En Maaned senere, en Aftenstund i April var der stimlet mange
Mennesker sammen udenfor Døren til Ribe Domkirke. Det var nemlig i
Landemod'stiden, og det var nu engang en gammel Skik, at saalænge
den stod paa blev der tre Gange om Ugen tændt Lys i Kirken Klokken
otte om Aftenen, og saa kom Byens fine og fornemme Standspersoner,
saavel som dens agtbare Borgerfolk derhen for at spadsere op og ned
i Skibet, medens en kunstfærdig Organist legte for dem paa Orgelet.
Men de ringere Folk maatte nøjes med at høre til der udenfor.
Mellem dem var Marie Grubbe og Søren.
Deres Klæder vare simple og forrevne, og de saae just ikke ud til
hver Dag at have faaet det de kunde spise, hvad der var rimeligt nok,
for det var ikke nogen indbringende Haandtering, de drev. Søren havde
nemlig i en Kro imellem Aarhus og Randers truffet paa en stakkels,
syg Tydsker, som for seks Sletdaler havde solgt ham en lille, haardt
medtaget Lire, et Sæt brogede Bajadsklæder og et tærnet, gammelt
Tæppe, og nu levede han og Marie af at trække fra Marked til Marked,
hvor saa hun drejede Liren, medens han, iført de brogede Klæder, stod
paa det tærnede Tæppe og løftede og tumlede paa saa mange Maader, han
kunde finde paa, store Jernlodder og lange Jernstænger, som de laante
hos Kjøbmændene.
Det var da ogsaa et Marked, der gjorde, at deres Vej faldt igjennem
Ribe.
De stod tæt ved Kirkedøren, og der løb et svagt, ligesom falmet
Lysskjær derindefra ud over deres blege Ansigter og over den
dunkle Klynge af Hoveder bagved dem. Folk blev ved at komme i Par
og enkeltvis og i korte Rækker, talende og høvisk leende lige til
Kirkedørens Tærskel, der tav de pludseligt, stirrede alvorligt ud for
sig og forandrede deres Gang.
Søren fik Lyst til at se mere af Stadsen, og hviskede til Marie, at
de vilde derind ogsaa, de kunde jo da forsøge paa det, da der ikke
kunde hændes dem Noget værre, end at blive jaget ud igjen. Det gøs
i Marie ved Tanken om, at _hun_ skulde blive vist tilbage fra et
Sted, hvor simple Haandværksfolk frit kunde sætte deres Fødder, og
hun holdt tilbage paa Søren, der vilde trække hende med sig; men saa
med Et kom hun paa andre Tanker, hun trængte sig ivrigt frem, drog
Søren efter sig, og gik til, uden frygtagtig Varsomhed eller luskende
Forsigtighed, tværtimod, ligesom om hun var opsat paa at blive
bemærket og jaget bort. Foreløbig var der Ingen, der standsede dem,
men da de lige skulde til at træde ind i det oplyste, folkefyldte
Langskib, blev de bemærkede af den der posterede Kirkebetjent,
der efter at have kastet et forfærdet Sideblik op i Kirken, med
afvisende, udstrakte, ivrigt bortvinkende Hænder og indigneret raske
Skridt, jog dem foran sig, helt ud over Dørtærskelen. Her blev han et
Øjeblik staaende og saae bebrejdende paa Mængden, som om han lagde
den det nyligt Forefaldne til Last, gik saa astadigt tilbage, og
stillede sig gysende op paa sin Post.
Hoben modtog de Udjagne med en skraldende Haanlatter, og en Regn af
drillende Spørgsmaal, som fik Søren til at brumme og se sig truende
om; men Marie var tilfreds, hun havde udsat sig for det Slag, den
respektable Del af Samfundet altid har paa rede Haand for Folk som
_ham_ og hans Lige, og hun havde faaet Slaget.
* * *
I et af de simpleste Herberger i Aarhus sad Aftenen før St. Olufs
Marked fire Karle og spillede Styrvolt.
