En skjønne Dag overraskedes Erik Grubbe ved at se Madame Gyldenløve
kjøre ind paa Tjele.
Han skjønnede straks, at der var noget Galt paafærde, som hun saadan
kom agende uden Tjenerskab og nogen Ting, og da han fik at vide,
hvordan det egenlig forholdt sig, var det ikke noget varmt Velkommen,
han bød hende, for han blev saa vred, at han gik sin Vej, smeldende
Døren i efter sig og viste sig ikke mere den Dag.
Men da han fik sovet paa det, blev han mere omgængelig, ja han
behandlede endog sin Datter med en næsten respektfuld Kjærlighed, og
der kom noget af en gammel Hofmands stive Pyntelighed i hans Tale.
Han var nemlig kommen i Tanker om, at endnu var der jo egenlig ingen
Ulykke skeet; der havde vel været en lille Uenighed mellem de unge
Ægtefolk, men Marie var endnu Madame Gyldenløve, og Sagen maatte uden
stor Vanskelighed kunne bringes i den gamle Skure igjen.
Rigtignok raabte Marie paa Skilsmisse og vilde ikke høre et Ord om
Forsoning, men det vilde næsten være urimeligt at vente andet, lige
i den første Hedes friske Forbittrelse, nu mens alle Minder vare
ømme Vunder og gabende Saar, saa det lagde han ingen Vægt paa; der
vilde Tiden hjælpe, det var han overbevist om.
Der var desuden en Omstændighed af hvilken han lovede sig en ikke
ringe Bistand. Marie var jo kommen næsten nøgen fra Aggershus uden
Klæder og Klenodier, og hun vilde snart savne den Pragt, hun havde
lært at anse for dagligdags, og selv den jævne Kost paa Tjele, den
ringe Betjening og hele det daglige Livs Tarvelighed vilde faa hende
til at længes efter det, hun havde forladt. Paa den anden Side kunde
Ulrik Frederik, han være nu saa vred han vilde, vanskelig tænke
paa Skilsmisse. Hans Pengesager var ikke i den Orden, at han kunde
skilles ved Maries Medgift, thi tolv tusind Daler var mange rede
Penge, og Guld og Jordegods og anden Herlighed var ogsaa haardt at
komme af med, naar man nu endelig en Gang havde faaet det.
Et Halvaarstid gik Alting godt paa Tjele. Marie befandt sig vel
paa den stille Gaard. Den dybe Fred, der herskede der, Dagenes
Ensformighed og deres fuldstændige Mangel paa Begivenheder var noget
Nyt for hende, og hun nød det med et drømmende, passivt Velbehag.
Naar hun tænkte paa Fortiden, kom den hende for som en trættende
Kæmpen og Bryden, en rastløs Trængen sig frem uden Maal, lysnet af et
skærende, stikkende Lys og gjennemlarmet af en utaalelig, bedøvende
Tummel, og der kom en frydelig Fornemmelse over hende af Tryghed
og Ro, af uforstyrret Hvile i velgjørende Skygge, i sød og venlig
Tavshed; og hun yndede at forhøje sit Tilflugtssteds Fred ved at
tænke sig, at i Verden derude der larmede og stredes og trængtes de
endnu, mens hun havde listet sig bort ligesom bagom Livet og truffet
en tryg lille Plet, hvor Ingen kunde finde hende og bringe Uro i
hendes yndigt dunkle Ensomhed.
Men alt som Tiden led, blev Stilheden tung og Freden død og Skyggen
mørk, og hun begyndte nu ligesom at lytte efter en levende Lyd fra
Livet derude. Det var hende derfor ikke uvelkomment, at Erik Grubbe
foreslog en Forandring. Han vilde nemlig have, at hun skulde tage
hen og bo paa sin Gemals Slot, Kalø, og han udviklede for hende,
at da hendes Gemal havde hele hendes Medgift i Besiddelse og dog
Intet sendte til hendes Underhold, saa var det rimeligt, hun lod sig
underholde af Kalø Gods, og der kunde hun saa leve som Blommen i et
Æg, holde stort Tjenerskab og føre sig op med Pragt og Bekostning,
langt anderledes end her paa Tjele, som var altfor tarveligt til
hende, der var saa meget bedre vant. Desuden var der i Kongens
Morgengavebrev til hende, hvori der tilsikredes hende tusinde Tønder
Hartkorn, ifald Ulrik Frederik skulde dø fra hende, aabenbarlig tænkt
paa Kalø Gods, som netop var de tusinde Tønder og som tilskjødedes
Ulrik Frederik et Halvaarstid efter Bryllupet. Dersom nu de ikke
skulde blive forligte igjen, saa var det ikke usandsynligt, at Ulrik
Frederik kom til at afstaa hende det hende som Enkesæde tiltænkte
Gods, og det var derfor tjenligt, baade at hun lærte det at kjende og
at Ulrik Frederik vænnede sig til at vide det i hendes Besiddelse,
desto lettere vilde han maaske afstaa det.
