fra Korstogene mødes i det samme Fornøjelsesliv
med Restauratørsønnen, hvis Fader har tjent Millioner ved at servere
Bouillon; Kudsken drikker sin Bock paa Kafeen med den Herre, han kjører
for; Arbejderen betragter det ikke som en Ære for sig men for
Principalen, naar han byder denne tilbords med sig, og sine Kammerater.
Alle færdes, blandede mellem hinanden, i det samme tumlende Liv, uden at
der bliver gjort Forskjel. Alle har samme Rettigheder, samme Krav paa
Hensyn. Men det giver ogsaa uundgaaeligt den simple Mand en bestemt
Følelse af, at han maa kunne hævde sin Position, at der i hans ydre
Optræden ikke maa være Noget, som kan skille ham fra den højest Dannede
og højest Stillede. Denne Følelse er det, der virker opdragende paa ham,
og til den slutter sig alle Indtrykkene, han modtager rundt omkring i sin
vidunderlige By. At staa ved Kejserens Grav under den gyldne Kuppel og
sige sig selv, at han, der ligger der, ikke var højere paa Straa, da han
begyndte, end En selv, ogsaa det danner og udvikler en Befolkning. Synet
af Kunstens uendelige Skatte, hvortil Adgangen uden Betaling staar aaben
for Enhver, de stolte historiske Monumenter, den daglige Færdsel i
Luxusparker, hvor man selv er Politi, Alt, hvad man bevæger sig imellem,
hjælper med til denne Udvikling.
Saaledes har da i det Store og Hele Pariserne Egenskaber, der kun kan
forøge Velbefindendet, som den Fremmede føler ved at leve i deres By. De
har Skyggesider ogsaa, og adskillige, der er altfor paafaldende, til at
man kan gaa med aabne Øjne gjennem Paris uden at lægge Mærke til dem. Vi
vil tidt nok faa det se. Men de er livlige, glade, sundt følende og
foretagelsesdygtige Mennesker, som det er let at komme ud af det med, og
som det er opmuntrende at omgaas. Det er atter et af de mange Fortrin ved
Paris. Det første og sidste af dem alle er dog det, at man i denne Stad
er i selve Verdens Centrum, at al den travle Uro, al den nervøse Feber
omkring En ikke er Andet end Blodet, der banker i det uhyre Hjertekammer,
hvor alle Menneskeslægtens Pulsaarer løber sammen.
[Illustration: Paa Boulevarden.]
PARISERINDEN.
Siden Sedandagen har Frankrig manglet et Vaaben i sit Skjold. Man har
ikke søgt noget nyt istedetfor den kejserlige Ørn. Men man skulde skynde
sig at søge. En vittig Tegner kunde ellers let komme Alvoren i Forkjøbet.
Han vilde ikke have svært ved at finde et Motiv; der er et, der ligger
lige for. Et zirligt Dameskjørt, der i bløde, elegante Silkefolder
draperer sig for Exempel over to korsede Landsestænger, af hvilke den ene
istedetfor Spids bærer en Rembrandthat med bølgende Strudsfjer, den anden
en Vifte eller et Par langknappede Handsker eller Sligt,--det vilde ikke
være fri for at være karakteristisk. En lille Smule ondskabsfuldt maaske,
men sanddru paa sin Maneer. Man vilde virkelig føre i Skjoldet, hvad man
hyldede i Livet.
Thi det er i den tredie franske Republik, og ganske specielt i dens
Hovedstad, hverken Præsident eller Ministre eller Folkedeputerede, der er
de egentlig Mægtige. Over dem staar der en hemmelig Regering, som i
Virkeligheden er den, der styrer Alt. Den er ikke at søge hverken i
Palais Bourbon eller paa et eller andet Redaktionskontor eller noget af
de Steder, hvor man til forskjellige Tider har villet paastaa, at den
havde sit Sæde.
Den er overhovedet ikke et enkelt Sted; som den gjennemtrænger Alt, er
den ogsaa allestedsnærværende. Denne hemmelige Regering er Kvinden. Den
Rolle, hun spiller i Frankrig, er en fuldstændig anden end den, der er
tildelt hende i den samtlige øvrige Verden. Hendes Haand er med i Alt,
hun er i det store Samfundsuhrværk Fjederen, der driver det Hele. Og det
ikke paa den Viis, som for Exempel vore gamle nordiske Skjalde og vore
moderne Digtere ville vide, at hun ogsaa undertiden skal kunne gjøre det
hos os: som et Slags beaandende Muse, en Fylgje, der vækker og flammer op
til Handling. Franskmændene er et mindre poetisk, mere logisk Folkefærd,
der ikke forstaar sig synderligt paa en saadan Metafysik. Den skjønne
Halvpart af Menneskeslægten er hos dem ingenlunde luftige, ætheriske
Væsener med væsentlig passive, inciterende Egenskaber, det er aktivt
handlende, stundom adskilligt mere energisk handlende Medskabninger end
det Kjøn, som har faaet Ord for at være det stærke.
