Efter at Fru Marie Grubbe var kommen til Tjele blev hun ved at bo
der, sammen med sin Fader, indtil hun seksten hundrede og ni og
halvfjerds lod sig vie til kongelig Majestæts Justitsraad Palle Dyre,
og med ham levede hun saa i et, indtil seksten hundrede og ni og
firs, aldeles begivenhedsløst Ægteskab.
Det er et Tidsrum, der begynder med hendes tredivte Aar og ender med
hendes seks og fyrretyvende, fulde seksten lange Aar.
Fulde seksten lange Aar, levet i dagligdags Bekymringer, i smaalige
Pligter og i sløvende Ensformighed, og intet Tillids- eller
Fortrolighedsforhold til at give det Varme, ingen forsonende Hygge
til at gjøre det lyst. Evindelige Trætter om Ingenting, larmende
Skjænderi for ubetydelige Forglemmelser, knarvurne Udsættelser her og
plumpe Spotterier hist, det var Alt hvad hendes Øren hørte. Og saa
hver sollys Levnetsdag møntet ud i Daler, Ort og Hvid, hvert Suk, der
lød, et Suk for Tab, hvert Ønske, der hørtes, et Ønske om Vinding,
hvert Haab et Haab om Mere. Og luvslidt Karrighed paa alle Kanter,
hyggefjendsk Travlhed i hver en Vraa, og Gjerrigheds altid spejdende
Øje stirrende vaagent ud af hver en Time. Det var det Liv, hvori
Marie Grubbe leved.
I den første Tid hændtes det ofte, at hun midt i Travlheden og Larmen
glemte Alt omkring sig, betagen af vaagne Skjønhedsdrømme, skiftende
som Skyer, rige som Lyset.
Men der var een især.
Det var Drømmen om det slumrende Slot, som Roserne skjulte.
Den stille Have, Slottets stille Have! Hvile i Luft og i Løv, og
som en Nat uden Mørke, Tavsheden drømmende over det Hele. Der
blunded Duften i Blomstens Klokker og Duggen paa det spæde Græsblads
bøjelige Klinge. Der sov Violen med halvvejsaaben Mund under Bregnens
krummede Spire, mens tusinde bristende Knopper var dysset i Søvn
midt i Foraarets frodigste Tid paa de mosgrønne Træers Kviste. --
Hun kom til Borgens Gaard: Rosernes tornede Ranker væltede lydløst
den mægtige grønne Løvbølge ned over Mure og Tag og skummed tyst
og blomsterblegt i Rosenmylder og Rosenstænk. Fra Marmorløvens
aabne Grab stod den springende Vandstraale som et spindelvævsgrenet
Krystaltræ, og blanke Heste spejled deres aandeløse Muler og lukkede
Øjne i Porfyrkummens slumrende Vand, mens Pagen sovende gned Søvnen
af sit Øje.
Hun mættede sit Blik ved denne Skjønhedshvile i den tavse Gaard, hvor
faldne Rosenblade laa i høje Driver op mod Mur og Dør og skjulte med
deres rødmende Sne den brede Marmortrappes brede Trin.
-- At kunne hvile! -- I salig Fred at lade Dagene dale ned over sig,
Time efter Time, mens alle Minder, Haab og Tanker i vage, bløde
Bølger randt bort af Ens Sjæl ..... det var den skjønneste Drøm, hun
kjendte.
Det var den første Tid; men Fantasien trættedes af evigt frugtesløst
at flyve mod det samme Maal, som en indelukket Bi, der summer imod
Ruden, og alle Evner trættedes med den.
Som en skjøn og ædel Bygning i Barbarers Hænder forsømmes og
fordærves, idet de dristige Spir trykkes ned til plumpe Kuppelhatte,
de kniplingsfine Ornamenter brydes Led efter Led, og den rige
Billedpragt dækkes Lag paa Lag med dødende Kalk, saaledes forsømtes
og fordærvedes Marie Grubbe i disse seksten Aar.
Faderen, Erik Grubbe, var bleven gammel og affældig, og det syntes
at Alderen, ligesom den havde gjort hans Ansigt skarpere og mere
frastødende, saaledes havde den ogsaa skærpet og fremhævet alle hans
slette Egenskaber. Han var gnaven og umedgjørlig, paastaaelig indtil
Barnagtighed, hidsig, i allerhøjeste Grad mistroisk, listig, uærlig
og gjerrig. Han førte nu paa sine gamle Dage altid Gud i Munden,
især naar der var Kreaturer syge eller Høsten var vanskelig, og han
havde da en Hærskare af krybende, sledske Tilnavne af egen Opfindelse
til Vorherre. Det var umuligt at Marie enten kunde elske eller ære
ham, og hun bar nu oven i Kjøbet Nag til ham, fordi han ved aldrig
opfyldte Løfter, ved Trudsler om at gjøre hende arveløs og om at jage
hende fra Tjele og berøve hende al Understøttelse, havde formaaet
hende til at gifte sig med Palle Dyre; skjøndt det, der mest havde
tilskyndet hende til dette Skridt, var Haabet om at blive uafhængig
af den faderlige Myndighed, hvilket Haab imidlertid ikke var blevet
opfyldt, paa Grund af, at Palle Dyre og Erik Grubbe vare komne
overens om at drive Tjele og Nørbækgaard, der betingelsesvis var
given Marie i Medgift, i Fællesskab, og da Tjele var den største af
Gaardene, og Erik Grubbe ikke kunde aarke at føre Tilsynet, medførte
dette at de Nygifte tiere opholdt sig under Faderens Tag end under
deres eget.
Palle Dyre, Manden, en Søn af Oberst Clavs Dyre til Sandvig og
Krogsdal, senere til Vinge, og hans Hustru Edele Pallesdatter
Rodtsteen, var en førladen, korthalset, lille Mand med ret livlige
Bevægelser og et determineret Ansigt, der imidlertid vansiredes noget
af et Lungeslag, som bredte sig over hele den højre Kind.
Marie foragtede ham.
Han var ligesaa gjerrig og nøjeregnende som Erik Grubbe, men egenlig
var han en dygtig Mand, klog, rask og modig, kun manglede han
fuldstændigt Æresfølelse; han snød og bedrog, naar han kunde komme
afsted med det, og skammede sig aldrig, naar det blev opdaget;
han lod sig skjælde ud som en Hund, hvis det kunde bringe ham en
Skillings Fortjeneste ikke at tage til Gjenmæle, og dersom en
Bekjendt eller Slægtning overdrog ham at besørge et Kjøb eller Salg
eller et andet Tillidshverv, tog han aldrig i Betænkning at bruge
denne Tillid saaledes, at den bragte ham selv Fordel. Uagtet hans
Ægteskab i Hovedsagen havde været ham en Forretning, var han dog
stolt af at være gift med Statholderens fraskilte Kone, hvad der
imidlertid ikke forhindrede ham fra at tiltale og behandle hende paa
en Maade, der syntes uforenelig med hin anden Følelse; ikke at han
paa nogen Vis var usædvanlig grov eller voldsom, ingenlunde, men
han hørte til det Slags Mennesker, der i en stolt og selvtilfreds
Bevidsthed om deres egen Ulastelighed, som i alle Maader korrekte og
normale Hverdagsmennesker, ikke kunne afholde sig fra at lade Andre,
i den Henseende mindre heldigt stillede, føle deres Overlegenhed,
og med en ubehagelig Naivitet opstille sig selv som Mønstre til
Efterfølgelse -- og Marie var jo nu ikke blandt de heldigt Stillede;
baade hendes Skilsmisse fra Ulrik Frederik og Forødelsen af hendes
Mødrenearv var kun altfor iøjnefaldende Uregelmæssigheder.
