Marie Grubbe havde aldrig før havt Penge at raade over, og derfor
syntes det hende, nu hun havde faaet saa stor en Sum i Hænde, at
hendes Magt og Evne var uden Grændser. Ja, det var hende, som om
selve Vidunderlighedens Ønskekvist var lagt i hendes Haand, og hun
længtes som et Barn efter at svinge den Sving i Sving og kalde alle
Jordens Herligheder hen for sine Fødder.
Hendes nærmeste Ønske var at være langt borte fra Kjøbenhavns Taarne
og Tjeles Enge, fra Erik Grubbe og Faster Rigitze, og saa svang hun
da Kvisten første Gang, og paa Hjul og Kjøl over Vand og Vej førtes
hun bort fra Sjælland, ned gjennem Jylland og Slesvig til Lübecks
By. Hendes hele Følge var Kammerpigen Lucie, som hun havde faaet sin
Faster til at overlade sig, og saa en Kjøbmandskusk fra Aarhus, thi
først i Lübeck skulde de egenlige Rejseforberedelser træffes.
Det var Sti Høg, der havde bragt hende paa den Tanke at rejse, og den
Gang havde han sagt, at han ogsaa vilde forlade Landet og søge sin
Lykke ude og havde tilbudt sig at være hendes Rejsemarskalk. Han kom
nu ogsaa, hidkaldt ved et Brev fra Kjøbenhavn, til Lübeck en fjorten
Dages Tid efter Maries Ankomst dertil og begyndte straks paa at gjøre
sig nyttig ved at træffe de Foranstaltninger, en saa lang Rejse
gjorde nødvendig.
I sit stille Sind havde Marie egenlig tænkt at være en Velgjører
for den stakkels Sti Høg, ved med sine rige Midler at lette ham
Bekostningerne ved Rejsen og ved Opholdet i Frankrig, indtil det
skulde vise sig, om en anden Kilde vilde vælde for ham. Hun blev
derfor, da den stakkels Sti Høg kom, forbavset ved at finde ham klædt
med megen Pragt, udmærket bereden og ledsaget af tvende statelige
Ridesvende, i det Hele med alle mulige Tegn paa, at hans Pung
ingenlunde trængte til at fylde sig rund med hendes Guld. Men endnu
mere forbavsedes hun ved det Omslag, der syntes at være foregaaet i
hans Sind, han var livlig og næsten munter, og mens han før saae ud,
som om han med statelige Fjed fulgte sig selv til Jorden, saa traadte
han nu i Gulvet som en Mand, der ejed den halve Verden og havde den
anden Halvdel i Vente. Der havde været Noget af en plukket Fugl ved
ham før, nu ligned han mest en Ørn med brusende Fjer og skarpe Øjne,
der talte om endnu skarpere Klør.
Marie tænkte først, at det var Glæden over at kunne kaste alle
Fortidens Bekymringer bagved sig og Haabet om at vinde en Fremtid,
der var værd at vare, som havde bevirket denne Forandring; men da
han havde været der i nogle Dage uden at aabne sin Mund for hine
elskovssyge, modløse Ord, hun kjendte saa godt, begyndte hun at
tro, han havde faaet Bugt med sin Lidenskab og nu, i Følelsen af
sejersstolt at kunne sætte sin Hæl paa Elskovsdragens Hoved, kjendte
sig fri og stærk og sin Skjæbnes Herre, og hun blev ganske nysgjærrig
efter at faa at vide, om hun havde gjættet ret, og hun tænkte ved sig
selv, lidt fortrydelig med det Samme, at jo mere hun saae til Sti
Høg, jo mindre kjendte hun ham.
En Samtale, hun havde med Lucie, kunde ikke Andet end bestyrke hende
i denne hendes Formodning.
Det var en Formiddag, de begge to gik frem og tilbage i det store
Portrum, der fandtes i alle Lübeckerhuse og som baade var Gang
og Dagligstue, Tumleplads for Børnene og Scenen for de fleste
Haandgjerningsarbejder, undertiden ogsaa Spisestue og Grøntkammer.