Der er en højst karakteristisk Scene, som man kan finde igjen i en stor
Hoben franske Komedier, maaske i næstendels alle, naar man vilde søge
rigtigt efter. En Herre og en Dame diskuterer Noget, der vanskeligt lader
sig realisere. Han insisterer paa Vanskelighederne, hun søger at
fremstille deres Betydning som mindre væsentlig. Det er en Umulighed,
lyder hans sidste Replik, men hun erklærer saa simpelthen: _"Je le
veux"._ Dermed er Historien forbi, og han maa gjøre, som hun ønsker. Naar
denne Scene kommer igjen og kommer igjen i det Uendelige, er det, fordi
den afspejler et Virkelighedsbillede, den dramatiske Forfatter daglig har
for Øje. Den franske Kvinde gaar Krog- og Omveje, før hun kommer frem med
sit kategoriske Imperativ. Men det indfinder sig til Slutning, og er det
engang sagt, saa maa Alting bøje sig for det. Hun er i alle Forhold den
absolut dominerende. Hun er det ude paa Landet og i de smaa Byer ogsaa,
men hun er det mest i Paris. Man kan tage Pariserinden paa ethvert Trin
af Samfundsstigen; Fænomenet bliver, læmpet efter de forskjellige
Omgivelser, bestandig det samme.
Det er i hendes Saloner, at de politiske Konstellationer skabes. Er det
ikke hende, som vælger Ministrene, saa er det dog hende, der finder ud,
hvem der skal vælges, og som sætter deres Valg igjennem. Hun forstærker
den ene parlamentariske Gruppe og svækker den anden, hun hverver Stemmer
for det og det Lovforslag, hun bringer den og den Interpellation til at
gjøre Fiasko. Det er hende, der besætter alle Statens Embeder. Hun farter
fra Ministre til Departementsdirektører og fra Departementsdirektører til
Souschefer, hun gjør Dinerer og gjør sig uimodstaaelig, hun sætter Verden
paa den anden Ende for at sætte sin Vilje igjennem. Men hun har ogsaa den
Triumf, at det bestandig gaar efter hendes Hoved. Den, hun vil have til
Præfekt, bliver Præfekt, den Forfatter eller Lærde, som har fundet Naade
for hendes Øjne, bliver valgt til Medlem af Akademiet, den Officeer, som
staar under hendes mægtige Beskyttelse, springer sine Kammerater forbi og
avancerer. Det er hende, der skaber Positioner, det er hende, der uddeler
Ordensbaand og Udmærkelser, det er ved hendes Reklame, at Kunstneren
faaer Renommée, at Lægen og Advokaten faar Klienter, det er hende, der
bringer Modebankens Aktier til at stige, som det er hende, der skaffer
Modeleverandørerne deres Søgning. _"Où est la femme,"_ spørger den
franske Dommer, naar han vil tilbunds i Forbrydelsens Ophav. Men det er
ikke blot ved Forbrydelserne, det er ved saa at sige Alt, hvad der hænder
i dette Land, at man kan gjøre det samme Spørgsmaal. Seer man
Kombinationernes Væv efter i Sømmene, vil man bestandig finde Kvinden
som Islæt.
Gaar vi fra de ledende Kredse ned til den jævnere Borgerstand, saa
skifter hendes Virkekreds, men den Rolle, hun spiller, bliver ikke mindre
dominerende for det. Hos den Handlende er det hende, der fører Bøgerne og
forskriver Varerne; Manden staar bag Disken. I Restaurations- og
Kafélokalerne sidder hun ved Buffeten, tager imod Pengene, passer paa
Opvarterne, sørger for, at Alt gaar, som det skal gaa; Manden bliver
sendt paa Torvet for at gjøre Indkjøb eller ud i Kjøkkenet for at passe
paa Gryderne. Naar man kommer ind til sin Skrædder, saa er det Konen, der
tager imod En; hun viser de forskjellige Stoffer frem og giver Raad om,
hvad man skal vælge. Manden bliver kun tilkaldt et Øjeblik for at tage
Maal; han forsvinder, naar det er gjort, og man har saa ikke mere med ham
at bestille. Det er hende, der afgjør, om Tøjet sidder eller ikke sidder,
det er hende, der ordner Betalingsvilkaarene og kvitterer Regningen.
