XIII.

En skjønne Dag overraskedes Erik Grubbe ved at se Madame Gyldenløve

kjøre ind paa Tjele.

Han skjønnede straks, at der var noget Galt paafærde, som hun saadan

kom agende uden Tjenerskab og nogen Ting, og da han fik at vide,

hvordan det egenlig forholdt sig, var det ikke noget varmt Velkommen,

han bød hende, for han blev saa vred, at han gik sin Vej, smeldende

Døren i efter sig og viste sig ikke mere den Dag.

Men da han fik sovet paa det, blev han mere omgængelig, ja han

behandlede endog sin Datter med en næsten respektfuld Kjærlighed, og

der kom noget af en gammel Hofmands stive Pyntelighed i hans Tale.

Han var nemlig kommen i Tanker om, at endnu var der jo egenlig ingen

Ulykke skeet; der havde vel været en lille Uenighed mellem de unge

Ægtefolk, men Marie var endnu Madame Gyldenløve, og Sagen maatte uden

stor Vanskelighed kunne bringes i den gamle Skure igjen.

Rigtignok raabte Marie paa Skilsmisse og vilde ikke høre et Ord om

Forsoning, men det vilde næsten være urimeligt at vente andet, lige

i den første Hedes friske Forbittrelse, nu mens alle Minder vare

ømme Vunder og gabende Saar, saa det lagde han ingen Vægt paa; der

vilde Tiden hjælpe, det var han overbevist om.

Der var desuden en Omstændighed af hvilken han lovede sig en ikke

ringe Bistand. Marie var jo kommen næsten nøgen fra Aggershus uden

Klæder og Klenodier, og hun vilde snart savne den Pragt, hun havde

lært at anse for dagligdags, og selv den jævne Kost paa Tjele, den

ringe Betjening og hele det daglige Livs Tarvelighed vilde faa hende

til at længes efter det, hun havde forladt. Paa den anden Side kunde

Ulrik Frederik, han være nu saa vred han vilde, vanskelig tænke

paa Skilsmisse. Hans Pengesager var ikke i den Orden, at han kunde

skilles ved Maries Medgift, thi tolv tusind Daler var mange rede

Penge, og Guld og Jordegods og anden Herlighed var ogsaa haardt at

komme af med, naar man nu endelig en Gang havde faaet det.

Et Halvaarstid gik Alting godt paa Tjele. Marie befandt sig vel

paa den stille Gaard. Den dybe Fred, der herskede der, Dagenes

Ensformighed og deres fuldstændige Mangel paa Begivenheder var noget

Nyt for hende, og hun nød det med et drømmende, passivt Velbehag.

Naar hun tænkte paa Fortiden, kom den hende for som en trættende

Kæmpen og Bryden, en rastløs Trængen sig frem uden Maal, lysnet af et

skærende, stikkende Lys og gjennemlarmet af en utaalelig, bedøvende

Tummel, og der kom en frydelig Fornemmelse over hende af Tryghed

og Ro, af uforstyrret Hvile i velgjørende Skygge, i sød og venlig

Tavshed; og hun yndede at forhøje sit Tilflugtssteds Fred ved at

tænke sig, at i Verden derude der larmede og stredes og trængtes de

endnu, mens hun havde listet sig bort ligesom bagom Livet og truffet

en tryg lille Plet, hvor Ingen kunde finde hende og bringe Uro i

hendes yndigt dunkle Ensomhed.

Men alt som Tiden led, blev Stilheden tung og Freden død og Skyggen

mørk, og hun begyndte nu ligesom at lytte efter en levende Lyd fra

Livet derude. Det var hende derfor ikke uvelkomment, at Erik Grubbe

foreslog en Forandring. Han vilde nemlig have, at hun skulde tage

hen og bo paa sin Gemals Slot, Kalø, og han udviklede for hende,

at da hendes Gemal havde hele hendes Medgift i Besiddelse og dog

Intet sendte til hendes Underhold, saa var det rimeligt, hun lod sig

underholde af Kalø Gods, og der kunde hun saa leve som Blommen i et

Æg, holde stort Tjenerskab og føre sig op med Pragt og Bekostning,

langt anderledes end her paa Tjele, som var altfor tarveligt til

hende, der var saa meget bedre vant. Desuden var der i Kongens

Morgengavebrev til hende, hvori der tilsikredes hende tusinde Tønder

Hartkorn, ifald Ulrik Frederik skulde dø fra hende, aabenbarlig tænkt

paa Kalø Gods, som netop var de tusinde Tønder og som tilskjødedes

Ulrik Frederik et Halvaarstid efter Bryllupet. Dersom nu de ikke

skulde blive forligte igjen, saa var det ikke usandsynligt, at Ulrik

Frederik kom til at afstaa hende det hende som Enkesæde tiltænkte

Gods, og det var derfor tjenligt, baade at hun lærte det at kjende og

at Ulrik Frederik vænnede sig til at vide det i hendes Besiddelse,

desto lettere vilde han maaske afstaa det.

