I Maj sekstenhundrede og seks og halvfems døde Erik Grubbe, syv og
firsindstyve Aar gammel. Arven skiftedes straks mellem hans tre
Døttre; men Marie fik ikke meget, thi den Gamle havde før sin Død,
ved pro forma-Skyldbreve og paa anden Maade, til Skade for Marie
og til Gavn for de to Andre, unddraget Skiftet den største Part af
Formuen.
Den Lod, Marie fik, var imidlertid stor nok til at gjøre hende og
hendes Mand fra Stoddere til Folk, og ved en fornuftig Anvendelse
af Arven kunde de have sikret sig et jævnt Udkomme lige til deres
Dages Ende; men uheldigvis bestemte Søren sig til at kaste sig over
Hestehandelen, og efter nogle faa Aars Forløb var de fleste af
Pengene tabte. Resten var dog saa meget at Søren for den kunde komme
i Besiddelse af Færgestedet Burrehuset paa Falster, og dertil blev
den saa ogsaa brugt.
I Begyndelsen maatte de slide meget haardt, og Marie kom tidt til
Aaren; men senere var det hendes meste Bestilling at passe det
Øludsalg, der var forbundet med Færgeprivilegiet. De levede i det
Hele meget lykkeligt; thi Marie vedblev at elske sin Mand over Alt i
Verden, og om han end tidt drak sig fuld og slog hende, saa gjorde
det ikke saa meget; Marie vidste jo, det var Hverdagsbrug i det
Samfundslag, i hvilket hun havde ladet sig indskrive, og blev hun en
enkelt Gang utaalmodig, saa stilledes hun dog snart tilfreds naar hun
kom til at tænke paa, at den Søren, der var saa haard og barsk, var
den Samme, der engang havde skudt et Menneske for hendes Skyld.
* * * * *
De Folk, de havde at færge over, var for det Meste Bønder og
Prangere, men stundom kunde der jo ogsaa komme de, der var højere paa
Straa. Saadan kom Sti Høg der en Dag. Marie og hendes Mand roede for
ham, og han satte sig bagi Baaden, saa at han kunde tale med Marie,
der havde den bagerste Aare. Han kjendte hende straks, da han saae
hende, men viste ingen Tegn paa Forundring; maaske han havde vidst,
han vilde træffe hende der. Marie maatte se to Gange til ham, før hun
kunde kjende ham, thi han var meget forandret. Hans Ansigt var bleven
rødfedt og oppustet, Øjnene svømmende, og Underkjæben hang som om
han var lam i Mundvigene, saa var hans Ben tynde og hans Mave stor
og hængende, kortsagt, der var alle tydelige Tegn paa et Liv fuldt
af sløvende Udskejelser i hver en Retning, og det havde ogsaa været
han Livs Hovedindhold siden han skiltes fra Marie. I det Ydre havde
hans Historie været den, at han en Tidlang havde været Gentilhomme
og maître d'hôtel hos en fyrstelig Kardinal i Rom, var gaaet over
til Katolicismen, var rejst til sin Broder Just Høg, den Gang denne
opholdt sig som Gesandt i Nimwegen, var gaaet over til Lutherdommen
igjen, og rejst hjem til Danmark, hvor han nu spiste Naadsensbrødet
hos Broderen.
«Er det,» spurgte han og nikkede med Hovedet i Retning af Søren, «er
det ham, jeg spaaede der skulde komme efter mig?»
«Ja, det er ham,» svarede Marie lidt sendrægtigt; hun havde mest Lyst
til at lade være med at svare.
«Og han er større end jeg -- var?» spurgte han igjen og rettede sig
i Sædet.
«Aa, der er ingen Sammenligning, Eders Naade,» svarede hun med
paatagen Bondeagtighed.
«Ja saamænd, saadan gaar det, -- vi har da givet Kjøb vi to, saa godt
som alle Andre, og givet os Livet i Vold for en billigere Penge end
vi nogen Tid havde tænkt, vi skulde -- I paa een Vis og jeg paa en
anden.»
«Ja, Eders Naade har det vel godt nok?» spurgte Marie paa den samme
enfoldige Maade.
«Godt nok,» lo han, «godt _nok_ er halv fordærvet; jeg har det
saamænd just godt _nok_, og I, Marie?»
«Jo tak, vi har Helsen, og naar vi slider ret udaf den karske Bælg,
har vi Brød og Brændevin til.»
De var ved Land, og Sti steg ud og bød Farvel.
«Herregud!» sagde Marie og saae medlidende efter ham, «ham har det da
skaaret baade Vinger og Top.»
* * *
Fredeligt og ensformigt gik Tiden for Burrehusfolkene med dagligt
Arbejde og daglig Vinding. Lidt efter lidt sled de sig frem til bedre
og bedre Kaar, holdt Karle til at besørge Færgetjenesten, drev en
Del Smaahandel og bygged op paa deres gamle Hus. De leved det gamle
Aarhundrede ud og en halv Snes Aar ind i det ny, og Marie blev treds
og hun blev fem og treds, og holdt sig rask og rørig, arbejdsfør
og arbejdsmunter, som var hun paa den rette Side af de Halvtreds;
men saa var det paa hendes otteogtredsindstyvende Fødselsdag i
Foraaret syttenhundrede og elleve, at Søren, under meget mistænkelige
Omstændigheder, ved et Vaadeskud kom til at dræbe en Skippermand fra
Dragør, og som Følge deraf blev taget i Forvaring.