Enhver, der har boet i Pension i Paris, veed, hvorledes disse ligesaa
talrige som karakteristiske Huse er indrettede. Konen har alle
Departementer under sig: Værelsefordelingen, Akkorderingen om Prisen,
Tyendet, Indkjøbene, Spisesedlen og Regnskabsføringen. Mandens hele
Livsopgave indskrænker sig til at throne for Bordenden ved Maaltiderne,
øse op og skjære for. Betroes der Andet til ham, saa er det højst
saadanne Forretninger som at passe Lamperne og sende Bud efter
Kaminrenseren.
Man kan finde hundrede andre Exempler paa en saadan Fordeling af Mandens
og Kvindens Roller ved Udførelsen af den fælles Haandtering. I hele det
handlende og industridrivende Paris tager hun ærligt og redeligt
Halvparten af Forretningerne paa sig, og det er i Regelen netop den
Halvpart, som kræver Hoved og Omsigt og Talent. Naar den sidste store
Roman- og Dramasucces, Georges Ohnets "Serge Panine", har gjort en saa
umaadelig Opsigt, saa kan Forklaringen dertil kun findes i, at
Forfatteren som Hovedfigur i sin Skildring har stillet en Type, der
belyser dette Forhold fortræffeligere, end det hidtil er gjort. Han er
ingenlunde nogen eminent Begavelse, han er Begynder, og saavel hans Bog
som hans Komedie har væsentlige Mangler. Men Madame Desvarennes, denne
prægtige Bagerkone, der begynder med et Brødudsalg i en Forstadsgyde og
udelukkende ved egne Evner ender med at beherske hele Paris'
Brødforsyning, som Millionærinde, der forhandler paa lige Fod med
Ministre, hun er ganske vist en ypperlig Skikkelse, greben kraftigt og
suffisant lige ud af Livet. Saaledes som hun er Pariserinden af
Middelklassen: kjærnesund, arbejdsomt slidende, med en Villie af Staal og
en Energi til at handle, der gjennemtrænger hendes Væsen helt ud til
Fingerspidserne. Hun falder lidt af maaske, naar man kommer ned paa de
lavere Trin af Skalaen. Det haarde, møjsommelige Arbejderliv med alle
dets Savn svækker Evner og Kræfter noget. Men ogsaa i disse Omgivelser
bærer hun dog sin Del af Byrden. Mens Manden gaar paa Arbejde, vadsker
hun, syer paa Maskine eller tager sig Andet for, hvorved hun kan skaffe
sit Bidrag til Livsopholdet. Mandens bliver kun altfor ofte brugt op paa
Knejpen; det er da for hendes Penge, at der haves Hus og Hjem. Og
samtidig bevarer hun stadig Pariserindens dominerende Position. Der er et
højst karakteristisk Træk, man vil lægge Mærke til, naar man seer en
saadan Arbejderfamilie gaa ud om Søndagen. Det er Manden, der maa bære
Børnene, men det er Konen, der har Portemonnaien i Lommen, naar der
skal betales.
En saadan Rolle i et Samfund kan Kvinden ikke spille, uden at hun i dette
Samfund virkelig er et overlegent Væsen. Pariserinden er det. Det franske
Galanteri har gjort hende dertil. Kvindetilbedelsen er ganske vist ikke
nogen specifik fransk Kultus. Men det er i Troubadourernes Land, at den
har naaet sin højeste Udfoldning. Og det har ikke blot sin psykologiske,
det har ligesaa meget sin rent physiologiske Forklaring. Franskmændene er
Naturer, der har hedere Blod, og som staar langt stærkere under
Sandseberusningens Herredømme end i hvert Fald de Folk, som boer nord og
øst for dem. De vil leve og nyde i Øjeblikket. De kan ikke slaa sig
tiltaals med en Betragtning som den nordiske, der stiller Kvinden paa
Marmorsokkel som et Slags Jomfru Maria, til hvem man kun nærmer sig
ærbødigt offrende, gjennemtrængt af den kydske Andagt, der straaler ud
fra hele hendes Væsen. Man har oversat Bjørnsons "Arne" for dem, men de
har ikke forstaaet den; de har lét af disse Mennesker, der sidder Aar og
ser paa hinanden og længes uden engang at kunne faa deres Kjærlighed paa
Læben. De kjender ikke til at længes og sukke og drømme, de kjender kun
til at besidde. Dertil har de et umaadeligt naturligt Behov, et større
maaske end nogen anden Nation, For at tilfredsstille det er det, at de
uophørligt ligger i Støvet for Kvindens Fødder; Opnaaelsen af hendes
Gunst er Lyset, hvorom de bestandig sværmer. Hun veed det, hun seer dem
offre Alt for hendes Skyld, hun lever i en Atmosphære, hvor hun hører det
summe omkring sig af et permanent Kor, der tigger om Kjærlighed. Derfor
er det, at hun ikke blot selv føler sig som en overordnet Skabning, men i
Virkeligheden ogsaa bliver det.