Erik Grubbes Mening med denne Ordning var den, at blive fri for de

Bekostninger, han sattes i ved Maries Ophold paa Tjele, og saa i

Folks Øjne at gjøre Bruddet mellem Ulrik Frederik og hans Gemalinde

mindre end det var; desuden var det jo altid en Tilnærmelse, og man

vidste aldrig, hvad den kunde føre til.

Marie rejste da til Kalø, men kom ikke til at leve der som hun havde

tænkt sig det, for Ulrik Frederik havde givet sin Ridefoged Johan

Utrecht Ordre til, vel at modtage og underholde Madame Gyldenløve,

men ikke at lade hende faa Hvid eller Skilling i rede Penge. Paa Kalø

var der nu desuden, om muligt, endnu kjedsommeligere end paa Tjele,

saa Marie var neppe blevet der længe, hvis hun ikke havde faaet en

Gjæst, der snart skulde blive hende mere end en Gjæst.

Hans Navn var Sti Høg.

Siden Festen i Frederiksborg Slotshave havde Marie Grubbe ofte

tænkt paa denne sin Svoger og altid med en Følelse af inderlig

Taknemmelighed, og mangen den Gang, naar hun paa Aggershus var

bleven krænket eller saaret særlig føleligt, havde det været hende en

Trøst at mindes Stis ærbødige, tavs tilbedende Hyldest. Og hans Væsen

var det samme nu, hun var forglemt og forladt, som i hine hendes

Herligheds Dage; der var den samme smigrende Haabløshed i hans Miner,

den samme ydmyge Beundring i hans Blik.

Mere end to--tre Dage ad Gangen blev han aldrig paa Kalø, saa tog

han en otte Dages Tid paa Besøg i Omegnen, og Marie lærte at længes

efter, at han skulde komme, og at sukke, naar han drog bort, thi

han var saa godt som hendes eneste Omgang, og de blev derfor meget

fortrolige, og det var kun lidet, de skjulte for hinanden.

«Madame!» spurgte Sti Høg en Dag, «er det Eders Agt at vende tilbage

til Hans Exellence, om han gjør Eder fuld og rundelig Afbigt?»

«Om han saa kom krybendes hertil paa sine Knæ,» svarede hun, «vilde

jeg støde ham bort. Jeg har for ham kuns Afsky og Foragt i Hjærte,

for der er intet een trofast Sentiment i hans Sind, intet een ærlig,

varm Blodsdraabe i hans Legem'; han er en Skjøge, ret en forfulet,

forbandet Skjøge, og intet en Mand; han har en Skjøges tomme, troløse

Øjne og en Skjøges sjælløse, klamme Begjær. Aldrigen har en ærlig,

blodsvarm Passion reven ham hen, aldrigen har et hjærtebaaret Ord

raabet fra hans Læber. Jeg hader ham, Sti, for jeg føler mig som

besudlet af hans listende Hænder og hans skjøgeagtige Ord.»

«I vil da andrage paa Separation, Madame?»

Marie svarede, hun vilde det, og om det ellers havde været hendes

Fader med, vilde den Sag sikkert alt være vidt fremmet, men han

forhastede sig ikke, saasom han havde den Tro, at Alt endnu vilde gaa

i Lave, men det vilde det aldrig.

De talte saa om, hvad hun kunde vente at faa til sit Underhold efter

Skilsmissen, og Marie mente, at Erik Grubbe paa hendes Vegne navnlig

vilde gjøre Fordring paa Kalø.

Det syntes Sti Høg var ilde betænkt. Han havde i sine Tanker viist

hende et andet Liv ud end det at sidde Enke i en afsides Krog af

Jylland og saa maaske tilsidst blive gift med en menig Adelsmand, thi

højere vilde hun ikke naa her; ved Hoffet var hendes Rolle udspillet,

for der var Ulrik Frederik for vel anskreven til at han ikke skulde

kunne holde hende borte fra det og det fra hende. Nej, han havde nu

den Mening, at hun skulde faa sin Medgift udbetalt i rede Penge og

saa forrejse Landet og aldrig sætte sine Fødder der mere; thi med

hendes Skjønhed og Anstand kunde hun i Frankrig vinde en anderledes

fager Skjæbne end her i dette usselige Land med dets bondeagtige Adel

og fattige Kontrafej af et Hof.