Saadan var nu altsaa den Mand, der blev den Tredie i Livet paa Tjele,
og der var ingen af hans Egenskaber, der kunde give Haab om, at han
skulde evne at gjøre det lysere eller blidere, hvad han da heller
ikke gjorde. Evindelig Strid og Uenighed, gjensidig Tværhed og
indbyrdes Pukken paa hinanden, det var det, den ene Dag førte med sig
efter den anden.
Marie sløvedes derved, og Alt det blomsterfine, duftende og fagre,
der hidtil i frodige, vistnok ustyrlige og tidt barokke Arabesker
havde slynget sig gjennem hendes Liv, det visned bort og døde Døden.
Raahed i Tanker som i Tale, en plump og trællesindet Tvivl om det
Ædle og Store, og en fræk Foragt for sig selv, det havde disse
seksten Tjeleaar bragt hende.
Og Eet endnu.
Der var kommet en tykblodet Sandselighed over hende, en higende
Attraa efter Livets gode Ting, et kraftigt Velbehag ved Mad og
Drikke, ved bløde Sæder og ved bløde Lejer, en vellystig Fryd
ved bedøvende, krydrede Dufte og et hverken smagbehersket eller
skjønhedsadlet Hang til Pragt. Altsammen Lyster, som hun kun
tarveligen fik stillet -- men, det gjorde jo ikke hendes Attraa
mindre stærk.
Hun var bleven fyldig og bleg og der var en dvælende Ladhed over alle
hendes Bevægelser. Hendes Blik var for det Meste forunderlig tomt og
udtryksløst, men stundom sælsomt skinnende og hun var kommen i Vane
med at stille sine Læber til et uforanderligt og intetsigende Smil.
Saa skrives der seksten hundrede og ni og firs. -- Det er Nat, og
Tjele Hestelade brænder.
De flakkende Flammer flagrede frem gjennem den tykke, brandbrune
Røg og lyste over hele den græssede Gaardsplads, hen paa de lave
Udhuslænger, paa Hovedbygningens hvide Mure, lige til Havens sorte
Trækroner, der løftede sig op over Taget. Karle og tilløbne Folk
løb frem og tilbage mellem Brønden og Brandstedet med ildblankt
blinkende Vand i Saaer og Spande. Palle Dyre foer et Steds fra og
et andet Steds hen med Haaret flyvende om Ørerne og med en rødmalet
Rive i Haanden, mens Erik Grubbe laa bedende over en gammel udbjerget
Skjærekiste og fulgte med stigende Angst Ildens Fremskridt fra Spænde
til Spænde og vaandede sig lydeligt hver Gang en Flamme fik Luft og
triumferende svinged sin gnistomflagrede Hvirvel højt over Huset.
Marie var ogsaa dernede, men hendes Blik havde andet Maal end Branden.
Hun saae paa den nye Kudsk, som ledte de forskrækkede, ildsky Heste
ud af den røgopfyldte Stald. Dørkarmen var stødt ud og Dørgabet
udvidet over sin dobbelte Bredde, idet den svage Raastensmur var
reven ned til begge Sider, og ud ad denne Aabning førte han Hestene,
en ved hver Haand. De kraftige Dyr, som var helt forstyrrede af
Røgen, stejlede og kastede sig voldsomt efter Siden, saasnart det
skjærende, usikre Lys fra Flammerne mødte deres Øjne, og det saae ud
som Kudsken skulde rives i Stykker eller trampes ned imellem dem, men
han hverken slap eller faldt, han tvang dem Mulerne ned mod Jorden og
jog med dem, halvt løbende eller springende, halvt slæbende, tværs
over Gaarden og slap dem saa løs indad Haveporten.
Der var mange Heste paa Tjele, og Marie Grubbe havde rig Lejlighed
til at beundre den skjønne, kæmpemæssige Skikkelse, alt som den i
vekslende Stillinger brødes med de vælige Dyr, nu næsten hængende i
oprakt Arm, løftet i Vejret af en stejlende Hingst, nu kastende sig
voldsomt tilbage paa jordstemte Fødder, nu atter hidsende dem frem i
Spring og Sæt, og Alt med disse bløde, sejge, fjedrende Bevægelser,
som er ejendommelige for alle overhaands stærke Folk.
De korte Lærredsbenklæder og den graalige Blaargarnsskjorte, som
Branden gav et gulligt Skjær og tegnede med skyggestærke Folder,
fremhævede ypperligt de prægtige Former og stemmede skjønt og simpelt
med det kraftigt farvede Ansigt, de fine blonde Dun om Mund og Hage
og det store, lyse, brusende Haar.
Søren Ladefoged kaldtes denne toogtyveaarige Kæmpe, egenlig hed han
Søren Sørensen Møller, men havde faaet Tilnavnet efter sin Fader, der
havde været Ladefoged paa en Hovedgaard i Hvornum.
Hestene blev da bjergede, Laden brændte ned, Ilden i Grunden blev
slukket, og Folkene gik hen at tage sig et lille Morgenblund ovenpaa
den gjennemvaagede Nat.
Marie Grubbe søgte ogsaa sin Seng, men hun sov ikke, hun laa og
tænkte, og imellem rødmede hun over sine Tanker, imellem kastede hun
sig uroligt, ligesom om hun blev bange for dem.
Endelig stod hun op.
Hun smilte haanligt medlidende ad sig selv, mens hun klædte sig
paa. I Almindelighed plejede hun om Hverdagen at gaa skjødesløst,
urenligt, næsten lurvet klædt, for saa ved Lejlighed at pynte sig saa
meget desto stærkere paa en mere iøjnefaldende end smagfuld Maade;
men i Dag var det anderledes; hun tog en gammel, men ren, mørkeblaa
Hvergarnskjole paa, bandt et lille, højrødt Silketørklæde om sin Hals
og tog en net, lille, simpel Hue frem; men saa betænkte hun sig og
valgte en anden, der med sin ombøjede, gult- og bruntblomstrede Kant
og sit Nakkeskjæg af uægte Sølvbrokade slet ikke passede til det
Øvrige. Palle Dyre tænkte, hun vilde i Byen og snakke om Branden, men
sagde til sig selv, at der blev ingen Heste til hende at kjøre med.
Hun blev imidlertid hjemme, men Arbejdet vilde ikke rigtig gaa, der
var saadan en Uro over hende, hun slap det Ene for det Andet, for at
slippe det igjen. Omsider gik hun ud i Haven; hun sagde, det var for
at rette ved det, Hestene havde lagt øde om Natten; men hun gjorde
ikke megen Gavn derude, for hun sad det Meste af Tiden i Lysthuset
med Hænderne i Skjødet og stirrede tankefuldt ud for sig.
Den Uro, som var kommen over hende, fortog sig ikke, den blev snarere
stærkere Dag for Dag, og hun havde faaet en pludselig Lyst til
ensomme Vandringer over ad Fastruplund til eller i den nederste Del
af Yderhaven. Baade hendes Mand og hendes Fader skjændte paa hende
derfor; men hun var ligesom hun var døv og ikke saa meget som blot
svarede dem, og saa tænkte de, det var bedst at lade hende raade sig
selv en stakket Tid, saalænge Travlheden ikke var større. --
En Ugestid efter Branden gik hun en Eftermiddag sin vante Gang over
ad Fastrup til, og fulgte just Randen af et langstrakt, brysthøjt
Krat af Egepurre og vilde Hybenroser, da hun pludselig saae Søren
Ladefoged liggende, ligesaalang han var, i Kratbrynet, med lukkede
Øjne ligesom om han sov. Der laa en Høle lidt fra ham, og Græsset var
slaaet hvor hun stod og et langt Stykke opefter.
