Men i deres Maade at bære deres Kummer paa er de yderst forskjellige.
Thi mens Sti Høg i haabløs Kvide, sløvet af selve Smerten mod
Smertens hvasseste Braad, sørger og sørger i magtløs Betagenhed,
ligesom et fanget Rovdyr gaar frem og tilbage, frem og tilbage i sit
snevre Bur, saa er Marie nærmere at ligne ved et Dyr, der har revet
sig løs og flygter i ustandset Flugt, aldrig hvilemildnet Flugt,
dreven fremad og fremad, i vanvittig Frygt, af Lænken, der klirrende
slæber i dens Spor.
Hun vilde glemme.
Men Glemsel er som Lyngen, den gror kun af sig selv, og Alverdens
Fredning og Omhu og Røgt lægger ikke en Tomme til dens Vækst.
Hun øste ud af sit Guld med fulde Hænder og kjøbte sig Pragt; hun
greb hver Nydelses Bæger, som Guld kunde kjøbe, som Aand og Skjønhed
og Rang kunde kjøbe, men det var Alt forgjæves.
Der var ingen Ende paa hendes Elendighed, og Intet, Intet kunde fri
hende fra den. Havde det at skilles fra Sti Høg kunnet frembringe,
ikke en Lettelse, men blot en Forandring i hendes Pine, det havde
været gjort for længe siden, men det var ligegyldigt, ganske det
Samme, om det skete eller ej, der var ikke en Gnist af Haab om
Lindring i det, ligesaa godt følges ad som skilles, deri var der
ingen Redning.
Men de skiltes alligevel, og det var Sti Høg, der foreslog det.
De havde ikke seet hinanden et Par Dage, da Sti traadte ind i det
forreste af de pragtfulde Værelser, de havde lejet af Isabel Gilles,
Værtinden i la croix de fer.
Marie var der, og hun sad og græd.
Sti rysted mismodigt paa Hovedet og tog Plads i den anden Ende af
Stuen.
Det var saa tungt at se hende græde og vide, at hvert trøstende Ord
fra Ens Læber, hvert medlidende Suk og deltagende Blik kun vilde
gjøre Sorgen mere bitter og Graaden stærkere.
Han gik hen imod hende.
«Marie,» sagde han sagte og tonløst, «lad os endnu en Gang ret
rigtigen tales ved og saa skilles.»
«Ja, hvad kan det nytte?»
«Sig intet det, Marie, der venter paa dig endnu glade Dage i tykke
Skarer.»
«Ja Grædedage og Taarenætter i en hel og ubrydelig Kjæde.»
«Marie, Marie, tag Vare paa de Ord, du siger, for jeg forstaar dem,
som du aldrig vilde tro, jeg kunde forstaa dem, og saa saarer de saa
smerteligen haardt.»
«De Saar, der stinges med Ord til Od, dem agter jeg kuns ringe og har
aldrig havt i Tanke at skaane dig for dem.»
«Saa stød da til, hav intet Medlidenhed saameget som et Blink mere;
sig mig, du kjender dig fornedret ved din Kjærlighed til mig,
laveligt fornedret! Sig mig, du vilde give Aar af dit Liv for at
vriste hvert eneste Minde om mig ud af din Sjæl! Og gjør mig saa til
Hund og giv mig Hundenavne, kald mig det Forsmædeligste, du veed af
at sige, og jeg skal lyde alle dine Navne og sige du har Ret, fordi
du _har_ Ret, _har_ Ret, saa pinendes, som det er at sige. For hør,
Marie, hør, og tro det om du kan: endog jeg veed, du ræddes, ved dig
selv, for du har været min, og sygner i din Sjæl hver Gang du tænker
derpaa og rynker din Pande i Afsky og Vaade, saa elsker jeg dig dog
-- jo, jo, af al min Magt og Formue elsker jeg dig, Marie.»
«Nej, fy for Skam Sti Høg, aa, skam dig dog, skam dig dog, du veed
ej hvad du taler. Og dog, aa Gud forlad mig, dog er det sandt, saa
ræddeligt det lyder. Aa, Sti, Sti! hvorfor er du den Bondesjæl du
er, den krybendes Maddikeorm, som trædes og stinger dog intet? Om du
vidste, hvor jeg troed' dig stor! stolt og stor og stærk, du som er
saa svag. Men det voldte dine klingrendes Ord, som løj om en Magt,
du aldrig ejed', som raabte om en Sjæl, der var Alt, hvad din aldrig
var eller vilde blive. Sti, Sti, var det Ret, jeg fandt Klejnhed for
Styrke, ussel Tvivl for frejdigt Haab, og Stolthed, Sti! hvor blev
din Stolthed af?»