Det franske Galanteri er det, der først og sidst skaber Pariserindens
dominerende Stilling. Hun har imidlertid ogsaa Egenskaber, som berettiger
hende til at indtage den. For at se dem i fuld Belysning maa man se hende
i de store, kritiske Øjeblikke. Historien har vist hende i saadanne.
Revolutionens Kvinder er Skikkelser, der rager Hoveder op over
almindeligt Menneskemaal. Men det er ikke nødvendigt at gaa saa langt
tilbage. I selve vor Tid har Paris' Belejring paa den mest glimrende
Maade lagt for Dagen, hvad Pariserinden er i Stand til at udrette. Er
disse sørgelige Vintermaaneder trods Alt komne til at staa som et af de
stolte Kapitler i Frankrigs Annaler, saa er det væsentlig hende, der har
Æren derfor. Hendes Opoffrelser, Udholdenhed, Heltemod var mange, mange
Gange mere værd end den mandlige Befolknings. Hvad gjorde Mændene
egentlig, naar man vil se ganske koldt og nøgternt paa Sagen? De slap for
at arbejde og agerede Soldater, men det generede dem ingenlunde i nogen
overordentlig Grad. De stod op om Morgenen Klokken Ni og tog deres pæne
Uniform paa og spadserede i den stolte og selvtillidsfulde omkring til
Klubberne og Beværtningsstederne for at deklamere og holde Taler; eller
de trak ud i Forskandsningerne, men heller ikke der var Livet synderlig
surt for dem. Tjenesten var ikke streng; de kunde spille Kort og gjøre
sig det fornøjeligt paa mange Maader. Udfald blev der kun yderst sjelden
Tale om. Engang imellem sprang der en Bombe; det var til Slutning næsten
blevet en Adspredelse for dem. De var tappre, ganske vist, men det var de
af Natur, og det kostede dem Ingenting.
Kvindernes Rolle derimod var en hel anden. De havde for det Første med
det Forudseenhedens Instinkt, der er Kvinden egent, anet, at Belejringen
vilde komme og forberedet sig paa den. Da Paris blev indesluttet, rummede
den indenfor sine Volde enorme Oplag af mange andre Livsfornødenheder end
dem, Regeringen havde sørget for. De var blevne hobede sammen ved privat
Initiativ af kloge, forsynlige Kvinder. Ikke for at de selv kunde blive
ved at leve i Overflod; det viste de, da Mangelen kom. De fornemme Damer
forenede sig i Selskaber, der tog sig for at gaa fra Dør til Dør i hele
Byen og banke paa overalt og spørge, om Nogen led Nød. Blev der svaret
ja, gav de med rund Haand, hvad der ikke engang kom paa deres eget Bord.
De Syge fik Æggene, som de havde gjemt, og som til Slutning var en halv
Louis værd Stykket, Aspargesbundter, der i de faa Butiker, som endnu
kunde holde aabne, blev solgte for fem hundrede Francs, selv nedsaltet
Kjød og Sligt, der ikke var til at betale. De sendte deres Linned til
Lazaretherne, de tog, naar de mødte en forfrossen Stakkel paa Gaden,
deres eget Tøj af og hængte paa ham. Og Kvinderne af de lavere Stænder
gjorde endnu mere. De stod op om Natten Klokken To, Tre og stillede sig i
Queue udenfor Mairierne for at faa de Kort udleverede, som de kunde hente
Brød paa. Der stod de indtil Morgenstunden, tidt i mange Graders Frost og
i Sne til Knæerne, ikke Fattigfolk alene, men Koner og Døttre af
Familier, som havde deres ti, femten tusind Francs om Aaret at leve af.