Hun blev længe staaende, stirrende paa hans store, regelmæssige Træk,
paa hans brede, kraftigt aandende Bryst og hans mørke, storaarede
Hænder, som han havde foldet over sit Hoved; men Søren mere hvilte
sig end sov, og slog pludseligt Øjnene op og saae lysvaagent op paa
hende. Det gav et Sæt i ham af Forskrækkelse over at Herskabet havde
truffet ham sovende i Stedet for i Færd med at meje; men han var
bleven saa forbavset over Udtrykket i Maries Blik, at det var først
da hun rødmende sagde Noget om Varmen og vendte sig for at gaa, først
da var det, at han kom til Besindelse og sprang op, greb sin Le og
sin Strygestikke og gav sig til at stryge Staalet saa det klingrede
hen igjennem den varme, sitrende Luft.
Og saa begyndte han at slaa, som det var Livet om at gjøre.
Endelig da han saae Marie gaa over Stenten til Lunden, holdt han
op og stod en Stund stirrende efter hende, med Armene støttede paa
Leen. Saa kylede han med Et Leen langt fra sig og satte sig ned med
skrævende Ben, med aaben Mund og med Hænderne fladt stemmede ned i
Græsset ud til Siden, og saadan sad han i stille Forundring over sig
selv og sine egne forunderlige Tanker.
Han lignede ganske en Mand, der lige var faldet ned fra et Træ.
Han syntes hans Hoved var saa fuldt, ligesom om han drømte. -- Om der
nu ikke var Nogen, der havde gjort noget Trolddom ved ham? for saadan
havde han aldrig været, det myldred paa og myldred paa inden i hans
Hoved, det var just som om han kunde tænke paa syv Ting ad Gangen,
og han havde slet ingen Styr paa det, det kom af sig selv og tog sig
selv væk igjen, ligesom om han slet ikke havde med det at gjøre.
-- Det var da mærkeligt, som hun havde seet paa ham, og hun havde
Ingenting sagt om, at han laa og sov der midt paa Dagen. -- Lige
ud af sine klare Øjne havde hun seet saa mildt og saa ... ligesom
Jens Pedersens Trine, havde hun seet paa ham. Den naadige Frue. Den
naadige Frue. Der var en Fortælling om en Frue paa Nørbækgaard, som
var løbet bort med sin Skytte; om han nu ogsaa var bleven seet saadan
paa, mens han laa og sov? -- Den naadige Frue! mon han kunde blive
gode Venner med den naadige Frue, ligesom den Skytte blev det? Han
forstod det ikke, mon han var syg? det brændte i en Plet paa hver
af hans Kinder, hans Hjærte banked og var saa beklemt, og det var
ilde nok han kunde faa sit Vejr ... Han gav sig til at rykke i en
Egepurre; men kunde ikke faa den op, som han sad; saa rejste han sig
og sled den løs, kastede den, greb sin Le og gav sig til at slaa saa
Græsset røg af Skaaret.
I de nærmeste Dage derefter traf det sig tidt, at Marie kom tæt om
ved Søren Ladefoged, fordi han i den Tid mest havde Gaardarbejde,
og han stirrede da altid paa hende med et ulykkeligt, forvirret og
spørgende Blik, som om han vilde bede hende om Løsningen paa den
forunderlige Gaade, hun havde kastet paa hans Vej; men Marie saae
blot stjaalent hen paa ham og vendte Hovedet bort.
Søren var ganske skamfuld over sig selv, og gik i en stadig Angst
for, at hans Medtjenere skulde mærke, at det ikke var rigtig fat
med ham. Han havde aldrig i sine Dage været betaget af nogen Følelse
eller Længsel, der blot var det mindste fantastisk, før nu, og
derfor gjorde det ham urolig og bange. Det kunde jo være, han var
ved at blive sær eller forrykt. En vidste jo aldrigen, hvordan sligt
kom Folk paa, og han lovede sig selv, han vilde aldrig tænke paa
det mere; men et Øjeblik efter var hans Tanker der, hvor han vilde
stænge dem fra at komme. Netop det, at han ikke kunde slippe for
disse Tanker, hvad han saa gjorde, forknyttede ham mest, for han
sammenlignede det med, hvad han havde hørt om Cyprianus, med at En
kunde brænde den og drukne den, og den kom dog ligegodt igjen, og dog
nærede han inderst inde et Ønske om, at Tankerne ikke maatte fortage
sig, fordi det vilde blive saa tomt og trist derefter; men det vilde
han ikke tilstaa for sig selv, thi han skammede sig, saa hans Kinder
bleve røde, hvergang han roligt overvejede, hvad det var for Galskab,
han gik og havde i Tanker. --
En Ugestid efter at hun havde fundet Søren sovende, sad Marie Grubbe
under den store Bøg, paa Lyngbakken midt inde i Fastruplund. Hun
sad med Ryggen lænet op mod Stammen og havde en opslaaet Bog paa
Skjødet, men hun læste ikke, hun stirrede alvorligt ud for sig, op
efter en stor, mørk Rovfugl, der i langsomt glidende, spejdende Flugt
svævede hen over de løvtunge Kroners uendelige, bølgede Flade. Den
lysopfyldte, solede Luft, gjennemsitredes af Myriader af usynlige
Insekters enstonede, søvndyssende Summen, og søde, altfor søde Dufte
af den gulblomstrede Gyvel, og den bitre Duft af det solvarmede
Birkeløv ved Højens Fod blandede sig med den muldede Skovbundsduft og
den mandelsøde Duft af den hvide Mjødurt borte i Lavningen.
Marie sukkede.
"Petits oiseaux des bois,"
hviskede hun klagende,
"que vous estes heureux,
De plaindre librement vos tourmens amoureux.
Les valons, les rochers, les forests et les plaines
Sçauent également vos plaisirs et vos peines;"
Hun sad et Øjeblik som om hun anstrængte sig for at huske Resten, saa
tog hun Bogen, og læste med sagte og modfalden Røst:
"Vostre innocente amour ne fuit point la clarté,
Tout le monde est pour vous un lieu de liberté,
Mais ce cruel honneur, ce fleau de nostre vie,
Sous de si dures loix la retient asservie,"
..........
Hun lukkede Bogen med et Slag, og næsten raabte:
"Il est vray je ressens une secréte flame
Qui malgré ma raison s'allume dans mon ame
Depuis le jour fatal que je vis sous l'ormeau
Alcidor, qui dançoit au son du chalumeau."
Hendes Stemme var igjen falden af, og de sidste Linier blev kun
hvisket ganske sagte og udtryksløst, næsten mekanisk, som om hendes
Fantasi til Akkompagnementet af Rhytmen dannede sig et andet
Billede, end det, Ordene tegned.