Den ene af de Spillende var Søren Ladefoged. Hans Makker, en smuk
Mand med kulsort Haar og mørk Hudfarve, kaldtes almindeligt for
Jens Nedenom, og var Taskenspiller, medens de to andre i Laget var
fælles om en skabet Bjørn, og begge var meget stygge, den ene havde
et vældigt Hareskaar, og hed Salmand Bjørnetrækker, den anden var
enøjet, bredkjæbet og koparret, og kaldtes for Rasmus Kig, aabenbart
fordi det syge Øjes Hudomgivelser var sammenkrympede saaledes, at
han havde Udseende af at holde sig parat til at kigge igjennem et
Nøglehul eller en lignende lille Aabning.
Kortspillerne sad ved Enden af det lange Bord under Vinduet. Et Lys
og et øreløst Krus stod paa Bordet. Paa Væggen ligeover for dem,
var der et opslaaet Klapbord, fæstet op til Muren med en Jernkrog.
I den anden Ende af Værelset gik der en Skjænkedisk tværsover, og
et tyndt, langtandet Lys, der var stukket ned gjennem Piben paa en
gammel Tragt, kastede et døsigt Skjær paa Flaskehylden bagved, hvor
nogle store firkantede Flasker med Brændevin og Bitter, nogle Potte
og Pæglemaal og en halv Snees Snapseglas havde god Plads ved Siden af
et Halmløb fuldt af Senopsfrø og en stor Lygte med Ruder af afbrudte
Glasfødder. Det ene Hjørne udenfor Disken optoges af Marie Grubbe,
der vekselvis sov og strikkede, og i det andet sad der en Mand med
foroverbøjet Krop og Albuerne støttende paa Knæene. Han var meget
opmærksomt beskjæftiget med at trække sin sorte Filthat saalangt ned
paa Hovedet som muligt, og naar det var opnaaet, tog han fat i den
brede Skygge, drejede med sammenknebne Øjne og optrukne Mundvige,
rimeligvis fordi det rykkede i Haaret, langsomt Hatten af Hovedet,
og saa begyndte han forfra.
«Det er saa Mesterspil[28] vi spiller,» sagde Jens Nedenom og
spillede ud.
[28] Mesterspil = sidste Spil. Naar man i Styrvolt banker i Bordet,
betyder det, at Makkeren skal stikke.
Rasmus Kig bankede med Knoerne i Bordet, for at tilkjendegive
Salmand, at han skulde stikke.
Salmand stak med en To.
«En Dus!» udbrød Rasmus, «har du da aldrig andet end Duser og
Trester[29] paa din Haand.»
[29] Dus, Trest og Pavst = To, Tre og Seks i Trumf.
«Ja, Herregud,» brummede Salmand, «der har altid været Fattigfolk til
og nogle faa Stakler.»
Søren Ladefoged stak over med en Seks.
«Aa, aa,» vaandede Rasmus sig, «skal han have den for en Pavst[29]?
hvad den Djævelen sidder du ogsaa og kniber paa de gamle Stikkere
for, Salmand!»
Han lagde til, og Søren tog Stikket hjem.
«Kirsten Myg[30],» sagde Søren og spillede Hjerter fire ud.
[30] Kirsten Myg og hendes Søster = to ganske værdiløse Kort.
«Og hendes halvgale Søster[30],» fortsatte Rasmus og lagde Firen til
i Ruder.
«En Styrvolt[31] kan vel være stor nok,» sagde Jens, og stak med
Trumf Es.
[31] Styrvolt = Es.
«Stik, Mand, stik, om du saa aldrigen skal stikke mere,» raabte
Rasmus.
«Den er for dyr,» klynkede Salmand og gav til.
«Saa fører jeg min Syv[32] og een endda,» sagde saa Jens.
[32] fører min Syv = de to Syvere i de to Trumffarver ere
ustikkelige.
Søren tog Stikkene hjem.
«Og saa Bukskin[33],» vedblev Jens og spillede ud.
[33] Bukskin = Ni og Otte i Trumf.
«Nu maa jeg til med det gule Øg[34],» raabte Salmand, og stak med
Hjærter to.