Det sagde han, og det tarvelige Liv i Kaløs Ensomhed var saa god en

Baggrund for de bedaarende Billeder, han udkastede af Ludvig den

Fjortendes rige og prægtige Hof, at Marie fuldstændig fængsledes

deraf og i den nærmest følgende Tid gjorde Frankrig til Skuepladsen

for alle sine Drømme.

Sti Høg var endnu lige saa betagen af Kjærlighed til Marie Grubbe

som før, og han talte ofte til hende om denne sin Lidenskab, ikke

bedende eller bønfaldende, nej, ikke engang i Haab eller i Klage,

tvertimod, fuldstændig haabløst, altid forudsættende Umuligheden af,

at hun kunde gjengjælde den eller komme til at gjengjælde den. I

Begyndelsen hørte Marie disse Yttringer med en ængstelig Forbavselse,

men efterhaanden begyndte det at interessere hende at lytte til disse

haabløse Reflektioner over en Kjærlighed, hvis Kilde hun selv var,

og det var ikke uden en vis berusende Magtfølelse, at hun hørte sig

gjort til Livs og Døds Herre over en saa forunderlig Natur som Sti

Høgs. Alligevel varede det ikke længe, inden det Modløse i Stis Ord

vakte en Følelse af Irritation hos hende, og hans Opgivelse af Kamp,

fordi Kampens Maal syntes uopnaaeligt, hans tamme Slaaen sig til Ro

ved at for højt var for højt, bragte hende til at tvivle, just ikke

om, at der virkelig var Lidenskab bag Stis forunderlige Ord eller

Sorg bag hans tungsindige Miner, men om han ikke talte stærkere end

han følte, thi denne haabløse Lidenskab, som ikke trodsigt lukkede

Øjnene i for, at der intet Haab var, og blindt stormede frem, den

forstod hun ikke, den kunde hun ikke tro paa, og hun dannede sig

et Billede af Sti Høg som en overspændt Natur, der, ved ligesom

evindeligen at gaa og overbeføle sig selv, var kommen til at tro

sig rigere og større og meget betydeligere, end han var, og som nu,

da ingen Virkelighed bekræftede denne Forestilling, gik og løj sig

ind i store Stemninger og stærke Lidenskaber, der kun var fødte i

fantastisk Svangerskab af hans sygeligt travle Hjærne. Og de sidste

Ord, hun nu for længere Tid hørte af hans Mund, hun tog nemlig paa

sin Faders Opfordring tilbage til Tjele, hvor Sti ikke turde komme,

tjente kun til at befæste hende i den Tro, at Billedet var ham i

Alting ligt.

Det var nemlig, da han havde budet hende Farvel og stod med Haanden

paa Klinken, at han vendte sig om mod hende og sagde: «det er en sort

Side af min Levnetsbog, der nu vendes op, Madame, nu eders Kalødage

er forbi, og jeg vil længes i Kval og i Pine og sørge som En, der

har tabt det, der var al hans Jorderigs Lykke, al hans Haab og

Forlængsel, og dog, Madame, om det en Gang skulde times, at der var

skjællig Aarsag til at tro, at I havde mig kjær og jeg troede derpaa,

da veed kuns Gud allene, hvad det vilde gjøre mig til. Kan hænde

det vækked op i mig de Krafter, jeg aldrig endnu fik til at bruge

deres Vældigheds Vinger, saa den Part af mit Sind, der er tørstig

for Daad og brændendes af Haab, vilde vinde Overhaand og gjøre mit

Navn berømmeligt og herligt. Men det er lige let at tænke, at slig

unævnelig Lykke vilde spænde af hver højspændt Stræng, tage Mælet fra

hvert raabendes Krav og døve hvert lyttendes Haab, saa min Lykkes

Land blev mine Krafter og Evner et slapvorent Capua ...»

Det var rimeligt, Marie tænkte, som hun tænkte, og hun indsaae, at

det var bedst saaledes, men dog sukkede hun derved.

Nu var det, hun tog til Tjele. Erik Grubbe ønskede denne Venden

tilbage, fordi han var bange for, at Sti Høg skulde faa hende til at

tage Forholdsregler, der ikke stemmede med hans Planer, og desuden

vilde han prøve, om det ikke nu var muligt, ved Overtalelser at

gjøre hende villig til at gaa ind paa en Ordning af Sagen, hvorved

Ægteskabet blev staaende ved Magt.