Hun lænede Hovedet tilbage og lukkede sine Øjne. Det var saa
besynderligt, saa ængstende, nu hun var bleven halvgammel, at føle
sig bevæget af de samme tungtaandende Længsler, de samme anelsesfulde
Drømme og urolige Forhaabninger, som havde gjennembævet hendes
Ungdom; men vilde de vare, vilde de være anderledes end det korte
Flor, som en solrig Efteraarsuge kunde kalde tillive, et Efterflor,
som bygged sine Blomster af Plantens allersidste Kraft, og gav
den svag og udtømt i Vinterens Vold? De var jo engang døde, disse
Længsler, og havde hvilet tyst i deres Grav. Hvad vilde de, hvad kom
de for? Var ikke deres Livsmaal opfyldt, at de kunde hvile i Fred,
og ikke rejse sig igjen i løjet Form af Liv, og lege Ungdomslegen om
igjen?
Saadan tænkte Marie vel, men det var ingenlunde alvorligt ment med
disse Tanker, det var kun digtende tænkt, og ganske upersonligt,
ligesom med en Andens Tankegang, thi hun havde ingen Tvivl om sin
Lidenskabs Styrke eller Varighed, og den havde fyldt hende saa
ganske og saa uimodstaaelig virkeligt, at der slet ingen Plads blev
til eftertænksom Forundring. I Fortsættelse af disse uvirkelige
Forestillinger, dvælede hun et Øjeblik ved Billedet af den gyldne
Remigius og hans urokkelige Tro paa hende, men det aflokkede hende
kun et bittert Smil, og et kunstigt Suk, og saa var hendes Tanker
andetsteds bundne.
Hun undredes paa, om Søren vilde have Mod til at bejle til hende.
Hun kunde knap tro det. Han var jo en Bonde ... og hun udmalede
sig hans slaviske Frygt for Herremandsfolkene -- hans hundeagtige
Lydighedsfølelse, hans krybende, selvnedsættende Ærbødighed; hun
tænkte paa hans simple Vaner og hans Uvidenhed, hans bondeagtige
Sprog og grove Klæder, hans grove Arbejde, hans slidhærdede Legeme og
hans plumpe Graadighed. Og hun skulde bøje sig ind under alt dette,
elske alt dette, tage Godt og Ondt af denne sorte Haand ... der var
i denne Selvnedværdigelse en sælsom Nydelse, som halvt var i Slægt
med grov Sandselighed, men ogsaa i Slægt med det, der regnes for det
Ædleste og Bedste i Kvindens Natur.
Men saadan var jo ogsaa det Ler blandet, af hvilket hun var skabt --.
Nogle Dage senere færdedes Marie Grubbe i Bryggerset paa Tjele i Færd
med at blande Mjød; thi der var ikke faa af Bistaderne, der havde
taget Skade den Nat, Branden var.
Hun stod just inderst inde ved Gruen og stirrede ud gjennem Døren,
i hvis Aabning Hundrede af Bier, lokkede af den søde Honninglugt,
summede omkring, gyldne og glindsende af det indfaldende Sollys.
I det Samme kom Søren Ladefoged svingende ind ad Porten med en tom
Rejsevogn, i hvilken han havde kjørt Palle Dyre til Viborg.
Han saae et Glimt af Marie, skyndte sig at spænde fra, fik Vognen
trukket ind og Hestene paa Stald, og spankede saa en Stund omkring
med Hænderne dybt i Lommen paa sin lange Kudskefrakke og med Blikket
heftet paa sine store Støvler. Pludselig drejede han rundt og gik hen
mod Bryggerset, svingende resolut med den ene Arm, rynkende Panden
og bidende sig i Læben, som en Mand, der tvinger sig selv til en
ubehagelig, men uundgaaelig Afgjørelse. Han havde ogsaa bandt paa,
det skulde have Ende, ligefra Viborg og til Foulum, og han havde
holdt sig ved Mod ved en lille Flaske, som Husbonden havde glemt i
Vognen.
Han tog sin Hat i Haanden, da han kom ned i Bryggerset, men sagde
Ingenting og stod og gned forlegent med Fingeren paa Kanten af
Bryggekarret.
Marie spurgte, om Søren havde Bud til hende fra hendes Mand.
Nej.
Om Søren vilde smage paa hendes Bryg eller han vilde have et Stykke
Stenhonning?
Jo tak, -- nej, ellers Tak, det var ikke det, han var kommen om.
Marie blev rød og følte sig hel beklemt.
Om han maatte spørge om en Ting?
Jo, det maatte han saa godt.
Ja, han vilde da, med gunstig Forlov, bare sige det, at han var ikke
rigtig, for baade naar han sov og naar han var vaagen, havde han
alletider den naadige Frue i Tanker, men han kunde ikke gjøre for det.
Ja, men det var jo ogsaa rigtig nok af Søren.
Ja, det vidste han nu ikke, om det var, for det var ikke med at passe
det, han skulde, at han tænkte paa den naadige Frue. Det var paa en
anden Maner; han tænkte paa hende i hvad Folk kaldte for Kjærlighed.
Han saae ængsteligt spørgende paa hende og blev helt modfalden og
rystede paa Hovedet, da Marie svarede, at det var ret nok, det var,
hvad Præsten sagde, alle Mennesker skulde.
Nej, det var heller ikke paa den Vis, det var saadan elskendes. Men
det var nok uden Aarsag, for, vedblev han i en tirrende Tone, ligesom
han vilde yppe Klammeri, saadan en fine Frue, hun var vel bange for
at røre ved en simpel Bondekarl som han, endda Bønder alligevel var
halv som Mennesker ogsaa og hverken havde Vand eller sur Vælling til
Blod mere end som andre havde; han vidste nok fornemme Folk, de holdt
dem for at være en Slags for sig selv, men det var da nok det Ene
som det Andet, skulde han da tro, for de baade aad og drak og sov
og saadan Noget, ligesom det simpleste sølle Bondeskrog gjorde, og
han kunde derfor aldrig tænke, at den naadige Frue kunde tage Skade
af, at han kyste hende for hendes Mund, mere, end som hun tog af en
Herremands Kys. -- Ja, hun skulde nu ikke se saa vist paa ham, fordi
han var saa fri i sin Snak, han brød sig ikke om hvad han sagde, hun
var fri for at føre ham i Fortræd, for naar han gik herfra, gik han
enten ud i Møllerens Dam eller slog et Stykke Reb om sin Hals.
Det maatte han ikke sige, hun havde slet ikke tænkt paa at nævne et
Ord om ham til noget Menneske i Verden.
Naa, det havde hun endda ikke, ja det kunde En jo tro, om En vilde,
men det gjorde nu heller ingen Forandring i de Dele alligevel. Hun
havde ellers voldt ham Fortred nok, og det var ene hendes Skyld, at
han vilde undlive sig, for han elsked hende da saa inderlig.
Han havde sat sig ned paa en Ølskammel og sad nu og stirrede paa
Marie med et inderlig bedrøvet Udtryk i sine trofaste, milde Øjne;
mens hans Læber dirrede, som om han kæmpede med Graaden.
Hun kunde ikke lade være at gaa hen til ham og trøstende at lægge sin
Haand paa hans Skulder.
Men det maatte hun ikke, han vidste godt, at naar hun lagde sin
Haand paa ham og sagde nogle Ord stille for sig selv, saa kunde hun
læse Modet fra ham, og det vilde han nu ikke have. Ellers kunde hun
da godt sætte sig ved Siden af ham, alligevel han kun var en simpel
Bondekarl, naar hun betænkte at han var død inden Aften.
Marie satte sig.
Søren skulede hen til hende og flyttede sig lidt bort paa Bænken,
saa rejste han sig pludseligt op. Han vilde da sige Farvel og takke
den naadige Frue for alt Godt, den Tid de havde kjendt hinanden,
og om hun saa vilde hilse hans Sødskendebarn Ane, hende, der var
Bryggerspige der paa Gaarden.