Erik Grubbes Mening med denne Ordning var den, at blive fri for de
Bekostninger, han sattes i ved Maries Ophold paa Tjele, og saa i
Folks Øjne at gjøre Bruddet mellem Ulrik Frederik og hans Gemalinde
mindre end det var; desuden var det jo altid en Tilnærmelse, og man
vidste aldrig, hvad den kunde føre til.
Marie rejste da til Kalø, men kom ikke til at leve der som hun havde
tænkt sig det, for Ulrik Frederik havde givet sin Ridefoged Johan
Utrecht Ordre til, vel at modtage og underholde Madame Gyldenløve,
men ikke at lade hende faa Hvid eller Skilling i rede Penge. Paa Kalø
var der nu desuden, om muligt, endnu kjedsommeligere end paa Tjele,
saa Marie var neppe blevet der længe, hvis hun ikke havde faaet en
Gjæst, der snart skulde blive hende mere end en Gjæst.
Hans Navn var Sti Høg.
Siden Festen i Frederiksborg Slotshave havde Marie Grubbe ofte
tænkt paa denne sin Svoger og altid med en Følelse af inderlig
Taknemmelighed, og mangen den Gang, naar hun paa Aggershus var
bleven krænket eller saaret særlig føleligt, havde det været hende en
Trøst at mindes Stis ærbødige, tavs tilbedende Hyldest. Og hans Væsen
var det samme nu, hun var forglemt og forladt, som i hine hendes
Herligheds Dage; der var den samme smigrende Haabløshed i hans Miner,
den samme ydmyge Beundring i hans Blik.
Mere end to--tre Dage ad Gangen blev han aldrig paa Kalø, saa tog
han en otte Dages Tid paa Besøg i Omegnen, og Marie lærte at længes
efter, at han skulde komme, og at sukke, naar han drog bort, thi
han var saa godt som hendes eneste Omgang, og de blev derfor meget
fortrolige, og det var kun lidet, de skjulte for hinanden.
«Madame!» spurgte Sti Høg en Dag, «er det Eders Agt at vende tilbage
til Hans Exellence, om han gjør Eder fuld og rundelig Afbigt?»
«Om han saa kom krybendes hertil paa sine Knæ,» svarede hun, «vilde
jeg støde ham bort. Jeg har for ham kuns Afsky og Foragt i Hjærte,
for der er intet een trofast Sentiment i hans Sind, intet een ærlig,
varm Blodsdraabe i hans Legem'; han er en Skjøge, ret en forfulet,
forbandet Skjøge, og intet en Mand; han har en Skjøges tomme, troløse
Øjne og en Skjøges sjælløse, klamme Begjær. Aldrigen har en ærlig,
blodsvarm Passion reven ham hen, aldrigen har et hjærtebaaret Ord
raabet fra hans Læber. Jeg hader ham, Sti, for jeg føler mig som
besudlet af hans listende Hænder og hans skjøgeagtige Ord.»
«I vil da andrage paa Separation, Madame?»
Marie svarede, hun vilde det, og om det ellers havde været hendes
Fader med, vilde den Sag sikkert alt være vidt fremmet, men han
forhastede sig ikke, saasom han havde den Tro, at Alt endnu vilde gaa
i Lave, men det vilde det aldrig.
De talte saa om, hvad hun kunde vente at faa til sit Underhold efter
Skilsmissen, og Marie mente, at Erik Grubbe paa hendes Vegne navnlig
vilde gjøre Fordring paa Kalø.
Det syntes Sti Høg var ilde betænkt. Han havde i sine Tanker viist
hende et andet Liv ud end det at sidde Enke i en afsides Krog af
Jylland og saa maaske tilsidst blive gift med en menig Adelsmand, thi
højere vilde hun ikke naa her; ved Hoffet var hendes Rolle udspillet,
for der var Ulrik Frederik for vel anskreven til at han ikke skulde
kunne holde hende borte fra det og det fra hende. Nej, han havde nu
den Mening, at hun skulde faa sin Medgift udbetalt i rede Penge og
saa forrejse Landet og aldrig sætte sine Fødder der mere; thi med
hendes Skjønhed og Anstand kunde hun i Frankrig vinde en anderledes
fager Skjæbne end her i dette usselige Land med dets bondeagtige Adel
og fattige Kontrafej af et Hof.