«Ret og Retfærdighed er kuns ringe Naade, men jeg fortjener intet
mere, thi jeg har været lidet bedre end en Falsknere imod dig. --
Marie, jeg har aldrig troet paa din Kjærlighed til mig, nej, aldrig,
end ikke hin Stund, da du svor mig den til, var der Tro i min Sjæl.
Ak, som jeg gjerne vilde tro, men kunde intet. Jeg kunde intet tvinge
Tvivlens mørke Hoved ned mod Jorden, den stirred' paa mig med de
kolde Øjne og alle mine Drømmes rige, ranke Haab, dem blæste den
bort med sin bedskelig smilendes Mund. Jeg kunde ikke tro du elskede
mig, Marie, og dog greb jeg din Kjærligheds Skat med baade Hænder og
al min Sjæl, og jeg fryded' mig ved den i Angst og bange Lykke, som
en Røver kan fryde sig ved sit gyldent blinkende Rov, naar han veed
den rette Ejersmand vil komme om en stakket Stund og rive ham det ud
af hans kjært belastede Hænder. For _den_ vil komme en Gang, Marie,
som er din Kjærlighed værd eller som du tror den værd, og han vil
intet tvivle, intet trygle eller skjælve, han vil bøje dig som lødigt
Guld i sin Haand og sætte sin Fod paa din Villie, og du vil være ham
følgagtig i Ydmyghed og Glæde; men det er intet fordi han elsker dig
mere end som jeg, for det kan intet være, men for han mer har Tro til
sig selv og mindre Øje for dit uskaterlige Værd, Marie.»
«Ak det er jo ret en Spaamandslektie, I der ramser op, Sti Høg, men
det er som I plejer, immer vil Jer Tanke paa Langvejsfart. I er just
som Børn, der faar et Spilleværk til Givendes; istedenfor at lege med
det og fornøjes ved det, har de ingen Ro, før de faar seet hvad der
er inden til og revet det ud af Led og Lave. I fik aldrig Tid til at
holde og vare for at fange og gribe; I hugger al Livsens Tømmer op i
Tankespaaner tilhobe.»
«Farvel, Marie.»
«Far vel, Sti Høg, det Bedste I kan.»
«Tak -- Tak -- det maa saa være -- men jeg beder om en Ting.»
«Nu.»
«Naar I rejser herfra, lad saa Ingen vide den Vej I vil, at jeg intet
skal faa det at høre, for ... for jeg svarer intet for, at jeg da fik
Magt til at holde mig fra at følge Jer efter.»
Marie trak utaalmodigt paa Skuldrene.
«Vorherre velsigne Jer, Marie, nu og evindelig.»
Saa gik han.
* * *
En lys Novemberskumring, hvor Solens bronzebrune Lys tøvende trækker
sig bort fra høje Gavles ensomt blinkende Ruder, dvæler paa Kirkens
Tvillingtaarnes slanke Spir, funkler paa Kors og gyldne Krandse
deroppe, løses i lysende Luft og svinder, mens Maanen alt har løftet
sin runde, blanke Skive op over de fjerne, brune Højes langeligt
rundede Liniers Drag.
I gule, blaanende og violette Flager spejles Himlens svindende Farver
i Flodens blanke, lydløst rindende Vande, og Blad fra Pil og Løn og
Hyld og Rose løsner sig ud af det gule Løvhang, flagrer imod Vandet
i dirrende Flugt, fanges af den blanke Flade og glider med langs
ludende Mure og vaade Stentrapper, ind i Mørket under tunge, lave
Broer, rundt om fugtsorte Træpæle, fanger et Glimt fra de glødende
Kul i den rødtoplyste Smedie, hvirvles omkring af den rustrøde Strøm
fra Sliberens Gaard, og svinder saa imellem Siv og lække Baade,
imellem sænkede Kar og dyndede Risgjærders druknende Fletværk.