Det Rum, de gik i, blev imidlertid nærmest kun brugt i de mildere
Aarstider, derfor var der nu blot et langt, hvidtskuret Bord, nogle
tunge Træstole og et gammelt Skab derinde, bagerst var der slaaet
lange Fjælhylder op, hvor Hvidkaal laa i grønne Rader over røde
Dynger af Gulerødder og strittende Peberrodsbundter.
Porten stod paa vidt Gab ud til den vædeblanke Gade, hvor Regnen
plaskede ned i blinkende Strømme.
Baade Marie Grubbe og Lucie var klædte paa til at gaa ud, den Ene
i en skindbræmmet Klædeskaabe, den Anden i et Slag af brungraat
Hvergarn; de gik og ventede paa, at Regnen skulde holde op og
skrede hurtigt frem og tilbage over det røde Murstensgulv, med smaa
trampende Trin, som om de havde ondt ved at holde Fødderne varme.
«Skulde det nu ogsaa være en rigtig sikker Ledsagere, I tror?»
spurgte Lucie.
«Sti Høg? -- ja, ja er han da saa, skulde jeg tænke. Hvad mener du
med det?»
«Aa, kuns om han intet bliver siddendes i det paa Veien.»
«Hvad!»
«Jo, de tydske Jomfruer eller da de hollandske med ... I veed,
han har det Ord paa sig, at hans Hjærte er gjort af saa glødendes
Materie, at det slaar i lysendes Brand, saasnart der kuns er et
Skjørt, der vifter til.»
«Hvem har holdt Tossemarked for dig med de Parabler?»
«Men Herregud, har I da aldrig hørt _det_ før? Jeres egen Svoger! --
Hvem kunde tvivle paa[10], at det var Nyt; jeg kunde da ligesaa godt
være falden paa at fortælle Jer, at der er syv Dage i en Uge.»
[10] Tvivle paa: i Betydningen: tro.
«Hvad mon der har seet dig idag, du primer som havde du faaet spansk
Vin til Morgenkost?»
«Ja, een af os, lader det til. -- Sig mig: Ermegaard Lynow, har I
aldrig hørt det Navn før?»
«Nej!»
«Saa spørg Sti Høg, om han skulde hændes at kjende det, og nævn saa
med det Samme Jydte Krag og Christence Rud og Edele Hansdatter, og
Lene Poppings om I vil, det var jo tænkeligen, han kunde træffe til
at vide nogle Parabler, som I kalder det, om dem alle tilhobe.»
Marie standsede i sin Gang ved den aabne Port og saae længe vist ud
paa Regnvejret. «Veed du kanhænde», sagde hun saa og begyndte at gaa
igjen, «veed du kanhænde ogsaa om nogle af de Parabler at sige?»
«Det skulde En næsten vente sig.»
«Om Ermegaard Lynow?»
«Jo besynderlig om hende.»
«Hvad da?»
«Aa det var med en af de Høger, Sti tror jeg han hed, en høj,
rødhaaret, bleg ....»
«Tak, det veed jeg nu just saa lige.»
«Veed I ogsaa det med Forgiften?»
«Nej, nej!»
«Eller Brevet da?»
«Naa, fortæl!»
«Hu, det er saa en grimme Fortælling den.»
«Naa!»