Det sagde han, og det tarvelige Liv i Kaløs Ensomhed var saa god en
Baggrund for de bedaarende Billeder, han udkastede af Ludvig den
Fjortendes rige og prægtige Hof, at Marie fuldstændig fængsledes
deraf og i den nærmest følgende Tid gjorde Frankrig til Skuepladsen
for alle sine Drømme.
Sti Høg var endnu lige saa betagen af Kjærlighed til Marie Grubbe
som før, og han talte ofte til hende om denne sin Lidenskab, ikke
bedende eller bønfaldende, nej, ikke engang i Haab eller i Klage,
tvertimod, fuldstændig haabløst, altid forudsættende Umuligheden af,
at hun kunde gjengjælde den eller komme til at gjengjælde den. I
Begyndelsen hørte Marie disse Yttringer med en ængstelig Forbavselse,
men efterhaanden begyndte det at interessere hende at lytte til disse
haabløse Reflektioner over en Kjærlighed, hvis Kilde hun selv var,
og det var ikke uden en vis berusende Magtfølelse, at hun hørte sig
gjort til Livs og Døds Herre over en saa forunderlig Natur som Sti
Høgs. Alligevel varede det ikke længe, inden det Modløse i Stis Ord
vakte en Følelse af Irritation hos hende, og hans Opgivelse af Kamp,
fordi Kampens Maal syntes uopnaaeligt, hans tamme Slaaen sig til Ro
ved at for højt var for højt, bragte hende til at tvivle, just ikke
om, at der virkelig var Lidenskab bag Stis forunderlige Ord eller
Sorg bag hans tungsindige Miner, men om han ikke talte stærkere end
han følte, thi denne haabløse Lidenskab, som ikke trodsigt lukkede
Øjnene i for, at der intet Haab var, og blindt stormede frem, den
forstod hun ikke, den kunde hun ikke tro paa, og hun dannede sig
et Billede af Sti Høg som en overspændt Natur, der, ved ligesom
evindeligen at gaa og overbeføle sig selv, var kommen til at tro
sig rigere og større og meget betydeligere, end han var, og som nu,
da ingen Virkelighed bekræftede denne Forestilling, gik og løj sig
ind i store Stemninger og stærke Lidenskaber, der kun var fødte i
fantastisk Svangerskab af hans sygeligt travle Hjærne. Og de sidste
Ord, hun nu for længere Tid hørte af hans Mund, hun tog nemlig paa
sin Faders Opfordring tilbage til Tjele, hvor Sti ikke turde komme,
tjente kun til at befæste hende i den Tro, at Billedet var ham i
Alting ligt.
Det var nemlig, da han havde budet hende Farvel og stod med Haanden
paa Klinken, at han vendte sig om mod hende og sagde: «det er en sort
Side af min Levnetsbog, der nu vendes op, Madame, nu eders Kalødage
er forbi, og jeg vil længes i Kval og i Pine og sørge som En, der
har tabt det, der var al hans Jorderigs Lykke, al hans Haab og
Forlængsel, og dog, Madame, om det en Gang skulde times, at der var
skjællig Aarsag til at tro, at I havde mig kjær og jeg troede derpaa,
da veed kuns Gud allene, hvad det vilde gjøre mig til. Kan hænde
det vækked op i mig de Krafter, jeg aldrig endnu fik til at bruge
deres Vældigheds Vinger, saa den Part af mit Sind, der er tørstig
for Daad og brændendes af Haab, vilde vinde Overhaand og gjøre mit
Navn berømmeligt og herligt. Men det er lige let at tænke, at slig
unævnelig Lykke vilde spænde af hver højspændt Stræng, tage Mælet fra
hvert raabendes Krav og døve hvert lyttendes Haab, saa min Lykkes
Land blev mine Krafter og Evner et slapvorent Capua ...»
Det var rimeligt, Marie tænkte, som hun tænkte, og hun indsaae, at
det var bedst saaledes, men dog sukkede hun derved.
Nu var det, hun tog til Tjele. Erik Grubbe ønskede denne Venden
tilbage, fordi han var bange for, at Sti Høg skulde faa hende til at
tage Forholdsregler, der ikke stemmede med hans Planer, og desuden
vilde han prøve, om det ikke nu var muligt, ved Overtalelser at
gjøre hende villig til at gaa ind paa en Ordning af Sagen, hvorved
Ægteskabet blev staaende ved Magt.