[34] det gule Øg = Hjærter to, det næsthøjeste Kort i Spillet.
«Den kommer aldrigen i Stald,» lo Søren og stak over med Spader
fire[35].
[35] Spader fire = det højeste Kort.
«Jan[36]!» brølede Rasmus Kig, og smed sine Kort. «Jan, paa Hjærter
to, det var en god Dags Arbejde. Nej, nej, nej, det var da godt vi
intet skulde blive ved længere, nu kan de kysse paa Kortene, der har
vundet.»
[36] Jan = Beet.
De gav sig nu til at tælle Stregerne op, og imens kom der en
førladen, velhavende paaklædt Mand ind. Han slog straks Klapbordet
ned, og satte sig inderst ved Væggen. Da han gik forbi Kortspillerne,
rørte han med sin sølvknappede Stok ved Hatten og bød dem: «Godaften
i Stuen.»
«Tak,» svarede de og spyttede saa alle Fire.
Den Nysankomne tog et Papir med Tobak og en lang Kridtpibe frem,
stoppede Piben og bankede saa med sin Stok i Bordet.
En barbenet Pige bragte ham et Fyrfad med Gløder og et stort Stenkrus
med Tinlaag.
Han tog en lille Kobbertang op af sin Vestelomme og lagde med den
Gløder paa Piben, stillede Kruset tilrette, lænede sig tilbage og
gjorde sig det i det Hele taget saa bekvemt, som Pladsen tillod.
«Hvad koster saadan et Brev Tobak, som det, Mester der har?»
spurgte Salmand, idet han gav sig til at stoppe en lille Pibe af en
Sælskindspung med røde Snore.
«Tolv Skilling,» svarede Manden og tilføjede, ligesom for at
undskylde denne Ødselhed, «den er saa angenem for Brystet, skal jeg
sige Jer.»
«Hvor gaar det ellers med Handteringen,» vedblev Salmand og slog Ild
til sin Pibe.
«Vel nok, med skyldig Tak for gunstig Efterspørgsel, vel nok; men En
bliver jo gammel, skal jeg sige Jer.»
«Ja,» sagde Rasmus Kig, «men I har jo heller Intet behov at være
om Jer for at skaffe Kunder til Huset, de bliver Jer jo bragt
allesammen.»
«Jo», lo Manden, «det er saa en god Handtering med det, og En slider
intet paa sit Mundlæder heller med at snakke Folk Varerne paa, de
maa tage dem som de falder, og kan hverken vælge eller vrage.»
«Og de forlanger ingen Tilgift, de,» vedblev Rasmus, «og vil aldrig
have mere, end der kommer dem til, med Ret og Skjæl.»
«Mester, skriger di møj?» spurgte Søren halvt hviskende.
«Ja, de griner da sjælden.»
«Hu, de er en grimme Handtiering.»
«Saa kan det intet hjælpe, jeg gjør Regning paa Jer til at hjælpe
mig.»
«Gjør I kanske Regning paa os?» spurgte Rasmus og rejste sig truende.
«Jeg gjør slet ingen Regning, gjør jeg, men jeg er paa Søgen om en
Svend, der kunde være mig til Hjælp, og som saa kunde faa Embedet
efter mig igjen, det er det, jeg gjør, skal jeg sige Jer.»
«Hvad Løn kunde vel den Svend faa?» spurgte Jens Nedenom meget
alvorligt.
«Femten Daler Courant om Aaret, Trediepart af Klæderne og en Mark af
hver Daler, som tjenes efter Taksten.»
«Hvad er det for en Takst?»
«Det er saadan Takst, at jeg faar fem Daler for at stryge til Kagen,
syv Daler for at pidske af Byen, fire Daler for at vise af Herredet,
og ligesaa for at brændemærke.»
«Men nu for det bedre Arbejde?»
«Ja, desværre, det falder jo sjældnere ind, men ellers er det otte
Daler for at hugge En Hovedet fra, at sige, med Økse, med Sværd er
det ti, men der kan være syv Aar imellem, at det bliver forlangt.