«Jo, den Høg han var nok gode Venner, det var da førend som han blev
gift, ja han var de allerbedste Venner med Ermegaard Lynow; hun havde
det længste Haar nogen Jomfru kunde have, for hun kunde fast træde
i det, og hun var saa hvid og rød, ret en Dejligheds Dukkebarn var
hun, men han var saa haard og bøs mod hende, sagde de, som var hun
en opsætsig Myndehund og intet den blide Skabning hun var, men jo
slemmer' han var, jo mer holdt hun af ham, han kunde have slaaet
hende blaa og grøn, om han intet gjorde det, hun vilde have kysset
ham for det, huha, det er ligeud grim at tænke paa, som en Mennesk'
kan være, naar den ret har sat sit Sind til en Anden. Men saa blev
han kjed af hende og saae aldrig den Vej hun var, for det han havde
faaet en Anden i Tanker, og Jomfru Ermegaard hun græmmed' sig og
sørged' og var ved at gaa til af ene Jammer og Elendighed, men hun
leved' endda, det Liv det var. Saa kunde hun intet holde det længer
ud, Jomfruen; de siger, hun havde seet Sti Høg ride Gaarden forbi og
var rendt ud efter ham og havde løbet en Mil Side om Side med hans
Hest, uden at han skulde saameget som standse et Trin eller skulde
ville høre paa hendes Bønner og Begrædelser, men bare red haardt til
og bort fra hende. Det kunde hun intet bære og saa tog hun dræbendes
Forgift ind og skrev saa til Sti Høg, at det havde hun gjort for
hans Skyld, nu skulde hun aldrig være ham til Hinder mere, blot hun
maatte se ham engang inden hun døde.»
«Og saa?»
«Ja Gud veed om det ogsaa er som Folk siger, for saa er han da den
ledeste Krop og Sjæl som nogen Helvedes Pine kan vente paa; -- saa
skrev han tilbages -- ja, saadan var det, han skrev tilbages, at
den Modgift, som bedst kunde gjøre hende frisk igjen, det var hans
Kjærlighed, men den stod det intet i hans Magt at give hende, men han
havde hørt at Melk og Hvidløg skulde ogsaa være godt, og det vilde
han raade hende til at tage ind. Se, det svared' han; hvad tænker I?
kan der nu være Noget mer skammeligt til end som det?»
«Og Jomfru Ermegaard?»
«Jomfru Ermegaard?»
«Ja vist.»
«Ja, det var intet hans Skyld, men hun havde intet taget Forgift nok
til at dø af, men hun blev saa krank og ilde, at hun nær aldrig var
kommen til Helsen igjen.»
«Det bitte Lam,» sagde Marie og lo.
* * * * *
Næsten hver Dag i den nu paafølgende Tid hidførte en eller anden
lille Forandring i Marie Grubbes Opfattelse af Sti Høg og derved
ogsaa i den Maade paa hvilken de omgikkes med hinanden.
Det var saa let at se, at Sti ikke var nogen Drømmer, af den Omsigt
og Raadsnarhed hvormed han fjernede alle de utallige Hindringer og
Vanskeligheder, Rejsen frembød, og det var ligeledes let at blive
klog paa, at han baade i Manerer og Begavelse stod langt over selv de
ypperste af de Adelsmænd, de traf sammen med. Altid var hans Tale ny
og interessant og ulig alle Andres, det var som havde han en egen,
kun af ham kjendt Vej, til Forstaaelse af Mennesker og Ting, og det
var med en frejdig Haan, syntes Marie, at han bekjendte sin Tro paa,
hvor stærkt Dyret i Mennesket var, eller hvor lidt Guld, der skjulte
sig i dets Naturs Slakker, og den kolde, lidenskabelige Veltalenhed
hvormed han beviste hende, hvor ringe Sammenhæng der var i Menneskets
Væsen, hvor uforstaaet og uforstandig, hvor leddeløs og famlende og
ganske i Tilfældets Vold det, der var ædelt og det, der var lavt,
brødes i Ens Sjæl, den Veltalenhed, hvormed han søgte at gjøre hende
dette klart, syntes hende stor og betagende, og hun begyndte at tro
at sjældnere Gaver og mægtigere Kræfter vare blevne ham til Del end
der ellers faldt i Dødeliges Lod, og hun bøjede sig i Beundring, ja
næsten i Tilbedelse for den Vældigheds Magt hun anede; men dog var
der med alt dette i hendes Sjæl en stille, lurende, stadigt hviskende
Tvivl, der aldrig fik Mæle i udtænkte Tanker, men kun i dunkel,
instinktmæssig Følelse rørtes af Frygt for at Magten var en Magt, der
trued og rased, der ønsked og higed, men aldrig slog ned, aldrig
greb til.