En blaalig Dæmring breder sit gjennemsigtige Mørke over Torve og
aabne Pladser, hvor Vandet sløret blinker, mens det strømmer fra
vaade Slangesnuder og drypskjæggede Dragemunde i Vandspringenes
fantastisk brudte Buer og mellem takliniede, slanke Fialer; det
mumler blidt og risler koldt, det bobler dæmpet og drypper skarpt
og danner hurtigt voksende Ringe paa det rigeligt overflydende
Kummebassins mørke Spejl. Et sagte Vindpust suser over Pladsen, og
rundt omkring fra dunkle Porte, fra sorte Ruder og fra skumle Gyder,
stirrer et andet Mørke ud i Mørket.
Saa kommer Maanen frem og kaster Sølvskjær over Tag og Tinder og
deler Lys og Skygge af i skarpe Felter. Hvert Bjælkehoved, hvert et
snørklet Skilt, hver kort Balustre i Svalernes lave Gelænder, bliver
tegnet af paa Mur og Væg. Alt skjæres ud i skarpe, sorte Former, de
kunstigt brudte Stenmønstre over Kirkernes Dørgab, St. Georg med
hans Landse hist paa Husets Hjørne og Blomsten med dens Blade her i
Vinduet. Og som den lyser i den brede Gade og som den spejler sig i
Flodens Vand! Og der er ingen Skyer paa Himlen, en hvidlig Kreds, en
Glorie om Maanen, og ellers Intet uden tusind Stjerner.
En saadan Aften var det nu i Nürnberg, og i den stejle Gade op til
Borgen og i den Gaard som kaldtes for v. Karndorfs, der var der Gilde
denne samme Aften.
De sad ved Bordet, og de var Alle mætte, lystige og drukne. Paa En
nær var de alle ældre Folk, og denne Ene var kun atten Aar. Han havde
ingen Paryk, han bar sit eget Haar, og det var stort nok til det,
gyldent, langt og lokket. Hans Ansigt var saa dejligt som en Piges,
hvidt og rødt, og Øjnene var store, blaa og stille.
Den gyldne Remigius kaldte de Andre ham, og gylden ikke blot for hans
Haars Skyld, men for hans store Rigdom, thi trods hans unge Aar var
han den rigeste Adelsmand i hele bayrisch Wald, -- for bayrisch Wald
der var han fra.
De talte om Kvindeskjønhed, de lystige Herrer ved det gode Bord, og
alle var de enige om, at den Gang de var unge, da vrimled Verden
af Skjønheder med hvilke de, der nu bar Skjønheds Navn, slet ingen
Sammenligning kunde taale.
«Men hvem har seet Perlen for dem Alle tilhobe?» sagde en rødmusset
Tyksak med smaa, bitte, funklende Øjne, «hvem har seet Dorothea v.
Falkenstein af de Falkensteiner fra Harzen, hun var rød som en Rose
og hvid som et Lam, hun kunde spænde med sine Hænder om sit Liv og en
Tomme til, og hun kunde træde paa Lærkeæg uden de gik istykker, saa
let var hendes Gang paa Jorden, men hun var ingen af Jeres Hejreben
for det, hun var fyldig som en Svanefugl, der sejler paa en Dam og
fast som nogen Raa, der springer i en Skov.»
Saa drak de paa det.
«Gud velsigne Jer allesammen saa graa som I er!» raabte en lang,
gammel Knark for Enden af Bordet, «men Verden bliver grimmere Dag for
Dag. Vi kan se det paa os selv,» og han saae rundt paa dem, «hvad
for Karle vi dog var! men saa Fanden med det endda. Men hvor i al
Verdens den drikkendes Navn, kan Nogen fortælle mig det? hvad? --
kan der? -- hvem kan? -- kan Nogen fortælle mig det: hvor de trinde
Værtinder med deres leendes Munde og spillendes Øjne og nette Fødder,
og saa Krokonens Datter med det gule, gule Haar og med Øjne saa blaa,
hvor er de bleven af? Hvad? Eller er det Løgn, kunde En komme i et
Herberg, i en Landevejskro eller Gjæstgivergaard, hvad, kunde En
komme der, uden de var der ogsaa? Aa, Jammerens Jammer og Elendighed,
hvad er det for skrutryggede Døttre med Griseøjne og brede Hofter, de
Værtshusfolk lægger sig til nu til Dags, hvad er det for tandløse,
skalhovede Hekser, der nu faar Brev og Bevilling paa at skræmme Livet
af sultne og tørstige Folk med deres rindendes Øjne og runkne Hænder?