Det var et haardt Stød for Marie, og den lange Uvished om
hvad Straffen vilde blive, thi Dommen faldt først Aaret efter
ved Midsommerstid, og hendes Frygt for, at den gamle Sag med
Mordforsøget paa Ane Trinderup skulde komme op, ældede hende meget.
En Dag i Begyndelsen af denne Ventetid gik Marie ud for at tage mod
Færgen, som just lagde til Land. Der var to Rejsende ombord, og den
ene af disse, en Haandværkssvend, optog ganske hendes Opmærksomhed
ved at nægte at vise sin Vandrebog, som han paastod at have viist
Færgefolkene, da de tog ham ombord, hvad disse imidlertid benægtede.
Da hun imidlertid truede Svenden med at han skulde betale hel Takst,
naar han ikke ved sin Vandrebog beviste at han var rejsende Svend og
som saadan kun pligtig at betale det Halve, faldt han tilføje. Først
da dette var afgjort, lagde Marie Mærke til den anden Passager, en
lille, spinkel Skikkelse, der bleg og frysende af den nys overstandne
Søsyge stod stramt-indhyllet i sin sortgrønne, grovtraadede Kappe
og støttede sig mod Rælingen af en optrukken Baad. Han spurgte i en
gnaven Tone, om han kunde faa Logi i Burrehuset, og Marie svarede,
han kunde se paa Lejligheden.
Hun viste ham saa et lille Kammer, der foruden Seng og Stol indeholdt
en Tønde Brændevin med Tragt og Spildebakke, nogle store Dunke med
Sirup og Eddike, og endelig et Bord med perlemalede Ben og Plade
af firkantede Lertøjsfliser, hvor der i sortviolette Tegninger var
fremstillet Scener af det gamle og det nye Testamente. Den Fremmede
bemærkede straks, at der var tre af Fliserne, der alle fremstillede
Jonas, som kastes i Land fra Hvalfiskens Gab, og da han lagde Haanden
paa en af dem, gøs det i ham, og han sagde han vilde faa Snue, dersom
han var saa uforsigtig at sidde og læse med Albuerne paa Bordet.
Paa Maries Forespørgsel forklarede han, at han var taget bort fra
Hovedstaden for Pestens Skyld og vilde blive her paa Stedet til den
var holdt op igjen, han spiste kun tre Gange om Dagen og kunde ikke
taale Saltmad eller friskbagt Brød, forøvrigt var han Magister, for
Tiden Alumnus paa Borchs Collegium og hed Holberg, Ludvig Holberg.
Magister Holberg var en meget stille Mand med et overordenlig
ungdommeligt Udseende, han saae ved første Øjekast kun ud til at være
en atten, nitten Aar gammel, men lagde man Mærke til hans Mund og
hans Hænder og Udtrykket i hans Stemme, kunde man nok skjønne, han
maatte være ikke saa lidt ældre. Han holdt sig meget for sig selv,
talte lidt og som det syntes ikke gjerne. Dog skyede han ingenlunde
Selskab, naar han blot kunde have det saaledes, at man lod ham i Fred
og ikke vilde drage ham ind i Samtalen, og det var ham aabenbart en
Fornøjelse, naar Færgen bragte Rejsende hen eller hjem, eller naar
Fiskerne kom i Land med deres Dræt, i Afstand at betragte deres
Travlhed og lytte til deres Ordskifte. I det Hele taget holdt han
meget af at se Folk arbejde, enten det saa var med at pløje eller
stække eller sætte Baade ud, og var der En, der tog et Tag, som
oversteg det almindelige Jevnmaal af menneskelige Kræfter, kunde han
smile helt tilfreds derved og løfte paa Skuldrene i stille Velbehag.
Da han havde været i Burrehuset en Maanedstid, begyndte han at nærme
sig Marie Grubbe eller tillod hende at nærme sig ham, og de sad tidt
i de lune Sommeraftener og talte med hinanden en Timestid eller to i
Træk inde i Krostuen, hvor saa Døren stod aaben og gav Udsigt ud over
det blanke Vand til det blaaligt dæmrende Møen.
En Aftenstund, da deres Bekjendtskab var blevet temmelig gammelt,
havde Marie fortalt ham sin Historie og endt den med et Klagesuk
over, at Søren var bleven taget fra hende.
«Jeg maa bekjende,» sagde Holberg, «at jeg er aldeles uformuendes
til at begribe, hvorlunde I har kunnet præferere en gemen Staldkarl
og Stoddere for en saa perfekt Cavalliere som hans Exellence
Statholderen, der jo dog af alle berømmes som en Mester i Belevenhed
og fine Manerer, ja som et Mønster paa hvad som besynderligen er
gallant og aimabelt.»