Dette viste sig imidlertid at være frugtesløst, men ikke desto mindre
vedblev Erik Grubbe ved Breve at opfordre Ulrik Frederik til at tage
Marie til sig igjen. Ulrik Frederik svarede aldrig, han ønskede at
holde det hen i det Uvisse, saalænge det var muligt, thi enhver af
Skilsmissen nødvendig følgende Formuesafstaaelse var ham særdeles
ubelejlig, og paa Svigerfaderens Forsikkringer om Maries Forsonlighed
troede han ikke. Hr. Erik Grubbes Usandfærdighed var altfor vel
bekjendt.
Tonen i Erik Grubbes Breve blev imidlertid mere og mere truende, og
der begyndte at blive Tale om en personlig Henvendelse til Kongen.
Ulrik Frederik indsaae, at det ikke kunde blive saaledes ved længe,
og han skrev nu fra Kjøbenhavn til sin Ridefoged paa Kalø, Johan
Utrecht et Brev, hvori han paabød ham i al Hemmelighed at forvisse
sig om, hvorvidt Madame Gyldenløve vilde mødes med ham paa Kalø Slot,
uden at Erik Grubbe fik Noget at vide derom. Dette Brev blev skrevet
i Marts, Niogtreds.
Ulrik Frederik haabede ved den heri foreslaaede Sammenkomst at erfare
Marie Grubbes sande Sindelag, og ifald han fandt hende forsonlig,
vilde han straks tage hende med sig til Aggershus, men hvis ikke, da
ventede han ved Løftet om at virke for en øjeblikkelig Separation, at
skaffe sig saa blide Skilsmissekaar som muligt.
Men Marie Grubbe afviste Mødet, og Ulrik Frederik rejste med
uforrettet Sag til Norge.
Erik Grubbe fortsatte endnu en Tid sit unyttige Skriveri, men saa
var det, i Februar, Halvfjerds, at Budskabet kom om Frederik den
Tredies Død, og nu mente Erik Grubbe, det var Tid til at handle;
thi Kong Frederik havde altid sat sin Søn Ulrik Frederik saa højt
og havt en saa blind Kjærlighed til ham, at han i en Sag som denne
vilde fundet al Skyld hos Modparten, men med Kong Christian var det
at vente, at det vilde være anderledes, thi vel var han og Ulrik
Frederik Hjærtensvenner og meget sammenlevede Selskabsbrødre, men
det var dog muligt der var en lille Skygge af Misundelse hos Kongen,
thi han var i Faderens Tid saa ofte bleven sat i Skygge af den mere
begavede og langt anseeligere Halvbroder, desuden holdt unge Fyrster
af at vise deres Upartiskhed og var da ikke sjælden i deres iltre
Retfærdighedsfølelse uretfærdige imod dem, Almenheden kunde tro, de
netop vilde tage under deres Beskjærmelse. Det blev da nu derfor
bestemt, at de, saasnart Foraaret kom, begge to skulde tage til
Kjøbenhavn, og Marie skulde se ad i Mellemtiden at faa tohundrede
Rigsdaler af Johan Utrecht til at kjøbe Sørgeklæder for, at hun kunde
vise sig med Anstand for den nye Konge; men Ridefogeden turde ingen
Penge levere fra sig uden Ulrik Frederiks Ordre, og Marie kom til at
rejse uden Sørgeklæder, thi hendes Fader vilde ingen betale og mente
desuden, at denne Mangel saameget bedre viste hendes Elendighed.
Sidst i Maj kom de til Kjøbenhavn, og da et Møde mellem Fader og
Svigersøn intet Resultat bragte, skrev Erik Grubbe til Kongen, at
han ikke noksom i al Underdanighed kunde beskrive, med hvad Spot,
Beskæmmelse og Vanære hans Exellence Gyldenleu for nogle Aar siden
havde udskikket sin Hustru, Marie Grubbe af Aggershus og givet hende
til Pris for Vejr og Vind og Kapere, som den Gang heftig grasserede
i Søen, eftersom der da var en brændendes Fejde mellem Holland og
England. Gud havde imidlertid naadig bevaret hende for ovenskrevne
Livsfare, og hun var kommen til hans Hus med Liv og Helbred. Men
det var en uhørt Beskæmmelse, der var overgaaet hende, og han havde
nu mange Gange med Skrivelser, Bøn og grædendes Taarer besøgt sin
høje, højtærede Søn, velbaarne hans Exellence, om, at han dog i den
Sag vilde sig betænke og enten bevise Marie hendes Sag paa hende,
hvorfor Ægteskabet maatte skilles ad, eller ogsaa tage hende til sig
igjen, hvilket imidlertid Altsammen Intet havde frugtet. Marie havde
ført i hans Bo mange tusinde Rigsdaler, men ikke desto mindre havde
hun ikke kunnet faa saa meget som to hundrede Daler til at kjøbe
Sørgeklæder for; in summa: hendes Elendighed var altfor vidtløftig
at beskrive, og derfor indflyede de til hans kongelige Majestæt,
deres allernaadigste Arveherre og Konges medfødte Naade og Mildhed
med deres allerunderdanigste Bøn og Supplicering om, at hans Majestæt
for Guds Skyld vilde forbarme sig over ham, Erik Grubbe, for hans
høje Alders Skyld, som var syvogtredsindstyve Aar, og over hende for
hendes store Elendigheds og Beskæmmelses Skyld og naadigst lade sig
behage at befale hans Exellence Gyldenleu, at han enten beviste Marie
hendes Sag paa hende, hvorfor Kristus siger, at Ægtefolk maa skilles
ad, hvad han aldrig skulde kunne gjøre, eller ogsaa tog hende til sig
igjen, hvorved fremmedes Guds Ære, idet Ægteskab holdtes udi den Agt,
som Gud det selver udi har sat, stor Forargelse forhindredes, store
Synder bortjagedes, og en Sjæl befriedes fra Fordømmelse.