Marie holdt hans Haand fast.
Ja, nu vilde han da gjerne afsted.
Nej, han skulde blive, der var ingen i Verden, hun holdt saa meget
af, som ham.
Aa, det sagde hun nu blot fordi at hun var bange for, at han skulde
gaa og pusle om hende alle Steder, men det kunde hun være rolig for,
for han var hende slet ikke hadsk, og han skulde aldrig komme hende
nær, efter at han var død, det skulde han baade love og holde, om hun
saa vilde slippe.
Nej, hun vilde aldrig slippe.
Ja, det kunde da ikke hjælpe, og Søren rev sin Haand til sig og løb
ud af Bryggerset, og tværs over Gaarden.
Marie var lige bag efter ham, da han smuttede ind i Karlekammeret,
slog Døren i efter sig og stemmede Ryggen imod.
«Luk op, Søren, luk op, ellers kalder jeg alle Folkene sammen.»
Søren svarede ikke, men tog ganske rolig noget beget Sejlgarn op af
Lommen og gav sig til at surre det om Klinken, mens han holdt Døren
i med Knæ og Skulder. Trudselen om Folkene frygtede han ikke, da han
vidste, de alle var i Engene ved Høet.
Marie hamrede paa Døren, alt hvad hun kunde.
«Herregud, Søren!» raabte hun, «saa kom da ud, jeg elsker dig jo saa
højt et Menneske elske kan, jeg gjør, Søren, jeg elsker dig, elsker
dig, elsker dig, -- aa, han tror mig intet, hvad skal jeg arme,
elendige Menneske da gribe til?»
Søren hørte hende ikke, han var gaaet igjennem Karlekammeret, og ind
i et lille Kammer der bagved, hvor han og Skytten plejede at sove.
Her skulde det gaa for sig, og han saae sig om derinde. Saa kom han
i Tanker om, at det var Synd for Skytten, det var bedre at gjøre det
derude, hvor de laa saa mange sammen. Han gik ud i Karlekammeret
igjen.
«Søren, Søren, aa lad mig komme ind, lad mig, hvad, aa luk op. Nej,
nej, aa, han hænger sig, og her staar jeg. Aa, for Gud den Almægtiges
Skyld, Søren, saa luk da op, jeg har jo elsket dig fra den første
Gang jeg saae dig. Kan du da intet høre? Der er Ingen, jeg har saa
kjær, som dig, Ingen, Ingen i Verden, Søren.»
«Er ed sand?» spurgte Sørens Stemme, hæs og ukjendelig, lige ved
Døren.
«Aa Gud have Lov til evig Tid! ja, ja, ja, Søren, det er sandt, det
er sandt, jeg svær' dig den højeste Ed, som paa Jorden er til, at
jeg elsker dig udaf min inderste Sjæl. Aa, Gud have evig Lov og Tak
...»
Søren havde taget Snoren af, og Døren gik op.
Marie foer ind i Kammeret, og kastede sig om hans Hals, hulkende og
jublende.
Søren stod ganske forvirret og forlegen ved det Hele.
«Aa, Himlen ske Tak, at jeg har dig igjen!» raabte Marie, «men hvor
var det, du vilde have gjort det? sig mig det nu,» og hun saae sig
nysgjerrigt om i Kammeret, med dets uredte Senge, hvor afblegede
Bolstre, sammenfiltret Halm og snavsede Læderlagner laa uordenligt
over hinanden.
Men Søren svarede ikke, han stirrede truende paa Marie: «hvafor saa
do ed et nøj far?[11]» sagde han og slog hende over Armen.
[11] "Hvafor saa" osv. = "hvorfor sagde du det ikke noget før?"
«Om Forladelse, Søren! om Forladelse!» græd Marie, og trykkede sig op
til ham, medens hendes Øjne bedende søgte hans.
Søren bøjede sig undrende ned over hende, og kyssede hende. Han var
ganske forbavset.
«De er da hverken Komeddi eller Obenbarels[12]?» spurgte han stille
hen for sig.
[12] Obenbarels = Aabenbarelse.
Marie rystede smilende paa Hovedet.
«Aa den Unde[13]! hvem skuld' da ha' tint[14] ....»
[13] Unde = Onde.
[14] tint = tænkt.
* * *
I Begyndelsen blev Forholdet mellem Marie og Søren holdt godt skjult,
men da Palle Dyres hyppige Rejser til Randers og langvarige Ophold
der, i Egenskab af kongelig Commissarius gjorde dem uforsigtige, blev
det snart ikke nogen Hemmelighed for Tyendet paa Tjele, og da Parret
saae sig røbet, forsøgte det ikke i mindste Maade at holde Sagen
skjult, men levede som om Palle Dyre befandt sig i den anden Ende af
Verden, og ikke i Randers. Erik Grubbe brød de sig slet ikke om; naar
han truede ad Søren med sin Krykkestok, truede denne igjen med sin
Næve, og naar han skjændte paa Marie og vilde forsøge paa at bringe
hende til Fornuft, drillede hun ham med at ramse en hel Mængde op
for ham, uden at hæve sin Stemme højere end sædvanligt, hvad der var
nødvendigt, om han skulde høre Noget, da han var bleven helt tunghør,
og oven i Kjøbet paa Grund af sin Skaldethed og sin Gigt gik med en
Hue, hvis lange Øreklapper var bundet tæt ind til Hovedet, hvad der
da heller ikke gjorde ham mere lydhør.
At ikke ogsaa Palle Dyre blev Medvider, var ikke Sørens Skyld, thi i
sin ungdommelige Kjærligheds Ustyrlighed tog han ikke i Betænkning,
selv naar Husbonden var hjemme, i Mørkningen, eller naar han ellers
havde Lejlighed, at søge Marie op oppe i selve Herskabsstuerne, og
det var kun Loftstrappens heldige Beliggenhed, der i mere end eet
Tilfælde frelste ham fra at blive røbet.
Hans Stemning overfor Marie var noget vekslende, idet han undertiden
kunde komme i Tanker om, at hun var stolt og foragtede ham, og han
blev da meget lunefuld, tyrannisk og urimelig, og behandlede hende
haardere og raaere, end han egenlig mente af, for saa ved hendes
Lydighed og Blidhed at faa sin Tvivl modbevist og gjort til Intet;
som oftest var han imidlertid god og føjelig og let at lede, kun
skulde Marie være meget forsigtig med sine Klager over hendes Mand
og hendes Fader, at hun ikke skildrede sig som altfor føleligt
forurettet, thi saa blev han gal og rasende, og svor, han vilde slaa
Hjærnen ind paa Palle Dyre og lægge sine Hænder om Erik Grubbes tynde
Hals, og var saa opsat paa at fuldbyrde sin Trudsel, at der maatte
Bønner og Taarer til, for at faa ham gjort rolig igjen.
Men af Alt det, der kunde indvirke forstyrrende paa Forholdet mellem
Søren og Marie, var der dog Intet, der var mere vedholdende eller
mere virksomt, end Folkenes Drillerier, for de var selvfølgelig
yderst forbittrede over dette Kjærresteri mellem Madmoder og
Kudsk, der jo stillede denne deres Medtjener ulige heldigere end de
selv var stillede, og gav ham, navnlig i Husbondens Fraværelse, en
Indflydelse, hvortil han ikke havde mere Ret end de. Derfor pinte og
plagede de da ogsaa Søren paa alle optænkelige Maader, saa han tidt
var ude af sig selv, og snart var bestemt paa at rømme, snart paa at
tage sig af Dage.