«Endog han havde været deraf saa fuld som den Bog, der kaldes for
alamodische Sittenschule, det vilde intet have vejet saa meget som
en Fjer, eftersom jeg nu en Gang havde for ham en saadan degout og
Afsky, at jeg knap kunde taale ham for mine Øjne, og I veed, hvor
aldeles uovervindelig en saadan degout kan være, saa om En havde
en Engels Dyd og Principier, saa vilde den naturlige Afsky dog bære
Sejren derfra. Min arme nuværendes Mand derimod, til ham optændtes
jeg af en saa hastig og uformodenlig Tilbøjelighed, at jeg kan intet
andet end tilskrive det en naturlig Attraktion, som heller intet var
at modstaa.»
«Saadant kalder jeg vel raisoneret! Vi har da kuns at pakke ned al
Verdens Morale i en Kiste og skikke den til Hekkenfjeld og leve efter
vore Hjærtens Lyster, thi der er jo ikke den Uterlighed til, En
nævne vil, den jo kan klædes op som en naturligen og uovervindeligen
Attraktion, og heller ikke den Dyd er til, iblandt alle de Dyder, der
opregnes kan, at En jo lettelig siger sig den fra, thi der vil være
den, som haver degout for Maadehold, den for Sandfærdighed og den for
Ærbarhed, og saadan naturlig degout er aldeles uovervindelig, vil de
sige, og den, som er beladt dermed, derfor ganske uskyldig. Men I er
for vel oplyset, Morlille, til at I ikke skulde vide, at saadant er
kuns skammeligt Hjernespind og Daarekistesnak.»
Marie svarede ikke.
«Tror I da ikke paa en Gud, Morlille,» vedblev Magisteren, «og paa
det evige Liv?»
«Gud have Lov og Tak, jo, jeg gjør, jeg tror paa Vorherre.»
«Men den evige Straf eller evige Løn, Morlille?»
«Jeg tror, hver Menneske lever sit eget Liv og dør sin egen Død, det
tror jeg.»
«Det er jo ingen Tro, tror I paa Opstandelsen?»
«Hvordan skal jeg opstaa? som det unge, uskyldige Barn jeg var, jeg
først kom ud mellem Folk og Ingenting vidste og Ingenting kjendte,
eller som den Gang, jeg æret og misundt som Kongens Yndling var
Hoffets Zirat, eller skal jeg opstaa som den gamle, fattige, haabløse
Marie Færgemands, skal jeg? og skal jeg svare til, hvad de andre,
Barnet og den livsranke Kvinde de synded', eller skal en af dem svare
for mig? Kan I sige mig det, Hr. Magister?»
«Men I har jo dog kuns havt een Sjæl, Morlille!»
«Ja, har jeg?» spurgte Marie og sank hen i Tanker. «Lad mig tale med
Jer ret oprigtigen,» fortsatte hun, «og svar mig som I tænker: tror
I, at den, som sit ganske Liv igjennem har forsyndet sig haardeligen
mod sin Gud og Skabere, men som i sin sidste Stund, naar han ligger
og drages med Døden, bekjender sin Synd af et oprigtigt Hjærte og
angrer og giver sig Gud i Vold uden Tvivl og uden Betænkning, tror
I, den er Gud velbehageligere end En, som ogsaa har været ham haardt
imod med Synd og Forargelse, men saa i mange Livsens Aar har stridt
for at gjøre sin Pligt og baaret hver Byrde uden at knurre, men
aldrig i Bøn eller aaben Anger har begrædt sit forrige Levnet, tror
I, at hun, som har levet som hun har troet, var rettelig levet, men
uden Haab om Belønning hisset og uden Bøn derom, tror I, Gud vil
skyde hende fra sig og kaste hende bort, endog hun aldrig bad Gud et
Bønnens Ord?»
«Derpaa tør intet Menneske svare,» sagde Magisteren og gik.
Kort efter rejste han.
* * * * *
Det næste Aar i Avgust faldt Dommen over Søren Færgemand, og lød paa
tre Aars Arbejde i Jern paa Bremerholm.
Lang Tid var det at lide, længere Tid at vente, saa gik da ogsaa den.
Søren kom hjem, men Fangenskabet og den haarde Behandling havde
nedbrudt hans Sundhed, og inden Marie havde plejet ham et Aar, bar de
ham paa Kirkegaarden.
Endnu et langt, langt Aar maatte Marie drages med Livet. Saa blev hun
pludseligt syg og døde. Hun var under sin hele Sygdom slet ikke ved
sin Forstands Brug, og Præsten kunde derfor hverken bede med hende
eller berette hende.
En sollys Sommerdag begrov de hende ved Sørens Side, og udover det
blanke Sund og de korngyldne Marker, sang det fattige Ligfølge, træt
af Varmen, uden Sorg og uden Tanke:
Vreden din afvend, Herre Gud, af Naade,
Riset det blodigt, som os over Maade,
Plaget saa redelig af en Vredes Brynde,
Fordi vi synde.
Thi om du efter vore Synder onde,
Straffed', som du med al Rette kunde,
Da maatte Alting gaa i Grund, og falde,
Ja, een og alle.
..........
..........