Det var i Virkeligheden Pariserinden, ikke Pariseren, der førte Paris'
Belejring. Og med hvilken vidunderlig Følelse af Solidaritet, med hvilken
Sejghed i at ville holde ud til det Yderste hun taalmodig, aldrig svag og
aldrig modløs, bar de tusinde Opoffrelser, der faldt i hendes Lod, derom
kan man høre Fortællinger nok af ethvert Øjevidne. En Dansk, der ved den
Post, han beklædte, ansaae sig forpligtet til at blive i Byen, har
skildret mig disse Dage som en eneste uafbrudt Heroisme af den parisiske
Kvinde. Denne Heroisme har endnu ikke fundet sin Digter. Men han vil
komme, og han vil blive en af de største, saavist som den Bedrift, han
har at forevige, er en af de største, vore Dage har sét.
Pariserinden er uendeligt mange Gange bedre end sit Rygte. Det
traditionelle Billede af hende som et letfærdigt, nydelsessygt Væsen,
uden Hjerte og uden Sands for Livets alvorlige Interesser, er et rent og
purt Fantasibillede, støbt over enkelte iøjnefaldende Modeller, men
fuldstændigt misvisende og forvirrende, naar man vil gjøre det alment
gjældende. _"La femme du cabaret",_ den Kvindeskikkelse, som Zola har
gjort typisk i "Nana", Forraadnelsesvibrionen, som ødelægger Slægter og
dekomponerer Samfundet, hun existerer ganske vist, men med den egentlige
Pariserinde har hun i Virkeligheden Intet at skaffe. Hun gjør umaadeligt
Spræl, hun fylder det store, offentlige Paris, Fornøjelseslivets Paris
med sin skrigende Toiletteluxus og sit Vilde Nydelsesbegjær. Touristen
seer hende der for hvert Skridt, han gaar, og han dømmer saa let det, han
ikke seer, efter det, han seer. _La femme du cabaret_ er kun til for det
Paris, hvis Færd begynder paa Hjørnet af Boulevard des Italiens og ender
ved Boulogneskovskaskaderne, for Kobbelet af drivende Gommeuxherrer, hvis
hele Liv gaar op i Jagt efter hende af den simple Grund, at de ikke har
hverken Tilbøjelighed eller Evner til at lade det gaa op i nogetsomhelst
Andet. De arbejder ikke i Ateliererne, de skriver ikke Bøger, de holder
ikke Forelæsninger, de studerer ikke i Laboratorier og Bibliotheker. Men
Noget skal de jo dog have at beskjæftige sig med, og af deres Behov til
at slaa Tiden ihjel er da _la femme du cabaret_ født. Hun existerer kun
for dem. Men dette Kobbel er alt i alt kun et Par tusinde Stykker højst
af Millionbyens Befolkning, og derimellem er der atter kun nogle faa
hundrede Parisere. Resten hører til den store Rastaqouairslægt, disse
gaadefulde Væsener med gulbrun Teint, med en forunderlig fremmedklingende
Dialekt, hvis Oprindelse Ingen er i Stand til at definere, og med
Millioner, som det vil være endnu vanskeligere at sige, hvor og hvorledes
de er tjente. Jo mere disse exotiske Planter indpodes i Pariserlivet,
desto frodigere udbreder Forraadnelsesvibrionen sig. Men det er en
naturhistorisk Lov, at den kun sætter sig paa de allerede dødsdømte
Organismer. Den angriber aldrig de sunde, og derfor har den Vibrion,
hvorom der her er Tale, heller ikke angrebet de sunde Samfundslag i
Paris, de Samfundslag, der er Kjærnen af den store Stads Befolkning.
[Illustration: Pariserindetype i Vinterdragt.]
Den franske Romanliteratur og det moderne franske Drama har bidraget
stærkt til at stille disse Nanafigurer _en évidence_ og støtte Overtroen
om, at Pariserinden som Helhed er skabt i deres Billede. Fænomenet er
forklarligt. Ligesaavel som Udlændingen, der kommer til Paris for et
flygtigt Besøg, fæster den parisiske Forfatter væsentlig sin Opmærksomhed
ved de Sider af Byens Liv, der springer stærkest i Øjnene. Og _la femme
du cabaret_ gjør det unægtelig mere end nogen anden. Derfor har
Skribenterne kastet sig over hende. Da den yngre Dumas havde opdaget sin
Demimondedame, maatte der ganske naturligt følge en hel Literatur om det
samme Thema efter. Men denne Literatur staar nu ved sin Ende. Forfatterne
har udtømt Æmnet, og Publikum er blevet kjed af det. Det er gaaet her som
hjemme hos os med Komedierne, hvori Konerne løber bort. Figuren existerer
i Livet, og derfor interesserer den til en Tid baade Digtere og Publikum.