Pigerne var naturligvis de, der var værst ved ham.
* * * * *
En Aften blev der støbt Lys i Tjele Borgestue. Marie stod ved den i
et halmfyldt Kar nedsænkede Kobberform[15] og dyppede Vægerne, som
Bryggerspigen Ane Trinderup, Sørens Sødskendebarn, lod dryppe af i
et gult Lerfad. Kokkepigen bragte og hentede Brikkerne, hængte dem
op under Lysebordet, og tog Lysene af, naar de var bleven tykke nok.
Ved Borgestuebordet sad Søren Ladefoged og saae til, han havde en
rød Klædeshue paa, der var udstafferet med Guldgalloner og sorte
Plumager, foran ham stod en Sølvkande med Mjød, og han sad og spiste
af et stort Stykke Steg, som han med sin Foldekniv skar i Stykker paa
en liden Tintallerken. Han spiste med stor Sindighed, drak imellem af
Kruset, og besvarede nu og da Maries smilende Nik med en langsom,
anerkjendende Hovedbevægelse.
[15] Form = Kjedelen, hvori den smeltede Tælle er.
Hun spurgte ham, om han sad godt.
Det var der Maade med.
Saa var det bedst, at Ane gik ind i Pigekammeret og hentede en Pude
til ham.
Det gjorde hun saa, men ikke uden at gjøre en hel Del Tegn til den
anden Pige, bag Maries Ryg.
Vilde Søren ikke have et Stykke Kage?
Jo, det kunde ikke være saa ilde.
Marie tog en Vægeten[16], og gik efter Kagen, men blev temmelig længe
borte.
[16] Vægeten = en Rulle af løstvunden Blaarvæge, gjennemtrukken med
Tælle, anbragt i en Stage af Konstruktion som en Voksstabelholder.
Hun var næppe ude af Døren, før begge Pigerne gav sig til at
skoggerle af fuld Hals, ligesom efter Aftale.
Søren skjævede arrigt hen til dem.
«Aa lille Søren,» sagde Ane, idet hun efterlignede Marie Grubbes
Røst og Tale, «vil Søren intet have en Salvet at tørre Sørens fine
Fingre paa, og en udpolstret Skammel til Sørens Fødder? Og kan
Søren nu ogsaa se at spise ved det ene tykke Lys, eller skal jeg
tænde bedre op for ham? hvad lille Søren? Og saa hænger der en sid,
blommerantes[17] Kjol' i Husbonds Kammers, skal jeg intet hente den,
den vilde være saa stads til Sørens røde Kabuds?»
[17] blommerantes = broget blomstret.
Søren værdigede hende ikke et Svar.
«Aa, vil Junkeren intet tale et bitte Ord?» fortsatte Ane, «saadan
simple Folk som os og vores Lige vil saa gjerne høre lidt fin Snak,
og jeg veed, at Junker kan, for du har da hørt, Trine, at hans
Kjærrest' har givet ham en Komplimentbog med al Slags Finhed i, og
det kan jo aldrigen fejle, at saadan en højbaaren Herre kan baade
stave og læse, enten det saa skal være forlænds eller baglænds.»
Søren slog med den knyttede Næve i Bordet, og saae vredt til hende.
«Søren,» begyndte nu den Anden, «A vil gi' dæ en gal Skjelling for en
Kys; A ved nok te do plejer at faa baade Stieg og Most a hinner den
Gammel ...»
I det Samme traadte Marie ind med Kagen og satte den for Søren, men
han slængte den hen over Bordet.
«Jav di Kvinner ud!» raabte han.
Ja men Tællen blev jo kold.
Det brød han sig ikke om.
Saa blev Pigerne da sendt udenfor.
Søren smed den røde Hue langt fra sig og bandte og var vred; hun
skulde ikke her gaa og bringe Æde for ham, som om han var en mager
Gris, og han vilde ikke gjøres til Nar for Folk ved hendes Laven
Komediantspillerhuer til ham, det skulde have en Ende dette her, det
var ham, der var en Mand, og det var Ingenting lig ad, at han gik
her og lod sig kjæle for, han havde ikke ment det saaledes, han vilde
raade og hun skulde lyde, han vilde give og hun skulde tage; ja han
vidste nok, han Ingenting havde at give af, men derfor skulde hun
ikke gaa og gjøre ham til Nummer Nul ved at give til ham. Vilde hun
ikke gaa med ham gjennem Kamp og Flint, saa maatte de skilles ad.
Dette kunde han ikke holde ud, hun skulde give sig rigtig i hans Magt
og rømme med ham, hun skulde ikke sidde der og være den naadige Frue,
saa han altid skulde se op til hende, han trængte til hun skulde være
Hund med ham, hun skulde have det saadan at han kunde være god imod
hende og faa Tak af hende, og hun skulde være bange for ham, og hun
skulde Ingenting have at stole paa uden paa ham.
En Vogn kom rullende ind ad Porten, og da det skjønnedes at maatte
være Palle Dyre, listede Søren ned til Karlekammeret.
Her sad der tre Karle paa deres Senge, foruden Skytten Søren Jensen,
som stod op.
«Der haar vi Baruenen!» sagde den ene Karl, som Kudsken traadte ind.
«Tys, lad ham Ingenting høre!» udbrød den Anden med forstilt
Ængstelighed.
«Ja,» hviskede den Første halvhøjt, «A vild' it vær' i hanses Sted
for saamanne Rosenobler, som der kan gaa i en Møl'sæk.»
Søren saae sig urolig omkring og satte sig saa ned paa en Kiste, der
stod opimod Væggen.
«Det maa vær' en pinagtig Død aa faa,» sagde den, der havde tiet og
gøs.
Søren Skytte nikkede alvorligt ad ham og sukkede.
«Hva er et, der er po Snak?» spurgte Søren med forstilt Ligegyldighed.
Ingen svarede.
«Er et herover?» spurgte den første Karl og lod Fingeren glide
tversover sin Nakke.
«Tys!» sagde Skytten og rynkede Pande ad Spørgeren.
«Er et mæ, I snakker om,» sagde Søren, «saa sej it der og kryk, men
sæj hva' I vil sæj.»
«Ja!» svarede Skytten med megen Eftertryk paa Ordet, og saae med
alvorsfuld Bestemthed paa ham. «Ja, Søren, det _er_ om dig. Herregud!
...» han foldede sine Hænder og syntes at fortabe sig i mørke
Grublerier. «Søren,» begyndte han saa igjen og tørte sig om Næsen,
«det er halsløs Gjerning, du bedriver, og jeg vil sige dig det,»
han talte som om han læste det op af en Bog, «vend om, Søren! der
staar Galgen og Blokken,» han pegte imod Hovedbygningen, «der er en
kristelig Levnet og Begravelse,» og han førte i en Bue Haanden i
Retning af Hestestalden. «For du skal straffes paa din Hals, det er
Lovens hellige Ord, ja det er, det er det, betænk det.»
«Aa,» sagde Søren trodsigt, «hvem vil angi'e mæ?»
«Jo,» gjentog Skytten med en Betoning, som om der var bleven
fremført en Ting, der meget forværrede Sagen, «hvem vil angive dig?