* * *
I Lohendorf en tre Mil fra Vechta laa der, lige ved Landevejen, et
gammelt Krosted, og her var Marie og hendes Følge, et Par Timer efter
at Solen var gaaet ned, taget ind.
Ud paa Aftenen, da Kusk og Ridesvende var gaaet til Hvile i Udhusene,
sad Sti Høg, Marie og et Par bondeagtigt udseende, oldenborgske
Adelsmænd i en ret fortrolig Samtale, ved et lille rødmalet Bord
foran den store Bilæggerovn i Kroens Skjænkestue.
Ved det lange Bord henne under Vinduerne, med Ryggen støttet mod
Bordpladens Kant, sad Lucie paa Enden af en Bænk og strikkede og saae
til.
Paa Herskabsbordet stod der et Tællelys i en gul Leerstage og spredte
sit søvnige Skjær over Ansigterne derhenne og spejlede sig fidtet
i den Række Tintallerkener, som fandtes over Ovnen. Marie havde en
lille Tinkande med varm Vin foran sig, Sti Høg en større, medens de
to Oldenborgere vare fælles om en mægtig Træstob med Øl, der stadig
tømtes og ligesaa stadig fyldtes af en pjudskhaaret Karl, som laa og
drev paa en Gaasebænk inderst i Stuen.
Baade Marie og Sti Høg havde helst trukket sig tilbage til deres
Kamre, thi de to Landadelsmænd var ikke noget muntert Selskab; og de
havde ogsaa gjort det, havde Kamrene ikke været saa isnende kolde og
Ulemperne ved at opvarme dem endnu værre end Kulden, hvad de havde
erfaret da Verten bragte dem Kakkelovnspotter derind; Tørvene var
nemlig der paa Egnen saa svovlede, at kun Folk, der var vante til
dem, kunde faa deres Vejr, hvor de var i Glød.
Oldenborgerne var ikke muntre, for de skjønnede nok de var i fint
Selskab og gjorde sig derfor Umag for at udtrykke sig saa belevent
som det stod i deres Magt, men efterhaanden som Øllet fik mere og
mere Magt over dem, blev ogsaa det Baand, de havde lagt paa sig selv,
slappere og slappere, ja, ganske løst. Deres Sprog fik et endnu
mere lokalt Anstrøg end før, deres Skjæmt blev massivere og deres
Spørgsmaal nok saa nærgaaende.
Som nu Spøgen voksede i Plumphed og Uhøviskhed, begyndte Marie at
blive urolig i Sædet, og Sti Høgs Øjne spurgte over Bordet om de
skulde gaa bort. Da kom just den lyseste af de Fremmede med en vel
grov Hentydning, som fik Sti til at rynke Brynene og se truende paa
ham, men dette æggede ham kun, og han gjentog sin skidne Skjæmt i
endnu kraftigere Udtryk, hvad der fik Sti til at love ham, han skulde
finde Tinkruset i sin Pande hvis han voved et Ord mer af samme Slags.
Netop i det Øjeblik nærmede Lucie sig Bordet med sit Strikketøj for
at se at finde en Maske, hun havde tabt, og heraf benyttede den anden
Oldenborger sig; han tog hende om Livet, tvang hende ned paa sit
Skjød og trykkede et forsvarligt Smækkys paa hendes Læber.
Denne Frejdighed opildnede den Lyse, og han slog sin Arm om Marie
Grubbes Hals.
I samme Nu sad Stis Krus ham i Panden saa kraftigt og sikkert, at han
sank over mod Bilæggeren med et dybt Grynt.