Men naar det faar den samme Kost serveret for tidt, saa ender det med at
sige: dette er usundt. For hver, der løber bort, er der Hundreder og
Tusinder, som bliver ved Hjem og Børn. De er mindre taknemmelige at
skrive om, men de er Regelen ikkedestomindre, og vi vil ikke have
Undtagelsen præsenteret som Regel. Saaledes ogsaa i Frankrig. Man har
faaet altfor mange Baronesse d'Ange'r og Marguerite'r og Nana'er, man er
nu kjed af dem. Zolas sidste Bog "Pot-Bouille" vakte kun et Indtryk af
Væmmelse hos Kritik og Læseverden. En hel anden Literatur om helt andre
Ting er i Færd med at dukke op. Den vil voxe hurtigt og frodigt, netop
fordi Trangen til den er saa overordentlig stor, og i den vil det ikke
længer være den frivole Kvinde, hvorom der bliver Tale, men
Pariserindetyper af en hel anden Art, der er baade smukkere og sundere
og sandere.
Thi Pariserinden er ikke frivol. Højst har hun ved Siden af store
borgerlige Dyder den Mangel: at være hverken synderlig dyb eller
synderlig trofast i sin Kjærlighed. Det kommer nu for det Første af den
omtalte ejendommelige Stilling, hun indtager overfor Manden. Træffer hun
en sjelden Gang det hende overlegne Væsen, som hun bestandig søger efter,
saa er der næppe nogen Kvinde, der kan være saa hel og opoffrende i sin
Kjærlighed som hun. Men i Reglen ser hun ned paa den, der skulde være
hendes Herre; hun gjør det, fordi han selv gjør sig til hendes Slave. Og
dernæst skriver Løsheden i Kjærlighedsforholdet sig fra Skyggesider ved
den Institution, som skulde hellige og fæstne det. Ægteskabet er i
Frankrig en ganske ejendommelig Ting. Indtil det Øjeblik, da hun er
giftefærdig, holdes den unge Pige strængt under Moderens eller
Klosterpensionens bestandigt vaagende Øje. Alt, hvad der kan udvikle
hende til Kvinde, fjærnes principmæssigt fra hende; hun skal være og
vedbliver at være et Barn. Saa en Dag finder hendes Familie en ung Mand,
hvis Stilling byder Ækvivalent for den Medgift, hun kan bringe. Man
arrangerer Partiet, hun selv bliver kun _pro forma_ spurgt om sit
Samtykke. Vielsén følger umiddelbart efter, og hun er da for hele Livet
bunden til et Menneske, som hun ikke kan elske, dels fordi hun ikke
kjender ham, og dels fordi hun ikke har nogetsomhelst Begreb om, hvad
Kjærlighed er. Sligt kan ikke skabe Trofasthed. Pariserinden er trofast
som Moder, men hun er det ikke som Ægtefælle. Hele hendes Liv gaar op i
Børnene, i Forholdet til Manden kommer der kun sjelden nogen virkelig
Intimitet. Han er og vedbliver at være hende en Fremmed; højst
karakteristisk siger hun altid "De" til ham og sætter bestandig i Omtale
det ceremonielle "Monsieur" foran hans Navn. Hun har aldrig følt sig nøje
knyttet til ham, og Baandet binder derfor ogsaa kun løst. Hun giver sig
let hen; hun gjør det af Fantasi, Kaprice, Nysgjerrighed, og hun lægger
ikke nogen overdreven Vægt derpaa. Hendes Sjæl er kun sjeldent med deri,
og hun betragter det ikke som nogen stor Synd. Men om sine Pligter
overfor Familien har hun en altid vaagen Bevidsthed. Hvad hun end kan
fristes til at gjøre, sin Mands borgerlige Stilling kompromitterer hun
aldrig. Tvertimod, hun arbejder for den, hvor hun kan, og hun arbejder
først og fremmest for Børnene. At skabe deres Fremtid er den Livsopgave,
hvorpaa hun sætter al sin Energi ind.