Søren, Søren, hvem vil angive dig? -- Du er jo Fanden partere mig
ogsaa taabelig,» fortsatte han i en ganske uhøjtidelig Tone, «og det
ogsaa rigtig taabeligen at rende efter saadan en halvgammel Kvind,
naar der er det at vove ved det, som der er. Var hun endda ung! --
Og saa en gal Satan ogsaa, lad du den Blaakindede beholde _hende_ i
Fred, der er da Gud ha' Lov andre Kvindfolk til end som hende.»
Søren havde hverken Mod eller Lyst til at forsøge paa at forklare
dem, at han slet ikke kunde leve uden Marie Grubbe, han var selv
ganske skamfuld over denne ufornuftige Lidenskab, men det vilde være
at hidse hele Koblet, Karle og Piger paa sig at tilstaa Sandheden, og
derfor løj han saa og fornægtede sin Kjærlighed.
«Ja de' er en viis Vej,» sagde han, «men sier I Folkens, A haar
en Rigsdaler, naar som Ajer[18] di ingen haar, og jen Lap og jen
Ralt[19], og jen til og manne flier[20], det blyver en hiel Las[21],
bette Venner, og foer A føst mi Paang fuld, saa kvitterer A lissaa
stil', og saa ka jo jen a Jer forsøg hans Lyk'.»
[18] Ajer = andre.
[19] jen Ralt = een Pjalt.
[20] flier = flere.
[21] hiel Las = helt Læs.
«Det er nu godt nok,» svarede Søren Skytte, «men det er at stjæle
Penge med Rebet om sin Hals, kalder jeg det. Det kan jo være liflig
nok at faa givendes til Gave baade Klæder og Sølv, og det kan jo
ogsaa være skjønt nok at ligge og strække sig paa sin Seng, og
give sig ud for syg, og saa faa baade Vin og Steg og hvad godt er
sendendes ned, men det vil aldrig gaa her mellem saa mange Folk, det
kommer lige godt op en Dag, og saa er det værste i Verden dig vist.»
«Aa, di lar et aldrig go saa vidt,» sagde Søren lidt modløs.
«Ja, de vil da gjerne af med hende begge to, og hendes Søstre og
hendes Svogre, de er' ikke det Slags Folk, der skulde ville gaa
imellem, naar de kan faa hende gjort arveløs.»
«Aa, Fajen i hvi't[22], saa hjælper hun mæ nok!»
[22] hvi't = hvilket.
«Tror du? hun kan have nok med at hytte sig selv, det har været galt
med hende for tidt, til at der skulde være Nogen, der vilde hjælpe
hende med saa meget som en Havresaa.»
«Naa ja da,» sagde Søren og gik ind i Bagkammeret, «truet Mand ka'
læng' løv'[23].»
[23] løv' = leve.
Fra den Dag af maatte Søren, hvor han stod og hvor han gik, høre
paa skumle Hentydninger til Galgen og Blokken og de gloende Tænger
og Følgen heraf var, at han for at holde Skrækken borte og Modet
oppe, tog sin Tilflugt til Brændevinet, og da Marie jævnlig havde
stukket Penge til ham, var han aldrig nødt til at holde sig ædru.
Efterhaanden blev han imidlertid ligegyldig for Trudslerne, men var
dog meget forsigtigere end før, holdt sig mere til Folkene og søgte
sjeldnere Marie.
Da Julen nærmede sig og Palle Dyre kom hjem og blev hjemme, ophørte
Møderne mellem Søren og Marie ganske, og for nu end yderligere at
bringe sine Medtjenere til at tro, at Alt var forbi og saaledes
afholde dem fra at sladre til Husbonden, gav Søren sig til at lege
Kjæreste med Ane Trinderup, og han skuffede dem Alle, endogsaa Marie,
hvem han dog havde indviet i Planen.
Tredie Helligdag, medens næsten Alle var i Kirke, stod Søren for
Enden af Hovedbygningen og legede med en af Hundene, da han hørte
Maries Stemme kalde, næsten under Jorden, syntes han.
Han vendte sig om, og saae da Maries Ansigt gjennem en Luge lige nede
ved Grunden, Lugen til Saltkjælderen.
Hun var bleg og forgrædt, og hendes Øjne stirrede saa forvildet og
ængsteligt under de smerteligt sammendragne Bryn.
«Søren,» sagde hun, «hvad har jeg gjort dig, at du intet mere holder
af mig?»
«Jamen det gjør A jo! Ka' do it forstaa, te A mo si mæ fuer, for her
laver de jo po ingenting Ant end aa leg mæ ö og fo mæ undlyvet. Snak
it te mæ og la mæ go, om do it vil ha e Hjæl a mæ[24].»
[24] tage Hjællet af En = slaa En ihjæl.
«Lyv intet, Søren, jeg ser vel hvorhen du stiler, men jeg ønsker
aldrig en ond Time over dig for det, for jeg er jo intet din
Ungdomslige, og du har altid havt Sind til Ane, men du har Synd af at
lade mig se paa det, det er intet vel betænkt. Du skal aldrig tro,
jeg vil tigge mig dig paa, for jeg veed saa grangivelig hvor vovelig
det vilde stæde dig og hvad Ryk og Slid og Haardhed der skulde til,
om vi skulde blive et Par for os selv, og det var da ogsaa knap at
ønske for Nogen af os, alligevel jeg intet kan lade det være.»
«Jamen A vil hverken ha' Ane for lidt eller møj, den Buentøs[25] hun
er, A holder a Ingen i Verden foruden som dæ, la' dem saa kald' dæ
gammel og und og hvad Dævlen di vil.»
[25] Buentøs = Bondetøs.
«Jeg tror dig intet, Søren, saa gjærne jeg vilde.»
«Trover do mæ it?»
«Nej, Søren, nej; jeg vilde kuns ønske at det var min Grav her, hvor
jeg staar og jeg kunde lukke Lugen og sætte mig ned og sove hen i
Mørket.»
«Du skal nok kom' te og trov mæ.»
«Aldrigen, aldrigen, der er ikke den Ting i Verden du kunde gjøre,
der kunde faa mig til det, for der er intet en Rimelighedstanke deri.»
«Do gjør' mæ tobele mæ di Snak, og det vil do fortryd', for om saa A
skal brindes løvendes op eller pines ihjæl for den Tings Skyld, saa
skal do kom' te aa trov mæ.»
Marie rystede paa Hovedet og saae bedrøvet paa ham.
«Ja saa mo et vær'[26], i hunt[27] et saa gor,» raabte Søren og løb
bort.
[26] saa mo et vær' = saa maa det ske.
[27] i hunt = hvordan end.
Ved Kjøkkendøren standsede han og spurgte efter Ane Trinderup og fik
til Svar at hun var i Haven. Han gik saa over i Karlekammeret, tog en
ladt, gammel Bøsse af Skyttens, og løb ud i Haven.
Ane stod og skar Grønkaal da Søren fik Øje paa hende. Hun havde
Forklædet fuldt af Blade og holdt den ene Haands Fingre op til Munden
for at aande dem varme. Ganske langsomt listede Søren henimod hende,
med Blikket fæstet paa det Nederste af hendes Skjørt, for han vilde
ikke se Ansigtet.
Pludselig vendte Ane sig om og saae Søren, og hans mørke Miner,
Bøssen og den listende Gang gjorde hende bange, og hun raabte henimod
ham: «aa lad vær, Søren, lad vær!» Han løftede Bøssen, Ane styrtede
med et vildt, skingrende Skrig afsted hen igjennem Sneen.
Skuddet faldt, Ane blev ved at løbe, tog sig saa til Kinden og sank
om med et forfærdet Raab.