Dette viste sig imidlertid at være frugtesløst, men ikke desto mindre

vedblev Erik Grubbe ved Breve at opfordre Ulrik Frederik til at tage

Marie til sig igjen. Ulrik Frederik svarede aldrig, han ønskede at

holde det hen i det Uvisse, saalænge det var muligt, thi enhver af

Skilsmissen nødvendig følgende Formuesafstaaelse var ham særdeles

ubelejlig, og paa Svigerfaderens Forsikkringer om Maries Forsonlighed

troede han ikke. Hr. Erik Grubbes Usandfærdighed var altfor vel

bekjendt.

Tonen i Erik Grubbes Breve blev imidlertid mere og mere truende, og

der begyndte at blive Tale om en personlig Henvendelse til Kongen.

Ulrik Frederik indsaae, at det ikke kunde blive saaledes ved længe,

og han skrev nu fra Kjøbenhavn til sin Ridefoged paa Kalø, Johan

Utrecht et Brev, hvori han paabød ham i al Hemmelighed at forvisse

sig om, hvorvidt Madame Gyldenløve vilde mødes med ham paa Kalø Slot,

uden at Erik Grubbe fik Noget at vide derom. Dette Brev blev skrevet

i Marts, Niogtreds.

Ulrik Frederik haabede ved den heri foreslaaede Sammenkomst at erfare

Marie Grubbes sande Sindelag, og ifald han fandt hende forsonlig,

vilde han straks tage hende med sig til Aggershus, men hvis ikke, da

ventede han ved Løftet om at virke for en øjeblikkelig Separation, at

skaffe sig saa blide Skilsmissekaar som muligt.

Men Marie Grubbe afviste Mødet, og Ulrik Frederik rejste med

uforrettet Sag til Norge.

Erik Grubbe fortsatte endnu en Tid sit unyttige Skriveri, men saa

var det, i Februar, Halvfjerds, at Budskabet kom om Frederik den

Tredies Død, og nu mente Erik Grubbe, det var Tid til at handle;

thi Kong Frederik havde altid sat sin Søn Ulrik Frederik saa højt

og havt en saa blind Kjærlighed til ham, at han i en Sag som denne

vilde fundet al Skyld hos Modparten, men med Kong Christian var det

at vente, at det vilde være anderledes, thi vel var han og Ulrik

Frederik Hjærtensvenner og meget sammenlevede Selskabsbrødre, men

det var dog muligt der var en lille Skygge af Misundelse hos Kongen,

thi han var i Faderens Tid saa ofte bleven sat i Skygge af den mere

begavede og langt anseeligere Halvbroder, desuden holdt unge Fyrster

af at vise deres Upartiskhed og var da ikke sjælden i deres iltre

Retfærdighedsfølelse uretfærdige imod dem, Almenheden kunde tro, de

netop vilde tage under deres Beskjærmelse. Det blev da nu derfor

bestemt, at de, saasnart Foraaret kom, begge to skulde tage til

Kjøbenhavn, og Marie skulde se ad i Mellemtiden at faa tohundrede

Rigsdaler af Johan Utrecht til at kjøbe Sørgeklæder for, at hun kunde

vise sig med Anstand for den nye Konge; men Ridefogeden turde ingen

Penge levere fra sig uden Ulrik Frederiks Ordre, og Marie kom til at

rejse uden Sørgeklæder, thi hendes Fader vilde ingen betale og mente

desuden, at denne Mangel saameget bedre viste hendes Elendighed.