I næste Sekund var Sti og den Mørke ude midt paa Gulvet, og Marie og
hendes Pige flygtet hen i et Hjørne.
Karlen paa Gaasebænken sprang op, gav et Brøl fra sig ud ad Stuens
ene Dør, løb selv hen til den anden og gav sig til at stænge den
med en alenlang Jernbom, samtidig hørtes en Slaa smække for Husets
Bagdør. Det var nemlig Skik der i Kroen, saasnart der var Slagsmaal,
at stænge saadan, at Ingen, der var udenfor, kunde komme til at tage
Del i Striden og saaledes give den større Udstrækning end nødvendigt,
men det var ogsaa deres eneste Indblanden, og naar Stængselen var
besørget, listede de straks til deres Senge; for den, der Ingenting
saae, kunde heller Ingenting forklare.
Der var ingen af de Kæmpende, der havde Vaaben hos sig, saa de havde
kun Næverne at jævne Sagen med. Og der stod de, Sti og den Mørke og
bandte og brødes. De trak hinanden fra Plet til Plet, drejed sig i
sejge, modstridende Vendinger og tørned hinanden opad Døre og Vægge;
de fanged hinandens Arme, fried sig af hinandens Tag, bøjed og vred
sig, frem og tilbage med Hagerne trykket i hinandens Skuldre. Endelig
tumled de om paa Gulvet; Sti var øverst og havde lige et Par Gange
hugget sin Modstanders Hoved tungt mod det kolde Lergulv, da han
følte to kraftige Hænder i Greb om sin Hals. Det var den Lyse, der
var kommen til sig selv igjen.
Sti var ved at kvæles, Luften ralled i hans Strube, det sortned for
hans Øjne, og hans Lemmer lammedes. Den Mørke slog sine Ben om ham og
trak ham i Skulderen nedefter, den Lyse havde Hænderne om hans Hals
og Knæene i hans Sider.
Marie skreg og vilde ile til Hjælp, men Lucie havde slynget sine Arme
om hende i et næsten krampagtigt Tag, saa hun ikke kunde flytte sig.
Da, just som Sti var ved at miste sin Samling, huggede han sig med
en sidste Kraftanstrængelse forover, saa den Mørkes Baghoved hamrede
ned mod Jorden og den Lyse glippede lidt i sit Greb og aabned Vej
for en Kjende Luft. I et smidigt, kraftigt Kast rev Sti sig bort til
Siden, kasted sig ind paa den Lyse, saa han vælted til Jorden, bøjed
sig dernæst rasende frem over den Faldne, men ramtes af et Spark i
Hjærtekulen, saa han næsten segned; men saa greb han med den ene
Haand om Anklen den Fod, der havde ramt ham, og med den anden Haand
fik han Hold i Støvleskaftet lige neden til Knæet, løftede saaledes
Benet i Vejret og hug det ned mod sit fremspændte Laar, saa Knoglerne
brødes i Støvlen og den Lyse besvimet sank hen. Den Mørke, som laa
og stirred, fortumlet af Slaget i Hovedet, udstødte, da han saae
dette, et saa vaandefuldt Vræl, som havde det været ham selv, det gik
udover, og kravled i Skjul under Bænken oppe ved Vinduet, og dermed
var det Slagsmaal da forbi.
Men den Vildskab, Sti Høg ved denne Lejlighed havde viist at der
boede i hans Sind, havde en mægtig, forunderlig Indflydelse paa
Marie; thi da hun den Nat lagde sit Hoved paa sin Pude, sagde hun til
sig selv, at hun elskede ham, og da Sti Høg i de paafølgende Dage
havde lagt Mærke til, at der var Noget i hendes Blik og Adfærd, der
tydede paa, at der var skeet en stor Forandring til Gunst for ham i
hendes Sind og han opmuntret heraf, bad om hendes Kjærlighed, fik han
det Svar, han ønskede.