Uh, føj, jeg er saa bange for et Krosted som for klare Fanden, for
jeg veed jo, det Ølskjænkerasen derinde er gift med Døden fra Lübeck
i egen lede Gestalt, og naar som En først er bleven saa gammel som
jeg, saa er der Noget i memento mori, En heller vil glemme end huskes
paa.»
Der sad en Mand midt for Bordet, kraftig bygget og ret fyldig i
Ansigtet, der var gult som Voks, han havde graa og buskede Bryn og
klare spejdende Øjne, han saae just ikke svagelig ud, men som om han
havde lidt meget, lidt store legemlige Smerter, og der var et Træk
ved hans Mund naar han smilte, som om han sank noget Bedskt med det
Samme. Han sagde med en blød og dæmpet Stemme, lidt hæs var den:
«den brune Euphemia af de Burtenbachers Stok, hun var stateligere
end nogen Dronning, jeg har seet for mine Øjne. Hun kunde bære den
stiveste Gyldenstykspragt, som var det den bekvemmeligste Husdragt,
der var til, og Kjæder og Klenodier om Hals og Midie, paa Bryst og
paa Haar, det hang og det sad, som var det de Krandse af vilde Bær,
som Børn hænger paa sig, naar de leger i Skoven. Der var ingen, der
var som hun; naar de andre unge Jomfruer de prunked i deres Stads som
prægtige Relikviehuse med Snørkler af Guld, og med Lænker af Guld,
med Roser af dyr'bare Stene, saa var hun at se til, saa festlig og
fager og frisk og let som et Banner, der flyver for Vinden. Der var
Ingen hendes Lige, hverken var eller er.»
«Jo, jo, og hendes Overmand med!» raabte den unge Remigius og sprang
op. Han bøjede sig ivrig frem over Bordet, støttet paa den ene Haand,
medens han i den anden svingede en blank Pokal hvis gyldne Drue
skvulpede over Randen og vædede hans Finger og hans Haandled, og
dryppede i klare Draaber fra hans hvide, brusende Kniplingsmansket.
Hans Kinder blussede af Vin, hans Øjne funkled, og han talte med
usikker Stemme.
«Dejlighed!» sagde han, «er I blinde allesammen, eller har der ingen
af Jer seet den danske Frue, ikke saameget som seet Fru Marie? Hendes
Haar er som naar Solen den skinner paa en Eng og Græsset staar i Aks,
hendes Øje er mere blaat end som en Klinge, og hendes Læber er saa
røde som en blødendes Drue. Hun gaar som en Stjerne, der gaar over
Himlen, hun er rank som et Scepter og statelig som en Trone, aa,
alle, alle Legemsdyder og Dejligheders Flok er i Blomster hos hende,
som Rose ved Rose i florerendes Pragt. Men der er det ved hendes
Dejlighed, som gjør, at naar En seer hende, bliver En tilsinds, som
naar En om Højtidsmorgen hører dem blæse fra Domkirkens Taarne; En
bliver saa stille, for hun er ligesom den hellige Smertens Moder paa
den skjønne Billedtavle, der er saadan en Højhedens Sorg i hendes
klare Øjne, og det samme haabløse Taalmodssmil om hendes Mund.»
Han var helt bevæget og havde Taarer i Øjnene, han vilde tale, men
kunde ikke, og blev staaende oprejst, kæmpende med sin Stemme, for
at faa Ordene frem. Men saa slog en af hans Naboer ham venligt paa
Skuldren, og fik ham til at sidde ned, og drak saa med ham Bæger paa
Bæger, og saa blev Alting godt igjen, de Gamles Lystighed gik højt
som før, og Alt blev Jubel, Sang og Latter.
* * * * *
Marie Grubbe var da i Nürnberg.
Siden hun skiltes fra Sti Høg havde hun flakket om i det meste af et
Aar, og havde nu endelig slaaet sig til Ro her.