Hængning er fjorten Rigsdaler, de ti for selve Arbejdet, de fire
for at tage Kroppen ned ad Galgen igjen. Stejlning og Hjulning er
syv Daler, for en hel Krop da, og saa lægger jeg selv Pæl til og
sætter den ned ogsaa. Er der saa mere? jo, for at slaa En Arme og Ben
istykker efter den tydske Mode og lægge til Stejls, det giver fjorten
-- det giver fjorten, og for at partere og stejle faar jeg tolv, og
saa Knibning med røde Tænger, det er to Daler for hvert Nap, det er
det Hele, saa er der intet mere, uden hvad særdeles kan være.»
«Det er vel intet vanskelig at lære?»
«Professionen! Enhver kan jo gjøre det, men hvordan, det er Tingen,
der skal jo Haandelag og Øvelse til som til al anden Hænders
Gjerning. Stryge til Kagen er jo intet saa lige at komme afsted med,
der skal jo et vist Tag til med de tre Svup i eet Træk med hvert
Ris, at det kan gaa flaadig og flydende som En vifter med en Klud og
dog ligegodt bide saa samvittighedsfuldt i som Lovens Strænghed og
Synderens Forbedrelse det fordrer.»
«Jeg vilde nok, tror jeg,» sagde Jens og sukkede ved det.
Hans Naboer trak sig lidt bort fra ham.
«Her er Fæstepenge!» fristede han ved Slagbordet og spredte nogle
blanke Sølvpenge ud for sig.
«Betink et val!» bad Søren.
«Betænke og sulte og vente og fryse, det er to Par Fugle, der er vel
magede,» svarede Jens og rejste sig, «farvel som ærlig og lavgod
Mand,» vedblev han og rakte Søren Haanden.
«Farvel af Lavet, og Gud vær' mæ dæ,» svarede Søren.
Saaledes gik det Bordet rundt med samme Tiltale og samme Svar. Ogsaa
med Marie tog Jens Afsked og med Manden i Krogen, der maatte slippe
sin Hat saalænge.
Jens gik saa hen til Slagbordet til Manden der, som satte et
højtideligt Ansigt op, lagde sin Pibe fra sig og sagde «jeg Mester
Herman Køppen, Skarprettere for Aarhus By, fæster dig i disse gode
Mænds Paasyn for Svend at være og Svendegjerning at udøve, Gud til
Ære, dig til Forfremmelse og mig og det retfærdige Skarprettere-Amt
til Gavn,» og under denne unødvendig pompeuse Tale, som syntes at
volde ham en inderlig Tilfredsstillelse, trykkede Mesteren Jens de
blanke Fæstepenge i Haanden. Derefter rejste han sig op, blottede sit
Hoved, bukkede og spurgte, om det maatte forundes ham den Ære at byde
de gode Vidnere en Drik Polak.
Da han herpaa intet Svar fik, vedblev han, at det vilde være ham en
stor, en meget stor Ære at byde dem en Drik Polak[37], at de imellem
dem selv kunde drikke paa deres forrige Stalbroders Velgaaende.
[37] Polak = Blanding af Mjød og Brændevin.
De tre ved det lange Bord saa spørgende paa hinanden og nikkede saa
omtrent samtidig.
Den barbenede Pige bragte nu en simpel Lerskaal og tre grønne
Glaskruse, der hist og her vare forsynede med røde og gule
Stjernepletter. Da hun havde sat Lerskaalen for Jens og Krusene for
Søren og Bjørnetrækkeren, hentede hun en stor Trækande og fyldte
først de tre ærlige Mænds Kruse, dernæst Lerskaalen og heldte saa
Resten i Mester Hermans private Pokal.
Rasmus trak sit Glas hen til sig og spytted, de to Andre fulgte hans
Exempel og saa sad de en Stund og saae paa hinanden, som om Ingen
af dem ret havde Lyst til at være den Første, der drak. Imidlertid
kom Marie Grubbe hen til Søren og hviskede Noget til ham, som han
besvarede med at ryste paa Hovedet. Hun vilde saa hviske igjen, men
Søren vilde Ingenting høre. Et Øjeblik blev hun staaende uvis, saa
greb hun hans Krus og slængte Indholdet paa Gulvet med de Ord, at
han ikke skulde drikke hvad Rakkeren skjænked. Søren sprang op, greb
hende haardt i Armen og satte hende ud af Døren, idet han barskt
befalede hende at gaa op. Saa forlangte han en Pægel Brændevin og
gik tilbage til sin Plads.