Søren kastede Bøssen og løb hen til Enden af Vaaningshuset.
Lugen var lukket.
Saa hen til Hoveddøren, ind gjennem alle Stuer, til han fandt Marie.
«Det er forbi!» hviskede han bleg som et Lig.
«Er de efter dig, Søren?»
«Nej, A haar skot hende.»
«Ane? aa hvordan skal det gaa os? -- rend Søren, rend -- tag en Hest
og røm, skynd dig, skynd dig, tag den Graa.»
Søren løb.
Et Øjeblik efter sprængte han ud ad Porten.
Han var ikke kommen Halvvejs til Foulum, før Kirkefolkene kom hjem.
Palle Dyre spurgte straks, hvor Søren skulde hen.
«Der ligger En ude i Haven og jamrer,» svarede Marie; hun skjælvede
over hele Legemet og kunde neppe staa paa sine Ben.
Palle og en af Karlene bar Ane ind, der skreg, saa det kunde høres
langt bort; men forøvrigt var Faren ikke stor, Bøssen havde været
ladet med Rævehagl, og et Par Stykker var gaaet igjennem Kinden og
nogle flere havde boret sig ind i Skulderen, men da det blødte
stærkt og hun klagede sig saa ynkeligt, blev der sendt Vogn til
Viborg efter Badskjæreren.
Palle Dyre udspurgte hende, da hun nogenlunde havde fattet sig, om
hvorledes det Hele var gaaet til og fik da baade det at vide og hele
Historien om Forholdet mellem Søren og Marie.
Da han kom ud fra Sygeværelset, trængte Tjenestefolkene sig om ham
og vilde alle fortælle ham om det, han nys havde hørt; de var nemlig
bange for at de ellers paa en eller anden Maade kunde komme til at
blive straffede. Palle vilde imidlertid ikke høre paa dem, sagde, det
var Snak og dumme Rygter og sendte dem bort. Det Hele var ham nemlig
meget ubelejligt; Skilsmisse, Forhørsrejser, Proces og lignende
Udgifter, det vilde han helst undgaa, Sagen maatte kunne neddysses
og Alt gaa i Orden igjen og blive som det var. Selve Maries Utroskab
var ham taalelig ligegyldig, og Sagen kunde maaske vendes til det
Gode derved, at han kunde faa mere Magt over hende og muligvis ogsaa
over Erik Grubbe, hvem det sagtens vilde være meget om at gjøre, at
Ægteskabet holdt, tiltrods for at det var brudt.
Da han fik talt med Erik Grubbe, vidste han alligevel ikke rigtig,
hvad han skulde tro; den Gamle var ikke til at blive klog paa, han
var meget ophidset og havde straks sendt fire beredne Karle afsted
med Ordre til at anholde Søren død eller levende, og det var ingen
god Maade at sørge for Hemmeligholdelsen paa, thi der kunde komme
saa meget Andet op under Forhørene angaaende Mordforsøget.
Den næste Dags Aften vendte de tre af Karlene hjem; de havde fanget
Søren ved Dallerup, hvor den Graa var styrtet, og havde bragt ham til
Skanderborg, hvor han nu sad i Arrest. Den fjerde Karl var redet vild
og kom først Dagen efter.
Midt i Januar flyttede Palle Dyre og Marie til Nørbækgaard, thi
Folkene havde lettere ved at glemme, naar Fruen kom dem ud af Syne,
men sidst i Februar blev de da mindet om Alting igjen, thi da kom
der en Skriver fra Skanderborg og skulde forhøre, om Søren ikke var
seet der paa Egnen, da han var brudt ud af Arresten. Skriveren var
imidlertid kommet for tidlig, først en Fjortendagstid efter vovede
Søren sig en Nat til Nørbækgaard og bankede paa Maries Kammervindue.
Det Første, han spurgte om, da hun lukkede op, var om Ane var død,
og det lod til at lette hans Sind for en tung Byrde, da han hørte,
hun var hel rask. Han havde sit Tilhold i et øde Hus i Gassum Hede
og kom senere ofte igjen, og blev jevnlig hjulpen baade med Penge og
Fødemidler. Saavel Folkene som Palle Dyre vidste at han havde sin
Gang paa Gaarden, men Palle lod som Ingenting, og Folkene brød sig
heller ikke meget derom, da de saae, at Husbonden var saa ligegyldig
derved.
Ved Høbjergningstid flyttede Herskabet tilbage til Tjele, og der
turde Søren ikke vise sig. Baade herover og over Faderens idelige
Stiklerier og Fortrædigelser blev Marie saa utaalmodig og ophidset,
at hun et Par Gange tog Faderen for sig i Enerum og skjældte ham ud
som han kunde have været hendes Hundedreng. Følgen heraf var, at
Erik Grubbe midt i Avgust sendte et Klagebrev til Kongen. Dette Brev
endte, efter at det udførligt havde omtalt alle hendes Forseelser,
hvorved Gud maatte fortørnes, stor Skandalum begaaes, og snart al
Kvindkjøn forarges, saaledes:
«For saadan hendes Forholds, hendes Uskikkeligheds og Ulydigheds
Skyld er jeg foraarsaget at gjøre hende arveløs, som jeg beder
Eders kgl. Majt. allerunderdanigst, allernaadigst vil mig bifalde
og konfirmere og at Eders kgl. Majt. ydermere vilde bevise mig den
Naade at tillade mig ved Eders kgl. Majt.'s allernaadigste Befaling
til Stiftamtmand Hr. Mogens Scheel at han efter Erforskning paa
saadan hendes Forhold baade mod mig og sin Mand og hendes egen
Uskikkeligheds Skyld, at hun paa min egen Bekostning maatte vorde
hensat paa Borringholm, for Guds Vrede og Fortørnelse at forekomme
over hende, som er saadant et ulydigt Kreatur, Andre til Afsky, og
derved hendes Salighed kunde erlanges. Hvis det Alleryderste mig
ikke dertil havde drevet, skulde jeg ikke understaaet mig om dette
at anholde; men lever i den allerunderdanigste visse Forhaabning om
Eders kgl. Majt. allernaadigste Bønhørelse, Svar og Hjælp, som Gud
skal visseligen belønne. Jeg lever og dør
Tjele, 14 Avg. 1690.
Eders kgl. Majestæts
Allerunderdanigste og pligtskyldigste
tro Arve-Undersaat
_Erik Grubbe_.»
Kongen vilde herom have velb. Palle Dyres Erklæring, og denne gik
da ud paa, at Marie Grubbe ikke skikkede sig imod ham som en ærlig
Ægtehustru, og han ansøgte nu om, at Kongen vilde bevise ham den
Naade at ophæve Ægteskabet uden Proces.
Dette blev ikke bevilliget, Ægtefolkene bleve skilte ad ved Dom af
treogtyvende Marts sekstenhundrede og enoghalvfems.
Heller ikke Erik Grubbes Ansøgning om at maatte gjøre hende arveløs
og lade hende indespærre, blev hørt; han maatte lade sig nøje med at
holde Marie fangen paa Tjele, under Bevogtning af Bønder, saalænge
Processen stod paa, og han var da ogsaa en af de Sidste, det kunde
tillades, at kaste med Fordømmelsens straffende Sten.
Straks efter Domsafsigelsen forlod Marie Grubbe Tjele med en fattig
Bylt Klæder i Haanden. Hun traf Søren der syd paa Heden og fik i ham
sin tredie Mand.