Sidst i Maj kom de til Kjøbenhavn, og da et Møde mellem Fader og

Svigersøn intet Resultat bragte, skrev Erik Grubbe til Kongen, at

han ikke noksom i al Underdanighed kunde beskrive, med hvad Spot,

Beskæmmelse og Vanære hans Exellence Gyldenleu for nogle Aar siden

havde udskikket sin Hustru, Marie Grubbe af Aggershus og givet hende

til Pris for Vejr og Vind og Kapere, som den Gang heftig grasserede

i Søen, eftersom der da var en brændendes Fejde mellem Holland og

England. Gud havde imidlertid naadig bevaret hende for ovenskrevne

Livsfare, og hun var kommen til hans Hus med Liv og Helbred. Men

det var en uhørt Beskæmmelse, der var overgaaet hende, og han havde

nu mange Gange med Skrivelser, Bøn og grædendes Taarer besøgt sin

høje, højtærede Søn, velbaarne hans Exellence, om, at han dog i den

Sag vilde sig betænke og enten bevise Marie hendes Sag paa hende,

hvorfor Ægteskabet maatte skilles ad, eller ogsaa tage hende til sig

igjen, hvilket imidlertid Altsammen Intet havde frugtet. Marie havde

ført i hans Bo mange tusinde Rigsdaler, men ikke desto mindre havde

hun ikke kunnet faa saa meget som to hundrede Daler til at kjøbe

Sørgeklæder for; in summa: hendes Elendighed var altfor vidtløftig

at beskrive, og derfor indflyede de til hans kongelige Majestæt,

deres allernaadigste Arveherre og Konges medfødte Naade og Mildhed

med deres allerunderdanigste Bøn og Supplicering om, at hans Majestæt

for Guds Skyld vilde forbarme sig over ham, Erik Grubbe, for hans

høje Alders Skyld, som var syvogtredsindstyve Aar, og over hende for

hendes store Elendigheds og Beskæmmelses Skyld og naadigst lade sig

behage at befale hans Exellence Gyldenleu, at han enten beviste Marie

hendes Sag paa hende, hvorfor Kristus siger, at Ægtefolk maa skilles

ad, hvad han aldrig skulde kunne gjøre, eller ogsaa tog hende til sig

igjen, hvorved fremmedes Guds Ære, idet Ægteskab holdtes udi den Agt,

som Gud det selver udi har sat, stor Forargelse forhindredes, store

Synder bortjagedes, og en Sjæl befriedes fra Fordømmelse.

Marie vilde først aldeles ikke sætte sit Navn under denne Supplike,

da hun paa ingen Maade vilde leve sammen med Ulrik Frederik, hvordan

det saa end skulde gaa. Men Faderen forsikkrede hende, at det var

kun Formaliteter med det Forlangende, at Ulrik Frederik skulde tage

hende til sig igjen, thi han _vilde_ nu have Skilsmisse for enhver

Pris, og den Maade, Bønskriftet var affattet paa, tvang ham til at

begjære det, og det vilde sætte hendes Sag i et bedre Lys og skaffe

hende bedre Vilkaar. Saa gav Marie da efter, ja hun føjede endog paa

Faderens Opfordring og efter hans Udkast følgende Efterskrift til

Suppliken:

«Jeg vilde gjerne talt med Eders kongelige Majestæt, men jeg

Elendige har ikke de Klæder, jeg kan komme iblandt Folk med.

Forbarm Eder over mig, allernaadigste Arveherre og Konge, og hjælp

mig Elendige til Rette. Gud vil det belønne.

_Marie Grubbe_.»

Men da hun ikke stolede altfor vel paa Erik Grubbes Ord, fik hun,

ved en af sine gamle Hofvenners Mellemkomst, Kongen en ganske privat

Skrivelse i Hænde, i hvilken hun uforblommet udtalte, hvor stærkt hun

afskyede Ulrik Frederik, hvor ivrigt hun længtes efter Skilsmisse og

hvor nødigt hun vilde, at hun ved Ordningen af Formuespørgsmaalet

skulde komme til at have selv den fjerneste Forbindelse med ham.

Erik Grubbe havde nu imidlertid denne ene Gang sagt Sandhed. Ulrik

Frederik _vilde_ skilles. Hans Stilling ved Hoffet var en anden som

Kongens Halvbroder end som Kongens Yndlingssøn. Det var nu ikke nok

at stole paa faderlig Godhed, han maatte ligefrem kappes med andre

Hoffets Mænd om Ære og Løn. At have en Sag som den foreliggende

verserende bidrog kun lidet til at styrke hans Anseelse, det vilde

være langt tjenligere at faa den endt saa hurtigt som muligt og i et

nyt og bedre betænkt Ægteskab at søge Erstatning for det, Skilsmissen

kunde koste baade af Ry og Gods. Han anvendte derfor den Indflydelse,

han havde, til at naa dette Maal.

Kongen lod straks Sagen forelægge Konsistorium, at det derover kunde

afgive sin Betænkning, og denne var saaledes, at Ægteskabet ved

Højesteretsdom af fjortende Oktober seksten hundrede og halvfjerds

erklæredes for ophævet, saaledes at begge Parter havde Lov til at

gifte sig igjen. Marie Grubbe fik de tolv tusind Rigsdaler og al

den øvrige Medgift af Klenodier og Jordegods tilbage, og saasnart

hun havde faaet Pengene udbetalt, beredte hun sig trods Faderens

Forestillinger til at rejse ud af Landet. Hvad Ulrik Frederik angaar,

tilskrev han straks sin Halvsøster, Kurfyrste Johan Georg af Sachsens

Gemalinde, om sit Ægteskabs Opløsning og spurgte hende, om hun vilde

vise ham saamegen søsterlig Kjærlighed, at han turde hengive sig

til det smigrende Haab at modtage en Gemalinde af hendes fyrstelige

Hænder.

Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede · 第 20 / 26 题