«Det skulde min salig Abelone have dristet sig til,» sagde Rasmus og
drak.
«Ja,» istemmede Salmand, «hun kan intet fuldt takke Vorherre for, at
hun intet er min Kjærling, jeg skulde minsæl givet hende noget Andet
at tage sig til, end at helde Guds Gaver i Skarnet.»
«Men ser du Salmand,» indvendte Rasmus med et fiffigt Blink over til
Mester Herman, «din Kjærling hun er heller ingen stor Kreatur af de
Velbaarnes deres Slæng, hun er en simpel Stakkel ligesom vi her er
og derfor faar hun sine Hug naar hun har forseet sig, saadan som
Skik og Brug er iblandt simpelt Folk; men havde hun i det Sted været
en højadelig Ting, saa vilde du skinbarligen aldrig have vovet dig
til at ærgre hendes højadelige Ryg, men ladet hende spie dig mellem
Øjnene om det skulde hende gefalle.»
«Nej, den Dæv'len vilde jeg!» bandte Salmand, «jeg skulde have smurt
hende til hun hverken kunde se eller gabe, skulde jeg, og pillet
hende Nykkerne ud, spørg kuns Min en Gang om hun kjender den smækkre
Lænke, som Nalle[38] staar i, og du skal se det værker i hendes Ryg
alene at høre det; men at hun skulde komme her som jeg sidder og slaa
min Drikke paa Gulvet, nej om hun saa var Kejserens kjødelige Datter
skulde hun blive striglet af, saalænge jeg kunde røre en Haand og der
knus var Livsvejr i mig. Hvad bilder slig en forbandede Dukke sig
vel ind! er hun mer end som andre Folks Koner de er, at hun saadan
tør skamme sin Mand ud i gode Mænds Lag? Tror hun, hun vilde tage
Skade, naar du rørte ved hende desformedelst du havde drukket denne
brave Mands Traktemaade? Nej, om du vil lyde mig, Søren, saa,» og
han gjorde en Bevægelse som om han slog, «ellers faar du aldrig i
Evigheden Gavn af hende.»
[38] Nalle = Bjørnen.
«Ja hvem der turde!» sagde Rasmus drillende over til Søren.
«Var dæ bitte Kig, ellers skal A viis' dæ hvor e Høns di pikker.»
Saa gik han.
Da han kom op til Marie, sparkede han Døren i efter sig og gav sig
til at løse det Reb, som holdt deres lille Bylt Klæder sammen.
Marie sad paa Kanten af den Fjælleramme, der var slaaet sammen for at
tjene til Seng. «Er du vred Søren?» spurgte hun.
«Det skal du faa at formærk'.»
«Tag dig i Agt, Søren! der har Ingen budt mig Hug endnu siden jeg kom
til Alder, og jeg taaler det intet.»
Hun kunde gjøre hvad hun vilde, sagde han, Hug skulde hun have.
«Søren, for Guds Skyld, for Guds Skyld, slaa mig intet, læg intet
voldelig Haand paa mig, det vil du fortryde.»
Men Søren tog hende i Haaret og slog hende med Strikken.
Hun skreg ikke, men blot stønnede under Slagene.
«Saa,» sagde Søren og kastede sig paa Sengen.
Marie blev liggende paa Gulvet.
Hun var ganske forbavset over sig selv, hun ligesom laa og ventede
paa at der i hendes Sjæl skulde fødes en Følelse af rasende Had til
Søren, uforsonligt, aldrig tilgivende Had; men den kom ikke, der var
kun en inderlig dyb og mild Bedrøvelse, ligesom en stille Sorg over
et Haab, der var bristet ....... hvor kunde han nænne det?