Hun havde forandret sig meget siden den Aften, hun tog Del i
Balletten i Frederiksborg Slotshave. Ikke blot gik hun nu i sit
tredivte Aar, men den ulykkelige Forbindelse med Sti havde gjort et
mærkværdigt stærkt Indtryk paa hende. Hun havde skilt sig fra Ulrik
Frederik, ledet og fremskyndet af tilfældige Omstændigheder, men
fremfor Alt, i Kraft og Medfør af, at hun havde bevaret hine sin
første Ungdoms Drømme om, at den, en Kvinde skulde følge, han skulde
være hende som en Gud paa Jorden, at hun med Kjærlighed og ydmygt
kunde tage af hans Hænder Godt og Ondt, alt som hans Villie var, og
nu havde hun i et Øjebliks Forblindelse taget Sti for denne Gud, han,
som ikke en Gang var en Mand. Det var hendes Tanker. Hver Svaghed,
hver umandig Tvivl hos Sti, følte hun som en uafviskelig Skamplet paa
sig selv. Hun væmmedes ved sig selv, for hin stakkede Kjærlighed, og
gav den lave Skjændselsnavne. Disse Læber, som havde kysset ham, gid
de maatte visne, disse Øjne, som havde smilt til ham, gid de maatte
dummes, dette Hjærte, som havde elsket ham, gid det maatte briste.
Hver Evne i hendes Sjæl, hun havde besudlet den ved denne Kjærlighed,
hver Følelse, hun havde vanhelliget den. Hun havde mistet al Tillid
til sig selv, al Tro paa sit eget Værd, og i Fremtiden -- der lyste
intet Haab for hende i Fremtiden.
Hendes Liv var afsluttet, hendes Levnets Løb fuldendt; en rolig Krog,
hvor hun kunde lægge sit trætte Hoved til Hvile, for aldrig at løfte
det mere, det var alle hendes Ønskers Maal.
Saadan var hendes Sind, da hun kom til Nürnberg. Et Tilfælde førte
hende sammen med den gyldne Remigius, og hans inderlige, men
tilbageholdne Tilbedelse, den friske Ungdoms afgudiske Tilbedelse,
hans jublende Tro paa hende, og hans Lykke ved hans Tro paa hende,
har været som kjølig Dug for den nedtraadte Blomst, den rejser sig
vel ikke, men den visner ikke heller, den folder endnu de fine,
farverige Blade ud for Lyset, og dufter og straaler i tøvende
Livskraft. Og saadan hun. For der var Lise i at se sig ren og skær
og ubesmittet i en Andens Tanker, og der var halvt som Frelse i at
vide, at En var den, der vakte i en Andens Sjæl en frejdig Tillid,
Skjønhedshaab og ædle Længsler, som gjorde den, hos hvem de vaktes,
rig. Og det var ogsaa blidt og dulmende, i vage Billeder og dunkle
Ord at klage sine Sorgers Klage for en Sjæl, der selv uprøvet og fri
for Kummer, med stille Vellyst led hver Lidelse af hendes, og var
taknemmelig, fordi at den fik Lov at dele de Sorger, som den anede,
men ikke forstod, og dog ligefuldt delte. Jo, det var blidt at klage,
naar En saae Ens Sorger vakte Ærefrygt og ikke Medlidenhed, saa de
blev som et mørkt og majestætisk Pragtgevandt om Ens Skuldre, et
taarefunklende Diadem om Ens Pande.
Saaledes begyndte Marie lidt efter lidt at forsones med sig selv, men
saa hændte det en Dag, Remigius var redet ud, at hans Hest blev sky,
kastede ham af Sadlen, og slæbte ham tildøde i Stigbøjlerne.
Da Marie hørte dette, sank hun hen i en tung, sløv og taareløs Sorg.
Hun sad i hele Timer og stirrede hen for sig med et træt, tankeløst
Blik, tavs som En, hvem Mælet var røvet, og var ikke til at bevæge
til at tage sig Nogetsomhelst for, ja hun vilde end ikke at der
taltes til hende; gjorde Nogen det, afviste hun dem med en mat
Bevægelse med Haanden og en stille Rysten paa Hovedet, ligesom om det
voldte hende Smerte.
Dette varede nu længe, men imidlertid var næsten alle hendes Penge
opbrugte, og der var næppe saa mange tilbage, at de kunde rejse hjem
for dem. Lucie blev ikke træt af at foreholde Marie dette, men det
var først langt om længe at det fandt Gehør.
Endelig rejste de da.
Undervejs blev Marie syg, saa Rejsen blev meget forlænget, og Lucie
maatte sælge den ene rige Dragt efter den anden, det ene kostbare
Smykke efter det andet, for at de kunde komme Vejen frem.
Da de naaede Aarhus, ejede Marie næppe mere end de Klæder, hun havde
paa sig.
Her skiltes de; Lucie tog tilbage til Fru Rigitze, Marie tog til
Tjele.
Det var i Foraaret Treoghalvfjerds.