Marie vilde først aldeles ikke sætte sit Navn under denne Supplike,
da hun paa ingen Maade vilde leve sammen med Ulrik Frederik, hvordan
det saa end skulde gaa. Men Faderen forsikkrede hende, at det var
kun Formaliteter med det Forlangende, at Ulrik Frederik skulde tage
hende til sig igjen, thi han _vilde_ nu have Skilsmisse for enhver
Pris, og den Maade, Bønskriftet var affattet paa, tvang ham til at
begjære det, og det vilde sætte hendes Sag i et bedre Lys og skaffe
hende bedre Vilkaar. Saa gav Marie da efter, ja hun føjede endog paa
Faderens Opfordring og efter hans Udkast følgende Efterskrift til
Suppliken:
«Jeg vilde gjerne talt med Eders kongelige Majestæt, men jeg
Elendige har ikke de Klæder, jeg kan komme iblandt Folk med.
Forbarm Eder over mig, allernaadigste Arveherre og Konge, og hjælp
mig Elendige til Rette. Gud vil det belønne.
_Marie Grubbe_.»
Men da hun ikke stolede altfor vel paa Erik Grubbes Ord, fik hun,
ved en af sine gamle Hofvenners Mellemkomst, Kongen en ganske privat
Skrivelse i Hænde, i hvilken hun uforblommet udtalte, hvor stærkt hun
afskyede Ulrik Frederik, hvor ivrigt hun længtes efter Skilsmisse og
hvor nødigt hun vilde, at hun ved Ordningen af Formuespørgsmaalet
skulde komme til at have selv den fjerneste Forbindelse med ham.
Erik Grubbe havde nu imidlertid denne ene Gang sagt Sandhed. Ulrik
Frederik _vilde_ skilles. Hans Stilling ved Hoffet var en anden som
Kongens Halvbroder end som Kongens Yndlingssøn. Det var nu ikke nok
at stole paa faderlig Godhed, han maatte ligefrem kappes med andre
Hoffets Mænd om Ære og Løn. At have en Sag som den foreliggende
verserende bidrog kun lidet til at styrke hans Anseelse, det vilde
være langt tjenligere at faa den endt saa hurtigt som muligt og i et
nyt og bedre betænkt Ægteskab at søge Erstatning for det, Skilsmissen
kunde koste baade af Ry og Gods. Han anvendte derfor den Indflydelse,
han havde, til at naa dette Maal.
Kongen lod straks Sagen forelægge Konsistorium, at det derover kunde
afgive sin Betænkning, og denne var saaledes, at Ægteskabet ved
Højesteretsdom af fjortende Oktober seksten hundrede og halvfjerds
erklæredes for ophævet, saaledes at begge Parter havde Lov til at
gifte sig igjen. Marie Grubbe fik de tolv tusind Rigsdaler og al
den øvrige Medgift af Klenodier og Jordegods tilbage, og saasnart
hun havde faaet Pengene udbetalt, beredte hun sig trods Faderens
Forestillinger til at rejse ud af Landet. Hvad Ulrik Frederik angaar,
tilskrev han straks sin Halvsøster, Kurfyrste Johan Georg af Sachsens
Gemalinde, om sit Ægteskabs Opløsning og spurgte hende, om hun vilde
vise ham saamegen søsterlig Kjærlighed, at han turde hengive sig
til det smigrende Haab at modtage en Gemalinde af hendes fyrstelige
Hænder.